kristne har en moder? Ja, og dette giver os et vigtigt spor at gå efter. Efter at Paulus har fremsat ovennævnte udtalelse forklarer han i det efterfølgende kapitel i sit brev et „symbolsk drama“ der handler om to kvinder, to pagter og to byer. Nogle vil måske synes at det hele nu bliver meget mere indviklet. Men når vi først har forstået Paulus’ analogi er vi godt på vej til at løse problemet. Først nævner han trælkvinden Hagar, der er moder til Abrahams søn Ismael. Hagar svarer til den lovpagt der blev indstiftet ved Sinaj bjerg med Israel efter kødet, den pagt der ’fødte børn til trældom’ under sine bindene betingelser. Videre fortæller Paulus at bjerget Sinaj svarer til byen Jerusalem på hans tid, „thi det er i trældom med sine børn [jøderne]“. Modsætningen hertil er „den frie kvinde“, Sara, Isaks moder. Sara svarer til Abrahamspagten, der frembringer den sande kirke, det åndelige Israel, hvis hoved er Herren Jesus Kristus. Kirken, „Kristi legeme“, begyndte at vise sig på Pinsedagen, og som en del af Abrahams sæd skulle den bringe velsignelse over alle jordens folk. Derpå skriver Paulus, der hører med til Abrahams sæd, til sine fæller: „Det Jerusalem, som er oventil, er frit [ligesom Sara var fri], og det er vor moder.“ — Gal. 3:16-18, 26-29; 4:21-31; 1 Mos. 22:18.

24. Hvad skildres der når Bibelen omtaler en by under billede af en kvinde?

²⁴ Lagde du mærke til at Paulus knyttede de to kvinder sammen med to byer? Det er vigtigt. Når en profeti knytter en kvinde og en by sammen tilkendegiver det at der her symboliseres noget langt større end en jordisk eller himmelsk skabning. Det symboliserer en organisation, for en by er et passende symbol på et folk der lever tæt sammenknyttet i et ordnet samfund. Det gælder især når der er tale om en hovedstad, som for eksempel Jerusalem eller Zion, der var det nationale midtpunkt for regering og gudsdyrkelse fordi kongetronen og templet stod der. Vi kan således forstå at „det Jerusalem, som er oventil“, „Zions bjerg“ og „den levende Guds stad“, „det himmelske Jerusalem“, i virkeligheden er Jehovas teokratiske, universelle organisation, der også symboliseres ved „kvinden“ i profetien fra Eden. — Hebr. 12:22.

25. Hvordan kan man iagttage samme forhold i beskrivelsen af Satans organisation?

²⁵ Det skal lige nævnes, til yderligere bekræftelse af ovenstående, at Bibelen også fremstiller Satans organisation under billede af en by og en kvinde. Vi læser således om en kvinde der beskrives som „den store skøge“ og kaldes „Babylon, den store“, og i Johannes’ syn får vi udtrykkeligt at vide at „kvinden, du så, er den store by [Babylon]“. (Åb. 17:1, 18) I Første Mosebog 3:15 tales der imidlertid ikke om slangens kvinde.

26, 27. (a) hvilke yderligere støttepunkter indeholder Esajas’ profeti? (b) Hvilke oplysninger henter vi derfra, og hvilket billede er nu fuldført?

²⁶ Selv om mange af udtalelserne, eller sporene, findes i De kristne græske Skrifter, har de dog alle deres rod i De hebraiske Skrifter. Som et bevis herfor ser vi at Paulus, efter at han har forklaret det netop omtalte „symbolske drama“, til støtte for sin udtalelse citerer fra Esajas’ profeti, der blev skrevet 800 år før Paulus levede. I Galaterbrevet (4:27) siger Paulus: „Thi der står skrevet: ’Fryd dig, du ufrugtbare, du, som ikke føder; . . . thi mange er den enliges børn, ja, flere end hendes, som har manden.’“ Her citerer han fra Esajas 54:1. Af sammenhængen fremgår det at Esajas fortæller hvordan Zion skal genvinde sin frihed og atter opnå Jehovas gunst, og han sammenligner byen med en ufrugtbar kvinde der opfordres til at fryde sig og juble fordi hun skal få mange børn. Hvem er så ægtemanden, faderen til de mange børn? Dette er meget vigtigt. Under inspiration skrev profeten: „Din ægtemand er din skaber, hans navn er Hærskarers [Jehova] . . . Som en hustru . . . har [Jehova] kaldt dig.“ Da er det profeten knytter den samme forbindelse, idet han sammenligner denne „arme, forblæste, utrøstede“ kvinde med en by hvis „grund“ og „ringmur“ er indlagt med ædle stene, og han slutter så med dette strålende løfte: „Alle dine børn bliver oplært af [Jehova], og stor bliver børnenes fred.“ — Es. 52:1, 2; 54:1-6, 11-13.

