Jerusalem — en grund til glæde

„Thi se, jeg skaber nye himle og en ny jord, det gamle huskes ej mer, rinder ingen i hu; men man frydes og jubler evigt over det, jeg skaber, thi se, jeg skaber Jerusalem til jubel, dets folk til fryd; jeg skal juble over Jerusalem og frydes ved mit folk.“ — Esajas 65:17-19.

1. (a) Hvorfor vil Jehovas folk finde ordene i Esajas 65:17-19 betagende? (b) Hvilke spørgsmål kan man stille angående Jerusalem?

HVOR betagende er ikke disse ord som den suveræne Herre Jehova lod sin profet udtrykke! De taler om en overflod af glæde. Vil du ikke gerne have del i denne glæde? Jo, naturligvis! Men du spørger måske: Hvad er det for et Jerusalem der omtales her? Har det nogen forbindelse med nutidens Jerusalem — der jo har været midtpunkt for så mange voldsomme religiøse og politiske stridigheder? Vil „Jerusalem“ nogen sinde udfylde en rolle der harmonerer med betydningen af byens navn — „ejer af [eller grundlag for] dobbelt fred“? Hvilken forbindelse er der mellem ’de nye himle og den nye jord’ og det Jerusalem der nævnes i denne profeti? Det vil vi nu se på.

Fortidens Jerusalem

2. Hvilken historie har det sted hvor Jerusalem ligger?

² Fra de tidligste tider har stedet hvor Jerusalem ligger nydt Jehovas særlige gunst. Det var uden tvivl her at kongepræsten Melkizedek for mere end 3900 år siden velsignede Abraham. Han velsignede også Jehova som „Gud den Allerhøjeste, himmelens og jordens skaber“. (1 Mosebog 14:18, 19) Med tiden blev byen, som dengang hed Salem, imidlertid beboet af de dæmondyrkende jebusitter.

3. Hvordan omtaltes Jerusalem på Josuas tid og senere?

³ I Josuas bog, kapitel 10, finder vi, 400 år senere, den første omtale af navnet „Jerusalem“ i Bibelen. Her læser vi at kong Adonizedek af Jerusalem sendte bud til fire nabokonger om at hjælpe ham i krigen mod Israel. Men Jehova kæmpede for Israel. Solen og månen stod stille, for at kanaʹanæerne kunne blive fuldstændig besejret. De fem konger blev dræbt. Der står dog ikke at Josua indtog Jerusalem. Tværtimod siges der: „Men jebusitterne, som boede i Jerusalem, kunne judæerne [som arvede dette område] ikke drive bort.“ — Josua 10:1-27; 15:63; Dommerne 1:21.

Jerusalem under David og Salomon

4. Hvordan blev Jerusalem velsignet på Davids og Salomons tid?

⁴ Cirka 400 år senere blev David konge over hele Israel. I år 1070 f.v.t. „indtog [David] klippeborgen Zion, det er Davidsbyen,“ i Jerusalem. Dér på Zions bjerg kom han til at herske som Jehovas salvede konge. Hans søn Salomon sad også på „[Jehovas] trone som konge“. I sin fredfyldte regeringstid byggede Salomon et storslået tempel på Morija bjerg i Jerusalem. Dette tempel blev centrum for tilbedelsen af Jehova og undervisningen i hans ord og lov. — 1 Krønikebog 11:5; 29:23; 2 Krønikebog 7:12-16.

5. Hvordan beskriver Salmernes bog Jerusalem og byens ’store Konge’?

⁵ Mange af salmerne priser Zions og Jerusalems skønhed. Koras sønner priste den i sang som „vor Guds by, på hans hellige bjerg“. Ja, „smukt i sin højde, hele jordens glæde, er Zions bjerg, yderst mod nord, den store Konges [Jehova Guds] stad“. David selv beskrev den med disse ord: „Vore fødder kom til at stå i dine porte, Jerusalem. Jerusalem, bygget som en by der er sammenføjet i enhed, hvortil stammerne er draget op, Jahs stammer — det er en formaning til Israel om at takke Jehovas navn.“ Det siges at denne ’store konge’ „bor i Jerusalem“ og at han er folkets kærlige Beskytter. „Jerusalem ligger hegnet af bjerge; og [Jehova] hegner sit folk fra nu og til evig tid.“ — Salme 48:1, 2, NW; 122:2-4, NW; 135:21; 125:1, 2.

Ødelæggelse og genoprettelse

6. (a) Hvad blev Jerusalem et symbol på? (b) Hvilken dom kom over Jerusalem, og hvorfor?

