„Folkenes konge“ — vor eneste hjælp

„Hvo skulle ikke frygte dig, du folkenes konge! Thi sådant tilkommer dig; thi blandt alle folks vismænd og i alle deres riger findes ikke din lige.“ — Jer. 10:7.

 1. Fra hvem kommer det råb om hjælp som høres overalt på jorden, og hvorfor?

„HJÆLP! HJÆLP!“ Overalt på jorden høres dette nødråb. Det kommer fra mennesker der ser hvilken kurs verden til stadighed følger og som forstår hvilken katastrofe det meget snart vil ende med. Disse fremtidsudsigter forfærder dem og gør dem dybt bekymrede. De føler trang til at sige som profeten Jeremias kort før Jerusalems ødelæggelse — en ødelæggelse han selv forudsagde: „Ak, var mit hoved vand, mine øjne en tårekilde! Så græd jeg dag og nat over mit folks [Israels] datters slagne.“ — Jer. 9:1.

 2. Hvilke fremtidsudsigter får dem der nærer medmenneskelige følelser til at græde i dag?

² Det er ikke så mærkeligt at de der nærer medmenneskelige følelser græder i dag. Det der nu truer menneskeheden, er den situation der for længe siden blev skildret ved den nationale ulykke om hvilken Jeremias fik besked på at sige følgende: „Lær eders døtre klage, hverandre klagesang: ’Døden steg op i vore vinduer [trængte ind i vore huse], kom i paladserne, udrydded barnet på gaden, de unge på torvene.’ . . . De døde legemer faldt som gødning på marken, som skåret efter høstmanden; ingen binder op.“ — Jer. 9:20-22.

 3. Hvem eller hvad vender folk sig til efter hjælp, i betragtning af de vanskeligheder de forudser?

³ Hvem kan ikke se at hele verden står over for store vanskeligheder, ja de største i menneskehedens historie? Det behøver vi ikke Jeremias’ profetiske evner for at se. Men hvordan kan vi overleve denne katastrofe som mange blot ved at iagttage verdensforholdene i dag, kan forudsige må komme? På grund af de truende fremtidsudsigter har selv ikke-religiøse mennesker uvilkårligt følt sig tilskyndet til at anråbe en højere, overmenneskelig magt om at gribe ind og redde menneskeslægten. De politiske herskere, selv i kristenheden, rådfører sig ængsteligt med åndemedier og clairvoyanter. Den usikkerhed de føler når de skal træffe blot en enkelt vigtig afgørelse, får dem til at opsøge astrologer der kan stille deres horoskop og læse himmelens tegn. Andre anråber deres guder, de afgudsbilleder de har fremstillet af træ og beklædt med sølv og guld og iført prægtige håndsyede eller fabriksfremstillede klæder. Er det den slags populære rådgivere man skal se hen til efter hjælp, nu hvor den stadig mere truende verdenssituation indvarsler en verdenskatastrofe der vil indtræffe i nær fremtid? Nej! — Jer. 10:1-5.

 4. Hvorfor er vor eneste hjælp ikke en blind, fornuftløs kraft, „et nådigt forsyn“, og hvor kan vi finde sand hjælp?

⁴ Hvor kan vi da hente sand hjælp? Hvad eller hvem er vor eneste hjælp? Det er ikke en eller anden blind, fornuftløs kraft, „et nådigt forsyn“. Det må være en virkelig person, en person som ser den faretruende situation vi befinder os i lige så klart som vore kloge politikere, ja endnu bedre end disse højtbegavede mænd. En fornuftløs kraft kan selvsagt ikke hjælpe fornuftbegavede skabninger som os. Vor eneste hjælp er den der i sin visdom var i stand til at skabe hele universet, os indbefattet. Han er situationens herre. Det er ham profeten kalder „folkenes konge“.

