Spørgsmål fra læserne

■ Eftersom børnefødsler er en naturlig funktion, kan man da sige at det vil være forkert af en kristen at praktisere som jordemoder selv om vedkommende ikke har den uddannelse eller autorisation som myndighederne kræver?

Det er rigtigt at børnefødsler er en naturlig funktion, et under som vi kan takke livets Giver, Jehova, for. (1 Mosebog 1:27, 28; 49:25) Fra de ældste tider har det været skik at erfarne jordemødre bistod ved en fødsel. (2 Mosebog 1:15-20) Fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, meddeles det at mere eller mindre selvbestaltede fødselshjælpere eller jordemødre assisterer ved 60-80 procent af fødslerne i den tredje verden. (Medical Tribune, 26. januar 1983) Også i nogle af de mere fremskredne lande er det ved at blive accepteret at børnefødsler sker uden egentlig lægehjælp, måske på en fødeklinik eller i hjemmet, hvor en jordemoder er til stede.

Som bekendt kan der imidlertid opstå komplikationer, endda i så alvorlig grad at moderen, barnet eller begge mister livet. Dette fremgår også af Bibelen. (1 Mosebog 3:16; 35:16-19) Verdenssundhedsorganisationen meddeler at der „hvert år er omkring 500.000 kvinder der dør af komplikationer i barselseng“. Mange sundhedsmyndigheder opfordrer derfor mødre til at føde deres barn på et hospital eller under medvirken af en læge. Der er også, som her i Danmark, særlige uddannelser for jordemødre med bestemte krav og eksaminer.

Der er mange modstridende påstande og ønsker om hvordan børnefødsler bør foregå: Er hjemmefødsel det bedste hvis der ikke ser ud til at være nogen komplikationer? Hvilken fødestilling gør fødselen lettest for moderen? Er det bedst for barnet at blive født i stille og beroligende omgivelser, måske endda under vand? Bør der altid bruges bedøvelse? Hvornår skal navlestrengen klippes over?

Den kristne menighed har ikke noget officielt standpunkt i disse anliggender, men regner det for at være personlige spørgsmål. Menigheden råder heller ikke en vordende moder til at lade sig indlægge og få hjælp af en fødselslæge fremfor at træffe aftale med en jordemoder, eller omvendt. Også dét er en personlig afgørelse. Mand og hustru vil være interesseret i at gøre det der er bedst for moderen og barnet, idet de ønsker at begge må leve og være ved godt helbred, så de kan tjene Jehova.

Omtalte rapport fra Verdenssundhedsorganisationen nævner at man „i uddannelsen [af jordemødre] lægger vægt på sikkerhed og renlighed i forbindelse med barsel“. Når der i nogle lande er registrering og autorisation af de personer der medvirker ved børnefødsler, er det naturligvis for at moder og barn kan få den fornødne kvalificerede pleje og ikke blot være henvist til personer med ringe sagkundskab. I nogle lande er det endda påbudt ved lov at kun særligt autoriserede må virke som fødselshjælpere. Den der, med kendskab til en sådan lov, alligevel praktiserer som fødselshjælper, løber en risiko for at blive stillet for en domstol som lovovertræder, og kan pådrage sig blodskyld hvis der sker et dødsfald på grund af manglende omhu eller sagkundskab. — Romerne 13:1-4.

Når det drejer sig om ydelse af sundhedshjælp til andre, hvad enten der er tale om børnefødsler eller andre forhold, bør kristne huske Jesu ord: „Tilbagebetal da kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ — Mattæus 22:21.

■ Når der i Hebræerbrevet 8:13 tales om at Lovpagten er ’ved at blive gammel og nær ved at forsvinde’, er det da afslutningen på den jødiske tingenes ordning i år 70 der hentydes til?

Nej. Sådan har nogle fortolket ordene i Hebræerbrevet 8:13. Men det fremgår af sammenhængen at ordene henviser til Lovpagtens situation fra det tidspunkt hvor Jeremias forudsagde den nye pagt.

I Hebræerbrevet, kapitel 8, stiller apostelen Paulus de to pagter op som modsætning til hinanden. ’Den første pagt’ var Lovpagten med Moses som mellemmand. ’Den anden pagt’ er den nye pagt, ’en bedre pagt’ der har Jesus som mellemmand og som „lovmæssigt er grundet på bedre løfter“. — Hebræerne 8:6, 7.

Paulus citerede fra Jeremias 31:31-34, hvor Jehova lover at han vil ’slutte en ny pagt med Israels hus og Judas hus’. Derefter skriver apostelen: „Når han siger ’en ny pagt’, har han gjort den første forældet. Og det der er gjort forældet og som er ved at blive gammelt er nær ved at forsvinde.“ — Hebræerne 8:13.

Hebræerbrevet blev skrevet under „afslutningen på [jødernes] tingenes ordninger“, sandsynligvis omkring ni år før romerne ødelagde Jerusalem i år 70. (Hebræerne 9:26) I betragtning af dette har nogle fortolket verset på følgende måde: Da Jesus døde, havde Lovpagten ikke længere Guds godkendelse, men tilbedelsen ved templet fortsatte indtil år 70. Da Paulus skrev Hebræerbrevet 8:13, var Lovpagten derfor ’ved at blive gammel og nær ved at forsvinde’, hvilket skete i år 70.

Der findes imidlertid en anden fortolkning som stemmer bedre med sammenhængen i Hebræerbrevets 8. kapitel.

Paulus lagde vægt på de ord Gud havde udtalt gennem Jeremias om at en ny pagt skulle træde i stedet for Lovpagten; denne Lovpagt var ikke fuldkommen, for den kunne ikke frembringe et retfærdigt folk. (Romerne 3:20) På Jeremias’ tid må det have været en overraskelse for jøderne at høre at Lovpagten skulle erstattes af en ny pagt som kunne skaffe dem fuld soning for deres synder.

Da Gud nu direkte havde ladet den nye pagt forudsige, var den gamle pagt på en måde forældet allerede fra da af. Gud tillod at den stod ved magt indtil Messias kom og tjente som mellemmand for den nye pagt, men det kunne siges at Lovpagtens dage allerede var talte fra det tidspunkt hvor Jeremias skrev den omtalte profeti. Derfor indledes Hebræerbrevet 8:13 med disse ord: „Når han siger ’en ny pagt’, har han gjort den første forældet.“ Eller, som J. B. Phillips gengiver det: „Selve dét at Gud taler om en ny pagt . . . gør den gamle forældet.“

Den omstændighed at Lovpagten ville blive forældet var således kendt fra det tidspunkt hvor ordene i Jeremias 31:31-34 blev skrevet, og dette blev en realitet i fuld forstand da Jesus led døden og Loven derved blev ophævet. Da Paulus omkring 28 år senere skrev de ord vi her har behandlet, kunne han derfor i det følgende vers skrive: „Vel havde jo også den første pagt bestemmelser vedrørende en hellig tjeneste og havde et helligt sted her på jorden“ — som udtryk for at Lovpagten var ophævet. — Hebræerne 9:1.