En nyhed der fortjener at blive gjort kendt i hele verden

 1. Hvilken begivenhed fandt sted for 2500 år siden, og hvorfor fortjente den at blive gjort kendt i hele verden? Har denne begivenhed haft nogen betydning for os der lever i dag?

EN AVISOVERSKRIFT som bragte nyheden om et stort og undertrykkende riges fald ville blive modtaget med glæde af alle freds- og frihedselskende mennesker i verden. Den ville især bringe glæde hvis der havde været tale om en meget grusom stormagt der var gået så vidt som til at føre et helt folk bort fra dets hjemland og havde prøvet at påtvinge det en anden religion end dets egen, en hedensk religion. En sådan undertrykkende stormagts besejring ville være en begivenhed der fortjente at blive gjort kendt i hele verden. En begivenhed af den art fandt sted for 2500 år siden og blev dengang gjort kendt i hele den daværende verden. Så stor var omvæltningen at den ændrede hele historiens forløb og har haft indflydelse på folk og nationer helt op til vor tid.a

 2. (a) Hvilken usædvanlig omstændighed gør sig gældende i forbindelse med kundgørelsen af denne begivenhed? (b) Hvorfor blev denne begivenhed forkyndt på forhånd, og hvordan skete det?

² En usædvanlig omstændighed knytter sig til denne historiske begivenhed: den fik forhåndsomtale hele femoghalvfjerds år før den indtraf i året 539 f.v.t., og det både i det land der skulle erfare undertrykkelsen og i det land der var undertrykkeren. Dette skyldtes at det folk der skulle opleve at blive ført i fangenskab på det tidspunkt var Guds udvalgte folk og at det rige der undertrykte det var Guds gamle fjende, Babylon. Jeremias var den profet Gud brugte til på forhånd at give en levende beskrivelse af dette riges fald, og budskabet herom blev forkyndt både i Juda og i Babylon i året 614 f.v.t., syv år før Jerusalem blev ødelagt af Babylons konge Nebukadnezar. (Jer. 51:59-64) Vi skal nu gennemgå denne profeti, der supplerer den tidligere profeti som Esajas udtalte om Babylons fald, idet den giver flere oplysende detaljer. Den findes i Jeremias’ bog, kapitlerne 50 og 51.

 3. Hvordan viste Jehova at Babylons fald ville få betydning for hele verden?

³ Jehova Gud, der „troner over jordens kreds“ og iagttager alle begivenheder på jorden og deres indvirkning på hinanden, understregede at Babylons fald ville få betydning for hele verden da han sagde til Babylon gennem Jeremias: „Forkynd det blandt folkene, kundgør det, rejs et banner, kundgør det, dølg det ikke, sig: Babel er indtaget, Bel gjort til skamme, Merodak knust [er rædselslagen, NW], til skamme er dets afguder blevet, knust [rædselslagne, NW] dets afgudsbilleder.“ — Jer. 50:2; Es. 40:22.

 4. Hvorfor skal det gamle Babylons fald gøres kendt i dag?

⁴ Eftersom Jehova har ladet beretningen nedskrive i sit ord, og, som en af Jesu apostle udtalte, „hvert skrift er indblæst af Gud og gavnligt“, er det en begivenhed som også fortjener at blive gjort kendt i dag, så meget mere som den tjener som en forhåndsadvarsel om en undertrykkende magts fald i vor tid og kan vise os hvordan man undgår følgerne af dens fald. — 2 Tim. 3:16; fodnoten; 1 Kor. 10:11.

 5. (a) Hvem var Merodak? (b) Hvorfor ville Merodak blive rædselslagen og hans billedstøtter blive gjort til skamme?