 5. Hvordan beskriver profeten, i Jeremias 10:6-8, vor eneste hjælp?

⁵ Hvem er han da? Han kan ikke sammenlignes med nogen anden, for Jeremias siger: „Din lige findes ikke, [Jehova]; stor er du og stort dit navn i vælde. Hvo skulle ikke frygte dig, du folkenes konge! Thi sådant tilkommer dig; thi blandt alle folks vismænd og i alle deres riger findes ikke din lige. Alle sammen er de [folkene og deres riger] dumme og tåber; afgudernes lærdom, den er træ [et afgudsbillede af træ betrukket med sølv og guld og klædt på som en gud].“ — Jer. 10:6-8.

 6. Hvem var de to første folkeslag der nævnes efter vandfloden på Noas tid, og hvad viser Bibelen med hensyn til om Jehova var deres konge?

⁶ I hvilken forstand var Jehova Gud „folkenes konge“ på Jeremias’ tid? Anerkendte de ikke-jødiske eller hedenske folk ham som deres konge? Havde han oprettet deres riger eller givet dem deres kongemagt? Havde han givet dem deres regering og deres love eller havde han indgået en pagt med dem så de var bundet til ham i et særligt forhold? Lad os betragte de første folkeslag som Bibelen nævner efter vandfloden på Noas tid, nemlig Babylon (Babel) og Assyrien. Var Jehova deres konge? Hvordan skulle han kunne være det? I Første Mosebog 10:8-12 (NW) siges der:

„Og Kusj [Noas sønnesøn] blev fader til Nimrod. Han var den første der blev en vældig hersker på jorden. Han optrådte som en vældig jæger i opposition til Jehova. Af den grund siger man: ’Ligesom Nimrod en vældig jæger i opposition til Jehova.’ Og begyndelsen til hans rige blev Babel og Erek og Akkad og Kalne i Sinears land. Fra det land drog han til Assyrien og gav sig til at bygge Nineve og Rehobot-Ir og Kala og Resen mellem Nineve og Kala: det er den store by.“ — Se Første Mosebog 2:14; Første Krønikebog 1:10.

 7. Hvilken historisk baggrund giver et fingerpeg om hvorvidt Jehova var konge over det nybabyloniske rige på Jeremias’ tid?

⁷ Hvad var det der forhindrede bygningsmændene i Babylon (Babel) i at fuldføre det ’babelstårn’ eller den ziggurat de ville bruge i deres gudsdyrkelse? Jo, Jehova gjorde som han havde sagt: „Lad os . . . forvirre deres tungemål der, så de ikke forstår hverandres tungemål!“ Det resulterede i folkeslag der talte forskellige sprog, for vi læser: „Da spredte [Jehova] dem fra det sted ud over hele jorden, og de opgav at bygge byen. Derfor kaldte man den Babel [Forvirring], thi der forvirrede [Jehova] al jordens tungemål.“ (1 Mos. 11:7-9) Jehova var tydeligvis lige så lidt konge over det første babyloniske rige som han var konge over det nybabyloniske rige på Jeremias’ tid. Dette nybabyloniske riges gud var Bel eller Merodak (Marduk), som kong Nebukadnezar tilbad. (Jer. 50:1, 2) Jehova var ikke en babylonisk gud.

 8, 9. (a) Hvem tilbad de andre hedenske folk som deres overmenneskelige herskere? (b) Hvordan lod Satan Jesus forstå at han var det Jesus kaldte ham, „denne verdens hersker“?

⁸ Andre hedenske folkeslag havde hver især deres guder, guder de betragtede som deres herskere og som de lavede afgudsbilleder af. For eksempel tilbad ammonitterne en falsk gud som de kaldte Molok, et navn der betyder „den Herskende“ eller „Konge“. (3 Mos. 18:21; 20:2-5; 1 Kong. 11:7, NW; Apg. 7:43) Sådanne folkeslag tilbad i virkeligheden usynlige dæmoner eller djævle. (1 Kor. 10:20) Den øverste af alle disse usynlige dæmoner er Satan Djævelen. I Andet Korinterbrev 4:4 kaldes han „denne tingenes ordnings gud“.

