Jehova ’fremskynder det’
„Jeg, Jehova, vil fremskynde det når tiden er inde til det.“ — Esajas 60:22, NW.
1. Hvilken modsætning er der mellem Jehovas folks og Satans verdens syn på begivenhederne, og hvorfor?
I DAG er det ikke kun i Jehovas himmelske organisation der hersker fryd og jubel, men også overalt i Jehovas Vidners organisation her på jorden. Vor lykke danner en stærk modsætning til det ’mulm’ der helt har opslugt Satans verden. (Salme 144:15) Åndeligt talt har vi mad og drikke i overflod og kan derfor „råbe af glæde af et veltilpas hjerte“. (Esajas 65:13-19, NW) Vi er ikke ladt i uvidenhed hvad angår grunden til den nuværende verdenskrise. Vort håb om snarlig udfrielse ved Guds rige bestyrkes efterhånden som vi ser bibelprofetier blive opfyldt samtidig med at den ubønhørlige nedtælling til Harmagedon fortsætter. Vi ved at „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ „træffer ind til tide“, for synet ’iler usvigeligt mod målet’. — Åbenbaringen 16:14, 16; Habakkuk 2:3.
2. Hvilke tilstande råder tydeligvis i Jehovas organisation, og hvilket spørgsmål opstår nu?
2 Som det er tilfældet i himmelen, er Jehovas teokratiske organisation på jorden evigvarende. Da Jehova desuden er kilden til virkekraft, giver han „den svage“ som håber på ham, „fylde af styrke“. (Esajas 40:29-31) Hans organisation er i livlig virksomhed og i stadig bevægelse. (Jævnfør Ezekiel 1:15-21.) De 47.869 menigheder af Jehovas vidner i 203 lande over hele jorden er velorganiserede til nidkært at være flittige i Rigets gerning. (Mattæus 24:14) Hvordan er denne dynamiske, jordomspændende organisation blevet frembragt?
3. (a) Hvordan er Esajas 60:17 blevet opfyldt i nutiden? (b) Hvilke lignende ordninger bragte fremgang på Bibelens tid?
3 „Organisation“ var titlen på studieartiklerne i Vagttaarnet for 1. og 15. august 1938. Disse behandlede indgående Esajas 60:17, hvor Jehova henvender følgende ord til sin himmelske organisation: „I stedet for kobber bringer jeg guld, og i stedet for jern bringer jeg sølv, og i stedet for træ, kobber, og i stedet for sten, jern; og jeg indsætter fred som dine tilsynsmænd, og retfærdighed som dine arbejdsfogeder.“ (NW) Denne forbedrede tilstand viste sig da Jehovas organisation på jorden fik indgivet ny livskraft. Ligesom guld er mere værdifuldt end kobber (og som tilfældet er med de andre materialer der omtales), sådan er den teokratiske ordning som Vagttårnsselskabet redegjorde for over for Guds folks menigheder dengang i 1938 — og som de helhjertet tilsluttede sig — langt at foretrække for de demokratiske metoder der tidligere blev brugt. Den teokratiske ordning er bibelsk begrundet. Den sikrer god organisering i udførelsen af Guds værk, fuldstændig som på Moses’ tid og i den kristne menigheds første dage, da lignende ordninger bragte fremgang. — 2 Mosebog 18:25; Apostelgerninger 6:3-7; Titus 1:5; 1 Peter 5:1-3.
4. (a) Hvordan blev Jehovas Vidner styrket til de prøvelser de kom ud for i 1939-1945? (b) Hvad viste at Jehova fandt behag i den teokratiske ordning?
4 I 1938, et år før den anden verdenskrigs udbrud, kunne det således siges at ’tilsynsmændene’ og ’arbejdsfogederne’ i alle menigheder var „fred“ og „retfærdighed“. En stærk, forenet organisationsform gav sig udslag i vækst og fremgang. Jehova velsignede sine forenede vidner. Deres antal fordobledes næsten, fra 71.509 til 141.606 i årene 1939 til 1945, trods krigsårenes trængsler og forfølgelse.
