Guds pålidelige løfte om en verdensregering
„Så siger [Jehova]: Hvis min pagt med dagen og natten brydes, så det ikke bliver dag og nat, når tid er inde, da skal også min pagt med min tjener David brydes, så han ikke har nogen søn til at sidde som konge på sin trone.“ — Jer. 33:20, 21.
1. På hvilken måde har kong Davids kongeslægt en enestående historie?
VERDEN har aldrig været vidne til noget lignende — et dynasti der herskede i 470 år, og som efter en afbrydelse på 2520 år igen tiltog sig kongemagten! Grundlæggeren af denne kongeslægt med en så enestående historie var kong David af Jerusalem, den berømmelige forfader til Jesus Kristus, der blev født i den selv samme by som David, nemlig Betlehem.
2. Hvor befandt Jeremias sig i år 608 f.v.t. mens den sidste konge i Davids jordiske kongerække herskede, og hvem var den eneste der kunne genoplive herredømmet i Davids slægt?
2 Davids herredømme begyndte i 1077 f.v.t. Da Jeremias påbegyndte sin stormfulde profetgerning i 647 f.v.t., ville de jordiske konger i Davids slægt derfor kun sidde på tronen i Jerusalem i endnu 40 år. Jeremias gav nøje agt på Guds højtidelige pagtsløfte til David om et evigt rige. I 608 f.v.t. befandt han sig imidlertid under militær bevogtning i den kongelige stad, idet kong Zedekias, den 21. konge i Davids slægt, havde ladet ham fængsle i vagtforgården der stødte op til selve paladset. Da Zedekias i 607 f.v.t. overgav sig til babylonierne, endte de 470 år hvori Davids kongeslægt herskede i Hebron og det jordiske Jerusalem. Kun Jesus Kristus, den forudsagte efterkommer af David, kunne genoplive Davids rige som en opfyldelse af Guds pagt med David om et uforgængeligt rige.
3. Hvem havde Jeremias kontakt med mens han blev holdt i varetægt, og hvordan begyndte dennes anden meddelelse til Jeremias?
3 Mens Jeremias blev holdt i varetægt havde han ingen kontakt med babylonierne, som på det tidspunkt belejrede Jerusalem, men i stedet havde han en nær kontakt med sin Gud, for vi læser: „[Jehovas] ord kom anden gang til Jeremias, medens han endnu sad fængslet i vagtforgården, således: Så siger [Jehova], som skabte jorden og dannede den, idet han grundfæstede den, han, hvis navn er [Jehova]: Kald på mig, så vil jeg svare dig og kundgøre dig store og lønlige ting, du ikke kender.“ — Jer. 33:1-3.
4. Hvad var de „store og lønlige ting“ som nu skulle kundgøres?
4 Hvilke ting ville blive kundgjort ham? Jo, at byen Jerusalem, til trods for sin beskyttede beliggenhed på toppen af et bjerg, ville blive jævnet med jorden, og at den efter at have ligget øde hen i 70 år ville blive genopbygget. Og ydermere ville den atter blive beboet af sit eget folk, som var blevet ført i fangenskab over 1600 kilometer borte. Davids kongeslægt ville ganske vist ikke vende tilbage til den jordiske trone, men slægten ville dog eksistere i yderligere 639 år, indtil år 33 e.v.t., da den tronarving der skulle regere til evig tid ville fremstå. Denne tronarving viste sig at være Jesus Kristus! — Kol. 1:13.
