Vis respekt for Jehovas organisation
„Min søn, tag vare på din faders bud, opgiv ikke din moders belæring, thi budet er en lygte, læren lys, og tugtens revselse livets vej.“ — Ordsprogene 6:20, 23.
1. Hvem er kristenhedens børn, og i hvilken tilstand befinder de sig?
KRISTENHEDENS børn er børn af denne tingenes ordning, for kristenheden udgør en dominerende del af den. Kristenhedens børn har en lygte, Bibelen, i hundreder millioner af eksemplarer på mange sprog, men for dem er det en slukket lygte. Hvorfor? Fordi det faderlige ophav til denne tingenes ordning og hans efterladende afkom, „kristenheden“, har gjort dem blinde for denne lygtes lys. Hvad værre er, kristenheden har med fuldt overlæg sendt sine børn ud i verden uden at have lært dem tilbørlig værdsættelse af denne lygte, og den har ladet dem gå rundt i denne formørkede og forarmede tilstand. Selv lygten, som de bærer, ville tildækket som den er for deres blik være blevet vristet fra dem, hvis ikke en stærkere hånd havde forhindret det. Sådan tegner billedet sig af den gamle, verdens børn i kristenheden. — 2 Kor. 3:15; 4:4, 6.
2. Hvilken betydningsfuld forskel er der mellem den nye verdens samfunds børn og kristenhedens børn?
2 Hvilken modsætning ser vi ikke, når vi betragter den nye verdens samfunds børn, Jehovas vidner! De ejer også en lygte, ja den samme lygte, Guds skrevne ord, Bibelen, men for dem gælder Salme 119:105: „Dit ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.“ Hvorfor har de lys, men kristenhedens børn ikke? De har begge samme lygte, Guds ord, Bibelen. Hvad er forskellen? Svaret er, at børnene af den nye verdens samfund ser med utilslørede ansigter på den himmelske Faders strålende ord, og de tager desuden imod oplysende belæring gennem moder-organisationen. Som der står skrevet i Ordsprogene 6:20, 23: „Min søn, tag vare på din faders bud, opgiv ikke din moders belæring; thi budet er en lygte, læren lys, og tugtens revselse livets vej.“
3. Hvad kræves der af dem, som ønsker at få Bibelens lys?
3 Overvej dette et øjeblik. Der nævnes to ting: faderens bud og moderens belæring eller lov. Derpå forklarer ordsproget, at faderens bud eller befaling er en lysende lygte, men at moderens belæring eller lov også er lys. Verden er fuld af bibler, den bog, der fremsætter Guds bud og befalinger. Hvorfor ved folk da ikke, hvilken vej de skal følge? Fordi de ikke lader sig lede af moderens belæring eller lov, der er lys. Jehova Gud har tilvejebragt sit hellige skrevne ord for hele menneskeheden, og det rummer al den oplysning, mennesker har brug for, så de kan vandre på livets vej. Men Gud lader ikke dette ord tale uafhængigt eller udstråle de livgivende sandheder af sig selv. Hans ord siger: „Over de retfærdige oprinder lys.“ (Sl. 97:11) Det er gennem sin organisation, at Gud lader det lys skinne, som ifølge ordsproget er moderens belæring eller lov. Hvis vi skal vandre i sandhedens lys, må vi ikke alene anerkende Jehova Gud som vor Fader, men hans organisation som vor moder.
