Styrket til at tale Jehovas ord
„Så siger [Jehova]: . . . tal . . . alle de ord, jeg har pålagt dig at tale til dem; udelad ikke et ord!“ — Jer. 26:2.
1. Hvordan var Jeremias som profet, og hvordan styrkede Jehova ham?
JEREMIAS var trofast som profet. Han forkyndte nidkært Jehovas „ord“, og derfor nedkaldte hele folket ondt over ham. Men da han råbte til Jehova og bad om udfrielse, beroligede hans Gud ham med disse ord: „Jeg gør dig for dette folk til en kobbermur, ingen kan storme; de skal kæmpe mod dig, men ikke få overhånd over dig, thi jeg er med dig for at frelse og redde dig.“ Med den udtalelse styrkede Jehova Jeremias til at holde ud. — Jer. 15:10, 15, 20.
2. Hvilke attråværdige egenskaber havde Jeremias? (Hebr. 13:6)
2 Jeremias forkyndte lydigt Jehovas stærke domsbudskab, „alle de ord“ Jehova pålagde ham at tale. Han ’udelod ikke et ord’. (Jer. 26:2) Han tog bladet fra munden da han afslørede de onde gerninger jødefolkets herskere såvel som deres undersåtter gjorde sig skyldige i. Dette krævede mod af Jeremias, og desuden krævede det at han uforbeholdent troede på at Jehova havde magt til at holde sin profet oppe.
3. Hvem tjener som en nutidig „Jeremias“, og hvilken pagt er de blevet ført ind i?
3 Tilsvarende har Jehova i nutiden oprejst den lille rest af sine salvede vidner for at den kan tjene som en Jeremias-skare, især inden for den hykleriske kristenheds område. Restens medlemmer må også tale ’alle de ord Jehova har pålagt’ dem at tale. Disse ord indeholder ikke alene et budskab om dom over alle lande inden for og uden for kristenheden; de bringer også opmuntring og håb til den sande kristne menighed. De åndelige israelitter er blevet ført ind i den ’nye pagt’ som profeten beskriver i glødende vendinger i Jeremias 31:33, 34:
„Dette er den pagt, jeg efter hine dage slutter med Israels hus, lyder det fra [Jehova]: Jeg giver min lov i deres indre og skriver den på deres hjerter, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ven skal ikke mere lære sin ven eller broder sin broder og sige: ’Kend [Jehova]’ Thi de skal alle kende mig fra den mindste til den største, lyder det fra [Jehova]; thi jeg tilgiver deres brøde og kommer ikke mer deres synd i hu.“
4. Hvad ser Guds folk frem til i lighed med Abraham? (Hebr. 13:12-15)
4 Til denne åndelige „Israels æt“ bygger Jehova en himmelsk by, der aldrig nogen sinde skal oprykkes eller nedrives. (Jævnfør Hebræerbrevet 9:13-15.) Dette fremtidsperspektiv minder os om at Jehova styrkede den trofaste Abraham ved at give ham håbet om „byen som havde virkelige grundvolde, byen hvis bygmester og skaber er Gud“. (Hebr. 11:10) Og nu lever vi på den dag da Kristi brud, „den hellige by, det ny Jerusalem,“ nærmer sig sin fuldførelse i himmelen, hvorfra den billedlig talt vil „komme ned“ for at skænke menneskeslægten velsignelser til evig tid. — Åb. 21:2-5, 9.
5. (a) Hvilke „ord“ bør vi ivrigt gøre kendt for andre? (b) Hvilke to sider er der ved det budskab Jeremias-skaren skal forkynde? (Jævnfør Esajas 61:1, 2.)
5 Denne by er det himmelske rige hvortil Jehova som en hyrde leder resten af sine får ved Jesus Kristus. Nu i tiden tjener de ældste blandt disse får som trofaste underhyrder for Guds indsamlede folk på jorden. (Jer. 23:3, 4) De er ambassadører for det rige der styres af ’den retfærdige spire’, den større David, Jesus Kristus, om hvem det siges i profetien:
„Han skal herske som konge og handle viselig og øve ret og retfærd i landet. . . . Og det navn, man skal give ham, er: [Jehova] vor Retfærdighed.“ (Jer. 23:5, 6; jævnfør Esajas 32:1, 2; Andet Korinterbrev 5:20.)
Vi bør ivrigt gøre Jehovas „ord“ om dette retfærdsrige kendt for andre! Men Jehova pålægger også nutidens Jeremias-skare at forkynde et domsbudskab!