5. Hvad lovede Jehova angående Jerusalem, som på det tidspunkt var belejret?
5 Kun han som skabte og grundfæstede jorden, den Gud som har hånd i hanke med de jordiske forhold, kunne forudse og love sådanne ting; og han gjorde det. Så selv om iagttagere måtte synes at fremtiden tegnede sig mørkt for Davids kongehus, kunne denne Gud, Jehova, inspirere Jeremias til at sige:
„Thi så siger [Jehova], Israels Gud, om denne bys huse og om Judas kongers huse, som nedbrødes for at bruges til volde og mur, da man gav sig til at stride imod kaldæerne [som belejrede Jerusalem], og som fyldtes med ligene af de mennesker, jeg slog i min vrede og harme, og for hvem jeg skjulte mit åsyn for al deres ondskabs skyld: Se, jeg vil lade byens sår heles og læges, og jeg helbreder dem og oplader for dem en rigdom af fred og sandhed. Jeg vender Judas og Israels skæbne [jeg vil bringe de fangne fra Juda og de fangne fra Israel tilbage, NW] og opbygger dem som tilforn. Jeg renser dem for al deres brøde, med hvilken de syndede imod mig, og tilgiver alle deres misgerninger, med hvilke de syndede og forbrød sig imod mig. Byen skal blive til glæde, til pris og ære blandt alle jordens folk; og når de hører om alt det gode, jeg gør den, skal de frygte og bæve over alt det gode og al den lykke, jeg lader den times.“ — Jer. 33:4-9.
6. Hvordan ville de ikke-jødiske folk reagere når Jehova genrejste Jerusalem, og hvorfor?
6 Ved hjælp af kaldæerne, det vil sige stormagten Babylon, udøste Jehova Gud hele sin vrede og harme over kongeriget Judas byer. Dette var fuldt ud retfærdigt, for jøderne havde undladt at holde hans bud og havde brudt den pagt der var indgået med deres forfædre. Derfor skulle Jerusalem ødelægges, de indbyggere der overlevede skulle deporteres til Babylon, og landet skulle ligge øde for mennesker og husdyr. Kun Jehovas ufortjente godhed kunne — og ville — udvirke at Jerusalem blev genrejst og kom på fode igen. At Jehova ’helbredte’ byen ville være så ubegribeligt og komme så uventet for de ikke-jødiske folk at de ville fyldes med frygt for denne Gud der kunne udvirke sådanne undere. Tanken om hvad dette kunne resultere i for dem selv, ville få disse folk til at bæve.
7. Hvilke træk fra israelitternes dagligliv ville blive genoptaget i de førhen affolkede områder, Juda, Benjamin og Jerusalem?
7 Selv om Jerusalem skulle ligge i ruiner i 70 år, talte Jeremias, som var profet for denne Gud der udvirker mirakler, ikke om noget der var umuligt da han forudsagde hvad der ville blive sagt under byens belejring:
„Så siger [Jehova]: På dette sted, som I siger er ødelagt, uden mennesker og kvæg, i Judas byer og på Jerusalems gader, der er lagt øde, uden mennesker og kvæg, skal atter høres fryderåb og glædesråb, brudgoms røst og bruds røst, råb af folk, som siger: ’Tak Hærskarers [Jehova]; thi [Jehova] er god, og hans miskundhed varer evindelig!’ og som bringer takoffer til [Jehovas] hus; thi jeg vender landets skæbne, så det bliver som tilforn, [jeg bringer landets fangne tilbage som i begyndelsen, NW], siger [Jehova] . . .
I bjerglandets, lavlandets og Sydlandets byer i Benjamins land, i Jerusalems omegn og i Judas byer skal småkvæget atter gå forbi under tællerens hånd, siger [Jehova].“ — Jer. 33:10-13.
Løftet om den kommende verdenshersker
8. Var Jerusalems genrejsning i år 537 f.v.t. ensbetydende med at Davids rige blev genoprettet, og hvad var endnu i vente?
8 Jerusalems genrejsning begyndte i år 537 f.v.t., men på det tidspunkt fik byen ikke en konge af Davids slægt. Den fik kun en statholder der nedstammede fra David. Denne statholder var underlagt mederne og perserne, som nu havde overvundet den babyloniske verdensmagt. Hvordan så med Jehovas pagt om et evigt rige med en konge af Davids slægt? Til trods for at Davids dynasti midlertidigt var blevet afsat, garanterede Jehovas pagt at den mest glorværdige periode for dynastiet endnu var i vente.
