Sand tilbedelse kræver handling
1. (a) Hvilke spørgsmål bør man stille angående sin religion? (b) Hvad bør vor religion betyde for os, og hvad må vi være hvis vi vil tilbede den sande Gud?
HVAD betyder din religion for dig? Betragter du religion som noget det er godt at have men som ikke behøver at have synderlig indflydelse på hvad du ellers foretager dig, det være sig på din arbejdsplads eller i omgangen med andre? Føler du at det hører med til en god samfundsånd at gå i kirke om søndagen og at yde bidrag til kirken eller til det velgørenhedsarbejde den udfører og måske fra tid til anden at deltage i de sammenkomster kirken arrangerer? Hvis du ser sådan på religion er der noget galt. Hvis din religion ikke optager dig fuldstændigt, former enhver side i dit liv, præger din gerning fireogtyve timer i døgnet og giver dig lyst til at udfolde en ægte og levende aktivitet, så mangler der noget, for den sande tilbedelse af den almægtige Gud er levende og livsbekræftende; den kræver stadig handling. Ved du at du må være forkynder hvis du vil yde Gud en sand tilbedelse, og at forkyndelsen må være det der ligger dig stærkest på sinde?
2. (a) Hvad skal en tilbeder af den sande Gud forkynde? (b) Hvordan kan vi få en idé om hvad Jehova kræver af os i dag?
2 Hvad forkynder den sande tilbeder, og i hvor stor udstrækning skal dette budskab forkyndes? Det skal forkyndes i videste udstrækning, ved hjælp af ethvert reelt middel og i kærlighed til alle skabninger. (Kol. 1:23) Den almægtige Guds, himmelens og jordens Skabers, navn skal forkyndes, og det må ske på en sådan måde at den rette betydning af navnet bliver kendt. Denne Gud, hvis navn alene er Jehova, var de gamle hebræeres Gud, den Gud som sendte Jesus til jorden og den Gud som de kristne tilbeder i dag. Den måde hvorpå han handlede med sit folk i fortiden danner et mønster for hvad han kræver af sit folk nu. Hvad der skete dengang blev skrevet ned til trøst og belæring for os. Når vi iagttager det forkyndelsesarbejde han påbød sit folk dengang, får vi en idé om hvad der skal gøres i dag, blot i en langt større målestok. — Rom. 15:4; 1 Kor. 10:11.
Vågen for den gode nyhed
3. (a) Hvad overgik der Guds folk i fortiden da det glemte Guds navn? (b) Hvad gjorde Jehova for at opmuntre fangerne? (c) Hvilken rolle lod han Esajas spille?
3 Der var en tid da Guds folk glemte Guds navn, det vil sige det glemte at skønne på hvad navnet stod for, og følgen blev at folket mistede den forret at forkynde navnet og blev ført i fangenskab af en hedensk verdensmagt, Babylon. Jehova advarede sit folk, jøderne, før de drog i fangenskab, og for at opmuntre de oprigtige iblandt dem forudsagde han deres befrielse og lod dem vide hvad de skulle gøre når de slap fri. Han bekendtgjorde dette ved sin profet Esajas, der skulle tale som en langtskuende vægter der stod på tomterne af byen Zion, der skulle ligge øde i 70 år. Vægteren ville vente spændt på at jøderne skulle blive ladt fri så de kunne genopbygge Jehovas tempel og byen Zion. Vi kan tænke os selv stående på den øde tomt mens vi hører vægteren råbe: „Hvor smukke på bjergene er ikke fødderne af den der bringer godt nyt, den der forkynder fred, den der bringer godt nyt om noget bedre, den der forkynder frelse, den der siger til Zion: ’Din Gud er blevet konge!’“ — Es. 52:7, NW.
4. Hvilken nyhed forkyndte budbringeren, og hvilken virkning havde det på dem der elskede Zion?
4 Fra Zion eller Jerusalem, der lå godt 600 meter over Middelhavet, kunne man på lang afstand se budbringeren som kom med spændende nyt. Hvilken nyhed forkyndte han? Det var nyheden om Jehovas fredelige hensigt med Zion; byen skulle erfare hans velvilje, og hans mishag skulle ikke mere hvile over folket. For de fanger i Babylon som satte tilbedelsen af Gud højt og som elskede Zion var det betagende nyt, godt nyt. Det var noget de trængte til — det var en fryd for dem, det gjorde dem glade.
