Vidnernes bemyndigelse i endens tid

 1, 2. a) Hvilke spørgsmål i forbindelse med Jehovas vidner giver tempelsynet svar på? b) Hvornår lød kaldet til tjeneste? Hvordan?

EFTERSOM „nationernes fastsatte tider“ ophørte i 1914, er det nu syv og tredive år siden, vi begyndte at leve i „endens tid“ for Satans verden. (Dan. 12:4; 11:40) I denne tidsperiode har Jehovas vidners aktivitet stadig taget til, og de er blevet mere og mere kendt. Hvorfor? Hvem har bemyndiget dem og givet dem deres budskab? Har deres vidnesbyrd opfyldt sin hensigt efter alle disse år? Eller er det slået fejl? Alle disse spørgsmål blev besvaret i Esajas’ syn i templet. Det var, efter at han var blevet renset for sine urene læber, at han hørte kaldet til tjeneste, ikke fra noget menneske, men fra guddommelig kilde. „Så hørte jeg Herrena sige: Hvem skal jeg sende, hvem vil gå for os?“ (Es. 6:8) Det var et kald fra den højeste Gud, hvis navn alene er Jehova. Kaldet lød i 1919, det første år efter verdenskrigen, og det lød gennem bibelen, som Jehova i sit tempel gjorde forståelig for sit indviede folk.

² Kaldet fremholdtes meget tydeligt i artikelen i Vagttaarnet for september og oktober 1919: „Salige er de, som ikke frygter.“b Og endnu kraftigere lød det ved Jehovas vidners internationale stævne i Cedar Point, Ohio, 1.-8. september 1919. Opfordringen til tjeneste fra Jehova i templet gik ud til alle, og lejligheden dertil blev givet hvem som helst, der gav agt derpå. I lighed med Esajas var resten frit stillet til at efterkomme den i 1919. Hvorfor kristenhedens religiøse præsteskab ikke så synet eller hørte den guddommelige opfordring til tjeneste og tog imod den, fremgår med al tydelighed af Esajas’ syn.

 3. Hvem spørger: „Hvem skal jeg sende?“, og hvorfor stilles dette spørgsmål?

³ „Hvem skal jeg sende?“ Det er Jehova, der stiller dette spørgsmål, fordi det er ham, der udsender sine vidner og sendebud. Det var ham, der sendte sin søn Jesus til jorden, for at han kunne bevise sig som „det trofaste og sanddru vidne“. Ved mange lejligheder bevidnede Jesus, at han var udsendt. (Joh. 3:17, 34; 5:36; 7:28, 29; 8:42) Den, der udsendte ham, nemlig Jehova, var større end Jesus, der blev udsendt. (Joh. 13:16; 14:28) Fortidens Esajas havde børn. Jesus er den større Esajas, hvem Jehova har skænket børn, det vil sige, hans salvede efterfølgere, og disse bliver også udsendt af Jehova til at forkynde og aflægge vidnesbyrd. For at kunne bringe andre det sande og guddommelige budskab må de udsendes eller bemyndiges af Jehova. Derfor spørger Paulus, der var en af dem, der blev udsendt: „Hvorledes skulle de kunne høre, uden at der er nogen, som prædiker? Hvorledes skulle de kunne prædike, medmindre de er blevet sendt ud?“ (Rom. 10:14, 15, NW) Uden den ordination, hvormed den Højeste udsender sine repræsentanter, kommer man ikke i Guds navn. Men udsendes man med bemyndigelse fra Gud, behøver man ikke at bede nogen som helst om tilladelse til at prædike.

 4. Hvem hentydes der til med stedordet „os“ i udtalelsen: „Hvem vil gå bud for os?“ Hvorfor?

⁴ Jehova indbefatter en anden i templet i sin udtalelse: „Hvem vil gå bud for os?“ Det personlige stedord „os“ indbefatter her de samme, som mentes, dengang Gud ved skabelsen sagde: „Lad os gøre mennesker.“ Og: „Mennesket er blevet som en af os.“ Og igen ved babelstårnet: „Lad os derfor stige ned og forvirre deres tungemål der.“ (1 Mos. 1:26; 3:22; 11:7) Ved dette stedord i flertal mente Jehova ikke sig selv og seraferne i templet, men sig selv og sin enbårne søn, der blev mennesket Kristus Jesus, og ved hvem han skabte alle ting. Herligheden, som Esajas så i templet, repræsenterede derfor først Jehovas herlighed og dernæst Sønnens herlighed. Sønnens herlighed tilkendegives, når Jehova sender ham som sin „pagts engel“ eller sendebud til templet for at holde dom. Som der er skrevet: „Den herre, I søger, og pagtens engel, som I længes efter; se, han kommer, siger Hærskarers Jehova. Han sidder og smelter og renser sølv; han renser Levis sønner, lutrer dem som guld og sølv, så de kan frembære offergave for Jehova i retfærdighed.“ (Mal. 3:1, 3) Ved sit herlige komme til templet i 1918 påbegyndte han sit domsværk og renselsen af sin hengivne rest på jorden, for at disse kunne gå bud for ham og Jehova med det „rene sprog“.