⁶ Jerusalem og Zions bjerg blev derfor meget passende et symbol på Israels nation eller folk. Men i løbet af mindre end 500 år faldt folket fra Jehova, og onde konger ’fyldte Jerusalem med uskyldigt blod’. (2 Kongebog 24:4) Israelitterne nægtede at give agt på Guds profeters advarsel, og til sidst udtalte den suveræne Herre Jehova sin dom over Zedekias, den sidste konge der herskede i Jerusalem, idet han sagde: „Ned med kronen! . . . Grushobe, grushobe, grushobe gør jeg det til. Ve det! Således skal det være, til han kommer, som har retten til det; ham vil jeg give det.“ (Ezekiel 21:26, 27) I år 607 f.v.t. ødelagde kong Nebukadnezar af Babylon Jerusalem og dets tempel og førte de overlevende som fanger til Babylon.

7. (a) Hvad blev genoprettet, og hvorfor var det overraskende? (b) Hvad var forandret i Jerusalem på det tidspunkt, men hvad blev muligt ved genopbyggelsen?

⁷ Jehovas profeter havde imidlertid forudsagt en herlig genoprettelse, og Jeremias havde udtalt at den ville finde sted når der var gået 70 år. (Esajas 44:24 til 45:7; Jeremias 25:11, 12; 29:10) Til stor overraskelse for mange, og som en opfyldelse af Jehovas profeti ved Esajas, blev Babylon omstyrtet, og sejrherren, kong Kyros af Persien, udstedte et dekret der gjorde det muligt for gudfrygtige jøder at vende tilbage og genoprette tilbedelsen af Jehova i Jerusalem nøjagtig til tiden — i 537 f.v.t. Som Esajas havde forudsagt kunne „Jehovas herlighed, . . . Guds pragt“ endnu en gang ses i Juda og Jerusalem. Denne gang blev der dog ikke indsat en konge til at herske i Jerusalem. Men Jehova begunstigede atter byen fordi hans navn var blevet knyttet til den og fordi en rest af hans folk havde været trofast mod ham. Dette var desuden et forbillede på noget større. Byen blev genopbygget, og dermed blev det muligt at den forudsagte Messias kunne fremstå der. — Esajas 35:2, NW; 62:1-7.

Jerusalems hus forlades

8. (a) Hvorfor tog Jerusalem ikke godt imod Messias? (b) Hvilken af Jesu profetier fik sin opfyldelse på Jerusalem, og hvordan?

⁸ Mere end 500 år efter denne genoprettelse fremstillede Messias sig for jøderne i Jerusalem. Dette skete også til Jehovas fastsatte tid, i år 33, som en opfyldelse af profetien i Daniels bog, kapitel 9, versene 24-27. Men tog Jerusalem godt imod Messias? Nej, for dets håb var blevet politisk. Jerusalem var faldet fra Jehovas ords sande lære, og de jødiske ledere begik den utilgivelige forbrydelse at myrde Guds egen søn. Kun tre dage før han så grusomt blev naglet til marterpælen havde Messias, Jesus, sagt til det jødiske folk: „Jerusalem, Jerusalem, der dræber profeterne og stener dem der er sendt til hende — hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, på samme måde som en høne samler sine kyllinger under vingerne! Men I ville ikke. Se! Jeres hus overlades til jer selv.“ (Mattæus 23:37, 38) Samme år, altså år 33, blev Jerusalem dømt og forkastet af Jehova. I år 70 udslettede de romerske hære Jerusalem og de fleste af dets indbyggere, idet de også ødelagde templet, tillige med slægtsregistre og andre optegnelser som hørte den jødiske tingenes ordning til.

9. Har det jordiske Jerusalem levet op til betydningen af sit navn?

⁹ Har det jordiske, genopbyggede Jerusalem siden da kunnet glæde sig over at være velsignet af Gud? Dets omtumlede historie i de sidste 1900 år giver svaret. Og i dag er Jerusalem stadig en religiøst splittet by. Der finder man ikke Jehovas herlighed eller noget „grundlag for dobbelt fred“. Det jordiske Jerusalem har ikke længere en plads i Guds hensigt.

Et frafald forudsagt

10. (a) Hvad er det frafaldne Jerusalem et glimrende billede på? (b) Hvordan kan Mattæus 7:20 anvendes på nutidens „Jerusalem“?

¹⁰ Det Jerusalem som to gange faldt fra Jehova og som Jehova straffede ved først at lade babylonierne og senere de romerske legioner indtage det, er et glimrende billede på en anden frafalden ordning — kristenhedens kirker og trossamfund. Ligesom de hykleriske ledere i Jerusalem havde Jehovas lov i munden, sådan hævder kristenhedens præsteskab at tale for Bibelens Gud. Men, siger Jesus Kristus, „på deres frugter [skal] I . . . kende disse mennesker“. (Mattæus 7:20) Hvilke „frugter“ har kristenheden frembragt i vor tid? Har de tilvejebragt noget „grundlag for dobbelt fred“? Nej. Som frugt har vi i stedet set to forfærdelige verdenskrige, der begge brød ud inden for kristenhedens domæne og blev udkæmpet med præsteskabets velsignelse på begge sider af fronten. Ja, de profetiske ord som Jehova henvendte til det frafaldne Jerusalem passer næsten endnu bedre på den religiøse kristenheds ledere: „Endog findes blod på dine hænder af fattige, skyldfri sjæle.“ — Jeremias 2:34.

