„Dit ord er sandhed“

’Jehovas tanker er højere end menneskers tanker’

DET er ikke usædvanligt at vi mennesker bedømmer hinanden i lyset af vore egne tanker og handlinger. Mange har endda — ud fra en standard som passer dem personligt — forsøgt at sætte sig til doms over Guds retfærdige handlinger. Nøjagtig det samme gjorde det utro Israel sig skyldigt i for lang tid siden.

Men universets øverste Suveræn, Jehova Gud, tillod ikke disse israelitter fortsat at tænke at ’han var som de’ og ville komme til at betragte tingene på deres måde. Han ’revsede dem og gjorde dem det klart’. (Sl. 50:21) Hvordan? Så tidligt som i det ottende århundrede før vor tidsregning udtalte Jehova gennem sin profet Esajas: „Mine tanker er ej eders, og eders veje ej mine, . . . nej, som himlen er højere end jorden, er mine veje højere end eders og mine tanker højere end eders.“ — Es. 55:8, 9.

Disse ord henledte opmærksomheden på at det frafaldne Israels opfattelse af Jehovas handlemåde mod menneskeheden var forkert. Hvordan var den forkert? Jo, blandt andet forstod de ikke at den tilstand man befinder sig i ved eksekveringen af Jehovas ugunstige dom, er afgørende for om man vil blive skånet eller udslettet. De forkerte handlinger man har begået vil ikke blive tilregnet en hvis man har lagt sand anger for dagen og nu lever i overensstemmelse med Guds vilje. På den anden side vil et menneskes retfærdige gerninger heller ikke komme det til gode den dag Jehova eksekverer sin ugunstige dom, hvis vedkommende på det tidspunkt lever på en måde der er i modstrid med Guds vilje.

Det er grunden til at Jehova appellerede til de utro israelitter om at forlade deres egne selviske veje og i stedet følge hans veje: „Søg [Jehova], medens han findes, kald på ham, den stund han er nær! Den gudløse forlade sin vej, urettens mand sine tanker og vende sig til [Jehova], at han må forbarme sig, til vor Gud, thi han er rund til at forlade.“ — Es. 55:6, 7.

Da den kristne menighed blev oprettet i det første århundrede efter vor tidsregning, begyndte Jehova Gud ved hjælp af sine tjenere at tilskynde folk af alle nationer til at forlade deres urette vej. Til dem der var forsamlet på Areopagus i det gamle Athen sagde Paulus: „Når vi nu er af Guds slægt, må vi ikke mene, at guddommen er lig guld eller sølv eller sten, formet ved menneskers kunst og snilde. Vel har Gud båret over med uvidenhedens tider, men nu sender han mennesker det budskab, at de alle og alle vegne skal omvende sig.“ (Ap. G. 17:29, 30) Omvendelse indbefatter oprigtig bedrøvelse over at have fulgt sine egne veje i stedet for Guds.

Men ligesom det var tilfældet i det gamle Israel og i tiden omkring det første århundrede, er der naturligvis mange mennesker i dag som ikke ønsker at anerkende at Guds veje er højere end deres egne. De foretrækker at gøre tingene på deres egen måde.

Der er folk som mener at de har ret til at gribe til uærlighed for at kunne leve et nogenlunde „anstændigt“ liv. De udfører måske arbejde af ringere kvalitet, bruger dårlige materialer skønt de forlanger betaling for gode, stjæler fra deres arbejdsgivere, eller prøver på anden måde at tilegne sig noget de ikke har ret til. De tænker som så: ’Vi må sørge for os selv så godt vi kan. Gud tjener ikke føden til os.’ Derfor har de intet ønske om at adlyde Bibelens ord: „Den, der stjæler, må ikke mere stjæle, men skal hellere slide i det og bruge sine hænder til noget godt.“ — Ef. 4:28.

Men er denne uærlighedens vej som de fleste følger, bedre end Guds vej? Bestemt ikke. Uærlighed skaber ikke tillid imellem mennesker. Folk bliver snarere yderst forsigtige, idet de frygter for at andre skal udnytte dem. De der er blevet snydt er skuffede og bliver ofte bitre og vrede. Dårligt udført arbejde og ringere materialer har desuden været årsag til ulykker, ja endog død.

Uærlighed fører ikke til noget godt. Den der tror at han vinder noget ved sin uærlighed, lider samtidig tab på grund af andres uærlighed. Også han betaler højere priser for varer og tjenesteydelser fordi de ansatte stjæler. Uærlighed fremkalder således en ond cirkel. Når flere og flere udnytter andre, bliver der flere skuffelser, mere vold, større uret og flere dødsfald.

På endnu et område tror mange at de kan følge deres egne veje, nemlig med hensyn til kønsmoralen. De føler at Bibelens fordømmelse af homoseksualitet, ægteskabsbrud, utugt og løsagtighed er et indgreb i deres ret til at nyde livets glæder. — 1 Kor. 6:9, 10; Gal. 5:19-21.

Men har de løse moralnormer ført noget godt med sig? Hvilket menneske har for eksempel nogen sinde forbedret sit ægteskab og sammenholdet i familien ved umoralitet? Separation, skilsmisse og opløste hjem er ofte følgen af kønslig umoralitet. Afskyelige kønssygdomme breder sig i dag som pesten. Seksualforbrydelser forekommer hyppigere og hyppigere. Skinsyge elskere har grebet til vold, ja endog til mord. Glem heller ikke de mange uønskede svangerskaber, illegitime børn og „legale“ og illegale svangerskabsafbrydelser. Og foruden at lide fysisk skade, lider mange som indlader sig på kønslig umoralitet, mental og følelsesmæssig skade. Børn der er født som et resultat af utugt eller ægteskabsbrud vokser ofte op uden ægte kærlighed og hengivenhed.

Gang på gang opdager forlovede par som ikke viser selvbeherskelse i deres førægteskabelige forhold, at deres flygtige øjeblikke med sanselig nydelse skaber problemer senere hen. Utugt, eller løsagtighed der grænser til utugt, er ikke et solidt grundlag at begynde ægteskabet på. Det undergraver den gensidige respekt, og dermed selve grundlaget for et lykkeligt hjem.

Den der følger Guds veje og ikke sine egne, er således beskyttet mod ulykke. De love som Skaberen har givet, er nemlig givet for at sikre menneskenes lykke og velfærd. De bud Bibelen indeholder, er der ikke for Guds skyld. Hans stilling som universets Suveræn bliver ikke stærkere befæstet på nogen måde fordi visse mennesker vælger at lade sig lede af Guds vilje og gå på hans veje. På den anden side ændres hans stilling heller ikke hvis folk ignorerer hans veje — til skade for dem selv. Det får blot Guds retfærdighed til at træde endnu tydeligere frem og er et bevis for at Guds veje er højere end ufuldkomne og syndige menneskers.

Alle som nu følger deres egne selviske veje men som ønsker at det skal gå dem godt, må angre deres tidligere adfærd og afstå fra den, idet de bestræber sig for at leve deres liv efter Guds vilje. Hvis vi lever efter Guds vilje nu, vil vi kunne glæde os over et bedre forhold til vore medmennesker og over et sundt og lykkeligt familieliv. Vi vil desuden få en ren samvittighed over for Gud og mennesker. Og foran os har vi den strålende udsigt til et evigt liv i en retfærdig ny orden, hvor alle fornuftbegavede skabninger vil følge Guds veje, som er højere end menneskers.