Ingen lindring for de rige, men trøst for de fattige

 1. Hvorledes er de første nu de sidste, og de sidste nu de første?

KRISTENHEDENS præsteskab og religiøse ledere tog det for givet, at de, ligesom den „rige mand“, var de første, der skulle ind i Riget, og at deres adgang dertil var fuldkommen sikker. Nu viser det sig siden 1919, at de er de sidste, og at de står helt uden for Rigets forrettigheder, hvorimod de, hvem de foragtede som de sidste, der nogen sinde skulle få en chance for at komme ind i Guds rige, resten af lazarusskaren, nu er de første, der nyder Rigets privilegier ved „Jehovas bord“ som hans vidner. Kendsgerningerne beviser det. Det er dem, Rigets interesser nu er betroet. De varetager dem samvittighedsfuldt ved at adlyde Kristi befaling om at forkynde dette evangelium om Riget på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne.

 2. Hvordan erfarede lazarusskaren en forandring ligesom Job og som de „to vidner“, der omtales i Åbenbaringen 11?

² De blev falskelig anklaget og fremstillet som hykleriske syndere af det religiøse præsteskab, ligesom den sørgende og syge Job blev anklaget af sine tre selvretfærdige venner. Denne rest af lazarusskaren har nu oplevet en vidunderlig forandring, på samme måde som Job, der næsten var død og tilsyneladende ramt af Gud, men som fik en fornyet livsfrist på 140 år og blev velsignet med dobbelt så meget af alt det, han før havde ejet, og atter kom sammen med sin hustru og blev velsignet med syv sønner og tre dejlige døtre ligesom før. (Job 42:10-17) På et tidspunkt lå resten af lazarusskaren som døde og uvirksomme ligesom de „to vidner“ i Åbenbaringen, det ellevte kapitel. Idet de benyttede sig af den første verdenskrig, skræmte og manøvrerede den „rige mand“ dem ind i en dødlignende uvirksomhed over for Jehovas vidnearbejde, og de lå som lig på kristenhedens, nutidens Sodomas, store bys hovedgade! Men i 1919 begyndte Guds ånd at genoplive dem til virksomhed i hans tjeneste og til at være hans vidner og Rigets udsendinge. De kom ind i den større Abrahams, Jehova Guds, gunst og modtog hans opfordring „Kom herop!“ De tog imod denne indbydelse til at blive levende i hans ophøjede tjeneste til fremme for Himmerigets interesser. Herom siger Åbenbaringen 11:12: „Og de steg op til himmelen i skyen, og deres fjender så dem.“ — NW.

 3. Hvor ser den „rige mand“, at disse „to vidner“ nu er en modsætning til dem selv?

³ Ja, deres fjender, den „rige mand“ i kristenheden, så dem nyde disse kongelige forrettigheder ved „Jehovas bord“, hvor de lå på hæderspladsen op mod Abrahams bryst, hvorimod de selv var kastet udenfor og nægtet disse muligheder i forbindelse med Riget. De er blevet ladt tilbage i denne verdens mørke, trøstesløshed og desperation med dens selviske forening af nationer som håb for verdensfred. Der græder de og skærer tænder over denne omvæltning af forholdene til ugunst for dem og til fordel for Jehovas vidner. De er som døde og begravet i hades (eller helvede, graven), hvad Guds anerkendte tjeneste angår, og dog er de i pine, fordi de ser, at resten af lazarusskaren er blevet taget ind i denne tjeneste, og det med så stor virkning ud over hele jorden. Gud har tilbageholdt sit eftertragtede budskab fra dem, og de lider af åndelig „hunger . . . efter at høre Jehovas ord“ iblandt sig. — Amos 8:11.

 4, 5. Hvorledes befinder de sig som i brændende pine?

⁴ De ser sig selv langt borte fra den begunstigede stilling hos den større Abraham, Jehova Gud. Nøjagtig ligesom det jødiske præsteskab og de religiøse ledere pintes af budskabet og Jesu og hans disciples virken, således pines nu kristenhedens religiøse overhoveder ved at iagttage og føle virkningerne af Jehovas vidners arbejde. De ser hundredtusinder reagere over for dette arbejde og slutte sig til lazarusskaren, ligesom Job fik en stor familie med ti nye børn, efter at han var befriet for Guds tilsyneladende ugunst, der skyldtes Satans rænkespil. Jehovas budskab, der lyder gennem hans vidner, er som en brændende ild imod den „rige mand“: „Er ikke mit ord som ild, lyder det fra Jehova.“ (Jer. 23:29) Lazarusskarens aktivitet i forkyndelsen af Jehovas hævns dag er som græshoppeplagen, forudsagt i Åbenbaringen 9:1-11 og Joel 2:1-11.

