Kapitel 13

Til engelen i Filadelfia

 1. (a) Forklar hvor byen Filadelfia lå, og nævn nogle bemærkelsesværdige forhold vedrørende den og dens religion. (b) Handlede den jødiske befolkningsgruppe dér i harmoni med det som navnet „Filadelfia“ betyder, i forholdet til den kristne menighed?

DEN HERLIGGJORTE Jesus Kristus vender nu sin opmærksomhed fra menigheden i Sardes til menigheden i Filadelfia, en by der lå knap halvtreds kilometer sydøst for Sardes og omkring to hundrede og ti kilometer fra øen Patmos, hvor apostelen Johannes modtog det særlige budskab til menigheden i Filadelfia. I dag kaldes stedet Alasehir (Den rødlige by, på grund af bjergene bag den). Området hjemsøges af jordskælv, og Filadelfia på Johannes’ tid var en by som den romerske kejser Tiberius havde genopbygget efter jordskælvet i år 17 e.v.t. En tid lang blev den på romerske mønter kaldt Ny Kæsarea. Den lå i et vindistrikt, og derfor var den vigtigste af dens falske guder Bacchus eller Dionysos, der svarer til Nimrod, „en mægtig jæger i opposition til Jehova“, som senere blev begrædt af sine tilbedere som Tammuz. (1 Mosebog 10:8-10, NW; Ezekiel 8:13, 14) Oldtidens Filadelfia, „broderkærlighedens“ by, havde en jødisk koloni og en kristen menighed, men ifølge det der siges havde de kødelige, omskårne jøder ikke megen broderkærlighed tilovers for den kristne menighed.

 2, 3. Hvilken opfattelse gav Kristus Jesus udtryk for angående menigheden i Filadelfia?

² Hvordan så situationen ud for menigheden i Filadelfia henimod slutningen af det første århundrede efter vor tidsregnings begyndelse, set, ikke fra et menneskes standpunkt, men fra Kristi standpunkt? Ifølge det budskab apostelen Johannes fik besked på at sende til den jordiske tilsynsmand i menigheden, kunne menigheden se frem til følgende:

³ „Og skriv til menighedens engel i Filadelfia: ’Dette siger den Hellige, den Sanddru, han, som har „Davids nøgle“ og „lukker op, så ingen kan lukke i, og lukker i, så ingen kan lukke op“: Jeg kender dine gerninger. Se, jeg har stillet dig foran en åben dør, som ingen kan lukke; thi vel er din kraft kun liden, men du har holdt fast ved mit ord og ikke fornægtet mit navn. Se, jeg skænker dig nogle af Satans synagoge, af dem, som kalder sig selv jøder, skønt de ikke er det, men lyver. Se, jeg skal få dem til at komme og kaste sig ned for dine fødder, og de skal forstå, at jeg har fattet kærlighed til dig. Fordi du har holdt fast ved mit bud om udholdenhed, vil jeg også holde dig fast og fri dig ud af den prøvelsens stund, som skal komme over hele jorderige for at prøve dem, der bor på jorden. Jeg kommer snart! Hold fast ved det, du har, for at ingen skal tage din sejrskrans.

 4. Hvad lovede Kristus med sine sidste ord til menigheden i Filadelfia den der sejrede?

⁴ Den, der sejrer, ham vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel, og han skal aldrig mere komme bort derfra; og jeg vil skrive på ham min Guds navn og navnet på min Guds stad, det ny Jerusalem, der kommer ned fra Himmelen fra min Gud, og også mit eget nye navn. Den, som har øre, han høre, hvad Ånden siger til menighederne!’“ — Åbenbaringen 3:7-13.

 5. (a) Hvad ligger der i at Kristus omtaler sig selv som „den Hellige, den Sanddru“? (b) Hvilken tjeneste havde han fået af sin Fader fordi han havde bevaret sin hellighed?

⁵ Den strålende himmelske skabning som sender dette budskab til salvede kristne fortjener vor tillid, for han er „den Hellige, den Sanddru“. På et kritisk tidspunkt da andre jøder forlod denne „Hellige“, Jesus Kristus, fordi de manglede tro, sagde den jødiske apostel Peter til ham: „Og vi er kommet til den tro og erkendelse, at du er Guds Hellige.“ (Johannes 6:69) Senere, efter at Jesus Kristus var blevet herliggjort i himmelen og på et tidspunkt da den kristne menighed i Jerusalem blev forfulgt, omtalte de kristne ham som hellig i en bøn til Jehova Gud om yderligere privilegier i forkyndelsen: „Idet du udrækker din hånd til lægedom, og der sker tegn og undere ved din hellige tjeners, Jesu, navn.“ (Apostlenes Gerninger 4:23-30) Da han var hellig, blev han gjort til Guds ypperstepræst, en ypperstepræst der „passede . . . for os: en, der var hellig, uberørt af det onde og ubesmittet, skilt ud fra syndere og ophøjet over himlene“. — Hebræerne 7:26.

