Det navn hvori alle nationer vælger at vandre
„Alle folkeslagene, for deres del, vil nemlig vandre hvert i sin guds navn; men vi, for vor del, vil vandre i Jehova vor Guds navn til ubestemt tid, ja for evigt.“ — Mika 4:5, NW.
1. Hvilken forenende gud vil et folk tilbede og dyrke, selv om det står splittet i religiøs henseende?
DE FORENEDE NATIONER, den internationale organisation for verdensfred og sikkerhed, har i øjeblikket, 132 medlemsnationer. Der findes andre nationer udenfor. Hver af de politiske nationer har et ideal som holder dens medlemmer sammen under én regering. Man kan dermed sige at den vandrer i dette ideals navn; dens medlemmer holder sig til eller følger dette fælles ideal. Inden længe begynder folket at dyrke dette ideal. Det bliver en gud som det beundrer og sætter over alle private, personlige interesser. Folket kan således stå splittet i religiøs henseende og alligevel tilbede dette nationale ideal som en forenende gud.
2. Hvordan modsiger millioner at mennesker der hævder at være gudløse, i virkeligheden sig selv?
2 Millioner af mennesker hævder at være gudløse, ateistiske, uden tilhørsforhold til nogen gud. Men de modsiger sig selv ved at tilbede en national gud. Siden Den amerikanske Uafhængighedskrig (1775-1783) har man hørt meget om Amerikas „frihedsgudinde“. Den gud eller gudinde folk tilbeder, kan også være det der kaldes demokratiet, folkestyret. Eller det kan være demokratiets bitre fjende, nemlig den internationale kommunisme. Folk holder fast ved disse politiske principper med en stædighed der grænser til fanatisk religiøs hengivenhed. Hver nation vogter desuden skinsygt på det den betragter som sin „nationale suverænitet“, som om det var en gud der ikke måtte krænkes eller mistes. I nogle nationer tilbeder mange et stærkt militær der kan give nationen en magtposition i forhold til andre nationer. Om vor tids „Nordens konge“ er det for længe siden blevet forudsagt: „Han [ærer] fæstningernes gud.“ — Dan. 11:38.
3. Hvordan indeholder Mika 4:5 en korrekt vurdering af den måde hvorpå folkene vandrer, og hvad siger Salme 96:5 med rette om værdien af sådanne populære guder?
3 Fortidens inspirerede skribent gav en korrekt vurdering af den kurs nationerne i vor tid følger, da han sagde: „Alle folkeslagene, for deres del, vil nemlig vandre hvert i sin guds navn.“ (Mika 4:5, NW) Hver af disse guder nyder stor popularitet i deres eget land. Det er grunden til at enhver som virkelig véd hvad det hele drejer sig om og som nægter at følge flertallet, vil møde en storm af forargelse. Forbitrelsen kan være så stor at man ikke er langt fra at gribe til voldelige midler mod vedkommende. Men spørgsmålet er: Hvilken værdi har de „guder“ man dyrker? Hvor leder de nationerne hen? Den nuværende verdenssituation skulle være det mest overbevisende svar på disse spørgsmål, især i betragtning af verdensbegivenhedernes uændrede forløb. Vi må give fortidens skribent ret i hans bedømmelse af populære guder, dengang han sagde: „Alle folkeslagenes guder er afguder [værdiløse guder, NW].“ — Sl. 96:5.
4. Hvilke to muligheder må mennesker i dag vælge imellem, og hvem træffer i dag det valg der fører til sikkerhed?
4 Det er på høje tid at folkeslagene får øjnene op for deres populære guders ringe værdi. De „guder“ som har fået dem ud i de nuværende vanskeligheder er ikke i stand til at redde dem derfra, og man skal ikke regne med at de gør det. Hvis „folkeslagene“ ikke får øjnene op før denne malstrøm af hurtigt på hinanden følgende begivenheder i verden drager og suger dem ned i tilintetgørelsen, bør enkeltpersoner i det mindste gøre det. Vi kan kun blive reddet ud af denne katastrofale malstrøm hvis vi vælger den rette Gud og vandrer i denne Guds navn. Vi må enten fortsætte med at vandre i en eller anden populær guds navn, eller vælge at gå i en anden retning, at vandre i en Guds navn som er bedre end alle nationernes populære guder. Muligheden for at vælge denne sidste handlemåde, den rette kurs, står endnu åben for dem der elsker liv og lykke. I de seneste år har hundredtusinder rundt omkring på jorden fået øjnene op for hvad begivenhederne i verden betyder, og har truffet dette lykkelige valg. Det er endnu ikke for sent for andre at gøre det samme.
