Hvad nationens fødsel har betydet for menneskeheden
1, 2. (a) Svarer Jehova direkte på de spørgsmål han selv stiller i Esajas 66:9? (b) Hvilken opfordring giver han ifølge Esajas 66:10-14?
I STEDET FOR direkte at svare nej på de spørgsmål han selv stiller i Esajas 66:9, inspirerede Gud Esajas til at fremsætte denne opmuntrende tilskyndelse:
2 „Glæd dig, Jerusalem! Der juble enhver, som har det kær, tag del i dets glæde, alle, som sørger over det, for at I må die dets husvalende barm og mættes, for at I må drikke af dets fulde bryst og kvæges. Thi så siger [Jehova]: Se, jeg leder til hende fred som en svulmende flod og folkenes rigdom som en strøm; hendes spæde skal bæres på hofte, og kærtegn får de på skød; som en moder trøster sin søn, således trøster jeg eder, i Jerusalem finder I trøst. I skal se det med hjertens glæde, eders ledemod skal spire som græs. Hos [Jehovas] tjenere kendes hans hånd, men hos hans fjender vrede.“ — Esajas 66:10-14.
3. Hvad blev de jøder der vendte hjem fra landflygtigheden sammenlignet med, hvilken glæde ville de opleve, og hvis hånd ville de se i dette?
3 De der blev ført hjem fra landflygtigheden blev sammenlignet med diende nyfødte. For de landflygtige jøder ved Babylons floder betød dette at den ødelagte hovedstad, Jerusalem, ville blive genopbygget, og at den ville blive „moder“ til mange indbyggere og et stort antal borgere i det område der var underlagt byen. (Jævnfør Lukas 13:34.) Ligesom mødre i datidens mellemøsten ville det genopbyggede Jerusalem bære sine børn siddende overskrævs på hoften; og hun ville sidde med dem på skødet og kærtegne dem. De jøder der havde kærlighed til Jehovas synlige organisation dengang i det sjette århundrede f.v.t. ville glæde sig over dette, og de ville holde op med at sørge over at der, i de 70 år hvori de havde været landflygtige i et hedensk land, ikke fandtes noget Jerusalem som hovedstad for Jehovas udvalgte folk. Deres glæde var som den der beskrives i Salme 126, og den stod i modsætning til den sorg der udtrykkes i Salme 137. De så Jehovas hånd i deres udfrielse.
4, 5. (a) Hvordan reagerede medlemmerne af resten på at Jehova brugte sin „hånd“ til gavn for dem, og hvad forstod de nu bedre end nogen sinde? (b) Hvad var tiden også inde til? (c) Hvordan beskriver Esajas dette?
4 Det samme gjaldt medlemmerne af den åndelige „nation“ der blev „født“ i 1919. Efter deres forbløffende udfrielse fra restriktionerne under den første verdenskrig og truslen om udslettelse, følte de en grænseløs glæde. Deres sorg var blevet vendt til jubel. De forstod nu bedre end nogen sinde at Jehova var deres Gud og at han havde en synlig organisation, ligesom han i himmelen havde en usynlig organisation der var som en hustru for ham. Den usynlige organisation, „det Jerusalem som er oventil“, er som en moder for den salvede rest. (Esajas 54:1-6; Galaterne 4:26) Nu da de atter var blevet samlet efter adsplittelsen under den første verdenskrig, glædede de sig over at blive plejet, båret og kærtegnet af denne åndelige moder, deres Gud og Faders himmelske „hustru“. Som Jehovas „tjenere“ der havde indviet sig til ham gennem deres ældre broder, Jesus Kristus, fandt de trøst i at vide at Jehova brugte sin „hånd“ til gunst for dem. Tiden var også kommet da han i modsætning hertil ville udøse sin vrede over sine fjender. Dette indbefatter dem der stiller sig fjendtligt til forkynderne af hans nyfødte rige, for hans indviede folks fjender er også hans personlige fjender. Jehova fortæller hvordan han vil udøse sin vrede over dem, idet han videre siger:
5 „Thi se, som ild kommer [Jehova], og hans vogne er som et stormvejr, han vil vise sin harme i gløder, sin trussel i flammende luer; thi med ild og med sit sværd skal [Jehova] dømme alt kød, og mange er [Jehovas] slagne. De, som helliger og vier sig for lundene, følgende en i deres midte, de, som æder svinekød og kød af kryb og mus, deres gerninger og deres tanker skal forgå til hobe, lyder det fra [Jehova]. Jeg kommer for at samle alle folk og tungemål, og de skal komme og se min herlighed.“ — Esajas 66:15-18.