11. Hvordan har kristenheden opfyldt Jesu ord i Mattæus 24:11, 12 og Markus 7:6-8?

¹¹ I nutidens kristenhed finder vi en rekordhøst af umoralitet, skilsmisser, opløste familier, narkotikamisbrug og kriminalitet af enhver art. Kristenhedens religion har vist sig ude af stand til at hindre den tiltagende lovløshed. (Mattæus 24:11, 12) Hvor rammende er ikke Jesu ord om kristenhedens præsteskab! Han erklærede: „Træffende har Esajas profeteret om jer hyklere, som der står skrevet: ’Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig. Det er forgæves de bliver ved med at dyrke mig når den lære de fører er menneskebud.’ I giver slip på Guds bud og holder fast ved menneskers tradition.“ Kristenheden, nutidens frafaldne Jerusalem, samt alle andre „antikrister“ vil derfor møde „trængsel“ fra Gud når Herren Jesus Kristus åbenbares fra himmelen for at bringe hævn over de ulydige. — Markus 7:6-8; 1 Johannes 2:18, 19; 2 Tessaloniker 1:6-9.

Riget genoprettes

12. Hvilken ’nedtrædelsesperiode’ var forudsagt i Lukas 21:24?

¹² Men gav Jesus ikke udtryk for at det jordiske Jerusalem skulle genrejses, da han sagde: „Jerusalem skal nedtrædes af nationerne, indtil nationernes fastsatte tider er udløbet“? (Lukas 21:24) Jerusalem var, ganske rigtigt, blevet nedtrådt af babylonierne i år 607 f.v.t.; og selv om byen havde nydt en kortvarig herlighed efter folkets hjemkomst fra Babylon, havde ingen konge af Davids slægt på noget tidspunkt siden da hersket i den. Og i det første århundrede blev Jerusalem nedtrådt af romerne, som de politisk indstillede jøder afskyede. Selv ikke i dag er der blevet genoprettet noget teokratisk styre i det jordiske Jerusalem, og det vil heller aldrig ske.

13. (a) Hvad forudsiger Lukas 21:7-11, 24-26 om afslutningen på „nationernes fastsatte tider“? (b) Hvad er blevet bekræftet af begivenhederne siden 1914?

¹³ Men der er sket det at „nationernes fastsatte tider“ er udløbet! Selve sammenhængen i Jesu profeti i Lukas 21 viser hvorfor det må forholde sig således. Ser vi ikke netop nu alt det ske omkring os som Jesus forudsagde dér — ’nation der rejser sig mod nation’ i varme og kolde krige, ’jordskælv, pest, hungersnød, frygtelige begivenheder, angst blandt nationerne som ved hverken ud eller ind, og mennesker der besvimer af frygt og forventning med hensyn til det der kommer over den beboede jord’? Ja, udløbet af „nationernes fastsatte tider“ er knyttet sammen med disse voldsomme begivenheder der siden 1914 har rystet verden! (Lukas 21:7-11, 24-26) Det var ikke bare en tilfældighed at Jehovas folk havde vist frem til 1914 gennem 35 år. De forstod at de „syv tider“ der omtales i Daniels profeti, kapitel 4, ville udløbe i 1914, og at dette ville markere afslutningen på det herredømme som hedningenationerne havde udøvet over jorden uden afbrydelse fra Guds side.

14. Hvorfor kan Lukas 21:24 ikke henvise til det jordiske Jerusalem?

¹⁴ I 1914 ophørte nationerne derfor med at ’nedtræde Jerusalem’. Hvilket „Jerusalem“? Det kan ikke have været det jordiske Jerusalem, som i 1917 blev erobret af den engelske general Allenby og som forblev under britisk mandat indtil 1948, hvor republikken — ikke kongeriget — Israel blev proklameret. Hvilket „Jerusalem“ henviste Jesus da til?

