Kapitel 13

Guds vogne beskytter kroningen

 1. Er det vogne fra Ægypten der ses i Zakarias’ ottende syn?

I DET ottende og sidste syn som profeten Zakarias fik, viser der sig nogle vogne. Det er ikke vogne som er hidkaldt fra Ægypten for at beskytte tempelbyggerne i Jerusalem i det år synet indtraf, nemlig 519 f.v.t., perserkongen Darius I’s andet regeringsår. I synet åbenbares det at disse vogne har større magt og kommer fra en højere kilde. Lad os betragte dem sammen med Zakarias, idet de kommer farende:

 2. Hvad kom vognene frem imellem, hvor mange vogne var der, og hvilken slags heste blev de trukket af?

² „Atter løftede jeg mine øjne og skuede, og se, fire vogne kom frem mellem de to bjerge, og bjergene var af kobber. For den første vogn var der røde heste, for den anden sorte, for den tredje hvide og for den fjerde brogede [plettede og brogede, NW].“ — Zakarias 6:1-3.

 3. Hvad tjener hestenes farve til, og hvilket spørgsmål opstår med hensyn til bjergene?

³ Vi behøver ikke at være i tvivl om hvorfor hestene havde forskellig farve. Deres farve tjente til at skille de fire vogne ud fra hinanden. Hvor mange heste der var spændt for hver vogn, fortæller Zakarias ikke. Men de to kobberbjerge som de fire vogne kom frem imellem — hvad repræsenterer de? De skildrer ikke Jerusalems bjergryg og Oliebjerget umiddelbart øst for. Hvad de betyder fremgår af det Zakarias nu får at vide:

 4. Hvor siger engelen at vognene kommer fra?

⁴ „Jeg spurgte engelen, som talte med mig: ’Hvad betyder disse, herre?’ Og engelen svarede: ’Det er himmelens fire vinde [ånder, NW], som drager ud efter at have fremstillet sig for al jordens Herre.’“ — Zakarias 6:4, 5.

 5. Hvem er „al jordens Herre“, og hvorfor tog de fire vogne opstilling foran ham?

⁵ Der er altså ikke tale om bogstavelige stridsvogne fra Ægyptens lavland, men det er visionære vogne, et symbol på „himmelens fire ånder“ som drager ud efter at have fremstillet sig for „al jordens Herre“. Og hvem er så „al jordens Herre“? (Zakarias 4:14) Det er hærskarers Jehova. (Mika 4:13) Og hvor befinder han sig? I himmelen, i sit hellige åndelige tempel. Det er ham disse fire symbolske vogne fremstiller sig for, idet de respektfuldt tager opstilling foran ham for at modtage deres officielle hverv, deres opgaver i forbindelse med den jord han er Herre over. Derefter kører de ud mellem de to symbolske kobberbjerge.

 6. Hvad skildrer de to kobberbjerge ifølge Bibelen?

⁶ De to bjerge af kobber må følgelig skildre Guds bjerge. Det vil sige regeringsorganisationer som tilhører Gud. Denne fortolkning er ikke overraskende, for bjerge benyttes i Bibelen som et symbol på kongeligt herredømme, riger. For eksempel sagde Guds engel til den kristne apostel Johannes om det syvhovedede dyr der bar skøgen, Babylon den Store: „De syv hoveder er syv bjerge, som kvinden sidder på. De er også syv konger.“ (Åbenbaringen 17:9, 10) Det ene kobberbjerg er således et passende billede på Jehova Guds eget personlige herredømme, som han udøver som den universelle Suveræn. Det andet kobberbjerg er et passende billede på det messianske rige som Jehova opretter ved sin enbårne søn, Messias Jesus.

 7. (a) På hvilken måde blev det andet bjerg til, ifølge oplysninger fra profeten Daniel? (b) Hvornår og hvordan vil det øve sit værk i opfyldelsen?

⁷ Blot syvogfirs år før Zakarias fik sit ottende syn, blev dette andet kobberbjerg set i en drøm af kong Nebukadnezar i Babylon. Det var først en sten som blev revet løs fra et stort bjerg, dog ikke ved menneskehænder, og som derpå ramte og knuste en politisk billedstøtte der skildrede det hedenske herredømme over hele menneskeheden. Derefter voksede denne symbolske sten og blev til et stort bjerg der fyldte hele jorden. Daniel forklarede at dette bjerg var et billede på Guds søns messianske rige, idet han sagde: „I hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ (Daniel 2:35, 44, 45) Dette messianske rige blev ’revet løs’ i 1914, ved udløbet af hedningernes tider, og i den kommende ’krig på Guds, den Almægtiges, store dag’ ved Harmagedon vil det befri jorden for alle de hedenske regeringer.