²⁷ For vort indre blik har vi således et fuldstændigt og færdigt billede af det som skildredes i den profeti der udtaltes i Eden, og foruden de fire personer ser vi Israels Hellige, Jehova selv, der opfylder rollen som ægtemand over for kvinden, moderen til den lovede sæd.

28. Hvad er vi nu i stand til at sige med hensyn til om Bibelen kun er skrevet af mennesker, og hvilket svar kan vi give kritikerne i kristenheden?

²⁸ Hvem tør sige at Esajas med vilje anbragte skjulte spor som ville yde et vægtigt bidrag til identificeringen af en af hovedpersonerne i profetien fra Eden mens han skrev sit værk og deri ved navn nævner kvindens, eller byens, „ægtemand“? Vi kunne faktisk spørge: Hvor mange af dem som mener at Bibelens dokumenter er skrevet af mennesker under det man sædvanligvis forstår ved inspiration, har i virkeligheden fattet betydningen af Bibelens beretning om det vi her har drøftet? Er der en eneste af kristenhedens lærde mænd og bibelfortolkere der har kunnet klarlægge sagen og identificere den profetiske kvinde der føder den lovede sæd? Hvis ikke, behøver vi ikke at foruroliges over den nedsættende kritik som fra kristenhedens side rettes mod Bibelens ægthed og guddommelige oprindelse. Uden frygt kan vi sige: „Gud må stå som sanddru“, idet vi er fuldstændig overtydet om at ’han må kendes retfærdig, når han taler, og vinde, når man går i rette med ham’. — Rom. 3:4.

29. (a) Hvem alene skal have æren for den forståelse vi har opnået af Bibelen? (b) Hvem benytter Jehova til at udbrede åndelige sandheder, og hvordan bliver dette gjort?

²⁹ Forståelsen af disse ting kan vi ikke selv tage æren for. Al ære tilkommer Jehova gennem Jesus Kristus. Det understreger apostelen i ordene til sine kristne brødre: „Ikke mange vise i kødet blev kaldet, . . . men Gud udvalgte det dåragtige i verden, for at gøre de vise til skamme, . . . Men det skyldes ham [Gud] at I er i samhørighed med Kristus Jesus, som er blevet os visdom fra Gud.“ Som Jehova gennem sin engel havde sagt til Daniel skulle ’ingen af de gudløse forstå’ i endens tid. I overensstemmelse hermed havde Jesus som repræsentant for sin Fader i profetien om „endens tid“ lovet at han ville lade den „tro og kloge tjener“ fremstå, idet han kollektivt hentydede til resten af sine sande efterfølgere, der har et himmelsk håb og som han har ’sat over alt hvad han ejer’. Denne trofaste tjenerskare accepterer uden forbehold hele Bibelen som Guds inspirerede ord, og dens medlemmer er fyldt med Guds ånd og ledes af den, hvorfor Gud benytter disse mennesker til ved Kristus Jesus at udbrede de åndelige sandheder, „mad i rette tid“. — 1 Kor. 1:26-31, NW; Dan. 12:9, 10; Matt. 24:45-47.

Jehova skifter redskab

1. (a) Hvordan ved vi at Jehovas hensigter vil blive fuldbyrdet? (b) Vil det sige at han ikke kan skifte over til et andet redskab?

„GUD er jeg, ellers ingen, ja Gud, . . . der forud forkyndte enden, tilforn, hvad der ikke var sket, som sagde: ’Mit råd står fast, jeg fuldbyrder al min vilje.’“ (Es. 46:9, 10) Jehova er fuldkommen i visdom og indsigt og han er i besiddelse af ubegrænset magt og styrke, hvorfor han ikke behøver at ændre sine hensigter når han én gang har fastlagt dem. For ham kan der ikke opstå en uforudset situation, og ingen nok så listig fjende kan overrumple ham eller foretage et overraskelsesangreb på ham og tvinge ham til at ændre sine hensigter. Dette udelukker