„Bægeret“ fra Guds hånd som alle nationer må drikke af
1. Hvad føler man sig fristet til at spørge om, i betragtning af de ildevarslende fremtidsudsigter?
VERDENSSITUATIONEN er sandelig kommet til at se truende ud i vor generation! Efter hvad velinformerede kilder siger om tendensen i verdensbegivenhederne, er nationernes fremtid afgjort ikke behagelig at tænke på. Det bliver et bittert bæger menneskeheden må tømme. Når man ser hvordan menneskers desperate forsøg på at afværge en verdenskatastrofe gang på gang slår fejl, føler man sig fristet til at spørge: Har et højere Væsen, ja Gud, mon en finger med i spillet?
2. Hvilke tanker som har betydning for os i dag, fremsættes i Salme 75, vers 1, 8 og 9?
2 Her mindes vi om en betydningsfuld erklæring i en gammel sang. Ifølge overskriften til sangen skulle den synges på en melodi der hed „Al-tasjhet“ eller „Ødelæg ikke“. (NW) Israels nation, som sangens forfatter tilhørte, blev ikke ødelagt for bestandig sammen med de omboende folkeslag, men rejste sig atter, ved Guds forsyn. Således er sangen blevet bevaret, en sang der passer godt til vor tid. Det der interesserer os her, er sangens ottende og niende vers, der lyder: „Den, som dømmer, er Gud, han nedbøjer én, ophøjer en anden. Thi i [Jehovas] hånd er et bæger med skummende, krydret vin, han skænker i for én efter én, selv bærmen drikker de ud; alle jordens gudløse drikker.“ — Sl. 75:1, 8, 9.
3. Hvordan bedømmer Jehova nationerne, i betragtning af den drik de tvinges til at drikke, og hvordan kan vi undgå at smage den dødbringende drik sammen med dem?
3 Det „bæger“ som alle nationerne i nær fremtid kommer til at drikke af, indeholder den bitreste drik de nogen sinde har smagt. Det fremgår af den lektie vi kan lære af oldtidens og nutidens historie. Det forhold at alle nationerne må drikke en så bedøvende drik, understreger at Gud, „folkenes konge“, bedømmer dem til at være onde eller „gudløse“. (Sl. 75:9; Jer. 10:7) Når han rækker dem „bægeret“, vil de altså blive tvunget til at drikke selv bærmen af den skummende, krydrede vin. Men hvordan med os, der håber på en lykkelig fremtid? Hvordan kan vi undgå at smage den dødbringende drik sammen med de dødsdømte nationer? Det siger sig selv at vi må lytte til Ham der rækker „bægeret“ til nationerne når hans tid er inde, og ufortøvet handle i overensstemmelse med den vejledning han giver. Vil vi det?
4. Hvilket landområde var truet på Jeremias’ tid?
4 Verdenssituationen i dag minder om den situation som over 20 nationer eller folkeslag befandt sig i under den sidste del af Jeremias’ forkyndelse. Den del af jorden der var berørt dengang var området der forbinder Afrika, Asien og Europa, det vil sige mellemøsten, hvor vi i dag finder mange af de olieproducerende lande. Det er stadig et brændpunkt, ligesom på Jeremias’ tid.
5. Hvordan bliver det fastslået hvornår profetien i Jeremias, kapitel 25, blev fremsat?
5 En mand som dengang måtte anses for at forme verdens skæbne, trådte ind på verdensskuepladsen. Hans navn var Nebukadnezar, hvilket betyder „Nebo beskytter mod ulykke [eller: beskytter grænsen]“. Denne skæbnebestemmende mand, Nabopalassars søn, blev konge af Babylon i 625 f.v.t. Samme år blev der fremsat en ildevarslende profeti hvori han optrådte som hovedperson. Denne profeti blev ikke fremsat af en astrolog i Babylon, stjernetydernes gamle hjemland, men af stjernernes Skaber, Jehova, profeten Jeremias’ Gud. Tidspunktet for profetiens fremsættelse bliver fastslået i Jeremias 25:1, 2: „Det ord, som kom til Jeremias om alt Judas folk i Josias’ søns, kong Jojakim af Judas, fjerde år, det er kong Nebukadrezar af Babels første år, og som profeten Jeremias talte til alt Judas folk og alle Jerusalems borgere.“ Jojakims fjerde regeringsår faldt i 625 f.v.t.
