Jakobs trængsel og Guds nye pagt
„Jeg vil slutte en ny pagt med Israels hus og med Judas hus.“ — Jer. 31:31, NW.
1, 2. (a) Hvilke roller spillede Jakob og Rakel i forbindelse med Israels folk? (b) Hvordan blev der forudsagt en trængselstid uden lige for Jakob?
JAKOB og Rakel elskede hinanden. Jakob, der fik navnet Israel, blev stamfader til Israels 12-stammefolk. Rakel, hans foretrukne hustru, blev moder til Benjamins stamme. Judas stamme udgik derimod fra hans mindre elskede hustru Lea. Hermed blev navnet Jakob et symbol på hele folket, og Rakel kom til at stå som en agtet, moderlig repræsentant for dette folk. På et tidspunkt blev det forudsagt at Jakob ville opleve en trængselstid uden lige, og at Rakel ville føle de sørgelige virkninger heraf. Ved udsigten til at denne trængsel snart ville indtræffe, blev profeten Jeremias, der boede i Anatot i Benjamins område, inspireret til at sige:
2 „Thi stor er denne dag, den er uden lige [i historien], en trængselstid for Jakob, men fra den skal han frelses.“ — Jer. 30:7.
3. (a) Hvilken begivenhed blev det forudsagt at Rakel ville græde over uden at lade sig trøste? (b) Hvornår kom denne „trængselstid“ for Jakob?
3 Hvad denne hidtil største „trængselstid for Jakob“ ville betyde for den symbolske Rakel, blev forudsagt i Jeremias 31:15: „En klagerøst høres i Rama [en by i Benjamins område], bitter gråd, Rakel begræder sine børn, vil ikke trøstes over sine børn, fordi de er borte.“ Dette betød ikke at de var blevet dræbt, men at de var blevet taget til fange og ført bort fra deres hjemland til et fjendtligsindet land. Ak ja! Efter at de babyloniske erobrere i 18 rædselsfulde måneder havde belejret Jerusalem, var byen, der lå ved grænsen mellem Judas og Benjamins områder, blevet lagt i ruiner, dens tempel ødelagt, kongen, fyrsterne og præsterne taget til fange, og størstedelen af de overlevende ført i landflygtighed til Babylon. Midt i den syvende månemåned (tisjri) i 607 f.v.t. var hele Juda riges land blevet forladt af de få jøder der var tilbage, og det lå øde hen uden mennesker og husdyr. Denne øde og ubeboede tilstand skulle, ifølge Guds påbud, vare i 70 år.
4. Hvornår skulle Jakob „frelses“ fra den forudsagte trængsel?
4 Dette var i sandhed en „trængselstid“ for Jakob! Han blev ikke skånet for den. Han undgik den ikke. Det var først efter disse 70 år, hvori landet skulle ligge fuldstændig øde, at Gud ville opfylde de trøstende ord: „Men fra den skal han frelses.“ (Jer. 30:7) Hvordan ville Jakob blive frelst fra denne ulykke?
5. Hvad sagde Jehova for at trøste Rakel, og hvordan opfyldte han sit løfte?
5 Jehova forklarede dette nærmere da han, efter at have fortalt hvordan Rakel ville blive berøvet sine børn, tilføjede: „Så siger [Jehova]: Din røst skal du holde fra gråd, dine øjne fra tårer, thi der er løn for din møje, lyder det fra [Jehova]; fra fjendeland vender de [dine børn] hjem.“ (Jer. 31:16) Dette „fjendeland“ var Babylon. (Mika 7:8-10) Babylon ville altså blive tvunget til at give slip på Rakels „børn“. Som en forsikring herom til den sørgende Rakel sagde Gud videre: „Og der er håb for din fremtid, lyder det fra [Jehova], børn vender hjem til deres land.“ (Jer. 31:17) Til stor forbløffelse for de ikketroende fjendtlige lande fandt denne tilbagevenden til jødernes eget land, Rama indbefattet, sted fra og med 537 f.v.t. (Neh. 7:30; 11:31-33) Efter trængselen og det ulykkelige nationale sammenbrud i 607 f.v.t. var det i sandhed en mirakuløs genrejsning der fandt sted!
6. Hvordan ville Jehova, i overensstemmelse med at han helbredte Zion eller Jerusalem efter de „slag“ det havde fået, udvirke en forandring så det ikke længere var som en fordrevet kvinde ingen søgte efter?
6 Herom sagde Jehova: „’For jeg vil sørge for at du kommer dig, og jeg vil helbrede dig efter de slag du har fået,’ lyder Jehovas udsagn. ’De kaldte dig jo den fordrevne kvinde: „Det dér er Zion, som ingen søger efter.“’ Således har Jehova sagt: ’Se, jeg lader de fangne fra Jakobs telte vende tilbage, og hans teltboliger vil jeg vise barmhjertighed. Og byen [Zion eller Jerusalem] skal genopbygges på sin høj; og på sit rette sted kommer tårnborgen til at ligge. Og fra dem skal der udgå tak og lyden af folk der ler.’“ — Jer. 30:17-19, NW.
