Hold trofast ud
„Dine øjne, Jehova, er de ikke vendt mod trofasthed?“ — Jer. 5:3, NW.
1. Hvilken modsætning var der mellem Jerusalems indbyggeres handlemåde og Jeremias’?
JEHOVA spurgte med tanke på fortidens Jerusalem: „Hvi falder da dette folk . . . fra i evigt frafald?“ Spørgsmålet skyldtes at Jerusalems indbyggere ikke angrede deres ondskab men fremturede „som hest stormer frem i strid“. Deres kødelige måde at betragte tingene på førte til ulykke for dem; der siges om dem at de ’ej kendte Jehovas ret’. (Jer. 8:5-7) Som en slående modsætning hertil forblev Jeremias trofast. I 40 år, til Jerusalems ødelæggelse og længere endnu, forkyndte han Jehovas domme og fuldførte dermed sin opgave.
2. Påpeg ligheden mellem den situation Jeremias stod i og den Guds folk i dag står i, med hensyn til en kommende trængsel. (Jer. 4:5, 6; 6:1)
2 Det ser ud til at Jeremias ikke på forhånd vidste hvilken dag eller time Jerusalems ødelæggelse ville indtræffe. Men han var opmærksom på en tidende der kom med „vældigt drøn fra nordens land“ — Babylon. Han vidste at ødelæggelseshærene nærmede sig, og at Guds domme med sikkerhed ville blive eksekveret. Tilsvarende ser Jehovas folk i dag tydeligt tegnet på at vi nærmer os „trængselsdage af en sådan art som der ikke har været fra begyndelsen af skabningen“. — Jer. 10:22; Mark. 13:4, 19.
3. (a) Hvad har vor tids Jehovas vidner forkyndt, og hvor længe har de gjort det? (b) Hvad har de føjet til deres tro?
3 I næsten 60 år har Jehovas kristne vidner nu forkyndt for folkeslagene uden for og inden for kristenhedens område at den nuværende verden har befundet sig i „endens tid“ siden 1914, og at hele verdensordningen om kort tid skal gå til grunde i en „trængselstid . . . som hidtil ikke har haft sin mage, så længe der var folkeslag til“. (Dan. 12:1, 4) Dæmoniske kræfter samler folkeslagene til Harmagedon. (Åb. 16:13-16) Nutidens Jeremias-skare forkynder udholdende og trofast disse tidender. Den føjer udholdenhed til sin tro. — 2 Pet. 1:5, 6.
4. Hvem giver os den nødvendige opmuntring, og hvordan skildres det i Jeremias 17:5-8?
4 Jeremias-skaren og alle de der i de senere år har sluttet sig til den og forkynder Riget sammen med den, må til stadighed opmuntres hvis de skal holde ud og sejre. Jehova giver dem en sådan opmuntring. I modsætning til den „som stoler på mennesker, og som holder kød for sin arm“, stoler Jeremias-skaren på Jehova og gør ham til sin tillid. Den „bliver som et træ, der er plantet ved vand“, så den kan ’strække sine rødder ned’ og inddrikke hele Jehovas livgivende foranstaltning. Hverken forfølgelsens ’hede’, eller ’tørken’ der skyldes forbud og restriktioner, bevirker at denne skare „ophører med at bære frugt“. Den er ’frodiggrøn’ i den forstand at den bringer megen pris til Jehova, og derfor bliver den velsignet. — Jer. 17:5-8.
Udholdenhedsprøven
5. Hvordan skulle Jeremias’ eksempel på udholdenhed virke på os?
5 Er der nogle som i dag har gjort det materielle til deres mål i stedet for at koncentrere sig om den uvurderlige skat tjenesten for Riget er? Er der nogle som har fundet det svært at holde ud? Husk da på at det til tider også var svært for Jeremias at holde ud. Han overvejede endda at holde op med sin tjeneste. Men så opdagede han at Jehovas ord blev „som brændende ild“ i hans hjerte. Dette ord tilskyndede ham til at kæmpe videre og sejre over sine fjender. (Jer. 20:9, jfr. NW) Når vi ser på nogle af de problemer Jeremias kæmpede med og overvandt, skulle det bestemt give os ønsket om også at holde ud og vinde sejr!
