Huset fyldes med herlighed

„Og jeg fylder dette hus med herlighed, siger hærskarers Jehova.“ — Haggaj 2:7.

Søndag formiddag den 26. juli 1953 holdt vicepræsidenten for Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab følgende foredrag under Jehovas vidners stævne, Den nye verdens Samfund, på Yankee Stadium i New York. Det var sidste dag, og foredraget blev hørt af 131.419 konventsdeltagere.

 1. Hvilket hus skal fyldes med herlighed, og i overensstemmelse med hvilket løfte?

DET hus, der skulle fyldes med herlighed, var et tempel, som var indviet til hærskarers Jehova. Han lovede at fylde det med herlighed. Hans løfte herom var det store højdepunkt i en profeti, der er af allerstørste vigtighed for alle nationerne. „Thi så siger hærskarers Jehova: Endnu en gang om en liden stund vil jeg ryste himmel og jord, hav og tørt land, og jeg vil ryste alle folkene, og da skal alle folkenes skatte [attrå, Da] komme hid, og jeg fylder dette hus med herlighed, siger hærskarers Jehova.“ — Hag. 2:6, 7.

 2, 3. Hvad var den historiske baggrund for denne profeti, da den først blev fremholdt?

² Baggrunden for denne profeti, der blev fremholdt for over fire og tyve århundreder siden, var dengang et beskedent tempel, hvis opførelse ikke engang havde stået på en måned. Det blev bygget på Morija bjerg i Jerusalem, hvor også kong Salomos tempel tidligere havde ligget. Efter at babylonierne havde ødelagt Salomos tempel i år 607 f. Kr., havde dette hellige sted og hele byen, ja hele Judas rige, ligget øde hen uden folk eller fæ i halvfjerdsindstyve år. Det var Guds dom over folket, fordi de bestandig overtrådte den pagt, som Jehova Gud med Moses som mellemmand havde sluttet med deres stamfædre. (3 Mos. 26:27-35; 1 Kong. 9:6-9) En rest af de revsede israelitter havde formået deres Gud Jehova til at åbne dem en mulighed for at slippe ud af fangenskabet i Babylon og vende tilbage til deres hjemland. I hvilken hensigt? Først og fremmest for at genopbygge Jehovas hus på den gamle tempelplads, så den sande tilbedelse af ham kunne blive genoplivet og atter foregå på dette sted. På grund af fjendernes modstand og den persiske regerings hindrende indgreb tabte den genoprettede rest den egentlige hensigt med deres tilbagevenden til hjemlandet af syne. Til vanære for deres Gud, Jehova, ophørte de med at arbejde på templet og lod det ligge hen, skønt byggeriet knap nok var begyndt. — Luk 14:29, 30.

³ Fordi de valgte at adlyde mennesker som deres herskere fremfor Gud, havde de ikke nogen fremgang i de seksten år, Jehovas hus lå forladt. For at opildne den jødiske statholder Zerubbabel, den levitiske ypperstepræst Josua og hele den genoprettede rest fyldte Jehova Gud sin profet Haggaj med den hellige ånd og lod ham opmuntre dem til at tage tempelarbejdet op på ny og indfri deres højtidelige løfte til Gud. I tro til Gud genoptog resten arbejdet på templet. En måneds tid senere, da tingene var begyndt at tage form, blev Haggaj inspireret af Guds ånd til at fremholde den gribende og opildnende profeti, vi her har citeret. — Hag. 1:1 til 2:9.

 4. Hvoraf kan vi se, om Haggajs profeti fik sin opfyldelse på det bogstavelige tempel i Jerusalem, og hvad gjorde Gud for sit folk i 1919, og i hvilken hensigt gjorde han dette?

⁴ Haggajs profeti fik aldrig sin fulde opfyldelse på det tempel, som statholderen Zerubbabel var færdig med at bygge fire år senere, og heller ikke på Herodes’ tempel, der blev opført senere, selv om også Jesus Kristus kom i dette tempel og lærte i dets forgårde. Præsteskabet og andre jødiske religionsledere ved dette tempel tillod ikke, at det blev fyldt med nogen herlighed ved Jesu Kristi eller hans apostles medvirken. I året 70 e. Kr. blev det sat i brand af romerne og ødelagt. Det vil aldrig blive genopbygget, således at Haggajs profeti kan gå i opfyldelse på det. Men i 1919, knap et halvt år efter den første verdenskrigs ophør, handlede Gud på lignende måde, som dengang han genoprettede den jødiske rest og lod dem vende tilbage fra Babylon i året 537 f. Kr. Han udfriede en rest af sine salvede vidner fra det større Babylon, Djævelens verdensorganisation, der med vold havde lagt hånd på Jehovas vidner under den første verdenskrig og ført dem i fangenskab imod deres vilje. Guds hensigt med at udfri dem var den samme som for den jødiske rests vedkommende, der levede på profeten Haggajs tid — tempelarbejde. Så længe den genoprettede rest af Jehovas salvede vidner koncentrerede sig om dette tempelarbejde, ville de have åndelig fremgang.

 5. Hvilke kendsgerninger i forbindelse med Guds trone og fodskammel viser, at der ikke er brug for noget bogstaveligt tempel i dag?

⁵ Hvori bestod dette tempelarbejde? Det bestod ikke i opførelsen af et bogstaveligt tempel af jordiske materialer, hverken i Jerusalem eller 124 Columbia Heights, Brooklyn, New York, eller noget andet sted. Der er ikke brug for et bogstaveligt tempel i vor tid. Et sådant tempel ville være ganske utilstrækkeligt som Guds hus. „Så siger Jehova: Himmelen er min trone og jorden mine fødders skammel. Hvad for et hus vil I bygge mig, og hvad for et sted er min bolig?“ (Es. 66:1) Jehovas himmelske trone blev symbolsk fremstillet ved sonedækket på pagtens ark, der stod i det allerhelligste i Jerusalems tempel. På sonedækket var anbragt to keruber af guld med udbredte vinger, begge med ansigtet vendt ind mod midten. Her blev Jehova symbolsk fremstillet som tronende midt blandt keruber, og hans herligheds glans, kaldet shekina’en, oplyste templets allerhelligste, der ikke fik lys fra nogen anden lyskilde. Fra dette sted meddelte Jehova sig til sit folk Israel. Men disse ting var kun symboler. Guds sande trone er i himlene. Det er der, han regerer som universets øverste hersker. Jorden, hvor hans bogstavelige tempel engang stod på Morija bjerg, er for ham som en fodskammel, hvorfra han træder op og tager sæde på sin høje trone.

 6. Hvorledes viste Salomos bøn, at han til fulde indså, at det tempel, han indviede, var utilstrækkeligt, og hvorfor var det alligevel på sin plads, at israelitterne og de fremmede vendte sig imod det, når de bad til Gud?

