-
Hvor er der enhed i denne splittede verden?Vagttårnet – 1984 | 15. juni
-
-
De får også gavn af opfyldelsen af en profeti som blev fremsat på Hoseas’ tid. Denne profet forudsagde at Jehovas tjenere skulle „samles i enhed“ under ét overhoved, Kristus Jesus, i Rigets magt. (Hoseas 1:11, NW) I deres enhed ser de også opfyldelsen af Jesu bøn til Gud om at hans disciple måtte være forenede. Han sagde: „For at de må være ét ligesom vi er ét.“ (Johannes 17:20-22) Over for dem har Jehova altså opfyldt det løfte han udtalte for så længe siden: „Jeg fører dem sammen som en hjord i folden.“ — Mika 2:12, NW.
-
-
Guds forenede ’mægtige nation’ fylder jordenVagttårnet – 1984 | 15. juni
-
-
Guds forenede ’mægtige nation’ fylder jorden
„Den mindste vil blive til tusind, og den ringeste til en mægtig nation. Jeg, Jehova, vil fremskynde det når tiden er inde til det.“ — Esajas 60:22, NW.
1, 2. (a) Hvad er der sket med enhed og orden i verden? (b) Hvad sker der med Jehovas tjenere midt i denne onde verden?
VELINFORMEREDE mennesker er enige om at denne verden bliver stadig mere splittet og forvirrende. I en lederartikel i avisen The New York Times kunne man læse: „Politisk vold spredes jorden over som aldrig før. . . . Der er så megen vold at det er vanskeligt at holde sig à jour med det.“ Artiklen fortsatte: „Sagen er at der ikke længere er nogen der regerer verden og bevarer et skin af orden.“ Dette sammenbrud er netop hvad Guds ord har forudsagt skulle kendetegne vor tid. — 2 Timoteus 3:1-5, 13; Mattæus 24:3-13.
2 For Jehovas forenede tjenere er den omsiggribende uorden et sikkert tegn på at en gammel tingenes ordning nærmer sig sin afslutning, mens en ny opstår. (Lukas 21:28) Men midt i en verden der i stadig højere grad efterligner sin onde gud, Satan Djævelen, renser Jehova sit folk og fører det til en strålende ny ordning. Han samler det om den rene tilbedelse, der er blevet ophøjet som var den på et bjerg, højt hævet over alle andre former for tilbedelse. De der vender sig til denne forenede tilbedelse af den sande Gud, siger så til andre: „Kom, lad os drage til [Jehovas] bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal lære os sine veje, så vi kan gå på hans stier.“ (Esajas 2:2, 3) De der er blevet ført ind i denne forenede tilbedelse ser ivrigt frem til nye himle og en ny jord hvori retfærdighed skal bo. — 2 Peter 3:13.
„Får“ skilles fra „bukke“
3, 4. (a) Hvilke begivenheder har fundet sted siden 1914? (b) Hvordan adskilles mennesker med henblik på overlevelse?
3 Som det kommer til udtryk i Bibelens profetier, blev de „nye himle“ (Guds himmelske rige under Kristi herredømme) oprettet i det afgørende år 1914 — netop da Guds tid var inde. Siden da er udvælgelsen af de 144.000 medregenter i de „nye himle“ stort set blevet fuldført. (Åbenbaringen 14:1-4) Nu lader Jehova kaldet til at være jordiske undersåtter under dette rige udgå til mennesker. De vil overleve „den store trængsel“ og begynde at opbygge en retfærdig ny ordning under Rigets ledelse. — Åbenbaringen 7:9, 14; Mattæus 24:21.
4 Jesus forudsagde denne indsamling med disse ord: „Når Menneskesønnen [Kristus] kommer i sin herlighed [i det himmelske riges magt], og alle englene med ham, da vil han sætte sig på sin herligheds trone. Og alle nationerne skal samles foran ham, og han vil skille folk fra hinanden, ligesom en hyrde skiller fårene fra bukkene. Og han vil stille fårene ved sin højre side og bukkene ved den venstre.“ Med hvilket resultat? Jesus sagde: „Så vil kongen sige til dem ved sin højre side [mennesker der sammenlignes med får]: ’Kom, min Faders velsignede, arv det rige som har været jer beredt fra verdens grundlæggelse.’ . . . Så vil han derpå sige til dem ved sin venstre side [mennesker der sammenlignes med bukke]: ’Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild [evig udslettelse] som er beredt Djævelen og hans engle.’ . . . Og disse skal gå bort til evig afskærelse, men de retfærdige til evigt liv.“ — Mattæus 25:31-46.
