eksempel vidste Jesus Kristus fra sit studium af De hebraiske Skrifter at han skulle lide, dø og oprejses til liv igen. Derfor fortalte han sine disciple på forhånd at „han skulle gå til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og dræbes, men opvækkes på den tredje dag“. (Matt. 16:21-23) Jesus fortalte disciplene om formålet med sådanne profetier: „Og nu har jeg sagt jer det, før det sker, for at I skal tro, når det er sket.“ (Joh. 14:25-29) Dette er fordelen ved at kende profetierne og se deres opfyldelse. Når vi ser Guds løfter blive indfriet styrker det vor tro, og vi ser med tillid frem til at også de resterende løfter vil blive indfriet. De som ikke har tro, går således glip af den værdi som Guds „tidsplan“ kunne have for dem.

Opmuntrende profetier

Guds løfter og profetier er til opmuntring for os. For eksempel sagde Gud til Abram længe før hebræerne kom i trældom i Ægypten: „Vide skal du, at dit afkom skal bo som fremmede i et land, der ikke er deres eget; de skal trælle for dem og mishandles af dem i 400 år.“ (1 Mos. 15:13) Denne mishandling begyndte i året 1913 f.v.t., da Ismael, ægypterinden Hagars søn, spottede Isak. Går vi 400 år frem fra 1913, kommer vi til 1513 f.v.t., netop det år da Gud udfriede israelitterne fra ægyptisk trældom. Denne profeti til Abram kunne have været en kilde til stor opmuntring for jøderne mens de var i trældom og blev mishandlet, for den var også et budskab om en udfrielse der skulle komme. — 1 Mos. 50:24, 25.

Et andet eksempel på at kendskab til en nedskreven profeti kan være til opmuntring, finder vi i Daniels bog. Jehova lod sin profet Jeremias skrive at jøderne ville blive holdt i fangenskab i Babylon mens deres land lå øde i halvfjerds år. (Jer. 29:10) Profeten Daniel hentede opmuntring i disse profetiske ord mens han var i Babylon, og han så frem til sit folks udfrielse og tilbagevenden til Jerusalem. Hans forventninger blev indfriet i 537 f.v.t., nøjagtig halvfjerds år efter at de sidste jøder der var tilbage i Juda efter Jerusalems ødelæggelse var flygtet til Ægypten og således havde efterladt landet ubeboet. Dette understreger igen hvor nøjagtig Guds „tidsplan“ er.

I begyndelsen af det første århundrede efter vor tidsregning ventede trofaste jøder Messias’ komme, og det gjorde de fordi de havde kendskab til profetierne. Profeten Daniel havde nemlig fået dette budskab: „Fra den tid ordet udgår om at genrejse og ombygge Jerusalem, indtil en salvet, en fyrste, står frem, skal der gå syv uger og toogtres uger.“ (Dan. 9:24, 25, norsk oversættelse af 1930) Der skulle altså med andre ord gå niogtres åruger eller 483 år. (Ugerne er symbolske uger, åruger.) (Ez. 4:6) Det var i 455 f.v.t. at kong Artaxerxes lod ordet udgå om at byen Jerusalem og dens mure skulle genopbygges. (Neh. 2:1-8) Tæller vi nu 483 år frem fra 455 f.v.t. kommer vi til år 29 e.v.t. I dette år blev Jesus fra Nazaret salvet med hellig ånd, og derved blev han Jesus Kristus eller Jesus Messias, den Salvede. Samme år var det at Simon Peters broder Andreas erklærede: „’Vi har fundet Messias’ (det er det samme som Kristus).“ (Joh. 1:41) Alt dette skete altså nøjagtigt som profeten Daniel havde forudsagt århundreder før.

den enkelte og for alle. Hvilken glæde det er at være blandt et helt samfund af mennesker der frembringer Guds ånds frugter, et samfund der arbejder, lever og underviser med mildhed! Jesus viste klart at Gud velsigner sådanne, idet han sagde: „[Lykkelige, NW] er de sagtmodige, thi de skal arve jorden.“ — Matt. 5:5.