9, 10. Hvad lovede Jehova at frembringe af Davids nedværdigede kongeslægt for at dette kunne ske?
9 Vi der lever i dag kan være glade for dette! Davids kongelige „træ“ blev ganske vist fældet, men „stubben“ var ikke død. Den almægtige Gud kunne lade en „spire“ gro frem som ville blive den evige arving til det lovede rige. Lad os lægge mærke til følgende:
10 „Se, dage skal komme, lyder det fra [Jehova], da jeg opfylder den forjættelse, jeg udtalte om Israels og Judas hus. I hine dage og til hin tid lader jeg en retfærds spire fremspire for David, og han skal øve ret og retfærd i landet. I hine dage skal Juda [den stamme David tilhørte] frelses og Jerusalem bo trygt [efter den forudsagte genrejsning], og man skal kalde det: [Jehova] vor Retfærdighed.“ Det var det samme navn som den fremtidige konge skulle bære. — Jer. 33:14-16; jævnfør Jeremias 23:4-6.
11. Hvem var den lovede „spire“, og hvordan viste det sig i 1914 at han i virkeligheden var Jehovas „spire“?
11 Viste dette løfte — der havde at gøre med verdensherredømmet — sig at være pålideligt? Ja! Selv om der skulle gå mere end 640 år, voksede der en „spire“ frem af Davids detroniserede slægt præcis til Jehovas fastsatte tid. Denne „spire“ var Jesus. Han blev født i Davids hjemby, Betlehem, blev døbt af sin forløber, Johannes Døber, og blev straks efter salvet med Guds ånd til at være den evige arving til riget, i overensstemmelse med pagten med David. (2 Sam. 7:4-16; Ez. 21:21-27) I virkeligheden er han blevet selve den suveræne Herre Jehovas „spire“, for efter at de „syv tider“ (2520 år) hvori hedningerne skulle have herredømmet over jorden, var endt i 1914, overtog den herliggjorte Jesus Kristus på Jehovas vegne det suveræne herredømme over jorden, som en opfyldelse af pagten om riget. — Dan. 4:13-26; Zak. 6:12, 13.
12. (a) Hvordan har Jesus Kristus vist sig at være „en retfærds spire“? (b) Hvis Herre blev han, og hvordan blev en frelse mulig for „Juda“ og „Jerusalem“?
12 Jehova Gud viste at denne „spire“ var retfærdig ved at oprejse ham fra de døde på den tredje dag og ophøje ham til at sidde ved sin højre hånd i himlene. Mens Jesus Kristus før havde været Davids jordiske søn, blev han således nu Davids Herre. (Sl. 110:1-4; Matt. 22:41-45) Da han steg op til sin Faders højre hånd medbragte han værdien af sit fuldkomne offer. På denne måde kunne han frelse „Juda“ med hovedstaden „Jerusalem“. Ja, Jesus fik sandelig Davids kongehus til at spire igen! — Åb. 22:16.
13. (a) Hvilket Jerusalem bor nu trygt? (b) Hvis ’retfærdighed’ henviser navnet „[Jehova] vor Retfærdighed“ til, og hvorfor passer det samme navn også på ham som kaldes ’spiren’?
