„I miskundhed vil en trone til visse blive grundfæstet, og der skal sidde en på den i sandhed i Davids telt, en som dømmer og søger ret og er snar til retfærdighed.“ — Es. 16:5, NW.

 1, 2. (a) Hvilken indbydelse udråber Jehova til de tørstige og sultne, og hvilket løfte giver han dem der tager imod den? (b) Hvad var der at hungre og tørste efter, og hvorfor vil der ske en opfyldelse af den pagt der er knyttet hertil?

„HEJ DER, alle I tørstige! Kom til vandet. Og de der ikke har penge! Kom, køb og spis. Ja, kom, køb vin og mælk endog uden penge og uden vederlag. Hvorfor bliver I folk ved at give penge ud til det der ikke er brød, og hvorfor arbejder I for noget der ikke bringer nogen tilfredshed? Lyt opmærksomt til mig, og spis hvad der er godt, og lad jeres sjæl finde sin udsøgte glæde i selve fedmen. Bøj jeres øre og kom til mig. Lyt, og jeres sjæl vil blive holdt i live, og med jer folk vil jeg beredvilligt slutte en til ubestemt tid varende pagt om de miskundheder mod David som er trofaste. Se! Jeg har givet ham som vidne for de nationale grupper, som en fører og leder for de nationale grupper.“ — Es. 55:1-4, NW.

² Med disse ord kaldte og inviterede Jehova Gud de tørstige og sultne. Hvad var der at tørste og hungre efter? En retfærdig konge, en god regering, som en opfyldelse af den pagt Jehova Gud sluttede med kong David. Aldrig har der været en pagt som var af større betydning end denne pagt som Gud selv sluttede med manden David. Enhver der tørster og hungrer efter en retfærdig, fredelig og fuldstændig uangribelig regering må vente indtil Gud iværksætter den fuldstændige opfyldelse af denne pagt. Pagten er ikke blot et stykke papir som forsætlige overtrædere af den med foragt kan rive i stykker og træde under fode. Den pagt er ubrydeligt bindende. Den skal og vil blive opfyldt.

 3. Hvilken af parterne i denne pagt fremsatte plan om den, og hvad er det der giver denne pagt dens ophøjede præg?

³ Det lyder næsten utroligt at den højeste Gud i himmelen ville indgå en pagt eller en højtidelig, bindende kontrakt med så ringe en skabning som et menneske på jorden. Og dog har Gud selv forsynet os med en skriftlig beretning om pagter han har indgået med mennesker. Det var ham der tog initiativet til pagten med kong David. Et syndigt, ufuldkomment menneske kunne aldrig driste sig til at foreslå noget sådant. Eftersom pagten blev forelagt af en så ophøjet og mægtig personlighed som Jehova Gud, må den være alt for storslået til at kunne være udtænkt af et menneske. Den kan ikke være os ligegyldig. Den må være af allerstørste betydning i Guds øjne og til gavn for mennesker. Disse faktorer hæver pagten op over det almindelige.

 4. Hvad hørte Abraham gennem en engel Jehova udtale ved en ed?

⁴ Forestil dig et menneske høre Jehova Gud sige: „Jeg sværger ved mig selv, lyder det fra HERREN [Jehova]: Fordi du har gjort dette og ikke sparet din søn, din eneste, for mig, så vil jeg velsigne dig og gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner og sandet ved havets bred; og dit afkom skal tage sine fjenders porte i besiddelse; og i din sæd skal alle jordens folk velsignes, fordi du adlød mig!“ (1 Mos. 22:15-18) Dog var dette hvad den hebraiske patriark Abraham hørte Gud sige ved sin engel. Abraham hørte Gud sværge ved sig selv til den pagt som dér blev bekendtgjort.

 5. Hvorfor bør vi der lever i dag påskønne denne pagts betydning og værdi, og hvilket spørgsmål af personlig vigtighed må vi besvare?