7. Hvordan fremgår det af Jehovas udtalelse om han på dette tidspunkt havde ophævet Lovpagten, og hvordan havde det jødiske folk behandlet denne pagt?
7 Jehova er en ’lykkelig Gud’, og han ønsker at de der står i et pagtsforhold til ham også skal være lykkelige. Han ler selv! Hans løfte om at de landflygtige jøder ville komme til at le, viste at han ikke havde ophævet Lovpagten, som var blevet indgået mellem ham og Israels folk med profeten Moses som mellemmand. Men hvor havde israelitterne dog krænket denne pagt! Jehova sagde til dem: „De byggede Ba’als offerhøje i Hinnoms søns dal [syd for templet i Jerusalem] for at ofre deres sønner og døtre til Molok, hvad jeg ikke havde påbudt dem, og hvad aldrig var i min tanke, at man skulle gøre så vederstyggelig en ting for derved at lokke Juda [Juda rige] til synd.“ — Jer. 32:35.
8. Efter hvilken velfortjent erfaring ville israelitterne blive et folk for Jehova?
8 Af grunde som disse fortjente israelitterne at en trængsel kom hvirvlende som et stormvejr ind over Juda rige og dets hovedstad, Jerusalem. Men efter at Jehova havde forudsagt dette, fortsatte han barmhjertigt: „Til hin tid [når Israel genrejses], lyder det fra [Jehova], vil jeg være alle Israels slægters Gud, og de skal være mit folk.“ — Jer. 30:23 til 31:1.
9, 10. Hvad ville Jehova nedlægge i de genindsamlede israelitters hjerte, for at de til ubestemt tid kunne bevare et lykkeligt forhold til ham, og med hvilken virkning?
9 Til trods for de afskyelige handlinger de tidligere havde begået, ville Gud handle med dem i overensstemmelse med det de nu viste sig at være. Han ville gøre hvad der tjente dem bedst, og give dem mulighed for at bevare et lykkeligt forhold til ham til ubestemt tid. Herom sagde han:
10 „Jeg vil samle dem fra alle de lande, som jeg har bortstødt dem til i min vrede og harme og i stor fortørnelse, og føre dem hjem til dette sted og lade dem bo trygt. De skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud; og jeg vil give dem ét hjerte og én vej, så de frygter mig alle dage, at det må gå dem og deres sønner efter dem vel. Jeg slutter en evig pagt [en pagt som varer til ubestemt tid, NW] med dem, at jeg ikke vil drage mig tilbage fra dem, men gøre vel imod dem; og min frygt lægger jeg i deres hjerter, så de ikke viger fra mig. Jeg vil glæde mig over dem og gøre vel imod dem; og jeg planter dem i dette land i trofasthed af hele mit hjerte og hele min sjæl.“ — Jer. 32:37-43; se også 31:27-30.
En bedre pagt
11, 12. (a) Hvor længe bestod Jerusalem efter denne gunstige nye start, og hvorfor kunne Jehova ikke dadles for det der skete? (b) Satte Jerusalems ødelæggelse Lovpagten ud af kraft, og hvad tilkendegav Jehova ved at føre sit landflygtige folk tilbage til dets land?
11 Hvordan kunne det da gå til at det genopbyggede Jerusalem, der havde fået en så vidunderlig ny start, kun eksisterede i endnu 606 år eller indtil sommeren 70 e.v.t.? I betragtning af at Jehova med de ovennævnte ord havde lovet at slutte en pagt med sit folk om at støtte det, kunne fejlen afgjort ikke være hans. Det var ikke fordi han på nogen måde havde svigtet at der siden opstod et behov for at indgå en ny pagt. Og alligevel bekendtgjorde han gennem Jeremias at han ville oprette en ny og bedre pagt. De kødelige israelitter ville tilmed blive de første til at få gavn af den!
12 I 1513 f.v.t. havde Jehova sluttet en lovpagt med Israel med Moses som mellemmand. Dette var 906 år før han benyttede Nebukadnezar, Babylons konge, til at ødelægge Jerusalem og dets tempel. Jerusalems ødelæggelse satte imidlertid ikke hans lovpagt med Israel ud af kraft. Jehova behøvede derfor ikke at oprette en ny og anderledes pagt for at helbrede jøderne for deres sår ved at udfri dem fra fjendelandet Babylon og føre dem tilbage til deres gudgivne hjemland. Ved at udfri dem bekræftede han imidlertid at han var deres Gud, og han forsikrede dem om at de stadig var hans folk og at Zion eller Jerusalem ikke længere skulle være som en ’fordrevet kvinde’ som ingen søgte efter.
