Kapitel 11

Gud piner ikke sjæle

 1. Hvad har religiøse ledere fremholdt angående „helvede“, og hvad har dette medført?

I KRISTENHEDEN såvel som i østens religioner lærer man i almindelighed at de ondes „sjæle“ efter døden pines ulideligt i et brændende „helvede“. På grund af denne umenneskelige opfattelse er mange religiøse ledere ikke veget tilbage for at overtale de styrende til at tortere og brænde mennesker levende — især mennesker af en anden tro.

 2. (a) Hvilken slags Gud er Skaberen? (1 Johannes 4:8) (b) Hvad viser at Gud ikke kunne billige tortur? (Jeremias 7:31)

² Jehova, Skaberen, er imidlertid en kærlig Gud. Han er god og barmhjertig. Hans indstilling til de onde kommer til udtryk i Ezekiel 18:23:

„Mon jeg har lyst til den gudløses død, lyder det fra den Herre [Jehova], mon ikke til, at han omvender sig fra sin vej, så han må leve?“

Jehova, nærer altså ikke noget ønske om at den gudløse skal dø, endsige lide pine. Hans interesse for menneskene og hans medfølelse med dem fremgår af Jesu ord i Mattæus 10:29-31:

„Sælges to spurve ikke for en ringe mønt? Dog falder ikke én af dem til jorden uden jeres Faders viden. Men på jer er endog alle hovedhår talt. Vær derfor ikke bange: I er mere værd end mange spurve.“

En Gud der nærer en sådan omsorg for menneskene ville ikke kunne billige at nogen af dem blev pint, hverken i dette liv eller i et kommende. Bibelen indeholder ikke en sådan lære.

HVOR LÆREN OM PINE I ET HELVEDE STAMMER FRA

 3. (a) I hvilke religioner finder vi læren om et brændende helvede? (b) Hvilke forskelle er der mellem nogle af disse religioners opfattelse?

³ Forestillingen om et pinested stammer fra det gamle Babylon. Vi finder den også i de gamle perseres og fønikeres religiøse lære. Der siges herom i The Encyclopedia Americana (1956-udgaven, bind 14, s. 82):

„Selv om der er mange og betydelige forskelle i enkelthederne, er hovedtrækkene i helvedesopfattelsen hos hinduiske, persiske, ægyptiske, græske, hebraiske og kristne teologer dog i det væsentlige ens.“

Skønt de fleste religioner i historien har lært at der findes et brændende helvede, har formålet hermed dog været forskelligt. I Encyclopædia Britannica (1971-udgaven, bind 11, s. 320) læser vi:

„I den romersk-katolske kirke lærer man at helvede er en straffetilstand for dem der har begået alvorlige synder og som dør uden at angre dem. Helvede vil vare evigt; lidelserne vil ikke få nogen ende. . . . Den traditionelle protestantiske lære om helvede har lige op til nyere tid ikke adskilt sig væsentligt fra den katolske, og den forfægtes stadig af mange konservative protestantiske retninger.“

Hinduerne og buddhisterne siger derimod at helvede er et sted hvor man lutres, svarende til den katolske „skærsild“, og at den der kommer i helvede kan blive genfødt — dog sjældent som et menneske — efter at han i ilden har sonet sine onde gerninger (karma).

 4. (a) Beskriv det buddhistiske helvede. (b) Hvilken tilsvarende opfattelse forekommer i den romersk-katolske tro?

⁴ I samme udgave af Encyclopædia Britannica siges der om de buddhistiske helveder:

„Der er otte varme og otte kolde helveder, samt pretaernes verden (pretaerne er ånder som har en lille mund og en stor mave og som pines af sult og tørst). Et menneske fødes i helvede fordi dets onde karma er ’modnet’.“

Af billedet på side 104, som er hentet fra en buddhistisk skriftrulle med titlen „Kanzen Choaku“ (hvilket betyder: de gode prises, de onde tugtes), får man et indtryk af de grusomme pinsler et menneske antages at lide i dette helvede. Det minder på mange måder om den katolske digter Dantes „Inferno“, hvoraf et udsnit er afbildet på side 105.

 5. (a) Hvilken indstilling havde Jesus til syndere? (Lukas 15:1, 2, 7) (b) Hvem alene vil blive straffet for evigt, og på hvilken måde? (2 Tessaloniker 1:8, 9)

⁵ Kan du tro at der virkelig findes et sådant helvede? Lyder det rimeligt? Enhver kan naturligvis frit vælge om han vil tilhøre en religion der lærer disse ting, men forestillingen om et brændende pinested ligger Jesu lære fjernt. Jesus hjalp med glæde skatteopkrævere skøger og andre syndere — der blev betragtet som udstødte af den tids religiøse ledere — så de kunne bringe deres liv i orden og „finde ny styrke“ for deres sjæle. (Mattæus 11:28-30) Bibelen viser at det kun er de uforbederligt onde Gud vil straffe for evigt — ikke ved at pine dem, men ved barmhjertigt at bringe deres liv til ophør for bestandig:

„De gudløse . . . er som avner, vinden bortvejrer. . . . gudløses vej brydes af.“ — Salme 1:4, 6.

