Jehova — grundlaget for vort håb om en ny orden
1. Hvorfor har mange praktisk talt mistet håbet om at en ny orden er mulig?
HVEM ønsker ikke en ny, retfærdig og ufordærvet tingenes orden her på jorden? Det er der mange der gør, men de nærer kun ringe håb om at noget sådant er muligt. Det tiltagende moralske fordærv i verden giver dem intet grundlag for håb om en forbedring. De har praktisk talt mistet håbet, fordi de ikke er blevet gjort bekendt med et sandt, pålideligt håb. Det er endnu ikke gået op for dem at en sådan ny orden er blevet lovet af en der fuldt ud er i stand til at opfylde sit løfte, og at hans løfte nu er ved at blive virkeliggjort. Det er ham der er vort håb. Han er det håb som alle der oprigtigt længes efter at komme ind i en retfærdig ny orden, kan sætte deres lid til.
2. Hvad var Jehova for Israels folk, ifølge Jeremias 14:8, 9, men hvilken situation lod til at være opstået?
2 I det tiltagende mørke der omgiver hele verden gør vi klogt i at vende os til dette eneste håb, ligesom profeten Jeremias gjorde da det så mørkt ud for hans folk. I sin bøn om hjælp sagde Jeremias: „Du Israels håb og frelser i nødens stund! Hvorfor er du som fremmed i landet, som en vandringsmand, der kun søger nattely? Hvorfor er du som en rådvild mand, som en helt, der ikke kan frelse? Du er dog i vor midte, [Jehova], dit navn er nævnet over os, så lad os ej fare!“ — Jer. 14:8, 9.
3. Hvilken god grund har vi, ifølge Jeremias 14:22, til at vende os til Jehova som vort eneste håb?
3 Det er med god grund at vi gør denne samme Gud til vort håb i dag. Hvorfor ham og ikke nogen anden? Fordi han er Skaberen og den der behersker alle de naturkræfter der virker på og omkring vor jord. Det forholder sig som Jeremias påpegede da han sagde til Gud: „Kan blandt hedningeguderne nogen sende regn, giver himlen [som astrologerne sætter deres lid til] nedbør af sig selv? Er det ikke dig, o [Jehova] vor Gud? Så bier vi på dig, thi du skabte alt dette.“ — Jer. 14:22.
4. I betragtning af at Guds navn var nævnet over Israels folk, hvilket forhold gav da anledning til spørgsmål?
4 Guds eget navn var nævnet over israelitterne, og vi skulle derfor mene at han ville være nærværende hos dem. Hvorfor var han da blevet som en der ikke kunne være „Israels håb“, som en fremmed der blot boede midlertidigt iblandt dem, eller som en vandringsmand der blot drog gennem deres land og var der den ene dag og borte den næste? Hvorfor var han blevet som en mand der står rådvild over for de problemer han møder og ikke er i stand til at løse dem? Eller som en helt der alligevel ikke kan hjælpe folk der har brug for at blive frelst fra følgerne af deres egen handlemåde? Ja, hvilke grunde anførte Jehova over for Jeremias?
5. Hvilke grunde gav Jehova til at han tilsyneladende havde forladt Israel, og hvorfor brugte han sammenligningen med negeren og panteren?
5 Årsagen til disse vanskeligheder med israelitterne stak dybt. De havde vist en indgroet ringeagt for deres pagt med Jehova og for hans navn, og havde blandet den rene tilbedelse af ham med de omboende hedenske folkeslags religion. Det var derfor ikke så mærkeligt at der blev sagt til dem: „Hvis en neger kunne skifte sin hud, en panter sine striber, så kunne og I gøre godt, I mestre i ondt! Jeg spreder dem som strå, der flyver for ørkenens vind; det er din lod, din tilmålte del fra mig, så lyder det fra [Jehova], fordi du lod mig gå ad glemme og stoled på løgn. . . . dit ægteskabsbrud og din vrinsken, din skamløse utugt; på højene og ude på marken så jeg dine væmmelige guder. Ve dig, Jerusalem, du bliver ej ren — hvor længe endnu?“ — Jer. 13:23-27.
