dette har efterladt sine spor. Men nu da friheden er kommet inden for vor rækkevidde, så lad os i resten af vor levetid sætte os et højere mål, nemlig at være velbehagelige tjenere i Guds øjne. Peter formaner sande kristne til at følge denne vej: „For at han må leve resten af sin tid i kødet ikke længere for menneskers begæringer, men for Guds vilje. Thi det er tilstrækkeligt, at I i den tid, der er gået, har efterfulgt folkeslagenes vilje, da I vandrede i løsagtighed, lyster, overdrivelser med vin, frådserier, drikkelag og afgudsdyrkelser uden lovmæssig holden igen.“ — 1 Pet. 4:2, 3, NW.

24. Sammenlign vore handlinger fra dengang, vi var under trældom, med den frugt, vi bærer, efter at vi er blevet udfriet.

²⁴ Den handel og vandel, som kristne førte, dengang de var i trældom under Satans organisation, og som de nu er ophørt med, beskriver og kommenterer Paulus meget klart: „Men kødets gerninger er åbenbare, og de er: utugt, urenhed, løsagtighed, afgudsdyrkelse, udøvelse af spiritisme, fjendskaber, stridbarhed, skinsyge, vredesanfald, skænderier, splittelser, sekteriske dannelser, misundelse, drikkelag, frådserier og lignende ting. Angående disse ting advarer jeg jer forud, på samme måde som jeg allerede har advaret jer, om at de, der øver sådanne ting, ikke skal arve Guds rige.“ Læg som modsætning mærke til, hvad den kristnes nyvundne frihed fra satanisk trældom betyder for ham, og hvilken frugt, den bærer. „På den anden side er åndens frugt kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed, selvbeherskelse. Imod sådanne ting er der ikke nogen lov. Endvidere fastnagler de, som hører Kristus til, kødet sammen med dets lidenskaber og begæringer.“ — Gal. 5:19-24, NW.

25, 26. a) Hvilket hverv påhviler der de udfriede, og hvordan bliver det udført? b) Hvad må de, som ønsker at blive genløst, bryde med?

²⁵ Vi befrier ikke alene os selv fra Satans trældomsåg, men vi har også til opgave at udfri andre, så de kan tage mod Kristus Jesus som deres genløser og gribe denne sande frihed. Den kristne tjeners hverv er det samme som Jesu, da han med et citat fra Esajas sagde: „Jehovas ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde det gode budskab for de fattige. Han sendte mig ud for at prædike for fangerne, at de skal lades løs.“ (Luk. 4:18, NW; Es. 61:1) Ved at prædike Jesus Kristus som menneskets eneste genløser tilskynder og formaner vi fangerne og trællene til at gå ud og tage imod friheden. „Derfor, kom ud fra dem, og skil jer ud,“ siger Jehova, „og hold op med at røre ved det urene“. — 2 Kor. 6:17, NW.

Koranen — et litterært mirakel?

„Vagttaarnet“ påbegynder hermed en artikelserie om Koranen under følgende overskrifter: „Koranen — et litterært mirakel?“, „Koranen — bekræftelse af tidligere skrifter?“, „Koranen — i harmoni med sig selv?“ og „Koranen — af Gud eller af mennesker?“ I denne serie vil der blive foretaget sammenligninger med Bibelen. Skønt artiklerne handler om det muhammedanske syn på Koranen, vil de være af virkelig værdi også for andre på grund af disse sammenligninger med Bibelen, idet Koranen er blevet kaldt Bibelens nærmeste rival.

TÆNK dig, at du tog ud på en lang rejse, og ved en korsvej mødte du tilfældigvis en ven, hvis bestemmelsessted var det samme som dit. Du fortæller din ven, hvilken rute du agter at følge, og han prøver straks at overbevise dig om, at du rejser i den forkerte retning. Ville du blive vred på ham, fordi han gjorde dig opmærksom på, at du og dine ledsagere har begået en fejl, og så slå ham og fortsætte ad din planlagte rute? Naturligvis ikke.

I stedet for ville I begge roligt fremsætte jeres grunde til at mene, at netop jeres vej var den rigtige, og derefter ville I uden tvivl sammenligne kilderne til jeres oplysninger. For når alt kommer til alt, ønskede I begge at komme til jeres bestemmelsessted, ikke sandt?

Det foregående er en god illustration af, hvordan vi bør betragte denne artikelserie om Koranen og sammenligne den med Bibelen. Både muhammedanere og kristne rejser på livets vej, og begge parter er overbeviste om, at de går i den retning, der fører til evigt liv i lykke. Dog går de i modsatte retninger, fordi de har rådført sig med forskellige oplysningskilder; den ene følger Koranens ledelse, den anden Bibelens. Hvad er rigtigt?

Inden vi går videre, må vi gøre os klart, at ingen bør bedømme Bibelen efter nogen af de populære religioner i den såkaldte kristenhed, for de genspejler ikke et sandt billede af den. I virkeligheden har kristenheden absolut ingen ret til navnet „kristen“, for dens læresætninger, dens korstog, dens krige, dens politik, dens kommercielle udbytterforetagender, dens raceadskillelse og undertrykkelse af folkene er så fjernt fra, hvad Kristus Jesus lærte og praktiserede, „som østen er fra vesten“. Lad derfor ingen muhammedaner forkaste den sande kristendom og ignorere Bibelen, blot på grund af den afskyelige beretning, den frafaldne kristenhed har skrevet på historiens blade.

Som alle muhammedanere ved, blev Koranen givet dem af Muhammed, en araber, som blev født i slutningen af det sjette århundrede i Mekka og døde i Medina den 8. juni