6. (a) Hvordan fik Jeremias styrke til at holde ud? (b) Hvis selskab bør vi undgå, Jeremias’ eksempel taget i betragtning?
6 Jeremias mødte bitter modstand hos sine egne bysbørn i Anatot; de sagde til ham: „Du må ikke profetere i [Jehovas] navn; ellers skal du dø for vor hånd.“ Selv hans egne brødre og hans faders hus var troløse imod ham. Det ser ud til at han havde fjender overalt og at alle nedkaldte ondt over ham. (Jer. 11:21; 12:6; 15:10) Men Jeremias blev styrket til at holde ud. Hvordan? Han holdt sig nær til Jehova i bøn og gjorde sig klart hvilken forret det var at han kunne bære Jehovas navn og forkynde hans ord:
„Mig blev dit ord til fryd og til hjertens glæde; thi dit navn er nævnet over mig, [Jehova], Hærskarers Gud. Ikke sad jeg og jubled i glades lag.“ (Jer. 15:16, 17)
Jeremias glædede sig over Jehovas ord og over at bære hans navn. Han fandt ingen fornøjelse ved de gudløses tomme morskab og undgik klogeligt deres selskab. Skulle det samme ikke gælde os?
7. (a) Hvad hjalp Jeremias til at forblive ugift uden at klage? (b) Hvordan tog Jeremias Pasjhurs hårde behandling?
7 Jehova befalede Jeremias ikke at gifte sig. Det skulle være et tegn på at det ord han skulle tale stod fast. Jeremias undgik således at sætte børn i verden som blot skulle dø. Han klagede ikke over sin enlige stand men lod sig opsluge af det arbejde der skulle gøres. Med tiden tog Pasjhur, der var overopsynsmand i Jehovas hus, Jeremias’ ord ilde op, slog ham og lod ham lægge i blokken natten over. Men da Jeremias slap fri fortalte han atter frygtløst Pasjhur at hele Juda skulle gives i Babels konges hånd. — Jer. 16:1-4; 20:1-6.
8. Hvilken frygtløs holdning indtog Jeremias under Jojakims regering?
8 Da den onde kong Jojakim kom på tronen i 628 f.v.t., lod Jehova Jeremias udtale en magtfuld profeti og sagde atter til ham: „Udelad ikke et ord!“ Stående i forgården til Jehovas tempel talte Jeremias derfor alle de ord Jehova havde pålagt ham, i sandhed et domsbudskab til Juda og Jerusalem. Hvad blev følgen deraf? Beretningen svarer:
„Da Jeremias havde sagt alt, hvad [Jehova] havde pålagt ham at sige til alt folket, greb præsterne og profeterne og alt folket ham og sagde: ’Du skal dø! Hvor tør du profetere i [Jehovas] navn og sige: Det skal gå dette hus som Silo, og denne by skal ødelægges, så ingen bor der!’ Og alt folket stimlede sammen om Jeremias i [Jehovas] hus.“ (Jer. 26:1-9)
Judas fyrster ankom nu til Jehovas hus, og præsterne og profeterne forlangte en dødsdom over Jeremias. Men Jeremias holdt en gribende tale og gjorde det deri klart at Jehova havde sendt ham for at profetere, at han havde adlydt Jehovas røst og at de ville udgyde uskyldigt blod hvis de dræbte ham. — Jer. 26:10-15.
9. (a) Hvem talte til forsvar for Jeremias? (b) Hvad får det os til at tænke på?
