Tjen „folkenes konge“ og overlev

 1. Vil verdensherskerne i dag ændre kurs på grund af det Jeremias-skaren siger, hvis man skal tage efter det mønster der blev sat af kong Jojakim og hans efterfølger, hans broder Zedekias?

TÆNK om de verdslige herskere — specielt i de såkaldt kristne lande — anerkendte at der findes en nutidig Jeremias-skare. Tænk om de sendte bud efter den for at høre hvad Jehovas profetiske ord siger om deres skæbne. Ville det mon betyde at de ændrede kurs og slog ind på den vej der ville føre til at de overlevede den forudsagte ’store trængsel’ der vil ramme verden? Nej, ikke hvis vi skal tage efter kong Zedekias af Judas eksempel. Kong Jojakim havde tvunget Jeremias og hans sekretær Baruk til at gå under jorden i en periode af ikke nærmere angivet varighed. Men hans broder Zedekias, den sidste judæiske konge i Jerusalem, optrådte endnu værre over for Jehovas trofaste vidne, Jeremias. Svarende til dette vil de verdslige herskere i vor tid fortsætte deres ubesindige kurs. Der står alt for mange politiske interesser på spil for dem. Det varsler ikke godt for deres undersåtter. — Jer. 37:2.

 2. Under hvilke omstændigheder sendte Zedekias bud til Jeremias og opfordrede ham til at bede for israelitterne, men hvad gav Jeremias udtryk for?

² Det var i Zedekias’ niende regeringsår. Babylonierne havde indledt deres tredje og sidste belejring af Jerusalem. Fra Ægypten kom tropper til undsætning, og for at afværge denne trussel trak de babyloniske belejrere sig tilbage. Det kunne se ud som om tiden var inde til at bede Jehova velsigne de ægyptiske hjælpetropper. Derfor sendte kong Zedekias bud til Jeremias og opfordrede ham: „Gå i forbøn for os hos [Jehova] vor Gud!“ Men Jehova havde pålagt Jeremias ikke at gøre dette. Jehova ville ikke høre en sådan bøn. (Jer. 37:3; 11:14; 14:11, 12) Af den grund gav Jeremias udtryk for at de ægyptiske hjælpetropper ville lide nederlag, idet han sagde til kong Zedekias at babylonierne ville vende tilbage og afbrænde Jerusalem. — Jer. 37:4-10.

 3. Hvornår lod Jerusalems fyrster Jeremias kaste i „fangehuset“?

³ Da babylonierne havde trukket sig bort fra byen, følte Jeremias sig fri til at forlade Jerusalem for at tage til præstebyen Anatot i Benjamins stammeområde. Men i Jerusalems nordport, Benjaminsporten, blev han arresteret og anklaget for at ville løbe over til babylonierne, hvilket han nægtede. Byens fyrster behandlede ham som en samfundsfjendtlig person, en forræder, og lod ham sætte i „fangehuset“, hvor han blev tilbageholdt „en tid lang“. (Jer. 37:11-16) Dette minder i høj grad om den måde Jeremias-skaren bliver behandlet på i dag!

 4. Hvordan rådede Jeremias kong Zedekias til at gøre det lettere for sig selv, og hvorfor blev Jeremias overført til vagtforgården?

⁴ Ville Jeremias, da han blev stillet ansigt til ansigt med kong Zedekias selv, mildne sit strenge budskab? Nej. Da kong Zedekias lod ham hente i arresten for i al hemmelighed at udspørge ham, fortalte han kongen rent ud at denne ville blive overgivet til babylonierne, der blev benyttet som Jehovas redskab. Hvad enten kongen overgav sig til dem frivilligt eller måtte tages til fange mod sin vilje, ville resultatet blive det samme. Jeremias gik ind for at kongen skulle gøre det lettere for sig selv. Han fyldte ikke kongen med falske forsikringer. Desuden påpegede han at han ikke havde syndet mod sit folk og dets konge, så af hvilken grund var han kastet i fængsel, hvor han sikkert ville lide en tidlig død? På hans anmodning overførte kong Zedekias ham derfor til vagtforgården, en slags militærfængsel. Her kom han til at leve af vand og brød. — Jer. 37:17-21.

Den kloge handlemåde er ikke samfundsundergravende

 5. Hvad burde kong Zedekias gøre over for det babyloniske verdensrige, og hvorfor var det nu op til undersåtterne at træffe deres egen beslutning?