5. Hvordan kommer Jehovas barmhjertighed til udtryk nu?
5 Jehova er samtidig en barmhjertig og kærlig Gud. „Han er tålmodig med jer, da han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring.“ (2 Peter 3:9) Før Jehova lader en afslutning komme over denne splittede, krigsførende verden, ønsker han derfor at hans tjenere forkynder budskabet om håb om et evigt liv i en retfærdig ny ordning. I overensstemmelse hermed sagde hans søn: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ — Mattæus 24:14.
6. Hvem gør Jehova brug af i arbejdet med at forkynde Riget?
6 Hvem er det der skal forkynde Riget før enden kommer? Det er indlysende at Jehova ikke vil bruge dem der ikke ønsker at tjene ham. I arbejdet med at forkynde Riget bruger han dem der villigt underkaster sig ham. Denne profeti er blevet opfyldt på resten af det åndelige Israel: „Jeg fører dem sammen som en hjord i folden.“ (Mika 2:12, NW) De „andre får“ har nu del i denne enhed sammen med resten. (Johannes 10:16) Alle disse udgør de internationalt forenede vidner for Jehova. Blandt dem findes der både gamle og unge, mænd og kvinder, for i de inspirerede salmer står der: „I skal lovsynge Jah . . . unge mænd . . . jomfruer, gamle mænd sammen med drenge. Lad dem lovsynge Jehovas navn.“ „De kvinder der forkynder godt nyt er en talrig hær.“ — Salme 68:11, NW; 148:1, 12, 13, NW.
Enig forkyndelse
7. (a) Hvilken enhed findes blandt Jehovas vidner? (b) Hvorfor kan vi være sikre på at denne enhed vil blive bevaret?
7 Jehova, Jesus Kristus og de hellige engle sørger for at den jordiske organisation af forkyndere af Riget kundgør Guds budskab i enhed. (Mattæus 28:19, 20; Johannes 14:26; Åbenbaringen 14:6, 7) Jehovas vidner gør altså hvad Guds inspirerede ord siger. De er „helt forenede i samme sind og i samme tankegang“. ’Enigt og med én mund herliggør de vor Herres Jesu Kristi Gud og Fader.’ — 1 Korinter 1:10; Romerne 15:6.
8. Hvad er meget vigtigt i forbindelse med at fremme enheden i den sande tilbedelse?
8 For at opnå denne enhed i sind, tankegang, hensigt og forkyndelse studerer Jehovas vidner regelmæssigt Guds sandhedsord. Dette gør de på egen hånd, ved de årlige stævner og desuden ved fem menighedsmøder hver uge. På denne måde modtager de forenende åndelig mad fra Jehovas bord. (Mattæus 24:45-47; Hebræerne 10:24, 25) Det erkendes af udenforstående at det er denne bibelundervisning der ligger til grund for deres forenede tilbedelse. Katolikken William Whalen har for eksempel i bladet U.S. Catholic skrevet: „Enhver rigssal [det vil sige enhver af Jehovas Vidners mødesale] byder på mere voksenundervisning i en måned end de fleste katolske kirker i et helt år.“ Ja, hemmeligheden ved at have „samme sind“, „samme tankegang“ og „én mund“ er bibelundervisning.
9. Hvordan kan vi finde ud af hvem det er Jehova benytter til at forkynde budskabet om Riget?
9 Hvis du er i tvivl om hvem det er Jehova benytter til at forkynde hans „gode nyhed om riget“, kan du spørge dig selv: Når nogen kommer og ringer på hos folk for at tale med dem om Guds rige, hvem er det så? Alle ved at det er Jehovas vidner. Hvor tit har medlemmer af andre trossamfund ringet på hos dig for at tale med dig om Jehova og hans rige? Hvor tit sker det at folk overhovedet taler om disse ting? Tilhængerne af denne verdens splittede religioner tier om Jehova og hans rige. Det er faktisk de færreste af dem der ved hvem Jehova er eller hvad hans rige vil betyde for denne jord. Og dog er budskabet om Jehova og hans rige en nyhed som vil ryste verden, for som det forudsiges i Daniel 2:44 vil Jehovas rige snart ’knuse og tilintetgøre alle andre riger men selv stå i al evighed’.