9 Da talte fyrsterne og alt folket til forsvar for Jeremias, idet de sagde: „Denne mand har . . . talt til os i [Jehova] vor Guds navn.“ Nogle af landets ældste støttede også Jeremias, deriblandt Ahikam, Gedaljas fader. (Jer. 26:16-24) Jeremias fortsatte derfor frygtløst sin forkyndelse. Dette at judæerne midlertidigt holdt op med at efterstræbe Jeremias, får os til at tænke på at vore brødre i Malawi til en vis grad har opnået en lettelse i deres forhold. Ifølge de seneste meddelelser er mange blevet løsladt fra fængslerne, hvorefter de har fået tilladelse til at vende tilbage til deres hjem og opdyrke deres jord. Efter sigende skulle der endda være nogle af de unge som førhen forfulgte dem, som nu studerer Bibelen sammen med dem. Andre steder i landet gør de stedlige myndigheder og brødrenes egne slægtninge det imidlertid vanskeligt for dem at føre en normal tilværelse. Men som Jeremias fortsætter de i udholdenhed og bevarer deres integritet.
Kampen mellem profeterne
10, 11. (a) Hvilken profetisk billedhandling udførte Jeremias og Hananja? (b) Hvordan viste det sig at Jeremias var en sand profet?
10 I Zedekias’ regeringstid foretog Jeremias også en profetisk billedhandling. På Jehovas befaling lagde han et træåg på sin nakke og erklærede at Juda og de omliggende lande skulle bøje sig under Babels konges åg. Ville de ikke det, skulle de rammes af en hård straf. Men profeten Hananja rev åget af Jeremias’ nakke, brød det itu og sagde at Jehova lige så let ville bryde Babels åg og befri folkene inden der var gået to år. — Jer. 27:2-15; 28:1-11.
11 Hvem ville vinde i denne kamp mellem profeterne? Hvem var Jehovas sande profet, Jeremias eller Hananja? Det lod Jehova ingen i tvivl om, idet han befalede Jeremias at profetere at træåget skulle erstattes af et jernåg, og at Hananja skulle dø inden året var gået. Ikke alene døde Hananja i den syvende måned samme år, men Babels åg viste sig virkelig at blive et jernåg. — Jer. 28:12-17.
12, 13. (a) Hvem handler i dag som Hananja, og hvordan vil det gå dem? (b) Hvad holder Guds sande vidner oppe?
12 Hananja lignede vor tids falske profeter der ondsindet prøver på at „nedrive“ Jehovas vidners arbejde. Nogle af dem har måske endda været tilsluttet Guds folk for en tid, men så er de blevet misfornøjede fordi de ikke har fået deres selviske ambitioner tilfredsstillet, og så har de igen antaget den selv samme lære som de tidligere vendte sig bort fra. De forkynder „af misundelse og rivalisering“, og ikke „af god vilje“, for de har ikke noget opbyggende at sige. (2 Pet. 2:22; Fil. 1:15) De taler om helt andre fremtidsudsigter end dem Jeremias-skaren forkynder i forbindelse med „den store trængsel“.
13 Men lige så sikkert som Jehova erstattede det sønderslåede træåg med et jernåg, vil „den store trængsel“ komme til Guds bestemte tid. Og lige så sikkert som Hananja døde samme år, fordømt af Jehova, vil disse modarbejdende profetgrupper blive fjernet når tiden er inde. De har ingen glæde, og de har heller ikke Jehovas ånd eller „ord“ til at holde dem oppe. — Jer. 23:16-19; 31:1, 12.
Bevar din tillid!
14. (a) Hvilken tillid bør vi nære i lighed med Jeremias? (b) Hvorfor må vi være mere agtpågivende end nogen sinde?
14 Ligesom Jeremias bør vi nære en urokkelig tillid til Jehovas profetiske „ord“. Som symbol på en sådan tillid adlød Jeremias „[Jehovas] ord“ og købte en arvelod, en mark i Anatot; det skete kun et år før de babyloniske hære ødelagde landet! (Jer. 32:8-25) I disse sidste dage bør vi også nære tillid til at Jehova vil opfylde sit løfte og beskytte og befæste sit folk. (Jer. 32:38-41) Det tidspunkt da de himmelske angrebsstyrker under Kristus Jesus slår til, er faretruende nær! Vi må derfor mere end nogen sinde være agtpågivende og forkynde Guds „ord“. — Mark. 13:10, 32-37.