4. I hvilket omfang skulle israelitterne ære deres fader og moder, og i hvilket omfang skal de kristne gøre det i dag?
4 Nogle, som kalder sig kristne og hævder, at Gud er deres Fader, vigter sig med, at de vandrer med Gud alene, og at han personligt leder deres skridt. Sådanne mennesker opgiver ikke blot deres moders belæring eller lov, men de sætter bogstaveligt Guds kvinde på porten. Guds sandhedslys skinner ikke for dem. Blandt Israels folk befalede Jehova lydighed mod forældre. „Ær din fader og din moder,“ lød det femte af de ti bud. (2 Mos. 20:2-17; 5 Mos. 5:16) Belønningen for lydighed var et langt liv, for ulydighed død. „I det tilfælde en mand har en søn, der er stædig og oprørsk og ikke vil lytte til sin faders røst eller til sin moders røst, og de har irettesat ham, men han ikke vil høre på dem, så . . . skal alle mændene i hans by stene ham, med sten, og han må dø.“ (5 Mos. 21:18-21, NW) En sådan ære og lydighed skulle ikke alene vises de kødelige forældre, men også de ældre og indflydelsesrige mænd i Israel. Mangel på en sådan respekt for Jehovas profet Elisa nedkaldte øjeblikkelig en retfærdig straf over en bande unge forbryderspirer. (2 Kong. 2:24) I dag forlanger Gud også lydighed, ære og respekt af sine børn. Der skal ikke alene vises den levende Gud, men også hans hustru-organisation, respekt.
Moder-organisationen identificeres
5. Hvordan identificerer Paulus de kristnes sande moder?
5 De kristnes sande moder er ikke og kan ikke være en jordisk organisation. For at anskueliggøre dette påpeger Paulus modsætningen mellem de kødelige jøders stilling og de åndelige jøders eller de kristnes stilling og siger så: „Det Jerusalem, som er oventil, er frit, og det er vor moder.“ (Gal. 4:26) Dernæst citerer han noget af en profeti hos Esajas. Når vi undersøger denne profeti i det fireoghalvtredsindstyvende kapitel i Esajas’ bog, ser vi af sammenhængen, hvem det er, der kaldes „vor moder“. Versene fem og seks lyder Es 54:5, 6: „Din ægtemand er din skaber, hans navn er Hærskarers [Jehova], din genløser er Israels Hellige, . . . Som en hustru, der sidder forladt med sorg i sinde, har [Jehova] kaldt dig.“ På denne måde identificerer Paulus Jehovas hustru som værende hans usynlige, universelle organisation, Kristi og hans medarvingers moder.
6. a) Hvilket forhold står det „Jerusalem, som er oventil“, og den nye verdens samfund i til hinanden, som vist i Esajas 66:8? b) Hvilket yderligere forhold vil de komme til at stå i til hinanden?
6 Hvilket forhold står denne himmelske kvinde og den nye verdens samfunds synlige, teokratiske organisation i til hinanden? Og hvem skylder vi respekt? Vi vender os atter til Esajas’ profeti for at få svar. I det seksogtresindstyvende kapitel, vers syv, skildres drengebarnets, rigsregeringens, fødsel, regeringen med Kristus Jesus som den ypperste blandt Zions børn og Kongen i himmelen. Det skete i 1914. I det ottende vers siges der videre: „Kommer et land til verden på en eneste dag, fødes et folk på et øjeblik? Thi Zion kom i barnsnød og fødte med det samme sine børn.“ Her forudsiges flere børns fødsel, men denne gang på jorden. Det skete i 1919. Landet, der kommer til verden, er den genoprettede tilstand, Jehovas salvede rest i en ny verdens samfund befinder sig i på jorden, en tilstand med frihed til at tilbede Jehova og til teokratisk organisering af tjenesten. Det nye folk eller den nye nation er resten af det åndelige Israel, der er blevet forløst fra Babylon og nu er under det oprettede, nyfødte rige. Dette folk bor i det teokratiske land på jorden, den befriede, genoprettede tilstand, resten af Kristi medarvinger befinder sig i. Men eftersom disse børn af det Zion, som er oventil, har et himmelsk kald til at regere med Kristus, bliver de også en del af den universelle organisation, der er Guds hustru, og vil, sammen med Kristus, danne denne organisations regeringsby. Altså er Guds kvinde, Zion eller Jerusalem oventil, hans universelle organisation, og dens et hundrede og fireogfyrre tusind og én medlemmer eller børn skal med tiden udgøre regeringsbyen eller hovedstaden som en drengebarnsregering, og samtidig udgør alle disse hoveddelen i den samme universelle organisation. Disse børn, Kristus Jesus og de 144.000, er enkeltpersoner, der danner regeringsbyen, den kongelige organisation, Kristi „brud“, det nye Jerusalem. Dog udgør de 144.000 åndsavlede Guds børn sammen med Kristus Jesus, deres hoved, og alle de usynlige, hellige åndeskabninger, englene, Guds universelle organisation, hans hustru. Ligesom der i fortidens Jerusalem blev født børn, der blev denne bys indbyggere, således fødes også Zions 144.000 åndelige børn og bliver en del af den universelle organisation og samtidig dens hovedstad med Jesus Kristus.
