Spørgsmål fra læserne
● I Ordsprogene 10:6 står der: „Velsignelser er for den retfærdiges hoved, på uret [vold, NW] gemmer gudløses mund.“ Hvad betyder disse ord?
Dette ordsprog stiller en modsætning op mellem hvordan det vil gå to slags mennesker — de retfærdige og de onde eller gudløse. En betragtning af dette vers kan hjælpe os til at overveje hvilken slags mennesker vi ønsker at være.
Den der er ren og retfærdig i sit hjerte afgiver tydeligt bevis på at det forholder sig sådan. Som Jesus sagde: „Af hjertets overflod taler munden.“ (Matt. 12:34, 35) Ja, et menneske af den slags taler jævnlig om det der er godt og opbyggende, og han handler i overensstemmelse dermed. Hvordan reagerer man over for et sådant ærligt og oprigtigt menneske? Reagerer man ikke positivt? Vil man ikke påskønne et sådant menneske og velsigne det, det vil sige tale godt om det?
I modsætning hertil er den der i sit indre er ond, hadefuld og gudløs, tilbøjelig til at volde andre skade. Skønt han nu og da taler venligt og blidt, giver han i sidste ende efter for voldelige tilbøjeligheder, idet han enten øver fysisk vold mod andre eller retter verbale angreb mod dem og søger at nedbryde dem. Han fortjener ikke andres velsignelse men bliver derimod genstand for deres forbandelse.
En alternativ læsemåde af den hebraiske grundtekst lyder således: „Vold vil dække ugudeliges mund.“ I den reviderede danske bibeloversættelse af 1871 gengives det på denne måde: „Vold skjuler de ugudeliges Mund.“ Dette understreger hvad den onde eller ugudelige opnår, og hvordan dette muligvis vil virke på ham. Det svarer i princippet til at ’hvad man sår, vil man høste’. Den ugudelige sår slethed og fjendskab, og det falder tilbage på ham selv. Det så at sige skjuler eller lukker munden på ham. Hvis noget kan bringe ham til tavshed, så er det resultaterne af hans egen ondskab, når det i sidste ende går ud over ham selv.
Hvilket udfald ønsker vi i vort eget tilfælde? Hvordan det går os, vil afhænge af hvilken slags mennesker vi søger at være.
● Hvilken vejledning giver Bibelen angående spil? Vil det for eksempel være forkert af en kristen at spille kort om småpenge blot for underholdningens skyld?
Bibelen giver os ikke grundlag for at opstille en fast regel som forbyder enhver form for spil eller væddemål om penge eller værdier, uanset hvor lille indsatsen er. Dog hjælper Guds ord os til at indse at hasardspil er en alvorlig synd som kan føre til at man bliver udstødt af den kristne menighed og udelukket fra Guds rige.
Når vi her taler om „spil“ tænker vi specielt på former for lykkespil, lotterier eller væddemål hvor deltagerne gør en indsats i håb om at opnå en gevinst. Der siges ikke meget om dette i Bibelen.
I Dommerbogen 14:11-19 fortælles det at Samson gav filistrene en gåde at gætte, og hvis de kunne gætte den ville de få en betaling. Dette var imidlertid ikke en form for spil, men en krigslist Samson brugte for at finde „en anledning til strid over for filisterne“. Brugen af ’lodkastning’ i Israel var heller ikke en form for spil, men et middel hvorved man søgte Guds ledelse eller bilagde stridigheder. (Ordsp. 16:33; 18:18; 1 Sam. 14:41, 42) Og selv om hebræerne kendte til kapløb og underholdende spil, er der ikke noget som tyder på at de indgik væddemål om udfaldet. (Jer. 12:5) I Hastings’ Encyclopædia of Religion and Ethics siges der: „Så længe [israelitterne] forblev agerdyrkere synes de at have været forbavsende fri for det onde der kaldes spil. I Babylon blev de købmænd, og omgikkes folk for hvem lykkespil var en del af hverdagen.“ — Bind VI, s. 164.
I denne forbindelse omtaler Esajas 65:11, 12 „lykkeguden“, som spillerne i Babylon søgte hjælp hos. Enhver israelit der, som det siges i disse vers, dækkede bord for den slags afguder, ville gøre sig skyldig i frafald.