⁶ Intet tempel gjort af mennesker, lige meget hvor stort det måtte være, kan huse eller rumme den Højeste. Salomo blev grebet af ærefrygt ved tanken herom. Da han indviede det prægtige tempel, som han havde bygget, og Jehovas herlighed på mirakuløs måde fyldte huset med en sky, sagde Salomo i sin bøn til Gud: „Men kan Gud da virkelig bo på jorden [i et jordisk tempel]? Nej visselig, himlene, ja himlenes himle kan ikke rumme dig, langt mindre dette hus, som jeg har bygget!“ Salomos tempel kunne umuligt være stedet, hvor Jehovas virkelige trone stod. Ikke desto mindre viste Gud respekt for dette tempel på grund af det, det symboliserede, og på grund af det, det pegede frem til, og han holdt et vågent øje med det og stedfæstede der sit uforlignelige navn. Han sagde til Salomo: „Jeg har helliget dette hus, som du har bygget, for der at stedfæste mit navn til evig tid, og mine øjne og mit hjerte skal være der alle dage.“ (1 Kong. 8:27-30; 9:3, 7) Da Jehova var nærværende der på repræsentativ vis, var det ret og rigtigt, at israelitterne og de retsindige fremmede vendte sig mod templet, når de bad, som vendte de rent bogstaveligt deres ansigt imod ham, når de bad ham om noget. Salomo bad: „Selv den fremmede, der ikke hører til dit folk Israel, men kommer fra et fjernt land for dit navns skyld . . . når han kommer og beder, vendt mod dette hus, da høre du det i himmelen, der, hvor du bor, og da gøre du efter alt, hvad den fremmede råber til dig om, for at alle jordens folkeslag må lære dit navn at kende og frygte dig ligesom dit folk Israel og erkende, at dit navn er nævnet over dette hus, som jeg har bygget.“ — 1 Kong. 8:30-43.

 7. Hvad sagde Stefanus og siden Paulus, der viste, at Gud ikke på repræsentativ vis bor i noget menneskegjort tempel?

⁷ Denne symbolismens tid er nu forbi. Der vil aldrig igen blive bygget noget tempel for Jehova på Morija bjerg, og det vil derfor ikke være nødvendigt at nedrive den store muhamedanske klippemoské for at opføre et tempel som det, der blev skildret i Ezekiels syn. (Ez. 40:1 til 46:24) Hvor modstridende med de hellige skrifter er det derfor ikke, når en eller anden religion bygger basilikaer, katedraler og kirker for at huse det, de kalder „hostien“, nadverbrødet, som præsterne påstår, de forvandler til Gud! Den Allerhøjeste bor ikke nu i noget tempel, gjort af menneskehænder, og han er heller ikke repræsenteret der ved nogen „hostie“ eller noget andet symbol. Den kristne martyr Stefanus forklarede dette ganske tydeligt for det jødiske synedrium i Jerusalem, mens Herodes’ tempel endnu lå der, og han sagde: „Det blev [kong] Salomon, som byggede ham et hus. Dog, den Højeste bor ikke i huse, gjorte med hænder, men som profeten siger: Himmelen er min trone og jorden mine fødders skammel. Hvad for et hus vil I bygge mig? siger Herren [Jehova, NW], eller hvor er stedet, jeg skulle hvile på? Er det ikke min hånd, som har skabt alt dette?“ Mange år senere gentog apostelen Paulus denne sandhed for de hedenske athenere og sagde: „Gud, som har skabt verden og alt, hvad der er i den, han, som er himmelens og jordens herre, bor ikke i templer, gjorte med hænder, han tjenes heller ikke af menneskers hænder, som om han trængte til noget, han, som jo selv giver alle liv og ånde og alt andet.“ (Ap. G. 7:47-50; 17:24, 25) De, som bekender at være kristne, og som på det ene eller det andet grundlag er blevet overtalt til med pengebidrag at støtte opførelsen af kostbare, rigt udsmykkede bygninger til religiøse formål, burde allerede kende denne sandhed, men det gør de ikke.

 8. Hvilken slags tempel er det eneste, mennesker formår at bygge Gud, men hvilken slags tempel bygger han sig selv?

⁸ Sådanne bør for et øjeblik standse op og tænke over Guds spørgsmål: „Så siger Jehova: Himmelen er min trone og jorden mine fødders skammel. Hvad for et hus vil I bygge mig, og hvad for et sted er min bolig [hvilested, AS]? Alt dette skabte min hånd, så det fremkom, lyder det fra Jehova.“ (Es. 66:1, 2) Ethvert hus, mennesker måtte opføre, bygges af materialer, Gud først har skabt. Enhver kan bygge et rent bogstaveligt hus, men et sådant hus ville ikke længere være antageligt for Gud som et hvilested for ham i symbolsk betydning. Han bygger nu selv et rigtigt tempel af et helt nyt materiale, som ingen menneskelige arkitekter kan bruge. Det består af 144.000 og een sten, der ikke er blevet taget ud af noget stenbrud eller hugget til eller lagt på plads ved menneskehænder, men det er „levende stene“, som hver især er en „ny skabning“, en ny, levende, fornuftbegavet Guds skabning, og hans søn Jesus Kristus er „hovedhjørnestenen“. Det er „et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som ved Jesus Kristus er velbehagelige for Gud“. (1 Pet. 2:4-6; 2 Kor. 5:17; Ef. 2:20-22) Det er det sande tempel, der blev forbilledligt skildret ved det tempel, Salomo byggede, og som statholderen Zerubbabel genopbyggede. Det er dette tempel, Jehova Gud følger med øjnene, og som ejer hans hjerte. Det er over dette tempel, han har nævnet sit hellige navn.

Guddommelig bevågenhed

 9. Når Gud ikke værdiger imponerende, menneskegjorte templer et blik, hvad ville det så være naturligt for os at tænke om os selv, navnlig i betragtning af vor lidenhed?

⁹ Dengang dronningen af Saba så Salomos tempel, gjorde dets pragt hende ganske målløs. Visse religiøse bygninger i dag er meget imponerende rent arkitektonisk set. Hvis den Højeste ikke værdiger sådanne bygninger et blik eller ønsker at bo i dem på repræsentativ vis, hvor meget mindre vil han så ikke nedlade sig til at bemærke nogen mand eller kvinde på denne jord? Det ville være ganske naturligt, om vi tænkte således. Vi er i os selv så ubetydelige, og det føler vi ganske særligt, når vi ikke har skabt os et stort navn i verden eller er indflydelsesrige eller udøver stor magt, men er ganske almindelige mennesker, der lever fordringsløst og upåagtet og passer vor almindelige, daglige dont uden nogen sinde at blive hverken berømt eller berygtet. Hvor uendelig små er vi ikke hver især i Guds øjne! Forestil dig engang jorden reduceret til samme størrelse som en vægtskål. På denne vægtskål ligger et fnuglet lag støv, lige nok til at give metallet et gråligt skær. Betænk så, at alle nationerne med deres myldrende menneskemasser er som dette fnuglette støv, så let, at viseren på vægten ikke giver noget udslag, så let, at det kun kan måles på mikrovægte. Vi er hver især et sådant støvfnug. Jehova minder os derom og siger: „Se, som dråbe på spand er folkene, at regne som fnug på vægt.“ — Es. 40:15.

