af falsk religion handlede forræderisk mod Jehova, for de modvirkede og ophævede Jehovas, den Allerhøjestes, Israels sande konges, bud og befalinger. De søgte at rokke Jehovas trofaste sendebud i hans lovlydighed mod Gud. „Så siger Jehova: Stå ved vejene og se efter, spørg efter de gamle stier, hvor vejen er til alt godt, og gå på den; så finder I hvile for jeres sjæle. Men de svarede: Det vil vi ikke.“ Og igen: „Mine øjne skal rinde med gråd ved nat og ved dag og aldrig høre op; thi mit folks jomfruelige datter ligger lemlæstet hårdt, såret er såre svart.“ Bruddet var så stort, at det sendte Guds folk i fangenskab i over halvfjerdsindstyve år. De skulle lære, at kun een måde at tilbede på var den rette. „Kan et menneske lave sig guder? De er dog ikke guder! Se, derfor lader jeg dem mærke, denne gang lader jeg dem mærke min hånd og min styrke; og de skal kende, at mit navn er Jehova.“ — Jer. 6:13-19; 14:17; 16:20, 21.

21. Hvorledes havde Esajas forudsagt, at det skulle komme til et brud?

²¹ Længe før Jeremias’ tid havde profeten Esajas advaret Israel om det kommende brud med Jehova, men de nægtede at lytte til hans ord. „Thi det er et stivsindet folk, svigefulde børn, børn, der ikke vil høre Jehovas lov, som siger til seerne: Se ingen syner! til fremsynte: Skuer os ikke det rette! Tal smiger til os, skuer os blændværk, vig bort fra vejen, bøj af fra stien, lad os være i fred for Israels Hellige! Derfor, så siger Israels Hellige: Siden I ringeagter dette ord og stoler på krumt og kroget og støtter jer til det, derfor skal denne brøde blive for jer som en truende, voksende revne [et brud, AS] i en knejsende mur, hvis fald vil indtræffe brat, lige i et nu.“ — Esajas 30:9-14.

22. Hvorfor skubbede dyrkerne af falsk religion Jehovas navn fra sig?

²² Israel ville intet have med sandheden og den rene religion at gøre. De prøvede at overtale profeterne til kun at tale „smiger“ til folket. De hårde sandheder var for meget for deres brødefulde og frygtagtige sind. De ønskede, at deres egne profeter skulle forsikre dem om, at Jehovas domme ikke ville ramme dem. De forlangte, at Esajas endog skulle ophøre med at nævne Jehovas navn. De sagde: „Lad os være i fred for Israels Hellige!“ Deres trods mod Skaberen kendte ingen grænser. De var blevet så forhærdede, at de snerrede ad ham, som opretholdt deres liv, og i had vendte de sig mod den moder, der havde født dem. Hvilken frygtelig forfatning befandt de sig ikke i, en forfatning, der med al tydelighed viste, hvor afsindige og rå mennesker bliver, når de dyrker falsk religion! De ønskede at slette Jehovas navn af deres erindring. „Vi vil ikke have noget med det at gøre,“ sagde de. Men den trofaste profet ville ikke for et øjeblik bare så meget som tænke på at holde op med at tale i Jehovas navn. Aldrig vil nogen trofast tjener tøve med at forkynde dette navn og det budskab, Jehova sender dem med, og sande tilbedere vil aldrig gøre sig skyldige i at skjule Jehovas navn under sådanne almindelige benævnelser som „Herren“ eller „Gud“ for at få hans budskab til at glide lettere ned hos verdens mange forskellige folkeslag. De, som skjuler Jehovas navn, skammer sig over dette navn og er bange for de domme, det står som en garanti for.

23, 24. Hvad fører det til, at man følger forbudte stier? Hvornår lod Jehova Amos’ profeti gå i opfyldelse?

²³ Gennem Jeremias lød følgende budskab: „Mit folk har glemt mig og ofrer til løgn. . . . De snubler på deres veje, de ældgamle spor, og vandrer ad stier, en vej, der ikke er højnet.“ (Jer. 18:15) Idet de svigtede Jehova, forlod de ganske automatisk de ældgamle spor eller stier. Israel vendte sig bort fra den højt ophøjede Jehova for at dyrke værdiløse, umælende afguder uden indsigt eller forstand, og det blev til fald for hele folket. I lovløshed betrådte de forbudte og ukendte stier. De var helt prisgivet deres forførere og bragte stor ulykke over sig selv ved at forlade den banede kongevej. De lod hånt om Jehovas advarsel og kunne ikke tåle at høre hans frygtindgydende navn. Hans overvældende hellighed levnede dem intet ståsted.

Jøde underviser muhamedaner i kristendom

Som et resultat af Jehovas vidners arbejde i Istanbul, Tyrkiet, var der en ung jøde, der troede på Kristus som Messias og blev døbt som en offentlig tilkendegivelse af, at han havde indviet sig til at gøre Jehovas vilje og følge i Kristi Jesu fodspor. På sin arbejdsplads lykkedes det ham at gøre en muhamedansk tyrk interesseret i sandheden om Jehova, og som resultat heraf tog tyrken også standpunkt for kristendommen og blev døbt. En ung græker, et medlem af den græsk-ortodokse kirke, var en interesseret tilhører ved samtalerne mellem den kristne jøde og den muhamedanske tyrk. En dag kom denne græker i forbindelse med et andet vidne for Jehova, over for hvem han gav udtryk for sin store interesse. Hvorfor? Fordi det forekom ham at være et moderne mirakel, at en jøde kunne omvende en muhamedaner til kristendommen! Den unge græker studerer nu selv sammen med Jehovas vidner og lærer mere om det vidunderlige budskab om Guds rige, der har så stor magt, at det kan afstedkomme det utrolige.