’Ikke mere vold’
5. Hvordan har Jehovas folk, i modsætning til verden, kunnet glæde sig over fred?
5 Hvordan er det så gået efter den anden verdenskrig? Der har ikke været fred blandt jordens nationer. Tværtimod forlyder det at mere end 30 millioner mennesker har mistet livet i de „mindre“ krige der er blevet udkæmpet siden 1945. Hele 40 „småkrige“ har raset forskellige steder på jorden samtidig. Hvor lykkelige kan vi derfor ikke være over at tjene i en organisation der har taget afstand fra vold! (Esajas 2:4; Ordsprogene 20:22) Vi er desuden en jordomspændende organisation som nyder fred i sine rækker. Ved at vandre med „fredens Gud“ er vi kommet til at erfare „Guds fred, som overgår al forstand“. — Filipperne 4:7-9.
6, 7. (a) Hvad får Guds folk til tydeligt at skille sig ud? (b) Hvordan er Esajas 60:18 blevet opfyldt på os? (c) I hvilken henseende adskiller vi os især fra udøvere af falsk religion?
6 Da der hersker „fred“ og „retfærdighed“ blandt Jehovas folk, skiller vi os tydeligt ud fra Satans verden. Nogle af dem vi færdes blandt har bemærket dette og sagt: ’Vi beundrer jer, men vi bryder os ikke om jeres tro.’ Men er det ikke netop vores tro der har gjort os til det vi er? Vi er ikke interesseret i de modstridende ideologier og alt det had der skiller nationerne. Vi er derimod interesseret i noget andet, nemlig (1) at undervise ydmyge mennesker i hvordan de kan opnå frelse ved Kristi rige, og (2) at prise Jehova som hans vidner og gøre hans navn kendt for alle folk. Vi er ikke „en del af verden“. — Johannes 17:14, 16.
7 På denne måde har vi haft andel i opfyldelsen af Jehovas løfte: „Der høres ikke mere om vold i dit land, om at der hærges og nedbrydes inden for dine grænser. Og du skal kalde dine mure Frelse og dine porte Lovsang.“ (Esajas 60:18, NW) Al lovsang går til vor Gud, Jehova! Kristenhedens religiøse ledere (og alle deres frafaldne forbundsfæller) vanærer dette navn — ja, de prøver endda hyklerisk at få det fjernet fra bibeloversættelserne! „Men vi vil vandre i Jehova vor Guds navn til fjerne tider, ja, for evigt.“ — Mika 4:5, NW.
8. (a) Hvad opmuntrer Jehova sit folk til i Esajas 60:19-21? (b) Hvilket „skud“ hædrer Jehova, og hvordan?
8 Jehova opmuntrer os til at vandre i hans navn. I Esajas 60:19-21 (NW) forsikrer han sin himmelske organisation om at han vil være „varigt lys“ for den, endda et lys som overgår solen og månen i stråleglans. Åndeligt talt bliver han dens hæder, idet han også opfylder sit løfte angående dens folk: „De er alle retfærdige; for stedse har de landet i besiddelse, et skud af min plantning, mine hænders værk, til min hæder.“ Jehova har sandelig skaffet „landet“ eller sine vidners virkefelt fremgang. Det ’skyder’ af stadig større frugtbarhed idet skarer af nye samles på Rigets side og hjælpes til at iføre sig den kristne personlighed. (Kolossenserne 3:10, 12-14) Dette ’hædrer’ Jehova, bringer hans dyrebare navn ære.
9. (a) Hvordan velsigner Jehova sine vidner i Mexico, og hvorfor? (b) Hvordan reagerede en avis der lagde mærke til deres integritet?