⁵ Disse „græshopper“ er Jehovas vidners hær, og om deres virkning på kristenhedens „rige mand“ siger Åbenbaringen 9:5-7, 10, 11: „Det blev givet græshopperne, ikke at dræbe dem, men at de skulle pines i fem måneder, og pinen, de voldte, var som den pine, en skorpion volder, når den stikker et menneske. Og i de dage skal menneskene søge døden, men ikke finde den, og de skal ønske at dø, men døden bliver ved med at fly fra dem. Og græshoppernes skikkelser lignede heste, som er udrustet til krig; . . . de har haler og brodde ligesom skorpioner; og i deres haler er deres myndighed til at skade menneskene i fem måneder. De har afgrundens engel til konge over sig; hans navn er på hebraisk Abaddon [ødelæggelse], og på græsk har han navnet Apollyon [ødelægger].“ (NW) Intet under, at der i hele kristenheden gøres forsøg på at ødelægge Jehovas vidner.

Håb om lindring uænset

 6. Hvorledes tiltaler de Abraham, og hvorfor?

⁶ Læg nu mærke til, at hvad lignelsen derpå siger om den rige mand i hades og pine, er blevet opfyldt nu ved afslutningen på tingenes system. „Da råbte han og sagde: Fader Abraham, forbarm dig over mig, og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og køle min tunge, thi jeg er i kval i denne brændende ild.“ (Luk. 16:24, NW) Det jødiske præsteskab råbte: „Fader Abraham!“ i en bøn om gunst som hans kødelige sæd. De var hans kødelige efterkommere og havde ventet at blive bedre behandlet af Gud i betragtning af deres slægtsforhold til denne fortidens „Guds ven“. Kunne de bare opnå lindring på grundlag af dette slægtsforhold! På lignende måde anmoder kristenhedens religionsdyrkere, det nutidige sidestykke, den større Abraham, Gud, som „Fader“ om at forbarme sig over dem i deres pine og kval.

 7. Hvad betyder deres bøn om at lade Lazarus sende for at køle deres tunge?

⁷ Dersom Jesus ikke fortalte en lignelse, men den „brændende ild“ var bogstavelig, hvor ville det så ikke være tåbeligt at bede om, at Lazarus måtte dyppe spidsen af sin finger i vand for at køle den rige mands tunge! Hvorledes kunne lazarusskaren bringe den „rige mand“ nogen lindring nu? Ved at give dem en dråbe af sandhedens vand, der kunne lindre det religiøse præsteskabs åndelige kval og pine. Og hvorledes kunne det finde sted? Kun ved, at lazarusskaren ophørte med at forkynde „hævnens dag fra vor Gud“ og ophørte med at afsløre hyklerisk religion og forkynde Jehovas brændende domme over kristenheden. De ønsker derfor af den større Abraham, at de, som er i hans særlige gunst, skal indgå kompromis. De må ikke forkynde den nøgne sandhed, men skal prædike smukke ting for det religiøse præsteskab, for at det kan tage sig bedre ud i folkets øjne. Det vil sige, at de skal ikke gøre det, som Jehova befalede profeten Jeremias, der er et billede på Jehovas vidner på denne dag: „Tal alt, hvad jeg byder dig. . . . de skal kæmpe imod dig, men ikke kunne magte dig; thi jeg er med dig for at frelse dig, lyder det fra Jehova.“ Den „rige mand“ taler ligesom den israelitiske præst Amazja til profeten Amos, men de modtager et utilfredsstillende, pinagtigt svar, ligesom det Amos gav Amazja. — Jer. 1:7, 19; Amos 7:10-17