 8. Hvornår kom vognene frem imellem de to symbolske bjerge, og hvordan stemmer bjergenes materiale med det de symboliserer?

⁸ Efter hedningetidernes udløb i det tidlige efterår 1914 fandtes der altså to symbolske ’kobberbjerge’, nemlig Jehovas kongedømme eller hans udøvelse af sin universelle suverænitet, og hans kongelige søns, Jesu Kristi, messianske rige. Det er disse to himmelske regeringsmagter de fire symbolske vogne kommer frem imellem. Øjensynlig kom de frem i efterkrigsåret 1919, da resten af det åndelige Israel blev udfriet fra Babylon den Store og begyndte at opbygge den teokratiske tilbedelse af Jehova ved hans åndelige tempel. I fortiden blev kobber regnet for et ædelt metal i lighed med guld og sølv, og det blev anvendt i Jehovas hellige tabernakel og ligeledes i templet i Jerusalem. At de to symbolske bjerge bestod af ædelt kobber skildrer meget rammende den ædelhed og den stabilitet der kendetegner Jehovas rige eller udøvelse af universel suverænitet og hans messianske rige ved hans søn.

 9. Hvordan kan de fire vogne kaldes „himmelens fire ånder“, og hvilken tjeneste yder disse ånder?

⁹ Hvordan kan det være at de fire vogne der trækkes af hesteforspand med hver sin farve, omtales som „himmelens fire ånder“? (Zakarias 6:5, NW) Det er fordi de i opfyldelsen af det profetiske syn er himmelske engle, åndemagter, som har adgang til „al jordens Herres“ nærhed i himmelen. Jehova „gør sine engle til ånder“. (Salme 104:1-4, NW; Hebræerne 1:7, NW) Da han er hærskarers Jehova, kan han benytte disse engle til militære formål, til at beskytte sit udvalgte folk. Som Jesus Kristus sagde til apostelen Peter da de stod over for en pøbelskare i Getsemane have: „Mener du, at jeg ikke kan bede min Fader, så han med det samme sender mig mere end tolv legioner engle?“ (Mattæus 26:53) Eftersom disse himmelens fire ånder skildres ved hestetrukne stridsvogne, er de et billede på skarer af himmelske engle som den himmelske øverstbefalende har givet til opgave at beskytte hans folk på jorden mens hans tempel genopbygges i Jerusalem.

10. Hvor drager de hestetrukne vogne hen for at udføre deres respektive opgaver?

¹⁰ Hvor drager (1) de røde heste, (2) de sorte heste, (3) de hvide heste og (4) de brogede og plettede heste da hen for at udføre deres opgaver? I sit svar forklarede engelen Zakarias følgende om de fire vognes bevægelser: „’Med hensyn til den med de sorte heste, så drager de ud til nordens land; og med hensyn til de hvide, de skal drage ud bag havet [bogstaveligt: efter dem];a og med hensyn til, de plettede, de skal drage ud til sydens land. Og med hensyn til de brogede, de skal drage ud og blive ved med at søge hvor de skal drage hen, for at vandre omkring på jorden.’ Derpå sagde han: ’Drag ud for at vandre omkring på jorden.’ Og de begyndte at vandre omkring på jorden.“ — Zakarias 6:6, 7, NW.

11. (a) Hvorfor bliver de røde heste tilsyneladende overset? (b) Hvilke opgaver skulle de andre grupper af heste hver især udføre, og til gavn for hvem?

¹¹ De røde heste synes at være overset her, men grunden kan være den at de allerede har afsluttet deres militære patruljetjeneste. De sorte heste drager til „nordens land“, det vil sige til det område der tidligere tilhørte Babylonien. De hvide drager vestpå, modsat den retning de holdt i (mod solens opgang). De brogede eller plettede heste har åbenbart en dobbelt opgave, idet de både skal til „sydens land“ (landet ned imod Afrika, samt Ægypten) og skal rekognoscere det åbne land der er tilbage, de østlige egne som de andre vogne ikke tager sig af. Jehovas engel befalede alle vognene at drage ud på deres opgaver i de forskellige dele af jorden. De adlød, for at beskytte Guds folk i Juda.

