Omvendelse til Jehova
1. (a) Hvad fik Moses’ ansigt til at stråle, og med hvilket resultat? (b) Hvordan viste Paulus hvad der var den egentlige årsag til vanskeligheden?
„HVER GANG en omvender sig til Herren [Jehova, NW], tages dækket bort.“ Sådan skrev apostelen Paulus i forbindelse med en drøftelse af den nye pagts overstrålende herlighed i sammenligning med den lovpagt som blev indgået med Israel ved mellemmanden Moses. Da Moses kom ned fra Sinaj bjerg med vidnesbyrdets to tavler strålede hans ansigt så folket var bange for at komme ham nær. Han måtte derfor tildække sit ansigt. Men som Paulus forklarede lå vanskeligheden i virkeligheden hos israelitterne selv. De havde ikke det rette hjerte og sindelag. „Deres sind blev forhærdet . . . Ja, lige til denne dag ligger der et dække over deres hjerte, når Moses oplæses.“ Deres hjerter og sind var ikke vendt til Jehova i kærlig hengivenhed. Nej, de forhærdede deres hjerter i egenrådighed, så Jehova sagde om dem: „’Altid farer de vild med hjertet;’ og de ville ikke vide af mine veje.“ — 2 Kor. 3:12-16; 2 Mos. 34:29-35; Hebr. 3:10.
2. (a) Har verden noget at rose sig af i denne henseende? (b) Hvad viser sig at være den egentlige årsag til problemet?
2 Med tanke på verden i almindelighed fortsætter Paulus i samme spor når han siger at der „ligger et dække over vort evangelium . . . for dem, der fortabes . . . for de vantro, hvis tanker denne verdens gud har slået med blindhed, så de ikke skuer ind i det lys, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed“. (2 Kor. 4:3, 4) Som Esajas sagde: „Vi for alle vild som får, vi vendte os hver sin vej.“ (Es. 53:6) Dér er problemet. Vi vil helst gå vore egne veje. Det var den egentlige årsag til de fejltrin de to sønner begik i lignelsen om den fortabte søn som vi lige har behandlet. Den yngste søn ville leve et liv i selvisk nydelse; den ældste valgte stolthedens vej, ja han gik så vidt at han nægtede at efterkomme sin faders ønsker.
3. Hvordan kan vi undgå disse fejltrin, og hvilket spørgsmål stiller vi?
3 Der er kun én måde hvorpå vi kan undgå disse fejltrin der skyldes vort ønske om at gå vore egne veje: vi må oprigtigt vende vore hjerter til Jehova. Dette er ikke let. Det betyder at vi må gå imod verdens og vort faldne køds ånd og tilbøjeligheder. Har Jehova gjort noget i de senere år for at hjælpe dem der nærer ønske om at vende tilbage til ham, eller dem der famler efter ham?
4. (a) Hvilken barmhjertig foranstaltning peges der på i Malakias’ profeti? (b) Hvad siges der til sidst?
4 Vender vi tilbage til profetien hos Malakias, vil du huske at de sidste to kapitler indeholdt et vidnesbyrd om at Jehova barmhjertigt ville sørge for at de der led åndelig nød fik den nødvendige opmuntring. Dette ser vi opfyldt i dag da indviede mennesker som Jehova har velsignet rigt og som han har skilt ud fra verden, er kendt overalt som hans vidner. Da vi gennemgik Malakias’ bog, kapitlerne tre og fire, standsede vi imidlertid ikke op for at mærke os de sidste ord i profetien, hvor Jehova siger: „Se, jeg sender eder profeten Elias, før [Jehovas] store og frygtelige dag kommer. Han skal vende fædrenes hjerte til sønnerne og sønnernes til fædrene, at jeg ikke skal komme og slå landet med band [ødelæggelse, NW].“ — Mal. 4:5, 6.