⁵ Merodak, er den hebraiske form af Marduk, navnet på Babylons øverste gud på Nebukadnezars og hans dynastis tid. Ifølge babyloniernes teologi var det ham der havde grundlagt deres hovedstad og bygget dens berømte templer. Merodak (Marduk eller Bel) er derfor blot et andet navn for Nimrod, der gjorde oprør mod Gud og var byen Babylons egentlige grundlægger. (1 Mos. 10:9, 10) På grund af babyloniernes tidligere sejre over andre folkeslag på dets vej mod stillingen som den tredje verdensmagt havde Merodak indgydt rædsel i disse folk. Men nu var det Merodaks tur til at blive rædselslagen. Det ville blive åbenbart at han var en svag gud som intet gavnede og at hans afgudsbilleder kun var stumme afguder. Det ville vise sig at han var en falsk og kraftløs gud. Merodak og Babylons andre afguder ville svigte deres tilbedere. Derefter ville disse tilbederes skæbne være uvis, for Merodak ville miste sin værdighed og ville ikke kunne værne sine tilbedere mod den overlast som deres besejrere, der var tilhængere af Zarathustra og dyrkede andre guder, ville udsætte dem for.

 6. (a) Hvordan åbenbarede Jehova hvem der skulle indtage Babylon? (b) Hvad var Jehovas beslutning vedrørende Babylon?

⁶ Jehova åbenbarer i den følgende profeti hvem der skulle besejre dem: „Thi et folk fra nord drager op imod det og gør dets land til en ørken, så ingen bor der; både mennesker og dyr er flygtet.“ (Jer. 50:3) Mederne, som udgjorde størstedelen af den persiske hærfører Kyros’ tropper, kom fra nord. Babylons guder ville være fuldstændig ude af stand til at hindre deres fremrykning og deres krigsstrategi. Ifølge Jehovas beslutning skulle byen indtages og efterhånden forfalde, så den til sidst blev en ørken hvor hverken mennesker eller dyr ville bo.

 7. Hvad ville der ske med Guds folk i Babylon når Babylons fald indtraf?

⁷ Men hvordan ville det gå Jehovas folk der befandt sig som fanger i Babylon når dens fald indtraf? Jeremias fortsætter: „I hine dage og til hin tid, lyder det fra [Jehova], skal israeliterne sammen med judæerne komme; de skal vandre under gråd og søge [Jehova] deres Gud; de skal spørge om vej til Zion, did er deres ansigter vendt; de skal komme og klynge sig til [Jehova] i en evig pagt, der aldrig glemmes.“ — Jer. 50:4, 5.

 8. Hvilken virkning havde Babylons fald i 539 f.v.t. på de trofaste jøder der befandt sig i Babylon?

⁸ Da Babylon faldt i 539 f.v.t. var der kun to år til udløbet af de halvfjerdsindstyve år hvori Judas land skulle ligge øde hen. (Jer. 25:11) Derfor begyndte Daniel og andre trofaste tilbedere af Jehova blandt de jødiske landflygtige at bede Jehova om deres snarlige udfrielse, og løftet gik i opfyldelse da Kyros udstedte sit dekret i sit første regeringsår, i 537 f.v.t. Titusinder af de landflygtige jøder benyttede sig af dette dekret og begyndte at drage hjem til Zion.

 9. (a) Hvilken indstilling og hvilke følelser ville de hjemvendende jøder give udtryk for? (b) Hvad var og hvad var ikke formålet med at de vendte tilbage til Zion? (c) Med hvilke ord mindede Jehova jøderne om årsagen til at de var kommet i fangenskab?

⁹ Der var lang vej hjem og de ville derfor spørge om vej. De ville græde af glæde over at Jehova havde udfriet dem, over at han ledte dem og sørgede for dem under deres vandring gennem ørkenen til Jerusalem, og de ville takke ham fordi han havde tilgivet dem. Før de var blevet ført i fangenskab havde de glemt Jehova og brudt hans pagt. Efter at de nu ved Guds barmhjertighed var blevet udfriet ville de anerkende denne pagt på ny. Deres tilbagevenden til deres land tjente intet politisk formål. De kunne ikke nære noget ønske om at genoprette Juda rige, for de måtte anerkende at de var underlagt Persien, det rige Jehova brugte til at udfri dem. Hvorfor foretog de da denne lange rejse og udholdt dens strabadser? For at genoprette den sande tilbedelse og genopbygge Jehovas tempel i Jerusalem, da det jo var blevet ødelagt dengang Nebukadnezar halvfjerds år tidligere, i året 607 f.v.t., havde indtaget byen. Grunden til at de var blevet ført i fangenskab måtte søges i at de havde svigtet den sande tilbedelse, hvilket Jehova mindede dem om med ordene:

„En flok bortkomne får var mit folk, deres hyrder havde ført dem vild, på afveje i bjergene; de flakkede fra bjerg til høj, glemte deres hvilested. Enhver, som traf på dem, fortærede dem; deres fjender sagde: ’Vi er sagesløse!’ Det skete, fordi de syndede mod [Jehova], retfærdsgræsgangen og deres fædres håb, [Jehova].“ — Jer. 50:6, 7.