5. Er det udelukkende oprigtighed der får dem til at vælge denne modige kurs, og hvorfor er det den rette kurs?
5 En modig kurs? Ja afgjort! De der følger denne modige kurs må i sandhed være oprigtige, det kan man ikke et øjeblik være i tvivl om. Men er det alene den oprigtighed der kommer til udtryk ved at de følger denne kurs, der gør det til den rette kurs? Nej! Det er altså ikke blot i oprigtighed at de følger denne modige kurs, men også på grundlag af pålidelige oplysninger, den rette kundskab. Og de gør det under en pålidelig vejledning der er bedre end „værdiløse guders“ vejledning. At det er den rette kurs fremgår af at den blev forudsagt i en profeti som har vist sig at være sand og ikke fejlagtig. Alt hvad der omtales i denne profeti er sandt, for det kommer fra en Gud som ingen kan anklage for at have fortalt en løgn, idet han ikke lyver. Efter at han havde beskæftiget sig med menneskene i mere end fire tusind år, kunne det stadig skrives om ham: „Det er umuligt for Gud at lyve.“ (Hebr. 6:18, NW; Tit. 1:2) Han er den Gud i hvis navn flere og flere i dag vælger at vandre.
6. Fra hvilket sted kommer den profeti vi tænker på, og hvornår udtalte profeten den?
6 Den profeti der nøjagtigt har forudsagt den overraskende begivenhed der finder sted i vor tid, udgik derfor ikke fra et eller andet mytisk sted. Den kom fra et historisk sted — et land der i dag kendes overalt i verden, idet det ofte omtales i pressen — nemlig Israel. Den der udtalte profetien var inspireret af Gud. Han hed Mika, og han sagde at han kom fra byen Moresjet der lå i Judas stammeområde, omkring femogtredive kilometer sydvest for Jerusalem. Han levede under tre historiske konger, nemlig da „Jotam, Akaz og Ezekias var konger i Juda“. (Mika 1:1) Dette viser at Mika levede i det ottende århundrede før vor tidsregning og at hans profetier må være fuldført før 716 f.v.t.
7. Hvilken egenskab hos Mika styrker vor tillid til hans profeti, og hvilken senere profets bog hentyder hertil?
7 Vor tillid til at Mika var en sand profet for en sand og levende Gud, styrkes imidlertid ikke blot derved at han var en historisk person, men også ved at han havde mod til at forkynde sit budskab selv om han satte livet på spil ved at gøre det. På hans tid havde kongerne praktisk talt uindskrænket magt over deres undersåtters liv. (Ordsp. 16:14) At profeten Mika ejede dette mod bliver vi gjort opmærksomme på ved en senere lejlighed da de jødiske ledere i Jerusalem truede profeten Jeremias med døden fordi de havde taget anstød af hans tale, der forekom dem at være upatriotisk og oprørsk. Lad os læse Jeremias’ egen beretning herom:
8. Hvordan omtales Mikas modige profeti i Jeremias 26:16-19?
8 „Da sagde fyrsterne og alt folket til præsterne og profeterne: ’Denne mand har ikke gjort halsløs gerning, men talt til os i [Jehova] vor Guds navn.’ Og nogle af landets ældste trådte frem og sagde til hele folkets forsamling: ’Mika fra Moresjet profeterede på kong Ezekias af Judas tid og sagde til alt Judas folk: Så siger Hærskarers [Jehova]: Zion skal pløjes som en mark, Jerusalem blive til grushobe, tempelbjerget til krathøj. Mon kong Ezekias af Juda og hele Juda dræbte ham? Frygtede de ikke [Jehova] og bad ham om nåde, så [Jehova] angrede det onde, han havde truet dem med? Vi er ved at bringe stor ulykke over vore sjæle.’“ — Jer. 26:16-19.
9. (a) Hvordan opfyldte Mika de tre grundlæggende krav til en sand profet? (b) Hvad betyder navnet Mika, og hvordan vil det ifølge Esajas 26:4 være rigtigt at reagere på dette udfordrende spørgsmål?