9 Mexico er et aktuelt eksempel på dette. I løbet af de to sidste år er forkyndertallets højdepunkt her steget fra 113.823 til 151.807 — en rosværdig fremgang på 33 procent! (Højtiden til minde om Jesu død blev i 1984 overværet af 695.369.) Vore mexicanske brødre er yderst nidkære i forkyndelsesarbejdet. En avis i byen Monterrey tog for ikke længe siden også notits af deres integritet i spørgsmålet om neutralitet og skrev blandt andet: „Hvilken dyb respekt indgiver deres standhaftighed og deres overbevisnings mod os ikke! Skønt deres børn bliver bortvist fra skolen foretrækker de at forblive loyale mod deres tro, deres overbevisning. Hvordan ville det ikke være hvis alle vi kristne var sådan, uden skel på grund af gruppe eller trosretning? Så ville Mexico være himmerige på jorden.“
10. (a) Hvad viser at Jehovas vidner bærer frugt, selv under forfølgelse? (b) Hvilket spørgsmål melder sig her?
10 Jehovas vidner bliver ved med at frembringe denne lovprisningsfrugt, endog i lande hvor der er stadig forfølgelse. Var det ikke opmuntrende at lægge mærke til i årsrapporten for 1984 at det samlede forkyndertal i 28 lande hvor regeringerne har forbudt vort arbejde eller på anden måde lagt hindringer i vejen for det, er steget med 3,1 procent, til godt og vel en kvart million, og antallet af pionerer med 23 procent? Kan du forestille dig pionertjenesten under de omstændigheder? Hver måned har gennemsnitlig 6905 af vore brødre og søstre i disse lande taget del i den! Hvis du nyder forholdsvis stor frihed der hvor du bor, kunne du da række ud efter den almindelige pionertjeneste, eller måske være hjælpepioner nu og da? — Jævnfør Lukas 17:5, 6.
De ’bliver til tusind’
11, 12. (a) Hvori består første del af det løfte Jehova nu fremsætter? (b) Hvilke eksempler har vi på at ’den mindste bliver til tusind’? (c) Hvad er årsagen til denne hastige vækst?
11 Med sit eget dyrebare navn som garanti giver Jehova nu tre løfter. (Esajas 60:22, NW) Først siger han til os: „Den mindste vil blive til tusind.“ Når du læser Jehovas Vidners årbog hvert år, har du så lagt mærke til hvordan det nogle steder begyndte med bare én eller nogle få forkyndere af Riget, hvor der nu er tusinder? Den pionerbroder, for eksempel, som var den første til at vidne i Chile, lejede en lejlighed og indbød folk til møde om søndagen. Til sidst kom en interesseret som spurgte: „Og de andre, hvornår kommer de?“ Pioneren forsikrede ham: „De skal nok komme.“ Og det gjorde de. Efter omtrent 50 år er denne ene blevet til 23.985.
12 I Italien blev Jehovas vidner grusomt forfulgt af Mussolinis fascistiske regering. I det første efterkrigsår, 1946, var der kun 120 som rapporterede tjeneste. Men tænk på at der kun var omtrent 120 til stede ved pinsen i år 33. Og tænk blot på hvad der siden skete! (Apostelgerninger 1:15; 2:1-4, 41) Nu er Jehovas ånd i en anden forstand blevet udgydt i Italien. På 38 år er forkyndernes antal ifølge den nyeste rapport vokset til et højdepunkt på 119.408, og er dermed meget tæt på at have båret frugt tusind fold. Som i så mange andre katolske lande rundt om på jorden oplever Jehovas vidner i Italien en fænomenal vækst. — Jævnfør Salme 69:10; Esajas 63:14.
„En mægtig nation“
13, 14. (a) Hvordan er anden del af Jehovas løfte blevet opfyldt? (b) Hvordan passer Første Petersbrev 2:9 og Esajas 59:21 ind i denne forbindelse? (c) Hvad har sat større fart i vor forkyndelse?