6. Hvordan krænkede israelitterne på Esajas’ tid deres pagt med Jehova, hvorved de lod sig besmitte?
6 Dengang Esajas skrev disse ord, over 100 år før Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t., krænkede israelitterne groft deres nationale pagt med Jehova, det vil sige Lovpagten, som var blevet formidlet af profeten Moses. De helligede sig og viede sig til afgudsdyrkelse i særlige lunde og brød Guds love, som forbød dem at spise visse ting. De besmittede og besudlede sig over for deres pagts Gud og gjorde intet til hans herlighed.
7. (a) Hvordan handlede Jehova i overensstemmelse med sin pagts betingelser? (b) Hvem i nutiden vil Gud snart holde dom over?
7 I overensstemmelse med sin pagts betingelser fuldbyrdede Jehova derfor sine flammende domme som et stormvejr over disse pagtsbrydere. Han greb sit „sværd“ for at holde dom over alt jødisk kød. Det var intet under at kun nogle få tusind overlevede den skånselsløse ødelæggelse af Jerusalem, kun for at blive ført i langvarig landflygtighed til det hedenske, afgudsdyrkende Babylon. Alle de omboende folkeslag og sproggrupper blev vidne til at Jehova på denne måde viste sin herlighed og fastslog at han er en Gud der overholder sin pagt. Alt dette maner os til eftertanke og minder os om at den samme Gud snart vil holde dom over nutidens kristenhed, der hævder at have afløst fortidens Israel som Jehova Guds folk. Han vil vise sin herlighed ved at rette sit hævnende „sværd“ imod kristenheden og udrydde den fuldstændigt.
Et „tegn“ blandt nationerne
8, 9. (a) Efter hvilke begivenheder under og umiddelbart efter den første verdenskrig gennemførte Jehova sin uforanderlige hensigt og vandt sig derved et ry overalt i verden? (b) Hvordan formulerede han denne hensigt i Esajas 66:19, 20?
8 Ved at gennemføre sin uforanderlige hensigt i forbindelse med det der skulle ske efter at han havde ladet ’et land komme til verden på en eneste dag’ og ’en nation fødes på et øjeblik’, har den almægtige Gud vundet sig et ry overalt i verden. Idet vi læser hans ord i Esajas 66:19, 20, kan vi tænke på de storslåede ting han har udrettet siden resten af de åndelige israelitter blev født som en „nation“ i 1919 efter at de var blevet adsplittet under den første verdenskrig og kun nærede ringe håb eller forventning om at overleve denne verdenskonflikt. Han siger:
9 „Jeg fuldbyrder et under [et tegn, NW; hebraisk: ōth; den latinske Vulgata: signum] iblandt dem og sender undslupne af dem til folkene, Tarsis, Pul, Lud, Mesjek, Rosj, Tubal, Javan, de fjerne strande, som ikke har hørt mit ry eller set min herlighed; og de skal forkynde min herlighed blandt folkene. Og de skal bringe alle eders brødre fra alle folk som gave til [Jehova], til hest, til vogns, i bærestol, på muldyr og kameler til mit hellige bjerg Jerusalem, siger [Jehova], som når israelitterne bringer offergaver i rene kar til [Jehovas] hus.“
10. Hvad har vist sig at være et „tegn“ fra Jehova blandt nationerne?
10 Hvad har vist sig at være et „tegn“ fra Jehova blandt folkene eller nationerne siden den første verdenskrig? Det har været et levende „tegn“. Tidligere i sin profeti sagde Jehovas talerør Esajas: „Se, jeg og de børn, [Jehova] gav mig, er varsler og tegn i Israel fra Hærskarers [Jehova], som bor på Zions bjerg.“ (Esajas 8:18) I Hebræerbrevet 2:11-13 citerer den kristne apostel Paulus fra disse profetiske ord og mønter dem på Jesus Kristus og hans åndsavlede disciple, idet han siger: „For både den som helliger og de som helliges stammer alle fra én, og af den grund skammer han sig ikke ved at kalde dem ’brødre’, som han siger: . . . ’Se! Jeg og de børn som Jehova gav mig.’“