 6. (a) Hvorfor støtter Lukas 16:19-31 ikke læren om pine i et brændende helvede? (Mattæus 13:10, 11) (b) Hvad skildrede denne lignelse? (Mattæus 21:45, 46)

⁶ Nogle vil måske henvise til Jesu lignelse i Lukas 16:19-31, hvor der tales om en rig mand der martres i en „flammende ild“. Men en lignelse er blot en opdigtet fortælling, ikke noget som har fundet sted i virkeligheden. Jesus skildrede her hvordan jødernes religiøse ledere, som skare betragtet, i billedlig forstand ville „dø“ bort fra Guds gunst og komme til at lide kvaler i levende live her på jorden — som de gjorde da de hørte det budskab Jesus rettede imod dem. Bibelen siger intet om at Gud piner mennesker efter døden i et brændende helvede.a Tanken om at pine nogen i ild er Jehova Gud fuldstændig fremmed. Han fordømte med rene ord de frafaldne jøder for den „vederstyggelige skik“ at de lod deres sønner og døtre „gå igennem ilden“ for ammonitternes gud Molok. — Jeremias 32:35; 2 Krønikebog 28:3.

 7. (a) Hvem er ophav til løgnen om et brændende helvede, og hvordan har religiøse ledere benyttet sig af denne løgn? (2 Korinter 11:13-15) (b) Hvordan viser Jehova sig derimod at være „al trøsts Gud“? (Romerne 15:5, 6)

⁷ Læren om pine i et helvede bygger på den babyloniske løgn at menneskesjælen lever videre efter døden. Ophavet til denne løgn er Satan, „løgnens fader“. (Johannes 8:44) Præster og gejstlige har forstået at udnytte denne løgn; ved at indgive mennesker skræk for at komme i helvede har de holdt mange i trældom under deres religiøse systemer. Jehova, „den inderlige barmhjertigheds Fader og al trøsts Gud“, stiller derimod en lys og lykkelig fremtid i udsigt for de døde medlemmer af den syndige menneskehed som han har lovet at oprejse. — 2 Korinter 1:3, 4.

PINSLER I DETTE LIV

 8. Hvordan har katolikker og protestanter ved deres behandling af anderledestroende vist at de ikke følger Guds lære og eksempel? (Mattæus 7:21-23)

⁸ Følgelig kan Gud heller ikke billige at levende sjæle pines i dette liv. Ved hjælp af den berygtede inkvisition udryddede den katolske kirke før i tiden mange såkaldte kættere ved at underkaste dem grusom tortur og brænde dem på bålet. Alene i det sekstende århundrede blev over 30.000 „kættere“ brændt på foranledning af de katolske inkvisitionsdomstole. De protestantiske reformatorer holdt sig heller ikke tilbage. Da Michel Servet blev brændt på bålet uden for Genève fordi han offentligt gav udtryk for at treenighedslæren og dåb af spædbørn var i strid med Bibelens lære, havde Johan Calvin, en af den presbyterianske kirkes grundlæggere, stemt for dødsstraffen, og han så til mens Servet i omkring fem timer langsomt blev ristet til døde over en sagte ild.

 9. Hvilke egenskaber hos Jehova gør at vi kan have tillid til ham? (Salme 11:7)

⁹ Jehova, ’kærlighedens Gud’, har aldrig bifaldet en sådan tortur. Alle kan fortrøstningsfuldt se hen til ham og nære fuld tillid til hans kærlighed og miskundhed

„Hvor dyrebar er dog din miskundhed, Gud! Og menneskebørnene skjuler sig i dine vingers skygge.“ — Salme 36:8.

10. Synes du det ville være i orden at behandle spottere på den måde der beskrives i sutraen „Sandhedens Lotus“?

¹⁰ En så kærlig Gud ville heller aldrig godkende at sjæle blev pint for evigt på den måde det beskrives i sutraen „Sandhedens Lotus“, som hører til Nichirenbuddhismen i Japan. Denne sutra siger i sit sidste kapitel (kapitel 28):

„Den der spotter en hengiven tilhænger af denne sutra skal i hver tilværelse have sine tænder slået ud og spredt, hans mund skal være hæslig, hans næse flad, hans fødder og hænder forvredne, hans øjne skele, hans legeme vække væmmelse; han skal have bylder og væskende sår, og blod skal flyde fra hans legeme, hans bug skal svulme af vattersot, han skal være stakåndet og lide af alle mulige ondartede og svære sygdomme. Så hvis man — selv i det fjerne — ser en mand som overholder denne sutra, bør man rejse sig og vise ham den samme ærbødighed som Buddha.“

Det ville afgjort ikke være rigtigt at behandle nogen sådan, selv ikke en spotter! Det ville i højeste grad være ukærligt at påføre nogen en sådan elendighed til evig tid. Under alle omstændigheder viser Bibelen at syndige menneskers sjæle ikke overlever legemets død og at de derfor ikke kan pines i en anden tilværelse. Syndige sjæle dør. — Ezekiel 18:4.