15. Hvorfor kunne vi forvente at ’Davids afkom’ var blevet indsat på tronen i „Jerusalem“ i 1914?

¹⁵ Vi husker at Jehova oprettede et teokratisk rige i Jerusalem med David som konge. Det var til David at Jehova dér aflagde følgende løfte: „Ved min hellighed svor jeg én gang for alle — David sviger jeg ikke: hans æt [afkom, NW] skal blive for evigt, hans trone for mig som solen, stå fast som månen for evigt, og vidnet på himlen er sanddru.“ (Salme 89:36-38) Med udløbet af „[hedninge]nationernes fastsatte tider“ i 1914 var tiden inde til at ’Davids afkom’ atter skulle herske i „Jerusalem“ eller Zion. Men ikke i det jordiske Jerusalem!

16. (a) Hvor har Messias da regeret siden 1914? (b) Hvilke tegn ser vi på at Kristus er begyndt at regere?

¹⁶ I stedet hersker han nu i det Jerusalem eller Zion hvorom Jehova, ifølge Salme 2:6, siger: „Jeg har dog indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg!“ Det er den by David sigter til i Salme 110:1, 2, hvor han profetisk taler om Herren Jesus Kristus: „[Jehova] sagde til min herre: ’Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som skammel for dine fødder!’ Fra Zion udrækker [Jehova] din vældes spir; hersk midt iblandt dine fjender!“ Ja, den messianske konge, Jesus Kristus, er nu indsat på et himmelsk Zions bjerg, i et himmelsk Jerusalem, for at herske midt iblandt sine fjender. Han har allerede kastet sin ærkefjende, Satan Djævelen, ned til jordens nærhed. Da Satan ved at han kun har en kort tidsperiode, har han bragt nationerne i oprør, som salmisten så rammende udtrykker det. — Salme 2:1, NW; Åbenbaringen 12:7-12.

17. Hvorfor kan vi forvente at nationernes oprør ikke vil vare længe?

¹⁷ Men vil den suveræne Herre Jehova tillade nationerne at gøre oprør til evig tid i åbenlys modstand mod hans rige ved hans søn? Husk, de kristne i det første århundrede blev anklaget for at have ’fyldt Jerusalem med deres lære’; og da advarselen havde lydt gennem denne energiske kampagne med hus-til-hus-forkyndelse, mødte det jordiske Jerusalem Jehovas dom. (Apostelgerninger 5:28, 41, 42; 4:16) På samme måde har Jehovas vidner i nutiden forkyndt Jehovas hævns dag overalt i kristenhedens domæne.

18. Hvorfor kan vi have tillid til at Jehovas „evige forsæt“ vil sejre?

¹⁸ Vil Jehova nu lade denne historiens største, verdensomspændende forkyndelse kulminere i et nådestød til fjenderne ved Harmagedon? Ja, Jehova vil ikke undlade „at ødelægge dem der ødelægger jorden“! De der sætter deres håb til Guds løfter ser tillidsfuldt hen til gennemførelsen af hans „evige forsæt“. (Åbenbaringen 11:18; Efeserne 3:10-12) Under Riget ved Messias, der nu regerer fra det himmelske „Jerusalem“, vil vor ’store Konge’, Jehova, lade sit suveræne navn blive herliggjort. Ved at give menneskeheden et evigt liv i fuldkommenhed på en paradisisk jord, vil Jehova dernæst vise at han er „vor Gud for evigt og altid“, og at han ikke „skabte [jorden] øde, men danned den til at bebos“. — Salme 48:15; Esajas 45:18, 22-24; 46:9-11; 55:11; Jeremias 25:31.

„I skal . . . juble evigt“

1. (a) Hvilken ’by’ er det der omtales i Hebræerbrevet 11:10? (b) Indtil hvornår må ’den store skare’ vente med at erfare „opfyldelsen af løftet“?

VI HAR i sandhed grund til at juble over at den messianske konge, Kristus Jesus, nu regerer i et himmelsk „Jerusalem“. Det er den by der, som omtalt i Hebræerbrevet, kapitel 11, „hører himmelen til“, og som Abraham, Isak og Jakob ’rakte ud efter’. De „bekendte offentligt at de var fremmede og midlertidige indbyggere“ i Kana’ans land, for de ventede på „byen som havde virkelige grundvolde, byen hvis bygmester og skaber er Gud“. Men ligesom ’den store skare’ der i vor tid har håb om evigt liv på jorden, må disse trofaste mænd fra fortiden vente med at erfare „opfyldelsen af løfterne“ indtil salvede kristne har fået deres arv i det himmelske rige. — Hebræerne 11:8-16, 39, 40; Åbenbaringen 7:9.

„Et himmelsk Jerusalem“

2. (a) Hvordan peger Hebræerbrevet 12:1, 2 hen til håbet om det messianske rige? (Salme 110:1, 2) (b) Hvordan blev Rigets komme forudsagt ved Sinaj bjerg?

