vægt og det pres, det stadigt voksende tal fører med sig. Den må være modstandsdygtig over for enhver vildfarelse og ethvert fordærv, der eventuelt kunne følge med dem, som nylig har forladt den falske religion. De, som slutter sig til organisationen, må ikke få lov til at bringe, nogen af deres falske lærdomme, urette tanker eller forkerte handlemåder med ind i den. Den slags må efterlades udenfor, ligesom man affører sig en snavset, ildelugtende klædning. Der bliver givet dem rene klæder, som identificerer dem. Ingen må lægge hindringer i vejen for disse hjemvendende fanger. Modstå ikke udvidelsen af de foranstaltninger, der træffes for at tage imod dem, og formén dem ikke adgang til at udføre et stykke arbejde. Giv plads for disse sønner fra det fjerne. Der vil komme mange flere endnu, og de vil forblive i Guds tjeneste en lang tid fremover — ja mindst tusinde år. Den genoprettede rest byder dem velkommen til den eneste trygge bolig. „Se på Zion, vore højtiders by! Dine øjne skal skue Jerusalem, et sikkert lejrsted [en tryg bolig, AS], et telt, der ej flytter, hvis pæle aldrig rykkes op, hvis snore ej rives over. [Der vil Jehova være med os i majestæt, AS].“ (Es. 33:20, 21) Det er et evighedens telt, der aldrig vil blive flyttet ved fjendemagt. Byer skal bygges op og ørkenen blomstre. Byerne er de retfærdiges menigheder, der er grundlagt til Jehovas pris. Ørkenen er de golde områder, hvor sandheden må forkyndes, så dette vand kan gøre dem frugtbare og give vækstmuligheder. Der skal meget vand til, og de øde steder lader sig nu overrisle af det, og hvilken vidunderlig vækst erfarer vi ikke! Tænk på nogle af de lande, hvor missionærer og andre har arbejdet i den sidste halve snes år, steder, der førhen var udtørret for sand religion, men som nu frembyder blomstrende byer (menigheder), ørkener i fuldt flor, vinmarker, der bugner af retfærdighedens frugter, og træer, der har slået rod og vokser frodigt.

²⁵ Den sande religion er blevet genoprettet, og der udføres et stort, frugtbringende arbejde i forbindelse med den. Den fremmede kan ikke gå vild. Thi han „har lyst til Jehovas lov, og . . . grunder på hans lov både dag og nat. Han er som et træ, der, plantet ved bække, bærer sin frugt i rette tid“. (Sl. 1:2, 3) „Retfærds frugt er et livets træ.“ (Ordsp. 11:30) „De skal bygge på ældgamle tomter, rejse fortidsruiner, genopbygge nedbrudte byer, der fra slægt til slægt lå i grus.“ (Es. 61:4) Den salvede rest og den store skare udfører i sandhed et vidunderligt arbejde på denne dag, og så er det endda kun begyndelsen af genopbygningsprogrammet, for den nye verdens byggearbejde skal fortsætte i tusinde år!

26. Hvem er meddelagtige i det arbejde, som „murbrudsbøderen“ og „genskaberen af farbare veje“ udfører, og hvordan er de det?

²⁶ Herren Jesus har brugt sine trofaste salvede til at hele det gabende brud og under mange års kamp og lidelser genoprette den rene og sande religion, der herliggør hans Faders hellige navn. Der er nu en banet og farbar vej at følge for dem, som redder sig ud af Babylon, den store. Derfor kaldes Kristus „murbrudsbøder“ og „genskaber af farbare veje“. Det er kundskaben om Jehova og om vor Herre Jesus Kristus, der fremelsker den sande religion, og den lovpriser og herliggør dem og tilskynder os til i glad og villig lydighed at gøre Guds vilje i tro. Handler vi således, har vi et urokkeligt håb, og dette håb om liv vil knytte os ganske nær til Jehova og hans søn. Dyrk derfor den sande religion og hjælp andre til at gøre det samme til evig gavn for dem og til ære og ophøjelse af Jehovas navn.

(The Watchtower, 1. marts 1954)

Kæmper de efter reglerne?

FOR at opnå livet i Guds nye verden må den kristne følge visse regler, de regler, der findes fremsat i Guds hellige ord, Bibelen. Disse regler går ud på, at en kristen må kunne opvise gerninger sammen med sin tro, idet han må være en aktiv forkynder af det gode budskab om Guds rige. Hvis en ikke kan eller vil undervise andre i dette gode budskab, retter han sig ikke efter reglerne. Således siger Kristi apostel: „Hvad du hørte af mig i mange vidners nærværelse, skal du betro til pålidelige mennesker, som vil være duelige til også at lære andre. . . . Og når nogen deltager i væddekamp, vinder han ikke sejrskransen, hvis han ikke kæmper efter reglerne.“ — 2 Tim. 2:2, 5.

Man kan ikke vinde det evige livs sejrskrans, medmindre man følger reglerne ved at undervise i det gode budskab. Kæmper kristenhedens skarer af kirkegængere for troen efter reglerne? Præsteskabet og kirkegængerne selv mener utvivlsomt, at de gør. En luthersk præst sagde ifølge Chicago Daily News for 26. oktober 1953: „Eftersom Kirkernes Verdensråds møde i Evanston nærmer sig, skulle amerikanske kristne bede om nåde til at se sig selv, som andre ser dem.“ „Kristne alle andre steder,“ sagde han, er bekymrede over „vor overfladiske kirkelighed“, og „de spørger, om vore medlemmer virkelig er fast forankrede i den kristne tro“.

Når nu kirkegængere alle vegne spørger, om amerikanske „kristne“ følger reglerne, ville det være på sin plads at spørge alle kristenhedens såkaldte kristne om det samme. Lever de virkelig op til den fundamentale regel, Mesteren selv indførte? — „Dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene.“ — Matt. 24:14.

Ser vi de enkelte kirkegængere med kraft forkynde det gode budskab om Guds rige og undervise andre? De synes jo ligefrem at være bange for at vidne om deres tro for andre! De er kun Ordets hørere, og endda kun dårlige hørere, for præsteskabet må lokke dem ind i kirkestolene ved at lave kirkerne om til selskabsforeninger, hvor spisning, dans og spil er det, der drager, ikke Guds ord. En nærmere undersøgelse af de såkaldte kristne afslører, at de er fuldstændig sløve over for alt, hvad der hedder kristendom. Hvor tydeligt er det ikke, at kristenhedens „kristne“ ikke lever op til de grundlæggende regler, Kristus har indført, og derfor er de ikke „fast forankrede i den kristne tro“!