13, 14. (a) Hvordan kom de israelitter der overlevede erobrernes sværd i en ’ørkentilstand’, og hvor søgte de hvile? (b) Med hvilken kærlighed elskede Jehova Israel, og med hvilken personlig egenskab ville han derfor tiltrække dem?
13 Det var Jehovas hensigt at han ville give et storslået bevis på den loyale hengivenhed han nærede for sit pagtsfolk. Derfor tillod han ikke at dets erobrere fuldstændig udryddede det med sværdet. Der skulle være overlevende. Deres tilværelse som landflygtige i et fjendtligt land kunne sammenlignes med det at bo i telte i en ørken hvor de ikke fandt nogen virkelig hvile, fordi det ikke var deres hjemland, ikke deres gudgivne land. Ved at de angrende vendte sig til Gud i denne ’ørkentilstand’ ville de opnå hans gunst, for han havde ikke ophævet sin pagt med dem. Han forudsagde det lykkelige udfald:
14 „’Folket af overlevende efter sværdet fandt gunst i ørkenen, da Israel vandrede for at få sin hvile [i sit hjemland Palæstina].’ Fra det fjerne viste Jehova sig for mig og sagde: ’Og med en kærlighed der varer til ubestemt tid elsker jeg dig. Derfor tiltrak jeg dig med loyal hengivenhed. Endnu en gang vil jeg genopbygge dig og du skal blive genopbygget, Israels jomfru. Du vil endnu en gang pynte dig med dine tamburiner og du skal gå ud i de leendes dans. Du vil endnu en gang plante vingårde på Samarias bjerge [som tidligere hørte til det nordlige rige, Israel]. De som planter skal plante og tage dem i brug. For der kommer en dag da vagtposterne i Efraims bjergland [Efraim var den førende stamme i det nordlige rige] skal råbe: „Stå op, og lad os gå op til Zion [Jerusalem], til Jehova vor Gud.“’“ — Jer. 31:2-9, NW.
15, 16. (a) Hvor ville alle Israels 12 stammer, ifølge den ovenfor citerede profeti, på ny tilbede Jehova? (b) Hvad ville han derefter gøre med Israels hus, og hvilken virkning ville dette have på hans folk?
15 Ja, alle de sydlige og nordlige stammer i Israel ville igen blive samlet og atter blive forenet i tilbedelsen af Jehova i Zion! Det betød at Jakob (alle Israels 12 stammer), på grund af Guds kærlighed der varer til ubestemt tid, ville blive frelst fra den „trængselstid“ der nåede sit højdepunkt da Jerusalem og Juda blev lagt øde i 607 f.v.t. (Jer. 30:7) Men allerede før denne „trængselstid“ indtraf, forudsagde Jehova i sin loyale hengivenhed noget som var endnu mere vidunderligt end det landflygtige folks hjemvenden:
16 „’Se! Dage kommer,’ lyder Jehovas udsagn, ’da jeg vil slutte en ny pagt med Israels hus og med Judas hus; ikke som den pagt jeg sluttede med deres forfædre den dag jeg greb deres hånd for at føre dem ud af Ægyptens land, „hvilken pagt med mig de brød, skønt jeg som ægtemand ejede dem,“ lyder Jehovas udsagn.’ ’For dette er den pagt som jeg vil slutte med Israels hus efter de dage,’ lyder Jehovas udsagn: ’Jeg vil give min lov i deres indre, og på deres hjerte skriver jeg den. Og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.’ ’Og man skal ikke mere belære sin næste eller sin broder, og sige: „Kend Jehova!“ For de skal alle kende mig, fra den mindste blandt dem til den største blandt dem,’ lyder Jehovas udsagn. ’For jeg tilgiver deres misgerning, og deres synd vil jeg ikke mere huske.’“ — Jer. 31:31-34, NW.
En ny mellemmand nødvendig
17. Hvorfor bør vi der lever i dag stadig være interesseret i den nye pagt, og hvornår var Lovpagten allerede gammel og ved at forsvinde?
17 Er vi der lever i dag interesseret i denne nye pagt? Det burde vi være, for den er stadig i kraft. Men over for hvem har den været i kraft indtil nu? De millioner af jøder der findes rundt om på jorden, gør ikke krav på at være med i denne pagt. De tror at de stadig er under den pagt der blev indgået med deres forfædre ved Sinaj bjerg for mere end 3490 år siden! Jehovas løfte om en ny pagt blev givet gennem Jeremias for godt og vel 2580 år siden. Hvis nutidens jøder har ret, hvorfor har Gud da været så længe om at sætte den lovede nye pagt i kraft? Svaret er at den jødiske lovpagt allerede for 1900 år siden var gammel og ved at forsvinde for at give plads for den nye pagt.