⁵ Af alle mennesker bør vi i dag mest påskønne denne pagts betydning og værdi. Vi bør i dag forstå at det er yderst nødvendigt at nationerne bringer velsignelse over sig selv ved et gudgivent middel. Alle verdens nationer, republikken Israel indbefattet, bringer i virkeligheden forbandelse over sig selv i dag ved deres materialisme og militarisme. Dette skyldes ikke at Abrahams lovede sæd eller afkom er fraværende så nationerne ikke kan få adgang til velsignelsen. Nej; det skyldes snarere at nationerne ikke har tro på Guds egen pagt med Abraham, og at de i selviskhed og stolthed ignorerer hans sæd eller afkom. Enhver kan se at det er den rene dårskab når nationerne handler på den måde. Et vigtigt spørgsmål for den enkelte bliver derfor: Hvem blandt „alle jordens folk“ vil skaffe sig velsignelsen ved Guds hjælp?

 6, 7. (a) Af hvilken anden pagt understøttes pagten med Abraham? (b) Hvilket spørgsmål med hensyn til kong David afgjorde denne pagt, og hvilken egenskab hos Jehova henledte pagten opmærksomheden på?

⁶ Sandt er det at hvis vi følger de verdslige nationer eller deres politiske ledere og deres økonomiske og religiøse vejledere, kommer vi under Guds forbandelse og ikke under hans velsignelse gennem Abrahams sæd. Denne pagt med Abraham understøttes af Guds pagt med kong David. David var den fjortende mand i rækken af Abrahams efterkommere. Derfor kan han kaldes søn af Abraham. (Matt. 1:1) Gennem pagten med David, Abrahams søn, fastslog Gud at Abrahamspagten der var til velsignelse for alle jordens folk og slægter, skulle opfyldes ved hjælp af en regering, et teokratisk rige. David var i sin tid konge over en teokratisk nation, det gamle Israel, og havde sit regeringssæde i Jerusalem. Den der var konge før David, nemlig Saul af Benjamins stamme, var faldet i kamp, og efterlod sig ingen arving til tronen og værdigheden som konge over hele Israel. Nu opstod spørgsmålet: Ville kong David få en efterfølger af sin egen slægt på Jerusalems trone? Jehova Gud forsikrede dette. Fordi kong David lagde hellig nidkærhed for Guds hus eller tempel for dagen, indstiftede Jehova Gud endnu en pagt af vigtighed for hele menneskeheden. Gennem sin profet Natan sagde Gud til David:

⁷ „Så kundgør [Jehova] dig nu: Et hus vil [Jehova] bygge dig! Når dine dage er omme og du hviler hos dine fædre, vil jeg efter dig oprejse din sæd, som udgår af dit liv, og grundfæste hans kongetrone evindelig. Jeg vil være din sæd en fader, og den skal være mig en søn! Når den synder, vil jeg tugte den med menneskestok og menneskers slag, men min miskundhed vil jeg ikke tage fra den, som jeg tog den fra din forgænger. Dit hus og dit kongedømme skal stå fast for mit åsyn til evig tid, din trone skal stå til evig tid!“ — 2 Sam. 7:11-16.

Loyal kærlighed

 8. Hvorfor omtales denne pagt som en „til ubestemt tid varende pagt om de miskundheder mod David som er trofaste“?

⁸ Hvilken storslået pagt var dette ikke, en pagt om en regering, et rige der skulle bestå i al evighed, en trone der aldrig skulle omstyrtes! Hvilken usigelig forret for en trofast mand og hans hus at blive knyttet til denne rigspagt! Ved gennemførelsen af denne pagt ville Guds miskundhed spille en højst nødvendig rolle for at pagten kunne nå sit storslåede endemål, et evigvarende, urokkeligt rige. Ret beset var det miskundhed der tilskyndede Gud til at indstifte pagten. Ud fra denne betragtning kan vi forstå hvorfor Jehova, gennem sin profet Esajas, taler om den som en „til ubestemt tid varende pagt om de miskundheder mod David som er trofaste“.

 9. Hvordan ytrer denne miskundhed sig, og hvilken anden mulig læsemåde viser Den Nye Verdens Oversættelse af De hellige Skrifter i sin marginaloversættelse af ordet hhésed?

