Spørgsmål fra læserne

● Hvad var grunden til, at israelitterne holdt religiøse faster? Nogle hævder, at kristne også bør faste, og de citerer Mattæus 9:15; 17:21 og Apostlenes Gerninger 13:2, 3 som bevis. Er det korrekt? — S. A., Argentina.

Moseloven bruger i almindelighed ikke udtrykket „faste“; kun i forbindelse med forsoningsdagen blev der befalet: „I skal faste.“ (3 Mos. 16:29-31; 23:27; 4 Mos. 29:7) Det er i harmoni med, hvad der siges i Ezra 8:21, Esajas 58:3, 5 og Salme 35:13. Selv om forsoningsdagen var den eneste lejlighed, hvor Gud fastsatte en særlig fastedag, påbød han dog faste ved andre særlige lejligheder. Jøderne indførte mange faster, og på et tidspunkt havde de fire årlige faster til minde om de frygtelige begivenheder i det skæbnesvangre år 607 f. Kr. Da Jesus var her på jorden, var det skik blandt farisæerne at faste to gange om ugen, på ugens anden og femte dag. (Zak. 8:19; Luk. 18:12) Fasten skulle være et udtryk for gudfrygtig sorg og anger over begåede synder. (1 Sam. 7:6; Joel 1:14; 2:12-15; Jon. 3:5) Det var også passende at faste, når man stod over for en eller anden fare, når man havde hårdt brug for Guds hjælp, eller når man mødte prøver og fristelser. — 2 Krøn. 20:3; Ezra 8:21; Est. 4:3; Matt. 4:1, 2.

Den rette form for religiøs faste er ikke en asketisk pine af legemet ved at sulte sig, som om fysisk smerte og ubehagelighed i sig selv var rosværdig. I virkeligheden er faste en naturlig konsekvens af stærke sindsbevægelser. Hvis sindet er optaget af presserende problemer, eller hjertet er behersket af dybe følelser, kræver legemet ingen føde, og hvis man alligevel spiste, ville man ikke kunne fordøje maden på rette måde. Hvis det følelsesmæssige tryk er stærkt nok, ødelægger det legemets naturlige appetit.

Det er på dette naturlige grundlag, den religiøse faste er baseret. Den viser Jehova, hvilke stærke følelser der behersker den fastende. Den viser, at vedkommendes sind eller følelser er så tyngede af syndserkendelse eller så nedbøjet af sorg, at legemet nægter at tage føde til sig. Vedkommendes sind og følelser kan være så ydmyget på grund af tidligere overtrædelser, så behersket af længsel efter tilgivelse og så optaget af beslutningen om at undlade at gentage synderne, at der ikke er rum for tanker om sådan noget som mad. Hvis sorgen virkelig er stor, og angeren dybtfølt, vil mad på et sådant tidspunkt være både uvelkommen og skadelig. Eller vedkommende kan stå ansigt til ansigt med et alvorligt problem, som kræver overvejelse og eftertanke og omhyggeligt studium for at klarlægge, hvad der er Jehovas vilje, så han kan følge Guds ledelse i denne sag. Jehovas navns ære afhænger måske af den afgørelse, der træffes. Når sindet er så optaget af et problem, vil man næppe tænke på sin mave.

Men hvad med ham, der højlydt taler om sin sorg over sine synder, sit ønske om tilgivelse, sin beslutning om at forbedre sig, sin store omsorg for at træffe en rigtig afgørelse på et kritisk tidspunkt, alt sammen imens han er travlt optaget af at fylde sig med mad? Han kan ikke være besjælet af nogen særlig dyb sorg eller ægte bekymring til trods for sine mundtlige forsikringer. Hans gode appetit fornægter hans foregivne dybe bekymring. Således kan selve fasterne blot blive et foregivende, et ydre skin.

For eksempel var der en lejlighed, hvor jødernes synder hvilede tungt på dem, men dog angrede de ikke. De gav sig ud for at tilbede Jehova, tjente ham med læberne og udførte religiøse ritualer for at underbygge deres påstand. Hertil benyttede de også faste, og de mente, at deres faste kunne vinde dem Guds bevågenhed og gunst: „Hvi faster vi, uden du ser os, spæger os, uden du ænser det?“ Jehova fortalte dem hvorfor, da han sagde, at selv under fasten søgte de deres egen bekvemmelighed og varetog deres handel, hengav sig til strid, undertrykkelse og vold og viste ikke den gudfrygtige sorg og anger, som ligger bag en virkelig faste. Deres faste bevirkede ikke, at deres stemmer blev hørt i himmelen, til trods for at deres hykleriske jamren i sandhed var høj nok. Jehova fordømte deres hykleri: „Er det faste efter mit sind, en dag, da et menneske spæger sig? At hænge med sit hoved som siv, at ligge i sæk og aske, kalder du det for faste, en dag, der behager Jehova?“ — Es. 58:1-5.

Fasten skulle være et udtryk for sorg og anger, men deres gerninger modsagde deres påstand eller foregivende. For at en faste kan være velbehagelig for Gud, må den ledsages af bod for begåede synder: „Nej, faste efter mit sind er at løse gudløsheds lænker, at løse ågets bånd, at slippe de kuede fri og sønderbryde hvert åg, at bryde dit brød til de sultne, bringe hjemløse stakler i hus, at du klæder den nøgne, du ser, ej nægter at hjælpe dine landsmænd.“ (Es. 58:6, 7) Disse jøder havde tabt den åndelige belæring af syne, som lå i den rette form for faste, de viste ikke den sande anger, som fasten skulle være et udtryk for. De betragtede selve dette at faste som et middel til at vinde Guds gunst, et grundlag for at kræve den, på samme måde som mange nu ser på bederitualer med rosenkranse og mener, at et bestemt antal sådanne ceremonielle bønner afkorter deres kæres pinefulde ophold i en indbildt skærsild med så og så mange dage. Disse jøder mente, at de indlagde sig fortjeneste ved at udsætte sig for de ubehageligheder, der er forbundet med faste, ligesom asketer, og de mente således, at Gud derved blev forpligtet til at yde dem noget til gengæld. Da Gud ikke lønnede dem for det, spurgte de efter den betaling, de mente tilkom dem: „Hvi faster vi, uden du ser os, spæger os, uden du ænser det?“

De fire årlige faster, der skulle være et udtryk for sorgen over ulykkerne i året 607 f. Kr., var ligeledes hykleriske og selvbestaltede. Ved disse lejligheder græd og fastede jøderne og følte sig som martyrer, de havde ondt af dem selv, og ved denne selvmedlidenhed følte de en vis tilfredsstillelse; men de var ikke