Hastig vækst efter en ringe begyndelse
10. Hvor mange tjenere for Jehova var der før 1914, og hvordan bør vi se på det der blev udrettet dengang?
10 I nyere tid begyndte forkyndelsen af Riget ganske småt. Fra 1870erne til det betydningsfulde år 1914 var der ikke mange forkyndere af Riget, men disse trofaste lagde grundvolden for det som skulle komme. Denne lille begyndelse minder os om det skriftsted der siger at man ikke bør ’lade hånt om de ringe begyndelsers dag’. (Zakarias 4:10) For Jehovas tjenere var tiden før 1914 ’de ringe begyndelsers dag’ men langt mere skulle snart komme.
11, 12. (a) Hvilket vidnesbyrd har vi om at den hellige ånd har virket efter 1914? (b) Hvad skrev en mand for over 30 år siden om forkyndelsesarbejdet, og hvad kan vi sige om det nu?
11 Da den første verdenskrig udbrød i 1914, gik den gamle tingenes ordning ind i sine „sidste dage“. (2 Timoteus 3:1) Riget begyndte også at herske i 1914. (Åbenbaringen 12:10-12) Kristus fik da myndighed til at begynde at adskille „fårene“ fra „bukkene“. Jehovas hellige ånd begyndte således at virke stærkt på hans trofaste tjenere. (Jævnfør Apostelgerninger 2:16-21.) Antallet af forkyndere af Riget voksede fra omtrent 4000 i 1918 til over 260.000 i 1948, en periode på 30 år. Ved omtrent samme tid skrev C. S. Braden, som er professor i religionshistorie: „Jehovas Vidner er bogstavelig talt nået ud over hele jorden med deres vidnesbyrd. . . . Det kan i sandhed siges at ingen religiøs gruppe i verden har lagt større iver og udholdenhed for dagen i et forsøg på at udbrede den gode nyhed om Riget end Jehovas Vidner.“
12 Det er imidlertid nu over 30 år siden! I dag er der mere end 10 gange så mange forkyndere af Riget jorden over som der var i 1948. Hvis vi allerede dengang, med professor Bradens ord, var „nået ud over hele jorden“, hvad så i dag? Og vi kan sige med sikkerhed at der vil komme langt mere i den nærmeste fremtid!
13. Hvilken udvikling over hele verden viser at Esajas 60:22 nu bliver opfyldt?
13 Rapporter fra over 200 lande fortæller om vækst i antallet af forkyndere. For at holde trit med forkyndertallet har man mange steder bygget nye afdelingskontorer, eller man har udvidet de gamle. Man gør brug af nye maskiner, nye og hurtigere trykkemetoder og datamater, og i de voksende betelfamilier verden over er der villige arbejdere. Denne hurtige vækst siger os at vi nu med egne øjne ser opfyldelsen af det opmuntrende løfte der for længe siden blev udtalt angående Guds trofaste og tålmodige tjenere: „Den mindste vil blive til tusind, og den ringeste til en mægtig nation. Jeg, Jehova, vil fremskynde det når tiden er inde til det.“ (Esajas 60:22, NW) Der er ingen tvivl om at Jehovas vidner bliver åndeligt udrustet og organisationsmæssigt forberedt til at aflægge det største vidnesbyrd om Jehova og hans rige i historien!
14. Hvorfor kan vi sige at Jehovas tjenere er godt på vej til at blive „en mægtig nation“?
14 I dag er der over to og en halv million aktive kristne forkyndere af den gode nyhed. De er fordelt på over 46.000 menigheder i hele verden. Da Jehovas vidner den 29. marts 1983 samledes for at mindes Kristi død, mødte 6.767.707 op for at vise deres interesse for Guds rige. Dette tal overstiger indbyggertallet i næsten to tredjedele af de enkelte lande i verden! Der er ingen tvivl om at Jehovas forenede tjenere er godt på vej til at blive „en mægtig nation“, skønt de er relativt få i sammenligning med hele verdens befolkning på omtrent fire og en halv milliard. — Mattæus 7:13, 14.
15. Hvordan er det gået med at indsamle de symbolske får i de senere år?
15 I den senere tid har indsamlingen af symbolske får taget fart. Retsindige mennesker strømmer nu til Jehovas organisation for at tilbede. Derved er de med til at opfylde et betagende løfte i Haggaj 2:7, hvor Jehova siger: „Jeg vil ryste alle folkene, og da skal alle folkenes skatte komme hid, og jeg fylder dette hus med herlighed.“ Disse ydmyge mennesker der kaldes „folkenes skatte“, siger til Jehovas tjenere: „Vi vil gå med eder; thi vi har hørt, at Gud er med eder.“ — Zakarias 8:23.