11. Hvad har de der udgør dette „tegn“ forkyndt i hele verden siden 1914, og hvorfor var det nødvendigt at samle dem?
11 Dette viser at det „tegn“ som Jehova har sat blandt jordens nationer, for hvem „hedningernes tider“ udløb i 1914, er den åndelige „nation“ hvis medlemmer i hele verden har forkyndt Guds rige, der blev født i himmelen ved udløbet af „nationernes fastsatte tider“ i 1914. (Lukas 21:24, da. aut. , NV; Mattæus 24:14) Det var i denne hensigt at Jehova samlede resten af de åndelige israelitter der var blevet spredt af den voldsomme forfølgelse under den første verdenskrig.
12. (a) Hvem måtte føjes til den rest der overlevede den første verdenskrig? (b) Hvornår begyndte Jehova især at sende „undslupne“ ud?
12 For at resten af Kristi åndelige brødre kunne blive fuldtallig, måtte der imidlertid føjes flere åndelige israelitter til dem der overlevede den første verdenskrig. (Mattæus 25:40) Især efter at de internationale bibelstudenter havde holdt deres første generalstævne i Cedar Point, Ohio, USA, i sommeren 1919, begyndte Jehova at sende „undslupne“ af den oprindelige rest ud til „folkene“ eller nationerne. Og han gjorde det i endnu højere grad fra og med de internationale bibelstudenters stævne i den samme ferieby ved bugten over for byen Sandusky, Ohio, i 1922, da præsidenten for Watch Tower Bible and Tract Society afsluttede sit opildnende foredrag for stævnedeltagerne med de dramatiske ord: „Forkynd, forkynd, forkynd om Kongen og hans rige.“ Derefter organiserede de åndelige israelitters menigheder sig til at forkynde Guds oprettede rige „til et vidnesbyrd for alle nationerne“, idet alle deres medlemmer nu gik ud i arbejdsmarken, offentligt og „fra hus til hus“. Alle var ambassadører for Riget! — Apostelgerninger 20:20.
13. Hvem blev indsamlet fra alle nationerne som en opfyldelse af Esajas’ profeti, og hvordan skildres det at det foregik hurtigt?
13 Som en opfyldelse af Esajas’ profeti medførte alt dette en storstilet indsamling af resten af de åndelige brødre, og det foregik hurtigt, så at sige med alle slags befordringsmidler. De der således blev sendt ud til fjerne lande, betegnes som „undslupne“. De var sluppet levende gennem den første verdenskrig og hungersnøden, pesten og jordskælvene i denne dødbringende periode fra 1914 til 1918, og navnlig den forfølgelse der havde raset mod de indviede bibelstudenter der nidkært havde samarbejdet med Watch Tower Bible and Tract Society rundt om i verden. Især ved forfølgelsen var nogle i åndelig forstand blevet dræbt, så de ikke var med da de overlevende blev genindsamlet efter den første verdenskrig, og specielt ikke da opfordringen til enig indsats begyndte at lyde gennem Selskabets publikationer og dets rejsende tilsynsmænd som besøgte menighederne.
14. Hvad forkyndte ’de undslupne’ der blev sendt ud og hvilken uvidenhed rådede blandt mange af dem de blev sendt ud til?
14 De trofaste gjorde imidlertid hvad Jehova havde forudsagt; de ’forkyndte hans herlighed blandt folkene’. (Esajas 66:19) Disse „undslupne“ drog lydigt ud til alle lande og nationer hvortil de kunne få adgang, endog til „fjerne strande“, og forkyndte om Jehovas herlige rige der nu var blevet oprettet i himmelen med hans søn Jesus Kristus som regerende konge. Mange af disse fjerne landes indbyggere havde end ikke hørt om den sande Gud, Jehova, og var ikke klar over at hans rige ifølge tidernes tegn var blevet født i himmelen. — Åbenbaringen 12:1-5, 10.