13 Jesus Kristus kaldes også „Løven som er af Judas stamme, Davids rod“. (Åb. 5:5) Eftersom det jordiske Jerusalem forkastede og ihjelslog denne ’løve af Judas stamme’ kunne denne by ikke „bo trygt“, men blev ødelagt i år 70. (Matt. 23:37, 38; Luk. 21:24) Derimod nyder det større Jerusalem, ’det himmelske Jerusalem’ stor tryghed, for dets åndelige børn, de 144.000 salvede disciple af Jesus Kristus, ’bor trygt’ under Jehovas beskyttelse. (Hebr. 12:22; Gal. 4:26-28) Dette „Jerusalem som er oventil“, er med rette den organisation der kaldes „[Jehova] vor Retfærdighed“. Eftersom der siges „vor Retfærdighed“ og ikke ’min Retfærdighed’, henvises der her til de 144.000 åndelige børn af det himmelske Jerusalem, og Jehova Gud retfærdiggør dem eller erklærer dem retfærdige på grundlag af Jesu Kristi offer. Jesus Kristus, ’spiren’, kaldes ligeledes „[Jehova] vor Retfærdighed“, idet han repræsenterer sine 144.000 salvede disciple. — Jer. 23:5, 6; se også Første Korinterbrev 1:30, 31; Romerbrevet 3:21, 22.
14. I betragtning af at Kristus og hans tilknyttede organisation bærer dette navn, hvordan vil Guds kommende verdensregering da med sikkerhed blive?
14 Hvad indebærer det at den salvede konge og den organisation der er knyttet til ham, bærer dette gudgivne navn? Hvilken slags regering må Guds kommende verdensregering blive, i betragtning heraf? Det kan kun blive en retfærdig regering. Hvor kan vi være taknemmelige for det!
Pålideligheden af det guddommelige løfte
15, 16. (a) Hvilke tjenere vil Jehova aldrig mangle ifølge Jeremias 33:17, 18? (b) Hvem vil beklæde disse stillinger, og hvor vil de tjene Jehova?
15 Jehova Gud vil også have det rette præsteskab tilknyttet sit lovede rige. Det forsikrer han os om idet han videre siger: „Thi så siger [Jehova]: David skal ikke fattes en mand til at sidde på Israels hus’ trone. Og levitpræsterne skal aldrig fattes en mand til at stå for mit åsyn og frembære brændoffer, brænde afgrødeoffer og ofre slagtoffer.“ — Jer. 33:17, 18.
16 Har det, i betragtning heraf, nogen betydning at der siden ødelæggelsen af det genopbyggede Jerusalem i år 70 ikke har været noget bogstaveligt tempel for Jehova på jorden? Og har det nogen betydning at der ikke længere findes nogen der beviseligt er medlem af Levi stamme og af Moses’ broder Arons hus, og som kan tjene ved et sådant tempel? Slet ikke! For som sin ypperstepræst og sine underpræster har Jehova nu indsat dem der forbilledligt blev skildret ved levitpræsterne i det gamle Israel, nemlig Jesus Kristus og hans udvalgte disciple som med Guds ånd er salvet til at være medlemmer af det åndelige præsteskab. Dette præsteskab tjener i det åndelige tempel hvis allerhelligste rum er selve himmelen, hvor Gud troner. — Hebr. 9:24; 1 Pet. 2:9, 10.
17. Hvad kan vi ikke hindre Jehova i at gøre i forbindelse med kongemagten og præsteskabet, ligesom vi ikke kan hindre dag og nat i at indtræffe?
17 Jehovas løfter har altid vist sig at være pålidelige, og det vil de også være for os der lever i dag. Lyt til dette: „Så siger [Jehova]: Hvis min pagt med dagen og natten brydes, så det ikke bliver dag og nat, når tid er inde, da skal også min pagt med min tjener David brydes, så han ikke har nogen søn til at sidde som konge på sin trone, og med levitpræsterne, som tjener mig. Som himmelens hær ikke kan tælles og havets sand ikke måles, således vil jeg mangfoldiggøre min tjener Davids afkom og levitterne, som tjener mig.“ — Jer. 33:20-22.
