Hvilke forhold vil der være på jorden i tusindårsriget?
Hvordan vil der være når ’Guds vilje sker på jorden’?
Har du bedt den kendte mønsterbøn som Jesus lærte os? Han sagde: „Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ — Matt. 6:10.
MILLIONER af mennesker har udtalt disse ord. Men hvor mange har alvorligt tænkt på hvordan forholdene vil være på jorden når Gud fuldt ud besvarer denne bøn? Har du selv spekuleret på hvad du og din familie vil komme til at opleve hvis I opnår det privilegium at leve når Guds vilje sker på jorden som i himmelen?
Åbenbaringens bog kan hjælpe os her. I kapitel 19 læser vi om den kommende krig hvor Jesus Kristus vil tilintetgøre alle Guds fjender på jorden. Det tyvende kapitel fortæller derefter at Djævelen, som har stået bag ondskaben, vil blive bundet og kastet i afgrunden i tusind år. I disse tusind år vil Kristus herske fra himmelen, og det vil være til velsignelse for Guds jordiske tjenere, de opstandne indbefattet. Eftersom det onde er blevet fjernet, vil der være „nye himle og en ny jord“ hvor retfærdighed bor. — Åb. 20:11; 21:1; 2 Pet. 3:13.
Vil du være interesseret i et mere detaljeret billede af de jordiske velsignelser i tusindårsriget? Åbenbaringen fortsætter med at beskrive hvordan det vil blive når Jehova Gud retter sin opmærksomhed mod det nye samfund af sande tilbedere. Vi læser:
„Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. De tidligere ting er forsvundet.“ — Åb. 21:4.
At der ikke mere vil være tårer, viser klart at menneskeheden ikke fortsat vil være plaget af sådanne grusomheder som børne- eller hustrumishandling, voldtægt, røveri, overfald, terrorisme og krig. Endvidere forsikrer Gud os om at smerte og død — som nu ofte følger med sygdom og ulykker — ikke vil være der og bringe sorg.
Ifølge Bibelen kan vi også vente andre velsignelser på jorden i tusindårsriget. Og her behøver vi ikke at ty til fantasifulde eller overdrevne forestillinger, som nogle gjorde i det andet og tredje århundrede.
Tidlige synspunkter angående de jordiske forhold
Som nævnt i den foregående artikel skete der et frafald fra den sande kristendom efter apostlenes død, og nogle begyndte at lære fordrejede ting. Dette skyldtes til dels at man fejlagtigt troede at Jesus og hans medarvinger skulle herske på jorden. (Joh. 14:19; 2 Tim. 2:12; 1 Pet. 1:3, 4) Man mente øjensynlig at sådanne overmenneskelige herskere måtte frembringe fantastiske forhold på jorden.
Et eksempel på de utrolige beskrivelser har vi i Papias’ citerede skrifter. Papias, der var prælat i Frygien i det andet århundrede, forestillede sig at følgende ville finde sted i tusindårsriget:
„Der skal komme Dage med Viingaarde, hvoraf hver har 10000 Viinstokke, og paa en Stok 10000 Ranker, og paa en Ranke 10000 Stilke, og paa hver Stilk 10000 Klasser, og i hver Klasse 10000 Druer . . . Ligeledes skal et Hvede-Korn skyde 10000 Ax, og i hvert Ax skal være 10000 Korn, og hvert Korn skal give ti Pund af det fineste Hvede-Meel.“
Andre tidlige skribenter henviste dog til de herlige beskrivelser i Esajas’ bog, og de troede at dette var en tilkendegivelse af hvad Kristi tusindårsrige ville udrette.
For eksempel citerede Justinus Martyr og Irenæus, skribenter fra det andet århundrede, fra profetierne i Esajas 65:17-25 og 11:6-9. I den første af disse passager står der:
„Da bygger de huse og bor der selv, planter vin og spiser dens frugt; de bygger ej, for at andre kan bo, de planter ej, for at andre kan spise; thi mit folk skal opnå træets alder . . . Ulv og lam skal græsse sammen og løven æde strå som oksen . . . der gøres ej ondt og voldes ej men i hele mit hellige bjergland, siger [Jehova].“
Esajas, kapitel 11, fortæller også at dyrene lever fredeligt sammen, at løven æder strå som oksen. Og der siges at de drives af en lille dreng.