 8. Hvorledes tiltaler Abraham dem i sit svar, og hvorfor?

⁸ Hvad svarer den større Abraham? Lignelsen fortsætter med at sige: „Men Abraham sagde: Mit barn, husk på, at du til fulde fik det gode i din livstid, men Lazarus på tilsvarende vis det onde. Nu trøstes han imidlertid, mens du er i pine. Og foruden alt dette er der blevet sat et stort svælg mellem os og jer folk, så at de, som vil gå herfra over til jer, ikke kan det, og heller ikke kan folk komme derfra over til os.“ (Luk. 16:25, 26, NW) Eftersom det jødiske præsteskab var Abrahams kødelige efterkommere, kunne denne med rette kalde dem „mit barn“. Men det var kun til fordømmelse af dem, fordi de, skønt de var hans kødelige afkom, med overlæg havde vist den guddommelige gunst fra sig og var kommet under Guds fordømmelse. Det var, fordi den klagende „rige mand“ udgav sig for at være Guds børn, at den større Abraham tiltaler dem som „mit barn“, på samme måde som Josua tiltalte overtræderen Akan som „min søn“, da han blev stillet på prøve. (Josua 7:19) De er i samme situation som et barn, der rettelig bør straffes. Salme 82:6, 7 siger til dem: „Jeg har sagt, at I er guder, I er alle den Højestes sønner; dog skal I dø som mennesker, styrte som en af fyrsterne!“ Den „brændende ild“, de nu befinder sig i, er en advarsel om den undergang, der venter dem. Men Gud forsvarer og udfrier de fattige og ringe og frier dem ud af den ondes hånd. — Salme 82:1-4.

 9. Hvordan fik de de gode ting i deres „livstid“?

⁹ „I din livstid“. Ja, i den rige mands tid, inden den guddommelige dom kom over det kødelige Israel dengang og kristenheden nu, siden Guds rige blev oprettet, og Jesus Kristus blev gjort til „hovedhjørnestenen“ i denne kongelige bygning. Inden den „rige mand“ blev afsløret som død og begravet for Gud, bekymrede de sig meget lidt om folkets sande åndelige behov. De levede godt af deres præstegerning og søgte ære og verdslig anseelse og førte en sorgfri tilværelse. De gav folket meget lidt bibelsk forståelse og gik ikke ud for at søge efter de fortabte får. De tav over for undertrykkerne og undertrykkelsen og gav kun folket håb om lindring og trøst i himmelen. På samme måde søger den „onde træl“ kun sin egen himmelske frelse og lader de „andre får“ passe sig selv lige til Tusindårsriget. De yder ikke disse andre får nogen hjælp nu til at undfly verdenstrængselen i Harmagedon og leve videre ind i Tusindårsriget. (Matt. 24:48-51) Den „rige mand“ har derfor nydt livets goder og beholdt bibelens gode ting for dem selv. Men nu er den tid forbi for bestandig, og de er foruroliget, ribbet for illusioner og i stor pine og kval.

10, 11. a) Hvordan fik lazarusskaren de „onde ting“? b) Hvorledes trøstes de nu, og hvem sammen med dem?

¹⁰ I den tid, kristenhedens religiøse klike havde det godt, udsattes lazarusskaren for meget ondt, og det hovedsagelig fra den „rige mands“ side. Folk, der skaffede dem lidt lindring, blev set ned på som hunde, der kom og slikkede deres sår. De blev fremstillet som åndeligt syge og forstødte, som under Guds forbandelse, som de, „der intet har“, som tiggere. (2 Kor. 6:8-10, NW) Men nu, da Gud har vendt forholdene om og tilkendegivet, hvem han virkelig begunstiger og tager til sit bryst, trøstes de. De bliver naturligvis stadig udskældt og forfulgt af den „rige mand“, men de trøstes med Guds trøst og kvæges og fornyes af de gode ting fra hans bord. De spiser, drikker, glæder sig og synger af jubel og velsignes, hvorimod den „rige mand“ hungrer, tørster, føler skam, græder og jamrer i sorg, efterlader deres navn til en forbandelse og står ansigt til ansigt med undergang. (Es. 65:13-16) Det er som dengang, Job blev helbredt og trøstet og atter fik familie og havde slægtninge og venner om sig.

¹¹ Resten af lazarusskaren er åndelige jøder. Vi ser nu „ti mænd af alle folks tungemål“ gribe fat i deres „kappeflig“ og sammen med dem drage op til Jehovas teokratiske organisation. (Zak. 8:20-23) De er ligesom Jobs brødre, søstre og bekendte, der kom for at trøste ham, foruden de dejlige børn, som han blev fader til på sine gamle dage. (Job 42:11) De er de „andre får“, som Jehovas rette hyrde, Jesus Kristus, fører sammen til enhed med resten af lazarusskaren og gør til een hjord under een hyrde. På denne måde bliver disse „andre får“ restens nære medarbejdere og kommer ind i den begunstigede stilling hos den større Abraham; og de nyder i fællesskab med dem de „gode ting“ og trøstes som resten. (Joh. 10:16) De er de første af den jordiske skare, der modtager goder fra den større Abraham gennem hans sæd, Jesus Kristus, og hans legemes lemmer.