10. Hvad siger Jehova gennem Esajas 66:1, 2, 5, at han hellere vil se hen til fremfor til menneskers templer?

¹⁰ Men hør, hvad Jehova siger, han hellere vil se hen til end et prægtigt, menneskegjort tempel: „Så siger Jehova: Himmelen er min trone og jorden mine fødders skammel. Hvad for et hus vil I bygge mig, og hvad for et sted er min bolig? Alt dette skabte min hånd, så det fremkom, lyder det fra Jehova. Jeg ser hen til den arme [den plagede, Da], til den, som har en sønderknust ånd, og den, som bæver for mit ord.“ Fordi de har ærefrygt for hans ord, retter han sine ord til dem og lover dem glæde ved åbenbarelsen af hans herlighed og siger: „Hør Jehovas ord, I, som bæver for hans ord: Således siger jeres brødre, der hader jer og støder jer bort for mit navns skyld: Lad Jehova vise sig i sin herlighed, så vi kan se jeres glæde! Men de skal blive til skamme!“ — Es. 66:1, 2, 5.

11. Hvem viser Jehova ifølge Esajas 57:13-16 sin omsorg til trods for sin uendelige ophøjethed?

¹¹ Tænk engang! Til trods for, at Jehova er så højt ophøjet, så evig og så hellig, er han dog så fuld af omsorg, at han lægger mærke til dem, hvis hjerte er sønderknust over synd og vildfarelse, og som er ydmyge og angerfulde. Vi behøver aldrig at tænke, at vi er for så lidt at regne og så små og usle, at den Allerhøjeste aldrig vil skænke os sin opmærksomhed eller give sig tid til at tage sig af os. Til opmuntring for os siger han: „Den, der lider på mig, skal arve landet og eje mit hellige bjerg. Og det lyder: Byg vej, byg vej og ban den, ryd hindringer bort for mit folk! Thi så siger den højt ophøjede, som troner evigt, hvis navn er „Hellig“: I højhed og hellighed bor jeg, hos den knuste [angerfulde, AS], i ånden bøjede for at kalde de bøjedes ånd og de knustes hjerte til live. Thi evigt går jeg ikke i rette, evindelig vredes jeg ej; så vansmægted ånden for mit ansigt, sjæle, som jeg har skabt.“ (Es. 57:13-16) Den højt ophøjede og evige Gud foretrækker at se til sådanne, der er plagede, men besjælede af en angerfuld og ydmyg ånd, fremfor til overlæssede templer, bygget af mennesker.

12. Hvem havde i 1919 det sindelag, der her lige er blevet beskrevet, og hvordan opfyldte Jehova profetien for dem?

¹² Fordi resten af Jehova Guds salvede vidner viste et sådant angerfuldt og ydmygt sindelag efter deres fangenskab i det mystiske Babylon under den første verdenskrig, mærkede han sig deres nød og udfriede dem i 1919. De bævede for hans ord og respekterede det fremfor menneskers overleveringer og var altid bange for at miste det og for ikke at handle efter det. Derfor byggede og beredte Jehova en vej for dem, så de kunne flygte ud til den teokratiske frihed. Han banede vejen foran dem og førte dem ud af det mystiske Babylon til Teokratiets nyfødte land og til tilbedelsen på sit hellige bjerg, hvor de kunne tage tempelarbejdet op.

13, 14. Hvordan har kristenheden svigtet Jehova, og hvilken tilstand blandt alle nationerne viser, at han nu er i sit hellige tempel?

¹³ Kristenheden har svigtet Jehova, glemt tilbedelsen på hans hellige bjerg og gjort fælles sag med denne verdens nationer. Derfor vil den også dele skæbne med dem og blive nedslagtet sammen med dem i Harmagedonslaget. (Es. 65:11-15) Fordi nationerne i dag er så optaget af det økonomiske, militære og politiske herredømme over jorden, glemmer de det allervigtigste, at vi bør tjene Jehova Gud i hans tempel, hans åndelige hus, være Guds venner og ikke lystens venner, men leve op til gudsfrygtens kraft i stedet for blot at smykke os med et skin deraf. (2 Tim. 3:1-5) Når vi skal tilbede Jehova i hans åndelige tempel, vender vi ikke ansigtet mod noget bestemt verdenshjørne eller mod nogen by, hverken mod Jerusalem, Rom eller Mekka eller mod nogen religiøs bygning på jorden. Vi vender os mod himmelen gennem Kristus, hovedhjørnestenen i Guds tempel, der er bygget af levende stene. Jehova er nu i sit hellige tempel, og alle på jorden bør være stille for ham og lytte til hans ord. (Hab. 2:20) Det gør nationerne imidlertid ikke. De raser over den kendsgerning, at han nu regerer som konge i sit hellige tempel. Deres vrede og raseri er i sig selv et synligt bevis for, at den ophøjede, usynlige Jehova er nærværende i sit tempel, for profetien forklarer, hvad der er årsagen til deres vrede, når den siger:

¹⁴ „Da lød der i himmelen høje røster, som sagde: Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Salvedes, og han skal være konge i evighedernes evigheder. . . . Vi takker dig, Herre [Jehova, NW], almægtige Gud, du, som er, og som var, fordi du har overtaget din store magt og tiltrådt dit kongedømme; folkeslagene vrededes, men nu er din vredes dag kommet og den [fastsatte, NW] tid, . . . da de, der lægger jorden øde, selv skal ødelægges. Og Guds tempel i himmelen blev åbnet, og hans pagts ark kom til syne i hans tempel, og der kom lyn og bulder og tordenskrald og jordskælv og store hagl.“ — Åb. 11:15-19.

15. Hvorfor betyder synet i Åbenbaringen ikke, at Guds pagts bogstavelige ark blev overført til himmelen i året 607 f.Kr.?

¹⁵ Den tid, i hvilken nationerne ifølge bestemmelsen skulle have verdensherredømmet, begyndte med Jerusalems, dets tempels og hele landets ødelæggelse i året 607 f. Kr., og de 2520 år, deres herredømme skulle vare, udløb i 1914 e. Kr. Da tog Jehova Gud, den Almægtige, sin store magt og begyndte at herske som konge ved Kristus, og hans herredømme gjaldt ikke bare Palæstina, men hele verden. Det vakte nationernes vrede, og deres første vredesudbrud var den første verdenskrig. Ifølge Åbenbaringen har Jehova lige siden været nærværende i sit hellige tempel i himmelen. At pagtens ark kan ses i hans helligdom, bekræfter dette. Den bogstavelige Jehovas ark forsvandt, dengang Salomos tempel blev ødelagt af Babylon i året 607 f. Kr. Hvor blev den ført hen? Den blev ikke taget til himmelen for at forhindre, at „de hedenske nationer kunne komme til at besmitte den eller tilintetgøre den“, sådan som nogle har foreslået. Sådanne materielle ting kommer ikke i himmelen. Himlene er Jehovas trone, og han har ikke nødig at sidde på arkens gyldne sonedække mellem de to keruber. Dengang Jesus Kristus opstod fra de døde og senere steg op for at fremstille sig for Guds åsyn med livsværdien af sit udgydte blod, stænkede han ikke sit offerblod på den bogstavelige pagtens ark, således som den levitiske ypperstepræst havde gjort på forsoningsdagen. Jesus frembar sit blods genløsningsfortjeneste for Jehova Gud. (Hebr. 9:11, 12, 24) Hvad der blev af den bogstavelige pagtens ark, ved vi ikke.