Kristenheden dømt
6. Hvordan passer Jeremias’ ord på kristenhedens præster?
6 Kristenhedens præster hævder at de er kristne. Men bekræfter deres lære og deres gerninger at de er det? Eller ligner de snarere de religiøse ledere på Jeremias’ tid? Om disse sagde Jeremias:
„De fanger mennesker. Som et bur er fuldt af fugle, således er deres huse fulde af svig; derfor blev de store og rige.“ (Jer. 5:26, 27)
Kristenhedens præster har hvervet mennesker, enten ved at tiltrække dem med et skin af gudsfrygt eller ved at omvende dem med sværd, som i kolonitiden. Men deres religion bygger på gamle babyloniske mysterier og ikke på Guds ord. (Åb. 17:5) Deres gud er en forvirrende „treenighed“. Med deres falske lære om at sjælen er udødelig har de fået mange mennesker til at frygte for et brændende helvede, og de har skaffet sig økonomisk gevinst ved at fremsige bønner for mennesker der formodedes at lide i en opdigtet skærsild. De tilbeder korset, som ægypterne gjorde det længe før Kristi tid. De forsyner deres helgenbilleder med glorier og rosenkranse, som man gør det inden for østens religioner.
„De er tykke og fede; og så strømmer de over med onde ord.“ — Jer. 5:28.
7. I hvilke henseender ligner mange inden for kristenheden Jerusalems indbyggere på Jeremias’ tid?
7 På Jeremias’ tid valgte flertallet blandt folket at blive inden for den forkastede tingenes ordning. De elskede dens uærlighed, dens fordærv og dens umoralitet. Gælder det samme ikke mange mennesker inden for kristenheden i dag? Jehova afsiger denne dom:
„Skulle jeg ikke hjemsøge sligt? lyder det fra [Jehova]; skulle min sjæl da ikke tage hævn over sligt et folk? Gyselige, grufulde ting går i svang i landet; profeterne profeterer løgn, præsterne skraber til sig, og mit folk vil have det så.“ (Jer. 5:29-31)
Lad blot præsterne fortsætte med at forkynde falske babyloniske lærdomme. Lad dem blot træde frem i rampelyset støttet af korrupte politikere. Lad dem blot lukke øjnene for, eller endda bidrage til, fri sex, homoseksualitet, hasardspil og andre handlinger som fordømmes i Guds ord. Det er måske nok populært at give sig af med noget sådant; det tiltaler masserne, og der er sikkert mange som „vil have det så“. Men Gud erklærer at han vil eksekvere dommen over sådanne religiøse hyklere i meget nær fremtid.
8. Hvad er dommen over Silo en profetisk skildring af? (Jer. 7:12)
8 Tidligt i Israels historie, på dommernes tid, stod tabernaklet og Jehovas ark i Silo. Men præsterne blev med tiden så efterladende, fordærvede og umoralske at Jehova måtte gribe ind. Israel led et knusende nederlag i en kamp med filisterne, arken blev taget som bytte og ypperstepræsten Eli og hans umoralske sønner døde. (1 Sam. 2:12-29; 4:2-18; 3:10-14) Ifølge Jehovas ord blev Jerusalem på Jeremias’ tid dømt til at lide samme straf som Silo:
„Og nu, fordi I øver alle disse gerninger, lyder det fra [Jehova], og fordi I ikke ville høre, når jeg årle og silde talede til eder, eller svare, når jeg kaldte på eder, derfor vil jeg gøre med huset, som mit navn nævnes over, og som I stoler på, og med stedet, jeg gav eder og eders fædre, ligesom jeg gjorde med Silo.“ (Jer. 7:13, 14)
Inden for kristenhedens kirker og trosretninger, der hævder at have et forhold til Gud ved Kristus Jesus, ville man gøre klogt i at give agt på disse ord.
9, 10. (a) Nævn en modsætning mellem kristenhedens gerninger og de sande kristnes gerninger. (b) Hvordan betragter kristenhedens religiøse ledere, som profeteret, det moralske forfald og fredsbestræbelserne? (c) Hvordan kommer den virkelige fred?
9 Til kristenhedens „gerninger“ hører at den har støttet menneskers fredsplaner, skønt Jesus lærte de sande kristne at bede om at Guds rige måtte skabe fred på jorden. (Matt. 6:10) Både katolske og protestantiske religiøse ledere har hyldet De forenede Nationer som ’menneskets sidste håb om fred’. Samtidig bejler de til politikernes gunst ved at give deres velsignelse og støtte til FNs medlemsnationer, der ruster for den enorme sum af 2100 milliarder kroner om året. Jeremias’ ord passer godt på de religiøse ledere i nutidens „Jerusalem“, kristenhedens område:
„Fra små til store søger hver eneste vinding, de farer alle med løgn fra profet til præst. De læger mit folks brøst som den simpleste sag, idet de siger: ’Fred, fred!’ skønt der ikke er fred.“ — Jer. 6:13, 14; se også 8:11; 14:13-16; 23:17-20.