15. Hvilken åndelig tilstand må de åndelige brødre der bringes som en gave til Jehova, befinde sig i, og hvorfor?
15 Alle de åndelige brødre som ’de undslupne’ førte sammen, bragte de som en gave til Jehova, og ikke til en jordisk leder af en religiøs sekt eller til en politisk verdensmagt der kappedes med andre magter om folkenes støtte. For at denne „gave“ kunne være antagelig for Jehova, måtte den være ren. Det er grunden til at profetien siger at denne levende „gave“ bringes til Jehova „som når israelitterne bringer offergaver i rene kar til [Jehovas] hus“. (Esajas 66:20) Det betyder at de åndelige brødre der udgør denne „gave“, ikke må være en del af denne verden. De må „holde sig uplettet af verden“. (Jakob 1:27) De må forholde sig neutrale hvad angår den urene tingenes ordnings besmittende politik. Det er derfor Jehova siger at de skal bringes ’til hans hellige bjerg Jerusalem’. Hermed menes ikke det nutidige Jerusalem, hovedstaden for den politiske stat Israel. Den nation som denne by er hovedstad for, er 85 procent jødisk og er medlem af De forenede Nationers organisation til opretholdelse af fred og sikkerhed i verden.
16. Hvorfor har Jehova ikke noget bjerg i nutidens Mellemøsten som han kan kalde ’sit hellige bjerg’?
16 Det nutidige Jerusalem i mellemøsten har ikke noget ’helligt bjerg’ som Jehova kan kalde ’sit’ i religiøs forstand. Det der engang var hans „hellige bjerg“ i Jerusalem, krones nu af en islamisk helligdom, Klippemoskeen. Denne helligdom er ikke viet tilbedelsen af Jehova, men dyrkelsen af Allah, en gud der ikke har noget personligt navn.
17. Hvad er altså ’det hellige bjerg Jerusalem’ hvortil de åndelige brødre er blevet bragt siden den åndelige nations fødsel i 1919?
17 Alle relevante oplysninger taget i betragtning forstår vi det betydningsfulde at „mit hellige bjerg“ i den nutidige opfyldelse af Esajas 66:20 sigter til en moderlignende organisation for de åndelige israelitter, nemlig „det Jerusalem som er oventil“. (Galaterne 4:26) Det er det Zion der, ifølge Esajas 66:8, ’med det samme fødte sine børn’. Disse „børn“ udgør den „nation“ der blev født „på et øjeblik“ i efterkrigsåret 1919. Det vil sige at de åndelige brødre der er blevet indsamlet af ’de undslupne’ siden denne ’nations’ fødsel og er blevet bragt som ’en gave til Jehova’, er blevet bragt i berøring med hans kongelige organisation, „det Jerusalem som er oventil“ og som forbilledligt blev skildret ved det genopbyggede jordiske Jerusalem i fortiden. Eftersom de er dette himmelske Jerusalems „børn“, er de blevet ført ind i den synlige, jordiske del af Jehovas universelle organisation og er blevet åndelige jerusalemitter.
Den rene tilbedelse af Jehova genoprettes
18. Hvad kunne og burde medlemmerne af den nyfødte „nation“ gøre i deres åndelige virkeområde, eftersom Jehova havde lovet at udtage nogle af dem til „levitpræster“?
18 Begyndte medlemmerne af den nyfødte „nation“ at tilbede den eneste sande Gud, Jehova, i fuldt omfang inden for deres åndelige virkeområde efter krigen? Det kunne og burde de gøre, nu da de var blevet udfriet fra Babylon den Store, den falske religions verdensimperium. Og det gjorde de, i overensstemmelse med det skridt som Jehova havde lovet at han ville tage i forbindelse med den nyfødte „nation“, som der står i Esajas 66:21: „Også af dem vil jeg udtage levitpræster, siger [Jehova].“ Vi må huske at israelitterne under deres 70 års fangenskab i fortidens Babylon fra 607 til 537 f.v.t. ikke blev betjent af en aronitisk ypperstepræst og dennes underpræster og af deres medhjælpere, levitterne, eftersom det tempel hvori dette præsteskab havde gjort tjeneste, var ødelagt. Jehova havde forudsagt dette i Hoseas 3:4, 5:
19. Hvordan havde Jehova i Hoseas 3:4, 5 forudsagt at tilbedelsen af ham ville blive genoprettet?
19 „I lang tid skal israelitterne vente . . . uden slagtoffer og stenstøtte, uden efod og husgud. Siden skal israelitterne omvende sig og søge [Jehova] deres Gud og David, deres konge [Messias], og bævende komme til [Jehova] og hans velsignelse i de sidste dage.“
20. Hvad måtte genopbygges, og af hensyn til hvilket behov?
20 Foruden at udfri dem fra Babylon ville Jehova altså dække deres vigtigste behov, deres åndelige behov. Han ville genindsætte en retmæssig ypperstepræst sammen med et præsteskab, og disse præster skulle bistås af en gruppe levitter. Det betød at templet i Jerusalem skulle genopbygges, så de havde et sted at forrette deres tjeneste, denne tjeneste der var så betydningsfuld for den „nation“ der skulle fødes „på et øjeblik“. Dette skulle ske i det „land“ der ’kom til verden på en eneste dag’, deres elskede hjemland — hvor usandsynligt dette end kan have forekommet. — Esajas 66:8.
21. Hvordan er det samme sket i åndelig forstand for den nyfødte „nation“ fra og med 1919?
21 I åndelig forstand er det samme sket for resten af de åndelige israelitter siden Jehova Gud i efterkrigsåret 1919 udfriede dem fra Babylon den Store. Han tog sig først af deres åndelige behov. Han gav dem en klarere forståelse af at den messianske konge, Jesus Kristus, tjente som Guds ypperstepræst. Han rensede dem for enhver religiøs urenhed der stadig hang ved dem som følge af forbindelsen med og trældommen under Babylon den Store. Som medlemmer af „en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom“ tilhørende den højeste Gud, forstod de nu klarere end nogen sinde hvordan og hvorfor de måtte forholde sig strengt neutrale i denne verdens politiske anliggender. De så at tiden var kommet da den eneste levende og sande Gud ville ’vinde sig et navn’. Og de fik øjnene op for at de var forpligtede til at ophøje Guds personlige navn, Jehova, over alle andre navne. De indså at de måtte være vidner for denne Gud hvis navn var blevet overskygget i århundreder, og de antog derfor meget passende navnet „Jehovas Vidner“ i det mindeværdige år 1931. — 1 Peter 2:9; Esajas 43:12; 63:12.
22. Hvad er det vigtigste lærepunkt i Bibelen, og hvorfor?
22 Skønt genløsningen indtager en betydningsfuld plads i Bibelen, er menneskenes frelse fra synd og død og deres udfrielse fra trældommen under Satan Djævelen og hans organisation ikke det vigtigste lærepunkt i den inspirerede Bibel. Det er som der siges i hovedartiklen „Ustraffelighed“, der blev bragt i Vagttaarnet for 1. februar 1942: „Jehovas Beslutning om at lade sit retfærdige Herredømme styre Verden fremholdes Gang paa Gang med Eftertryk i Bibelen. Hans Herredømme er Teokratiet, over hvilket han har gjort Kristus Jesus til Konge. . . . Hvad Stridsspørgsmaalet, som Satan rejste ved sin trodsige Udfordring, først og fremmest gjaldt og stadig gælder, er Herredømmet over Universet.“ (Paragraf 1, 19) Den højeste Guds vigtigste hensigt er altså at fastslå at han alene udøver det suveræne herredømme over universet. Dette vil han inden længe gøre i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ på Harmagedons slagmark. (Åbenbaringen 16:14-16) Det er ’den hellige nations’, det åndelige Israels, pligt, forret og ære at forblive trofast mod Jehovas universelle herredømme eller suverænitet og dermed bevise at Djævelen er en løgner.
23. Hvilke fjendtlige bestræbelser vil slå fejl, i betragtning af Jehovas ord i Esajas 66:22?
23 Indtil nu, ja indtil dette sene tidspunkt i historien, er alle Satans verdslige nationers forsøg på at udslette Jehovas „nation“, der blev „født“ i 1919 i sit nyligt frembragte „land“, slået fejl. Dette er en opfyldelse af den forsikring som universets Suveræn gav i Esajas 66:22: „Thi ligesom de nye himle og den ny jord, som jeg skaber, skal bestå for mit åsyn, lyder det fra [Jehova], således skal eders afkom og navn bestå.“
24. (a) Hvad er de nye himles og den ny jords beståen en forsikring om for resten af det åndelige Israel? (b) Hvem vil resten blive forenet med når tiden er inde?