Det eneste tilfælde i Bibelen der virkelig kan betegnes som spil, er lodkastningen blandt de romerske soldater, der efter Jesu pælfæstelse spillede om hvem der skulle have hans underklædning. — Matt. 27:35; Joh. 19:23, 24.
Selv om Bibelen altså ikke siger ret meget direkte om spil, giver den os dog nogle principper der kan tjene som en vejledning for os. Det fremgår af disse principper at den kristne bør være opmærksom dels på motivet til at spille og dels på de resultater spil ofte fører til.
Det er almindeligt anerkendt at spil ofte fører til pengebegær eller havesyge. Dette punkt har betydning for kristne, for havesyge fordømmes på det kraftigste i Bibelen. Gud oplyser at havesyge mennesker ikke vil arve hans rige, og at havesyge må sidestilles med afgudsdyrkelse. Oprigtige kristne vil derfor afholde sig fra handlinger der kunne føre til at de blev grebet af havesyge og således i endnu højere grad kom til at mangle Guds herlighed. — Kol. 3:5; 1 Kor. 6:9, 10, Rom. 3:23.
Havesyge kan naturligvis komme til udtryk på mange måder. Man kan for eksempel vise havesyge ved sine spisevaner, idet man frådser i mad. Eller man kan drikke så meget at man bliver dranker. (Tit. 1:12, 13, Ordsp. 23:20; 1 Tim. 3:3) Imidlertid er indtagelsen af føde en normal og nødvendig livsproces. Også mådeholden nydelse af alkoholiske drikke indebærer en naturlig proces, idet man derved dækker en del af det daglige væskebehov med en drik som legemet kan forbrænde. Man kan altså ikke så ofte og så nemt forbinde havesyge med disse ting som man kan med spil.
Griskhed eller havesyge er en af hovedårsagerne til meget af den vold og kriminalitet der ofte er forbundet med hasardspil i større stil. Men selv hos den enkelte spiller er havesyge ofte et underliggende motiv. Er det ikke sandt at mange netop spiller fordi de håber på at vinde det som andre taber? Dette anerkendes endog af mennesker som ikke i første række bygger deres opfattelser på Bibelen. Det er blevet sagt at „ved at fremme lotterier appellerer myndighederne til en af de laveste menneskelige egenskaber — begæret. De bidrager til at forringe, ikke forbedre, menneskelivet. . . . De der indfører lotterier fremmer det syn at det er korrekt at den enkelte opnår gevinst på manges bekostning“. — Professor D. McCormack Smyth i Torontobladet Star.
Hertil vil nogle måske indvende: ’Hvad nu hvis man i al venskabelighed spiller et spil kort eller et brætspil med nogle familiemedlemmer? Vi har måske penge på bordet, men kun småpenge, så ingen kan vinde eller tabe ret meget. Kan det ikke bare være uskyldig underholdning, uden at der kommer begær eller havesyge ind i billedet?’
Det vil nogle måske hævde. Men når som helst der er penge med, uanset hvor små beløb det drejer sig om, er faren tydeligt til stede. Det kan være begyndelsen, det der giver stødet til en uheldig tilbøjelighed, og det vil navnlig være farligt hvis der er børn blandt deltagerne. Hvorfor ikke blot holde regnskab på et stykke papir, eller spille blot for fornøjelsens skyld? Menighedens ældste vil ikke blande sig i hvad andre gør i denne henseende. De vil ikke søge at opstille regler og fastsætte love, sådan som de religiøse ledere der omtales i Lukas 6:1-5. Men hvis de bliver opmærksomme på at nogens åndelighed bringes i fare, vil de måske venligt give vejledning, eftersom det jo er deres opgave at ’våge over sjælene’ i menigheden. — Hebr. 13:17.
Erfaringen viser at mange som er blevet grebet af spillelidenskaben begyndte med at spille om småpenge ’for sjovs skyld’. De så at de kunne vinde småbeløb og blev fristet til at prøve at vinde større beløb. Havesyge kan gøre et menneske forfaldent, give det en uimodståelig trang til at spille og føre til et liv som vedkommende tidligere ville have troet utænkeligt. En canadier som nu er blevet spillelidenskaben kvit, siger: „Jeg har en niece som taber 100 dollars om ugen. Hendes mand må have to job. Hendes børn sulter. Hun tigger, låner og stjæler for at få penge så hun kan spille.“
Et andet motiv der ofte ligger til grund for spillelidenskaben, er stolthed. Det tiltaler manges stolthed at kunne vinde. Men Gud siger: „Jeg hader hovmod og stolthed.“ Guds sande tilbedere opfordres til at opdyrke ydmyghed og beskedenhed. — Ordsp. 8:13; 11:2; 22:4; Mika 6:8; Jak. 4:16.