² I det næste kapitel i Hebræerbrevet tilskyndes de salvede kristne til at drage nytte af det eksempel som disse trofaste vidner i fortiden satte, og til ’ufravendt at se hen til deres tros hovedformidler og fuldender, Jesus’, som, efter at have holdt ud, ’skulle sidde ved højre side af Guds trone’ indtil „nationernes fastsatte tider“ var udløbet. (Hebræerne 12:1, 2) Idet Paulus derefter understreger det håb om Riget som disse har, beskriver han de ærefrygtindgydende manifestationer af Jehovas herlighed der fandt sted ved Sinaj bjerg dengang Lovpagten blev indstiftet med det kødelige Israel. Det var ved denne lejlighed at Jehova sagde til Israel: „Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, . . . skal [I] blive mig et kongerige af præster og et helligt folk!“ — 2 Mosebog 19:5, 6.

3. Hvordan er de åndelige israelitter kommet til noget langt mere ærefrygtindgydende?

³ Men de åndelige israelitter — de salvede kristne i dag — befinder sig i „en ny pagt“. (Hebræerne 8:8-11) Og nu er de kommet til noget langt mere frygtindgydende. Hvad er det? Paulus siger, ifølge Hebræerbrevet 12:22: „I er kommet til et Zions bjerg og en by der tilhører den levende Gud, et himmelsk Jerusalem.“ På Paulus’ tid var Rigets arvinger begyndt at ’komme til’ dette Zions bjerg, idet de blev „opbygget som et åndeligt hus“ på hjørnegrundstenen, Kristus Jesus, der nu var blevet lagt i Zion. (1 Peter 2:4-9) Andre salvede kristne ville fortsætte med at ’komme til’ det himmelske Jerusalem, indtil alle de 144.000 var samlet med Lammet, Kristus, og stod sammen med ham på det himmelske Zions bjerg. — Åbenbaringen 14:1-5.

4. Hvilke andre ting er de salvede kristne kommet til i forbindelse med det messianske rige?

⁴ Her i Hebræerbrevet 12:22-24 nævner Paulus også andre ting som de kristne „er kommet til“ og som har forbindelse med det messianske rige og dets formål. Han taler om tilstedeværelsen af „titusinder af engle“ der, som det fremgår af både Daniel 7:9-14 og Mattæus 25:31, står rede når den der ’ser ud som en menneskesøn’ modtager Riget. Paulus henviser også til „menigheden af førstefødte“ der arver Riget. Han lovpriser Gud som „alles dommer“, der erklærer disse „førstefødte“ retfærdige, så de kan tages med ind i den nye pagt som Jesus i kraft af sit eget dyrebare blod er blevet mellemmand for. (Hebræerne 9:13-15; Romerne 5:1, 9) Paulus nævner desuden ’de retfærdiges åndelige liv’, og hentyder dermed til Rigets arvinger som nu vandrer i „et nyt liv“. — Romerne 6:4; 8:16.

5. (a) Hvordan bekræfter Hebræerbrevet 12:28, 29 at ’det himmelske Jerusalem’ er det messianske rige? (b) Hvordan viser Hebræerbrevet 13:14, 15 at denne by stadig hørte fremtiden til?

⁵ At ’det himmelske Jerusalem’ i Hebræerbrevet 12:22 sigter til det messianske rige som de salvede kristne „er kommet til“, bekræftes yderligere af de følgende vers, 28 og 29, hvor Paulus tilskynder dem ved at sige: „Derfor, da vi skal modtage et urokkeligt rige, måtte vi da fortsat have ufortjent godhed, ved hvilken vi på velbehagelig måde kan yde Gud hellig tjeneste med gudsfrygt og ærefrygt. For vor Gud er også en fortærende ild.“ Denne formaning til nidkærhed i forbindelse med at ’komme til’ det himmelske Jerusalem eller det messianske rige danner temaet for resten af Paulus’ brev, sådan som vi læser i det sidste kapitel, nemlig i Hebræerbrevet 13:14: „Her har vi ikke en blivende by, men vi søger ivrigt den kommende.“ Nu er dette rige kommet, i det skelsættende år 1914! Hvor ivrige bør resten af de salvede på jorden da ikke være efter at ’søge riget først’ og altid at bringe Jehova „et lovprisningsoffer, det vil sige frugt af læber som offentligt bekender hans navn“! — Mattæus 6:33; Hebræerne 13:15.

„Det ny Jerusalem“

6. (a) Hvad er „det ny Jerusalem“ der beskrives i Åbenbaringen? (b) Hvorfor bør ’den store skare’ være dybt interesseret i dette „Jerusalem“?