10 Kristenhedens religiøse ledere slår det moralske forfald i deres menigheder hen som ingenting; de siger at alt er i orden, skønt fakta er at tilstanden er meget sørgelig og fortjener Guds straf. Og hvad vil deres råb om „Fred, fred!“ føre til? Apostelen Paulus svarer: „Når de siger: ’Fred og sikkerhed!’ da vil en pludselig undergang komme over dem ligesom veerne over den gravide kvinde; og de skal afgjort ikke undslippe.“ (1 Tess. 5:3) For freden kommer ikke som følge af planer lagt af nationer der ruster hektisk til kernekrig; nej, den bliver indført af Guds rige når det har udslettet de krigsophidsende nationer. — Dan. 2:44.
11. Drag en sammenligning mellem kristenhedens blodskyld og det frafaldne Jerusalems blodskyld.
11 Siden „nationernes fastsatte tider“ udløb i 1914 har disse nationer i vrede ofret 69 millioner menneskeliv i to verdenskrige, og yderligere mange andre i mindre konflikter. (Luk. 21:24) Præster har velsignet disse konflikter, og begge stridens parter har haft deres feltpræster. Ved at godkende ofringen af menneskeliv er kristenhedens præsteskab kommet til at ligne det frafaldne Jerusalem, som Jehova fordømte:
„Endog findes blod på dine hænder af fattige, skyldfri sjæle.“
„Så siger Hærskarers [Jehova], Israels Gud: Se, jeg sender over dette sted en ulykke, så det skal ringe for ørerne på enhver, der hører derom, fordi de forlod mig og . . . fyldte dette sted med skyldfries blod.“
Jehova straffede Judas indbyggere hårdt fordi de ’brændte deres børn i ild som brændofre’. Folkene i kristenheden gør sig tjenlige til at blive ramt af en lignende straf. — Jer. 2:34; 19:3-5; se også 7:31.
12. Nævn nogle af de religiøse fester kristenheden fejrer men som fordømmes i Guds ord, og påpeg ligheden mellem disse og det gamle Jerusalems religiøse fester.
12 Kristenhedens kirker og trosretninger har imidlertid gjort andet og mere end at pådrage sig blodskyld. De har antaget læresætninger og et formvæsen der stammer direkte fra det gamle Babylon, kilden til den falske religions umådelige verdensimperium. Deres jul, deres form for påske og mange andre af deres religiøse fester kan spores tilbage til den førkristne tids religioner. Tag for eksempel deres påskefest. På andre sprog end dansk, for eksempel engelsk og tysk, betegnes denne fest med et ord der stammer fra den fønikiske frugtbarheds- og kærlighedsgudinde Astarte! Om lignende fester på Jeremias’ tid sagde Jehova:
„Børnene sanker brænde, fædrene tænder ild, og kvinderne ælter dej for at bage offerkager til Himmelens Dronning og udgyde drikofre for fremmede guder og krænke mig. . . . Derfor, så siger den Herre [Jehova]: Se, min vrede og harme udgyder sig over dette sted.“ — Jer. 7:18-20.
„Opbygge og plante“
13. Hvilke to sider er der ved det arbejde Jeremias-skaren udfører nu?
13 Vor tids Jeremias-skare har nu forkyndt Guds domme over kristenheden i omkring 60 år. Den tid er nær da disse domme skal eksekveres. Dette siger os at der skal udføres et arbejde med at ’oprykke, nedbryde, ødelægge og nedrive’ den falske religions vildfarelser. Vi forstår også at der skal ’opbygges og plantes’, det vil sige at oprigtige mennesker skal gøres bekendt med „den gode nyhed“ at Guds rige vil erstatte det nuværende fordærvede styre på jorden. Desuden skal der i deres hjerter opbygges taknemmelighed mod Jehova, taknemmelighed over hans godhed og over at han har skabt mulighed for at de kan opnå evigt liv under paradisiske forhold på grundlag af Jesu Kristi offer. — Åb. 7:9-17.
14. Hvordan opfyldes illustrationen i Jeremias, kapitel 24?
14 Ifølge Jeremias’ bog, kapitel 24, gav Jehova profeten et syn af to kurve med figner, anbragt foran Jehovas tempel. I den ene kurv var der dårlige figner; de skildrede de mennesker der ikke handler i tro på Jehovas løfter og derfor må kastes bort. De gode figner var „såre gode“; de skildrede i første instans de jøder der handlede i tro og vendte hjem fra Babylon for efter halvfjerds års landflygtighed at genoprette tilbedelsen af Jehova i Jerusalem. I den nutidige opfyldelse skildrer disse figner den trofaste rest der er vendt hjem fra fangenskabet i Babylon den Store, især fra de religiøse organisationer inden for kristenheden, siden 1919. Om disse, der nu atter er frie, og andre som siden har sluttet sig til dem, siger Jehova ved sin profet:
„Jeg vil fæste mine øjne på dem med velbehag og føre dem hjem til dette land. Jeg vil opbygge og ikke nedbryde dem, plante og ikke oprykke dem. Jeg giver dem hjerte til at kende mig, at jeg er [Jehova]; de skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud, når de omvender sig til mig af hele deres hjerte.“ (Jer. 24:6, 7)
Disse „såre gode figner“ opbygger et nært og fortroligt forhold til deres Gud, Jehova. Da de har den rette hjertetilstand sætter de ubetinget deres lid til at Jehova vil lede deres skridt. — Jer. 10:23, 24; 20:12, 13.