13 Det andet af Jehovas tre løfter lyder: „Den ringeste [vil blive] til en mægtig nation.“ Det var i sandhed en ringe eller lille rest af de adspredte salvede der blev ført tilbage til Jehovas „land“ eller gunst i 1919. Men den voksede indtil hele det åndelige Israel var kommet ind, i sit fulde antal på 144.000 rigsarvinger. (Romerne 11:25, 26) Som en del af Guds ’hellige nation’ er den salvede rest på jorden i sandhed blevet kaldt ud af mørket ind til hans vidunderlige lys. Den er jublende glad for at forkynde vidt og bredt om sin Guds, Jehovas, dyder. (1 Peter 2:9) Skønt den består af forholdsvis få, har den været mægtig ved Guds ånd. „’Hvad mig angår, så er dette min pagt med dem,’ har Jehova sagt. ’Min ånd som er over dig, og mine ord som jeg har lagt i din mund — de vil ikke vige fra din mund eller fra dit afkoms mund eller fra dit afkoms afkoms mund,’ har Jehova sagt, ’fra nu af og for stedse.’“ — Esajas 59:21, NW.
14 Med denne udtalelse forsikrer Jehova os om at den forkyndelse af „godt nyt om gode ting“ som vi udfører, vil lykkes — og dette beder vi indtrængende om på denne ’Jehovas dag’. Vor forkyndelse har taget fart efterhånden som det billedlige „afkom“ af den salvede rest — ’den store skare’ med dens „afkom“ (nye som den har ført til Guds organisation) — har taget dette frelsesbudskab i sin mund og offentligt bekendt det. Som følge heraf fortsætter alle menigheder med at vokse såvel i åndelig sundhed som i antal. — Romerne 10:10, 15; Salme 118:24, 25; 1 Tessaloniker 3:12.
15. Hvor folkerig er Guds billedlige „nation“ blevet, og hvorfor er den lykkelig?
15 Se hvordan Rigets frugter forunderligt er forøget i nyere tid! Sammen med det store antal der udgør ’den store skare’ består Guds billedlige nation nu af i alt 2.842.531 aktive vidner, et nyt højdepunkt. Dette folk eller denne nation har nu en større befolkning end 92 af verdens lande eller geopolitiske områder. Med glæde fremsiger vi på ny sangerens smukke ord: „Jehovas beslutning står fast evindelig, hvad hans hjerte udtænkte, generation efter generation. Lykkelig er den nation hvis Gud er Jehova, det folk han har valgt som sin arv.“ — Salme 33:11, 12, NW.
’Det bliver fremskyndet’
16, 17. (a) Hvad tyder på at tredje del af Jehovas løfte nu opfyldes? (b) Hvordan har nogle vist deres ægte kærlighed til Gud og Kristus? (c) Hvilken glædesfyldt virksomhed og ånd har medvirket til at „fremskynde det“? (d) Hvordan passer Mattæus 9:35-38 på vor tid?
16 Jehova giver endnu et tredje løfte: „Jeg, Jehova, vil fremskynde det når tiden er inde til det.“ Da vi nu står på tærskelen til „den store trængsel“, er tiden inde til det NU! (Markus 13:10, 18, 19) Det fremgår af den fart hvormed vort arbejde for Riget er gået frem de sidste to år. Hvordan det bliver ’fremskyndet’ kan iagttages overalt på jorden, selv i lande hvor Jehovas vidner må vise at de har kærlighed til Jehova Gud og Jesus Kristus ved at forkynde under trussel om forfølgelse eller andre omstændigheder som bringer endog deres liv i fare. Med pionertallets stadige vækst er det pionererne der går forrest. Og hvilken glæde finder de ikke i Jehovas tjeneste! — Ordsprogene 10:22, NW.