16. Hvad var der ifølge de historiske optegnelser i det allerhelligste i det genopbyggede tempel i Jerusalem?

¹⁶ Da statholderen Zerubbabel genopbyggede templet, blev pagtens ark ikke på ny opstillet i det allerhelligste. På Jesu tid var der ingen pagtens ark i det allerhelligste i Herodes’ tempel, hvorpå den jødiske ypperstepræst kunne stænke forsoningsblodet een gang om året. Det allerhelligste var ikke oplyst af noget mirakuløst shekina-lys; det var tomt med undtagelse af en stor sten, der lå midt i rummet, og på hvilken ypperstepræsten stillede guldrøgelsekarret, hvori han kom røgelse, inden han bestænkede med blodet fra forsoningsdagens ofringer. I den jødiske Mishna, Yoma, 5, II, siges der: „Efter at arken var fjernet, blev en sten liggende, der stammede fra de første profeters tid; den hed shetiyáh [hvilket betyder grundvold, basis]. Den ragede tre fingerbredder op over jorden. På den plejede han [den jødiske ypperstepræst] at stille [røgelsekarret].“

17. Hvad blev der i Johannes’ syn skildret ved, at han så pagtens ark i tempelhelligdommen, og hvornår fik det sin opfyldelse?

¹⁷ Da apostelen Johannes seks og tyve år efter Jerusalems ødelæggelse i året 70 e. Kr. i sit store syn så Guds tempel i himmelen blive åbnet og pagtens ark komme til syne i helligdommen eller i det allerhelligste, var det derfor en meget usædvanlig begivenhed. Det var et symbol på, at Jehova var i sit hellige tempel og sad på sin trone, der billedligt fremstilledes ved sonedækket på arken. I synet fulgte åbningen af templet og åbenbaringen af arkens tilstedeværelse efter, at Jehova havde taget sin store magt for at herske som konge ved Jesus Kristus, og efter, at nationernes vrede begyndte i den første verdenskrig i 1914. Dette er et yderligere bevis for, at Jehova har været i sit åndelige tempel siden 1918. Det vil sige, at han var nærværende i sit tempel, før den salvede rest af Jehovas vidner blev genrejst fra det mystiske Babylon i 1919, for at de kunne tage tilbedelsen i templet op.

18. Hvad sagde Jehova vedrørende Zerubbabels tempel i sammenligning med Salomos, og til hvilket tidspunkt kan vi i overensstemmelse med Paulus’ citat lokalisere opfyldelsen af profetien?

¹⁸ Genoptagelsen af den genrejste rests tilbedelse i templet i 1919 blev forbilledligt skildret på Haggajs tid, dengang statholderen Zerubbabel og ypperstepræsten Josua genoptog byggearbejdet på templet i Jerusalem. Mens templet var under opførelse, tegnede det ikke til, at det på nogen måde ville kunne måle sig med Salomos guldudsmykkede tempel. Denne de ringe begyndelsers dag burde jøderne dog ikke lade hånt om. Jehova lovede, at det genopbyggede tempels herlighed langt skulle overgå den, der omgav Salomos tempel. Der ville finde en frygtelig rystelse sted af himmel og jord, af havet og alle nationerne, og så „skal alle folkenes skatte [attrå, Da] komme hid, og jeg fylder dette hus med herlighed, siger hærskarers Jehova“. (Hag. 2:1-9) Over fem hundrede år efter, at Haggaj udtalte sin profeti, viste apostelen Paulus, at opfyldelsen af Haggajs profeti stadig hørte fremtiden til, da han sagde: „Dengang [da Gud ved Moses gav Israel Lovpagten på Sinajs bjerg] fik hans røst jorden til at rokkes, men nu har han givet denne forjættelse: Endnu een gang vil jeg ryste, ikke blot jorden, men også himmelen. Men dette „endnu een gang“ giver til kende, at de ting, der kan rokkes, fordi de er skabt, skal forvandles, for at de ting, der ikke kan rokkes, skal blive bestandig. Da vi nu får et urokkeligt rige, så lad os være taknemmelige og derved tjene Gud, som det er ham velbehageligt, med ængstelse og hellig frygt.“ (Hebr. 12:26-28) Fjernelsen af den symbolske himmel og jord fandt ikke sted på apostlenes tid, men vi har nu beviser for, at de skal fjernes i vor tid efter 1914.

19. Hvordan er himlene blevet rystet, og hvorfor gav Jehova jorden, det tørre land og havet grund til at ryste?

¹⁹ Riget, som Jehova oprettede i himlene i 1914, da han tog sin store magt og indsatte sin Kristus på tronen, kan ikke rystes og altså heller ikke fjernes, men vil bestå urørt gennem denne tid, da hele universet skal rystes. Men alle dele af Satans verdensorganisation, både de synlige og de usynlige, der er symboliseret ved havet, det tørre land, himmelen og jorden, er blevet rystet på det forfærdeligste. Som følge af „krigen i himmelen“, der begyndte i 1914, blev Djævelen og hans usynlige organisation, dæmonenglene, rystet, og der var ikke mere plads for dem i Guds himle oventil, hvorimod det nyfødte rige stod urokkeligt og sejrrigt fast. Havet, det tørre land og jorden, de synlige dele af Djævelens organisation, gennemlevede en periode, som Jesus kaldte „veernes begyndelse“, idet folk rejste sig mod folk, og rige mod rige, og der opstod mangel på fødemidler, pesten hærgede, og jordskælv indtraf, alt sammen i et hidtil uhørt omfang. Skønt Jehova Gud ikke direkte kastede nationerne og rigerne ud i den første verdenskrig, der igen forårsagede hungersnød og epidemier, gav han dem god grund til at ryste. Hvordan? Ved at han i 1914 bragte „nationernes fastsatte tider“ til ophør. Ikke så snart var disse fastsatte tider, i hvilke nationerne uhindret havde hersket over jorden, ophørt, før Jehova oprettede sit rige og lagde dets anliggender i hænderne på ham, der havde retten til det, Jesus Kristus, kong Davids søn og arving.

20. Hvorfor varslede dette intet godt for nationerne, og hvordan forholdt de sig over for Guds oprettede rige?

²⁰ Dette lovede intet godt for nationerne, for Jesus Kristus skulle herske over dem med et jernspir og knuse dem i Harmagedonslaget. Nationerne havde ikke længere frie hænder, men var blevet rystet ud af deres sorgløse tilstand fra før 1914 og havde al grund til at frygte for deres fremtidige eksistens. Nu måtte de regne med Guds rige. At Satans himle var blevet rystet og styrtet ned, forplantede sig med voldsomme rystelser til hans jordiske organisation, og blandt hans nationer vakte spørgsmålet om verdensherredømmet stort røre. De længtes ikke efter Jehovas konge, og de vrededes på Jehovas salvede vidner, der alle vegne forkyndte den bibelske betydning af året 1914. Nationerne viste således deres vrede mod Guds oprettede rige og mod hans konges indgriben i deres jordiske anliggender.