12. Hvilken betydning har dette syn for dem der genopretter den rene tilbedelse, og hvilke skriftsteder har de i tanke?

¹² Hvilken tryghed dette syn må have givet tempelbyggerne på Zakarias’ tid! De behøvede ikke at frygte for at deres fjender skulle gribe til vold for at standse deres arbejde på Jehovas tilbedelseshus. Dette tjener også til styrke og opmuntring for den salvede rest af åndelige israelitter der i dag er i færd med fuldt ud at genoprette den rene, ubesmittede tilbedelse af jordens suveræne Herre ved hans åndelige tempel. De stoler på det guddommelige løfte: „[Jehovas] engel slår lejr om dem, der frygter ham, og frier dem.“ (Salme 34:8) I tro ser de hvad profeten Elisas tjener i det belejrede Dotan så da han mirakuløst fik sine øjne lukket op: „Bjerget var fuldt af ildheste og ildvogne rundt om Elisa.“ — 2 Kongebog 6:17.

13. Hvad siger Jehova om sin ånd i forbindelse med de sorte heste, mens vognene drager ud på deres patruljetjeneste?

¹³ Det ottende og sidste syn til profeten Zakarias slutter med at han ser og hører Jehova’s godkendelse blive udtrykt mens de fire symbolske vogne drager ud på deres militære patruljetjeneste. Zakarias fortæller: „Så kaldte han på mig, og talte således til mig: ’Se, de, som drager ud til Nordlandet, lader min Ånd dale ned over nordens land.’“ — Zakarias 6:8.

14. Hvoraf fremgår det at faren truede fra „nordens land“, selv under kong Darius I af Persien?

¹⁴ Udtrykket „nordens land“ sigter til Babylonien. (Jeremias 25:8, 9) Selv i perserkongen Darius I’s regeringstid lurede der fare fra den kant. Det fremgår af følgende, som vi læser i bogen „Babylon the Great Has Fallen!“ God’s Kingdom Rules!, side 376:

. . . Dette er naturligvis ikke mederen Darius, men perserkongen Darius I, som begyndte at styre riget i 522 f.v.t.

I dette år måtte Darius I rykke ud imod Babylon og dens lokale regent (Nidintu-Bel), der havde antaget navnet Nebukadnezar III. Darius besejrede ham og fangede ham kort efter, og lod ham dræbe i Babylon, som havde prøvet at vinde sig uafhængighed. Derefter blev Darius I anerkendt som konge af Babylon indtil september 521 f.v.t. Da gjorde Babylon oprør under armenieren Araka, der antog navnet Nebukadnezar IV. Det betød at Darius atter måtte kæmpe mod babylonierne. Efter at have taget Babylon med storm samme år, drog han ind i byen som sejrherre. Dermed tilintetgjorde han den gamle overlevering at retten til at herske i Babylon blev skænket af guden Bel. Darius anerkendte ikke denne falske påstand. Hvilket nederlag for Bel, også kaldet Marduk! Denne gang behandlede perserne ikke Babylon så skånsomt som Kyros havde gjort. — Se også side 317, afsnit 1.

15. Hvad forhindrede vognen med de sorte heste som blev sendt til „nordens land“ således, og hvordan fik de på denne måde Jehovas ånd til at „hvile i nordens land“?

¹⁵ De hjemvendte jøder i Judas land blev således ikke på ny undertvunget af Babylon, der havde ødelagt Jehovas første tempel i Jerusalem og som „ikke gav fangerne fri til at drage mod hjemmet“. (Esajas 14:17) Også siden hen hindrede den symbolske vogn som drog til „nordens land“ de oprørske babyloniere i at rejse sig i en vellykket opstand og igen gøre de udfriede jøder til trælle og forstyrre arbejdet på Jehovas andet tempel. Det var på denne måde at vognen med de sorte heste der drog mod nord, lod Jehovas ånd „dale ned over nordens land“ eller fik den til at „hvile i nordens land“. (NW) Deres trofaste beskyttelsestjeneste oppe mod nord bragte Jehovas ånd til ro deroppe og var en forsikring om at alle de andre vogne og heste forskellige steder på jorden ville beskytte Guds tempelarbejde.