 6, 7. (a) Forklar på hvilken måde Kristus er den „som har ’Davids nøgle’“. (b) Hvilken myndighed ejede den person som havde nøglen til kongens hus? (c) Har en biskop i Rom eller en anden som hævder at være Kristi stedfortræder på jorden, nogen sinde haft eller brugt den symbolske „Davids nøgle“?

⁶ Den herliggjorte Jesus Kristus kunne ikke være hellig og samtidig usandfærdig, en løgner ligesom den vanhellige Djævel. Da han gav sig til kende over for menigheden i Filadelfia talte han derfor sandt om hvem han var og hvad han var. Han havde et godt bibelsk grundlag for at sige at han er den „som har ’Davids nøgle’ og ’lukker op, så ingen kan lukke i, og lukker i, så ingen kan lukke op’“. (Åbenbaringen 3:7) Den David der her nævnes for første gang i Åbenbaringen til Johannes, er den samme som nævnes i udtrykket „Davids rod“ og „Davids rodskud og ætling“, der anvendes om den herliggjorte Jesus. (Åbenbaringen 5:5, NW; 22:16) Det er fortidens David, kongen i Jerusalem, med hvem Jehova Gud havde sluttet en pagt om et evigt rige. (2 Samuel 7:4-29) Jesus blev en kongelig efterkommer af denne David idet han blev født som menneske af jomfru Maria, der var af Davids kongelige slægt. (Mattæus 1:1-25; Lukas 1:26-38; 2:1-21; 3:21-31; Romerne 1:1-4) Ved at være tro mod Gud lige til døden som martyr beviste Jesus Kristus at han var Davids evige arving til det evige rige. Han har derfor den „nøgle“ som kong David havde og som David ville betro til en trofast tjener.

⁷ Det var derfor ikke uden grund at den herliggjorte Jesus Kristus citerede fra Esajas 22:22, hvor Jehova Gud omtaler en betroet tjener hos Jerusalems konge, nemlig tjeneren Eljakim: „Jeg lægger nøglen til Davids hus på hans skulder; når han lukker op, skal ingen lukke i, og når han lukker i, skal ingen lukke op.“ Denne tjener med nøglen havde således en meget betroet stilling i kong Davids hus og forbundet dermed stor magt og myndighed. Kongen havde givet ham myndighed til at åbne og lukke. Det er værd at bemærke at da Johannes fik denne åbenbaring sagde den herliggjorte Jesus Kristus ikke at „Davids nøgle“ beroede hos en biskop i det hedenske Rom, en biskop som hævdede at være apostolsk efterfølger af apostelen Simon Peter, til hvem ordene i Mattæus 16:18, 19 var henvendt. Ingen som hævder at være Kristi stedfortræder på jorden, men udelukkende den himmelske Jesus Kristus selv, har „Davids nøgle“ og den magt der er symboliseret ved ’nøglen’ der kan åbne og lukke på en sikker måde.

 8. (a) Hvem var det der havde stillet Filadelfiamenigheden foran „en åben dør, som ingen kan lukke“? (b) Hvem havde stillet den trofaste rest foran „en åben dør“ i 1919, og hvad har Roms paver forgæves prøvet at gøre ved den?

⁸ Det var ikke apostelen Simon Peter eller en såkaldt apostolsk efterfølger af Peter i det hedenske Rom som havde stillet menigheden i Filadelfia „foran en åben dør, som ingen kan lukke“. Det var ikke engang apostelen Johannes, men den herliggjorte Jesus Kristus selv, „Davids rodskud og ætling“, som sagde til tilsynsmanden i menigheden i Filadelfia: „Jeg kender dine gerninger. Se, jeg har stillet dig foran en åben dør, som ingen kan lukke; thi vel er din kraft kun liden, men du har holdt fast ved mit ord og ikke fornægtet mit navn.“ (Åbenbaringen 3:8) Det var heller ikke en pave i Rom, Benedikt XV (1914-1922), som i efterkrigsåret 1919 stillede den trofaste rest af salvede kristne „foran en åben dør, som ingen kan lukke“. Nej, paverne i Rom og Vatikanstaden har snarere prøvet at lukke denne ’åbne dør’ men har ikke kunnet, fordi denne symbolske „dør“ var blevet åbnet af Herren Jesus Kristus selv, og ikke af dem eller af nogen anden jordisk skabning.

 9. (a) Hvilke privilegier og muligheder fik Filadelfiamenigheden adgang til gennem den ’åbne dør’? (b) Hvad mente Kristus med ordene: „Vel er din kraft kun liden“?