6. Hvilken baggrund giver profetien i Jeremias 25:8-14 for synet af de to kurve med figener?
6 Denne profeti blev i virkeligheden fremsat otte år før Jeremias fik det omtalte syn af to kurve med figener foran templet i Jerusalem. (Jer. 24:1-3) Hvilken baggrund gav denne profeti for dette syn, og hvordan lød den?
„Derfor, så siger Hærskarers [Jehova]: Fordi I ikke ville høre mine ord, vil jeg sende bud efter alle nordens stammer, lyder det fra [Jehova], og til kong Nebukadrezar af Babel, min tjener, og lade dem komme over dette land og dets indbyggere og over alle folkene heromkring, og jeg vil ødelægge dem og gøre dem til rædsel, latter og spot for evigt. Jeg fjerner fra dem fryderåb og glædesråb, brudgoms røst og bruds røst, kværnens lyd og lampens skin, og hele dette land skal blive til ørk og øde, og disse folkeslag skal trælle for Babels konge i halvfjerdsindstyve år.
Men når der er gået halvfjerdsindstyve år, hjemsøger jeg Babels konge og folket der for deres misgerning, lyder det fra [Jehova], også kaldæernes land hjemsøger jeg og gør det til evige ørkener, og jeg opfylder på dette land alle mine ord, som jeg har talet imod det, alt, hvad der er skrevet i denne bog, alt, hvad Jeremias har profeteret mod alle folkene. Thi også dem skal mange folk og vældige konger gøre til trælle, og jeg gengælder dem deres gerning og deres hænders værk.“ — Jer. 25:8-14.
„Kong Nebukadrezar af Babel, min tjener“
7. Hvilket navn fortjener i dag at blive frygtet ligesom navnet Nebukadnezar i fortiden, og hvornår vil nationerne frygte det?
7 Spreder noget menneskes navn i dag frygt blandt nationerne i samme grad som navnet Nebukadnezar spredte frygt dengang, fra og med det 23. år af Jeremias’ profetgerning? (Jer. 25:3) Nej. Intet menneske i vort tyvende århundrede vil gå over i historien som en person der kan måle sig med fortidens kong Nebukadnezar. Sandt nok siger apostelen Paulus i Romerbrevet 13:1, 6 at lovlydige kristne betaler skat til „de højere myndigheder“ fordi disse myndigheder er „Guds offentlige tjenere [græsk: leitourgoi] der til stadighed tjener netop dette formål“. Men der findes ingen enkelt politiker i dag som Jehova Gud profetisk kan kalde „min tjener“. (Jer. 25:9; 27:6) Den eneste der kan betegnes som Jehovas „tjener“ som en opfyldelse af denne profeti ved Jeremias, er Jehovas største tjener i hele universet. Det er hans nu højt ophøjede søn, Jesus Kristus, som han har givet et navn der er højere end nogen anden skabnings i himmelen og på jorden. (Es. 42:1; Fil. 2:5-11) I øjeblikket frygter verdens herskere ham måske ikke som man i fortiden frygtede Nebukadnezar, men det vil de komme til i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon. — Åb. 16:13-16.
8. Hvorfor kaldte Jehova Nebukadnezar „min tjener“, og hvad er i den forbindelse et forbillede der berører os i dag?
8 Hvorfor kaldte Jehova kong Nebukadnezar „min tjener“? Fordi Han benyttede Nebukadnezar til at straffe Judas indbyggere, der havde nægtet at lytte til Hans profeter. Desuden lod Han denne babylonierkonge fuldbyrde straffen over de omboende folkeslag, der af foragt for Jehova ondsindet drog fordel af hans folks sørgelige skæbne. Dermed være dog ikke sagt at Nebukadnezar var et forbillede på Jesus Kristus, der tilbad Jehova alene som Gud. Det der står som et forbillede, er Nebukadnezars domsgerning på Jehovas vegne over for de skyldige folkeslag. Denne gerning forudskildrer hvordan Jesus Kristus som Jehovas øverste domsfuldbyrder vil besejre verden i den forestående ˈstore trængsel’, hvori alle de fjendtlige nationer vil blive trådt under fode og knust af Jehovas ypperste Tjener. På den måde bliver disse nationer (kristenhedens nationer indbefattet) et nutidigt modstykke til de folkeslag der i fortiden blev besejret af det babyloniske verdensrige. Det er derfor sagen er så alvorlig for os i dag.