⁹ Meget afhænger derfor af Jehovas miskundhed. Denne er en af hans bemærkelsesværdige egenskaber, og den er på usædvanlig måde kommet til udtryk over for os menneskelige skabninger. Tænker man nøjere over ordet „miskundhed“ vil man finde at i betydning rummer det mere end godhed udsprunget af et kærligt motiv. Ordet udtrykker et forhold mellem den der viser og den der vises miskundhed. Det indebærer en godhed som i kærlighed knytter sig til genstanden for miskundheden og som vedholdende udstrækkes til denne med en loyalitet der ikke vil vige førend den ædle hensigt med miskundheden er nået. Den Nye Verdens Oversættelse af De hellige Skrifter viser da rigtignok også i sin marginaloversættelse af den hebraiske tekst den mulige læsemåde „loyal kærlighed“ for det hebraiske ord hhésed; det samme hebraiske ord i flertal gengives dér med „loyale kærlighedshandlinger“ (eller beviser), „fuldstændig miskundhed“, eller „fuldstændig loyal kærlighed“.

10. Hvordan burde udtalelsen i Esajas 55:3 læses ifølge et nyere hebraisk-engelsk leksikon, og hvad giver derfor vished for at miskundhedens hensigt ikke vil slå fejl og føre til skuffelse?

¹⁰ Et nyere hebraisk-engelsk leksikon antyder at disse fortsatte beviser på miskundhed burde gengives „den altid beviste loyalitet“. Udtrykket „en til ubestemt tid varende pagt om de miskundheder mod David som er trofaste“ burde således læses „en til ubestemt tid varende pagt om den mod David altid beviste loyalitet som er trofast“. Disse gentagne beviser for Guds loyalitet gør den trofast. Således viser Gud mod den han tager med ind i sin pagt en aldrig svigtende loyalitet. Den viser Guds solidaritet med den han tager med ind i pagten. Guds solidaritet bevirker at pagten står fast, ligegyldigt hvad den anden part i pagten måtte gøre. Den giver vished for at miskundhedens hensigt ikke vil slå fejl og føre til skuffelse.

11, 12. (a) Hvorledes kan Jehova derfor beskrives i forholdet til sine trofaste tilbedere? (b) Hvilke tildragelser førte til at ordet „miskundhed“ første gang anvendtes i Bibelen?

¹¹ Lad det være fastslået til Jehovas ære: Jehova Gud er loyal. Fra den første gang dette udtryksfulde ord forekommer i den hebraiske tekst, ser vi den store Guds miskundhed — den Gud der bevarer sine trofaste tilbedere — gløde med en vederkvægende varme. Da ordet første gang blev nævnt, boede patriarken Abrahams nevø i byen Sodoma. Jehova Gud fortalte Abraham at han var på vej for at ødelægge den onde, umoralske by. Abraham vidste at hans nevø Lot, tilligemed dennes hustru og deres to døtre, fire mennesker, befandt sig i byen, og at deres liv således var i fare. Da Abraham øjensynligt ønskede at deres liv skulle skånes ved at selve byen blev skånet, bønfaldt han Jehova, indtil Jehova endelig lovede at han ikke ville ødelægge Sodoma hvis der blot fandtes ti retfærdige mennesker i den.

¹² To Jehovas engle drog i skikkelser som mænd til Sodoma, og Lot åbnede gæstfrit sit hjem for dem. Ved at tage imod dem som sine gæster forpligtede Lot sig til at være loyal over for dem. Det viste han sig også at være da sodomitterne rettede et angreb mod hans hus. I tro advarede han sine vordende svigersønner om den umiddelbart forestående ødelæggelse af den dødsdømte by. Næste morgen før solen stod op, skyndede englene på Lot og hans familie for at få dem til at drage mod udkanten af byen. „Red dig op i den bjergrige egn at du ikke skal blive revet bort!“ sagde en af Jehovas engle. Nu bad Lot om endnu en gunstbevisning: „Åh nej, ikke det, Jehova! Åh nej, nu har din tjener fundet nåde for dine øjne så du udvider din miskundhed, den som du har udøvet med mig for at bevare min sjæl i live, men jeg — jeg er ikke i stand til at redde mig op i den bjergrige egn.“ Hensynsfuldt tilstod Jehovas engel ham denne gunst, og Lot og hans to døtre gennemførte en vellykket flugt og kom levende ud af Sodoma da den blev brændt med ild og svovl. — 1 Mos. 18:16 til 19:26, NW.