⁹ Hvilke privilegier eller muligheder Filadelfiamenigheden dér tilbage i det første århundrede fik adgang til gennem den ’åbne dør’, ved vi ikke med sikkerhed i dag, men åbenbart var der tale om yderligere tjeneste som en symbolsk guldlysestage, for lige før den herliggjorte Jesus Kristus taler om ’døren’, siger han til menighedens tilsynsmand: „Jeg kender dine gerninger.“ Han vidste at menigheden var i stand til at gå gennem den ’åbne dør’ og tage vare på de privilegier og muligheder den nu fik adgang til, for som han sagde til tilsynsmanden i Filadelfia: „Vel er din kraft kun liden.“ Han havde altså nogen kraft eller magt. Politisk magt? Nej, men muligvis var det magt i form af indflydelse hos folk i Filadelfia, og i hvert fald havde han den kraft som kristen hengivenhed giver, samt mod og evne til at fortsætte efter alt det de allerede havde udholdt som trofaste kristne.

10. Hvordan stod den trofaste rest med hensyn til politisk magt i denne verden da efterkrigsperioden begyndte i 1919?

¹⁰ Efter den første verdenskrigs afslutning i 1918 og ved begyndelsen af efterkrigsåret 1919 havde den trofaste rest af Jesu Kristi disciple ingen politisk magt, ingen „forbindelser“ hos politikere, dommere, militærpersoner og præster i kristenheden. På grund af deres oprigtige bestræbelser for at forkynde Guds rige ved Kristus i stedet for at tage del i det verdensomspændende myrderi, blev de et forfulgt religiøst mindretal. De blev, som Jesus Kristus havde forudsagt i sin profeti om „verdens ende“, „hadet af alle folk for mit navns skyld“. (Matt. 24:3, 9) Deres bibelske bøger og blade som blev udgivet af Watch Tower Bible & Tract Society var helt eller delvis forbudt i flere lande. Mange af disse kristne sad indespærret i militære lejre eller i koncentrationslejre og fængsler. Til den 25. marts 1919 sad endog Præsidenten og syv andre ledende inden for Watch Tower Society indespærret i forbundsfængselet i Atlanta i staten Georgia, U.S.A., på falske krigstidsanklager, der dog senere blev frafaldet. De havde altså ingen verdslig magt.

11. Hvad var det for en ’liden kraft’ som Filadelfiamenigheden havde, og hvordan havde den gjort brug af den?

¹¹ Den ’liden kraft’ som menigheden i det gamle Filadelfia og menighedens „engel“ havde da de blev stillet foran den ’åbne dør’, var den kraft eller magt de havde fået til at gøre det som Jesus Kristus sagde de havde gjort: „Du har holdt fast ved mit ord og ikke fornægtet mit navn.“ De havde holdt fast ved Kristi ord, den lære og de bud han havde givet dem. De fornægtede ikke, hverken i ord eller i levevis, at de var kristne; de fornægtede ikke hans navn ved at handle i modstrid med det de som kristne burde tale, tænke, forkynde og gøre. Man kunne derfor forvente at de ville blive ved med at gøre dette efter at de var gået gennem den nu ’åbne dør’.

„EN ÅBEN DØR“

12. Hvad gjorde den salvede rest under den første verdenskrig og lige efter, således at den havde ’en liden kraft’ da efterkrigsperioden begyndte?

¹² Det samme kan siges om den prøvede rest af salvede kristne som overlevede forfølgelserne og vanskelighederne under den første verdenskrig. Selv om der fra marts 1918 havde været en afbrydelse i arbejdet med at sprede den indbundne bog The Finished Mystery (Den fuldbyrdede Hemmelighed) og udgaven i bladform (den særlige udgave af The Watch Tower for 1. marts 1918) samt traktaterne The Bible Students Monthly (Bibelstudentens Månedsblad), fortsatte den salvede rest udgivelsen af dens officielle halvmånedlige blad The Watch Tower and Herald of Christ’s Presence uden afbrydelse. Søndag aften den 13. april 1919 adlød den Herren Jesu Kristi bud og fejrede Herrens aftensmåltid til minde om hans død som et genløsningsoffer for hele menneskeheden. Den prøvede at holde Kristi ord i den udstrækning som den forstod det. Mens den fornægtede det navn som fjenden havde givet den, at den skulle være en religiøs sekt der fulgte en menneskelig leder, fornægtede den aldrig Kristi navn. Den holdt fast ved håbet om snart at blive forenet med ham i hans himmelske rige. Resultatet heraf var at den i hvert fald havde ’en liden kraft’ da efterkrigsperioden begyndte.