9 Der kan ikke være tvivl om at Mika viste sig at være en sand profet for den eneste sande Gud, for han opfyldte de tre grundlæggende krav. Det vil sige: (1) Han talte i den sande Guds navn. (2) Hans profetier gik i opfyldelse. (3) Hans profetier tjente og bidrog til at vende oprigtige mennesker til den eneste sande Gud. (5 Mos. 13:1-5; 18:20-22) Det er hævet over enhver tvivl at Mika vandrede i sin Guds navn. Selve hans navn er en udfordring til os alle om at sammenligne, hans Gud med alle de „værdiløse guder“ som folkeslagene tilbeder, for hans hebraiske navn, Mika, betyder „Hvem er, som Jah?“ En profet der levede samtidig med Mika, nemlig Esajas, viste hvordan man bør reagere på dette udfordrende spørgsmål. Han skrev: „Forlader eder paa Jehova evindelig, thi Jah Jehova er en evig Klippe!“ — Es. 26:4, Kalkar; 12:2.
Et vendepunkt i historien
10. (a) Hvordan bør vi besvare det spørgsmål Mikas navn rejser? (b) Hvilket spørgsmål opstår der når vi svarer således, og hvilket vendepunkt i historien hentydede Mika til som en hjælp for os?
10 Hvis vi ønsker at besvare det udfordrende spørgsmål der ligger i Mikas navn, vil kendsgerningerne tvinge os til svare: „Der findes ingen som Jah Jehova!“ Eftersom dét er tilfældet, må næste spørgsmål være: Hvad skal vi da gøre? Hvis vi gør det rette vil det betyde et vendepunkt i vort liv, også selv om vi i forvejen hævder at være kristne. Denne forandring vil være i overensstemmelse med det profeten Mika forudsagde. I sine profetier pegede han frem til dette vendepunkt i menneskenes historie. Her hentyder vi ikke til Mikas profeti om at den lovede Messias eller Kristus skulle fødes som et menneske i den lille by Betlehem i Judas land. (Mika 5:1) Opfyldelsen af denne profeti markerer begyndelsen til det kristenheden kalder „den kristne æra“, selv om man i kristenheden ikke er helt sikker på det nøjagtige tidspunkt for Kristi fødsel. (Matt. 2:1-6; Luk. 2:4-17) Dette skete for næsten to tusind år siden. Det vendepunkt i menneskenes historie vi hentyder til, er derimod noget som er indtruffet inden for vor generation. Det var noget profeten Mika pegede frem til.
11. Hvad omtalte Mika i indledningen til denne storslåede profeti, og hvorfor bør vi spejde efter dens opfyldelse i vor generation?
11 Mika forudsagde hvilken vending begivenhederne ville tage. Ser vi dette ske i dag? Det skulle vi kunne, for vi lever på det rette tidspunkt i historien. Dengang Mika profetisk beskrev det som vi kan se finde sted i dag, indledte han med at forudsige noget der viste sig at blive et vendepunkt i hans eget folks historie. Denne profeti fik sin opfyldelse i århundredet efter Mika, og han levede således ikke længe nok til at se det han havde forudsagt, gå i opfyldelse. Derved undgik han en ulykke der ramte nationen. Men den ulykke der overgik hans nation finder sit sidestykke i vor generation, og af den grund fortjener den vor opmærksomhed. Lad os derfor læse hvad Mika skrev, og se hvordan dette på en udmærket måde danner indledning til en storslået profeti som får sin opfyldelse i dette tyvende århundrede:
12. Hvilken slet religiøs tilstand beskrev profeten i Mika 3:9-4:1, og hvilke forandringer forudsagde han vedrørende „[Jehovas] huses bjerg“?
12 „Hør det, I Jakobs huses høvdinger, I dommere af Israels hus, I, som afskyr ret og gør alt, som er lige, kroget, som bygger Zion med blod og Jerusalem med uret. Dets høvdinger dømmer for gave, dets præster kender ret for løn; dets profeter spår for sølv og støtter sig dog til [Jehova]: ’Er [Jehova] ej i vor midte? Over os kommer intet ondt.’ For eders skyld skal derfor Zion pløjes som en mark, Jerusalem blive til grushobe, tempelbjerget til krathøj, Og det skal ske i de sidste dage, at [Jehovas] huses bjerg, grundfæstet på bjergenes top, skal løfte sig op over højene. Did skal folkeslag strømme.“ — Mika 3:9 til 4:1.