⁵ Zedekias var blevet sat på tronen af kong Nebukadnezar. Men efter at have været Nebukadnezars vasalkonge i otte år havde han gjort oprør imod ham. Det rigtige ville have været at holde inde med oprøret og fredeligt underkaste sig det rige som Jehova havde ladet blive bibelhistoriens tredje verdensrige. Hvis han, kongen, nægtede at underkaste sig, ville det i det mindste tjene undersåtternes interesse at de gjorde det. Ja, de burde gøre som Jeremias havde forkyndt for folket i Jerusalem:

„Så siger [Jehova]: Den, der bliver i denne by, skal dø ved sværd, hunger og pest, men den, som overgiver sig til kaldæerne, skal leve og vinde sit liv som bytte; thi så siger [Jehova]: Denne by skal gives i Babels konges hærs hånd, og han skal indtage den.“ (Jer. 38:2, 3)

Kong Zedekias burde have været den første til at følge dette inspirerede råd. Men eftersom han ikke gjorde det, var det op til hans undersåtter som enkeltpersoner at handle i tro efter Jehovas anvisninger.

 6. Hvorfor lod fyrsterne Jeremias kaste i kongesønnens cisterne?

⁶ Jerusalems fyrster krævede at Jeremias skulle dø, idet de hævdede at han tog modet fra de væbnede styrker der forsvarede byen; han undergravede folkets kampvilje, sagde de. Uden kongens samtykke lod de derfor Jeremias kaste i en cisterne i vagtforgården, i Zedekias’ ’søn’ Malkijas hus. I bunden af cisternen sank Jeremias ned i dyndet. Nu var han afskåret fra selv at følge det råd han havde givet andre.

 7. Hvem kom nu Jeremias til undsætning, og under hvilke omstændigheder?

⁷ Netop som det så sortest ud for Jeremias, blev reb sænket ned i cisternen, med klude der skulle tjene som støtte under hans armhuler, hvorefter han blev trukket op af dybet. En ætiopisk eunuk ved navn Ebed-Melek, som var i kongens tjeneste, havde hørt om profetens sørgelige situation. Da han frygtede for at Jeremias skulle dø i den mudderfyldte cisterne, havde han dristet sig til at fremføre sagen for kongen. Kongen havde pålagt ham at tage 30 mand med for at trække Jeremias op. — Jer. 38:10-12.

 8, 9. (a) Hvordan undgik Jeremias, i en hemmelig samtale med kong Zedekias, at føle sig presset til at optræde som en falsk profet? (b) Hvilket råd fik Zedekias endnu en gang, og hvilke valgmuligheder havde han?

⁸ Kong Zedekias, på hvis ordre Jeremias var blevet reddet, anmodede om endnu en samtale med ham i hemmelighed, denne gang i en indgang til templet. Zedekias svor ved den livgivende Gud på at han ikke ville lade profeten dræbe når denne nu fortalte ham sandheden fra Gud; men han lovede ikke at følge profetens ord. Befriet for truslen om døden, en trussel der kunne have gjort ham til en falsk profet, fremsatte Jeremias det selv samme budskab som tidligere havde bragt ham i fare for at miste livet:

⁹ ’Kong Zedekias, enten må du selv som konge overgive Jerusalem til kaldæerne, eller også vil Jehova give byen i kaldæernes hånd så de afbrænder den. Vær ikke bange for at blive spottet af de jøder der allerede har fulgt mit råd og er løbet over til belejrerne. Men hvad nu hvis du ikke overgiver dig? Så vil de kvinder der overlever, blive ført ud mens de synger om hvordan dine gode venner forledte dig og tvang dig og forræderisk ledte din fod i en sump mens de selv tog flugten. Også dine hustruer og børn vil blive ført ud som fanger. Og du selv vil ikke undslippe Babels konges hånd. Du vil blive skyld i at byen bliver afbrændt!’ — Jer. 38:17-23.

10. Hvordan gjorde Jeremias det lettere for kong Zedekias, og indtil hvornår sad han i forvaring i vagtforgården?

¹⁰ Det var Jerusalems fyrster der optrådte som kong Zedekias’ „gode venner“. Af frygt for disse „venner“ pålagde kongen Jeremias under trussel om døden ikke at fortælle dem noget om samtalens indhold hvis de spurgte. Jeremias skulle blot afvise deres spørgsmål ved at sige at han havde været i audiens hos kongen fordi han ikke ønskede at blive bragt tilbage til fængselet i statsskriveren Jonatans hus for at dø der. Ved ikke at fortælle fyrsterne den fulde sandhed om den hemmelige samtale, ville han gøre det lettere for kongen. I overensstemmelse med de oplysninger Jeremias gav de mistænksomme fyrster, blev han holdt som fange et andet sted, nemlig i vagtforgården. Dér forblev han indespærret indtil den niende dag i den fjerde måned (tammuz) 607 f.v.t., da babylonierne gennembrød Jerusalems mur, indtog byen og jog kong Zedekias og hans hær på flugt. — 2 Kong. 25:2-5.