7. Hvordan kan den sande datter-organisation identificeres, og hvad tilkendegiver, at nogle kommer med falske påstande?
7 Da Kristi „brud“ er så nært knyttet til moder-organisationen, vil den naturligvis ligne sin moder i alle henseender, hvilket også vil være tilfældet med de kristne, som endnu befinder sig i kødet her på jorden, og som er trolovede med Kristus. De tjener som dens repræsentanter og er derfor lette at kende på, at de opfylder Guds krav til hans synlige meddelelseskanal. Det er ganske indlysende, at kristenhedens såkaldte kirkeorganisationer ikke kan være Zions ægte datter-organisation. De ligner ikke Guds hustru-organisation i himmelen. Som følge af deres frafald fra den sande tilbedelse er deres kirkelige opbygning ikke ægte eller apostolsk, men varierer i form, idet nogle følger den hierarkiske kirkeforfatning, andre den demokratiske, andre har selvstyrende menigheder og andre igen ledes af en synode. Alle sådanne former savner autoritet og fremelsker selviskhed og personlig ærgerrighed. Da disse falske organisationer ikke er ægte børn, modstår de i ondskab de sande kristnes „moder“ og kæmper følgelig mod Gud og hans konge, Jesus Kristus, der er den øverste i Jehovas universelle organisation. — Salme 2.
8. Hvordan og ved hvem fødes datter-organisationen som Guds kirke eller menighed, og hvordan bliver den Guds kanal?
8 Guds kirke eller menighed, Zions datter, er ikke udtænkt eller opbygget af mennesker. Paulus siger klart: „Men nu har Gud sat lemmerne på legemet, ethvert af dem som det behagede ham. Og Gud har i menigheden sat de forskellige, først apostle, for det andet profeter, for det tredje lærere“; og så fremdeles gennem hele den synlige ordning. (1 Kor. 12:18, 28, NW) Derpå viser Paulus i sit brev til efeserne, at Guds kanal styrkes og opbygges af dem, som Kristus gav som „gaver blandt mennesker“, og Paulus tilføjer disse forklarende ord for at vise, hvordan det finder sted: „Og han gav nogle som apostle, nogle som profeter, nogle som missionærer, nogle som hyrder og lærere, med det for øje at oplære de hellige til en tjenestegerning, for at Kristi legeme kan opbygges.“ (Ef. 4:8, 11, 12, NW) Det fremgår tydeligt af disse ord, at alle i menigheden skulle være ordets tjenere, og det var til denne tjenende skare i egenskab af en „tro og klog træl“, Jesus sagde, han ville betro alle sit riges interesser. Denne opbygning svarer til den teokratiske organisation i himmelen. I dag, det vil sige fra 1919 og fremefter, da resten af Zions børn er blevet født, oplever den opfyldelsen af Esajas’ ord: „Se, en konge skal herske med retfærd, fyrster styre med ret.“ — Es. 32:1.