13. (a) Hvilken egenskab hos Gud udfoldede sig rigere ved Lots og hans døtres udfrielse? (b) Hvorfor behøver vor tids „andre får“ ikke at frygte at Jehovas miskundhed skal svigte?

¹³ Lots og hans døtres redning var først og fremmest en udvidelse af den loyale kærlighed Jehova viste Lots farbroder, Abraham, for med ham havde Jehova sluttet en pagt om at alle jordens slægter skulle velsignes. (1 Mos. 12:1-3) Dette illustrerede noget som gjaldt vor tid, gjaldt de mennesker der ejer fårets sindelag, og som vil være nødt til fuldt og fast at stole på den samme miskundhed, Jehovas loyale kærlighed, hvis de skal blive bevaret gennem ildsødelæggelsen af den verdensorganisation der i åndelig forstand kaldes Sodoma. (Åb. 11:8) Disse den store Hyrdes „andre får“ behøver ikke at frygte at hans miskundhed skal svigte. Alene i Salme 136 gentages seksogtyve gange grunden til at man bør prise Jehova: „Thi hans miskundhed varer evindelig!“ Da Jehova åbenbarede sit navn for profeten Moses på Sinaj bjerg ved nedskrivningen af de ti bud, beskrev han sig selv, og sagde: „Jehova, Jehova, en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig i miskundhed og sandhed, som bevarer miskundheden over for tusinder, som tilgiver uret og overtrædelse og synd, . . . Her slutter jeg en pagt: . . . For du må ikke bøje dig for en anden gud, thi Jehova er sit navn helt hengiven. Han er en Gud der fordrer absolut hengivenhed.“ (2 Mos. 34:4-14, NW) Denne Gud, der harmes over at blive fejlagtigt fremstillet og som fordrer udelt hengivenhed, giver en beskrivelse af sig selv som til mindste enkelthed er korrekt. Derfor kan vi trygt regne med hans loyalitet.

Loyalitet over for Riget

14. Hvad fordrede denne rigspagt lige fra begyndelsen, og hvilket princip må vi derfor aldrig vige fra?

¹⁴ Fra selve det tidspunkt da Jehova oprettede pagten med David om det evige rige, blev denne rigspagt noget der fordrede både Guds og menneskers troskab og loyale støtte. Pagten var ubrydeligt knyttet til kong David og hans kongelige efterkommere. Man kunne faktisk sige at pagten blev personificeret i Davids kongelige hus eller dynasti, sådan at loyalitet mod pagten betød loyalitet mod Davids hus under Jehova Gud. Menneskers loyalitet måtte være rettet mod den pagt. Helt op til dette år, 1958, er det et princip vi ikke kan vige fra dersom vi ønsker at behage pagtens store stifter, Jehova Gud, som selv er det fuldkomne eksempel på loyalitet.

15. Hvilken række af synder blev kong David overmandet af efter at han var blevet begunstiget med denne pagt?

¹⁵ Adskillige år efter at kong David var blevet så højligen begunstiget med denne pagt, blev han overmandet af en række rystende synder, lyssky forbrydelser hvormed han overtrådte de ti bud. Han begærede en anden mands hustru og bedrev hor med hende; nemlig hans egen trofaste hærførers, hetitten Urias’, hustru. Da kvinden blev frugtsommelig, søgte den åndeligt uligevægtige David at hytte sit eget skind. Han magede det således at hendes mand blev placeret et farligt sted i kampen så han var overladt til den visse død. Efter at den modige og loyale Urias således var blevet sendt i døden, lod David Urias’ hustru bringe til sit hus som en af sine mange hustruer. Burde den urene, blodplettede David ikke dømmes til døden for disse onde forbrydelser og pagten med ham ophæves?