6. Hvad viser denne udtalelse om forholdet mellem Jehova og Israel og ligeledes kristenheden?
6 Viser denne udtalelse ikke at Jehova havde en grund til at gå i rette med Israel? Tyder den ikke også på at han har en grund til at gå i rette med kristenheden, der hævder at være det folk der tjener Bibelens Gud? Jo afgjort! Og han giver udtryk for at han, som den højeste Dommer, vil sørge for en retfærdig afgørelse.
7. Hvor tydelig er kristenhedens frafald og verdslighed blevet, som omtalt i Jeremias 17:1-4, og hvad vil det resultere i?
7 Eftersom kristenheden hævder at være kristen, burde den sætte et godt eksempel for hele verden. Historien viser imidlertid at den har gjort sig skyldig i et religiøst frafald og en verdslighed der ikke kan vaskes bort. De ord der blev udtalt om fortidens Jerusalem og Judas land gælder også kristenheden:
„Optegnet er Judas synd med griffel af jern, med diamantspids ristet i deres hjertes tavle og på deres [afguds]altres horn, når sønnerne kommer deres altre og Asjerer i hu, på alle grønne træer, på de høje steder, på bjergene på marken. Din rigdom, alle dine skatte giver jeg hen til rov [til dem der eksekverer min dom] til løn for din synd, så langt dine grænser når. Din hånd må slippe din arvelod, den, jeg gav dig [i det forjættede land]. Jeg lader dig trælle for fjender i et ukendt land [nemlig Babylon], thi ild luer op i min vrede, den brænder evigt.“ — Jer. 17:1-4.
Ingen forbøn for den hykleriske kristenhed
8, 9. Hvorfor vil Kristus ikke gå i forbøn for kristenheden, selv om den bærer hans navn?
8 Kristenheden vigter sig med Kristi navn. Men vil Kristus gå i forbøn for et religiøst system som i mere end seksten hundrede år er vedblevet med at blande Bibelens lære med hedensk religion? Nej, afgjort ikke, for han er i fuldkommen harmoni med sin himmelske Fader, Jehova Gud. Som han sagde: „Jeg kan slet intet gøre på eget initiativ; sådan som jeg hører, dømmer jeg; og den dom jeg fælder er retfærdig, for jeg søger ikke min egen vilje, men hans vilje som har sendt mig.“ (Joh. 5:30) Seks hundrede år før Kristus, nemlig på Jeremias’ tid, udtalte Jehova følgende med henblik på kristenhedens forbillede:
9 „Om så Moses og Samuel stod for mit åsyn, ville mit hjerte ikke vende sig til dem [israelitterne]. Jag dette folk bort fra mit åsyn!“ — Jer. 15:1.
10. Hvorfor skulle man tro at Gud ville reagere på Moses’ og Samuels forbøn, men hvordan var Jehovas indstilling nu til det genstridige Israel?
10 Moses, gennem hvem Israel fik de ti bud, var gået i forbøn for israelitterne med et godt resultat. Samuel, der levede fire hundrede år senere, var den første i en særlig række af profeter der indbefattede Jeremias og som fortsatte indtil profeten Malakias. (Apg. 3:22-24) Samuel gik også i forbøn for israelitterne, især efter at de havde bedt om at få en synlig, jordisk konge. Men nu, mere end fire hundrede år efter Samuel, ville ikke engang det at han eller Moses gik i forbøn for dem have nyttet noget over for Jehova. Så bort med det genstridige Israel!
11. Hvilke dødbringende ulykker ville de genstridige israelitter komme ud for?
11 ’Bort hvortil?’ vil de der sympatiserer med kristenheden måske spørge. Det fremgår af følgende profetiske udtalelse af Jehova til Jeremias: „Og når de spørger dig: ’Hvor skal vi gå hen?’ så svar dem: Så siger [Jehova]: Hvo dødens er, til død [dødbringende plage, NW], hvo sværdets er, til sværd, hvo hungerens er, til hunger, hvo fangenskabets er, til fangenskab! Jeg sætter fire magter over dem, lyder det fra [Jehova]: [1] sværdet til at slå ihjel, [2] hundene til at slæbe bort, [3] himmelens fugle og [4] jordens dyr til at æde og ødelægge. Jeg gør dem til rædsel for alle jordens riger for Ezekias’ søns, kong Manasse af Judas, skyld, for alt, hvad han gjorde i Jerusalem. Hvo føler, Jerusalem, for dig, hvo ynker dig vel, hvo bøjer af fra vejen og spørger til dig? Du vragede mig, så lyder det fra [Jehova], du veg bort [fra mig].“ — Jer. 15:2-6; se også 16:4.