9. Hvilken lovet genoprettelse af Guds kanal gør det af med kristenhedens falske påstande om at være Guds børn?
9 Da denne synlige kanal, som Gud benytter, er blevet grundfæstet i retfærd, skal den bevares i overensstemmelse med de samme høje principper. En helbredelse og genoprettelse af denne organisation fra det fornedrende frafald, hvori de navnkristne var sunket efter apostlenes død, var forudsagt. „Guld sætter jeg i stedet for kobber og sølv i stedet for jern, kobber i stedet for træ og jern i stedet for sten. Til din øvrighed [regering, AS] sætter jeg fred, til hersker over dig retfærd.“ (Es. 60:17) Det er den teokratiske ordning, Jesus indførte blandt sine disciple, og som han viste skulle bibeholdes uden hensyn til enkeltpersoner. Hans urokkelige beslutning om at bevare organisationen ren og viet de rette principper kom til udtryk, da han tog det skridt at udstøde en af de tolv oprindelige apostle. Det er således ganske klart, at ens stilling i Guds organisation ikke er et værn, og denne kendsgerning slår en kraftig streg over de mange falske påstande, som de åndeligt utugtige og onde ledere i kristenhedens illegitime datter-organisationer kommer med. De er uden for Guds organisation, og der findes intet lys i dem.
Værdsættelse af lyset
10. Hvor kommer det sande lys over Bibelen fra, og hvordan bliver der vist os, hvem vi bør respektere?
10 Vor moders belæring eller lov kommer altså ikke fra nogen jordisk organisation i form af lys, der skinner som „ufejlbarlig fortolkning“ lig den, det romersk-katolske hierarki gør påstand på. Kilden til dette lys må være den sande Guds trone, og lyset udsendes gennem hans søn, den førstefødte blandt Zions børn, regeringsbyens konge. Den sande kanal på jorden må være det folk, der består af hans medarvinger, der i dag befinder sig i den genoprettede teokratiske tilstand som kernen eller midtpunktet i dette organisatoriske land. Dette klargør betydningen af Jesu udtalelse vedrørende „fårene“ og „bukkene“ i hans lignelse i Mattæus 25:31-46. Eftersom disse Zions børn, der har et himmelsk kald, er Kristi brødre på jorden, kunne Jesus med rette sige til fårene som en gunstbevisning: „Sandelig siger jeg Eder: hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig.“ Hvilken dyb respekt bør vi da ikke alene vise Guds kvinde i himmelen, men også hendes børn på jorden, der repræsenterer hende! Vor skæbne ligger i vor egen hånd. Om vi skal stå som „får“ eller „bukke“, afhænger af vor egen handlemåde over for Jehovas organisation.
11. Hvad demonstrerer man ved at ignorere nogle i menigheden, der mangler visse egenskaber, og hvordan burde man handle over for sådanne?
11 I dag findes der blandt Guds folk nogle, som ejer meget lidt af denne verdens materielle goder. Nogle er måske ikke ret veltalende eller de mangler, hvad denne verden kalder „levemåde“. At ignorere sådanne i menigheden eller endnu værre se ned på dem er et udslag af manglende respekt for hele organisationen. Paulus spørger: „Foragter I Guds menighed og gør dem skamfulde, der intet har?“ (1 Kor. 11:22) Hvor langt større udslag af brødrenes enhed og kærlighed i den nye verdens samfund ville det ikke være, hvis de, som har overflod af disse ting, dyrker venskab med dem, som synes at mangle disse goder! Det skal ikke gøres på nedladende manér, som om den ene part alene var den ydende, for ofte er de, der synes fattige på denne verdens gods, rige på åndelige trosgerninger. Mange af dem har overlevet trængsler og prøvelser, som virkelig har vundet dem hjerterum hos Jehova. Sådanne kan i sandhed sammenlignes med den trofaste filipper, om hvem Paulus skrev: „Giv ham derfor den sædvanlige velkomst i Herren med største glæde og bliv ved med at lade den slags mænd være jer kære, for som følge af Herrens arbejde kom han døden ganske nær og udsatte, sin sjæl for fare.“ (Fil. 2:29, 30, NW) Selv om ikke alle i Jehovas organisation har haft sådanne erfaringer, er de ham dog kære, og at foragte en af disse tjenere er at foragte Jehova selv eller at drage hans visdom i tvivl, fordi han kaldte denne tjener til at være meddelagtig i de velsignelser, han udøser over alle dem, som han elsker.