5. Forklar hvordan den nyhed som budbringeren forkyndte havde at gøre med Jehovas herredømme og navn.
5 Hvad indeholdt budskabet? Det havde at gøre med Jehovas herredømme og navn. Under de halvfjerds års fangenskab lå Jerusalem, byen med „Jehovas trone“ hvorpå kongerne af Davids slægt havde siddet, øde hen, forladt af Guds folk, som var i fangenskab. Der var ikke en eneste indbygger i Judas land. Derfor så det ud som om Marduk, Babylons øverste gud, var konge i stedet for Jehova, den virkelige, usynlige Konge. Nu vendte sagen sig imidlertid, og når „den store Konges by“ og templet dér blev genopbygget kunne det atter siges til Jerusalem: „Din Gud er blevet konge!“ Kongerne af Davids slægt blev ganske vist ikke genindsat på tronen, men Jehovas folk var frit og kunne genopbygge byen Zion. I en vis forstand betød Babylons fald altså oprettelsen af Guds rige. Selv om den der bragte denne herlige nyhed havde støvede og trætte fødder forekom disse dog smukke for dem der elskede Zion og Jehova Gud.
Nutidens budbringere
6. (a) Hvem var overbringeren af det profetiske budskab et billede på? (b) Hvorfra ved vi at denne anvendelse af profetien er rigtig?
6 Overbringeren af denne profetiske gode nyhed var et billede på noget større, akkurat som Babylon var et billede på et langt mere omfattende Babylon, der i Åbenbaringens bog kaldes „Babylon, den store“ og som er den falske religions verdensimperium. Den større budbringer er først og fremmest den lovede Messias, profetiens Salvede, Kristus, som de græsktalende jøder kaldte ham. Hans salvede efterfølgere må efterligne ham og følge i hans fodspor; derfor må de også være budbringere af den gode nyhed under hans ledelse. At dette er rigtigt bevises af den udtalelse som apostelen Paulus fremsatte i Romerbrevet 10:13-15: „’Thi enhver, der påkalder Herrens [Jehovas, NW] navn, skal frelses.’ Hvorledes skulle de nu kunne påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? og hvorledes skulle de kunne tro på ham, som de ikke har hørt om? og hvorledes skulle de kunne høre, uden at der er nogen, som prædiker? og hvorledes skulle nogen kunne prædike, hvis ingen sendes ud? som der står skrevet: ’Hvor liflige er fodtrin af dem, som bringer glædesbud.’“
7. (a) Hvem var de vægtere der tales om i Esajas 52:8, og hvad gjorde de? (b) Hvad menes der med at de så „ansigt til ansigt“?
7 Esajas fortsætter beskrivelsen af synet som om der var vægtere i Jerusalem som ventede på denne herlige budbringer; han siger, som vi læser i Esajas 52:8 (NW): „Lyt! dine egne vægtere har løftet deres røst. I forening råber de fortsat med glæde, for det vil blive ansigt til ansigt de ser når Jehova samler Zion igen.“ Jerusalems vægtere ville således høre nyheden om Zions genrejsning før andre, og de ville være forpligtet til at bringe nyheden videre til de øvrige af Zions børn. Det var dem der skulle løfte røsten i fællesskab og råbe højt. De ville råbe i forening så andre kunne høre den glædelige nyhed at Gud var blevet konge! Da Babylon faldt i 539 f.v.t. vidste de trofaste blandt jøderne at befrielsens time var nær. Det havde de set i Jeremias’ profeti. (Jer. 25:11-14) Da de nu så Babylon falde i hænderne på Kyros, var de ikke det mindste i tvivl om at det var Jehovas værk. Det var ikke perseren Kyros som udvirkede dette i egen magt, om end han var en dygtig general. Ingen anden end Gud selv kunne have åbnet Babylons porte og befriet sit folk fra denne mægtige verdensmagt. Derfor var det som om vægterne så Jehova ansigt til ansigt eller øje til øje, det vil sige som om deres øjne var lige over for hinanden, som om deres øjne så lige ind i hans, hvorved der blev sluttet en nær, personlig kontakt. — 4 Mos. 14:14, NW.
Tiden inde til energisk handling
8. (a) Hvad var tiden inde til nu da israelitterne skulle udfries fra Babylon? (b) På hvilken måde ’blottede Jehova sin hellige arm for al folkenes øjne’, og med hvilket resultat?