9. Hvilken anden tidsperiode begyndte også da Judas 70 års øde tilstand tog sin begyndelse, og hvordan fik denne tidsperiode lov at fortsætte uforstyrret lige til sin afslutning?
9 Den babyloniske damptromle lagde Judas land øde, en tilstand der for alvor begyndte i efterårsmåneden tisjri 607 f.v.t. og skulle vare i 70 år. (Jer. 25:11, 12; 29:10; Dan. 9:1, 2; 2 Krøn. 36:17-21) Denne tragiske begivenhed står i forbindelse med det langt mere tragiske år 1914. I efteråret dette år udløb nemlig de „syv tider“ der begyndte med Judas ødelæggelse i 607 f.v.t. (Luk. 21:24; Dan. 4:16, 23, 25, 32) Disse hedningetider eller „nationernes fastsatte tider“ strakte sig over 2520 år, en tidsperiode hvori universets suveræne Hersker, Jehova, tillod de hedenske nationer at udøve verdensherredømmet uden indblanding fra hans messianske riges side. Efter at Nebukadnezar havde ødelagt Jerusalem i 607 f.v.t. blev Guds forbilledlige rige på jorden aldrig mere genoprettet med det jordiske Jerusalem som hovedstad og med en kongelig efterkommer af David på tronen, så der var intet som kunne forstyrre de hedenske verdensrigers uindskrænkede herredømme over jorden.
10. Hvordan kom judæerne og andre folkeslag til at trælle for „Babels konge“ i fulde 70 år, selv om Kyros omstyrtede Nebukadnezars dynasti i 539 f.v.t.?
10 Babylons erobrer, perserkongen Kyros den Store, genoprettede ikke Davids kongedømme i Jerusalem. Han indtog det hedenske Babylon i 539 f.v.t., omkring to år før de 70 år hvori Judas land skulle ligge øde, var udløbet. Han lod sig udråbe til konge af Babylon, og i begyndelsen ændrede han ikke den politik der var blevet ført af Nebukadnezars dynasti. De folkeslag Nebukadnezar havde undertvunget, kom således til at trælle for „Babels konge“ i fulde 70 år. Først i det 70. år af Judas øde tilstand gav Kyros den Store de landflygtige jøder fri af deres direkte trældom for Babylons konge og lod dem vende hjem for at genopbygge deres ødelagte land og deres nationale hovedstad Jerusalem med dets tempel. (Ezra 1:1 til 3:2) På den måde hjemsøgte Jehova babylonierne for den misgerning de havde begået mod Israels Gud. — Jer. 25:12.
„Bægeret“ rækkes til nationerne
11. Hvilke begivenheder i himmelen har ændret forholdene på jorden siden 1914?
11 Nu da hedningernes tider er udløbet i 1914, ved vi at dagen da Jehova vil hjemsøge de hedenske nationer for deres misgerning må være meget nær. Siden 1914 har verden ikke været som før. Verdslige historikere kan ikke forklare hvorfor. Men grunden er simpelt hen den at i 1914, omkring 4./5. oktober, det vil sige 2520 år efter at Juda og Jerusalem blev lagt øde af de babyloniske erobrere, udløb tiden for hedningernes uindskrænkede herredømme. Jehova Gud genopstillede ikke sin trone i det jordiske Jerusalem til en jordisk efterkommer af kong David, således at det forbilledlige gudsrige på jorden kunne blive genoprettet. (1 Krøn. 29:23) Men eftersom verdensherredømmet nu var blevet vor Herres, det vil sige Guds, lod Jehova sit rige føde af sin himmelske organisation og satte sin søn, Jesus Kristus, Davids arving, ved sin højre hånd på den himmelske trone. (Åb. 11:15; 12:1-5) Siden har denne kongelige efterkommer af kong David udøvet verdensherredømmet sammen med Jehova Gud. Han hersker midt blandt sine fjender indtil han træder dem under fode.
12. Hvordan har Jeremias-skaren rakt Jehovas „bæger“ til nationerne?
12 Som følge heraf er der et „bæger“ fra Jehova som hedningenationerne må tømme. Navnlig siden 1919 har Jeremias-skaren henledt nationernes opmærksomhed på dette „bæger“. Ved således at advare nationerne i forvejen, har Jeremias-skaren i billedlig forstand rakt dem Jehovas „bæger“. Dette blev profetisk skildret i Jeremias’ bog, kapitel 25. Her siger profeten videre:
„Thi således sagde [Jehova], Israels Gud, til mig: ’Tag dette bæger med min vredes vin af min hånd og giv alle de folk, jeg sender dig til, at drikke deraf; de skal drikke og rave og rase for sværdet, jeg sender iblandt dem!’