13. Hvornår indtraf denne vending i fortiden?
13 Lyder dette citat fra Mika ikke som om en nation stod over for et afgørende vendepunkt i sin historie? Der kan ikke være nogen tvivl om at den storslåede sidste del af profetien vil blive opfyldt, for de profetiske ord der danner indledning til den, gik ganske tydeligt i opfyldelse. Det viser historien. I år 607 f.v.t., ved begyndelsen af oktober ifølge vor kalender, lå den by i mellemøsten som poetisk blev kaldt „Zion“, virkelig hen som en pløjemark. Ja, nationens hovedstad Jerusalem lå hen som grushobe.
14. (a) Hvad begyndte „[Jehovas] huses bjerg“, da at ligne? (b) På grund af hvilke retslige og religiøse handlinger var det Jehovas vilje at det gik sådan?
14 Og hvad med det 760 meter høje bjerg hvor Jehovas tilbedelseshus, bygget af kong Salomon, havde stået i ærefrygtindgydende skønhed? Dette hellige bjerg begyndte at ligne en „krathøj“. Det blev forladt ligesom én skovklædt, kratbevokset høj. Var dette til vanære for Jehova Gud? Ja tilsyneladende. Og dog havde det været hans vilje at det skulle ske sådan, for han havde inspireret sin profet Mika til at være den første der forudsagde en sådan religiøs ulykke. Han havde al mulig grund til at gøre det, navnlig fordi Jerusalem var blevet fyldt med uret og besmittet med uretfærdigt udgydt blod. Hvad andet kunne man vente af en by når dens ledende mænd gjorde deres øjne blinde for retfærdighed ved at tage imod gaver eller bestikkelse, når templets præster gav religiøs vejledning for en bestemt pris, og når falske profeter øvede dæmonisk spådomskunst for at få penge fra det godtroende folk? Og alligevel mente disse religiøse hyklere at de vandrede i Jehovas navn, eller at Jehova fortsat ville være i deres midte i sit tempel for at beskytte dem mod ulykke! Intet under at Mikas profeti, hvor chokerende den end var, gik i opfyldelse.
15. (a) Hvilket redskab brugte Jehova for at fremkalde den forudsagte nationale ulykke, og hvornår skete det? (b) Hvad skete der med kongehuset og tilbedelsen i Jerusalem, og hvordan gik det med Jehovas anseelse som Gud?
15 Religion er ikke noget værn for hyklere. De religiøse hyklere blev skuffet i de forventninger de med urette nærede til Jehova på trods af Mikas profeti. Ved hvilket redskab bragte Jehova da en national ulykke over dem i 607 f.v.t.? Det var ved hjælp af babylonierne under kong Nebukadnezar. Efter cirka atten måneders belejring af Jerusalem trængte den babyloniske hær ind i byen, plyndrede den og dens tempel, førte de ulykkelige overlevende bort som fanger og nedbrændte den hellige by. Den kongelige trone — ’Jehovas trone’ som den blev kaldt — hvor kongerne af Davids slægt havde siddet, forsvandt, såvel som Jehovas ’pagts ark’ der havde stået i templets inderste rum, „det allerhelligste“. På denne måde blev Davids rige, som da havde bestået i 463 år med Jerusalem som hovedstad, omstyrtet. Den omfattende og fuldstændige tilbedelse af Jehova ved hans tempel blev også afbrudt. Jehovas anseelse som Gud faldt voldsomt blandt de hedenske nationer. Tilbedelsen af ham sank dybt i de verdslige nationers øjne. Hans hellige navn syntes vanhelliget.
16. Hvad blev de iagttagende hedenske nationer forledt til at tro vedrørende genoprettelsen af Jehovas tilbedelse i Jerusalem, og hvorfor?
16 Ville tilbedelsen af Jehova nogen sinde atter komme i højsædet? Det var uden tvivl et spørgsmål for mange interesserede hedninger. Hvis de havde kendt og troet på de profetier som Mika, Esajas, Jeremias og andre af Jehovas profeter havde udtalt, ville de have vidst at svaret var ja! Men de vantro hedninger og de der ringeagtede tilbedelsen af Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, mente nej. År efter år svandt hen, indtil det halvfjerdsindstyvende år, og endnu var tilbedelsen af Jehova ikke blevet genoprettet i den hellige by. Jerusalem lå fortsat hen som grushobe; Zion lignede fortsat en ujævn pløjemark. Tempelbjerget lignede en forladt ruinhøj i en jungle. I stedet for lyden af musikinstrumenter og sang fra templet lød der gennemtrængende, umelodiske skrig fra fugle og vilde dyr derfra. De omboende hedninger som betragtede det, syntes at have grund til at tro at eftersom Jehovas folk befandt sig i landflygtighed, hovedsagelig i Babylon, ville tilbedelsen af Ham dø hen.