16, 17. Hvordan vil Jehova bruge sit folk før han lader enden komme over denne ugudelige tingenes ordning?
16 Jehova vil snart bruge sin voksende synlige organisation på en anden måde: Til at overbringe denne tingenes ordning Guds endelige domsbudskab. Dette kan sammenlignes med det påbud israelitterne fik da de havde marcheret rundt om Jeriko én gang om dagen i seks dage: „Den syvende dag skal I gå rundt om byen syv gange, og præsterne skal støde i hornene. Når . . . I hører hornets lyd, skal alt folket opløfte et vældigt krigsskrig; så skal byens mur styrte sammen.“ På den sidste dag blev der altså udført et syv gange så stort arbejde! Så lød hornene, folket opløftede et krigsskrig; og „da styrtede muren sammen“. — Josua 6:2-5, 20.
17 I dag bringer vi sandhedens vand ud til folk for at opmuntre dem til at vende sig til Jehova. Men den dag vil snart komme da budskabet ændrer karakter. Det vil komme til at dreje sig om den nært forestående afslutning på hele denne sataniske ordning. Sandhedens vand vil fryse og blive til hårde hagl. Disse sidste domsbudskaber vil være så kraftige at de kan sammenlignes med „store hagl af en talents vægt“, det vil sige gigantiske. Derfor siges der i Åbenbaringen 16:21: „Plagen var meget stor.“
„En mægtig nation“ fylder jorden
18. (a) Er Guds rige en virkelig regering? (b) Hvad vil Riget til sidst gøre, ifølge Daniel 2:35?
18 Guds rige som Jehovas vidner viser troskab, er en regering, en virkelig regering. Styret udøves af Kristus og hans 144.000 medregenter i himmelen. Der er konkrete love, ja en grundlov — Guds ord. Der er også konkrete undersåtter der udgør en voksende nation, millioner af undersåtter der er forenede som ét folk. Og Bibelen forudsiger at når dette messianske rige har knust alle verdens regeringer så de ikke længere findes, vil det ’fylde hele jorden’. (Daniel 2:35) Hvordan vil dette gå til?
19, 20. Hvordan vil Jehovas tjenere blive „en mægtig nation“ i den fulde betydning?
19 De der overlever Harmagedon vil begynde at opbygge det paradis Jesus talte om i Lukas 23:43. (Åbenbaringen 16:14, 16) Senere vil der „finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige“. (Apostelgerninger 24:15) Under Kristi tusindårige herredømme i Rigets magt vil alle få mulighed for at tage standpunkt for Riget. De der ikke ønsker et retfærdigt herredømme vil blive fjernet. (Åbenbaringen 20:6, 11-15) Ved slutningen af de tusind år vil enhver der lever på jorden således være en hengiven tilbeder af Jehova! Til den tid vil Esajas 11:9 have fået sin fulde opfyldelse: „Landet er fuldt af [Jehovas] kundskab, som vandene dækker havets bund.“
20 Hvilken vidunderlig tid vil det ikke blive! Enhver man møder vil være en tilbeder af Jehova, og alle vil have „samme sind“, „samme tankegang“ og „én mund“. Milliarder af sådanne forenede tilbedere, opløftet til menneskelig fuldkommenhed, vil opfylde den paradisiske jord. Så vil de i sandhed udgøre „en mægtig nation“, den mægtigste nation der nogen sinde har levet på jorden. Nej, en forenet menneskehed er ikke blot en drøm. Den er ved at blive tilvejebragt netop nu! Er du en del af den?
Spørgsmål til repetition
■ Hvad sker der med Jehovas folk mens verden bliver stadig mere splittet?
■ Hvilket stort adskillelsesarbejde foregår netop nu?
■ Hvorfor kan vi være sikre på at Jehovas tjeneres enhed vil blive bevaret?
■ Hvordan udvikler Jehovas synlige organisation sig til „en mægtig nation“, og hvad vil det føre til?
[Illustration på side 15]
Som en hyrde skiller fårene fra bukkene, adskiller Jesus Kristus i Rigets magt i dag menneskene
[Illustrationer på side 17]
Ebina, Japan
Abidjan, Elfenbenskysten
Ingleburn, Australien
Enebakk, Norge
Ajalvir (Madrid), Spanien
Betelhjem og trykkerier bliver bygget eller udvidet til fremme af forkyndelsen af Riget
-