Irenæus anerkendte at disse ord var en rammende beskrivelse af hvordan sandheden fra Gud kunne forandre personligheden hos „allehaande raae og vilde Hedninger, som paa forskjellig Maade omvendes til Christendommen, og blive, ved Troen, de Retfærdiges Stalbrødre“. Men han drog også den slutning at disse forandringer hos mennesket, fra råhed og ondskab til fredsommelighed, logisk nok måtte genspejles blandt dyrene. Han skrev:
„Desuden, saa, naar Verden fornyes, maae ogsaa alle Dyrene lyde og underkaste sig Mennesket, og vende tilbage til den Næring, Gud, fra Først af, gav dem, og det var Planteriget, ligesom de da ogsaa vare Adam, lydige og underdanige!“ — Om Kiødets Opstandelse og det evige Liv, oversat af N. F. S. Grundtvig, 1880, kap. 33, s. 111-114.
Når vi i dag læser disse passager fra Esajas’ bog i deres sammenhæng, forstår vi at Esajas for det første profeterede om sit folks tilbagevenden fra fangenskabet i Babylon i forbilledlig forstand, og for det andet om de åndelige israelitters udfrielse fra det store Babylon i „de sidste dage“ i modbilledlig eller fuldstændig forstand. Den mindre opfyldelse fandt sted i 537 f.v.t. Med et nyt styre over landet kunne de hjemvendte israelitter koncentrere sig om at opdyrke landet og genoprette dets frugtbarhed, skønhed og fred. (Es. 35:1, 2) Jehova hjalp dem til at aflægge rå og dyrelignende egenskaber og til i deres indstilling og handlemåde at genspejle den fred der sømmer sig for sande tilbedere. — Mika 6:8; se Menneskets udfrielse fra verdens trængsler er nær!, s. 313-315, §15-19; endvidere „Nye Himle og En Ny Jord“, s. 338-347, § 18-29.
Eftersom de hjemvendte israelitter opnåede en sådan fred dengang, og eftersom den også kommer til udtryk blandt sande tilbedere i dag, kan vi da ikke nære tillid til at denne fred vil findes i endnu større målestok i tusindårsriget? Men disse skriftsteder giver os mere at tænke over.
Hvad forholdene i Eden vidner om
Da Esajas pegede frem til de nye forhold som de hjemvendte israelitter ville opleve, henviste han til menneskets første hjem, det paradis der kaldtes Edens have. Han skrev:
„Thi [Jehova] trøster Zion, trøster alle dets tomter, han gør dets ørk som Eden, dets ødemark som [Jehovas] have.“ — Es. 51:3.
Andre bibelskribenter henviste også til Edens have for at beskrive frugtbare og velsignede forhold, forhold som mennesket virkelig kunne tænke sig at leve under. — Ez. 36:35; Joel 2:3; 1 Mos. 13:10; jævnfør Hoseas 2:18-21.
Når vi spekulerer på hvilke velsignelser vi mon vil opnå her på jorden i tusindårsriget, kan vi derfor tænke tilbage på de forhold Jehova Gud gav den menneskelige familie i begyndelsen, i Edens have.
Beretningen i Første Mosebog fortæller at Gud satte Adam og Eva i en „have“ eller et „paradis“. (1 Mos. 2:8, Septuaginta-oversættelsen) Det var langt mere end en blomsterhave. Vi læser: „Gud [Jehova] lod af agerjorden fremvokse alle slags træer, en fryd at skue og gode til føde.“ Skønt der var en overflod af sunde fødemidler i Edens have, var Adam og Eva ikke berøvet muligheden for at udføre et meningsfyldt arbejde. De skulle dyrke og passe haven, og dermed kunne de med endnu større tilfredshed nyde havens forskellige afgrøder. — 1 Mos. 2:9, 15, 16; jævnfør Prædikeren 2:24; 5:11.
Havde Adam og Eva grund til at frygte de vilde dyr i denne skønne have? Blev freden ødelagt af dyr der blodtørstigt jagede hinanden? Det Esajas skrev i kapitlerne 11 og 65 tyder ikke på det. Og i den historiske beretning i Første Mosebog læser vi:
„Gud sagde fremdeles [til Adam og Eva]: ’Jeg giver eder alle urter på hele jorden, som bærer frø, og alle træer, som bærer frugt med kerne; de skal være eder til føde; men alle jordens dyr og alle himmelens fugle og alt, hvad der kryber på jorden, og som har livsånde, giver jeg alle grønne urter til føde.’ Og således skete det.“ — 1 Mos. 1:29, 30.