16. Hvilken storslået forsikring er dette for Jehovas udfriede vidner?

¹⁶ Dette er en storslået forsikring for Jehovas udfriede tjenere som i dag tilbeder ved hans åndelige tempel. Under beskyttelse af Jehovas symbolske vogne vil de aldrig igen blive besejret af Babylon den Store og alle dens politiske elskere!

EN KRONE TIL YPPERSTEPRÆSTEN SOM BYGGER TEMPLET

17. Hvem skal Zakarias nu henvende sig til i Josjijas hus, og hvad skal han gøre der?

¹⁷ De otte syner som Zakarias fik denne mindeværdige dag, den fireogtyvende dag i den ellevte månemåned (sjebat) år 519 f.v.t., var nu forbi, og profeten Zakarias fik sin opmærksomhed henledt på begivenheder der kunne ses med det bogstavelige øje, begivenheder som fandt sted i Judas land. Se! Tre nyankomne fra Babylon! Og det lader til at Josjija, Zefanjas søn, byder dem velkommen i sit hjem i Jerusalem for at beværte dem. Hvem er disse tre mænd, og hvad er det de har med? Profetiens ånd røber deres identitet for Zakarias: „[Jehovas] ord kom til mig således: Tag imod gaver fra de landflygtige, fra Heldaj, Tobija og Jedaja; endnu i dag skal du gå ind til Josjija, Zefanjas søn, som er kommet fra Babel [til dem der er kommet fra Babylon, NW], og modtage sølv og guld. Lad så laveb en krone og sæt den på Josuas hoved.“ — Zakarias 6:9-11.

18. Hvorfor kunne der ikke indvendes noget imod at Zakarias modtog en del af sølvet og guldet og benyttede det til en profetisk handling?

¹⁸ Profeten Zakarias brugte sandsynligvis ikke alt det sølv og guld som Heldaj, Tobija og Jedaja, som en delegation, havde med som gave fra de jøder der stadig boede i landflygtighed i Babylon. Selv om disse tre mænd fra Babylon ikke af bidragyderne havde fået besked på at give sølvet og guldet til Zakarias, kunne der dog ikke indvendes noget imod at han tog en del af det på hærskarers Jehovas befaling, idet sølvet og guldet jo var tænkt som en gave til Jehova, til brug i genoprettelsesarbejdet under statholderen Zerubbabel. Zakarias skulle udføre en profetisk handling med det han modtog, og det skulle tjene til opmuntring i tempelarbejdet.

19. Hvad skulle Zakarias fremstille, og hvad skulle han gøre med den?

¹⁹ Af det kostbare metal skulle Zakarias lave „en krone“ (bogstaveligt: kroner, men der er øjensynlig benyttet flertal for at bibringe tanken om pragt; New World Translation siger: „en prægtig krone“). Den krone Zakarias lavede, skulle han sætte på ypperstepræsten Josuas hoved. Hvad betød det?

20. (a) Hvad skulle den der kaldtes Zemak eller Spire bygge, og hvor skulle han herske? (b) Hvad skulle der blive af guldkronen?

²⁰ Lad os høre hvad Zakarias skulle sige til Josua: „Sæt den på Josuas hoved med de ord: ’Så siger Hærskarers [Jehova]: Se, der kommer en mand, hvis navn er Zemak [spire, NW]; under ham skal det spire, og han skal bygge [Jehovas] helligdom. Han skal bygge [Jehovas] helligdom, og han skal vinde højhed og sidde som hersker på sin trone; og han skal være præst ved hans højre side [paa sin Trone, Gd], og der skal være fuld enighed mellem de to. Men kronen skal blive i [Jehovas] helligdom til minde om Heldaj, Tobija, Jedaja og Hen [Josjija], Zefanjas søn. Langvejsfra skal man komme og bygge på [Jehovas] helligdom.’“ — Zakarias 6:11-15.