21. Hvad har Jehovas vidner forkyndt for nationerne, og hvad har givet nationerne endnu stærkere grund til at ryste?

²¹ Forkyndelsen af, hvad året 1914 betød, og af den kommende „hævnens dag fra vor Gud“ var et budskab, der rystede nationerne. Men den nye verdens samfunds opståen i 1919 og dets kolossale vækst rystede nationerne endnu mere, og det slog dem ikke alene med forundring, men også med frygt, for det var et håndgribeligt bevis for, at dette budskab havde noget på sig, og at de nu stod over for en uovervindelig bevægelse, hvis forkyndelse, dersom den viste sig at være sand, betød, at alle nationerne måtte gå til grunde. I denne tid forud for Harmagedonslaget, hvori alle nationerne skal fjernes med magt, har der i sandhed være uro, røre og rystelser, der har ramt himlene, jorden, havet og alle Satans verdens nationer.

„Alle nationers attrå“

22. Hvad sagde Haggaj ville ske som følge af denne rystelse af Satans verden, og hvordan blev det forklaret i 1886 og i 1931?

²² Som et resultat af, at Jehova rystede Satans verden, ville der komme noget stort og vidunderligt, sagde Haggaj. Hvad da? „Alle nationers attrå skal da komme.“ Sådan lyder King James-oversættelsen og Darbys oversættelse. „Og alle nationernes lyst skal komme ind,“ siger Rotherhams oversættelse. Først mente man, at dette gjaldt Guds urokkelige riges komme. I 1886 udgav Watch Tower Bible and Tract Society bogen „The Divine Plan of the Ages“ (på dansk „Guds verdensplan“). På side 271 i denne bog står der: „Når menneskenes nød således er størst, vil Guds hjælp være nærmest. Alle nationers attrå skal da komme, Guds rige vil blive oprettet i stor magt og herlighed. — Haggaj 2:7; eng. overs.“ Fem og fyrretyve år senere blev profetiens opfyldelse begrænset til een person, Jesus Kristus, Kongen. Bladet Vagttaarnet bragte i sit nummer for 1. april 1931 en artikel, der hed „Jehovas tempel“. Deri stod der (§ 33): „Kristus Jesus, som er hovedet for Kristusskaren, må i første række være den, der er „alt folkets lyst“, når de lærer ham at kende; thi han er Guds repræsentant. Jesus Kristus kom til templet som Jehovas stedfortræder. Han er „forjættelsens sæd“, og han er alle nationers og folks lyst og længsel, selv om de endnu ikke ved det.“

23. På grundlag af hvilken gammel bibeloversættelse kom man til denne fortolkning, og hvorfor kunne den begivenhed, der her beskrives, ikke indtræffe i 1918?

²³ Denne senere fortolkning var baseret på den populære King James-oversættelse, der gengiver Haggaj 2:7 i overensstemmelse med den gamle latinske Vulgata. Den katolske Douay-oversættelse, der går ud fra Vulgata, lyder således: „Og den, alle nationer længes efter, skal komme.“ I adventstiden anvender man i den romersk-katolske gudstjeneste denne profeti på Jesu komme til jorden og ikke på hans komme til templet. Vi forstår, at Kristi komme til Guds store åndelige tempel var usynligt og fandt sted i foråret 1918. Men Haggaj 2:7 er en profeti, der tager sigte på Guds folks genoprettelsestid og kan derfor ikke føres tilbage til 1918, før dets genoprettelse begyndte. For den gamle jødiske rests vedkommende kunne Haggaj 2:7 ikke få sin opfyldelse, før de havde genopbygget Guds hus. På grund af seksten års frygt og forsømmelighed fandt dette ikke sted før een og tyve år efter, at de var vendt tilbage fra Babylon. Sådan forholder det sig også med den åndelige rest i dag; det attråværdige, der skulle komme, kunne ikke indtræffe, før de var blevet genoprettet fra det mystiske Babylon i 1919, og heller ikke i selve det år, hvor de kun lige påbegyndte tempelarbejdet.

24. Hvorfor forbyder den hebraiske grundtekst en sådan fortolkning, og hvordan gengav den græske Septuaginta den hebraiske ordlyd?

²⁴ Der er noget andet, der er værd at mærke sig: Den hebraiske originaltekst forbyder anvendelsen af Haggaj 2:7 på Herren Jesu komme til templet i 1918. Hvorfor? Af følgende grund: Selv om ordet, der oversættes med „attrå“ eller „lyst“, står i ental, så står det hebraiske udsagnsord, der er knyttet dertil, i flertal. Århundreder før den latinske Vulgata så dagens lys, havde de hebræere, der oversatte, den græske Septuaginta, bemærket dette. De gengav derfor det hebraiske entalsnavn i flertalsform og lod deres oversættelse lyde: „Og alle nationernes udvalgte [eller udsøgte] ting skal komme.“

25. Hvordan gengiver derfor næsten alle de moderne oversættelser det hebraiske udtryk?

²⁵ Næsten alle moderne oversættelser, det være sig jødiske, katolske eller protestantiske, søger at gengive den hebraiske grundtekst lige så usvækket som den græske Septuaginta.a Den engelske reviderede oversættelse af 1884 oversætter det: „Og jeg vil ryste alle nationer, og alle nationers attråværdigheder skal komme, og jeg vil fylde dette hus med herlighed, siger hærskarers HERRE.“ American Standard Version af 1901, Leesers hebraiske oversættelse af 1905 og Nacar-Colunga-oversættelsen af 1948 siger „alle nationers (nationernes) kostbarheder“, og den hebraiske Soncino-udgave siger „alle nationers udsøgte ting“; An American Translation, Lienart og Crampon og den danske oversættelse siger „alle nationernes [folkenes, d.o.] skatte“; og Maredsous siger „alle folkenes rigdomme“.

26. Hvordan viser andre moderne oversættelser, at disse ting skulle komme ind i templet som følge af denne rystelse?

²⁶ Andre oversættelser viser, at Jehovas hensigt med at ryste alle nationerne var, at alle disse ting skulle komme ind. I overensstemmelse med den tyske Kautzsch og den franske L’Êcole Biblique lyder Revised Standard Version, af 1952: „Og jeg vil ryste alle nationer, så alle nationers skatte skal komme ind, og jeg vil fylde dette hus med herlighed, siger hærskarers HERRE.“ Moffatt går endnu videre og siger: „Og ryste alle nationer, til alle nationers skatte er bragt hid, og mit hus her er fyldt med herlighed (siger hærskarers HERRE).“ Det vil sige, at det, at Jehova ryster alle nationer, vil have bestemte resultater i forbindelse med hans hus. Hvilke?

Opfyldelse

27. Hvordan visser Jehova os, hvad vi bør spejde efter som en opfyldelse af profetien, og hvad sagde Esajas 66:10-14, at resten skulle se?