Den mindre opfyldelse
5. Hvilke udtalelser kaster lys over den mindre opfyldelse?
5 Disse skriftsteder taler om en gerning der går ud på at vende nogens hjerter, og har altså med vort spørgsmål at gøre. Hvordan opfyldes de, og hvem menes der med udtrykket „profeten Elias“? For at få et fingerpeg må vi først se om der fandt en opfyldelse sted ved Kristi første komme. Som allerede sagt fik mange profetier dengang en mindre opfyldelse, der dannede et mønster eller et billede af den større opfyldelse i vore dage, ved Kristi anden nærværelse. Denne profeti hos Malakias er ingen undtagelse. Da engelen Gabriel fortalte den jødiske præst Zakarias at han skulle få en søn, forudsagde han om denne søn: „Mange af Israels børn skal han omvende til Herren, deres Gud. Selv skal han gå foran ham i Elias’ ånd og kraft for at ’vende fædrenes hjerter til børnene’ og de genstridige til retfærdiges sind, så han kan berede Herren et velskikket folk.“ Zakarias’ søn var Johannes Døber. Om ham sagde Jesus: „Han er Elias, som skulle komme.“ Hvordan udførte Johannes dette hverv, at vende hjerterne? — Luk. 1:16, 17; Matt. 11:14; 17:10-13.
6. (a) Hvorfor var Johannes Døbers budskab og arbejde nødvendigt? (b) Til hvem blev folkets hjerter vendt?
6 Johannes Døbers budskab var meget direkte: „Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær.“ Det hastede. Dommen over den daværende generation nærmede sig, for Johannes sagde: „Øksen ligger allerede ved roden af træerne.“ Desuden skulle „Himmerigets“ repræsentants, Jesu Kristi, komme netop til at forkyndes. Folket måtte beredes. Det måtte bringes på bedre tanker. De religiøse ledere havde „sat Guds lov ud af kraft“ for deres overleverings skyld, og både de og de øvrige jøder var kommet langt bort fra Gud. Derfor trængte de til at deres hjerter atter blev vendt til ham. Der var „praktisk visdom“ at hente hos Johannes, for han havde sunde råd til dem der kom til ham; iblandt dem var der skatteopkrævere og soldater, ja endog farisæere og saddukæere. Han udførte et undervisningsarbejde, og det virkede efter hensigten. Det gav den tilskyndelse som skulle til. Johannes beredte Jehova et velskikket folk, og disse jøder, som af hjertet havde omvendt sig, var nu parat til at blive Guds sønner, åndelige israelitter. Deres hjerter blev også vendt til deres fædre, patriarkerne; de var villige til at udøve en tro som Abrahams. „De, som er af tro, de er Abrahams børn.“ — Matt. 3:2, 7-12; 15:1-9; Luk. 3:10-14; Joh. 1:35-40; Gal. 3:7.
Den større opfyldelse
7. Hvorfra ved vi at Johannes ikke opfyldte billedet fuldstændigt?
7 Den større opfyldelse af denne profeti hos Malakias finder sted når Herren Jesus vender tilbage iklædt Rigets magt og herlighed. Jesus henviste selv til Menneskesønnens komme i Rigets magt og forbandt det med forklarelsessynet, der blev givet i nærværelse af Peter, Jakob og Johannes på et højt bjerg. (Mark. 9:1-8; Matt. 17:1-9) Elias’ skikkelse viste sig i dette syn, og det siger os at der skulle komme en større opfyldelse af Malakias 4:5, 6. Eftersom dette syn blev givet efter Johannes Døbers død er det klart at Johannes ikke opfyldte billedet fuldstændigt.
8. Hvem er „profeten Elias“ i vore dage?
8 Hvem er så nu „profeten Elias“ der blev betroet den opgave at lade advarselen om „[Jehovas] store og frygtelige dag“ lyde og at arbejde på at vende hjerterne? Jesus antydede svaret i den profeti vi allerede har nævnt, og hvor han talte om den „tro og kloge træl“ (NW), som uddeler åndelig „mad i rette tid“ og som Jesus derfor har sat „over alt, hvad han ejer“. (Matt. 24:45-47) Denne trofaste træl, den salvede rest, skiller sig tydeligt ud i dag. Ligesom Elias og Johannes Døber forkyndte den frygtløst Guds domme over al falsk religion indtil fjenderne fik den standset i 1918. I 1919 kom der imidlertid atter gang i arbejdet med at omvende folk til Gud og forkynde den kommende ødelæggelse, først af „Babylon, den store“ og derefter af Satans synlige politiske ordning ved Harmagedon. — Åb. 18:21; 19:11-16.