⁹ Satan Djævelen, der hævder at være konge over alle jordens folk, forsøgte at friste Jesus Kristus ved at sige: „Jeg vil give dig hele myndigheden over dem [alle rigerne på den beboede jord] og også deres herlighed, for den er blevet overgivet til mig, og jeg giver den til hvem jeg vil. Derfor, hvis du vil udføre en tilbedelseshandling over for mig, skal det alt sammen være dit.“ (Luk. 4:5-7) Men Jesus afslog at blive en jordisk konge under Guds store modstander. Kort før sin død omtalte Jesus derfor Satan Djævelen som „denne verdens hersker“. (Joh. 12:31; 14:30; 16:11) I Bibelens sidste bog, der blev skrevet syv hundrede år efter Jeremias’ tid, siges der at „hele jorden“ tilbad Satan Djævelen og hans synlige politiske organisation, der skildres som et syvhovedet vilddyr. — Åb. 13:3, 4.

10. (a) Hvordan kan man sige at Israel var det eneste folk Jehova var konge over, indtil dette folk forkastede Messias? (b) Selv om „verdensherredømmet“ blev Jehovas og hans Messias’ i 1914, hvad nægter folkene så at gøre?

¹⁰ I fortiden anerkendte israelitterne Jehova Gud som deres Herre og Konge. I overensstemmelse hermed skrev den inspirerede salmist: „Han kundgør sit ord for Jakob, sine vedtægter og lovbud for Israel. Så gjorde han ikke mod andre folk, dem kundgør han ingen lovbud. Halleluja!“ (Sl. 147:5, 19, 20; 145:1, 12, 13) Jehova Gud var følgelig ikke de hedenske folkeslags konge. Det teokratiske styre han oprettede over fortidens Israel på profeten Moses’ tid, var hans eneste jordiske rige indtil Israels folk forkastede hans søn, Jesus Kristus, som den Messias Gud havde sendt. (2 Mos. 15:18-21; 5 Mos. 33:2-5; 1 Krøn. 29:11, 12, 23; Matt. 21:43) Først efter udløbet af hedningernes tider i 1914 er „verdensherredømmet . . . blevet vor Herres og hans Messias’“; og alligevel nægter folkene stadig at anerkende Jehova som deres konge. — Åb. 11:15-18.

„Folkenes konge“ — hvordan?

11. Fra hvilket synspunkt tiltalte Jeremias Jehova som „folkenes konge“?

¹¹ Fra hvilket synspunkt kunne Jeremias da tiltale Jehova som „folkenes konge“? Fra det synspunkt at blandt alle dem der var konger og som herskede over et rige, var Jehova den ypperste. Han herskede som kongernes Konge, den højeste Konge, den der står over alle andre konger. Som Moses sagde til Israel i 1473 f.v.t.: „Thi [Jehova] eders Gud er gudernes Gud og herrernes Herre, den store, vældige, forfærdelige Gud.“ (5 Mos. 10:17) Senere sagde den inspirerede salmist til Jehovas folk: „Tak gudernes Gud; thi hans miskundhed varer evindelig! Tak herrernes Herre . . . som fældede store konger . . . og vog så vældige konger . . . amoritternes konge Sihon . . . og Basans konge Og; . . . og gav deres land i eje . . . i eje til hans tjener Israel.“ (Sl. 136:2, 3, 17-22) På denne måde hersker han over alle folkene, til trods for at de har deres egne dæmonguder og jordiske konger. — Jer. 9:25, 26.