16. Hvordan skulle David straffes for dette, og hvem led døden?

¹⁶ Ved ingen anden end profeten Natan, gennem hvem Jehova jo havde bekendtgjort pagten om riget for David, sendte Jehova sit budskab med en kraftig fordømmelse som viste hvor foragteligt David havde handlet. Som straf skulle sværdet aldrig vige fra Davids nærmeste familie; ulykker skulle finde deres udspring i hans eget hus og nogle af hans hustruer ville åbent blive krænket. David indså hvorledes han havde ladet hånt om Jehova og handlet i ringeagt over for pagtens Gud. Sorgfuld bekendte han sin synd mod Jehova; han frygtede for sit liv. „Du skal ikke dø,“ sagde Natan til ham; men frugten af hans havesyge og hans ægteskabsbrud, det illegitime barn, skulle dø. Intet kunne få Jehova til at ændre denne dom. Det uægte barn levede kun syv dage og døde så.

17. (a) Hvordan forholdt det sig nu med rigspagten der var blevet sluttet med David? (b) Hvordan viste dybden i Jehovas miskundhed sig da Davids efterfølger kom på tronen?

¹⁷ Men hvad nu med rigspagten der var blevet sluttet med David? Jehova ophævede den ikke. Han var loyal over for den. Han øvede den miskundhed der måtte ledsage denne pagt for at den kunne føres til en herlig fuldendelse. David genvandt Guds gunst og forblev på „Jehovas trone“ i Jerusalem, men de forskellige straffe der var blevet udtalt i Jehovas fordømmende kendelse blev i tidens løb bragt over David. Dybden i Jehovas miskundhed eller loyale kærlighed viste sig endnu mere da den næste søn David fik med Urias’ tidligere hustru, denne gang en legitim søn, af Gud blev udvalgt til at efterfølge David på tronen og videreføre pagten om Riget. Efter at David var død — han ejede Guds gunst til sin dødsdag — satte Salomon sig derfor „på [Jehovas] trone som konge i sin fader Davids sted; lykken var med ham, og hele Israel var ham lydigt“. (1 Krøn. 29:23; 2 Sam. 11:1–12:25) Jehovas miskundhed der knyttede sig til pagten om Riget viste sig at være et middel til frelse. Hvor vidunderligt!

18. I hvilke slående vendinger udtrykte David sig derfor i sin salme, og hvad sagde hans søn Salomon træffende i en bøn ved templets indvielse?

¹⁸ Det er grunden til at kong David i sin salme kunne sige: „HERRE [Jehova], derfor priser jeg dig blandt folkene og lovsynger dit navn, du, som kraftig hjælper din konge og viser din salvede miskundhed, David og hans æt evindelig.“ (2 Sam. 22:50, 51) Da Salomon, Davids søn og efterfølger, indviede det pragtfulde tempel som David havde truffet forberedelser til, kunne Salomon i en offentlig bøn til Gud med oprigtig værdsættelse sige: „HERRE [Jehova], Israels Gud, der er ingen Gud som du i Himmelen oventil og på jorden nedentil, du, som holder fast ved din pagt og din miskundhed mod dine tjenere, når de af hele deres hjerte vandrer for dit åsyn, du, som har holdt hvad du lovede din tjener, min fader David, og i dag opfyldt med din hånd hvad du talede med din mund. Så hold da nu, [Jehova], Israels Gud, hvad du lovede din tjener, min fader David, da du sagde: En efterfølger skal aldrig fattes dig til at sidde på Israels trone for mit åsyn, når kun dine sønner vil tage vare på deres vej og vandre for mit åsyn, som du har gjort. Så lad nu, [Jehova], Israels Gud, det ord opfyldes, som du tilsagde din tjener, min fader David!“ — 1 Kong. 8:22-26.

19. Hvordan blev det nødvendigt for Jehova at øve sin miskundhed da Salomon var blevet gammel, og af hensyn til hvad fik Abija lov til at efterfølge Rehabeam på tronen?

¹⁹ Sørgeligt nok faldt kong Salomon, i modsætning til sin fader, David, på sine gamle dage fra Jehova. Nu blev det atter nødvendigt for Jehova at vise sin miskundhed af hensyn til pagten om det evige rige. Pagten blev ikke ophævet. Siden kom Salomons søn Rehabeam på Jehovas trone i Jerusalem, dog ikke som konge over alle Israels tolv stammer. I overensstemmelse med Jehovas dom blev de ti stammer unddraget kongerne af Davids hus’ herredømme. Derfor herskede Rehabeam kun over de to trofaste stammer, Juda og Benjamin. (1 Kong. 11:1-13; 12:19-24) Rehabeam døde som en ond konge. Alligevel kom hans søn Abija på Juda riges trone. Hvorfor? Det inspirerede svar lyder: „For Davids skyld lod HERREN [Jehova] hans Gud ham få en lampe i Jerusalem, idet han ophøjede hans sønner efter ham og lod Jerusalem bestå, fordi David havde gjort, hvad der var ret i [Jehovas] øjne, og ikke, så længe han levede, var veget fra noget af, hvad han havde pålagt ham, undtagen over for hetitten Urias.“ — 1 Kong. 15:4, 5.