Et stort svælg

12. Hvad repræsenterer det store svælg? Hvilken lindring tillader det ikke?

¹² Men dette „store svælg“! Den rige mand tænkte ikke på det, da han bønfaldt Abraham om lindring. Folkene, hvor han er, kan ikke komme over det og tvinge sig adgang til den begunstigede stilling hos Abraham. Lazarusskaren kan heller ikke forlade denne stilling og gå over dette svælg for at bringe den „rige mand“ lindring. Svælget er et billede på Guds dom, der ikke kan omstødes, og som adskiller de to skarer. Det forbyder, at der vises kristenheden barmhjertighed eller ydes den lindring. Den er blevet forladt efter det valg, den har truffet siden den første verdenskrig. Den stillede sig dengang imod Guds oprettede rige og begunstigede i stedet den internationale sammensværgelse for herredømmet over jorden ved menneskelige regenter i trods imod Jehovas retmæssige overhøjhed og i modstand imod hans konge, Jesus Kristus, hvem han indsatte på tronen i 1914 for at herske midt iblandt sine fjender. Til den „rige mand“ siger Kongen Jesus Kristus: „Slanger, øgleunger, hvordan kan I undfly gehennas dom?“ (Matt. 23:33, NW) Riget er her og vil herske enevældigt. Denne verden, hvilket indbefatter kristenheden og dens religiøse faktorer, må overlades til undergang. Dens „rige mand“ er ligesom Esau, der solgte sin førstefødselsret af selviske grunde og drog bort til Se’irs bjerge. Da han bagefter ønskede at arve velsignelsen, blev han forkastet, „skønt han indtrængende og med tårer søgte et sindsskifte [hos Isak], fandt han ingen rum derfor“. — Heb. 12:16, 17, NW; 5 Mos. 2:1-5; Ez. 35:1-15.

13. Hvilket adskillelsesværk har fundet sted til forhindring af fraternisering?

¹³ Vilkårene for at blive adopteret som medlemmer af Abrahams sæd i overensstemmelse med Guds løfte kan ikke tilsidesættes. Rigsskaren er nu næsten fuldendt, idet kun en rest af den er tilbage på jorden. Den „rige mand“ har ikke opfyldt disse teokratiske vilkår og krav, men har valgt denne verdens visdom. De sidste, set fra deres synspunkt, er de første, der får delagtighed i Rigets interesser, og de selvskrevne første er nu de sidste. Der kan ikke være noget fællesskab mellem de to skarer, ingen fraternisering! „Drag bort fra dem,“ siger den guddommelige røst fra himmelen, „rør ej noget urent.“ Resten af lazarusskaren har forladt den babyloniske verden og dens religiøse forvirring, for at de kan være rene, når de bærer Jehovas tilbedelseskar. Gud vil, at hans organisation skal forblive ren. Kun de ægte vil forblive deri; alle hyklerne vil blive kastet ud. Den rige mand kan ikke bringes ind deri i modstrid med Jehovas befaling. Men i denne korte tidsperiode, hvor Gud udviser langmodighed inden verdens undergang i Harmagedon, hører de „andre får“ den rette hyrdes røst og det guddommelige råb om at komme ud af denne verdens Babylon. De gør det, tager tilflugt hos Jehovas riges oprejste signal og kommer ind i den ene hjord under hans kongelige hyrde. Hyrden stiller disse får ved sin højre side og adskiller dem fra „bukkene“. — Den guddommelige doms uoverstigelige svælg tillader intet fællesskab mellem trofaste mennesker og dem, som i vantro forkaster Riget.a „Dine domme [er] som det store dyb.“ — Sl. 36:7.