17. Hvilket vendepunkt oplevede Babylon, og hvordan overgik verdensherredømmet til en anden gren af menneskeslægten?
17 Ingen skal dog tro at tilbedelsen af den sande Gud kan udryddes! Lidet anede de der frydede sig over den ulykkelige tilbagegang i tilbedelsen af Jehova, at en forandring var forestående. Denne kom på en yderst overraskende måde. Da Jerusalem havde ligget øde uden mennesker eller husdyr i otteogtres år, faldt bibelhistoriens mægtige tredje verdensmagt. Som forudsagt af profeterne for den Gud der aldrig lyver, Jehova, faldt det babyloniske rige. Med Jehovas tilladelse havde Babylon med sine frygtindgydende hære ødelagt Jehovas tempel i Jerusalem, men det slap ikke ustraffet fra denne formastelige handling mod den eneste levende og sande Gud. De semitiske herskeres verdensherredømme ophørte. Ved den vending begivenhederne tog, overgik verdensherredømmet til ariske eller jafetiske herskere, som har det den dag i dag. Den persiske erobrer Kyros den Store blev konge over Babylon og over bibelhistoriens fjerde verdensmagt. Den babyloniske religion blev kastet til jorden. Dens øverste gud, Merodak eller Marduk, led et forsmædeligt nederlag.
18. (a) Hvilken profeti af Jeremias angående Babylons gud og dets land skulle da begynde at opfyldes? (b) Hvordan har Babylons øde tilstand været, i sammenligning med den ulykke det førte over Jerusalem?
18 Tiden var inde til at profeten Jeremias’ ord skulle opfyldes: „Forkynd det blandt folkene, kundgør det, rejs et banner, kundgør det, dølg det ikke, sig: Babel er indtaget, Bel [Herren] gjort til skamme, Merodak knust. . . . Thi et folk fra nord drager op imod det og gør dets land til en ørken, så ingen bor der; både mennesker og dyr er flygtet.“ (Jer. 50:2, 3) Denne profeti har betydning for os i dag. Hvordan, kan vi spørge, står det til med Babylon ved Eufratfloden i det land der i dag kaldes Irak? Byen er intet andet end en øde ruin. Den har lidt samme skæbne som den påførte fortidens Jerusalem, blot har dens øde tilstand varet langt over tusind år, mens Jerusalem blot lå øde i halvfjerds år.
Jehova indtager stillingen som den højeste Gud
19. Hvilken gud kom til at indtage stillingen som den højeste efter Persiens erobring af Babylon, og hvem brugte denne gud til at genopbygge sit tempel?
19 Hvilken gud kom ved Babylons overraskende fald i 539 f.v.t. til at indtage en stilling af international betydning? De sejrende perseres nationale gud, eller den Gud som de landflygtige i Babylon tjente, Jehova? Mikas profeti og profetier af andre mænd der var inspireret af Gud, viste at Jehova ville opnå denne høje stilling. Det gjorde han, og beviste dermed at hans profetier er ufejlbarlige. Under inspiration havde Mika udtalt: „Og det skal ske i, de sidste dage, at [Jehovas] huses bjerg, grundfæstet på bjergenes top, skal løfte sig op over højene. Did skal folkeslag strømme.“ (Mika 4:1) For at udvirke en første eller forbilledlig opfyldelse af denne udfordrende profeti, brugte Jehova Gud kong Kyros den Store, en tilbeder af det sejrende Persiens øverste gud, som redskab. Med sin overlegne magt fik Jehova tilbederen af en falsk gud til at arbejde for sig i forbindelse med genopbygningen af Jerusalems tempel.