²⁷ Profetier fra Jehovas mund, der taler om de samme ting, viser os, hvad det er, vi skal spejde efter som en opfyldelse af Haggaj 2:7, og den senere udvikling i vor tids historie beviser, at Jehovas profetier holder stik i denne henseende. I sin store profeti vedrørende genoprettelsen i forbindelse med sin kvinde, sin universelle organisation Jerusalem på den tid, da hun føder resten af sin sæd som en teokratisk nation, fra og med 1919, lader Jehova profeten Esajas råbe, så hans folk kan høre det i dag: „Glæd dig, Jerusalem! Der juble enhver, som har det kær, tag del i dets glæde, alle, som sørger over det, for at I må die dets husvalende barm og mættes, for at I må drikke af dets fulde bryst og kvæges. Thi så siger Jehova: Se, jeg leder til hende fred [fremgang og velstand, AT] som en svulmende flod og folkenes rigdom som en strøm [og I skal suge til jer deraf, AS]; hendes spæde [I, AS] skal bæres på hofte [som et elsket barn], og kærtegn får de på skød; som en moder trøster sin søn, således trøster jeg jer, i Jerusalem finder I trøst. I skal se det med hjertens glæde, jeres ledemod skal spire som græs.“ (Es. 66:10-14) Resten af Guds kvindes, Jerusalems, sæd ser nu dette, og deres hjerter fryder sig, og de erkender, at det er Jehovas hånd, der har gjort det.

28. Hvad forudsiger Esajas 61:1-7 i forbindelse med resten?

²⁸ Den samme profet fremholder en anden profeti om, hvordan Jehova vil genoprette sine salvede vidner fra det mystiske Babylon og give dem det hverv at forkynde det gode budskab, læge de sønderbrudte hjerter, udråbe frihed for fangerne og udgang for dem, som er bundet, og trøste alle, som sørger. Dernæst tilføjer han: „Fremmede skal stå og vogte jeres småkvæg, udlændinge slide på mark og i vingård. Men I skal kaldes Jehovas præster, vor Guds tjenere være jeres navn. Af folkenes gods skal I leve, deres herlighed får I til eje. Fordi de fik tvefold skændsel, og spot og spyt var deres lod, får de tvefold arv i deres land, dem tilfalder evig glæde.“ (Es. 61:1-7) I dag erfarer den salvede rest i det teokratiske land, der blev født i 1919, en åndelig fremgang og velstand, der er dobbelt så stor som den spot og hån og undertrykkelse, de måtte udstå under den første verdenskrig.

29. Hvad fremhæver yderligere den velstand, resten nu erfarer, og hvorfor anerkender den store skare retsindige mennesker resten som Guds tjenere og præster?

²⁹ Som en yderligere fremhævelse af denne velstand yder de retsindige fremmede og udlændinge dem tjenester ved at arbejde på mark og i vingård og som vogtere af hjordene i åndelig forstand, og Jehovas „tjenere“ og medlemmer af hans „kongelige præsteskab“ drager fordel af denne hjælp. Deres hjælpsomhed er dem en bestandig kilde til glæde. Ganske uanset hvor stor denne skare af retsindige måtte blive, kan hvem som helst nu vise, at han er en af disse retsindige fremmede eller udlændinge, der er villig til med glæde at tjene Gud sammen med resten. Det forholder sig anderledes med det „kongelige præsteskab“ under Kristus, hvis antal er begrænset til 144.000 medlemmer. Enhver, der bliver optaget i denne begrænsede præsteskare, må helliges dertil, og Jehova Gud er den eneste, der kan hellige dem, som han kalder til dette høje, åndelige hverv. De retsindige fremmede og udlændinge erkender dette og anerkender den åndelige rest som Guds tjenere og Jehovas præster.

30. Hvordan har, som omtalt i Zakarias 8:20-23, ti mænd grebet fat i en jødes kappeflig og ledsaget ham til templet?

³⁰ Dengang Jehova på mirakuløs vis genrejste resten fra Babylon i 1919 og satte dem i gang med tempelarbejdet som hans tilbedere og tjenere, var det for de oprigtige blandt alle nationer, der hørte derom, et bevis for, at Jehovas vidner havde en sand Gud, og at han i sandhed var med dem for at udfri og velsigne dem. De hørte den salvede rest, de, som er jøder af hjertet, opmuntre hverandre til at drage op til Jehovas tempel og sige: „Lad os vandre hen og bede Jehova om nåde og søge Hærskarers Jehova; også jeg vil med.“ De fik lyst til at gå med, og de greb fat i resten af de åndelige jøder. „Så siger Hærskarers Jehova: I hine dage skal ti mænd af alle folks tungemål gribe fat i en jødes kappeflig og sige: Vi vil gå med jer; thi vi har hørt, at Gud er med jer.“ (Zak. 8:20-23) Den Gud, hvis navn er Jehova, hvis gerninger, løfter og hensigter står nedskrevet i Bibelen, er den store tiltrækningskraft, og det er ham, de føler sig tilskyndet til at tilbede sammen med resten af de åndelige jøder. Det talmæssige forhold mellem dem har for længst ændret sig, således at der nu er meget mere end ti retsindige for hver af de åndelige jøder. Det ville aldrig være sket, om ikke den salvede rest var draget op til Jehovas hus og havde udført et tempelarbejde der.

31. Hvornår er Jehova ifølge Esajas 60:1-16 oprundet i herlighed? Hvad får resten derfor befaling til, og hvad ville deres lydighed mod denne befaling føre til?

³¹ Resten af Jehovas kvindes sæd, den kvinde, der er „Jerusalem oventil“, befandt sig i dybeste forstemthed og mørke, da Jehova under den første verdenskrig viste dem sin vrede. Men i 1919 oprandt Jehova over sin kvinde og viste hende gunst, og lyset fra hans gunst blev kastet tilbage på hendes salvede rest på jorden. Hans befaling til hende gjaldt også hendes rest, og hvor storslåede resultater har deres lydighed mod befalingen ikke ført til: „Gør dig rede, bliv lys, thi dit lys er kommet, Jehovas herlighed er oprundet over dig. Thi se, mørke skjuler jorden og dunkelhed folkene, men over dig skal Jehova oprinde, over dig skal hans herlighed ses. Til dit lys skal folkene vandre og konger til dit strålende skær. . . . da stråler dit øje af glæde, dit hjerte banker og svulmer; thi havets skatte bliver dine, til dig kommer folkenes rigdom; . . . Udlændinge skal bygge dine mure, og tjene dig skal deres konger; thi i vrede slog jeg dig vel, men i nåde forbarmer jeg mig over dig. Dine porte holdes altid åbne, de lukkes hverken dag eller nat, at folkenes rigdom kan bringes dig med deres konger som førere [fanger, AS]. Thi det folk og rige, som ikke tjener dig, skal gå til grunde, og folkene skal lægges øde i bund og grund. . . . Du skal indsuge folkenes mælk og die kongernes bryst. Du skal kende, at jeg, Jehova, er din Frelser, din genløser Jakobs vældige.“ — Es. 60:1-16.