13. (a) I forbindelse med hvilken begivenhed blev den salvede rest efter den første verdenskrig specielt stillet foran „en åben dør“? (b) Hvad gjorde den salvede rest med hensyn til de muligheder der nu åbnede sig for den?

¹³ Ganske rigtigt havde den herliggjorte Jesus Kristus, som har „Davids nøgle“, i 1919 stillet den salvede rest foran „en åben dør“. Dette skete specielt i forbindelse med en betydningsfuld begivenhed onsdag den 26. marts 1919 i Brooklyn, New York, da Watch Tower Society’s præsident sammen med de syv andre ledende brødre blev løsladt fra forbundsfængselet mod kaution.a Der blev åbnet for de privilegier og muligheder som efterkrigsperioden rummede, og hele den salvede rest fik adgang til dem og har nu haft det, i større og større omfang, i et halvt århundrede (til 1969, da dette blev skrevet). Med den „kraft“ den salvede rest havde i 1919 gik den straks i gang med at reorganisere Jehovas indviede folk til det arbejde der lå foran, så længe dette nu skulle vare.

14, 15. (a) Hvem skal have æren for at „døre“ blev åbnet for apostelen Paulus, og for at en dør ligeledes blev åbnet for den salvede rest i 1919? (b) Hvordan har denne „dør“ vist sig at være en dør „som ingen kan lukke“?

¹⁴ Om de ’døre’ der blev åbnet for apostelen Paulus skrev han til de kristne i Korint (omkring år 55): „Der er åbne døre for mig ind til et stort og virkningsfuldt arbejde, og der er mange modstandere.“ (1 Korinter 16:9) Senere skrev han til dem: „Da . . . var der åbne døre for mit arbejde i Herren. Dog fik jeg ingen ro i mit sind . . . og drog til Makedonien.“ (2 Korinter 2:12, 13) Det var Herren Jesus Kristus, „som har ’Davids nøgle’“, der åbnede disse døre for apostelen Paulus, og det var ligeledes ham, og intet menneske på jorden, der åbnede den dør der ledte ind til et stort arbejde for den salvede rest af åndelige israelitter i foråret 1919. Denne „dør“ har vist sig at være en dør „som ingen kan lukke“, skønt der var mange modstandere til at begynde med dér tilbage i 1919. Russisk kommunisme, italiensk fascisme, paveledet Katolsk Aktion og tysk nazisme har fundet det umuligt at lukke denne dør. Selv ikke militarismen under den anden verdenskrig kunne lukke denne dør. I 1939, det år den anden verdenskrig udbrød, var der 71.509 vidner for Jehova som rapporterede tjeneste rundt om i verden. I 1945, efter krigens afslutning, var der 141.606 som rapporterede vidnearbejde i arbejdsmarken.

¹⁵ Nu, først på året 1969, har de der aktivt har sluttet sig til den salvede rest, bragt antallet af Jehovas vidner som regelmæssigt forkynder den gode nyhed om Riget rundt om i verden, op på godt og vel 1.225.000. Dette har uden tvivl noget at gøre med opfyldelsen af det løfte som ejeren af „Davids nøgle“ gav menigheden i det gamle Filadelfia: „Se, jeg skænker dig nogle af Satans synagoge, af dem, som kalder sig selv jøder, skønt de ikke er det, men lyver. Se, jeg skal få dem til at komme og kaste sig ned for dine fødder, og de skal forstå, at jeg har fattet kærlighed til dig.“ — Åbenbaringen 3:9.

„SATANS SYNAGOGE“

16. Hvordan viste de vantro jøder i Filadelfia sig at være „Satans synagoge“?

¹⁶ Åbenbart havde menigheden i det gamle Filadelfia og menighedens „engel“ eller tilsynsmand haft sammenstød med de kødelige, omskårne jøder dengang. Jøderne har måske prøvet at genvinde de medlemmer af Filadelfiamenigheden som var jøder af fødsel men som var blevet troende kristne og derfor åndelige jøder, åndelige israelitter, sådan som Kristi tolv apostle. Eller de har måske prøvet at overtale disse jødekristne til at genantage visse dele af den gamle Moselov, som for eksempel omskærelsen i kødet og overholdelsen af den ugentlige sabbatsdag. I hvert fald var der vantro jøder som modstod Filadelfiamenigheden og prøvede at fordærve den. Det at de modarbejdede de åndelige israelitters menighed gjorde dem til „Satans synagoge“, selv om de hævdede at være Guds synagoge, den der ejes af Abrahams, Isaks og Jakobs og Moses’ Gud. De var jøder ifølge afstamning eller efter kødet, men ikke i åndelig forstand. De var ikke værd at blive kaldt virkelige jøder, sådan som Kristi apostle var det. De sagde de var jøder, og det, som Herren Jesus Kristus sagde, „skønt de ikke er det, men lyver“. Og han vidste besked.