Bøn for de fem brødre

14. Hvem er den „rige mands“ fader? Hvordan fremgår det?

¹⁴ Den „rige mand“ har deres egne ideer om folkets frelse. „Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min faders hus, thi jeg har fem brødre, for at han kan aflægge et grundigt vidnesbyrd for dem, så ikke også de skal komme i dette pinested.“ (Luk. 16:27, 28, NW) Han kalder stadig Abraham „fader“, men han tilkendegiver, at han er nærmere knyttet til en anden fader og har fem brødre. Hvem denne fader er, sagde Jesus lige ud til denne skare: „Hvis I er Abrahams børn, gør så Abrahams gerninger. . . . Var Gud jeres fader, så ville I elske mig, thi fra Gud kom jeg og er jeg her. I er fra jeres fader Djævelen, og I ønsker at gøre jeres faders ønsker. Han var en manddraber, da han begyndte, og han stod ikke fast i sandheden, fordi sandheden er ikke i ham.“ (Joh. 8:39, 42, 44, NW) Ved deres gerningers lighed med Djævelens viser den „rige mand“, hvis sønner de virkelig er.

15. Hvem repræsenterer den rige mands „fem brødre“?

¹⁵ Den „rige mand“ og hans fem brødre udgjorde i alt seks. Det er et tal, der kendetegner ufuldkommenhedens og syndens organisation, fjendens organisation. (1 Sam. 17:4, 7; 2 Sam. 21:20; Åb. 13:18) De er derfor den store slanges synlige sæd, som Jesus kaldte dem. (1 Mos. 3:15; Matt. 23:33; 3:7) De fem brødre dengang repræsenterede alle den „rige mands“ jødiske brødre, alle de kødelige israelitter, der havde samme indstilling, ånd og fader. De var Abrahams sæd ved kødelig afstamning, men de var ikke den større Abrahams åndelige sønner eller Kristi brødre. Ved denne verdens ende er de et billede på alle de navnkristne i kristenheden, som støtter de religiøse ledere, følger deres vejledning og handler som „bukke“ over for Kristi rest af brødre. Deres gerninger forråder, hvem der er deres fader. — 2 Tim. 2:25, 26.

16, 17. a) Hvad indrømmer den rige mand vedrørende Lazarus? b) Hvad ønsker han, at Abraham skal gøre med Lazarus i forbindelse med hans brødre?

¹⁶ Den rige mand indrømmer, at Lazarus er et vidne for Jehova, idet han siger: „For at han kan aflægge et grundigt vidnesbyrd for dem.“ Godkender den rige mand her lazarusskaren af Jehovas vidner, og beder han om, at hans brødre må blive vidner for Jehova? Opfyldelsen af lignelsen tyder ikke derpå. Den rige mand ønsker i vrkeligheden, at den større Abraham skal sende Lazarus bort fra den begunstigede stilling ved hans bryst for at forkynde et budskab for hans brødre, og det på en måde, der ikke vil afsløre dem som døde over for Gud. Det skulle ikke bringe dem i åndelig pine. Tværtimod, burde det give dem falsk forvisning om, at de stadig nyder guddommelig gunst og ligesom Lazarus hviler ved den større Abrahams bryst med alle den lovede nye verdens velsignelser foran sig.

¹⁷ Ligesom på apostlenes tid ønsker nutidens „rige mand“, at Gud skal få sine vidner til at forandre på deres uortodokse måde at forkynde på, og også at de skal forandre selve deres budskab og dæmpe ned på budskabet om „hævnens dag fra vor Gud“ og nedrivningen af vildfarelsens, den falske religions og verdsligt venskabs stærke fæstninger. Den „rige mand“ ønsker, at hans brødre i hans faders organisation skal skånes for den pine, han føler ved forkyndelsen af Guds rene ord, som afslører deres hykleri og verdslighed. Deres bøn er i virkeligheden stilet til deres sande fader, Satan, Djævelen, og går ud på, at han skal påvirke lazarusskaren, således at de bliver en del af denne verden og slutter kompromis med den „rige mands“ organisation. Så vil de ikke pine de utro kristne.