Og jeg tog bægeret af [Jehovas] hånd og gav alle de folk, han sendte mig til, at drikke deraf: Jerusalem og Judas byer og dets konger og fyrster, for at gøre dem [byerne] til ørk og øde, til spot og til et forbandelsens tegn, som det er på denne dag.“ — Jer. 25:15-18.
13. Hvad var det ’sværd’ Jehova ville sende blandt folkeslagene?
13 Hvori bestod det ’sværd’ som Jehova ville sende blandt alle de folkeslag der opregnes i Jeremias 25:18-26? Det bestod i den erobringskrig han tillod sin „tjener“, Nebukadnezar, at føre mod alle disse folkeslag.
14. Hvad blev „sværdet“ først rettet imod, hvilke konger blev berørt heraf, og hvordan?
14 Det symbolske sværd blev først rettet mod Jehovas forbilledlige rige i Judas land. (Jer. 25:29) De konger i Jerusalem der fik „sværdet“ at føle, var (1) Jojakim, Josias’ søn; (2) Jojakin (Jekonja), Jojakims søn; og (3) Zedekias, Josias’ søn og Jojakins farbroder. Det første sværdslag, der blev tilføjet kong Jojakim i 620 f.v.t., fire år efter at Jeremias havde fremsat sin profeti om „sværdet“ og „bægeret“, gjorde Jojakim til edeligt forpligtet vasalkonge under Nebukadnezar. Det andet sværdslag blev tilføjet Juda rige i 617 f.v.t. og fjernede den unge Jojakin fra stillingen som konge over Jerusalem og bragte ham i fangenskab i Babylon. Det tredje og sidste sværdslag ødelagde Jerusalem og dets tempel i 607 f.v.t., hvorefter kong Zedekias, der havde brudt sin ed, blev ført til Babylon, hvor han døde i fangenskab, blind og berøvet sine sønner. Midt i månemåneden tisjri 607 f.v.t. lå Jerusalem og Judas byer fuldstændig øde.
15. Hvem skulle også drikke af „bægeret“ fra Jehovas hånd, og hvem var den sidste der skulle drikke af det?
15 Jerusalem var ikke den eneste der skulle drikke af det bitre „bæger“ fra Gud. I Jeremias 25:19-26 nævner profeten over 20 konger eller riger som han rakte bægeret med Jehovas „vredes vin“. Han begynder med Ægyptens Farao og hans tjenere, og efter at have nævnt mange andre nationale herskere slutter han med at sige: „Og kongen af Sjesjak skal drikke efter dem.“ Bibelforskere opfatter „Sjesjak“ som et kunstnavn på Babel (Babylon). Den dømte babylonierkonge viste sig at være den sidste af Nebukadnezars dynasti, nemlig Nabonid, og med ham hans medregent og søn Belsazzar. Denne Belsazzar blev tvunget til at drikke af Jehovas „bæger“ i 539 f.v.t., da han blev dræbt efter at Babylon var faldet for perserkongen Kyros. Ved at benytte kunstnavnet Sjesjak undgik Jeremias på det tidspunkt at nævne Babylon direkte.
16. Hvordan ville nogle måske nægte at drikke af „bægeret“, men hvad skulle Jeremias sige?
16 Nogle af de nævnte riger har muligvis gjort modstand mod den aggressive Nebukadnezar for at hindre at Jehovas bud blev gennemført. Men til deres underretning fik profeten Jeremias besked på at sige: „Så siger Hærskarers [Jehova]: Drikke skal I! Thi se, med den by, mit navn er nævnet over [Jerusalem], begynder jeg at handle ilde, og så skulle I gå fri! Nej, I går ikke fri; thi jeg kalder sværdet [den babyloniske erobringskrig] hid mod alle dem, som bor på jorden, lyder det fra Hærskarers [Jehova].“ — Jer. 25:28, 29.