12. Hvordan viser nogle, som ikke respekterer organisationen, at de er utilfredse med Guds kanal?
12 Nogle få, som er tilsluttet Guds synlige organisation, er ikke tilfredse med det lys over Guds ord, som kommer gennem hans kanal. Disse få hælder mere til private fortolkninger og „læser“ endog noget ind i Vagttaarnet, som aldrig var ment, og udbreder disse opfattelser som sandhed. Eller de får en overbevisning vedrørende diæt, kronologi eller andet, som de mener Skriften giver dem medhold i, og forsøger at hverve sig proselytter blandt Zions trofaste børn. Med deres fremgangsmåde siger de i virkeligheden, at Jehova ikke gør det rigtige eller ikke gør nok, og at Vagttaarnet ikke er fyldestgørende for vor tid.
13. a) Hvordan søger nogle enkelte at „lede“ organisationen? b) Hvad er det rette syn på tjenerne, uden hensyn til deres alder eller år i tjenesten?
13 Så er der nogle få, som tiltager sig myndighed eller søger at „lede“ organisationen. Nogle er meget underfundige i deres taktik, idet de søger at øve indflydelse på menighedens udvalg ved at oparbejde, en slags „menigheds-opinion“. De gør det gennem små private kampagner og ved at lufte deres personlige meninger, indtil andre lader sig smitte af dem, og fra tid til anden opstår der store vanskeligheder over ganske ubetydelige sager. Forsøg på at lægge pres på dem, som sidder i ansvarsfulde stillinger, eller at fremme sine personlige interesser eller meninger er en form for „korridorpolitik“, der ikke har hjemme blandt Guds tjenere, der tænker i den nye verdens baner. (Rom. 16:17, 18) Et barn, som søger at regere hjemmet, regnes for „vanskeligt“ og skal tugtes. De, som er tilbøjelige til at foretrække deres egne ideer fremfor tjenernes i menigheden, selv om de, der klager, er ældre, hvad alder og år i tjenesten angår, burde ydmygt spørge sig selv: „Hvilken betydning har vor alder i sammenligning med vor „moders“ alder eller vor Faders evighed?“ Tjenerne i menigheden, ganske uanset deres alder, er der i kraft af teokratisk udnævnelse fra Jehovas organisation, og i opfyldelsen af deres pligter har de det styrende råds erfaring og myndighed bag sig og følgelig hele Jehovas organisation. Mens dette skulle få tjeneren til at forstå, hvor alvorligt et ansvar der er pålagt ham, skulle det ligeledes få den, som klager, til at forstå, at det er stillingen som repræsentant for „moder“-organisationen, han modstår. Det er grunden til, at Peter formaner os: „Ligeså skal I unge underordne jer de ældre; og ifør jer alle ydmyghed over for hverandre.“ — 1 Pet. 5:5.
