-
„Hærstyrkers Jehova“ kommer til undsætning!Vagttårnet – 1981 | 1. april
-
-
14. (a) Hvilken virkning vil Jehovas herlige sejr have på jordens indbyggere? (b) Hvorfor kan intet hindre Jehovas fremmarch til sejr ved Harmagedon?
14 Den krig Jehova udkæmper vil få jordens indbyggere fra øst til vest til at frygte ham, fra solnedgang til solopgang. Intet vil hindre hans fremmarch til sejr. „For han kommer som en flod med trængsel — Jehovas ånd har drevet den frem.“ (Es. 59:19, NW) Det vil være som på Baraks og Deboras tid, hvor Jehova gjorde Kisjonbækken til en rivende regnflod der bortskyllede de angribende styrker under kong Jabins hærfører, Sisera. (Dom. 4:7, 13; 5:21) I „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon vil han, som det fremgår af Åbenbaringen 19:11-21, benytte sin regerende søn Jesus Kristus som sin hærfører. Under denne krig vil Jehovas ånd, der virker som en drivkraft, vise sig at være mere magtfuld end alle de atom- eller kernevåben der da er blevet oplagret eller sprængt på jorden.
Genløseren og hans pagt
15. Over for hvem omtaler Jehova flere gange i Esajas’ bog sig selv som Genløseren?
15 „Hærstyrkers Jehova“ omtaler flere gange sig selv som Goelʹ eller den der genløser sit udvalgte folk som også Esajas tilhørte. Til dette forbilledlige folk lod han Esajas sige: „Frygt ikke, Jakob, du orm, Israel, du kryb! Jeg hjælper dig, lyder det fra [Jehova], din genløser er Israels Hellige.“ Og videre: „Men nu, så siger [Jehova], som skabte dig, Jakob, danned dig, Israel: Frygt ikke, jeg genløser dig. . . . Mine vidner er I, så lyder det fra [Jehova], min tjener, hvem jeg har udvalgt, . . . Så siger [Jehova], eders genløser, Israels Hellige: For eder gør jeg opbud mod Babel og fjerner deres fængsels portslåer.“ — Es. 41:14; 43:1, 10-14; 44:6, 24; 48:17; 49:26; 54:5, 8; 60:16; 63:16.
16. Hvor citerer apostelen Paulus fra Esajas 59:20, 21 og hvad forbinder han profetiens endelige opfyldelse med?
16 Omkring 23 år efter Jesu Kristi død, opstandelse og himmelfart citerede apostelen Paulus fra Esajas 59:20, 21 og viste at denne profeti får en opfyldelse i den kristne tid. Han siger: „Som der står skrevet: ’Befrieren skal komme fra Zion og fjerne ugudeligheder fra Jakob. Og dette er fra min side pagten med dem, når jeg tager deres synder bort.’“ (Rom. 11:26, 27, efter den græske Septuaginta-oversættelse) Apostelen Paulus viser at profetien får sin endelige opfyldelse på et tidspunkt hvor hele rigsskaren — bestående af 144.000 medlemmer under Jesus Kristus — er fuldtallig. De er modbilledlige israelitter, åndelige israelitter, som Jehova Gud har indgået en ny pagt med. De kan sammenlignes med et bestemt antal grene på et symbolsk oliventræ. (Rom. 11:17-26) Det er nu Gud lader denne profeti få sin endelige opfyldelse.
17. Hvornår solgte resten af de åndelige israelitter sig selv til trældom, og hvortil kom Genløseren for at udfri dem?
17 Ligesom israelitterne på Esajas’ tid, havde de åndelige israelitter solgt sig selv ved en uret adfærd og var kommet i trældom under den falske religions verdensimperium, det vil sige Babylon den Store, og dens verdslige elskere. (2 Kong. 17:17; 1 Kong. 21:20, 25) Dette havde navnlig fundet sted under den første verdenskrig fra 1914 til 1918. For at de trælbundne åndelige israelitter kunne genvinde deres frihed til uden frygt og begrænsning at tjene den sande Gud, måtte der fremstå en genløser. Det gjorde der, og det var Jehova selv. Ved sin betimelige indgriben som genløser udfriede han dem så de kunne tjene ham. På Esajas’ tid var Zion det mest fremtrædende af de bjerge hovedstaden Jerusalem var bygget på; det var derfor også det modbilledlige Zion Jehova måtte komme til for at udfri rigsskaren. (Åb. 14:1; Es. 24:23; 52:7) Da vendte den udfriede rest af åndelige israelitter sig fra sine overtrædelser mod Jehova, og den har siden holdt sig fri af enhver forbindelse med Babylon den Store. — Åb. 18:4.