17. Hvordan har nationerne vist at de vægrer sig ved at drikke af „bægeret“, men hvor effektiv har deres modstand været?
17 Siden 1919 har nationerne vægret sig ved at drikke af det symbolske bæger med Jehovas vredesbudskab, som Jeremias-skaren rækker dem. Derfor er de skredet ind over for Jehovas Vidner, både Jeremias-skaren og dens mange medarbejdere som udgør „en stor skare“, ja de har endog forbudt både dem og den frie udbredelse af deres bibelske budskab i trykt form. Men alt sammen forgæves! Ledet af Guds ånd fortsætter Jehovas Vidner lydigt med at holde deres møder og at forkynde Riget, skønt det må ske under jorden. Derved adlyder de Gud mere end de mennesker der modstår Gud. (Apg. 4:19; 5:29) I en ikke fjern fremtid vil det gå op for de verdslige herskere at de aldrig ved at drive Jehovas Vidner under jorden vil kunne undgå at drikke af „bægeret“ fra Guds egen hånd i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ på det sted der symbolsk kaldes Harmagedon. — Åb. 16:13-16.
18. For hvem bliver det en ’stor’ dag, og hvad nægter Jeremias-skaren derfor at gøre?
18 Det bliver en ’stor’ dag for Jehova. Det bliver en glædelig dag for ham, for han vil kæmpe for at hævde sin universelle suverænitet. Som den øverstbefalende vil han sende sin uovervindelige søn Jesus Kristus ud i kampen for at vinde en sejr der langt overgår enhver sejr der blev vundet af fortidens kong Nebukadnezar af Babylon. (Åb. 19:11-21) Jehova vil da have grund til at råbe mere jublende end de der glade træder vinpersen for at fremstille den vin som glæder både Guds og menneskers hjerte. (Åb. 19:11-15; Dom. 9:12, 13) Jeremias-skarens medlemmer er overbevist om at Jehova vinder sejr ved Harmagedon. Derfor nægter de at tie om den kommende hævdelse af Jehovas suverænitet, selv om de verdslige herskere ser med ubehag på den bitre drik der rækkes dem.
19. Hvor stor en del af Jehovas budskab forkynder Jeremias-skaren modigt?
19 Modigt adlyder den nutidige Jeremias-skare den befaling der blev henvendt til profeten dengang i kong Nebukadnezars første regeringsår: „Og du [Jeremias] skal profetere alle disse ord for dem og sige: [Jehova] brøler fra det høje, løfter sin røst fra sin hellige bolig; han brøler over sin græsgang, istemmer vinperserråbet over alle, som bor på jorden.“ — Jer. 25:30.
Den drik der får nationerne til at „rave og rase“
20. Bør Jeremias-skarens medlemmer, i betragtning af det som Jehovas sejr vil betyde for nationerne, blot affærdiges som ulykkesprofeter?
20 Jehovas sejrsråb vil genlyde i himmelen og på jorden. Jeremias-skaren og dens medarbejdere bliver ved med at pege frem til denne begivenhed, selv om Jehovas sejr vil betyde ulykke for alle nationerne. Vil det sige at Jeremias-skarens medlemmer må kaldes ulykkesprofeter? Nej, for så måtte Jehova Gud, der har givet dem dette budskab, også kaldes en ulykkesprofet. Han advarer barmhjertigt idet han siger: „Så siger Hærskarers [Jehova]: Se, ulykken går fra det ene folk til det andet, et vældigt vejr bryder løs fra jordens rand. [Jehovas] slagne skal på den dag ligge fra jordens ene ende til den anden; der skal ikke holdes klage over dem, og de skal ikke sankes og jordes; de skal blive til gødning på marken.“ — Jer. 25:32, 33.
21. Hvorfor kunne Jehova med rette påtage sig ansvaret for dem der blev dræbt da Nebukadnezar udvidede sit rige?
21 Med disse ord forudsagde Jehova Nebukadnezars sejrstog mod de folkeslag der skulle opsluges i det babyloniske verdensrige. Han ville med andre ord lade Nebukadnezar drage fra det ene folk til det andet og nedkæmpe enhver modstand med det domssværd som han, Jehova, lagde i hans hånd. Af den grund påtog Jehova sig ansvaret for dem der blev dræbt af de babyloniske erobrere. Han betegnede disse ofre for den babyloniske aggression som „[Jehovas] slagne“. Det var ham der tvang folkeslagene til at drikke af det „bæger“ som fik dem til at „rave og rase“. Hvad enten man tillægger Jehova Gud det eller ej, bekræfter den verdslige historie til fulde at kong Nebukadnezar udvidede det babyloniske riges territorium til at omfatte et område som var større end de foregående verdensrigers. Jehova må have haft noget med det at gøre, for i Nebukadnezars allerførste regeringsår forudsagde han det babyloniske riges voldsomme ekspansion. — Jer. 25:1, 2; 32:1, 2; 52:29; 2 Kong. 25:8; Jer. 52:12; Dan. 2:37, 38; 4:20-25.