18. Hvad svarede Abraham? Hvad betød dette svar?

¹⁸ „Men Abraham sagde: De har Moses og Profeterne, lad dem lytte til dem.“ (Luk. 16:29, NW) Dette tilkendegiver, at dengang Jesus fremholdt lignelsen, gjaldt den kun jøder, eftersom de hedenske nationer ikke havde Moseloven og Profeterne eller den anden del af de hebraiske skrifter, begyndende med Salmerne.b Abrahams svar viser, at han ikke godkendte den rige mands bøn vedrørende Lazarus. Således fik heller ikke lazarusskaren lov til at borttage Moses og Profeterne eller ignorere dem eller tage noget fra dem eller lægge noget til dem. Skriften, som de allerede havde modtaget den, måtte stå fast uden forandring eller kompromis. Den „rige mand“ og deres fem brødre i vor tid har ikke alene Moses og Profeterne eller de hebraiske skrifter, men også Kristi disciples græske skrifter. Den „rige mand“ har ikke holdt sig strengt til disse skrifter eller levet deres liv eller lært i overensstemmelse med dem. Derfor er de i pine. De „fem brødre“ eller andre medlemmer af Djævelens organisations religiøse del vil kun undgå at komme i samme håbløse, pinagtige tilstand som den „rige mand“, dersom de lytter til disse skrifter og lever deres liv i overensstemmelse med dem.

Forlanger et tegn

19. Hvordan modsiger den rige mand Abraham? Hvad er det, han i virkeligheden ønsker, der skal gøres?

¹⁹ Den rige mand tror, at han ved bedre besked end den større Abraham. „Så sagde han: Nej, fader Abraham, men hvis der kom en eller anden fra de døde, så ville de angre.“ (Luk. 16:30, NW) Han modsiger med andre ord Gud: Moses og Profeterne er ikke nok. Han indrømmer, at hans brødre trænger til at angre, men han ønsker, at deres anger skal udvirkes ved hjælp af et tegn og ikke ved at give agt på skriften, som Jehovas vidner forkynder. Han afslører sig selv som af en „ond og utro generation“, der vedbliver med „at søge efter et tegn“. Ja, „jøder kræver tegn, og grækere søger visdom“. (Matt. 16:1-4; 12:38, 39, NW; Luk. 23:8; Joh. 4:48; 1 Kor. 1:22, NW) Han ønsker, at hans brødres anger skal finde sted som følge af dette tegn uden Moseloven og Profeterne, som om et tegn var uundværligt og disse skrifter ikke nok i sig selv. Giv dem et ærefrygtindgydende tegn og rør ikke ved kirkefædrenes overleveringer og de menneskebud, der er en overtrædelse af Guds befalinger og sætter hans ord ud af kraft. (Matt. 15:1-9) Denne skare i hades fastholder deres egen frelsesvej for menneskeheden, en vej, hvorved de kan undgå at blive pint af lazarusskaren.

20. a) Hvad ønsker den „rige mand“ i vor tid i forbindelse med lazarusskaren? b) Hvad viser her, at det drejer sig om en lignelse?

²⁰ Den gejstlige „rige mand“ i vor tid ønsker ikke at slippe de religiøse traditioner, de ældgamle ceremonier og hedenske filosofier, som de har helliget ved at optage dem i deres religionssystemer og læresætninger. De lader folket have bibelen, men de anbefaler ikke deres menigheder den rene lære hos Moses og Profeterne og nu i resten af de inspirerede skrifter, der viser opfyldelsen af Moses og Profeterne. De ønsker ikke, at Jehovas vidner, lazarusskaren, skal anbefale folket den hellige skrift, der afslører religiøse overleveringer, ceremonier og filosofier. Nej, lad Gud, den større Abraham, give et overnaturligt tegn, der vil vise, hvorvidt lazarusskaren er sand eller falsk, og som ikke vil være til så stor pine for den rige mands „fem brødre“. Heraf ser vi igen, at Jesus må have talt i en lignelse. Thi hvis dette skulle forstås bogstaveligt, hvorledes skulle den rige mand så kunne bede den døde Abraham om at sende Lazarus tilbage fra de døde, når Abraham selv er død og ude af stand til at genoprejse sig selv for slet ikke at tale om en anden? Det er „Gud, som gør de døde levende“. (Rom. 4:17) Men vil den større Abraham gøre noget mirakuløst med lazarusskaren af Jehovas vidner for at fremtvinge en reaktion hos den rige mands „fem brødre“?