De der spiller, ønsker at ’heldet skal tilsmile dem’. For dem er „heldet“ ikke et ord der slet og ret er ensbetydende med lykketræf, men en overmenneskelig indflydelse der er som en gud. Havesyge og stolthed får spillerne til at stole på „heldet“.
I mange tilfælde har spil desuden den virkning at det fremmer dovenskab. Det får folk til at drømme om at få noget for ingenting, ja det får dem til at lyve eller snyde for at vinde — i stedet for at udføre ærligt arbejde. Guds ord tager imidlertid afstand fra dovenskab og tilskynder til flid, driftighed og slidsomt arbejde. „Hvis nogen ikke vil arbejde, så lad ham heller ikke spise.“ — Ordsp. 6:9-11; Ef. 4:28; 2 Tess. 3:10.
Hasardspillets dårlige frugter er så almenkendte at man mange steder ser ned på folk der drives af spillelidenskab, også selv om det spil de giver sig af med, måske er lovligt. Ønsket om at „have et godt vidnesbyrd fra udenforstående“ og ikke stemme andre negativt over for ’den gode nyhed om riget’ er derfor endnu en grund til at mange kristne undgår enhver form for spil. — 1 Tim. 3:7, 10; Matt. 24:14; 1 Kor. 9:11-23; 2 Kor. 6:3.
De der tjener som ’hyrder for hjorden’ er med rette interesseret i at hjælpe deres medkristne til at undgå noget som kunne skade deres åndelighed. Hvis en kristen bliver involveret i spil og viser en tydelig tilbøjelighed til havesyge eller begynder at bære præg af nogle af de andre dårlige frugter der er forbundet med spil, vil de ældste derfor træde hjælpende til. Hvis de ser farlige tendenser til havesyge kan de give vejledning enten privat eller offentligt. (1 Pet. 5:2, 3, Gal. 6:1) Hvis en kristen hårdnakket fortsætter med at vise havesyge, kan det endda blive nødvendigt at fjerne ham fra menigheden, i overensstemmelse med vejledningen i Guds ord, der lyder: „Fjern det onde menneske fra jeres midte.“ Paulus tilføjer her: „Ved I ikke at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Bliv ikke vildledt. Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd der bruges til unaturlige formål, eller mænd som ligger hos mænd, eller tyve eller havesyge eller drankere eller spottere eller udsugere skal arve Guds rige.“ — 1 Kor. 5:11-13; 6:9, 10.
Så vidt kommer det dog sjældent, for sande kristne tager fuldstændig afstand fra enhver form for hasardspil. De ønsker at bære åndens frugt, og ikke at give sig af med noget der erfaringsmæssigt vækker havesyge og fører til kødets gerninger. (Gal. 5:19-23) De indser værdien af at tjene til livets ophold ved ærligt arbejde. Som apostelen Paulus formanede: „Vi tilskynder jer, brødre, . . . til at I sætter jer som mål at leve stille og passe jeres egne sager og arbejde med jeres hænder, sådan som vi har befalet jer, så I kan vandre anstændigt over for dem udenfor og ikke trænge til noget.“ — 1 Tess. 4:10-12.
Kristne betragter alt hvad de har — herunder både deres liv og deres penge eller materielle midler — som indviet til Gud. De er ansvarlige over for Gud for hvordan de bruger disse aktiver. I stedet for at øde deres tid og penge på spil der kan vække havesyge hos dem og kan skade andre, bruger de derfor deres tid og midler på en måde der vil bringe Jehova ære. (Ordsp. 3:9) På denne måde ’øver de godt, er rige på gode gerninger og rede til at dele med andre’. Og som Paulus skrev, ’samler de sig derved værdier som en god grundvold for den kommende tid, for at de kan få et fast greb om det virkelige liv’. — 1 Tim. 6:17-19.