22. Hvorfor skulle vi ikke ønske at høre til dem der kaldes „[Jehovas] slagne“ i den kommende ’store trængsel’?
22 Hvordan vil det så gå i den kommende ’store trængsel’, der vil kulminere i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon? Ønsker vi at høre til „[Jehovas] slagne“ til den tid? Nej, for det ville betyde at vi var blevet henrettet som følge af Jehovas dom.
23. Hvordan blev det i fortiden skildret hvilken del af den nuværende tingenes ordning der først vil gå ned i ’den store trængsel’, og hvorfor bliver det denne del først?
23 Når ’den store trængsel’ bryder løs, har alle de dødsdømte nationer taget opstilling mod Jeremias-skarens Gud. Frontlinjen vil også omfatte kristenhedens nationer, for de hører med til dem der modarbejder og forfølger Jehovas Vidner. Kristenheden vil være den første del af denne tingenes ordning der bliver tilintetgjort, for den er det nutidige modstykke til det frafaldne Juda rige og Jerusalem. Svarende hertil var Juda det første rige der i fortiden blev tvunget til at drikke af „bægeret“ med Jehovas „vredes vin“. Jehova sagde at han ville indlede den ulykke der skulle ramme de mange folkeslag, ved at vende sig mod ’den by hans navn var nævnet over’. (Jer. 25:29) Den ukristelige kristenhed er den del af den religiøse verden der må bære det største ansvar over for Gud og Kristus, så derfor tager verdenskatastrofen sin begyndelse her og breder sig som ved en kædereaktion. Det bliver „et vældigt vejr“, symbolsk talt, et uvejr som ingen mennesker vil kunne afværge.
24. Hvad betyder det at ’det vældige vejr’ bryder løs „fra jordens rand“, og hvor mange vil falde som ofre for uvejret?
24 Det symbolske uvejr bryder løs „fra jordens rand“; det opstår og kommer fra et sted uden for de dødsdømte nationers eller folkeslags område. (Jer. 6:22) Det vil i den nutidige opfyldelse sige at uvejret kommer fra en usynlig, himmelsk kilde, så det bliver i bogstaveligste forstand en verdenskatastrofe der er foranlediget af Gud. Ligesom vandfloden på Noas tid oversvømmede hele jorden, vil dette uvejr feje rundt om hele kloden, og ofrene vil uvægerlig komme til at ligge „fra jordens ene ende til den anden“. Hvordan skulle medlemmerne af Jeremias-skaren og deres medarbejdere af ’den store skare’, som overlever uvejret, kunne overkomme at begrave dem alle? Jehova må fjerne ligene på sin måde. — Åb. 19:11-21.
25. På hvilken side er det bedst at stå, i betragtning af Jeremias 25:34-38?
25 På denne „hævnens dag fra vor Gud“ vil det være bedre at høre til dem der trods hån og spot har forkyndt Guds dom end til dem der kommer til at jamre på grund af dommen i ’den store trængsel’. (Es. 61:2; Åb. 7:14, 15; Matt. 24:21-30) „Jamrer, I hyrder“, siger Jehova gennem Jeremias, „og skrig, I hjordens ypperste, vælt jer i støvet! thi tiden, I skal slagtes, er kommet, som en kostelig skål skal I splintres. Hyrderne finder ej tilflugt, ej hjordens ypperste redning. Hør, hvor hyrderne skriger, hvor hjordens ypperste jamrer! Thi [Jehova] hærger deres græsgange, og fredens vange lægges øde for [Jehovas] glødende vrede; løven går bort fra sin tykning, thi deres land er lagt øde for det hærgende sværd, for [Jehovas] glødende vrede.“ — Jer. 25:34-38.