12. Hvilket eksempel benyttede Jehova for at forklare Jeremias at han var „folkenes konge“?

¹² Jehova kunne derfor sige til Jeremias: „Se, jeg giver dig i dag myndighed over folk og riger.“ (Jer. 1:10) Med et eksempel viste Jehova ham at det var med rette han kaldte ham „folkenes konge“. Jehova befalede ham at gå ned til pottemagerens hus. Efter at pottemageren havde dannet et kar der viste sig at være mislykket og derefter formede leret om til et andet kar, der var som han ville have det, sagde Jehova:

„Skulle jeg ikke kunne gøre med eder, Israels hus, som denne pottemager? . . . Se, som leret i pottemagerens hånd er I i min hånd, Israels hus. Snart truer jeg et folk og et rige med at rykke det op, nedbryde og ødelægge det; men når det folk, jeg har truet, omvender sig fra sin ondskab, angrer jeg det onde, jeg tænkte at gøre det. Og snart lover jeg et folk og et rige at opbygge og plante det; men gør det så, hvad der er ondt i mine øjne, idet det ikke hører min røst, angrer jeg det gode, jeg havde lovet at gøre det.“ — Jer. 18:1-10; se også Jeremias 1:10.

13. Hvordan fulgte Jehova, den store Pottemager, den samme handleregel i forbindelse med fortidens Ægypten og Israel?

¹³ Århundreder før Jehova udtalte dette havde han begunstiget Ægyptens land, nemlig dengang Josef, Jakobs søn, var førsteminister. Men nogen tid efter Josefs død, da de ægyptiske faraoner begyndte at undertrykke Josefs folk, Jakobs eller Israels efterkommere, og endog forsøgte at udslette dem, greb Jehova ind. Han hjemsøgte Ægypten med plager, tilintetgjorde Farao og hans militærstyrker og udfriede sit udvalgte folk, israelitterne. (Sl. 136:10-16; Rom. 9:17, 18, 21-24) Ifølge denne handleregel ville Jehova, den store Pottemager, også omstyrte Juda rige når det gjorde oprør mod den Gud det havde sluttet pagt med og fremturede i sin ondskab. (Jer. 18:11-17) De oprørske israelitter gengældte endog det gode som Jehovas profet Jeremias søgte at gøre for dem, med ondt. Ja, de lagde endda råd op om at dræbe ham. (Jer. 18:18-20, 23) Til sidst var Jeremias derfor indforstået med at Jehova eksekverede sin ugunstige dom over disse oprørere. — Jer. 18:21, 22.

14. Hvorfor bør vi der lever i dag, som enkeltpersoner tage ved lære af disse historiske eksempler på den store Pottemagers handlemåde?

¹⁴ Disse historiske eksempler er noget som alle nationer, især de der tilhører kristenheden, bør tage ved lære af i dag. I det mindste bør vi som enkeltpersoner gøre det. Jehova, den store Pottemager, er stadig den Højeste, og han vil snart vise hele menneskeheden at han stadig er „folkenes konge“. I dag er følgende ord af Jeremias derfor mere aktuelle end nogen sinde:

„Men [Jehova] [i modsætning til de falske guder der er beskrevet lige før dette] er Gud i sandhed, han er en levende Gud og en evig konge; for hans vrede skælver jorden, og folkene udholder ikke hans harme [fordømmelse, NW]. Således skal I sige til dem [folkene]: Guder, der ikke har skabt himmel og jord, skal forsvinde fra jorden og under himmelen.a Han skabte jorden i sin vælde, grundfæstede jorderig i sin visdom, og i sin indsigt udspændte han himmelen.“ — Jer. 10:10-12.

15. Hvorfor har Jehova god grund til at føle vrede mod folkene, og hvordan vil han give sin vrede luft?

¹⁵ Har Jehova Gud, Skaberen, grund til at føle vrede i vor tid? Ja, tænk på hvordan man alle vegne tilsidesætter hans love, ringeagter hans navn og viser at man er venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud; tænk på kriminaliteten, umoraliteten, det religiøse hykleri, forfølgelsen af dem der udgør vor tids Jeremias-skare, og på nationerne der nægter at underkaste sig Jehovas rige ved Kristus. I betragtning af alt dette har Jehova Gud, den store Pottemager, i sandhed grund til at være vred. Snart vil han give sin vrede luft, ligesom han gjorde på Jeremias’ tid ved at ødelægge Jerusalem og Juda rige.