FOREGÅR DER EN SJÆLEVANDRING?

11. Hvad går troen på en „sjælevandring“, som er udbredt blandt buddhisterne og hinduerne, ud på?

¹¹ Ifølge førnævnte sutra skal spotteren udsættes for alle de omtalte lidelser „i hver tilværelse“. Hermed hentydes der til den udbredte tro i såvel buddhismen som hinduismen at sjælen ved døden „vandrer“ eller flytter ind i et andet legeme. De der tror på denne lære mener at de allerede har levet utallige liv og at de fortsat vil gennemgå et endeløst kredsløb af genfødsler fra det ene liv til det andet. De gerninger (karma) de gør i det ene liv, bestemmer arten af det næste.

12. Hvordan beskrives læren om karma i hinduernes skrifter, og hvad mener du selv om disse udtalelser?

¹² I et af hinduernes skrifter, Chandogya Upanishad forklares læren om karma på denne måde:

„De der her fører et tiltalende levned, de har udsigt til at gå ind i et tiltalende moderskød, enten en brahmans moderskød [tilhørende præstekasten], en kshatriyas moderskød [tilhørende krigerkasten] eller en vaisyas moderskød [tilhørende borgerkasten]. Men de der her fører et stinkende levned, de har udsigt til at gå ind i enten en hunds moderskød, et svins moderskød eller en candalas moderskød [candalakasten er en uren kaste].“

En lignende tanke kommer frem i følgende uddrag af den hinduiske Manus lov vedrørende kvinder:

„Uanset om en ægtemand er blottet for dyd, søger nydelse andre steder eller helt mangler gode egenskaber, må en trofast hustru dog til stadighed tilbede ham som en gud. . . . Hvis en kvinde ikke gør sin pligt over for sin mand, er hun vanæret i denne verden; efter døden finder hun bolig i en sjakals moderskød og pines med sygdomme til straf for sin synd.“

13. Hvilken virkning har læren om sjælevandring haft på folk? (b) Hvordan siges det at man kan nå frem til nirvana?

¹³ Hvis hinduer og andre religioners tilhængere ønsker at tro på dette, står det dem naturligvis fuldstændig frit for. Men gør denne tro dem lykkelige? Professor John Noss skriver i bogen Man’s Religions:

„Hinduerne taler om ’genfødelsens hjul’. Det virker knugende på dem. . . . udsigten til altid på ny at skulle genfødes, måske en milliard gange, fylder dem med håbløshed.“

Hinduismen lærer at når et menneske erkender at dets egentlige jeg er en del af Gud, kan det blive løst fra sin higen efter at fortsætte den fysiske tilværelse. Da undslipper det genfødslernes kredsløb og opnår nirvana. Ifølge visse hinduretninger er det muligt at opnå dette gennem yoga, eller ved ekstatisk dans og messen. Zenbuddhismen i Japan betoner meditation som vejen til nirvana.

14. Hvordan er Bibelens enkle og klare lære om de dødes tilstand og håbet for de døde? (1 Korinter 15:20, 21)

¹⁴ Man er naturligvis frit stillet til at tro på disse opfattelser hvis man vil. Bibelen indeholder imidlertid den enkle, letforståelige lære at alle mennesker er sjæle, dødelige sjæle som har arvet synden og døden fra det første menneske, Adam. Døden er vejs ende for hver enkelt sjæl, indtil den lykkelige tid da Gud oprejser de døde:

„Den løn synden betaler er døden [ikke pine eller ’genfødelsens hjul’], men den gave Gud giver er evigt liv ved Kristus Jesus, vor Herre.“ (Romerne 6:23)

Her opstår spørgsmålet: Hvorfor har Gud tolereret falske religiøse lærdomme så længe? Hvorfor har han tilladt alle de ulykkelige forhold menneskene er udsat for?

[Fodnote]

[Illustration på side 95]

Gud har omsorg for fuglene; langt mere da for os

[Illustration på side 99]

Den syndige menneskehed vil ikke blive pint for evigt, men har mulighed for liv i et paradis

[Illustration på side 100]

Titusinder blev brændt på bålet under grusom forfølgelse i kristenheden

[Illustrationer på side 102]

Læren om karma taler om „genfødelsens hjul“

[Illustration på side 104]

En buddhistisk skriftrulle skildrer hvordan de onde sjæle bliver pint i „helvede“

Afdelingerne i det buddhistiske „helvede“ på side 104 benævnes på følgende måde, oppefra og nedefter: Vejen til helvede, de morderiske vinde, tørstens og sultens vej, nålebjerget, den tøjafrivende heks, blodsøen, skjulestedet for verden, nedslagtningsvejen, de flere livs helvede, ekskrement- og mudderstedet, de sorte rebs helvede, helvedesforsamlingen, sværdbladslunden, råbenes og skrigenes helvede, den dystre og brændende vind, de svære kvalers helvede, den uophørlige pines helvede.

[Illustration på side 105]

Den katolske opfattelse af „helvede“, gengivet af Dante