14. Hvorfor er det ikke rigtigt af hver enkelt i menigheden at beskæftige sig med dens problemer vedrørende ledelsen?
14 At nægte at gøre det er det samme som at sige til tjenerne i menigheden: „Lad det nu være nok med jer, thi hele forsamlingen er hellig, hver og én, og Jehova er i dens midte. Hvorfor skulle I så ophøje jer over Jehovas menighed?“ (4 Mos. 16:3, NW) Det var den vej, Kora, Datan og Abiram fulgte, da de modstod Moses og Aron, og den førte til et skæbnesvangert resultat for dem. Det er sandt, at Jehova er i sit folks midte og udgyder rig velsignelse over alle, fordi de trofast røgter deres gudgivne hverv. Samtidig har han opbygget sin teokratiske organisation og indsat sin konge på tronen, hvorfra denne leder organisationens anliggender på ordnet vis, således at de, der er udnævnt som „fyrster“ til at træffe afgørelser for menigheden, kan bære dette ansvar. Vil Jehova eller hans konge lade sig tvinge til at velsigne en anden ordning? Menigheden overlades ikke til en tilstand som den, hvori Israel befandt sig, dengang „enhver gjorde, hvad han fandt for godt“, og folket kom på skæbnesvangre afveje. Hvor kan vi være taknemmelige over, at Jehova har beskyttet os på denne måde! Lad os da hver især fortsætte med at opfylde vort gudgivne hverv at forkynde „denne gode nyhed om Riget“ og overlade ledelsen af menighedens anliggender til dem, der har fået dette ansvar betroet.
15. Hvilket eksempel med henblik på respekt for Jehovas organisation sætter afdelingskontorerne verden over?
15 Hvis organisationens enhed skal bevares, er det vigtigt, at det styrende råd bliver anerkendt og respekteret for den stilling, det indtager blandt Guds folk i dag. Det er den fremgangsmåde, afdelingskontorerne verden over følger. I stedet for at opretholde små, uafhængige, selvstændige organisationer forelægger de de vigtigere sager til afgørelse hos det styrende råd, således som apostelen Paulus gjorde, i spørgsmålet om omskærelse, og således som Moses’ forskellige trofaste medhjælpere i Israels menighed gjorde. — Ap. G. 15:2; 2 Mos. 18:26.
16. Hvorfor er den rette respekt for Jehovas organisation ikke et spørgsmål om blind efterfølgelse af mennesker?
16 Det er ikke blind efterfølgelse af mennesker, hvilket Jesus advarede imod. Dengang han sagde: „Når en blind leder en blind, falder de begge i grøften,“ henviste han til de falske religionsdyrkeres troløse vandel. (Matt. 15:14) Han omtalte de godtroende israelitter, der accepterede deres ledere uden anden anbefaling end disse blinde vejlederes egen selvros. Samtidig fordømte han dem, der blindt ville følge den slags mænd, som senere skulle vise sig i kristenheden, mænd, der ikke ville forvisse sig om de krav, der gjaldt de sande vejledere, hvem de ikke ville følge på grund af deres gerninger. Dette skulle understrege, hvor vigtigt det er, at alle i Jehovas organisation uddannes i teokratisk virksomhed og oplæres til at indtage ansvarsfulde stillinger, for hans organisation er et teokratisk samfund af ordets forkyndere og ikke et hierarki. Når en tjenerpost bliver ledig, bliver den ikke beklædt af en, der hentes udefra, og som er specielt uddannet til den, men af en broder, der har opelsket de nødvendige kvalifikationer, mens han har tjent som en del af menigheden, og som allerede har vist trofasthed i at røgte et ansvar. Det er grunden til, at hver enkelt i organisationen lærer den teokratiske praksis og søger en tilsynsgerning, ikke af ærgerrighed efter at komme til at indtage en anden broders stilling, i hvilken denne gør trofast tjeneste, men ved at bestræbe sig for i åndelighed at tilegne sig de nødvendige kvalifikationer, der ville sætte ham i stand til at skuldre et sådant ansvar, hvis det skulle blive hans lod. — Jak. 3:1; 1 Tim. 3:1-13.
17. Hvorfor er den rette underkastelse så vigtig for den teokratiske ordets tjener?
17 Et af de vigtigste krav, der stilles til tilsynsmænd, er ydmyghed. Det er til vor personlige og vor fælles teokratiske fremgang, at Peter skrev: „For Herrens skyld skal I underordne jer enhver menneskelig ordning, hvad enten det er kongen [det vil sige Kristus Jesus] som den øverste, eller landshøvdinger [det vil sige hans synlige repræsentanter, „fyrsterne“], som mænd, der sendes af ham til straf for dem, der gør det onde, og til ros for dem, som gør det gode.“ — 1 Pet. 2:13, 14.