15, 16. (a) Hvad holdt Jeremias oppe? (b) Hvilket problem havde Baruk? (c) Hvordan kan Jehovas advarsel til Baruk virke opmuntrende på os? (Åb. 2:3)
15 Jeremias havde det strengt. Men han kom igennem det fordi han havde tillid til Jehova og var trofast i sin gerning. Han formåede også at opmuntre sin trofaste ledsager, skriveren Baruk, da denne var nedslået. Efter at Jeremias havde profeteret i 20-30 år udbrød Baruk:
„Ve mig, thi kummer har [Jehova] føjet til min smerte, jeg er træt af at sukke og finder ej hvile!“
Men Jehova sendte ham disse ord ved Jeremias:
„Se, hvad jeg har bygget, nedbryder jeg; hvad jeg har plantet, rykker jeg op; det gælder al jorden — og du søger store ting for dig selv! Gør det ikke! Thi se, jeg sender ulykke over alt kød, lyder det fra [Jehova]. Men dig giver jeg dit liv som bytte, alle vegne hvor du kommer.“ (Jer. 45:1-5)
Ja, denne trofaste tjener for Gud var blevet træt fordi der var gået så lang tid. Men Jehova forsikrede Baruk om at Guds fastsatte tid til at „nedrive“ og „oprykke“, Guds tid til at bringe trængsel over det troløse Jerusalem og Juda, var nær. Det var helt sikkert at denne katastrofe ville indtræffe, selv om det så ud som om den var forsinket!
16 Jehova advarede Baruk om ikke at vende tilbage til judæernes verdslige, materialistiske adfærd og søge sin egen personlige fordel. Det var hans opgave fortsat at tjene trofast sammen med Jehovas profet. Nu i disse „sidste dage“ i det tyvende århundrede er det heller ikke det rette tidspunkt for nogen blandt Guds folk at vende tilbage til den dødsdømte materialistiske verden. Det rigtigste vil være at de tjener med udholdenhed lige indtil de ’får deres liv som bytte’ under Guds rige ved Kristus Jesus, på den anden side af Harmagedon.
Loyale ledsagere
17. Hvem var rekabitterne, og hvad førte til at Jehova belønnede dem?
17 Jeremias havde andre venner. Disse viste sig først efter at han havde tjent trofast i mange år, og ved Jehovas ledelse. Endnu mens den onde kong Jojakim herskede lod Jehova Jeremias bringe rekabitterne til templet; disse var efterkommere af Jonadab, der havde vist at han stod på Jehovas side i kong Jehus dage, omkring 250 år tidligere. (2 Kong. 10:15-17) Jonadab havde befalet sine efterkommere at de aldrig måtte drikke vin. Nu, da babylonierne angreb første gang, havde rekabitterne søgt tilflugt i Jerusalem. Jeremias stillede vin frem for dem, men de afslog at drikke den i trofast lydighed mod deres forfader, Jonadab. Jehova understregede da det modsætningsforhold der var mellem Judas og Jerusalems ulydighed på den ene side, og rekabitternes vedvarende loyalitet på den anden side. Derpå erklærede Jehova:
„Ingen sinde skal Jonadab, Rekabs søn, fattes en mand til at stå for mit åsyn.“
Jonadabs efterkommere fik således en storslået belønning; de blev befriet da trængselen kom over Jerusalem. — Jer. 35:1-19.
18. Hvem er nutidens ’sønner af Jonadab’, og hvordan kan de opnå beskyttelse?
18 Disse rekabitter har deres modstykke i dag — oprigtige mennesker der går ind for de rette principper; de har måske prøvet på at søge tilflugt inden for kristenhedens religiøse grænser i disse „kritiske tider“. (2 Tim. 3:1) Men den virkelige tilflugt vil de finde i Jehovas foranstaltning ved Kristus; derfor sender Jehova nutidens Jeremias-skare til dem med et budskab der indebærer frelse for dem. Disse „jonadab’er“ vil ikke kunne opnå beskyttelse inden for den faldefærdige kristenhed; de opnår den udelukkende ved at holde sig til Jehovas „profet“ i nutiden.