18. Hvem benytter Jehova i denne forbindelse som sit sendebud, og i hvilken krig kæmper denne?
18 I forbindelse med gennemførelsen af sin hensigt har Jehova benyttet sin søn Jesus Kristus som sit sendebud eller „pagtens engel“. (Mal. 3:1) Som den større Kyros udfriede Jesus Kristus først resten af de åndelige israelitter, og siden hen dens medarbejdere, fra Babylon den Store. (Es. 44:28 til 45:7) I Åbenbaringen 19:11-21 skildres han som den der direkte kæmper i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon.
19. Hvordan lyder den „pagt“ som Jehova indgår med den større Esajas, Jesus Kristus, til gavn for den udfriede rest af åndelige israelitter?
19 Som den større Esajas er Jesus Kristus den profet med hvem Jehova indgår en pagt til gavn for den udfriede rest af åndelige israelitter. Denne pagt svarer til løftet i Esajas 59:21 (NW): „’Min ånd som er over dig, og mine ord som jeg har lagt i din mund — de vil ikke vige fra din mund eller fra dit afkoms mund eller fra dit afkoms afkoms mund,’ har Jehova sagt, ’fra nu af og for stedse.’“ — Jævnfør Apostelgerninger 3:22, 23.
20. I hvor høj grad har Jehovas ånd været over den større Esajas, og hvilket vidnesbyrd har vi i dag om at Jehovas ord ikke er veget fra det „afkoms“ mund som Gud gav Jesus Kristus?
20 Profeten Esajas og hans kødelige „afkom“ er for længe siden forsvundet fra den jordiske skueplads. Den større Esajas, Jesus Kristus, lever imidlertid stadig som en udødelig åndeskabning der har taget sæde ved Guds højre hånd i himmelen. Jehovas ånd er over ham som en vældig kraft. (Es. 61:1-3; Luk. 4:16-21) Jehovas „ord“ er også blevet lagt i hans mund, så han kan lade dem lyde over hele jorden. For at dette kan ske har han lagt disse ord i munden på det åndelige „afkom“ som Jehova har givet ham. Det har resulteret i at den gode nyhed om Guds oprettede rige er blevet forkyndt i hele verden. — Matt. 24:14.
21. (a) Hvem har siden 1935 taget budskabet i deres mund og forkyndt det? (b) Hvornår må „hærstyrkers Jehova“ komme til undsætning, og som hvad vil han da ophøje sig selv?
21 Siden 1935 er „en stor skare“ blevet resten af de åndelige israelitters medarbejdere. De har taget Rigets budskab op, og med deres mund har de højlydt forkyndt det, sammen med advarselen om den hævn der vil ramme Guds fjender. (Åb. 7:9-17) Disse fjender forsøger stadig at bringe Rigets budskab til tavshed. Da dette ikke lykkes dem, vil de rasende rette et sidste voldsomt angreb mod alle loyale tilhængere af Guds rige ved Kristus. Da vil det mere end nogen sinde være påkrævet at „hærstyrkers Jehova“ kommer til undsætning. Det vil han gøre ved hjælp af sin hærfører, Jesus Kristus, „kongers Konge“. Kom da, „hærstyrkers Jehova“, og måtte din herlige sejr ved Kristus for altid stå indskrevet i himmelens og jordens historie til evig ophøjelse af dig som universets ubestridelige Suveræn!
-
-
Spørgsmål fra læserneVagttårnet – 1981 | 1. april
-
-
Spørgsmål fra læserne
● I bogen Kommentar til Jakobs brev står der på side 47: „Foruden at være de kristnes Gud er Jehova også deres Fader, idet han ved sin ånd har avlet dem til at være hans børn.“ Og det dertil hørende spørgsmål, som findes på side 56, lyder: „Hvordan er Gud blevet de kristnes Fader?“ Betyder det at alle indviede og døbte kristne er blevet avlet af Guds ånd til at være hans børn?
Nej, det er ikke tanken — som om vi nu havde fået en ændret opfattelse af dette spørgsmål. En sådan ændring ville være ensbetydende med at vi gik bort fra den bibelske lære om to forskellige muligheder for dem der opnår frelse, enten et himmelsk håb eller et jordisk håb. Bogen tager det derimod for givet at læseren, når han læser Jakob 1:1 og kommentarerne til udtrykket „til de tolv stammer“ i dette vers (se side 13), vil forstå at det kun er det begrænsede antal kristne som udgør det åndelige Israel der er avlet af Guds ånd til at være hans børn. — Gal. 6:16; Åb. 14:1.
For at undgå tvetydighed kunne bogen have indskudt ordet „salvede“ i den omtalte sætning på side 47, så den havde lydt således: „Foruden at være de salvede kristnes Gud er Jehova også deres Fader, idet han ved sin ånd har avlet dem til at være hans børn.“ Og spørgsmålet på side 56 til dette afsnit kunne have lydt således: „Hvordan er Gud blevet de salvede kristnes Fader?“
Kristenhedens tro på at mennesket har en udødelig sjæl, at alle ved døden kommer enten i himmelen eller i helvede (eller i skærsilden), og at jorden en dag vil blive brændt op, giver ikke rum for at nogen af Guds trofaste tjenere
-