32. Hvilket håndgribeligt svar gav Jehova på Yankee Stadium i 1953 på spørgsmålet: Er alle nationernes attråværdige skatte nu kommet ind i templet?

³² Nu, da disse talende profetier har åbnet vore øjne, er tiden kommet til at spørge: Er disse skatte, disse nationernes attråværdige, dyrebare og udsøgte ting kommet ind? I tusinder af Jehovas vidners salvede rest, der her er til stede i dag, løft jeres øjne og lad blikket glide ud over dette kolossale Yankee Stadium og betragt de titusinder af retsindige mennesker fra alle nationer og tungemål. De er hærskarers Jehovas svar på spørgsmålet. Han har rystet alle nationerne ved at lade det gode budskab om Riget forkynde på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle folkeslagene, og nationernes attråværdige ting er allerede kommet ind; og utallige er de, som endnu skal komme ind, før Jehova fuldender den store rystelse ved at udkæmpe Harmagedonslaget og fuldstændig fjerne Djævelens organisations bævende himle og jord. — Hag. 2:20-23.

33. Hvad har Jehova omgivet sin åndelige rest med side om side med fortidens vidners eksempel som en spore for dem til at fuldende løbet?

³³ Engang mente vi, som hører til resten, at når den store, den endelige prøvens tid oprandt for resten før eller i Harmagedon, ville det være nødvendigt for Jehova Gud at oprejse „en stor sky af vidner“ af fortidens døde, „fyrsterne“ (man anslog dem til halvfjerds i alt), til at styrke den åndelige rest og give dem guddommelig betryggelse under den sværeste af alle prøver. Men løft blikket omkring jer i dag, I, Jehovas rest, og se den store sky af vidner, Jehova omringer jer med, og som alle lægger den samme sande tro for dagen som Abraham, Isak, Jakob og alle profeterne, om de end må dø derfor, som bag „jerntæppet“ eller andre steder. Hvad mere i retning af guddommelige mirakler kunne den salvede rest forlange nu? Det loyale medarbejderskab og den støtte, som denne „store skare“ af Jehovas vidner nu yder resten, og den nidkærhed og trofasthed, de lægger for dagen i overholdelsen af hans befalinger, er sammen med det eksempel, den store sky af vidner i fortiden har sat, en vældig spore for os til at fuldføre det løb, vi har foran os, og sejre! — Hebr. 12:1, 2.

34. Hvordan har Jehova draget dem til sig fra alle nationerne, i hvis øjne er de attråværdige, og hvorfor?

³⁴ Ved forkyndelsen af Riget, hvortil Jehova har salvet og udsendt sin rest, har han blandt nationerne draget alle dem til sig, som han attrår, og som hans rest med rette attrår, sådanne mennesker, som er så retsindige over for ham, at de indvier sig til ham gennem den regerende konge, Kristus. De er måske både fattige, ringe og jævne mennesker, og nationerne regner dem ikke for noget og vender sig måske endogså i had imod dem, men i Jehovas øjne er de det bedste, nationerne ejer, fordi de tager imod budskabet om Riget, og ikke alene det, men de tager det op, og sammen med den salvede rest forkynder de det for andre. Deres liv er dyrebart i Jehovas øjne, og han vil beskytte dem mod sine eksekutionsstyrker i Harmagedonslaget og give dem livet med alle dets herlige forrettigheder i den nye verden. For ham er de sande skatte i lighed med hans trofaste vidner i fortiden.

Hvordan fyldes huset?

35. Hvordan værdsætter de Jehovas udtalelse om, at sølvet og guldet er hans, og hvordan har Jehova fyldt „dette hus med herlighed“?

³⁵ Jehova fører dem helt ind i templet, for at de side om side med den salvede rest kan tilbede ham og dyrke ren og ubesmittet religion, for deres hu står til templet. De erkender det guddommelige udsagn: „Mit er sølvet, og mit er guldet, lyder det fra hærskarers Jehova.“ (Hag. 2:8) Når de kommer ind i huset, hvor han tilbedes, bringer de alle deres sølv- og guldskatte, for når de indvier sig selv og alt, hvad de ejer, til Gud gennem Kristus, indvier de også alle disse skatte. De giver beredvilligt af deres midler, og hvad de ellers formår, for at fremme den verdensomfattende forkyndelse af Riget, lige til verdens ende indtræffer i Harmagedonslaget. Ved at alle nationernes attråværdige ting således bliver bragt ind i templet, opfyldes Jehovas løfte til hans salvede rest af tempelarbejdere: „Og jeg fylder dette hus med herlighed, siger hærskarers Jehova.“ (Hag. 2:7) I 1919 var det de ringe begyndelsers dag for tempelarbejderne, og disse begyndelser synes så ubetydelige for de stolte nationer, at de lod hånt om dem. Men Jehovas profeti lovede dette tempelarbejde, genoptagelsen af hans tilbedelse i det rensede hus, stor fremgang: „Dette hus’ kommende herlighed bliver større end den tidligere, siger hærskarers Jehova.“ (Hag. 2:9) „Dette hus’ fremtidige pragt skal blive større end det fortidiges.“ — AT.

36. Hvordan har Jehova allerede opfyldt sit ord om, at dette hus’ kommende herlighed skulle være større end den tidligere?

³⁶ Hvor sandt er det ikke allerede i dag! Som følge af, at de attråværdige kommer med deres skatte, det vil sige deres kærlige hengivenhed og teokratiske tjeneste „dag og nat i hans tempel“, er huset, hvor Jehova tilbedes, blevet fyldt med en herlighed, der ikke bare overgår Salomon tempels, men også alt, hvad der er sket i alle de nitten århundreder, i hvilke Jehova har beredt de „levende stene“, som bruges ved opførelsen af et fuldendt tempel, „et åndeligt hus“. Aldrig er der blevet set mage til udsmykning og forherligelse af huset, hvor Jehova tilbedes. Tallet på den åndelige rest vil blive mindre år for år, efterhånden som Jehova fjerner nogle af dem fra dette jordiske stenbrud og føjer dem som „levende stene“ til det himmelske tempel. Men se de flokke på hundredtusinder af den „udsøgte“ skare mennesker fra alle nationer, der nu myldrer ind i Jehovas hus, flokke, der vokser med tusinder og atter tusinder år for år! Med hvilken herlighed og ærefrygtindgydende betydning forlener det ikke Jehovas hus, en herlighed, der aldrig bliver mindre, men vokser mere og mere, efter som tiden nærmer sig Harmagedon! Nu må alle nationer da vide, at Jehova har et hus, hvor han tilbedes, og at det er fyldt med tilbedende mennesker. Tilbedelsen af ham er en virkelighed, og den kan lige så lidt ryddes af vejen, som mennesker kan rydde hans „åndelige hus“, hans tempel af „levende stene“ af vejen.

Fred

37. Hvorledes forsikrer Haggajs profeti os om, at den splid og splittelse, der råder blandt nationerne udenfor, ikke vil få indpas i dette hus?