8 Tiden var derfor ikke inde til sorg, ej heller til ligegyldighed eller ladhed. Den var inde til handling. Esajas fortsætter: „Bryd ud til hobe i jubel, Jerusalems tomter! Thi [Jehova] trøster sit folk, genløser Jerusalem. Han blotter sin hellige arm for al folkenes øjne, den vide jord skal skue frelsen fra vor Gud.“ (Es. 52:9, 10) Ja, det var tid at juble, tid at glæde sig og derfor også tid at forkynde denne gode nyhed for alle som ville høre. Jehova havde så at sige smøget ærmerne op og blottet sin arm for at frelse sit folk fra Babylon. Han gjorde det ikke i stilhed eller i hemmelighed, men for alles øjne, og de der boede i de fjerne egne af jorden skulle høre og se hvad Gud gjorde for at udfri sit folk. Det betød at Guds navn ville blive ophøjet og at Gud selv ville blive anerkendt af mennesker som den levende og sande Gud og universelle Hersker.
9. (a) Hvordan skulle budbringerens nyhed blive internationalt kendt? (b) Hvad støttede forkyndernes vidnesbyrd?
9 Da dette skete, boede mange af jøderne spredt rundt omkring i de beboede egne af jorden. Disse diaspora-jøder, jøder i adspredelsen, skulle høre budskabet og derpå vidne for andre om deres frelse; de kunne oprigtigt sige: „Her er vor Gud.“ Noget der gav dette internationale vidnesbyrd ekstra vægt var selve den kendsgerning at Zion blev genrejst og opbygget på ny, hvilket beviste at forkyndernes udsagn om deres Guds styrke og magt var sandt.
10. Skulle de landflygtige jøder kun tale?
10 De landflygtige i Babylon skulle ikke alene tale, de skulle også handle. Esajas siger profetisk hvad de skulle gøre: „Bort, bort, drag ud derfra, rør ej noget urent, bort, tvæt jer, I, som bærer [Jehovas] kar! Thi i hast skal I ej drage ud [der skulle ikke gå panik i dem; se NW], I skal ikke flygte; nej, foran eder går [Jehova], eders tog slutter Israels Gud.“ — Es. 52:11, 12.
Vigtigt at rense sig for falsk religion
11. Hvornår skulle de landflygtige handle, og hvad befalede Guds ord i Esajas 52:11, 12?
11 Det fordrede prompte og positiv handling. Da Kyros’ dekret blev udstedt i 537 f.v.t. måtte de straks skride til handling og drage bort fra Babylon, forlade dette urene sted hvor afgudsdyrkelsen florerede. De forstod at Gud i virkeligheden sagde: ’Slip al Babylons religiøse urenhed. Lad intet af den klæbe ved jer. Vend tilbage til den sande tilbedelse af Gud. Rejs bort fra Babylon og dets afguderiske og gudvanærende atmosfære. Rejs derhen hvor I kan tjene Gud og være religiøst rene — derhen hvor tilbedelsen af Jehova foregår.’
12. (a) Hvad var den væsentligste grund til at de hjemvendende jøder skulle være rene? (b) Hvilke motiver kunne de sige sig fri for, og hvad var deres stærkeste motiv?
12 Når det blev befalet at israelitterne skulle være religiøst og moralsk rene var den væsentligste grund den at de skulle bære de hellige redskaber som Nebukadnezar havde stjålet i Jehovas tempel. Kyros havde tilladt at disse blev udleveret, og de der skulle bære dem hjem måtte rense sig for al besmittelse med Babylons urene religion. Det skulle ikke bare være en ydre, ceremoniel renselse, nej, det var deres hjerter der skulle være rene. De der drog ud af Babylon måtte være hellige for at kunne genoprette tilbedelsen af Jehova i Jerusalem, som lå øde på det tidspunkt. Det var også kun dem der af hele deres sind og hjerte ønskede at se Jehovas navn ophøjet der rejste hjem. De havde ingen politiske eller materialistiske motiver.
13. (a) Hvem får æren for fangernes udfrielse? (b) Hvordan forløb hjemrejsen fra Babylon i sammenligning med flugten fra Ægypten 976 år tidligere?