21. Hvorfor var det på sin plads at det ikke var statholderen Zerubbabel men ypperstepræsten Josua der blev kronet?

²¹ I sit fjerde syn havde Zakarias fået besked på at sige til ypperstepræsten Josua: „Jeg lader min tjener Zemak komme.“ (Zakarias 3:8) I Jeremias 23:5 siges der at den forudsagte spire skulle opvækkes til kong David af Judas hus, ikke til en ypperstepræst af Levis hus. Alligevel var det meget passende at Zakarias satte guldkronen på ypperstepræsten Josuas hoved i stedet for på statholderen Zerubbabels hoved. Hvorfor? Fordi der om denne spire eller Zemak blev sagt, som vi læser i den danske oversættelse af 1871: „Han skal sidde og herske paa sin Trone, og han skal være Præst paa sin Trone.“ (Zakarias 6:13) Den græske Septuaginta-oversættelse gengiver det på en anden måde, nemlig: „Og der skal være en præst ved hans højre hånd,“ og flere nyere bibeloversættelser, blandt andet den autoriserede danske oversættelse af 1931, har denne læsemåde i stedet for den der findes i den hebraiske og den syriske udgave. Når det var ypperstepræsten Josua og ikke statholderen Zerubbabel der blev kronet, behøvede kong Darius I af Persien ikke at frygte at en jødisk opstand var under udvikling. Nej, Davids rige blev ikke genoprettet på det tidspunkt; det måtte vente til hedningernes tider udløb i 1914. — Lukas 21:20-24.

22. Sad Josua, Jozadaks søn, på en trone og herskede som præstekonge? Forklar hvordan profetien opfyldes.

²² Sammen med statholderen Zerubbabel var ypperstepræsten Josua med til at fuldføre bygningen af Jehovas andet tempel i Jerusalem, og han blev vidne til dets indvielse. Men han herskede ikke personlig som kronet præstekonge på en trone i Jerusalem. Det gjorde statholderen Zerubbabel heller ikke. Den salvede ypperstepræst Josua var imidlertid et profetisk forbillede på Messias, Kristus, og det var på denne at profetien om spiren ville få sin fuldstændige opfyldelse. Messias, Guds søn, Jesus Kristus, ville blive præstekonge i himmelen ved Jehova Guds højre hånd. Han ville opfylde det der forud blev skildret ved fortidens Melkisedek, der både var konge i Salem og Guds, den Højestes, præst. Siden hedningetidernes udløb i 1914 har han regeret i himmelen som kongepræst på Melkisedeks vis, og han hersker nu midt iblandt sine fjender. — Salme 110:1-6.

23. (a) Hersker der nogen konflikt mellem Jesu ypperstepræsteembede og hans kongeembede? (b) For hvem bærer han med rette sin højhed, og hvilket arbejde vil Jehova give ham den ære at udføre?

²³ Messias Jesus, der blev kronet i 1914, efterligner ikke kristenhedens gejstlige, som blander sig i denne verdens politik og forsøger at dirigere med politikerne, til deres fortrydelse. Der hersker ingen konflikt mellem Jesu himmelske ypperstepræsteembede og hans messianske kongeembede. Som der står skrevet: „Der skal være fuld enighed mellem de to.“ (Zakarias 6:13) Han bærer med rette den højhed han har fået skænket af den Gud han er ypperstepræst for. (Hebræerne 5:4-6) Fra sin kongelige trone i himmelen har han siden 1919 fremmet tempelarbejdet på jorden blandt den udfriede rest af sine salvede åndelige underpræster. Ligesom ypperstepræsten Josua var med til at fuldføre Jehovas tempel i Jerusalem, sådan vil den himmelske Ypperstepræst Jesus Kristus føre tempelarbejdet til afslutning. Hans Gud vil med rette give ham den ære at gøre dette.

24. Hvad kan vi sige om dem der bidrager til tempelarbejdet, svarende til at kronen af det guld som de tre fra Babylon og (indirekte) Josjija havde bidraget med, skulle tjene som et minde?

²⁴ I dette åndelige tempel som tilhører den højeste Gud, vil de der har bidraget til tempelarbejdet blive tilbørligt mindet. Deres andel vil blive husket, ligesom kronen af det guld som Heldaj, Tobija og Jedaja, og indirekte deres gæstfri vært Hen (Josjija, syrisk), var kommet med, skulle tjene ’til minde i Jehovas helligdom’. (Zakarias 6:14) Den vil blive i Jehovas erindring.

25. Hvad var dét at de tre mænd kom fra Babylon med et bidrag, øjensynlig indledningen til, ifølge de næste ord Jehova udtalte?