Dommen over folkene
15. Hvem gælder Jeremias’ domsbudskab i den nutidige opfyldelse?
15 Jeremias var en sand profet. Han talte i Jehovas navn og ledte folket til tilbedelsen af Jehova, og hvert eneste ord han udtalte om Jerusalem, Juda og de andre folk blev opfyldt. Den større opfyldelse af hans profeti vil lige så sikkert indtræffe i dag. Og læg mærke til at i den nutidige opfyldelse gælder dette domsbudskab ikke alene folkene inden for kristenheden, men alle folkene på hele jorden. Jehova bød Jeremias:
„Tag dette bæger med min vredes vin af min hånd og giv alle de folk, jeg sender dig til, at drikke deraf; de skal drikke og rave og rase for sværdet, jeg sender iblandt dem!“ (Jer. 25:15, 16)
Når alle de folk der modstår Guds retfærdige vilje er blevet udslettet, vil „denne verdens hersker“, Satan Djævelen, blive kastet i afgrunden. (Joh. 12:31; Åb. 19:11-16, 19, 21; 20:1-3) Dermed er der skabt mulighed for evig fred og lykke her på jorden. — Åb. 21:3-5.
16. (a) Hvorfor behøver vi ikke at frygte? (b) Hvilket godt eksempel har vi i Jehovas profeter?
16 Skulle det fylde os med frygt at vi nu står over for den endelige eksekvering af dommen? Skulle vi nære frygt for hvad fjenden vil kunne gøre os når vi frimodigt forkynder dette domsbudskab? Jeremias var ikke bange. Han frygtede kun Jehova. (Jer. 10:2-7) I lydighed mod Jehova stillede han sig hen i porten til Jehovas hus så alle kunne se ham, og her henledte han folkets opmærksomhed på de vederstyggeligheder der blev øvet i Guds navn. Som Jehova i tidligere tider „årle og silde“ havde rejst sig for at tale til dette folk ved sine profeter, således var profeten Jeremias også tidligt på færde for at udføre sit arbejde. Med dette gode eksempel for øje burde vi aldrig ’sove’ eller lade hænderne synke når Jehovas arbejde skal gøres! — Jer. 7:1, 2, 13, 14; 25:3, 4.
17. Hvor omfattende bliver den udslettelse Jehova iværksætter?
17 Mens vi forkynder at folkene og rigerne skal ’nedrives’ og erstattes med Guds rige, ser vi tillidsfuldt frem til at Jehova skal afgøre sit mellemværende med folkene. Han har fastsat en tid, og når den er inde slår han til! Ingen af de onde undslipper. Det bliver en fuldstændig tilintetgørelse:
„[Jehovas] slagne skal på den dag ligge fra jordens ene ende til den anden; der skal ikke holdes klage over dem, og de skal ikke sankes og jordes; de skal blive til gødning på marken.“
Når ødelæggelsens uvejr farer hen over jorden vil folkenes „hyrder“ og hjordens „ypperste“ jamre og skrige, og „som en kostelig skål skal [de] splintres“. Det vækker bestyrtelse, som når en kostbar vase falder ned og går itu. Alle folkene „lægges øde, for [Jehovas] glødende vrede“. — Jer. 25:21-37.
18. (a) Hvilken udfrielse vil oprigtige mennesker erfare? (b) I hvilket løfte vil vi til enhver tid kunne hente styrke?
18 Blandt alle folkene er der lykkeligvis oprigtige mennesker som hører om Jehovas godhed og slutter sig til Jeremias-skaren. De vil blive udfriet når Jehovas glødende vrede bryder løs og alle folkene må drikke ødelæggelsens bitre drik. (Jer. 25:17) Eksekveringen af denne dom nærmer sig hastigt! Endnu en kort tid vil Guds fjender kunne kæmpe mod Jeremias-skaren og dem der har sluttet sig til den. Men som „en kobbermur“ vil vi blive ved med at modstå de angreb fjenden retter mod os for at hindre os i at tale „alle de ord“ Jehova har pålagt os at tale. Vi vil til enhver tid hente styrke i hans løfte: „De skal kæmpe mod dig, men ikke få overhånd over dig, thi jeg er med dig for at frelse og redde dig, lyder det fra [Jehova].“ — Jer. 15:20.