11. Hvorfor kunne de indesluttede jøder ikke undslippe gennem Midterporten den dag Jerusalem faldt?

¹¹ Som Jeremias havde advaret, måtte Jehova — på hvis jordiske trone i Jerusalem kong Zedekias havde siddet — således overgive byen til dens belejrere. Denne sommerdag, den 9. tammuz 607 f.v.t., sad der derfor ingen jødiske dommere i Jerusalems Midterport for at behandle retssager, men derimod fem babyloniske fyrster, hvis navne oplyses i beretningen. Følgelig havde de indespærrede jøder ingen mulighed for at undslippe ad denne vej. — Jer. 39:1-3 (v. 3, se NW); 1 Krøn. 29:23.

12. Hvordan gik det til at kong Zedekias ikke undgik opfyldelsen af Jeremias’ profeti om ham, og hvad blev han tvunget til at se da han blev stedt for kong Nebukadnezar?

¹² Da kong Zedekias og hans soldater i ly af mørket flygtede fra den overvundne by, har han måske lykønsket sig selv med at det var lykkedes ham at undgå opfyldelsen af Jeremias’ dystre profeti om ham. Men han nåede ikke ned til sin allierede, Farao Hofra i Ægypten. (Jer. 44:30) De babyloniske forfølgere indhentede ham på Jerikosletten, i dalsænkningen eller Araba, nogle kilometer nordøst for Jerusalem. Som fange blev han ført mod nord til byen Ribla i Hamats land, for at han der kunne møde kong Nebukadnezar. Før Zedekias på Nebukadnezars befaling blev blindet, blev han tvunget til at overvære det frygtelige syn det var at se sine egne sønner blive dræbt. Mange af hans hofmænd og øverste militærfolk blev også dræbt. Ypperstepræsten Seraja og hans assistent, Zefanja, der ikke havde støttet deres kollega, Jeremias, blev ligeledes dræbt, sammen med tre af templets dørvogtere. — 2 Kong. 25:6, 7, 18-21.

13. (a) Hvordan har disse historiske begivenheder relation til 1914? (b) Hvorfor er det logisk at spørge om Ebed-Melek er et billede på en skare i dag, og hvad er svaret?

¹³ Har alle disse historiske begivenheder i fortiden nogen relation til vort 20. århundrede? Ja! Omkring to månemåneder efter ulykken over kong Zedekias blev hans rige, Judas land, efterladt fuldstændig øde. Da begyndte nationernes „syv tider“, „hedningernes tider“, som strakte sig over en periode på 2520 år og udløb i 1914. (Dan. 4; Luk. 21:24, da. aut.) Det der i dag svarer til Jerusalem på kong Zedekias’ tid, nærmer sig nu sin ødelæggelse, ifølge den dom der er afsagt af Jehova, „folkenes konge“. (Jer. 10:7) Det er derfor meget passende at der i vor kritiske tid findes en skare tilbedere af Jehova Gud som blev forudskildret ved profetpræsten Jeremias. I lyset af dette kan vi med rette spørge: Findes der også en skare mennesker som blev forudskildret ved den ætiopiske eunuk der viste velvilje over for Jeremias, nemlig Ebed-Melek, der stod i kong Zedekias’ tjeneste? De faktiske forhold viser at svaret er ja.

14. (a) Hvilken hudfarve havde Ebed-Melek? (b) Hvorfor søgte han ikke at undslippe fra Jerusalem sammen med sin konge?

¹⁴ Ebed-Melek forsøgte ikke at undslippe fra Jerusalem sammen med sin konge, Zedekias. Han var ætioper, en mand af den nationalitet hvorom Jeremias havde spurgt: „Mon en Æthioper kan omskifte sin Hud, eller et Pantherdyr sine Pletter?“ (Jer. 13:23, Kalkar) Ebed-Melek var sort,a og i Byingtons bibeloversættelse kaldes han „negeren Ebed-Melek“. (Jer. 38:7, 12; 39:16) Han behøvede ikke at flygte fra Jerusalem for at finde sikkerhed. Jeremias’ Gud havde lovet ham at han ville blive reddet. Efter at vi har fået at vide hvad der skete med nogle af de fattigste jøder og med Jeremias, følger derfor en fortsættelse af beretningen fra Jeremias 38:28. I Moffatts oversættelse, A New Translation of the Bible, er vers 15 til 18 i kapitel 39 endda flyttet hen efter Jeremias 38:28, så oplysningerne om Ebed-Melek læses som en sammenhængende beretning.