9. Hvorfor kommer der endnu en profet ind i billedet, og hvem er han?
9 Nutidens Elias-skare har således arbejdet på at vende hjerterne. Vi har allerede betragtet det forberedende arbejde som blev gjort til gavn for de „andre får“ indtil 1935, og som altså også kom de „får“ til gode som specielt skildres af den fortabte søn og som havde forspildt deres tidligere lejligheder til at tjene Jehova. Hvad har man gjort siden da? Skal vi forstå dette må vi omhyggeligt undersøge det oprindelige profetiske Elias-mønster i sin helhed. Derved kommer der endnu en profet ind i billedet, men det betyder ikke at der var en fejl eller en mangel hos Elias. Da Gud bemyndigede Elias til at salve visse personer som skulle eksekvere Hans domme over ba’alsdyrkelsen, sagde han: „Salv Elisa . . . til profet i dit sted!“ Elias gjorde det omgående, og Elisa forlod sit arbejde og „fulgte Elias og gik ham til hånde“. På den måde fik han fordelen af mange års træning under Elias’ ledelse. — 1 Kong. 19:15-18, 21.
10. Hvad var Elias’ sidste mirakel, hvad blev følgen deraf, og hvilket modbillede ser vi i dag?
10 Husker du det sidste mirakel Elias udførte? Han skilte Jordans vande ved at slå på dem med sin kappe, for at han og Elisa kunne gå tørskoet over på østsiden. (2 Kong. 2:8) Følgen blev at vandene neden for delingen løb ned i Det døde Hav, hvor intet kunne leve, mens vandene ovenfor blev holdt tilbage. Elias-skaren skiller også vandene i dag. „De vande, du så, . . . er folk og skarer og folkeslag og tungemål.“ (Åb. 17:15) I mange år havde man forudset at der skulle komme en jordisk skare, og der viste sig flere og flere som hørte til denne skare, men først i 1935 begyndte den egentlige deling af de symbolske vande og arbejdet med at indsamle de „andre får“, som allerede nævnt. De indsamlede blev holdt tilbage fra at styrte nedad mod undergangen. Jehova lod Elias-skaren påbegynde denne deling af de symbolske vande. Den fik en god start, og fortsattes af Elisa-skaren.
11. (a) Ved hvilket mirakel blev de to profeter skilt? (b) Hvornår og hvordan indtraf det i modbilledet?
11 Husker du Elisas første mirakel? Det var det samme som Elias’ sidste; Elisa slog på vandet med den kappe som var faldet af Elias, og han kunne atter gå over floden på tør bund. Først nu var han alene, bortset fra at Jehova var med ham. Mellem de to mirakler indtraf der endnu ét som er værd at bemærke. Elias for til himmelen i et stormvejr efter at en ildvogn og ildheste havde skilt ham fra Elisa. Det skildrede profetisk afslutningen af Elias-skarens arbejde og Elisa-skarens fortsættelse af det samme arbejde, der dog nu blev udført med større kraft. De historiske begivenheder i begyndelsen af krigsåret 1942 markerede dette sidste i modbilledet. Lige før den tid, midt under den anden verdenskrig, så det ud som om vidnearbejdet skulle høre op. Udsigterne var højst tvivlsomme. Den 8. januar 1942 døde præsidenten for Watch Tower Society, J. F. Rutherford. Standsede arbejdet nu? — 2 Kong. 2:11-14.
12. Hvad viser at Elisa-skaren vedkendte sig sit hverv?
12 Nej, tværtimod. Elisa-skaren, som bestod af de tilbageværende medlemmer af den salvede rest, fortsatte straks arbejdet med at dele de symbolske vande, ligesom Elisa havde fortsat Elias’ arbejde. Det samme selskab, Watch Tower Society, virkede som udgiver af den litteratur som anvendtes i forkyndelsen, og der valgtes en ny præsident. Hovedartiklen i det nummer af The Watchtower som bragte meddelelsen om præsident Rutherfords død, hed „Den endelige Indsamling“. Artiklen var bygget over Jeremias 16:16, og den fortalte om et intensivt arbejde der gik ud på at fiske og jage efter de mennesker der endnu skulle vende sig til Gud. Hen på sommeren 1942 holdt Jehovas vidner et tredages konvent i Cleveland, Ohio, og programmet derfra gentoges i mange byer i andre lande. Stævnets tema var hentet fra Esajas, kapitlerne 59 og 60, hvor Guds folk får befalingen: „Gør dig rede, bliv lys.“ Resultatet var at en stor skare mennesker kom til lyset, de kom som „skyer, som duer til dueslag“. (Es. 60:1-3, 8; Åb. 7:9) Der var ingen tvivl om at Elisa-skaren havde vedkendt sig hvervet, og ingen tid blev spildt!