16. Hvorfor vil de onde nationer ’ikke kunne udholde’ Jehovas fordømmelse?

¹⁶ I sit skrevne ord, Bibelen, fordømmer Jehova al ondskab. Om kort tid vil han tilintetgøre alt det han har fordømt. Når det sker, vil folkene ’ikke kunne udholde hans fordømmelse’. Deres „guder“, de ting de har forgudet og tilbedt, vil vise sig at være hjælpeløse og forsvinde. De der tilbeder dem vil forsvinde sammen med dem.

17. Fra hvem lyder råbene om hjælp til den eneste der kan hjælpe, og hvorfor?

¹⁷ Følgelig må vor eneste hjælp være den levende og sande Gud, „folkenes konge“. Alle der, ligesom Jeremias, sørger dybt over de gudløse forhold og alle der „sukker og jamrer over alle de vederstyggeligheder, som øves“, især i den hykleriske kristenhed, anråber ham om hjælp. (Ez. 9:4) Deres hjerte er sønderbrudt på grund af det „sammenbrud“ der, som beskrevet af Jeremias, truer alle nationerne, fordi deres herskere ikke har søgt Jehova som deres eneste hjælp. (Jer. 10:19-22, NW) Deres organisation, De forenede Nationer, vil ikke kunne indføre fred og sikkerhed i verden. Alle menneskelige planer om at styre historiens gang og afværge tilintetgørelsen ved den store Pottemagers hånd, vil vise sig at være forgæves.

18, 19. Hvordan søger de politiske herskere at styre deres skridt, og hvordan vil det vise sig at det ikke står til dem selv at gøre det?

¹⁸ Efter at have undersøgt de advarende eksempler historien kan fremvise, må vi give Jeremias ret i det han sagde: „Jeg ved, [Jehova], at et menneskes vej ikke står til ham selv, og at det ikke står til en mand at vandre og styre sine fjed.“ — Jer. 10:23.

¹⁹ Et menneske føler måske at det kan vandre ad en hvilken som helst vej det måtte have lyst til, og alligevel nå sit mål. Det mener måske ikke at Jehova Gud har noget at gøre med den sag. De politiske herskere prøver således at styre deres respektive landes anliggender, mens de ignorerer den lære de kan udlede af Bibelens historie. De afviser hånligt nutidens Jeremias-skare, som forkynder om den verdenskatastrofe der vil indtræffe i ’den store trængsel’. (Matt. 24:3, 21, 22) De giver ikke agt på Bibelens profetier, og de mener at de kan bestemme udviklingen ved at styre deres skridt mod varig fred og fremgang. Men selv om de i politisk, økonomisk og religiøs henseende følger deres egne veje, vil Jehova, som „folkenes konge“, bringe dem til fald i den forudsagte tilintetgørelse under den uundgåelige ’store trængsel’.

20. På hvilken måde vil vi gerne tugtes af Jehova, og hvorfor?

²⁰ Vi har alle behov for at blive tugtet af Gud. Da vi ikke ønsker at blive gjort til intet sammen med menneskeheden, vil vi bede ligesom Jeremias: „Tugt mig, Jehova, men i rimeligt omfang [det vil sige efter mit behov]; ikke i din vrede [under den store trængsel], ellers gør du mig til intet. Udøs din forbitrelse over de nationer der har ignoreret dig [eller som ikke har lært dig at kende], og over de slægter der ikke har påkaldt dit navn. For de [babylonierne og deres forbundsfæller] har fortæret Jakob. Ja, de har fortæret ham, og de søger at udslette ham; og hans bosted har de lagt øde.“ — Jer. 10:24, 25, NW; Sl. 79:6, 7.

21. Hvem kan vi overlade det til at eksekvere en retfærdig dom over dem der søger at tilintetgøre os på grund af vor handlemåde?

²¹ Denne bøn er rettet til „folkenes konge“. Vi kan overlade det til ham at eksekvere en retfærdig dom over dem der ignorerer ham og som hævngerrigt søger at tilintetgøre alle der anerkender og loyalt støtter hans universelle suverænitet. Vi retter vor bøn om hjælp til ham der er vor eneste hjælp.

[Fodnote]