15. (a) Hvornår kom Jehovas ord om Ebed-Melek til Jeremias? (b) Hvordan lød budskabet om den ætiopiske eunuk?

¹⁵ De følgende vers beskriver altså noget som skete før Jerusalem faldt for de babyloniske belejrere den 9. tammuz 607 f.v.t., i kong Zedekias’ 11. regeringsår:

„Medens Jeremias sad fængslet i vagtforgården [og før de jødiske soldater flygtede derfra ved Jerusalems fald], kom [Jehovas] ord til ham således: Gå hen og sig til ætioperen Ebed-Melek: Så siger Hærskarers [Jehova], Israels Gud: Se, jeg lader mine ord gå i opfyldelse på denne by til ulykke og ikke til lykke, og du skal have dem i tankerne på hin dag. Men på hin dag redder jeg dig, lyder det fra [Jehova], og du skal ikke gives i de mænds hånd, for hvem du frygter; thi jeg vil frelse dig, så du ikke falder for sværdet [babyloniernes sværd], og du skal vinde dit liv som bytte, fordi du stolede på mig, lyder det fra [Jehova].“ — Jer. 39:15-18.

16. Hvad kunne Ebed-Melek glæde sig over som dem der glæder sig over et krigsbytte, og hvad er bevaret selv om vi ikke ved hvordan det videre gik ham?

¹⁶ Ved Jerusalems fald lagde denne ven af Jehovas profet derfor sit liv i Jeremias’ Guds hånd. Om han blev deporteret til Babylon og led en naturlig død der, eller blev ladt tilbage i Judas land som hørende til den fattige befolkning under statholderen Gedalja, ved vi ikke. Under alle omstændigheder mistede han ikke livet for de babyloniske soldaters hånd, men fik lov at beholde sit liv som en der glæder sig over et bytte. Han kunne fortsætte med at tilbede den Gud han havde sat sin lid til, den Gud hvis profet han havde reddet fra døden i den dyndfyldte cisterne i det belejrede Jerusalem. Ved at redde Jeremias havde han uden tvivl pådraget sig fyrsternes had, men han skulle ikke gives i deres hånd så de kunne hævne sig på ham. Under Jehovas beskyttelse havde han ingen grund til at være bange for hvad disse fyrster kunne finde på at gøre ved ham til gengæld. Her forsvinder Ebed-Melek ud af bibelhistorien, men hans navn er ikke glemt, og heller ikke Guds løfte til ham.

Ebed-Meleks nutidige modstykke

17. Hvad betyder navnet Ebed-Melek, og hvordan svarede han til sit navn?

¹⁷ Hvem er så Ebed-Meleks modstykke i forbindelse med den nutidige Jeremias-skare? Hvordan Ebed-Melek fik sit navn ved vi ikke, men hans navn betyder „En konges tjener“ eller „Kongens tjener“. Eftersom han kaldes eunuk, var han uden tvivl kastreretb og berøvet muligheden for at sætte børn i verden. Men i overensstemmelse med sit navn tjente han ved kongens hof i Jerusalem. Og på grund af sin tillid til Jehova tjente han ikke blot en jordisk konge. I overensstemmelse med at Zedekias’ trone i Jerusalem blev betegnet som ’Jehovas trone’, viste Ebed-Melek sig at tjene „folkenes konge“, Jehova. (1 Krøn. 29:23) For sin tjeneste for Jehovas forbilledlige kongedømme i Judas land blev han rigt belønnet, idet han blev bevaret i live da det utro Jerusalem blev ødelagt.

18. Hvem er Ebed-Melek et billede på, at dømme efter beskrivelsen i Åbenbaringen 7:14, 15?

¹⁸ Med hensyn til at blive bevaret i live under „den store trængsel“ der vil ramme kristenheden, siger Åbenbaringen 7:14, 15 følgende om ’den store skare’ som beskrives dér: „Det er dem der kommer ud af den store trængsel, og de har vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor er de foran Guds trone; og de yder ham hellig tjeneste dag og nat i hans tempel.“ Det er denne skare — ’den store skare’ som overlever „den store trængsel“ — der blev forudskildret ved Ebed-Melek, som var fremtrædende blandt dem der overlevede Jerusalems ødelæggelse.