20. Hvorledes appellerede kong Abija til Israels fjendtlige hær, og for hvem vandt Jehova slaget?

²⁰ Da kong Abija drog i krig mod Israels ti oprørske stammer, steg han op på en bjerghøj hvorfra han appellerede til dem med følgende ord: „Burde I ikke vide, at HERREN [Jehova], Israels Gud, har givet David og hans efterkommere kongemagten over Israel til evig tid ved en saltpagt? . . . Og nu mener I at kunne hævde Eder over for [Jehovas] kongedømme i Davids efterkommeres hånd, fordi I er en stor hob og på Eders side har de guldkalve, Jeroboam [jeres konge] lod lave Eder til guder! . . . Se, med os, i spidsen for os er Gud og hans præster og alarmtrompeterne, med hvilke der skal blæses til kamp imod Eder! Israelitter, indlad Eder ikke i kamp med [Jehova], Eders fædres Gud, thi I får ikke lykken med Eder!“ (2 Krøn. 13:3-12) Imidlertid gjorde tanken om rigspagten og loyal troskab mod Jehova som Gud og pagtens indstifter, intet indtryk på disse oprørske israelitter. De fortsatte kampen. Men Jehova vandt slaget for dem der loyalt holdt sig til hans pagt med David om Riget.

21, 22. Hvem blev os et eksempel ved at sætte tilbedelsen af Gud og hans pagt om Riget højere end nationalfølelse? Hvilken beretning herom efterlod de?

²¹ At Israels tolv stammer blev delt i to riger var for israelitterne en stor prøve på deres loyalitet over for pagten om Riget. Men der var blandt israelitterne nogle som satte tilbedelsen af Gud og hans pagt om Riget højere end national følelse. De er eksempler for os i dag. Tag for eksempel præsterne og levitterne der tjente ved Jehovas tempel i Jerusalem, men hvis hjem var beliggende i otteogfyrre byer spredt over Israels tolv stammeområder. (4 Mos. 35:6-8; Jos. 21:1-41) De efterlod os følgende beretning:

²² „Præsterne og levitterne i hele Israel kom alle vegne fra, hvor de boede, og stillede sig til hans [kong Salomons søns] tjeneste; thi levitterne forlod deres græsmarker og ejendom og begav sig til Juda og Jerusalem, fordi Jeroboam og hans sønner afsatte dem fra stillingen som HERRENS [Jehovas] præster. . . . Og i følge med levitterne kom fra alle Israels stammer de, hvis hjerte var vendt til at søge [Jehova], Israels Gud, til Jerusalem for at ofre til [Jehova], deres fædres Gud; og de styrkede Juda rige og hævdede Rehabeams, Salomos søns, magt.“ — 2 Krøn. 11:13-17.

23. Hvordan stillede israelitterne, der allerede boede midlertidigt i Juda, sig til sagen?

²³ De israelitter der midlertidigt boede i Juda gjorde ikke oprør og ophidsede heller ikke til borgerkrig; de underkastede sig loyalt kongen, der repræsenterede Jehovas rigspagt med David. Beretningen fortæller: „Men over de israelitter, der boede i Judas byer, blev Rehabeam konge.“ — 2 Krøn. 10:17.

24. Hvem flygtede til Juda rige under en del af de judæiske kongers regeringer? Hvem samlede Asa i Jerusalem, og hvilken pagt sluttede disse derpå?