²⁵ Det at Heldaj, Tobija og Jedaja kom fra Babylon for at give eller overbringe et bidrag til templets genopbygning, skulle åbenbart danne indledning til noget større. Det synes at fremgå af det Jehova sagde umiddelbart efter at han havde omtalt mindet om de tre landflygtige fra Babylon: „Langvejsfra skal man komme og bygge på [Jehovas] helligdom.“ (Zakarias 6:15) Selv om der ikke foreligger nogen beretning om det, var der uden tvivl mange jøder som forlod landflygtigheden i Babylon og kom til Jerusalem udelukkende for at give en hånd med i opførelsen af det andet tempel.

26. Hvordan er denne profeti blevet opfyldt siden 1919?

²⁶ På samme måde var der efter 1919 mange som ønskede at tilbede Jehova og som forlod Babylon den Store i en særlig hensigt. Denne hensigt virkeliggjorde de ved at indvi sig til Jehova som deres Gud og ved at lade sig døbe i vand som påbudt af Jesus Kristus og slutte sig til den salvede rest der havde overlevet Jehovas folks trængsel under den første verdenskrig. Jehova Gud tog imod deres indvielse gennem Kristus og avlede dem med sin ånd, hvorved han føjede dem til sin rest af åndelige israelitter der var optaget af tempelarbejdet. De har benyttet sig af denne velsignede mulighed før tempelarbejdets afslutning!

27, 28. Hvad kan man sige med hensyn til om ’den store skare’ tilbedere som ikke er åndelige israelitter, også er med i opfyldelsen af Zakarias 6:15?

²⁷ Hvad er der så at sige om den store skare mennesker der ikke bliver åndelige israelitter men som slutter sig til den salvede rest i tilbedelsen af Jehova Gud og støtter resten i tempelarbejdet? I Bibelens sidste bog, Åbenbaringen (7:9-17), omtales der profetisk en sådan „stor skare“ som ingen kan tælle og som tilbeder den eneste levende og sande Gud. De anerkender ham som universets Suveræn der sidder på tronen. De tager imod hans offerlams, Jesu Kristi, syndoffer. Som et udtryk for dette indvier de sig til Jehova gennem Kristus og bevidner dette ved vanddåben. Derpå yder de den hellige tjeneste de får tildelt i den jordiske forgård til Jehovas åndelige tempel. De kommer inden for de mure der omgiver forgårdene og som skiller disse forgårde fra de verdslige og vanhellige ting udenfor.

²⁸ Dette gør de allerede nu, før „den store trængsel“ bryder løs over Babylon den Store og hele resten af den verdslige tingenes ordning. De kommer således ind før tempelarbejdet afsluttes på dette betydningsfulde tidspunkt. Jehova vil ikke glemme deres andel. Han vil huske den med en belønning.

29. Hvilken begivenhed i 515 f.v.t. beviste at Zakarias var blevet sendt af Jehova?

²⁹ Da det andet tempel blev fuldført i Jerusalem i år 515 f.v.t., fik den jødiske rest og proselytterne i Judas land et endeligt bevis for at Zakarias var sendt af Gud som en sand profet. Det var ikke tomme ord der var blevet talt til Zakarias: „Og I skal kende at hærskarers Jehova selv har sendt mig til jer. Og det skal ske — hvis I ufravigeligt lytter til Jehova jeres Guds røst.“ — Zakarias 6:15, NW.

30. I lighed med det der skete på Zakarias’ tid, hvilken begivenhed vil vi da blive vidne til og hvilken erkendelse vil vi opnå hvis vi lytter til Jehovas røst?

³⁰ Det er det samme i dag. Det afhænger alt sammen af om vi lytter til Jehova vor Guds røst. Hvis vi gør det, vil vi opnå det privilegium at se tempelarbejdets sejrrige afslutning, hvor den kronede præstekonge Jesus Kristus opnår ære. Vi vil fuldt ud komme til at erkende at det var hærskarers Jehova der sendte profeten Zakarias, og at han i forvejen har åbenbaret os den rette forståelse af Zakarias’ profeti, til gavn og glæde for os. Jehovas fire symbolske vogne har afpatruljeret hele jorden for at beskytte det åndelige domæne hvor vi der tilbeder ved hans tempel befinder os. Under deres beskyttelse bliver vort arbejde fuldført!

[Fodnoter]