19. Hvad er Ebed-Melek-skarens højeste ønske, og hvad er den villig til at udsætte sig for på grund af Jeremias-skaren?

¹⁹ Medlemmerne af denne skare lærer virkelig at frygte Jehova og at sætte deres lid til ham. Deres højeste ønske er at tjene universets Suveræn, „folkenes konge“, fremfor at tjene menneskeskabte regeringers politiske herskere og konger. De har set hvordan magtsyge herskere, som Adolf Hitler, der kom til magten i Tyskland i 1933, har forsøgt og stadig forsøger at udrydde Jehovas salvede rest, der billedligt blev fremstillet ved profeten Jeremias. Derfor gør Ebed-Melek-skaren indsigelse og fremsætter en appel i et modigt forsøg på at hjælpe Jeremias-skaren, selv om det betyder at den udsætter sig for had og forfølgelse fra Jeremias-skarens religiøse og politiske fjenders side.

20, 21. (a) Siden hvornår har Ebed-Melek-skaren især vist sig? (b) Hvordan søger den at efterligne Ebed-Melek på Jeremias’ tid, og hvad opfordrer den alle til at gøre i forbindelse med den falske religions verdensimperium?

²⁰ Denne skare, der altså støtter resten af Jehovas salvede vidner, har navnlig vist sig fra og med 1935, da det blev forklaret hvem der udgør ’den store skare’ som skal overleve „den store trængsel“.

²¹ Hvad enten Ebed-Melek-skarens medlemmer har indflydelse i regeringskredse i kristenheden eller ej, er de aldrig gået ind for det religiøst-politiske forsøg på at berøve Jeremias-skaren livet eller hindre den i at udføre sin offentlige tjeneste for Jehova på en virkningsfuld måde (svarende til at Jeremias blev sænket ned i den dyndfyldte cisterne i vagtforgården). Til trods for at det har udsat dem for de politiske og religiøse myndigheders misbilligelse — hvilket måske kunne vække frygt iblandt dem — har de gjort alt hvad de kunne for at trække Jeremias-skaren op af uvirksomhedens dyndfyldte „cisterne“. Til den dag i dag har de modigt stået ved Jeremias-skarens side overalt i verden for at forkynde dommen over kristenheden og den falske religions verdensimperium, Babylon den Store. De opfordrer alle slags mennesker til at forlade denne dødsdømte tingenes ordning og stille sig på Jehovas eksekutionsstyrkers side under en hærfører som er større end Nebukadnezar, nemlig Jesus Kristus. På denne måde viser de at de har sat deres fulde lid til Jehova, „folkenes konge“.

22. Hvilket symbolsk sværd vil denne skare ikke falde for?

²² På grund af sin urokkelige hengivenhed for Jehova og hans nutidige Jeremias-skare, er Ebed-Melek-skaren genstand for Jehovas kærlighed. Jehova har lovet at den ikke vil falde for „sværdet“ i den forestående ’krig på Guds, den Almægtiges, store dag’ ved Harmagedon. — Åb. 16:13-16.

23. Hvilket bytte vil medlemmerne af denne skare vinde, og hvordan har de handlet ligesom fårene i Jesu lignelse i Mattæus 25:31-34?

²³ Som løn fra Jehova vil de der hører til denne skare bevare deres jordiske liv, ja vinde deres liv som krigsbytte. Ligesom de symbolske får i Jesu lignelse om fårene og bukkene, har de gjort godt mod resten af Kristi åndelige brødre. Da disse var „i fængsel“, i en dyndfyldt „cisterne“ eller i en dødscelle, har de åbent eller i hemmelighed besøgt dem og har medvirket til at udfri dem til yderligere virksomhed i den storslåede afslutningsfase af Jehovas vidnegerning midt i den dødsdømte tingenes ordning. — Matt. 25:31-36, 46.

24. Hvad takker Jeremias-skaren Gud for, og hvad vil de to skarer gøre efter at de har overlevet „den store trængsel“?

²⁴ Lad det være kendt overalt at Jeremias-skaren takker Jehova fordi han har oprejst den store skare „andre får“, som forud blev skildret ved den ætiopiske eunuk Ebed-Melek, der levede i de sidste dage for det utro Jerusalem, hovedstaden i Juda rige. Jeremias-skaren vil føle usigelig glæde når den overlever „den store trængsel“ med Ebed-Melek-skaren ved sin side. Skulder ved skulder vil de samarbejde i den nye orden, som de vil blive ført ind i under Kristi tusindårige styre. At de bliver ført ind i denne storslåede nye orden vil være lønnen for at de nu har tjent universets Suveræn, Jehova, „folkenes konge“.

Artiklerne om Jeremias’ profeti fortsættes i Vagttårnet for 1. juni 1980.

[Fodnoter]

[Illustration på side 20]

Ebed-Melek, hjulpet af 30 mand, redder Jeremias