 5. Hvorledes reagerede Esajas? Hvem reagerede på samme måde som han? Hvornår? Hvorfor?

⁵ Tjenesten påtvinges ingen, men den står enhver åben, der ønsker at tjene af egen fri vilje. Hvori tjenesten består, åbenbares ikke med det samme, men hvad det end viser sig at være, så er det Jehovas tjeneste og har hans bemyndigelse. Som et eksempel for os svarede Esajas: „Og jeg sagde: Her er jeg, send mig!“ (Es. 6:8) På tilsvarende måde meldte den „tro og kloge træl“ sig i 1919 frivilligt til at tjene. Dengang var det et spørgsmål om at handle som død over for den guddommelige tjeneste, som den spedalske kong Uzzija gjorde, eller at vække sig selv til aktivitet og tage imod opfordringen og lade sig sende. Det krævede tro, kærlighed og mod at efterkomme det guddommelige kald til tjeneste i denne „endens tid“ for verden. Ligesom Esajas med sine rensede læber følte sig kvalificeret til tjeneste, således følte resten, da de var blevet renset og tilgivet, sig rede og tilbød i ydmyghed deres tjeneste. — Matt. 24:45-47.

„Gå hen og sig til dette folk“

 6. Forlangte Gud, at de skulle være ordineret af præsteskabet? Hvad viser, hvorvidt dette var tilfældet eller ej?

⁶ Forkastede Jehova disse frivillige hjælpere, der aflagde dette sidste vidnesbyrd for verden, fordi de ikke var ordineret af kristenhedens præsteskab? Nej, ikke at dømme efter hans velvillige antagelse af Esajas’ tjeneste. Jehova spurgte ikke, om Esajas var præst eller levit, ugift eller gift, en lærd mand eller en almindelig arbejdsmand. Han lod ham høre den frie opfordring og følge den i påskønnelse af, at han var blevet renset til brug for Gud. I lighed hermed antog han restens frivillige tjeneste, da de var blevet renset med Rigets budskab. Kendsgerningerne har indtil i dag vist, at han på vidunderlig vis har brugt dem som sine salvede vidner over for nationerne, på en måde, så hele verden undrer sig over dem, endskønt den hader og forfølger dem.

 7, 8. Hvad har de fået bemyndigelse til at gøre? Hvorledes gør de med rette dette?

⁷ Læg nu mærke til ud fra egne iagttagelser, om de har gjort, hvad Esajas fik bemyndigelse til at gøre: „Da sagde han: Gå hen og sig til dette folk: Hør kun, dog skal I intet fatte, se kun, dog skal I intet indse! Gør hjertet sløvt på dette folk, gør dets ører tunge, dets øjne blinde, så det ikke kan se med øjnene, ej heller høre med ørerne, ej heller fatte med hjertet og omvende sig og læges.“ — Es. 6:9, 10.

⁸ Esajas blev sendt til folket, det vil sige Israels folk. Derfor måtte han forlade hjem, hustru og børn, skønt der i eet tilfælde nævnes, at han på Guds befaling tog sin søn, Sjearjasjub, med sig. (Es. 7:3) Den guddommelige tjeneste gik forud for familiepligterne. Alt efter som han kunne tilrettelægge sit hjems anliggender, ville han forlade sit hjem og gå til folket og fortælle dem, hvad Gud havde pålagt ham at sige. Han opbyggede en kreds af disciple eller elever. (Es. 8:16) Der blev ikke sendt bud efter folket, men Gud sendte sin talsmand til dem. Den større Esajas og hans disciple, Jesus og hans apostle, viste, at det var den rette fremgangsmåde at benytte, når de, som Gud udsender, går til folks hjem. Resten af esajasskaren i dag afventer derfor heller ikke folkets indbydelse, og de opsøges ikke af Israels sidestykke i vor tid, kristenheden. Jehova tager det første skridt og udsender dem og befaler dem at gå til folket. Eftersom de er under indvielsesløfte til ham og frivilligt har meldt sig, må de gå, og kristenhedens myndigheder har ingen ret til at standse dem.