12. Hvornår og af hvem blev udtalelser om lignende dødbringende ulykker fremsat vedrørende Jerusalem i det første århundrede og vedrørende den nuværende tingenes ordning?
12 Dødbringende plage (eller pest), sværd (eller krig), hungersnød (eller fødevaremangel) og fangenskab! Disse ord, som Jeremias udtalte om Jerusalem og som gjaldt endens tid for Jerusalem dengang (647-607 f.v.t.), var de samme som de ord Jesus Kristus brugte da han profeterede om „endens tid“ for Jerusalem i det første århundrede efter vor tidsregning. (Matt. 24:3-7, 21, 22; Luk. 21:10, 11, 20-24) I en af sine profetier i Bibelens sidste bog henleder han vor opmærksomhed på de samme ting ved hjælp af billedtale, og her omtaler han endvidere „jordens vilde dyr“. (Åb. 6:1-8) Denne profeti viser at opfyldelsen af disse ildevarslende forudsigelser rækker ud over det tidspunkt da Åbenbaringen blev skrevet (i 96 e.v.t.) og frem til vor egen „endens tid“, fra 1914 og fremefter. (Dan. 12:4) Profetien får altså sin endelige opfyldelse på den nuværende dømte tingenes ordning, den frafaldne kristenhed indbefattet.
13. Siden hvornår har vi oplevet noget tilsvarende i et omfang som aldrig før?
13 Kan nogen af os være blinde for at vi, siden hedningernes tider udløb i 1914, har haft krige (sværd), hungersnød, pest og jordskælv i et omfang som aldrig før? Det er gået nøjagtig som forudsagt, nøjagtig som skildret ved det der skete med Jerusalem på Jeremias’ tid og Jerusalem på Jesu apostles tid.
14. Hvorfor har kristenheden ikke været undtaget fra at lide under disse ulykkelige forhold?
14 Kristenheden, nutidens modstykke til det frafaldne Jerusalem og Juda, har ikke været undtaget fra at lide under disse ulykkelige forhold. De bønner dens præsteskab har bedt, har været nytteløse. Grunden er den samme som i israelitternes tilfælde på Jeremias’ tid: „Jeg tager min fred fra dette folk, lyder det fra [Jehova], både nåde og barmhjertighed; . . . thi så siger Hærskarers [Jehova], Israels Gud: Se, for eders øjne og i eders dage gør jeg på dette sted ende på fryderåb og glædesråb, brudgoms røst og bruds røst.“ — Jer. 16:5, 9.
Et forgæves håb om fred!
15. Hvad håbede man på i Israel på Jeremias’ tid, og hvad forsikrede de andre profeter israelitterne om?
15 Her i „endens tid“ er situationen for kristenhedens vedkommende nøjagtig som den var for israelitterne dengang Jeremias forkyndte Jehovas domsbudskab for dem: „Man håber på fred, men det bliver ej godt, på lægedoms tid, men se, der er rædsel.“ (Jer. 14:19) Alligevel bliver kristenhedens gejstlighed ved med at tale imod det advarende budskab Jeremias-skaren, „den trofaste og kloge træl“, forkynder for alle folk. Disse salvede Jehovas vidner står over for den samme situation som Jeremias gjorde og som han beskrev således: „Ak, Herre, [Jehova]! Profeterne siger jo til dem: I skal ikke se sværd [i Jehovas domsfuldbyrders hånd], og hungersnød skal ikke komme over eder, thi tryg fred giver jeg eder på dette sted.“ — Jer. 14:13; Matt. 24:45-47.
16. Hvordan har gejstlighedens ord og handlinger fået kristenhedens kirkemedlemmer til at give mindre agt på den advarsel Jehovas vidner forkynder?