³⁷ De verdsligsindede nationers strid, splid og splittelse vil aldrig få indpas på Jehovas hus’ hellige enemærker. Den salvede rests og deres attråværdige og retsindige medarbejderes tilbedelse vil aldrig blive bragt til ophør af indre uoverensstemmelser eller ufred og således berøve Jehovas hus dets uforlignelige herlighed. „Dette hus’ kommende herlighed bliver større end den tidligere, siger hærskarers Jehova, og på dette sted vil jeg give fred, lyder det fra hærskarers Jehova.“ (Hag. 2:9) Det er ikke blandt de Forenede Nationer, men kun i Jehovas hus, hans tilbedelses hus, at der hersker fred i dag, og verdens nationer kan ikke berøve det denne fred. Den er en gave fra Jehova Gud til os.

38. Hvordan har Jehova i opfyldelse af Zakarias 9:9, 10 fjernet vogne, heste og stridsbuer fra Efraim og Jerusalem?

³⁸ Dengang Jehova forudsagde, hvordan hans konge Jesus Kristus skulle komme og blive lagt i det himmelske Zion som den nye verdens prøvede grundvold, erklærede han: „Han [jeg, Da] udrydder vognene af Efraim, hestene af Jerusalem, stridsbuerne ryddes til side. Hans ord stifter fred mellem folkene, han hersker fra hav til hav, fra floden [Eufrat, der engang var under Babylons herredømme] til jordens ende.“ (Zak. 9:9, 10) Vogn, heste og stridsbuer er gamle symboler på bogstavelig krig. Israelitterne, der var delt i to riger, det ene under Efraim, det andet under Jerusalem, brugte til tider sådanne stridsvåben under indbyrdes broderkrig. Men med tiden forenede Jehova Efraim og Jerusalem som eet folk, og de brugte ikke længere krigsvåben imod hverandre. Således forholder det sig også med resten af hans åndelige israelitter: Uden hensyn til hvilken religiøs eller politisk retning, de før har hældet til eller svoret troskab, forener Jehova dem nu ved sin konge til eet folk, og ved sin hellige ånd hjælper han dem til at tilbede og tjene ham i fred. De åndelige israelitter støtter som een mand Jehovas konge.

39. Hvorfor er det ikke til verdens nationer, Jehova taler fred, og hvad kan Jehovas vidner derfor ikke gøre?

³⁹ Hans konge, „Fredsfyrsten“, begrænser ikke sit fredsherredømme til et forenet, fredselskende, åndeligt Israel. Jehova siger: „Hans ord stifter fred mellem folkene.“ „Han taler fred til folkene.“ (Da) Hvordan kan det have sin rigtighed, når Jesus Kristus jo ikke taler fred til denne verdens nationer? Han svinger jernsceptret for at knuse alle nationerne i Harmagedonslaget, som var de kun pottemagerkar. I overensstemmelse med Jehovas ord udfordrer han alle nationerne til kamp der: „Helliger en krig, væk heltene op! Lad alle våbenføre mænd komme og drage op! Smed jeres plovjern om til sværd, jeres vingårdsknive til spyd! Svæklingen skal sige: Jeg er en helt! Skynd jer og kom, alle hedningefolk viden om, og saml jer!“ (Joel 3:14-16) Da Jehovas vidner har fået befaling til at lade denne krigserklæring lyde for alle nationerne, hverken kan eller vil de melde sig ind i nogen fredsorganisation, der har til formål at opfordre de nationale regeringer til at ophøre med at føre krig i kristendommens navn. Jehovas vidner vil ikke støtte den resolution om nedrustning, der den 8. april 1953 blev udsendt af de Forenede Nationers generalforsamling under foregivelse af, at den arbejdede for varig fred blandt verdens nationer. Noget sådant ville for det første være omsonst, og for det andet, hvad der er langt vigtigere, ville det være en overtrædelse af Jehovas befaling til sine vidner.

40. Hvilken bestemt profeti bliver vi opfordret til at lytte til, hvis vi ønsker svar på spørgsmålet om, hvordan Kongen taler fred til nationerne?

⁴⁰ Hvordan taler Kongen da fred til nationerne? Hvornår gør han det? Lyt, og mens du lytter, tænk så på, hvorledes alt det attråværdige blandt nationerne nu kommer ind i huset, hvor Jehova tilbedes: „Det skal ske i de sidste dage, at Jehovas hus’ bjerg, grundfæstet på bjergenes top, skal løfte sig op over højene. Did skal folkene strømme og talrige folkeslag vandre: Kom, lad os drage til Jehovas bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal lære os sine veje, så vi kan gå på hans stier; thi fra Zion udgår åbenbaring, fra Jerusalem Jehovas ord. Da dømmer han folk imellem, skifter ret mellem talrige folkeslag; deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.“ — Es. 2:2-4.

41. Hvornår skal vi opleve at se verdens nationer totalt afrustet? Hvorfor?

⁴¹ Det er ikke denne verdens nationer, der giver agt på Jehovas domme eller tager sig hans irettesættelser til indtægt. Deres nedrustningskonferencer og resolutioner tager ikke sigte på total afrustning, men kun på at begrænse oprustningen, og de har aldrig ført til og vil heller ikke på denne side af Harmagedonslaget føre til, at nationerne smeder deres sværd om til plovjern, deres spyd til vingårdsknive eller nedlægger våbnene og ophører med at øve sig i krig. Når „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ kommer over dem, vil de stå rustet til tænderne med alle den moderne videnskabs forstærkede våben, hvoraf der vil være mange, som vi endnu ikke har kendskab til. Men når Harmagedonslaget er forbi, vil Jehovas konge have knust alle de nationer, der er modstandere af Riget. Først da vil disse nationer blive totalt afrustet og det for bestandig.

42. Hvem blandt nationerne giver nu agt på Jehovas domme og irettesættelser, og hvordan vil de også gøre det i Harmagedon? Hvorfor?

⁴² Altså er det den „store skare“ attråværdige mennesker blandt alle disse nationer, der nu giver agt på Jehovas domme og irettesættelser og vandrer ad de veje, han belærer dem om fra Zion og dets tempel. De afruster totalt, idet de bruger de ting, de førhen anvendte til dødbringende krig, til fredelige, værdiskabende formål, og nedlægger sværdet, som de før rent bogstaveligt løftede mod hverandre, og øver sig ikke mere i bogstavelig våbenfærd. Når Harmagedonslaget bryder løs, og Jehova slår sine fjender med forvirring, vil disse fjender hver især løfte hånd imod sin broder. Men det vil den „store skare“, der er kommet ud af alle nationerne og er draget op til Jehovas ophøjede „bjerg“, ikke gøre! De vil hver især give hinanden en hjælpende hånd, således at de alle kan stå faste og forenede i den „Guds fred, som overgår al forstand“. Det vil de gøre, fordi de alle er strømmet til Jehovas, „Jakobs Guds“, hus, og der fuldbyrder Jehova sin hensigt: „På dette sted vil jeg give fred, lyder det fra hærskarers Jehova.“ — Hag. 2:9.

43. Hvorfor er det en velsignelse at se Jehovas hus blive fyldt med herlighed, og hvilken videre velsignelse kan vi vente i denne henseende?

[Fodnote]