24 Uanset hvad Satan Djævelen og hans usynlige dæmoner og hans synlige jordiske organisation måtte finde på at gøre i den nærmeste fremtid, vil det åndelige Israels rest og dets navn bestå. Satans organisations synlige, jordiske afkom og dets navn vil snart forsvinde, men i klar modsætning til dette vil Jehovas universelle organisations afkom, det åndelige Israels rest, blive stående, og dets navn vil ikke blive udslettet af fjenderne og glemt. Lige så sikkert som de nye himle og den ny jord som den suveræne Hersker Jehova skaber, vil bestå for evigt, sådan vil det åndelige Israels rest og dets værdige navn bestå. Det betyder ikke at resten af de åndelige israelitter vil forblive på jorden for evigt. Nej, når tiden er inde, vil de blive taget bort og forenet med deres ypperstepræst, Jesus Kristus, i „de nye himle“ og tjene som underpræster i det åndelige tempel.
25. (a) Hvornår begyndte Jehova at skabe „de nye himle“? (b) Især siden hvornår har de vordende medlemmer af „den ny jord“ vist sig?
25 Jehova Gud begyndte at skabe „de nye himle“ ved udløbet af „nationernes fastsatte tider“ i 1914, da han indsatte sin herliggjorte søn Jesus Kristus på den himmelske trone for at han skulle herske som kongernes Konge og herrernes Herre. Han er „Davids søn“, og da han tjente som et fuldkomment menneske på jorden indgik den suveræne Hersker Jehova en pagt med ham om et evigt rige. (Mattæus 21:15) Fra sin himmelske trone hersker kongen Jesus Kristus over vort jordiske hjem. At der bliver skabt ’en ny jord’ betyder eller forudsætter ikke at den bogstavelige jord skal ødelægges. Nej, planeten Jorden „står til evig tid“. (Prædikeren 1:4) Guds rige ved Kristus vil omdanne den til et evigt paradis. I overensstemmelse med dette storslåede forhold vil „den ny jord“ som Jehova skaber, være et nyt menneskesamfund som er i fuld harmoni med ham og hans retfærdige „nye himle“. (2 Peter 3:13) Allerede nu lever der på jorden flere millioner vordende medlemmer af dette nye jordiske samfund. De har navnlig vist sig siden 1935.
26. (a) Hvordan var det blevet omtalt i Esajas 66:12 at ’den store skare’ ville komme og blive forenet med resten af de åndelige israelitter? (b) Hvor tjener denne „skare“ nu Jehova?
26 De er kommet fra alle nationer, racer, folk og tungemål, og de har indviet sig til Jehova Gud gennem ypperstepræsten Jesus Kristus og har symboliseret deres indvielse ved at lade sig døbe i vand ligesom deres „rigtige hyrde“, Jesus Kristus. (Johannes 10:14, 16) I Esajas 66:12 sagde Jehova at han til det åndelige Israels rest, der repræsenterer „det Jerusalem som er oventil“, ville lede det han kalder „folkenes rigdom“, og det „som en svulmende flod“. Denne „rigdom“ er ’den store skare’ bestående af ’den rigtige hyrdes’, den regerende konges, Jesu Kristi, „andre får“, der siden 1935 er blevet ledet til den åndelige rest. (Åbenbaringen 7:9-17) Som følge af deres loyalitet mod Jehovas teokratiske regering ved Kristus, har „den rigtige hyrde“ gjort dem til „én hjord“ sammen med resten af de åndelige israelitter. De føres til Jehovas åndelige tempel, der kaldes „et bedehus for alle folk“. (Esajas 56:7; Markus 11:17) Denne „folkenes rigdom“, ’den store skare’, yder Gud hellig tjeneste i hans åndelige tempel eller bedehus „dag og nat“. — Åbenbaringen 7:15.
27, 28. Hvor ofte samles ’den store skare’, der kommer fra „alt kød“, til møder sammen med resten, og hvad er resultatet af deres fælles indsats i vidnegerningen?