19. Hvordan kan det opmuntre os at se Jeremias’ standhaftighed over for Zedekias?
19 Judas sidste konge, Zedekias (617-607 f.v.t.), sendte bud til Jeremias og bad ham gå i forbøn for Juda hos Jehova. Men Jeremias fortsatte med at forkynde at Jerusalems ødelæggelse nærmede sig. Senere, efter at han var blevet forulempet og havde siddet fængslet i mange dage, blev han hentet op til kongen, der i al hemmelighed spurgte ham: „Er der et ord fra [Jehova]?“ Dertil svarede Jeremias ligefremt: „Ja, der er: du skal overgives i Babels konges hånd.“ (Jer. 37:3-17) I dag taler Jehovas vidner også ligefremt når de henleder folks opmærksomhed på Guds dom. De er ikke interesseret i økumeniske bevægelser, ej heller i at udvande det budskab de forkynder imod kristenheden.
20. (a) Hvordan gik det til at Ebed-Melek befriede Jeremias, og hvordan blev ætioperen belønnet? (b) Hvem har i vor tid handlet som Ebed-Melek, og hvordan vil det gå dem? (Matt. 25:34, 40)
20 Da Jeremias vedholdende forkyndte Jehovas dom over byen, endte det med at han blev kastet i en cisterne, hvor han sank ned i dyndet. Det så ud til at han skulle lide en ynkelig død. Men en ætiopisk hofmand, Ebed-Melek, gik til kongen og talte Jeremias’ sag. På kongens befaling tog Ebed-Melek 30 mænd med sig, og med et reb og klude af slidte og iturevne klæder trak de Jeremias op af cisternen og bragte ham til vagtforgården. Dér blev han til efter Jerusalems ødelæggelse, og blev så givet fri. Men hvordan gik det Ebed-Melek? Endnu mens Jeremias befandt sig i vagtforgården kom Jehovas ord til ham således:
„Gå hen og sig til ætioperen Ebed-Melek: Så siger Hærskarers [Jehova], Israels Gud: Se, jeg lader mine ord gå i opfyldelse på denne by til ulykke og ikke til lykke, og du skal have dem i tankerne på hin dag. Men på hin dag redder jeg dig, lyder det fra [Jehova], og du skal ikke gives i de mænds hånd, for hvem du frygter; thi jeg vil frelse dig, så du ikke falder for sværdet, og du skal vinde dit liv som bytte, fordi du stolede på mig, lyder det fra [Jehova].“
Da Babylons hære stormede ind i landet fra nord undslap Ebed-Melek med livet i behold. Også i nutiden har mange mennesker, deriblandt endog myndighedspersoner og fængselspersonale, vist venlighed mod forfulgte vidner for Jehova. Siden er nogle af disse selv blevet Jehovas vidner, og de ser nu frem til at blive frelst når Kristi Jesu himmelske eksekutionsstyrker skrider til handling ved Harmagedon. — Jer. 38:6-13; 39:15-18; Åb. 7:14-17; 16:16.
21. (a) Hvilken lighed er der mellem tjenere for Jehova i nutiden og andre der tjente på Jeremias’ tid? (b) I hvilke henseender viser de udholdenhed? (Åb. 14:12)
21 I dag kan vi glæde os over at der stadig findes mennesker af samme støbning som Jeremias, Baruk, rekabitterne og Ebed-Melek. Rapporten over Jehovas Vidners virksomhed i hele verden i 1977 viser at dette er tilfældet. Ganske vist kan der være nogle som, fordi de er blevet trætte ligesom Baruk, har helliget sig selviske interesser for en tid, men disse må huske på at Baruk, selv om han kom ud for en prøve, forblev trofast sammen med Guds profet. Ja, det betaler sig at holde ud, eftersom vi vil kunne se frem til evigt liv efter „den store trængsel“. Og måtte vi fortsat kunne finde mennesker der elsker retfærdighed og har samme sind som Jonadabs sønner og Ebed-Melek. Alle der flittigt handler i tro på Jehovas løfter og holder ud indtil enden, vil blive rigt belønnet!
[Illustration på side 17]
Da Jeremias var blevet kastet i en forladt cisterne fik ætioperen Ebed-Melek kongens tilladelse til at befri ham; Gud belønnede denne kærlige handling