13 Jehovas tjenere vidste hvad de gjorde. De vidste at Jehova havde udfriet dem og var med dem. Selv om deres afrejse fra Babylon gik hurtigt, var det ikke en panikagtig flugt. De gjorde intet forsøg på at befæste deres frihed. De havde ventet indtil Gud havde ladet Babylon, den tredje verdensmagt, falde. Altså skulle hverken de eller Kyros have æren for deres frigørelse. Det var ikke som da de 976 år tidligere havde forladt Ægypten; dengang havde Farao skyndet på dem for at få dem ud, ja han havde drevet dem ud, som Jehova havde sagt han ville. Ganske vist foregik deres flugt fra Ægypten ikke i vild uorden, men der opstod dog visse vanskeligheder på grund af deres hastværk, som det fremgår af Anden Mosebog 12:30-34, 39; de var blevet drevet ud af Ægypten, og der havde ikke været mulighed for at tøve. De havde end ikke haft tid til at bage brød til rejsen. De tog deres dej, med sig før den var syret, og de bar dejtrugene på skuldrene, indsvøbt i deres kapper. Ikke desto mindre foregik rejsen i god orden, som det siges i Anden Mosebog 13:18 (NW): „Men det var i slagorden Israels sønner drog op fra Ægyptens land [det vil sige som en hær i fem afdelinger, med en fortrop, en bagtrop, en hovedstyrke og to flanker].“ (Marginalnoten i 1953-udgaven) Nu da de skulle forlade Babylon kunne de træffe alle de nødvendige forberedelser, og da Jehova drog med dem og beskyttede dem var deres hjemrejse præget af værdighed, ro og orden.
14. Hvordan så vægterne „ansigt til ansigt“ da Jehova samlede Zion igen, og hvordan følte de hjemvendende jøder det da de så bjerget hvor Salomons tempel før havde ligget?
14 De der forlod Babylon kunne være sikre på at de ville nå Zion i god behold selv om de skulle tilbagelægge en ørkenstrækning på mange hundrede kilometer. Eftersom Jehova gik i spidsen for dem ville vægterne så at sige se Jehova ansigt til ansigt når han samlede sine børn i Zion igen. Det må have været en lykkelig stund for de hjemvendende da Jerusalems eller Zions bjerg dukkede op, ligesom det var en glæde for vægterne da de så befrielsens budbringer nærme sig. — Es. 52:8, NW.
De kristne må handle, og det mere end nogen sinde
15. Hvordan anvender apostelen Paulus Esajas’ profeti på de kristne?
15 Apostelen Paulus viser at alt dette har en profetisk betydning for de kristne, for han citerer Esajas 52:11 og udvider disse ords betydning: „Træk ikke i ulige åg med de vantro, thi hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at skaffe? eller hvad fællesskab er der mellem lys og mørke? hvordan kan Kristus stemme overens med Beliar? eller hvordan kan den troende have lod og del med den vantro? hvordan kan Guds tempel og afguder have med hinanden at gøre? Vi er jo den levende Guds tempel, thi Gud har sagt: ’Jeg vil bo og vandre iblandt dem og være deres Gud, og de skal være mit folk.’ Derfor: ’Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren [Jehova, NW], og rør ej noget urent.’“ — 2 Kor. 6:14-17.
16. (a) Hvem er Guds vægtere i dag, og hvad ser de? (b) Hvad må man sikre sig med hensyn til sin religion og den religiøse organisation man er tilsluttet? (c) Hvad må man gøre hvis ens kirke ikke forkynder Jehovas navn, og hvad bliver lønnen herfor?
16 Der er nok at gøre for de kristne i dag. Et vældigt forkyndelsesarbejde skal gennemføres, ikke alene i et lille område af verden, men overalt på jorden hvor der bor mennesker. (Matt. 24:14) Guds tjenere er vægtere. De ser at Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, er faldet. Det er afsløret. De falske læresætninger og den menneskefrygt der engang satte en dæmper på dem kan ikke længere hindre dem eller andre oprigtige mennesker som ønsker at drage ind i den herlige frihed som bliver dem der tilbeder den sande Gud, Jehova, til del. Snart vil Babylon den Store blive fuldstændig udslettet. Derfor er det på høje tid at enhver der hævder at tilbede Gud tager sin religion op til overvejelse og forvisser sig om at han har denne gode nyhed at forkynde. Han må også sikre sig at den organisation han er tilsluttet forkynder denne gode nyhed i så stor udstrækning det er muligt, nemlig over hele jorden. Og han må, ligesom de trofaste jøder der vendte hjem til Zion, af hele sit hjerte, sit sind og sin sjæl ønske at bringe denne oplysning ud til andre. Hvis din kirke ikke er optaget af at forkynde Jehovas navn er det dødsens farligt at forblive i den. Flygt ud af den, for den er en del af nutidens Babylon den Store. Det er ikke et sted at være for den sande Guds tilbedere. Kom og vær med i den glædebringende forkyndelse af den gode nyhed at Jehova Gud er blevet Konge. Snart vil hans rige velsigne dem der lytter og tager gerningen op som forkyndere af den gode nyhed, og skænke dem livet på en jord der er forskønnet med den fred og velstand som kun dens Skaber kan tilvejebringe.