16 Denne profeteren om at der ikke er nogen sandsynlighed for at blive ramt af en ulykke fra Gud, har til hensigt at dulme folks frygt. Den vækker falske forhåbninger hos kristenhedens kirkemedlemmer. Den giver dem en falsk tryghedsfølelse, så de ikke er vågne for at „den store trængsel“ pludselig kan bryde løs. Derfor vil den komme over dem som en tyv om natten, og de vil lide varigt tab. Ved at bringe Jeremias-skaren i vanry og nedvurdere dens betimelige budskab, får gejstligheden de selvsikre kirkemedlemmer til at give endnu mindre agt på den advarsel Jehova giver gennem sine vidner.
17, 18. (a) Hvad er blevet som en kronisk, uhelbredelig lidelse hos Jeremias-skaren? (b) Hvilken indstilling har Jeremias-skaren været forpligtet til at bevare med hensyn til at pleje et nært venskab med gejstligheden?
17 For at forstærke det indtryk de ønsker deres løfter om fred skal gøre, forfølger de religiøse ledere Jeremias-skaren og dens medarbejdere. De pudser de politiske myndigheder på dem. Den forfølgelse og forsmædelse som medlemmerne af Jeremias-skaren vedvarende må udholde, er blevet som en kronisk, uhelbredelig lidelse der har ramt dem, en lidelse Jehova har tilladt, som om han fordømte dem. De kan ikke gå på kompromis med gejstligheden og blive en del af dens fortrolige kreds. Jehova er den eneste de kan overgive deres sag til, og som det fremgår af Jeremias’ ord, fryder de sig over den hjælp han giver dem:
18 „Du har vidst det. Jehova, husk mig og vend din opmærksomhed mod mig og hævn mig på mine forfølgere. Tag mig ikke bort, sen som du er til vrede. Læg mærke til at jeg for din skyld bærer forsmædelse. Dine ord blev fundet, og så spiste jeg dem, og dit ord blev til glæde for mig og til fryd for mit hjerte; for dit navn er nævnet over mig, Jehova, hærstyrkers Gud. Jeg har ikke siddet i spasmagernes fortrolige kreds og jublet af glæde [sammen med dem der mener freden er sikret]. På grund af din hånd har jeg siddet helt for mig selv, for med fordømmelse [bitterhed, LXX; tungsind, Jewish Publication Society] har du fyldt mig.“ — Jer. 15:15-17, NW.
19. Hvorfor kan medlemmerne af Jeremias-skaren glæde og fryde sig, til trods for at de bliver forfulgt?
19 Den forfølgelse der som en kronisk lidelse hænger ved Jeremias-skaren, er ikke i sig selv behagelig. (Jer. 15:18) Men de der bliver forfulgt kan glæde sig over Jehovas ord, Bibelen, der er blevet bevaret til trøst for os. (Rom. 15:4) Vi kan fryde os fordi vi i Bibelen finder profetiske ord der forklarer de vanskelige tider vi oplever, og som giver os et lyst håb om en ny orden efter Harmagedon. Af den grund kan vi rose os af Jehova. — Jer. 9:23, 24.
20, 21. (a) Hvorfor viser menneskets hjerte sig i dag at være yderst „svigefuldt“, ja „sygt“? (b) Hvilken handlemåde vil, ifølge Jeremias 17: 5-8 (NW), føre til Guds forbandelse, og hvilken til hans velsignelse?