17. (a) Hvordan tjener Jesu ord til Filadelfiamenigheden som en advarsel til kødelige jøder i dag om at være forsigtige? (b) Hvem har i vor tid vist sig at være „Satans synagoge“ fremfor nogen?

¹⁷ Hvordan han fik disse, som falskeligt hævdede at være jøder, til at komme og kaste sig ned for Filadelfiamenighedens fødder, fortæller historien intet om. I dag er der ifølge The World Almanac for 1969 (side 224) 13.537.000 jøder på jorden. Efter hvad den herliggjorte Jesus Kristus, som har „Davids nøgle“, sagde til Filadelfiamenigheden, gør de der er jøder af fødsel klogt i at overveje hvordan de behandler den kristne salvede rest af åndelige jøder eller israelitter. Imidlertid er det dem der tilhører kristenheden og som hævder at de er åndelige jøder, jøder „i det indvortes“, der volder den salvede rest de største vanskeligheder. (Romerne 2:28, 29) De der modstår og forfølger den salvede rest er hovedsagelig nogle som hævder at de er åndelige jøder, specielt religiøse vejledere. Sådanne modstandere hævder og prædiker at den salvede rest ikke består af åndelige jøder med omskårne hjerter. Men disse religiøse modstandere hævder at de selv er sande åndelige jøder som tilhører den højeste Guds synagoge. Ikke desto mindre viser deres adfærd at de lyver og at de er „Satans synagoge“.

 18. Hvad har religiøse mennesker i kristenheden været nødt til at erkende og anerkende med hensyn til spørgsmålet om hvem der er de virkelige jøder „i det indvortes“?

¹⁸ Hvad det angår at være virkelige jøder, åndelige jøder, jøder „i det indvortes“, går dette tyvende århundredes historiske kendsgerninger imod de religiøse i kristenheden. De har set og har måttet indrømme at med hensyn til det at være virkelige kristne, virkelige åndelige jøder, så har det været den salvede rest af Jehovas tilbedere der har bevaret sand kristen integritet trods voldsom modstand, forfølgelse, diktatur, militarisme, nationalistisk politik, materialisme og lovløshed. Disse mennesker i kristenheden har ikke fået den salvede rest til at bøje sig for dem, men de har måttet bøje sig anerkendende for den salvede rest af Jehovas vidner, uden at ville det naturligvis, men tvunget dertil på grund af kendsgerningerne. For den salvede rest, der skælver for Jehovas skrevne ord, har det været nøjagtig som profetien i Esajas 66:5 (NW) har forudsagt:

19, 20. (a) Hvilken velsignelse modtog de der kastede sig ned for fødderne af Filadelfiamenigheden, når man tager Kristi profeti til denne menighed i betragtning sammen med ordene i Esajas 66:5? (b) Hvad har den salvede rest i lighed hermed erfaret siden 1919?

¹⁹ „Hør Jehovas ord, I som skælver for hans ord: ’Jeres brødre som hader jer, som udelukker jer på grund af mit navn, har sagt: „Måtte Jehova blive herliggjort!“ Han skal sandelig vise sig, til glæde for jer, og det er dem der bliver til skamme.’“ — Se også Esajas 60:14.

²⁰ Hvad vil det føre til at de kommer og kaster sig for Filadelfiamenighedens fødder, idet de ved at Jesus Kristus har fattet kærlighed til denne menighed? Hvis nogle af dem bliver kristne og medlemmer af menigheden, så betyder det at Filadelfiamenigheden vokser. Det er tydeligt nok sådan det er gået for den salvede rest af åndelige israelitter eller jøder siden 1919. Det store flertal af de nye medlemmer er kommet fra kristenhedens forskellige kirker og sekter.

21. (a) Hvem har foruden disse åndelige brødre sluttet sig til resten i tilbedelsen af Gud? (b) Er det at disse mennesker ’kaster sig ned for’ resten ensbetydende med at de er gået væk fra kun at tilbede Jehova? Forklar nærmere.

²¹ Siden det skelsættende år 1935 er mere end en million mennesker kommet ud af Babylon den Store, den falske, babyloniske religions verdensimperium; de har sluttet sig til den salvede rest i tilbedelsen af Jehova som den eneste levende og sande Gud og i forkyndelsen af hans navn og hans messianske rige. Dette er et uimodsigeligt vidnesbyrd om at den herliggjorte Jesus Kristus nærer kærlighed til den trofaste salvede rest, og de mere end en million trosfæller som er kommet til siden 1935, véd dette. De anerkender at den salvede rest fører an i Guds gerning, og de bøjer sig således for den, men de tilbeder kun Jehova Gud.