Elisa-skarens arbejde af undervisende art
13. (a) Af hvilken art var Elisas mirakler og til gavn for hvem blev de udført? (b) Hvilket lignende arbejde blev indledt i 1942, og hvordan er det skredet frem?
13 I de godt tyve år der er gået siden da har denne samme salvede skare fortsat gerningen med uformindsket kraft, hjulpet af en stadig voksende skare „andre får“, heriblandt mange af dem som forudskildres af den fortabte søn. Dette er sket fordi Jehovas ånd har hvilet over dem, som den hvilede over Elisa, der bad Elias om den førstefødtes arv, „to dele af din ånd“. (2 Kong. 2:9) At Elisa fik sit ønske opfyldt sås tydeligt, for Bibelen tilskriver ham seksten mirakler mod Elias’ otte. Mange af Elisas mirakler havde til formål at helbrede eller at genoprette; de blev især udført til gavn for „profetsønnerne“. Elisa gjorde for eksempel dårligt vand sundt og giftig mad spiselig, ligesom han mirakuløst øgede en portion mad. Han opvækkede sjunemkvindens søn fra de døde og helbredte Na’aman for spedalskhed. (2 Kong. 2:15–6:23) Gruppen af trofaste profeter blomstrede under Elisas tjeneste. Vi ser noget tilsvarende i modbilledet. Efter konventet i Cleveland i 1942 besluttede de ansvarshavende på hovedkontoret i Brooklyn at oprette en skole til uddannelse af missionærer, som rundt omkring i hele verden skulle forkynde samt indsamle og undervise de „andre får“, deriblandt dem, der var som den fortabte søn. Denne missionærskole blev åbnet den 1. februar 1943, og er siden blevet udvidet så det har været muligt at sende elever ud for at opbygge Jehovas vidners organisation i mange lande og desuden at sætte arbejdet i gang på nye steder. Interessen for den modbilledlige fortabte søn viste sig dengang i form af de to artikler „Den fortabte Søn i Nød“ og „Den fortabte Søn vender hjem“ i The Watchtower for 1. og 15. november 1943 [Vagttaarnet, 1. oktober 1945]. I oktober 1944 afholdtes der en speciel kampagne der kaldtes „Vidnesbyrdperioden ’den fortabte Søn’“.
14, 15. (a) Hvad blev der yderligere taget initiativ til i 1942, og hvad er der siden sket? (b) Hvilket kursus påbegyndtes i 1959?
14 Herforuden blev der i 1942 taget initiativ til gennemførelsen af et kursus i den kristne forkyndelse, et kursus der skulle afholdes i alle Jehovas vidners menigheder jorden over. I 1943 blev der ved stævnet „Opfordring til Handling“ givet meddelelse om oprettelsen af en teokratisk skole i alle menigheder. Kun de mandlige elever holdt foredrag fra podiet, men alle blev opfordret til at overvære skolen for at dygtiggøre sig til tjenesten. Siden 1958 har de kvindelige elever imidlertid også kunnet få opgaver på skolen; de holder dog ikke foredrag men viser fra podiet hvordan man giver en virkningsfuld fremstilling af Rigets budskab i forskellige situationer. — 1 Tim. 2:11, 12.
15 En ny gren af Elisa-gerningen skød frem i 1959. Man arrangerede et fire ugers kursus for menighedstilsynsmænd i samtlige lande hvor Vagttårnsselskabet har et afdelingskontor med egne lokaler. Tilsynsmændene indbydes til at modtage gratis undervisning.
16. (a) Hvordan har dette arbejde gavnet dem der skildres af den fortabte søn? (b) Med hvilke ord viste The Watchtower for 1. maj 1937 at nogle ikke havde arbejdet på at forbedre deres tjeneste?