⁶ Hvordan forholder det sig da med „det ny Jerusalem“, der første gang nævnes i Åbenbaringen 3:12? Her siger den herliggjorte Jesus om „den der sejrer“: „Ham vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel, . . . og jeg vil skrive min Guds navn på ham og navnet på min Guds by, det ny Jerusalem, som kommer ned fra himmelen fra min Gud.“ Senere, i Åbenbaringen 21:1, 2 og 10, forklarer Johannes at disse sejrende befinder sig i „en ny himmel“ og beskriver deres sammensatte gruppe som „den hellige by, det ny Jerusalem, [der kommer] ned fra himmelen fra Gud, beredt som en brud smykket for sin ægtemand“, brudgommen Kristus. Dette ny Jerusalem er det redskab hvorigennem Gud lader „livets vand“ tilflyde lydige mennesker, efterhånden som disse helbredes og opløftes til et fuldkomment liv her på jorden. Det er på denne måde at Gud, der har tilvejebragt denne storslåede foranstaltning, på en meget bogstavelig måde „vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere“. ’Den store skare’, resten af ’brudeskarens’ medarbejdere, kan i sandhed glæde sig over den fremtid der er stillet dem i udsigt! — Åbenbaringen 22:1, 2; 21:4.

7. Hvordan adskiller „det ny Jerusalem“ sig fra ’det himmelske Jerusalem’?

⁷ Der er imidlertid en lille forskel på „det ny Jerusalem“ der beskrives i Åbenbaringen og ’det himmelske Jerusalem’ i Hebræerbrevet. „Det ny Jerusalem“ består af de 144.000 som er trolovet med brudgommen, hvorimod ’det himmelske Jerusalem’ består af 144.001, idet denne „ene“ er den kongelige brudgom. Det fremgår således af Hebræerbrevet og Åbenbaringsbogen at ’det himmelske Jerusalem’ og „det ny Jerusalem“ er nært beslægtet med hinanden.

„Jerusalem som er oventil“

8, 9. (a) Hvem eller hvad er „det Jerusalem som er oventil“? (b) Hvordan beskriver Paulus at dette Jerusalem tjener som en „hustru“, idet han citerer fra Esajas 54?

⁸ I Galaterbrevet 4:26 læser vi om endnu et „Jerusalem“. Det er „Jerusalem som er oventil“. Hvem består det af? Apostelen Paulus siger om det: „Det Jerusalem som er oventil er frit, og det er vor moder.“ — Jævnfør Esajas 54:13.

⁹ Dette „Jerusalem som er oventil“ er Jehovas hustrulignende organisation i himlene. Det består af de titusinder af loyale engle, deriblandt nu den herliggjorte ærkeengel Jesus Kristus. (Åbenbaringen 12:7) Disse tjener som en „hustru“ for deres suveræne Herre. Om denne „kvinde“ siger Paulus videre: „Der står skrevet [nemlig i Esajas 54:1]: ’Glæd dig, du ufrugtbare som ikke føder, bryd ud i jubel og råb højt, du som ikke har fødselsveer; for den forladte kvindes børn er flere end hendes som har manden.’“ — Galaterne 4:27.

10. Hvorfor har „det Jerusalem som er oventil“ kunnet ’råbe højt’ af glæde?

¹⁰ I opfyldelsen af denne profeti må Jehovas „hustru“, hans storslåede himmelske organisation af åndeskabninger, have råbt af glæde da den så at Kristus Jesus ved sin dåb i år 29 blev avlet som den første af ’Davids afkom’. Denne glæde må have strømmet over da Jesus, efter at have bevaret sin uangribelighed, i år 33 blev oprejst fra de døde og ophøjet til at være ved Guds højre hånd i himmelen. Og hvilken glæde for den at se dette „afkom“ blive til mange, efterhånden som Jesu Kristi disciple også blev en del deraf og dermed blev åndelige børn af „det Jerusalem som er oventil“. Alt dette var en opfyldelse af Guds løfte til Abraham om at Han ville ’gøre hans afkom talrigt’, så alle jordens folk kunne blive velsignet. — 1 Mosebog 22:15-18; Galaterne 3:29.

11. Hvad har glædet „det Jerusalem som er oventil“ i vor tid?

¹¹ I 1914 glædede himlene sig også over at se Guds „kvinde“ frembringe „en søn, et drengebarn,“ Kristi rige. Og da kongen Kristus (der også kaldes Mikael, hvilket betyder „hvem er som Gud?“) besvarede Satans udfordring ved at kaste Djævelen og hans engle ud af himmelen, har hærskarerne af engle uden tvivl med stor glæde efterkommet opfordringen fra den ’høje røst’ der sagde: „Derfor, glæd jer, I himle og I som bor i dem!“ I tiden fra 1919 har de også glædet sig over at se resten af de jordiske sønner af „det Jerusalem som er oventil“ skille sig helt ud fra al babylonisk religion. (Åbenbaringen 12:1-12; 18:4, 5) Og nu, hvor disse genløste i endelig forstand er ved at komme til ’det himmelske Jerusalem’, det messianske rige, må der i sandhed råde en ubeskrivelig glæde blandt de titusinder af loyale engle der tilhører „det Jerusalem som er oventil“. — Esajas 62:11; Åbenbaringen 19:7.