„PRØVELSENS STUND“

22. Hvordan har den salvede rest været i stand til at holde ud siden den første verdenskrig?

²² I mere end et halvt århundrede har den salvede rest holdt ud trods den prøvelsens tid der begyndte efter den første verdenskrigs afslutning den 11. november 1918. Den er blevet beskyttet mod at falde som offer for de forværrede tilstande og begivenhederne i verden, som har været en prøve for kristen tro og integritet i en sådan grad at det afsløres om den enkelte er en hykler eller en sand kristen. Det er meget tydeligt at de har kunnet holde ud, ikke i egen kraft, men fordi de har fået hjælp ovenfra. Dette har været en opfyldelse af det Herren Jesus Kristus sagde til menighedens „engel“ i Filadelfia: „Fordi du har holdt fast ved mit bud om udholdenhed [ordet om min udholdenhed, NW], vil jeg også holde dig fast og fri dig ud af den prøvelsens stund, som skal komme over hele jorderige for at prøve dem, der bor på jorden.“ — Åbenbaringen 3:10.

23. (a) Hvad har prøven siden 1918 indbefattet, og hvad har formålet med den været? (b) Hvilken befaling især har resten adlydt, således at Kristus har friet den ud af „prøvelsens stund“?

²³ Siden den første verdenskrig endte i 1918 har alle der bor på jorden, også den salvede rest, været udsat for denne prøve. Det pres der udøves af mennesker og af usynlige dæmoner i retning af materialisme, vantro, oprør, revolution og nationalisme er blevet kolossalt. Den enkelte er blevet prøvet og har måttet afgøre ind for Gud om han vil være en del af denne tingenes ordning under Satan Djævelens usynlige herredømme eller om han vil søge Guds messianske rige og dets interesser først. Det er en stor fristelse for den enkelte at give efter for verdens pres og dens tillokkelser og blive en del af denne tingenes ordning. Mere end halvtreds år af dette tyvende århundredes historie har bevist at den salvede rest har bestået prøven. I 1919, da kristenheden gik ind for at fremme og støtte det politiske Folkenes Forbund til opretholdelse af fred og sikkerhed, bekræftede den salvede rest på ny at den åbent gik ind for Guds rige ved Kristus. Dens medlemmer begyndte at forkynde Guds rige som aldrig før, som forudsagt af Jesus i Mattæus 24:14. Han har således friet dem ud af denne „prøvelsens stund“.

24. Hvorfor må den trofaste salvede rest give agt på Kristi advarsel i Åbenbaringen 3:11, selv om den har holdt ud indtil nu?

²⁴ Den verdensomspændende prøve i denne forholdsvis korte tidsperiode, der er som en „stund“ eller „time“, er imidlertid ikke forbi endnu. Den trofaste salvede rest tør ikke blive selvsikker. Hidtil er den blevet holdt fast, så den ikke er faldet som offer for en åndelig ulykke under den fortsatte prøve, men prøvens højdepunkt er ikke nået endnu. Når det nås vil den herliggjorte Jesus Kristus komme på den sidste inspektion og se efter om den salvede rest har holdt ud indtil enden. Det er derfor den må give agt på den advarsel der blev givet menighedens engel i Filadelfia: „Jeg kommer snart! Hold fast ved det, du har, for at ingen skal tage din sejrskrans.“ — Åbenbaringen 3:11.

25. (a) På hvilken måde har den salvede rest holdt fast ved „ordet om min [Kristi] udholdenhed“? (b) På hvilken måde må den salvede rest ’holde fast ved det den har’?

²⁵ Den salvede rest har haft „ordet om min [Kristi] udholdenhed“. Den har holdt fast ved dette ord ved at holde det og prøve at leve op til det eksempel på udholdenhed det taler om, nemlig Kristi udholdenhed da han var på jorden som menneske og blev prøvet med hensyn til sin lydighed mod Gud. Resten har ikke fornægtet hans navn, men har bekendt ham som sin leder og som Guds salvede konge, trods nationalisme og totalitære diktatorer som hver især har hævdet at være deres lands eneste leder, Führer eller Duce. De der hører til resten er gået gennem den ’åbne dør’ som Kristus der har „Davids nøgle“, har stillet dem foran. Den kristne tjeneste for Guds messianske rige som de har fået adgang til gennem denne „dør“, har de nægtet at give slip på uanset verdens modstand og forfølgelse. Nu må de holde fast ved denne tjeneste for Riget indtil Kristus kommer, hvilket nu snart sker. De har et godt omdømme hos Gud på grund af deres kristne udholdenhed og tjeneste. De har grund til at håbe på at komme til at herske som konger sammen med Kristus i himmelen. Dette må de holde fast ved. Så vil ingen tage deres krone eller sejrskrans.