16 Vi har kun i korthed skitseret dette undervisningsarbejde, men husk at selv om det har været til stor velsignelse for Jehovas vidner selv, er det ikke standset med dem. Naturligvis ikke. Det er et middel til at nå et mål, og i kraft af dette middel kan der udføres en virkningsfuld og omfattende tjeneste til gavn for alle der er i nød, deriblandt dem der skildres ved den fortabte søn. Alle Jehovas vidner kan og bør vise deres værdsættelse ved at benytte disse midler og derved forbedre deres tjeneste. Ville det ikke være trist om nogen af en eller anden uvæsentlig grund afslog at gøre brug af disse midler, og dermed åbnede sit sind for en vranten ånd i lighed med den som den ældste søn i Jesu lignelse lagde for dagen? (Luk. 15:25-30) Dersom vi oprigtigt og ydmygt bestræber os for at bruge disse midler kan vi vise sand næstekærlighed, også imod „den fortabte søn“. Vi bryder os ikke om at vise manglende nidkærhed og komme til at lide under følgerne deraf. For en del år siden var der nogle som gjorde dette, som bemærket på side 130 i The Watchtower for 1. maj 1937, under overskriften „Kredstjener“. Der stod: „Forkyndelsen af Rigets Budskab er af altoverskyggende Betydning nu. Det er de salvedes Forret at stemme om, hvem der skal være Kredstjener, men ’Brændehuggere og Vandbærere’ (Jos. 9:21-27) kan tjene. (5 Mos. 16:12-15; 29:11) Findes der ingen i Kredsen, der egner sig til at udfylde Pladserne som Kredstjener eller Arbejdsudvalg, og der findes Jonadabvenner, som har Evner og er nidkære, lad da Jonadabvennerne blive indsat i Arbejdsudvalget og giv dem Lejlighed til at tjene. Arbejdet skal ikke sinkes, fordi nogle mangler Nidkærhed. Evangeliet skal forkyndes nu. — Matt. 24:14.“
17. (a) Hvilken uret adfærd kan nogle, både blandt resten og de andre får, have gjort sig skyldige i? (b) Hvordan har deres oprigtige anger imidlertid vist sig?
17 Mange enkeltpersoner såvel blandt resten af Kristi medarvinger som blandt de „andre får“ har på et eller andet tidspunkt i deres liv handlet ligesom den fortabte søn. Skønt de havde indviet sig til Jehova forlod de deres Faders hus, og nogle af dem syndede endog så groft at de måtte udstødes af menigheden. Senere hen har de imidlertid vist oprigtig anger og atter vendt sig til Jehova Guds menighed. Både over for den og over for deres himmelske Fader har de indrømmet at de har handlet forkert. De har omvendt sig og ændret deres handlemåde. Nogle af dem har måske levet i utugt og hor, men nu har de åbenbaret at de har den ånd som den fortabte søn havde da han vendte hjem til sin faders hus; de har lagt det rette hjertelag for dagen, bedt deres Fader om tilgivelse og anmodet om at måtte blive trælle i hans organisation. De der har vist oprigtig anger, ligesom den fortabte søn, er glade igen fordi de er blevet genoptaget i menigheden. Nu viser de en ydmyg indstilling og sammen med dem der forblev i deres Faders hus forkynder de atter den gode nyhed om Guds rige.
18. Hvilke muligheder for tjeneste åbner der sig for den der har været udstødt, er blevet genoptaget og gennem nogle år har vist sig ulastelig?
18 De der har fået deres Faders tilgivelse og som ydmygt har tjent som gode trælle efter at de er vendt hjem fra den urene tilstand de levede i som udstødte, viser sig måske med tiden at være udmærkede tjenere i deres Faders husstand. I løbet af en årrække glemmes den skamplet de i sin tid satte på deres personlige omdømme og som gjorde et dårligt indtryk på folk uden for den kristne menighed. Hvis menigheden på grund af en sådan broders ulastelige opførsel siden han blev genoptaget, er kommet til at betragte ham som et godt eksempel, og han har vist sin ydmyghed og sin kærlighed til Jehovas ord og arbejde gennem ti år efter sin genoptagelse, vil det være i overensstemmelse med lignelsen om den fortabte søn om broderen bliver brugt som menighedsbogstudieleder og får lov til at holde offentlige foredrag. Senere kan han måske endog få den forret at yde en endnu større tjeneste i Jehovas organisation. Hvis han siden sin genoptagelse har vist sig at være et eksempel for Guds hjord under ti års trofast tjeneste, og hvis menighedens udvalg skønner at han kunne tildeles en større tjenesteforret, hvorfor så ikke give ham den? Hvis han har vist at han nu har i sinde at blive i sin Faders hus for bestandig, og at han trofast helliger sig husets interesser, synes der ikke at være noget i vejen for at han kan få betroet et større ansvar i Jehovas folks menighed igen.