17 Denne glade pionerånd har overalt opmuntret menighederne til at „fremskynde det“, idet de har ønsket at få en andel i den afsluttende indsamling. Selv med den storslåede vækst vi ser, kan vi sige at „høsten er stor, men arbejderne er få“. Så håbløs som verden ser ud i dag, er det på sin plads at vi føler medlidenhed med andre, ligesom Jesus gjorde da han var på jorden, for de er virkelig „medtagne og omtumlede som får uden hyrde“. Derfor ’beder’ vi „høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst“, og vi glæder os over at se vore bønner blive besvaret på en så vidunderlig måde. — Mattæus 9:35-38.
18, 19. Hvordan viser nogle rapporter at arbejdsmarken er ’hvid til høst’?
18 For at tage blot ét af mange opflammende eksempler: I april 1984 rapporterede Ecuador 1048 hjælpepionerer i arbejdsmarken, 106 procent flere end i april det foregående år. I juni rapporterede dette land 12.238 hjemmebibelstudier, en forøgelse på 24 procent for dette år, og 8044 forkyndere, en fremgang på 17 procent. Antallet af tilstedeværende ved mindehøjtiden var steget stærkt, til 40.728, hvilket svarer til at der var mere end fire gæster for hver forkynder. Alle vegne fra kommer der lignende rapporter, og det samlede antal på 7.416.974 tilstedeværende i hele verden ved fejringen af mindehøjtiden den 15. april 1984, viser at markerne er „hvide til høst“ af dem som skal indsamles „til evigt liv“. — Johannes 4:35, 36.
19 Ofte ’fremskynder’ Jehova det på en påfaldende måde. En rejsende tilsynsmand skriver følgende fra junglerne i det nordlige Papua-Ny Guinea: „En mand som blev kontaktet af en specialpioner vendte tilbage til sit isolerede hjem i en bjerglandsby. Adskillige år senere dukkede han op igen ved et kredsstævne — med en anmodning. Denne hidtil udøbte mand havde vidnet så virkningsfuldt for sin landsby og de ’vilde’ der boede deromkring, at landsbyens ældste nu gerne ville have Jehovas vidner til at komme og tage sig af hele områdets åndelige interesser.“ Når sæden én gang er plantet, er det Gud som ’stadig får det til at gro’. — 1 Korinter 3:6.
20. Hvordan har Vagttårnsselskabets afdelingskontorer udvidet mulighederne for at tage sig af arbejdets vækst?
20 På mange måder har Jehova forberedt sit folk til den storslåede vækst som nu viser sig. Vi glæder os over at Jehova i de senere år på en så vidunderlig måde har sørget for øgede arbejdsmuligheder for Vagttårnsselskabets afdelingskontorer. I dag er disse afdelingskontorer udstyret til at tage sig af enorme flokke af „duer“.
21. Hvordan kan vi fortsat være med til at „fremskynde det“?
21 Måtte vi derfor alle være med til at udstråle lyset fra den gode nyhed om Riget til millioner endnu! Lad os vise ’duerne der søger et dueslag’, vejen til „frelse“ bag Guds organisations beskyttende mure og give Ham forøget „lovsang“ ved dens porte. Vor bøn er at den suveræne Herre Jehova og den kristne menigheds hoved, Jesus Kristus — vor elskede konge — vil fortsætte med at „fremskynde det“, efterhånden som forkyndelsen af Riget nærmer sig sin kulmination!
Repetition af denne artikel:
■ Hvilken bemærkelsesværdig opfyldelse fik Esajas 60:17 i 1938?
■ Hvad er vi, i overensstemmelse med Esajas 60:18, interesseret i?
■ Hvordan ’hædrer’ rapporterne fra arbejdsmarken Jehova?
■ Hvilke tre løfter i Esajas 60:22 (NW) nærmer sig nu deres kulmination?
[Illustration på side 18]
Forsiden på Vagttaarnet i 1930rne gengav Ezekiels syn af Jehovas virksomme organisation
[Illustration på side 21]
En sund ’pionerånd’ har bidraget til at høstarbejdet er blevet ’fremskyndet’