26, 27. (a) Hvad vil der ske hvis en af de salvede kristne skulle svigte under prøven på jorden? (b) Hvordan opmuntrer Kristus rigsarvingerne til at holde ud så de kan få den himmelske krone?

²⁶ Der er kun et begrænset antal kongekroner eller sejrskranse i det himmelske rige hvor Kristus regerer; kun 144.000. Hver eneste af disse himmelske kroner skal til sidst bæres af en trofast og værdig kristen. Det ville være en skuffelse for en salvet, åndsavlet kristen, som fra Gud har modtaget håbet om en himmelsk krone, at svigte under prøven her på jorden og dermed vise sig uværdig til den lovede krone således at kronen måtte gives til en anden som bliver kaldet til Riget og som viser sig trofast til enden. For at opmuntre Rigets arvinger til at holde fast ved det de har så de får den himmelske krone, sender Jesus Kristus ved hjælp af Guds ånd følgende budskab til alle menighederne:

²⁷ „Den, der sejrer, ham vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel, og han skal aldrig mere komme bort derfra; og jeg vil skrive på ham min Guds navn og navnet på min Guds stad, det ny Jerusalem, der kommer ned fra Himmelen fra min Gud, og også mit eget nye navn. Den, som har øre, han høre, hvad Ånden siger til menighederne!“ — Åbenbaringen 3:12, 13.

28. (a) Hvad bemærkelsesværdigt er der ved at Kristus bruger udtrykket „min Gud“ fire gange i sit budskab? (b) Da templet tilhører Gud, hvordan kan Kristus da tale om sig selv som den der gør hver enkelt kristen til „en søjle i min Guds tempel“?

²⁸ Læg i dette budskab til „den, der sejrer“ mærke til at Herren Jesus Kristus bruger udtrykket „min Gud“ fire gange. Han hævdede ikke at være den „anden person“ i en treenig Gud hvori hver af de tre „personer“ er lige i magt og evighed. Nej, han anerkender sin himmelske Fader som sin Gud, som den han selv tilbeder, tjener og adlyder. Han anerkender det åndelige „tempel“ som Guds tempel. Han er den der af Gud lægges som „hovedhjørnesten“ i dette åndelige tempel hvori Gud, ejeren, bor „i Ånden“ eller „ved ånd“ (NW). (Efeserne 2:20-22) Men Jesus Kristus bruges af sin Gud som medarbejder, en der bygger med på det åndelige tempel, og derfor kan Jesus Kristus sige at det er ham der gør hver enkelt kristen til „en søjle i min Guds tempel“.

EN EVIG PLADS I GUDS TEMPEL

29. Hvad vil det sige at en kristen sejrvinder bliver gjort til en søjle i Guds tempel?

²⁹ At en kristen sejrvinder bliver gjort til en søjle i dette tempel betyder at han får en evig plads i denne åndelige bygning. Derfor siger den stedfortrædende bygmester Jesus Kristus meget afgjort om en sådan åndelig søjle at „han skal aldrig mere komme bort derfra“. Intet, ikke engang et jordskælv af den slags der hjemsøgte området hvor det gamle Filadelfia lå, ville kunne fjerne en sådan åndelig søjle fra dens plads i Guds tempel. For evigt, uanset hvad der sker og hvilke forhold der opstår, vil en sådan kristen have det velsignede privilegium at tjene som en søjle og støtte for den guddommelige sandhed og den universelle tilbedelse af den eneste levende og sande Gud. (1 Timoteus 3:15, 16; 1 Peter 2:4-6) Hvilken ophøjet tjeneste og hvilket uvurderligt nært samfund med Gud disse sejrvindere opnår!

30. (a) Hvordan ved vi at Jesus her på jorden vidste hvordan hans Faders navn skulle udtales? (b) Hvor på en kristen sejrvinders legeme vil Jesus skrive navnet „Jehova“, og hvad vil dette betegne?

³⁰ I dette løfte til sejrvinderne vidner Jesus Kristus om at hans Gud har et personligt navn. Guds søn har et personligt navn, Jesus, hvortil er føjet titlen „Kristus“. På samme måde har hans Gud også sit eget navn. Jesus kender dette navn på Gud og vil skrive det på hver eneste af sine disciple „der sejrer“. Da Jesus Kristus var på jorden læste han de inspirerede hebraiske skrifter, og han vidste at Guds navn i disse hebraiske skrifter forekommer tusinder af gange. Dér er det stavet med fire hebraiske bogstaver som svarer til bogstaverne JHVH. Jesus Kristus vidste hvordan navnet skulle udtales korrekt. I dag udtales det Jehova eller Jahve, en form der er vundet frem i den senere tid. Det er dette navn Herren Jesus Kristus lover at skrive på hver eneste kristen sejrvinder, uden tvivl på det der svarer til panden, hvor det skrevne navn klart kan ses af alle iagttagere. Ligesom en træl på Bibelens tid fik sin herres navn brændemærket i panden som tegn på at han tilhørte denne herre, således vil „Guds navn“, som af Jesus Kristus anbringes på sejrvinderen, vise at denne tilhører Jehova, Jesu Gud.