26. Hvem er „hyrderne“ og „hjordens ypperste“ i denne profeti?
26 Får denne profeti os til at tænke på præster og gejstlige, som er blevet kaldt pastorer eller åndelige hyrder, og på deres menigheder, der er blevet betegnet som „hjorden“? Sikkert nok, men Jehova henvender sig ikke her til nationernes religiøse ledere. I De hebraiske Skrifter omtales de politiske herskere som hyrder, og deres befolkninger eller undersåtter betegnes som deres hjorde. „Hjordens ypperste“ må da være fyrsterne eller de kongeligt begunstigede i den nationale hjord. Det må være sådan vi skal opfatte Jeremias 25:34-38, for hvor i hele kapitlet hentydes der overhovedet til præster eller levitter? Jeremias fik besked på at række Jehovas „bæger“ til nogle der beskrives som „konger og fyrster“, og til „riger“. (Jer. 25:18-26) Den forestående verdenskatastrofe, det ’vældige vejr’ der vil bryde løs, vil ikke kun ramme de gejstlige og andre religiøse ledere, men også til sidst de styrende, de politiske elementer i denne tingenes ordning.
27. Hvilken person som repræsenterer Sjesjak, skal drikke af „bægeret“ som den sidste af alle?
27 Følgelig er det „kongen af Sjesjak“ der skal drikke af „bægeret“ som den sidste. I Jeremias 51:41 omtales det profetisk som om det allerede er sket, idet der står: „Hvor Sjesjak blev fanget og grebet, al jordens stolthed, hvor Babel dog blev til rædsel imellem folkene!“ — Jer. 25:26; 27:7.
28. Hvem tænker „hyrderne“ og „hjordens ypperste“ mest på, og hvordan går det med deres græsgange?
28 De politiske „hyrder“ og „hjordens ypperste“ vil jamre, ja vælte sig i støvet, af ren og skær selviske grunde. Når den suveræne Herre Jehova kræver dem til regnskab i ’den store trængsel’, vil det til deres forfærdelse gå op for dem at dagen er kommet da de skal „slagtes“ og „splintres“. Hvis det var muligt for dem at undslippe eller søge tilflugt et sted, ville de sikkert ikke jamre så meget. De tænker ikke så meget på hvordan det vil gå deres nationale „hjord“, men er mere bekymrede for deres egen skæbne. Nu er det slut med de gode lønninger og de høje stillinger! Deres „græsgange“, den tingenes ordning der har sat dem i stand til at udnytte deres nationale hjorde, bliver hærget og ødelagt. „Fredens vange“, de steder hvor de uforstyrret kunne nyde de fordele de havde, lægges øde. Dødens stilhed sænker sig over ’hjordenes’ indhegninger.
29. I hvilken forstand vil Jehova da være som en løve, og hvilken virkning vil „sværdet“ få?
29 For i den grad at sprede rædsel i hele verden må Jehovas vrede være meget glødende. Jehova kan derfor ikke være som en løve i Jordandalen der blot tvinges ud af sin hule fordi floden går over sine bredder. Nej, hærskarers Jehova må være som en stærk løve der kommer ud af tykningen og går til angreb, fuldstændig upåvirket af de hyrder der befinder sig på græsgangene. Ved sin søn og tjener, Jesus Kristus, svinger han „sværdet“ i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. (Jer. 25:30, 38) De verdslige hyrder og hjordens ypperste vil aldrig komme sig efter ’det hærgende sværds’ dødbringende slag!
30. Hvad bør vi gøre, i betragtning af det vi allerede nu kan høre med troens øre?
30 Lyt! Hører du med troens øre lyden blive stærkere og stærkere? Efterhånden som vi nærmer os afslutningen på endens tid, hører vi med voksende tydelighed hvordan alle de nationale „hyrder“, som forudsagt, vil bryde ud i jamren, og hvordan „hjordens ypperste“ vil skrige af hjerteve. Hvad skal vi som hører det, da gøre? Dette: Mens det stadig er muligt at undslippe og der endnu er et sted hvor vi kan søge redning, må vi flygte! Lad os søge tilflugt og sikkerhed under Jehovas rige ved hans udnævnte Hyrde, Jesus Kristus. — Ez. 34:23, 24; Jer. 23:5, 6.
(Denne artikelserie om Jeremias’ profeti vil blive fortsat i Vagttårnet for 1. februar 1980.)
[Illustration på side 16]
Gennem nutidens Jeremias-skare advarer Jehova barmhjertigt om det kommende globale uvejr