²⁴ Under en del af de judæiske kongers regeringer flygtede trofaste israelitter til Juda rige fordi dets konge var genstand for Jehovas miskundhed eller loyale kærlighedshandlinger. På Rehabeams sønnesøn kong Asas tid begyndte denne at samle „hele Juda og Benjamin og de folk fra [de løsrevne stammer] Efraim, Manasse og Simeon, der boede som fremmede hos dem; thi en mængde israelitter var gået over til ham, da de så, at HERREN [Jehova] hans Gud var med ham. De samledes i Jerusalem . . . Derpå sluttede de en pagt om at søge [Jehova], deres fædres Gud, af hele deres hjerte og hele deres sjæl.“ De søgte ham mens han var at finde, og „han lod sig finde af dem“. — 2 Krøn. 15:9-15.

25, 26. (a) Hvilken bemærkelsesværdig tilkendegivelse af loyalitet mod rigspagten så man da kong Ahazja af Jerusalem døde? (b) Hvordan blev den eneste arving til rigspagten til sidst salvet til konge?

²⁵ Kong Ahazja var Jerusalems ottende regent i kong Davids slægtslinje. Ved hans død kom det til en bemærkelsesværdig tilkendegivelse af loyalitet mod rigspagten, symboliseret ved Davids kongelige hus. Kong Ahazjas moder, Atalja, der var barnebarn af den onde Omri, kongen over de ti oprørske stammer, tilranede sig Jerusalems trone. Kun mænd der havde del i Jehovas rigspagt var berettigede til den trone. For selv at beholde tronen udryddede Atalja hele den kongelige slægt af Judas hus, undtagen en lille dreng, Joas. Hans tante Josjab’at, der havde ægtet den levitiske ypperstepræst Jojada, besluttede sig til at bevare kong Davids kongelige æt i live i harmoni med pagten om at David ikke skulle fattes en efterfølger til at sidde på tronen; Josjab’at kidnappede den lille Joas. Hun skjulte ham og hans amme i et soveværelse i det indre af Jehovas tempel.

²⁶ Hvor passende at Jehovas tempel var et sikkert skjulested for den eneste arving til hans rigspagt! I det syvende år af den opvoksende Joas’ tilværelse under jorden fremstillede Jojada, den trofaste ypperstepræst, ham og salvede ham til konge ved en af templets søjler. Den morderiske tronraner Atalja hørte larmen da folket jublede. „Forræderi, forræderi!“ råbte hun da hun kom og så hvad der var sket. I loyalitet mod Jehovas retmæssige konge fik Jehovas ypperstepræst Jojada ført hende ud og dræbt ved en af paladsets porte. (2 Krøn. 22:10–23:15; 2 Kong. 11:1-16) I sin miskundhed viste Jehova sig således, gennem sine loyale tilbedere, tro mod sin pagt med sin tjener kong David.

27. Hvordan førte manglende værdsættelse til utroskab i Joas’ tilfælde, men hvad forårsagede at pagten om Riget fortsat stod ved magt?

²⁷ Mister man sin værdsættelse fører det til utroskab. Selv Joas blev et eksempel herpå. Så længe ypperstepræsten Jojada levede og var Joas’ åndelige rådgiver, vandrede kongen ad den lige vej. Men efter at Jojada var død, lyttede Joas til fyrster i Juda der hældede til afgudsdyrkelse. Jojadas søn, ypperstepræsten Zekarja, gjorde indvendinger. „Fordi I har forladt [Jehova] har han forladt Eder!“ sagde han. Men til sidst sammensvor folket sig, på kong Joas’ egen befaling, imod ypperstepræsten Zekarja og stenede ham til døde i selve forgården til Jehovas tempel. Hvilken nedrig utaknemmelighed! 2 Krønikebog 24:22 (NW) siger: „Og Joas, kongen, huskede ikke den miskundhed som Jojada, hans [Zekarjas] fader, havde vist ham, men dræbte hans søn, som, da han var ved at dø, sagde: ’Lad Jehova tage sig af det og kræve det tilbage.’“ Det gjorde Jehova. Beretningen fortæller os hvorledes Joas døde: „Da . . . stiftede hans folk en sammensværgelse mod ham til straf for mordet på præsten Jojadas søn, og dræbte ham i hans seng. Således døde han.“ (2 Krøn. 24:25) Hans søn Amazja efterfulgte ham på „Jehovas trone“. Det var således ved Jehovas miskundhed at pagten om Riget fortsat stod ved magt.