„Nye himle og en ny jord“

12. (a) Hvilket „Jerusalem“ henvises der til i Esajas 65:17, 18? (b) Hvilken forbindelse er der mellem „det ny Jerusalem“ og de „nye himle“, og hvilken tjeneste udfører det?

¹² „Jerusalem som er oventil“, Guds hustrulignende organisation, jubler over alt det hendes suveræne Herre, Jehova, udretter. Lad os nu se på Esajas 65:17-19. Her viser profetien at Jehova skaber noget nyt. Det „Jerusalem“ der her omtales må derfor være „det ny Jerusalem“ der nu frembringes som „Zions datter“, der er lovet bort til den kongelige brudgom, Jesus Kristus. (Esajas 62:11) Jehova siger om denne „brud“: „Jeg skaber Jerusalem til jubel og dets folk til glæde.“ (NW) Denne himmelske „brud“ glæder sig over at nå frem til det fulde medlemstal på 144.000, og over at se at Gud skaber „en ny jord“ — et forenet teokratisk menneskesamfund. — Åbenbaringen 21:1-5.

13, 14. (a) Hvorfor lyder opfordringen til at ’glæde sig’ nu? (b) Hvilken vidunderlig skildring finder vi i Åbenbaringen 21:9-27? (c) Hvorfor kan vi betragte „det ny Jerusalem“ som en grund til glæde?

¹³ Opfordringen lyder til hele Guds folk: „I skal glæde jer og juble evigt over det jeg skaber.“ (NW) Der er al mulig grund til at glæde sig! For om kort tid vil Jehova herliggøre sit store navn ved at tilintetgøre alle modstandere. (Salme 83:18, 19) Så vil de ’nye himles’ herredømme være fuldstændigt! Og hvilket vidunderligt billede giver Åbenbaringen 21:9-27 ikke af „den hellige by Jerusalem [Lammet, Jesu Kristi „brud“] som kom ned fra himmelen fra Gud og som havde Guds herlighed“! Billedligt talt strålende af alle slags kostbare sten, og oplyst af Guds egen herlighed, forvalter dette nye Jerusalem på vidunderlig måde sin opgave med at fordele „livets vand“, der flyder ud „fra Guds og Lammets trone“, til menneskehedens ’nationer’. — Åbenbaringen 22:1, 2, 17.

¹⁴ Det er derfor i forbindelse med „bruden, Lammets hustru“, der sammen med Kristus, sin brudgom, kommer ind i de regerende „nye himle“, at Jehova siger: „Jeg skaber Jerusalem til jubel, dets folk til fryd.“ (Esajas 65:18) Men hvordan tager den „ny jord“ del i denne glæde?

„En ny jord“ glæder sig

15. Hvordan er grundvolden blevet lagt til „en ny jord“?

¹⁵ Det er ikke kun i himlene, men også her på jorden at Jehova har frembragt „jubel“. For han har lagt grundvolden til „en ny jord“, et guddommeligt samfund blandt menneskene der vil udvide sig indtil det til sin tid dækker hele kloden, til Jehovas pris. (Esajas 11:9) Det var i året 1919 at Jehova lod sit hustrulignende „Jerusalem som er oventil“ frembringe „et land“ — en meget begunstiget tilstand — som han førte resten af det åndelige Israel på jorden ind i. (Esajas 66:8, 10, 22) Dette „land“ har vist sig at være et åndeligt paradis, og det er heri at Jehovas folk er blevet samlet som kernen til den „ny jord“. Der har ikke været nogen grund til at vente indtil efter den sidste trængsel med at gå ind i dette åndelige paradis. Det er her allerede!

16. Hvordan er Esajas 62:1, 6, 7 på vidunderlig måde gået i opfyldelse?

¹⁶ Nu da Jehovas folk er blevet ført ind i dette frugtbare „land“, har den storslåede profeti i Esajas, kapitel 62, angående Zion, „det Jerusalem som er oventil“, fået sin opfyldelse. „Dets ret rinder op som lys,“ og dette lys reflekteres til alle menneskehedens nationer af dets folk, som Esajas beskriver med disse ord: „Jeg sætter vægtere på dine mure, Jerusalem; ingen sinde dag eller nat skal de tie. I, som minder [Jehova], und jer ej ro . . . før han bygger Jerusalem, før han får gjort Jerusalem til pris på jorden.“ Jehovas himmelske organisation er i sandhed blevet „til pris på jorden“ eftersom hans vidner forkynder overalt på kloden. Og størstedelen af denne forkyndelse eller pris udføres nu af medtjenere for de salvede „vægtere“ — „en stor skare . . . af alle nationer“, der står foran Guds trone, og „yder ham hellig tjeneste dag og nat“. — Esajas 62:1, 6, 7; Åbenbaringen 7:9, 14, 15.