21. Hvad svarede Abraham, og hvor talte Jesus om det samme?

²¹ „Men han sagde til ham: Hvis de ikke hører Moses og Profeterne, så vil de heller ikke lade sig overbevise, dersom nogen opstod fra de døde.“ (Luk. 16:31, NW) Der vil derfor ikke blive givet dem et tegn, som de ønsker. Jesus sagde jo ved en anden lejlighed: „En ond og utro generation vedbliver med at søge efter et tegn, men der skal ikke gives noget tegn undtagen profeten Jonas’ tegn. Thi ligesom Jonas var i bugen på den vældige fisk i tre dage og tre nætter, således skal Menneskesønnen være i jordens dyb tre dage og tre nætter. . . . se, her er mere end Jonas.“ (Matt. 12:39-41, NW) Han tog det rette bestik af deres religiøse indstilling, da han sagde: „Medmindre I folk ser tegn og undere, vil I overhovedet ikke tro.“ Og han viste, at han var enig med Abrahams ord, da han sagde: „I ransager skrifterne, fordi I mener, at I ved hjælp af dem vil få evigt liv; og det er netop dem, som vidner om mig. Og dog ønsker I ikke at komme til mig, for at I kan opnå liv. . . . Tænk ikke, at jeg vil anklage jer hos Faderen; der er en, som anklager jer, Moses, til hvem I har sat jeres håb. Hvis I virkelig troede Moses, så ville I tro mig, thi han har skrevet om mig. Men dersom I ikke tror hans skrifter, hvordan skulle I tro mine ord?“ — Joh. 4:48; 5:39, 40, 45-47 NW.

22. Hvad er det eneste, lazarusskaren kan bringe den „rige mands“ „fem brødre“? Hvad er vanskeligheden med dem?

²² Alt, hvad lazarusskaren kunne bringe dem, var Moses og Profeterne og budskabet om den oprejste Jesus Kristus. Men ikke et besmittet budskab! Man kan ikke tro budskabet om den oprejste Kristus og nu budskabet om hans oprettede rige, medmindre man også tror Moses, Profeterne og Salmerne. De kristne græske skrifter er baseret på de hebraiske skrifter. De gamle hebraiske skrifter får deres opfyldelse i de kristne skrifter og i kendsgerningerne i dag vedrørende Riget. Dersom man ikke ønsker at tro Moses og Profeterne for selve de sandheder, der er i disse skrifter, så vil man heller ikke være rede til at tro noget på grund af et menneske, der er kommet til live i Guds gunst, og som indtager en begunstiget stilling hos ham og ikke længere er en tigger, men et aktivt vidne for Jehova. Foruden denne åndelige genopliven af lazarusskaren så opstod Jesus Kristus virkelig fra de døde og udsendte sine vidner, først til jøderne og siden til de andre nationer. (Ap. G. 10:40-42) Nu forkynder hans efterfølgere som Jehovas vidner den oprejste Kristus og hans rige for de overlevende af den „rige mand“, hans „fem brødre“. Men det er uden virkning på dem. Hvorfor? Fordi de ikke ønsker at tro Moses og Profeterne og resten af de inspirerede skrifter. De ønsker ikke at lægge tro for dagen; de ønsker at se et tegn.

23. Kan vi vente udførelse af mirakler for vort arbejde? Hvad har vi da befaling til at gøre?

²³ Vil Gud ændre sin fremgangsmåde af hensyn til disse forsætlige vantro? Aldrig! Hans upartiske doms gabende svælg skiller stadig os og dem. Så med undtagelse af vor forandrede tilstand siden 1919, der er at ligne med Jonas’ kommen ud af den vældige fisks bug for at leve på jorden som et Jehovas vidne og forkynde for ninevitterne et fuldgyldigt tegn, behøver lazarusskaren af Jehovas vidner ikke at vente, at Gud vil udøve mirakler imod dem eller med dem for at fremskynde anger hos den rige mands brødre. Vi behøver ikke støtte gennem en opstandelse af trofaste vidner fra fortiden. Vi har ikke bemyndigelse til at gå på akkord med det guddommelige budskab om denne dags hævn over nationerne ved at tilbageholde noget af Guds råd. Vi har befaling til at benytte os af, at kristenheden ejer skriften, Moses og Profeterne og det inspirerede vidnesbyrd om den oprejste Kristus og hans rige. Udrustet hermed kan vi frygtløst forkynde. Idet vi er forvisset om Guds gunst, behøver vi ikke mere at se hen til de religiøse ledere og tigge dem om åndelige begunstigelser. Vi bevarer os selv i den større Abrahams begunstigede stilling, og vi forkynder, hvad han befaler os.

24. Hvem alene kan vi bringe trøst og lindring?

[Fodnoter]