 9. Indeholdt det, som Esajas fik besked på at fortælle, selve budskabets kærne? Hvis ikke, hvad beskrev det? Hvad tilkendegiver, at det var betydningsfuldt?

⁹ Hvad Esajas her fik besked på at fortælle folket, var i virkeligheden ikke indholdet af hans budskab, men derimod dets virkning. Hvad han fortalte dem, er optegnet i de resterende tresindstyve kapitler i hans profeti. Den større Esajas, Jesus Kristus, anvendte på sig selv det, som Esajas fik pålæg om at fortælle. I en forklaring af, hvorfor han talte til folket i lignelser om Riget, underrettede Jesus sine disciple herom: „De ser og ser dog ingenting, og hører og hører dog ingenting, og fatter heller ikke meningen deri, på dem går Esajas’ profeti i opfyldelse, når han siger: I skal høre og høre og dog ikke fatte meningen deri, I skal se og se og dog intet øjne. Thi dette folks hjerte er blevet sløvt, og med ørerne hører de vrangvilligt, og deres øjne har de lukket, for at de aldrig skal se med deres øjne og høre med deres ører og fatte meningen med hjertet og omvende sig, så jeg kan læge dem.“ (Matt. 13:13-15, NW) Paulus, en af Jesu apostle, anvendte også denne samme profeti på sig selv for at vise, at den forudsagde hans arbejdes virkning på det kødelige Israel. (Ap. G. 28:25-28) Denne bemyndigelse til Esajas citeres seks gange i de kristne græske skrifter. Alt i alt forekommer den således syv gange i hele bibelen, hvilket gør det til en betydningsfuld profeti for vore dage. — Matt. 13:14, 15; Mark. 4:12; Luk. 8:10; Ap. G. 28:25-27; Rom. 11:8; Joh. 12:39, 40.c

10. Er den omstændighed, at vi ikke har vundet kristenheden over på vor side, et tegn på, at vort arbejde er slået fejl? Hvad forudsiger bemyndigelsen i denne forbindelse?

¹⁰ Dersom Jehovas vidner, efter en og tredive års arbejde siden 1919, ikke har haft held til at vinde kristenheden over på deres side, kan de ikke lastes derfor, og deres arbejde kan ikke betragtes som mislykket. I det første århundrede vandt Jesus og hans disciple ikke Israels folk for kristendommen; de vandt kun en lille procentdel, nogle få tusinde. Det betyder ikke, at deres arbejde er slået fejl, men tværtimod, at det er en nøje opfyldelse af Esajas’ profeti. Jehovas ord i templet lyder, som om hans vidner skal befale folket til ikke at forstå, hvad de hører, og ikke fatte, hvad de ser, og som om hans vidner får befaling til at gøre folkets hjerter sløve, deres ører døve og deres øjne blinde. Sådan tvinger Jehova imidlertid ikke folket. Gjorde han det, ville han være ansvarlig for deres sørgelige skæbne. Han lader blot folket høre og se sine vidner i virksomhed. Derpå forudsiger han gennem sin profet virkningen deraf på folket, og hvordan de ikke stiller sig velvilligt over for dette arbejde. Se i denne forbindelse, hvorledes Mattæus 13:14, 15 citerer Esajas’ profeti. (§ 9)

11. Hvorledes er resten blevet brugt til at opfylde den profetiske bemyndigelse?

¹¹ På samme måde tvinger resten i denne endens tid ikke kristenhedens folk ind i denne åndelige sløvhedstilstand. Hvad resten i virkeligheden gør, er ikke at tvinge, men at afsløre folket eller bevise, at det bærer sig ad nøjagtig, som Jehova forudsagde i Esajas 6:9, 10.d Hvor mange i kristenheden i dag, en og tredive år efter at Jehovas vidner blev genoplivet og udsendt i 1919, ser, hører og tror? Ikke det store flertal! Ikke millioner! Er arbejdet derfor slået fejl? Nej! Men alligevel nok til at blive mismodig og give op? Tværtimod, profetien i Esajas 6:9, 10 har vist sig at være sand. Dersom Jehovas vidner havde tilpasset deres budskab for at kildre folks ører, ville de ikke have oplevet opfyldelsen af profetien i forbindelse med deres vidnearbejde.