18. Hvor længe og indtil hvis komme stod Jehovas pagt om præsteskabet fortsat ved magt?
18 Hvis solen holdt op med at skinne og jorden holdt op med at dreje om sin akse, ville Jehova også bryde sine pagter med David og levitterne. Men nej! Den almægtige Gud mangfoldiggjorde Davids „afkom“ gennem de næste mere end 600 år indtil hans evige arving, Jesus Kristus, kom. Jesus blev modbilledet på ypperstepræsten Aron, og han blev også kongepræst i lighed med Melkisedek. (Sl. 110:1-4; 1 Mos. 14:18-20; Zak. 6:13; Hebr. 6:20 til 7:3) Trods de ulykker der ramte Jerusalem og dets tempel, stod Jehovas pagter således fortsat ved magt.
19. Med hvilket billede viste Jehova at han aldrig ville bryde sit løfte med David om et evigt rige?
19 Da den babyloniske hær under kong Nebukadnezar belejrede Jerusalem for anden gang, lød følgende profeti: „Og [Jehovas] ord kom til Jeremias således: Har du ikke lagt mærke til, hvorledes dette folk siger: ’De to slægter [Jehova] udvalgte, har han forkastet!’ Og de smæder mit folk, fordi det i deres øjne ikke mer er et folk. Så siger [Jehova]: Hvis jeg ikke har fastsat min pagt med dag og nat, givet love for himmel og jord, så vil jeg også forkaste Jakobs afkom og min tjener David og ikke af hans afkom tage herskere over Abrahams, Isaks og Jakobs afkom; thi jeg vender deres skæbne [jeg vil lade de fangne af dem vende tilbage, NW] og forbarmer mig over dem.“ — Jer. 33:23-26.
20. Hvad hændte på Jeremias’ tid som fik det til at se ud som om Jehova ikke længere ønskede at riget og den sande tilbedelse skulle fortsætte på jorden?
20 Inden et år efter at denne profeti var blevet udtalt, blev Jerusalem stormet og ødelagt. De jøder der overlevede blev taget til fange, og de fleste af dem blev ført med til det fjerne Babylon. Det så i sandhed ud som om Jehova havde forkastet „de to slægter“ som han engang havde udvalgt. Situationen forekom håbløs både for Davids kongeslægt og for præsteslægten, der stammede fra Aron, Israels første ypperstepræst. I modsætning til hvad himmelens og jordens Skaber havde sagt, lod det til at Jehova havde brudt sine pagter med kongeslægten og præsteslægten. Det var et spørgsmål om der nogen sinde igen ville komme et teokratisk styre på jorden og en genoplivelse af den sande tilbedelse!
21. Hvordan viste Jehova sig at være konsekvent med hensyn til sine pagter, til gavn for de landflygtige israelitter?
21 Imidlertid ophørte dag og nat ikke efter denne nationale katastrofe, og himmelens og jordens love holdt ikke op med at gælde. Når Skaberen ikke brød sine pagter med disse livløse ting i universet, kunne man heller ikke med rette forvente at han ville bryde sine pagter med sine fornuftbegavede skabninger — pagterne om hans rige og om den rene tilbedelse af ham. Det har han heller ikke gjort! Han forbarmede sig i sandhed over Abrahams, Isaks og Jakobs afkom. Efter 70 år i landflygtighed blev israelitterne hentet hjem til deres gudgivne hjemland.
22. Hvordan opfyldte Gud sin pagt om en „retfærds spire“ til gavn for sit genrejste folk, og hvad beviser dette om Guds løfte?
22 Det var til dette genrejste folk at den retfærdige „spire“, Jesus Kristus, kom for 1900 år siden. Guds pagtsløfter strandede ikke på Jesu martyrdød i år 33, for Gud herliggjorde ham i himlene. Dér lever Jesus, ifølge sit eget udsagn, „i evighedernes evigheder“. (Åb. 1:18) Og dér har Jehova indsat ham som konge i den lovede verdensregering. Guds løfte har været pålideligt!
[Illustration på side 15]
Lige så sikkert som solen står op hver dag, lige så sikkert vil Gud holde sit løfte