20. Hvilken profeti om den persiske erobrer var dette en opfyldelse af, og hvornår og hvordan skete det?
20 Hvordan? Jo, Jehova siger om sig selv: „Jeg siger om Kyros: ’Min hyrde, som fuldbyrder al min vilje!’ Jeg siger om Jerusalem: ’Det skal bygges!’ om templet: ’Det skal grundes.’“ (Es. 44:27, 28) Kong Kyros fuldbyrdede i sandhed Jehovas vilje, selv om dette var i modstrid med hvad Persiens nationale gud ønskede. I 537 f.v.t., det halvfjerdsindstyvende år hvori Jerusalem og dets tempel lå øde, vakte Jehova Kyros’ ånd så han udstedte et dekret om at templet skulle genopbygges i Jerusalem. For at dette kunne ske befalede Kyros at de landflygtige i Babylon der frivilligt meldte sig til dette tempelarbejde, skulle frigives fra Babylon og vende tilbage til „[Jehovas] huses bjerg“. (2 Krøn. 36:20-23; Ezra 1:1-4) Ved slutningen af det halvfjerdsindstyvende år var en trofast rest af frivillige tempelarbejdere tilbage i Judas land og gjorde dermed ende på dets øde tilstand. I det følgende forår (536 f.v.t.) blev grunden til det andet tempel i Jerusalem lagt. — Ezra 3:8-12.
21. Til trods for hvad blev Jehovas andet tempel fuldført, og hvornår?
21 Dette var ikke noget der passede de hedenske modstandere af tilbedelsen af Jehova. Men deres modstand kunne ikke besejre den almægtige Gud. Efter flere års aktiv modstand fra disse udfordrende hedningers side blev Jehovas andet tempel i Jerusalem fuldført af hans trofaste rest. Det skete den tredje dag i adar måned i 515 f.v.t. — Ezra 6:15.
22. Hvordan blev „[Jehovas] huses bjerg“ „grundfæstet på bjergenes top“, både for den hjemvendte rest og for de hedenske nationer og folkeslag?
22 For at blive brugt til dette arbejde måtte medlemmerne af den hjemvendte rest sætte tilbedelsen af Jehova over alt andet i deres liv, og vende sig fra den falske gudsdyrkelse som deres forfædre troløst havde antaget. Jehovas tilbedelse, repræsenteret ved „[Jehovas] huses bjerg“, blev hævet op over den høje stilling som de hedenske nationer tilskrev deres dæmonguder, der i mange tilfælde blev tilbedt på højtliggende steder som højdedrag og bjergtoppe. I billedlig forstand blev Jehovas tilbedelseshus’ bjerg „grundfæstet på bjergenes top“, og det ’løftede sig op over højene’. Respekten for tilbedelsen af Jehova kom i højsædet, ikke blot blandt hans udvalgte folk men også hos mange enkeltpersoner i de hedenske nationer og folkeslag. Mange sådanne enkeltpersoner drog uden tvivl op til Jerusalem for at tilbede den sande Gud, ligesom de religiøse proselytter på de kristne apostles tid og ligesom den etiopiske hofmand som evangelisten Filip blev sendt til for at omvende ham til kristendommen. — Ap. G. 2:5-10; 8:26-39; Joh. 12:20, 21.
23. (a) I hvis navn begyndte disse enkeltpersoner fra nationerne og folkeslagene at vandre? (b) Hvilken opfyldelse af profetien var det, og hvilket spørgsmål rejser der sig nu efter Messias’ komme med hensyn til at vandre i navnet?
23 I stedet for at vandre i deres tidligere guders navn, vandrede disse mennesker fra alle de forskellige nationer og folkeslag nu i den Guds navn hvis tilbedelse var blevet højt ophøjet, i Jehovas navn. Dette var i sandhed en opfyldelse af Mikas profeti. Men det var kun en delvis, en mindre eller forbilledlig opfyldelse. Den fuldstændige opfyldelse fandt ikke sted dengang, før Jehova Gud havde sendt sin Messias til jorden. Den endelige, fuldstændige opfyldelse af Mikas herlige profeti skulle finde sted i vort tyvende århundrede. Hvordan opfyldes den? Ved at kristenheden i vort århundrede har nået sin største udbredelse, idet man nu anslår at den har over ni hundrede millioner medlemmer blandt alle jordens nationer? Og har dette ikke udvirket en forandring? Efter at Messias eller Kristus er kommet, bør vi så ikke snarere vandre i Messias’, Jesu navn, i stedet for i Jehovas navn? Er kristenhedens kirker en opfyldelse af Mikas profeti? Dette fortjener en undersøgelse — nu!