12. Hvad ville der være sket, dersom kristenheden havde taget imod budskabet? Men da den ikke har gjort det, hvad så?

¹² Havde kristenheden taget velvilligt imod deres vidnesbyrd, så ville den have vendt sig til Jehova og hans rige og fundet lægedom. Men forholdene i kristenheden i dag tilkendegiver, at den ikke er blevet lægt af Gud. Den befinder sig i den alleralvorligste sygdomsnedbrudte tilstand, og det både mentalt, moralsk og åndeligt set. Den står over for undergang og ødelæggelse, hvorfra der ikke er mere udvej, end der var for Jerusalem i året 607 f. Kr. og året 70 e. Kr. Det skyldes ikke, at Jehovas vidner ikke har forkyndt hans rene budskab. Det var i en god hensigt, at Jehova udsendte sine vidner, nemlig for at forkynde frelsens rige og på forhånd advare om det onde, der ville blive følgen, dersom man forkastede dette rige. Det viser, hvor uhyre vigtigt det budskab er, som vi bringer videre. Fremfor at lade sig læge af det gør kristenheden oprør imod det, og som den rige mand i hades pines den af det. Som der blev sagt til Babel, kan vi nu sige til den: Vi ville læge kristenheden, men den lod sig ikke læge. (Jer. 51:9) Dødsdømt, ligesom den spedalske kong Uzzija, flyr den bort fra Jehova Gud til sin sørgelige død.

13. På hvem har budskabet en god virkning? Hvad gør disse derfor?

¹³ Dog har budskabet også en god virkning, thi som der er skrevet: „Jehova . . . sendte sit ord og lægede dem og frelste deres liv fra graven.“ (Sl. 107:20) Det er den virkning, ordet har haft på den åndelige rest og nu også på den store skare „andre får“, der indsamles af den rette hyrde. Med modtagelige hjerter tilegner de sig budskabet, vidnerne forkynder. Med deres forstands ører lader de det bundfælde sig i dem, og med troens øjne ser de, hvorledes Jehova bruger sine vidner til at udrette dette arbejde. De forlader den dødsdømte kristenhed, vender sig til Jehova og slutter sig til hans vidners teokratiske organisation og lader sig læge.

Hvor længe?

14. Hvilket spørgsmål stillede Esajas? Hvorledes besvarede Gud det for ham og for os?

¹⁴ Undrer du dig måske over, hvor længe du mon skal vedblive med at vidne, i betragtning af kristenhedens hårdhjertethed? Esajas fik svar herpå for os. „Jeg spurgte: Hvor længe, Herre?e Og han svarede: Til byerne er øde, uden beboere, og husene uden et menneske, og agerjorden ligger som ørk! Og Jehova vil fjerne menneskene, og tomhed skal brede sig i landet.“ (Es. 6:11, 12) Uden at fastsætte nogen dato sætter Jehova alligevel en grænse for vort arbejde midt iblandt den ulægelige kristenhed. Vi må fortsætte, til kristenheden befinder sig i den ødelagte tilstand, som skildres her på profetisk vis, og på hvilken Jerusalems og Judas ødelæggelse i 607 f. Kr. var et billede. Esajas blev ikke selv vidne til denne begivenhed. Han døde over hundrede år før. Men hans medvidner forkyndte vidnesbyrdet lige til det tidspunkt. Jeremias fortsatte med at profetere, selv da han sad fængslet under babyloniernes belejring af Jerusalem. Ved sin løsladelse ved byens fald profeterede Jeremias stadig, indtil de, som var tilbage, flygtede i rædsel til Ægypten og tvang ham til at tage med dem, og landet lå øde hen, forladt af mennesker og husdyr.

15. a) Hvorledes vil kristenheden blive lagt øde? b) Hvad må vi gøre indtil da og derefter?

¹⁵ Tiden nærmer sig, da dyrets „ti horn“, med hele dyret bag sig, vil vende sig imod kristenhedens skøgeagtige, babyloniske religionssystem og sønderrive det. Alle dens religionssystemer vil blive berørt deraf. Deres tilhængere vil blive taget til fange eller tilintetgjort af de verdslige elementer, der kæmper imod religion og Guds rige, hvorved den organiserede religion lægges øde. Det vil blive begyndelsen til Harmagedonslaget, men det store højdepunkt bliver, når Jehovas himmelske hærskarer under hans konge, Jesus Kristus, vil eksekvere hans retfærdige domme over alle de ugudelige elementer, både religiøse, politiske, sociale og kommercielle. Håndhævelsen af hans domme vil rense jorden for dem alle. Det er, hvad der vil ramme kristenheden, fordi den har lukket sine øjne, tilstoppet sine ører og forhærdet sit hjerte imod vidnesbyrdet, der forkyndes af de vidner, som Jehova har udsendt. Til trods for den belejringstilstand, gudsfjendtlige styrker måtte bringe kristenheden i, så må vi stadig forkynde budskabet om Riget og forkynde „hævnens dag fra vor Gud“. Når den falder i Harmagedon, må vi som Ezekiel forkynde Riget og den guddommelige hævn over alle systemerne uden for kristenheden, til „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ tilintetgør dem og hans universelle overherredømme fastslås for evigt. Ved hans hjælp, styrke og beskyttelse vil intet kunne standse os. Hans befaling til os vil blive udført i hele sin udstrækning.