20 Her i „afslutningen på tingenes ordning“, hvor lovløsheden tager til og hvor Jehovas tid snart er inde til at gøre ende på den omsiggribende ondskab, viser menneskets hjerte sig at være yderst „svigefuldt“, ja „sygt“, på grund af det store pres menneskeheden ligger under for. Hvis vi forsøger at tilfredsstille hjertet på en måde der er i modstrid med Guds vejledning og hans retfærdige normer, vil vi nedkalde hans ugunstige dom over os. (Jer. 17:9-11) Selv om verden lægger pres på os for at vi skal følge en uret handlemåde, må vi ikke lade os bedrage af vort hjerte så vi gør noget der er ubibelsk og uforstandigt. Husk: Den handlemåde vi følger er afgørende for om vi fortjener at blive forbandet eller velsignet. Jehova har vist os hvilken handlemåde der fører til hans forbandelse og hvilken der fører til hans velsignelse, for han siger:
21 „Forbandet er den våbenføre mand som sætter sin lid til et jordisk menneske og har gjort kød til sin arm, og hvis hjerte vender sig bort fra Jehova. Ja, han skal blive som et enligt træ på ørkensletten, og han ser ikke når det gode kommer; og han skal bo i afsvedne egne i ørkenen, i et saltland som ikke er beboet. Velsignet er den våbenføre mand som sætter sin lid til Jehova, og som har gjort Jehova til sin fortrøstning. Ja, han skal blive som et træ der er plantet ved vand og sender sine rødder ud lige ved et vandløb; og han ser ikke når heden kommer, og hans løv skal være frodigt. Og i året med tørke vil han ikke ængstes, ikke heller vil han ophøre med at bære frugt.“ — Jer. 17:5-8, NW.
22. Hvordan viste israelitterne på Jeremias’ tid at de gjorde „kød til deres arm“?
22 Mennesker der selv er våbenføre, det vil sige stærke og raske, er tilbøjelige til at sætte deres lid til mennesker og til at stole på at en arm af kød kan udfri dem. Intet under at de bliver som et enligt træ i en afsvedet saltørken. De handler som israelitterne på Jeremias’ tid: Da fjendtlige styrker, som brølende løver, truede disse israelitter, søgte de ikke hjælp hos den suveræne Herre Jehova. De søgte militær hjælp hos mennesker der var øvede i krig og hvis arm var stærk. De holdt sig altså ikke nær til Jehova for at drikke af det frelsesvand der udgik fra ham som kilden til udfrielse. I stedet henvendte de sig til Ægypten for at drikke frelsens vand af Nilen. Eller de gik til Assyrien for at drikke frelsens vand af Eufratfloden, der for en tid hørte under Assyriens domæne.
23. Hvordan huggede israelitterne sig ’cisterner der ikke kunne holde vand’, og med hvilket resultat?
23 På denne måde huggede de troløse israelitter sig, billedlig talt, „cisterner, sprukne cisterner, der ikke kan holde vand“. De forlod Jehova, „en kilde med levende vand“. Følgelig erfarede de ingen frelse fra ham. Og skuffende nok fyldte de stærke militærmagter, verdensrigerne Ægypten og Assyrien, ikke israelitternes „sprukne cisterner“ med frelsens vand, det vil sige udfrielse fra deres politiske fjender. Israelitterne fik altså intet livgivende vand fra Sjihor, det vil sige Nilen, eller fra Eufratfloden i det daværende Assyrien. Fordi disse frafaldne israelitter svigtede Jehova deres Gud som frelsens kilde, kom de i åndelig forstand til at lide tørke. — Jer. 2:13-18.
24. Mod hvem har Jeremias-skaren og ’den store skare’ rettet deres respekt og håb, og hvor tilbeder de den sande kilde med levende vand?
24 I modsætning til disse israelitter har medlemmerne af Jeremias-skaren i dag gjort Jehova til deres håb. De respekterer hans trone, hans universelle suverænitet. De tilbeder ham som deres Gud i hans åndelige tempel eller helligdom. Deres håb er knyttet til ham, og ikke til noget jordisk menneske eller en verdensmagt med kernevåben. De har lært „en stor skare“ at sætte deres lid og fortrøstning til Jehova. De skyr den frafaldne kristenheds handlemåde og siger: „En herlighedstrone, en urgammel høj er vor helligdoms sted. [Jehova], du Israels håb, enhver, der forlader dig, får skam [skuffelse]; de, der falder fra dig, skal udryddes af landet, thi [Jehova], kilden med levende vand, forlod de.“ — Jer. 17:12, 13.
25. Hvad må vi da gøre for at komme ind i den nye orden under Jesus Messias?
25 Lad os da forlade de menneskeskabte „sprukne cisterner“ som ikke indeholder noget vand der kan redde os fra den kommende verdenskatastrofe. Lad os vende os til Jehova. Han kan beskytte os under „den store trængsel“ og føre os sikkert ind i sin nye orden under Jesus Messias.
[Illustrationer på side 16]
(1)
(2)
(3)
(4)