19, 20. (a) Hvilken rolle spiller Guds ord og ånd i vor tjeneste? (b) Hvilke to sider af sagen er det vigtigt at vi forstår?
19 Som aldrig før er Bibelen det hele undervisningsprogrammet samler sig om. Alle de nævnte led i programmet bygger på Bibelens ord. Der findes intet der som Guds ord kan vende menneskers hjerter. Paulus havde dette i tanke da han skrev om de større goder der knytter sig til den nye pagt og tjenesten for den. Da Jehova bekendtgjorde den nye pagts vilkår sagde han: „Jeg giver min lov i deres indre og skriver den på deres hjerter.“ (Jer. 31:33) I tråd med dette skrev Paulus til korinterne: „Det kendes på jer, at I er et brev fra Kristus, ført i pennen af os, indskrevet ikke med blæk, men med den levende Guds Ånd, ikke på stentavler, men på kødtavler, nemlig menneskehjerter.“ — Ja, „Herren [Jehova, NW] er Ånden“, og når vi vender os til ham og lader hans ånd få frit løb i vore hjerter, idet vi holder os nær til hans ord, så kan vi ’med utilslørede ansigter som spejle genskinne Jehovas herlighed’. (NW) Vi kan således være redskaber for ham og nyde det store privilegium at hjælpe andre til at vende sig til ham, eller vende tilbage til ham. Og glem ikke at „den, der omvender en synder fra den vildfarelse, han er kommen ud i, frelser hans sjæl fra døden og skjuler en mangfoldighed af synder“. — 2 Kor. 3:3, 17, 18; Jak. 5:20.
20 Til opmuntring for os vil vi til slut se på et forbillede der viser begge sider af sagen, nemlig at hjerterne endnu kan ændre sig og vende om til Jehova, og at Jehova selv har et stort og kærligt hjerte over for alle som virkelig er hans børn og som vender sig til ham.
Et forbillede
21. Hvad havde vakt de ti halvbrødres had til Josef, og hvorved røbede de deres dårlige hjertelag?
21 Dette forbillede er det velkendte drama omkring Jakob og hans tolv sønner, berettet i Første Mosebog, kapitlerne 37 til 45. Jakob holdt særlig meget af to af sine sønner, Josef og Benjamin, fordi de var sønner af hans elskede hustru Rakel. Josef var genstand for sine ti halvbrødres bitre had fordi han i særlig grad nød sin faders gunst og fordi han havde nogle drømme fra Gud. Hans brødre var så indædt misundelige på ham at de lagde planer om at dræbe ham. Imidlertid valgte de i stedet at sælge ham som træl til nogle folk der skulle ned til Ægypten. Brødrene tog Josefs ærmekjortel, dyppede den i blod og sendte den hjem til deres fader, som skønnede at hans søn måtte være blevet ædt af et vildt dyr. De røbede i sandhed et meget dårligt hjertelag både over for Josef og over for deres fader. — 1 Mos. 37:2-36.
22, 23. Hvordan blev deres hjertetilstand sat på en ransagende prøve, og med hvilket resultat?