16, 17. Hvad sagde Jehova om en tiendedel i landet, og hvorledes opfyldes dette?

¹⁶ Efter et sådant budskab om guddommelig hævn kan vi med bæven spørge: Vil nogen som helst kunne overleve den? Gennem Esajas forsikrer Jehova os om, at nogle vil. I de sidste ord i bemyndigelsen til denne profet siger han: „Og er der endnu en tiendedel deri, selv om den igen fortæres — som en terebinte eller eg, af hvilken en stub bliver tilbage, når den fældes. Dens stub er hellig sæd.“ — Es. 6:13, Ro; AS.

¹⁷ Denne „tiendedel“ ser ud til at være den trofaste, åndelige rest af Jehovas vidner, der billedligt blev skildret ved den trofaste jødiske rest, der vendte tilbage til det førhen troløse Judas land og til Jerusalem og der genindførte den sande tilbedelse af Gud. Resten, der er de sidste af Guds „hellige nation“ på jorden, er en „hellig sæd“, en „hellig slægt“ (Mo). Ligesom en eg eller terebinte, der fældes, efterlader en stub, der vil spire igen, hvis den får vand, således vil denne hellige sæd blive stående som en stub i jorden og spire igen efter Harmagedons ødelæggelser. (Job 14:7-9) Sammen med dem vil den store skare af „andre får“ overleve, disse, som har vendt sig til Jehova og hans rige ved Kristus, og som er blevet lægt. De er ligesom Ebed-melek og rekabitterne, der overlevede Jerusalems første ødelæggelse sammen med Jeremias. Jehovas rene tilbedelse vil således spire igen under de mest gunstige forhold efter Harmagedon og vil brede sig til jordens ender. Da vil hele jorden være fuld af Jehovas herlighed, som seraferne forudsagde det i templet.

18. Hvad må vi i betragtning af den guddommelige bemyndigelse fortsat gøre?

[Fodnoter]

Hvad var det, Esajas sagde, „fordi han så hans herlighed“? Johannes citerer her Esajas to gange, først Esajas 53:1 vedrørende „Jehovas arm“ og dernæst Esajas 6:10 vedrørende tempelsynet. I Esajas 53:1 er „Jehovas arm“ Kristus Jesus. I Esajas 6:10 er den, som taler i templet, Jehova, men han indbefatter sin søn, når han siger: „Hvem vil gå bud for os?“, det vil sige for mig og min søn. Vi ser derfor, at den førmenneskelige Jesus var sammen med Jehova i hans herlighed i templet, og derfor kunne Johannes med rette sige, at Esajas her så hans herlighed og talte om ham, „Jehovas arm“. Jesus, den større Esajas, havde ikke udsendt sig selv, men Jehova i templet gjorde det, thi her anvender Johannes Esajas 6:10 på Jesus som den udsendte, på hvem denne profeti først opfyldtes, efter at Jesus var redet ind i Jerusalem og havde fremstillet sig som konge og renset templet. På det tidspunkt var Jesus ikke i „sin herlighed“, men de jødiske ledere havde bagtalt ham og havde sammensvoret sig om at få ham dræbt.

Det samme er tilfældet i Mattæus 13:14, 15, hvor Esajas’ profeti anvendes på Jesus, for der havde de religiøse ledere også dannet en sammensværgelse for at dræbe ham. (Matt. 12:14; Joh. 11:57) Jesu herlighed hos sin Fader i templet kommer i den endelige og fuldstændige opfyldelse af Malakias 3:1-4 i 1918, da Jehova sender ham som pagtens engel eller sendebud for at dømme og rense sit indviede folk. Især siden sin opstandelse genskinner Jesus Jehovas herlighed. — Hebr. 1:2, 3; 2 Kor. 4:6; se også paragraf 4.