17. (a) Hvordan er tjenesten „dag og nat“ blevet et kendetegn for Jehovas Vidner? (b) Hvilken enestående grund til glæde var der i 1982? (c) Hvornår strømmer denne glæde over, og hvorfor er det passende?

¹⁷ Denne tjeneste der udføres „dag og nat“ af ’vægterne’ og deres medtjenere i den „store skare“ skrider hurtigt frem. Trofaste rejsende tilsynsmænd og deres hustruer, missionærer, de der arbejder på Betel, almindelige pionerer og specialpionerer har altid været meget optaget af denne helhjertede tjeneste. I vor tid har tusinder af nidkære Jehovas vidner, unge såvel som gamle, bragt store ofre for at kunne tage del i hjælpepionertjenesten i en måned eller mere, idet de har brugt et gennemsnit af mindst to timer i hus-til-hus-forkyndelsen og andre former for tjeneste hver dag. I 1982 nåede vi med denne verdensomspændende virksomhed et enestående højdepunkt, med i alt 305.778 pionerer der med glæde rapporterede deres tjeneste — dygtigt støttet af flere end 2.000.000 andre loyale vidner for Riget. Ja, Jehova har i sandhed ’skabt Jerusalem til jubel, dets folk til fryd’, en fryd der så at sige ’strømmer over’ hvert år når tiden er inde til at fejre mindehøjtiden som Jesus Kristus bød. — 1 Korinter 11:23-26.

„Der skal ej mer høres gråd“

18. Hvilket løfte har på trods af modgang fået sin opfyldelse på ’den store skare’, og hvordan?

¹⁸ Der vil være modgang og forfølgelse så længe Satan får lov at bringe ve over denne jord, men den „store skare“ af hengivne tjenere vil ikke længere mærke Guds mishags ’stærke hede’. Nu da disse indviede, døbte forkyndere af den gode nyhed om Riget har anmodet Gud om, og har fået, en god samvittighed, kan de tjene med glæde, idet Lammet, Kristus Jesus, leder dem til „kilder med livets vand“. Så har løftet allerede fået sin opfyldelse på dem i det åndelige paradis: „Og [Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne.“ — 1 Peter 3:21; Åbenbaringen 7:16, 17.

19. (a) Hvorfor høres der ingen „skrig“ i „Jerusalem“? (b) Hvordan svarer Esajas 65:21-25 til betydningen af navnet „Jerusalem“?

¹⁹ En nær parallel til dette sidste skriftsted er Jehovas egen udtalelse i Esajas 65:19: „Jeg skal juble over Jerusalem og frydes ved mit folk: der skal ej mer høres gråd, ej heller skrig.“ Den lille rest på jorden der endnu venter på at blive oprejst til „det ny Jerusalem“ har erfaret denne jubel, og nu udøser Jehova lignende velsignelser over den store skare af „andre får“. (Johannes 10:16) De følgende ord i Esajas 65:21-25 beskriver på vidunderlig måde Guds folks paradisiske tilstand, det folk der er blevet indsamlet til at udgøre kernen af den „ny jord“. Her er ganske afgjort et „grundlag for dobbelt fred“ — en fred der nu findes blandt Jehovas tilbedere og som vil brede sig ind i det bogstavelige paradis, når Guds vilje sker på hele jorden. — Åbenbaringen 21:3-5; Mattæus 6:10.

20. Hvilke spørgsmål kunne vi passende stille os selv?

²⁰ Ønsker vi at lovprise Jehova i al evighed på den paradisiske jord for de storslåede ting han udvirker gennem „Jerusalem som er oventil“, hans hengivne hustrulignende organisation? Ønsker vi at se ’det himmelske Jerusalem’ med dets konge Kristus, den større David, sejre over al uretfærdighed? Ønsker vi at se bruden, „det ny Jerusalem“, udstrække sin indflydelse fra Gud og Kristus i himmelen til jorden, for at tørre alle menneskenes tårer bort?

21. Hvordan kan vi vise værdsættelse af alt det som det trofaste Jerusalem er et symbol på?

²¹ Hvis det er vort ønske, må vi loyalt fortsætte vor „hellige tjeneste“ og derved støtte alt det der billedligt blev skildret ved fortidens trofaste Jerusalem, „den store Konges“, den suveræne Herre Jehovas, by. (Åbenbaringen 7:15) Således vil vi kunne tilslutte os den glade tempelsang i Salme 87:3: „Der siges herlige ting om dig, du Guds stad.“