Religiøs sandhed er ikke et spørgsmål om det enkelte menneskes personlige mening, men om hvad Gud selv har fremholdt i sit skrevne ord. Det tilkendegav Jesus da han i sin bøn sagde: „Hellige dem ved sandheden! dit ord er sandhed.“ (Joh. 17:17) Guds ord er den målestok hvormed man kan afgøre hvad der er sandhed. Mennesker der er besluttet på at holde fast ved en religiøs overbevisning der ikke står mål med denne målestok vil, forståeligt nok, frygte sandheden. De ønsker ikke at se den kendsgerning i øjnene at deres dyrebare tro kun er et produkt af menneskers fantasi der er blevet overleveret fra slægt til slægt. Sådan forholdt det sig med de nidkære tilbedere af Artemis, der troede at det billede af hende som de tilbad i hendes skønne tempel, var faldet ned fra himmelen. Når vi nu ser tilbage på den tid kan vi let indse at de troede på et tomt bedrag men at apostelen Paulus fortalte dem sandheden. I vore dage er det andre former for tomt bedrag der er fremherskende.

Sandhedens gavnlige virkninger

Hvorfor skulle nogen frygte sandheden? Den lænker dem ikke til overtroisk frygt og byrdefulde religiøse ritualer. Den lægger ikke et tungt åg på dem. Den forlanger ikke at de spilder deres hengivenhed og penge på stumme afguder. Sandheden frigør. De mennesker der lyttede til Paulus og tog imod de sandheder han forkyndte, erfarede en frihed der kan sammenlignes med den frihed en fange erfarer når han løslades. Det var den sammenligning Esajas drog da han sagde: „Den Herre [Jehovas] Ånd er over mig, fordi han salvede mig; han sendte mig med glædesbud til ydmyge, med lægedom for sønderbrudte hjerter, for at udråbe frihed for fanger og udgang for dem, som er bundet.“ (Es. 61:1) Jesus citerede dette skriftsted og anvendte det på sig selv og den kristne missionærgerning han påbegyndte.

Sandheden højner et menneskes syn på livet og giver det noget mere at leve for end de selviske mål denne verden stiler mod. Den giver det et fast holdepunkt i tilværelsen i disse urolige tider, en høj moralsk standard, såvel som et varmt, fredeligt og tillidsfuldt forhold til mennesker overalt i verden der har den samme tro. Det er det Jehovas vidner oplever i den nye verdens samfund. For dem der lader sig lede af den kristne sandhed, åbner der sig en vej til liv som rækker ind i den endeløse fremtid. „Dette betyder evigt liv at de tilegner sig kundskab om dig, den eneste sande Gud, og om den du udsendte, Jesus Kristus.“ — Joh. 17:3, NW.

Jehovas vidners nidkære forkyndervirksomhed har samme hensigt som Paulus’: at bringe andre mennesker Guds ords frigørende sandheder. Når de kommer til Deres dør, så tænk på apostelen Paulus’ bestræbelser for at forkynde sandheden for indbyggerne i Efesus, Antiokia, Lystra og andre byer. Vær ikke bange for at lytte til dem. Vær som de retsindige mennesker i Berøa. Da Paulus talte til dem „tog [de] imod ordet med al god vilje og granskede daglig skrifterne, om dette forholdt sig således“. — Ap. G. 17:11.

Overlevering kontra Skriftens ord

● Richard Whately, der var ærkebiskop af Dublin i det nittende århundrede, forstod hvilken svækkende indflydelse menneskers overleveringer kunne have. Han sagde: „Overleveringerne, som de holdes i hævd af katolikkerne, står ikke på højde med Skriften, men er afhængige af den, næsten ligesom snylteplanter er afhængige af de træer de vokser på. Førstnævnte klynger sig til sidstnævnte og hviler derpå. Ganske langsomt overskygger overleveringernes egne blade Skriften, og lidt efter lidt svækkes Skriften for til sidst at kvæles.“ (The New Dictionary of Thoughts) Intet under at Jesus fordømte menneskers overleveringer: „Hvorfor overtræder I selv Guds bud for jeres overleverings skyld?“ — Matt. 15:3.