18. (a) Hvad viste Guds løfte om en „ny“ pagt vedrørende Lovpagten, og i hvilket tidsrum havde denne derfor været i kraft? (b) Hvordan blev Lovpagten formidlet til Israels folk?
18 Herom skrev en jødisk lærd der havde siddet ved den kendte farisæer og lovlærer Gamaliels fødder i Jerusalem: „Når han siger ’en ny pagt’, har han gjort den første forældet. Og det der er gjort forældet og som er ved at blive gammelt er nær ved at forsvinde.“ (Hebr. 8:13; 2 Kor. 3:14) Det var omkring år 61 at denne jødiske skribent skrev disse ord til de kristne hebræere i Jerusalem. I et tidligere brev til de kristne menigheder i den romerske provins Galatien skrev han: „Hvorfor da Loven? Den blev føjet til [Abrahamspagten vedrørende sæden] for at gøre overtrædelserne [som mennesker begik] kendt, indtil den sæd [nemlig Abrahams] kom som løftet var givet til; og den blev formidlet gennem engle ved en mellemmands hånd.“ — Gal. 3:19.
19. Hvad viser dét at Moses måtte være mellemmand for Lovpagten, om den nye pagt der også er indgået mellem Gud og mennesker?
19 Denne ikke navngivne mellemmand var Moses. Hvis oprettelsen af den gamle lovpagt krævede at han tjente som mellemmand mellem Gud og ufuldkomne, syndige mennesker, måtte oprettelsen af den nye pagt mellem Gud og mennesker naturligvis også kræve en mellemmand, selv om denne ikke er omtalt i Jeremias 31:31-34. På Jeremias’ tid havde Moses længe været død. Fordi han havde virket som mellemmand blev den gamle lovpagt kaldt „Moseloven“. — Apg. 15:5.
20, 21. (a) Hvordan viste Gud, da han forudsagde den nye pagt, at den ville være bedre end den tidligere pagt? (b) Hvad ville Gud gøre israelitterne til hvis de trofast holdt hans pagt?
20 Eftersom den nye pagt overgik Moseloven i betydning, fortjente den også at have en mellemmand der var større end Moses. Læg mærke til hvordan den nye pagts himmelske Stifter viser at den udmærker sig fremfor den tidligere pagt. Han siger at den „ikke [er] som den pagt jeg sluttede med deres forfædre den dag jeg greb deres hånd for at føre dem ud af Ægyptens land, ’hvilken pagt med mig de brød, skønt jeg som ægtemand ejede dem.’“ (Jer. 31:32, NW) Det var hans tanke at gøre noget stort ud af israelitterne ved hjælp af den pagt han sluttede med dem efter at have ført dem ud af Ægypten. Derfor sagde han til dem:
21 „Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, [hvad så?] så skal I være min ejendom [særlige ejendom, NW] blandt alle folkene, thi mig hører hele jorden til, og I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk!“ — 2 Mos. 19:5, 6.
22. (a) Hvilken slags regering ville et sådant „kongerige af præster“ være, og hvad ville den være velegnet til? (b) For hvem ville dette ’hellige folk’ være en „særlig ejendom“, og hvordan var dets forhold til Gud?
22 Ordene „et kongerige af præster“ peger mod en regering der vil være ideelt egnet til at opfylde hele menneskehedens behov. Dens præster repræsenterer Gud, menneskehedens Frelser, og tjener ham. Dette „kongerige af præster“ udgør i sig selv et „folk“, en national gruppe der er ren nok til at blive kaldt ’hellig’, egnet til at blive brugt af Gud. Han har udvalgt den fra alle de andre nationer på jorden til at være hans „særlige ejendom“, ligesom en hustru er sin ægtemands særlige ejendom. Gud sammenlignede da også de genløste israelitter i fortiden med en hustru ved at sige at han „som ægtemand ejede dem“. Men i stedet for at underordne sig ham ved at holde hans hellige pagt, ignorerede denne „hustru“ de særlige forpligtelser som dette begunstigede forhold indebar. (Jer. 3:1-3, 20) Hun fortjente at blive skilt fra sin „ægtemand“!
23. Frembragte den mosaiske lovpagt det ønskede resultat, og hvad gjorde Gud i forbindelse med den ideelle regering han ville oprette for menneskeheden?
23 Fra jødefolkets senere historie ved vi at forholdene ikke bedrede sig varigt for det. Det er en kendsgerning at Lovpagten, formidlet ved Moses, ikke frembragte det ønskede resultat. Vi kan derfor glæde os over at Gud ikke gav op men traf yderligere foranstaltninger for at frembringe dette ønskede „kongerige af præster“! Idet han så hen til at indføre denne ideelle regering, erstattede han den gamle lovpagt med en bedre.
[Illustration på side 12, 13]
Rakel græder over sine børn