Som du måske er klar over, er der i dag mange, heriblandt endda nogle præster, som ikke tror på det Bibelen siger om Edens have og de forhold der rådede dér. Nogle hævder at beretningen om Adam og Eva blot er en myte eller en allegori. Derved stiller de sig i modsætning til Jesus Kristus, for han anerkendte den bibelske beretning som konkret historie, og han citerede endda fra den. (Matt. 19:4, 5) Der er også mange præster som ikke tror på det Guds ord siger om dyrene i Edens have. Måske har de ladet sig påvirke af udviklingsteorien — at det vi ser i dyreverdenen nu er en fortsættelse af det der altid har været, og at det altid har været sådan blandt mennesker og dyr at ’den bedst egnede har overlevet’.
Men hvis vi tror på Guds kraft og er villige til at anerkende det Bibelen siger, kan vi nære tillid til at de første mennesker i Eden ikke var syndige og krigeriske, og at dyrene i Paradiset var fredelige. Når vi tænker på hvordan vi selv reagerer når vi ser dyr i en zoologisk have, på en gård eller i naturudsendelser i fjernsynet, kan vi da ikke være forvissede om at menneskets herredømme over fredelige dyr i Paradiset må have bidraget til glæden ved livet? — 1 Mos. 1:26.
Se fortrøstningsfuldt fremad
Vi kan altså se at Gud har givet os et grundlag for at vente velsignelser her på jorden: Løftet i Åbenbaringen 21:4 betyder at vi kan se frem til at sorg, smerte og død vil ophøre. Og dette vil naturligt betyde at der gøres ende på de nuværende forhold der forårsager disse ting. Vi har også detaljerede oplysninger om Edens have som giver os grund til at forvente et genoprettet jordisk paradis med meningsfyldt arbejde og tilfredsstillende og sund føde, et paradis hvor mennesket igen vil herske fredeligt over dyrene. — Luk. 23:43; Sl. 72:16.
Disse forhold vil ikke være begrænset til en have et bestemt sted på jorden. Nej, Gud vil sørge for at hans oprindelige hensigt, der gik ud på at menneskene skulle underlægge sig og forskønne hele jordkloden, vil blive opfyldt. Hans hensigter slår aldrig fejl. — Es. 45:18; 1 Mos. 1:28; jævnfør Esajas 14:24.
De materielle velsignelser er på ingen måde det eneste der vil gøre tusindårsriget til en glæde. Jehova forsikrer os om goder der er endnu vigtigere for et virkelig tilfredsstillende liv — åndelige goder. Husk hvad Jesus sagde til fristeren: „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund.“ (Matt. 4:4) Vi kan derfor være sikre på at der i tusindårsriget vil være en overflod af åndelig føde der er hentet fra Bibelen. Retfærd og sandhed vil råde og bidrage til varig fred. — Sl. 72:1, 5-7, 17; Es. 9:6, 7; 32:1, 16-18; jævnfør Esajas 26:7-9.
Nødvendigt med tro nu
Hvis vi skal opleve tusindårsrigets velsignelser, ja blot leve indtil da, må vi have tro. Gud har i sin visdom ikke givet os fuldstændige oplysninger om forholdene på jorden i tusindårsriget. Han har ikke beskrevet hvordan han vil gøre det der i dag synes næsten umuligt — at råde bod på de forhold der nu har gjort store dele af jorden ubeboelig, at befri menneskene for sygdom og handicap og at oprette et fredeligt forhold mellem dyrene. Men han har sørget for tilstrækkelige oplysninger i sit ord til at vi kan se at han har overmenneskelige kræfter til at udføre sådanne mirakler, ja til endog at oprejse de døde. (Apg. 10:37, 38; Luk. 7:14-16; 19:37, 38; 1 Mos. 7:6-16) Alligevel kræver det tro at tjene Gud, tro på at han vil tilvejebringe åndelige og jordiske velsignelser. — Hebr. 11:1, 6.
Denne tro får i dag Jehovas Vidner til at udføre et jordomspændende undervisningsarbejde. De hjælper andre med at studere Bibelen, at få en fast tro og at opnå tillid til at Gud snart, gennem Kristus, vil tage det afgørende skridt til at fjerne ondskaben. (Matt. 24:14) Mange nulevende troende vil overleve og se begyndelsen til Kristi tusindårsrige og derved opleve de jordiske velsignelser der er omtalt i denne artikel. Vi opfordrer dig til at tage imod Jehovas Vidners tilbud om hjælp til at studere Bibelen, så også du fortrøstningsfuldt kan se frem til tusindårsrigets velsignelser.
[Illustration på side 9]
I tusindårsriget vil Gud råde bod på forhold der har ødelagt jorden, fjerne sygdom og sørge for et fredeligt forhold mellem dyrene