27 I forbindelse med denne storslåede udvikling har man kunnet iagttage det som Jehova videre siger i Esajas 66:23: „’Og nymåne efter nymåne og sabbat efter sabbat vil alt kød komme for at bøje sig for mig,’ har Jehova sagt.“ — NW; Haggaj 2:7-9.
28 ’Den store skare’, der kommer fra „alt kød“, holder regelmæssige møder sammen med resten af de åndelige israelitter, så at sige „nymåne efter nymåne [månedligt] og sabbat efter sabbat [ugentligt]“. Den samarbejder loyalt med den salvede rest i den offentlige vidnegerning og forkyndelsen fra hus til hus for at Jesu profeti angående „afslutningen på tingenes ordning“ kan blive opfyldt: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne.“ (Mattæus 24:3, 14) De mennesker af „alt kød“ som giver agt på forkyndelsen, kommer og ’bøjer sig’ for den suveræne Herre Jehova.
29, 30. (a) Hvordan fremgår det af Esajas 66:24 at disse tilbedere af „alt kød“ vil overleve ’den store trængsel’ hvori den nuværende tingenes ordning går til grunde? (b) Hvad vil de danne kernen i, og hvem vil de senere lede i tilbedelsen af den der har skabt det himmelske og det jordiske?
29 De vil overleve ’den store trængsel’ der snart bryder løs over verden, og de vil således få at se hvordan Jehova hævder sin universelle suverænitet ved at udslette sine fjender og deres fjender i denne verdensomspændende trængsel. Derfor slutter Esajas sin profeti med ordene: „Og de [de der overlever trængselen] skal gå ud og se på de døde kroppe af de mænd som begik overtrædelser imod mig; for deres orm dør ikke, og deres ild slukkes ikke, og de skal blive frastødende for alt kød.“ — Esajas 66:24, NW.
30 Ligesom ’de forbandede’ i Jesu lignelse om fårene og bukkene, der opfyldes nu ved „afslutningen på tingenes ordning“, vil de der ’begår overtrædelser’ imod den suveræne Herre Jehova „gå bort til evig afskærelse“, evig udslettelse. (Mattæus 24:3; 25:31-46) Derefter vil kernen i det nye jordiske samfund, „fårene“ som arver den paradisiske jord, byde alle de opstandne der vender tilbage til livet som mennesker på jorden, velkommen i deres midte. De vil lede alle disse opstandne i enig tilbedelse af den ophøjede Skaber af „de nye himle“ og „den ny jord“. — Esajas 65:17; 2 Peter 3:13.
Hvad vil du svare på følgende spørgsmål, der er baseret på Esajas 66:8-20?
Vers 8: Hvordan blev Jehovas åndelige „nation“ „født“ i sit åndelige „land“ i 1919?
Vers 9-14: Hvordan gav Jerusalem sine „børn“ næring og viste dem kærlig omsorg? Hvordan opfyldes dette på åndelige børn i nutiden?
Vers 15-18: Hvilke handlinger var medvirkende til Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t., og hvad er dette et forvarsel om i dag?
Vers 19, 20: Hvilke „tegn“ har Jehova sat blandt nationerne? I hvilken hensigt?
Hvad vil du svare på følgende spørgsmål, der er baseret på Esajas 66:19-24?
Vers 19: Hvordan er „undslupne“ blevet sendt ud til „folkene“ eller nationerne? Med hvilket resultat?
Vers 20: På hvilken måde har de åndelige israelitter bragt en „gave“ til Jehovas hus?
Vers 21: På hvilken måde er nogle blevet udtaget til at tjene som „levitpræster“?
Vers 22: Hvilken forsikring giver Jehova sit genrejste folk idet han henviser til at „de nye himle og den ny jord“ skal bestå?
Vers 23: Hvordan ser vi at „alt kød“ bøjer sig for Jehova „nymåne efter nymåne og sabbat efter sabbat“?
Vers 24: Hvad vil de der overlever ’den store trængsel’ få at se med hensyn til dem der ’begår overtrædelser’ imod Jehova?
[Illustration på side 15]
Som en moder tog Jerusalem sig kærligt af sine „børn“
[Illustration på side 20]
Jehovas vidner, som er ’undsluppet’ fra „Babylon den Store“, går ud med budskabet om Riget