31. (a) Hvilket andet ærefuldt navn vil Herren Jesus skrive på sejrvinderen? (b) Hvad er det bemærkelsesværdige ved dette navn, og hvad ligger der i det?

³¹ Sejrvinderen bliver også mærket med et andet ærefuldt navn som han ikke skal skamme sig over, for Herren Jesus tilføjer: „Jeg vil skrive på ham . . . navnet på min Guds stad, det ny Jerusalem, der kommer ned fra Himmelen fra min Gud.“ Ligesom det gamle jordiske Jerusalem var regeringssædet, hovedstaden, i Israels forenede rige, således skal „det ny Jerusalem, der kommer ned fra Himmelen fra min Gud“ være hovedstaden, regeringsorganisationen, for hele Guds skaberværk i himmelen og på jorden. Senere i Åbenbaringens syner så apostelen Johannes denne symbolske by, det ny Jerusalem, komme ned fra himmelen fra Gud for at regere over hele menneskeheden og velsigne den med et fuldkomment styre. (Åbenbaringen 21:2-4) I sig selv betyder navnet Jerusalem „fredens eje“. Når en kristen sejrvinder mærkes med det ny Jerusalems navn af den der har „Davids nøgle“, betyder det at han tilhører denne symbolske by, at han er en del af den, er borger i den. Ifølge Filipperbrevet 3:20 er hans „borgersamfund . . . i Himlene“. Han er medlem af Guds regeringsorganisation. Hvilket ophøjet embede! — Jævnfør Salme 87:5, 6, NW.

32. Hvad er „mit eget nye navn“ som Jesus skriver på „den, der sejrer“, og for hvem bliver dette „nye navn“ til sidst gjort kendt?

³² Den vigtigste person i Guds regeringsorganisation er hans søn Jesus Kristus. Helt i overensstemmelse hermed føjer Sønnen da til sit løfte til „den, der sejrer“ disse afsluttende ord: „Jeg vil skrive på ham . . . mit eget nye navn.“ (Åbenbaringen 3:12) Senere, i Åbenbaringen 14:1-3, vises der at de 144.000 sejrvindere står sammen med Lammet, Jesus Kristus, på det himmelske Zions bjerg og at de har „dets navn og dets Faders navn skrevet på deres pander“. Dér siges det imidlertid ikke at de har Kristi nye navn skrevet på sig. Hvad hans „nye navn“ er, åbenbares ikke, end ikke i Åbenbaringen 19:12, hvor det siges at han har „et navn skrevet, som ingen kender, uden han selv“. Det holdes hemmeligt for andre skabninger, ligesom navnet på den ’hvide sten’ som de kristne sejrvindere får: „På den sten er der skrevet et nyt navn, som ingen kender uden den, der får det.“ (Åbenbaringen 2:17) Kristi nye navn i himmelen vil naturligvis blive kendt af hans 144.000 disciple når han skriver det på dem.

33. (a) Hvem har dannet og givet Jesus Kristus dette „nye navn“? (b) Hvad betyder det for de 144.000 at få Kristi „nye navn“ skrevet på sig? (c) På hvilken tredobbelt måde bliver de belønnet som sejrvindere?

³³ Kristi „nye navn“ i himmelen kendes selvfølgelig af hans Gud, Jehova, for det er Gud der giver ham det. Når tiden er inde vil Jesus Kristus dele dette „nye navn“ med sine 144.000 medarvinger ved, om man så må sige, at skrive det på dem. At de får hans „nye navn“ skrevet på sig, vil sige at de identificeres med ham og tilhører ham i hans nye himmelske forhold til sin Gud. Ingen andre skabninger i himmelen eller på jorden vil få den forret at have en andel i dette meget personlige og højst fortrolige nye forhold som Jesus Kristus har til sin Gud, Jehova. Når dette navn er skrevet på de 144.000 kristne sejrvindere, vil de altså bære navnet på Gud, den himmelske Fader, og navnet på hans søn, Jesus Kristus, og navnet på den himmelske stad, det ny Jerusalem. På denne måde bliver de højt æret, tredobbelt æret, som belønning for at have sejret. De har hørt hvad ånden sagde til menighederne.

[Fodnote]

[Illustration på side 168]

Δαγειδ

David