22 Årene gik. Gud ledede det sådan at Josef blev sat til at forvalte Ægyptens kornlagre. Da den forudsagte verdensomspændende hungersnød satte ind måtte Jakob to gange sende sine sønner ned til Ægypten for at købe korn. Josef genkendte sine brødre, men de genkendte ikke ham. Da de kom første gang traf det sig sådan at de røbede at de havde en dårlig samvittighed på grund af Josef. Men var der virkelig sket en forandring i deres hjerter? Da de kom anden gang arrangerede Josef det sådan at hans brødre blev sat på en hård prøve. Man fik det til at se ud som om Benjamin havde stjålet Josefs hellige sølvbæger! Josef, som de stadig ikke genkendte, befalede strengt at Benjamin skulle blive tilbage som hans træl. De andre kunne tage hjem. Nu fremsatte Juda, tydeligt støttet af sine brødre, den mest hjertegribende og spontane appel man nogen sinde har hørt, og det endda over for en tilsyneladende hård og fjendtlig mand! Juda pintes i sin sjæl da han forklarede hvor meget Benjamin betød for deres fader. Det endte med at han sagde at han selv ville være Josefs træl, så den unge Benjamin kunne rejse hjem sammen med sine brødre. Derpå fulgte et bevæget udbrud der kom fra hans hjertes inderste: „Hvorledes skulle jeg kunne drage hjem til min fader, når jeg ikke har drengen med? Jeg vil ikke kunne være vidne til den ulykke, der rammer min fader!“ — 1 Mos. 44:34.
23 Der var ikke den fjerneste tvivl om at de havde forandret sig i deres hjerter. Josef var meget bevæget og græd højt mens han gav sig til kende for sine brødre. Men lad os se på den anden del af dramaet, Jakob, som venter derhjemme.
24. Hvordan reagerede Jakob da han hørte nyheden om Josef, og hvad viser hans reaktion?
24 Vi kan forestille os den gamle fader der bekymret venter og spekulerer mens dagene og ugerne går. Skal han nogen sinde se sin elskede Benjamin igen? Skal han miste ham, som han mistede Josef? Langt om længe får han at vide at hans sønner er i sigte og snart vil ankomme. Han venter i sit telt. Vi kan se scenen for os. Han hilser sine sønner velkommen, den ene efter den anden, men den yngste, Benjamin, får en særlig hjertelig velkomst. Men hvad er det de siger? Den betroede mand dernede i Ægypten var ingen anden end Josef? Umuligt! Hvis det var rigtigt ville Josef i hvert fald have sendt et livstegn for længe siden. Sådan har Jakob sandsynligvis tænkt. Men hans sønner opfordrer ham til at komme og se hvad de har med hjem, så det må han gøre. Med tungt hjerte går han ud og tager et overblik over alle fødevarerne og det øvrige gods, for ikke at tale om alt det sølv og de smukke klæder Benjamin har fået. Men da han ser den vogn som specielt er sendt for at hente ham ned til Ægypten, da er sagen klar! Vognen er så luksuriøs og bekvem, netop det der skal til! Den er ikke alene et synligt forbindelsesled men det synlige transportmiddel der kan bringe ham til hans længe savnede Josef. Jakob griber fat i vognen; overbevist og fuldstændig overvældet udbryder han: „Det er stort, min søn Josef lever endnu; jeg vil drage hen og se ham, inden jeg dør!“ — 1 Mos. 45:25-28.
25. (a) Hvad røber alt dette om Jehova? (b) Hvordan kan vi vise at vi virkelig er hans børn? (c) Hvilken mulighed er stadig åben for dem der er faret vild?
25 Jakob føler akkurat som faderen i Jesu lignelse: han glæder sig over sin søn der „var død, men er blevet levende, og var fortabt, men er fundet igen“. (Luk. 15:32) Josef var naturligvis ikke faret vild, som den fortabte søn, men det væsentlige her er den inderlige faderkærlighed der blev vist i begge tilfælde. Han der lod alt dette ske og lod det nedskrive i sit ord må i sandhed selv eje et hjerte der er større og langt kærligere end vi så det hos dem der blot var forbilleder. Hvis vi virkelig er Jehovas børn vil vi ønske at genspejle hans herlighed, og vise den samme kærlighed, tålmodighed og barmhjertighed som han. Vi vil benytte enhver lejlighed til at efterligne vor Fader i himmelen. (2 Kor. 3:18, NW) Skulle du imidlertid være faret vild, kan du afgjort ikke gøre noget bedre end at vende dig til ham og følge hans kærlige opfordring og tilskyndelse. Er du ikke enig med os? Ville det ikke være godt om du kunne regnes med blandt dem til hvem Peter skrev „I var vildfarende som får, men er nu vendt om til jeres sjæles hyrde og tilsynsmand“? — 1 Pet. 2:25.
[Illustration på side 545]
Juda går i forbøn for Benjamin