• Udfrielse til en retfærdig verden
    Vagttårnet – 1953 | 1. maj

    • Udfrielse set fra en anden side

      26 Tværtimod ser vi her en anden side af vor befrielse, der tilkendegiver, at ingen kan måle sig med Jehova som den store befrier. Selv døden hindrer ikke Jehova i at udvirke frelse for sit folk. Enhver menneskelig udfrielse standses af og står magtesløs over for døden, men det gør Guds udfrielse ikke. „Den retfærdige har håb i sin død,“ siger Guds urokkelige ord. (Ordsp. 14:32, KJ) Hvorfor? Fordi „den time kommer, da alle de, som er i gravene [mindegravene, NW] skal høre hans røst, og de skal gå frem: de, som har gjort det gode, for at opstå til liv“. (Joh. 5:28, 29) Disse fortidens trofaste mænd lever i Guds erindring, og de er bestemt til at få en tidlig opstandelse. De vil blive udfriet fra graven til evigt liv på jorden, lige så sikkert som Guds søn selv efter tre dages forløb blev udfriet fra graven. Dette understreger den uforanderlige regel, at de trofaste og lydige, der ejer Guds godkendelse, skal blive udfriet. End ikke døden kan hindre dem i at blive udfriet.

      27. Udelukker Guds sikre udfrielse enhver mulighed for lidelse eller død? Hvorfor ikke?

      27 Guds sikre udfrielse betyder ikke, at de, som til sidst vil opnå denne udfrielse, vil blive skånet for lidelser eller døden. (2 Tim. 3:12; 4:5) Kun ved tålmodigt at holde ud under forhånelse og forfølgelse kan vi vise vor uforbeholdne kærlighed til det rette og således lægge for dagen, at vi er værdige til Guds udfrielse. Kristus Jesus viste, at han var værdig til at blive udfriet fra graven, ved tålmodigt, trofast og lydigt, ofte under meget ugunstige forhold, at prædike ordet. Han led både legemligt og åndeligt, thi han var „en smerternes mand, kendt med sorg“. (Es. 53:3, AS) Dog var han altid venlig og gavmild. Han voldte ingen fortræd, men gjorde altid det gode og talte venlige ord til dem, som havde et hørende øre. (1 Pet. 2:23) Han lærte lydighed af det, han led, og blev således „ophav til evig frelse for alle, som er lydige mod ham“. (Hebr. 5:8, 9; Rom. 8:17) Med fasthed stod han op for Jehovas navn, og til sit eget navns ære udfriede Jehova sin søn.

      28. Hvilken vej førte til, at Jesus vandt stillingen som Jehovas hovedredskab til udfrielse?

      28 Alle Jesu erfaringer og iagttagelser medvirkede til, at han i endnu højere grad forstod menneskeslægtens store behov for udfrielse. Med en jordisk løbebane bag sig ved han til fulde, hvordan de, som ser hen til en snarlig udfrielse ved Guds hånd, bør støttes og hjælpes. Endvidere viste han sig selv kvalificeret til at tjene som Guds store udfrielsesredskab med henblik på menneskeheden, idet han viste sig villig til at betale den pris, udfrielsen krævede efter Jehovas lov om liv for liv. (5 Mos. 19:21) Af kærlighed til Gud og mennesker ønskede Jesus af hele sit hjerte at fuldføre den rolle som befrier, Gud havde tildelt ham. Derfor fulgte han i lydighed den vej, der er skildret i Filipperne 2:7-11, NW: „Han tømte sig selv og tog en træls skikkelse på og kom i menneskers lighed. Hvad mere er, da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig indtil døden, ja døden på en marterpæl. Derfor ophøjede Gud ham til en overordnet stilling og gav ham i sin godhed navnet, der er over ethvert andet navn, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig i himmel og på jord og under jorden, og hver tunge skal åbenlyst bekende, at Jesus Kristus er herre til Gud Faders ære.“ Skal vi derfor opnå udfrielse, må vi underkaste os den ophøjede Jesus. At ringeagte hans navn betyder den visse undergang.

      (The Watchtower, 1. februar 1953)

  • Frelst fra den kommende vrede
    Vagttårnet – 1953 | 1. maj

    • Frelst fra den kommende vrede

      „I vendte om til Gud fra afguderne for at tjene den levende og sande Gud og fra himlene vente hans søn, som han opvakte fra de døde, Jesus, der frier os fra den kommende vrede.“ — 1 Tess. 1:9, 10.

      1. Hvilke skridt tog Jehova til udfrielse af mennesker, der elsker retfærdighed?

      MAJESTÆTISK og på underfuld vis tog Jehova skridt til sit navns herliggørelse, idet han dannede en organisation, der skulle opfylde denne hensigt og samtidig udfri den sukkende menneskehed til liv i en ny retfærdsverden. Efter en århundreder lang ventetid, der gav Satan rig lejlighed til at bevise, hvorvidt han kunne komme Gud i forkøbet og udfri mennesker, satte Jehova en kæde af begivenheder i gang, der til slut vil føre til en mirakuløs udfrielse i Harmagedonslaget. Tro mod det profetiske ord, at „befrieren skal komme fra Zion“, tog Kristus Jesus sine pligter op som konge på den himmelske trone og som „det troværdige og sanddru vidne“ om Guds udfrielse. (Sl. 14:7; Rom. 11:26; Åb. 3:14) Med Jesus som konge begyndte Jehova at skabe de „nye himle“ og opbygge sin regeringsorganisation. Den ophøjede Jesus er denne regeringsorganisations hoved, og han er iklædt al magt og myndighed i himmelen og på jorden. (Matt. 28:18) Intet mindre kunne skabe sikkerhed for hans duelighed som Jehovas udfrielsesredskab.

      2. Hvem udgør nu en del af de „nye himle“, og med hvilken myndighed forkyndte de, mens de levede på jorden, den kommende befrielse?

      2 Gud gav Jesus tolv trofaste apostle (Judas faldt fra, og Paulus kom i stedet), der i kraft af Guds udfrielse af dem gennem den „første opstandelse“ nu udgør en del af de „nye himle“. (Åb. 20:4-6) I lighed med Kristus Jesus var de sande og lydige vidner om Jehovas frelsesmagt, skønt de tjente ham under vanskelige forhold. De arbejdede strengt og forkyndte den kommende befrielse. Med hvilken myndighed gjorde de det? Peter svarer: „Det er ved navnet Jesus Kristus . . . hvem I korsfæstede [pælfæstede, NW] . . . Denne Jesus er stenen, som blev agtet for intet af jer bygmestre, men som er blevet hovedhjørnestenen. Og der er ikke frelse i nogen anden; thi der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frelses.“ — Ap. G. 4:10-12.