10. (a) Hvilken tilstand befandt jøderne sig i da babylonierne angreb Juda, og hvilken indstilling lagde babylonierne for dagen over for dem? (b) Så Jehova igennem fingre med babyloniernes handlinger, selv om de eksekverede hans dom over Juda? (c) Hvilken opmuntrende befaling gav Jehova de fangne jøder?

¹⁰ De havde gjort sig skyldige i at følge deres konger og præster, som havde ført dem på afveje, bort fra deres hvilested, Jehova, og den rene tilbedelse af ham. Da babylonierne angreb jøderne havde de fundet at de var splittede og strejfede om som vildfarne får, og havde derfor, som ulve, bjørne og løver, fortæret dem. Babylonierne følte ingen skyld ved det de havde gjort, for, sagde de, når israelitterne havde syndet mod Jehova, havde de ret til at udøse hans hævn over dem, og de benyttede sig i fuldt mål af lejligheden til at give deres had frit løb. Men Jehova regnede virkelig babylonierne for skyldige, eftersom de handlede ud fra et ondt motiv. Han opmuntrer sit folk og lover at det ikke skal forblive under det forhadte åg:

„Fly ud af Babel, drag bort fra kaldæernes land, bliv som bukke foran en hjord! Thi se, jeg vækker fra nordens land en sværm af vældige folk og fører dem frem mod Babel, og de skal ruste sig imod det; fra den kant skal det indtages; dens pile er som den sejrsæle helts, [der berøver moderen hendes børn og ikke vender tomhændet hjem, NW]. Kaldæa gøres til bytte; alle, som gør det til bytte, mættes, lyder det fra [Jehova].“ — Jer. 50:8-10.

11. (a) Hvornår kunne flugten fra Babylon finde sted, og ville de frigivne jøder skynde sig at forlade Babylon? (b) Hvem ville Gud bruge til at udfri dem, hvad ville de berøve Babylon for, og hvilket bytte ville de tage? (c) Hvordan udtrykker Gud på forhånd sin dom over babylonierne som skulle plyndre Juda?

¹¹ Først når Babylon var faldet kunne Jehovas folk fly ud af det. Dets hjemrejse til Jerusalem kunne først finde sted efter udløbet af de halvfjerdsindstyve år hvori Juda skulle ligge øde hen ifølge Jehovas beslutning. Men to år før de halvfjerds år var udløbet, da Babylons fald stod for døren, kunne trofaste jøder i Babylon begynde at forberede sig på at forlade byen, og de ville gøre det så hurtigt når tiden oprandt at det så ud som en flugt, selv om det ikke skete i panik men foregik i ro og orden. De ville være som bukkene der anfører en hjord og som prøver at være de første der slipper ud så snart folden åbnes. Den hær der udfriede dem ville bestå af tropper fra flere store folk, der alle havde det ene mål at indtage Babylon. Deres navnkundige bueskytters pile ville berøve moderen, Babylon, hendes børn. De persiske bueskytter ville ikke vende tomhændede hjem. Babylon, som havde udplyndret så mange folkeslag, havde så mange rigdomme at perserne ville mættes fuldstændig af det bytte de tog. Over babylonierne som havde udplyndret Juda rige udtaler Jehova følgende dom:

„Glæd Eder kun og jubl, I, som plyndrede min arvelod, spring som kalve i engen, vrinsk som hingste — Eders moder skal dybt beskæmmes; hun, som bar Eder, skal blive til skamme. Se, det ringeste af folkene, en ørken, tørt land og ødemark! For [Jehovas] vredes skyld skal det ligge ubeboet hen og overalt være en ørken; alle, som kommer forbi Babel, skal slås af rædsel og spotte over alle dets sår.“ — Jer. 50:11-13.

12. (a) Hvorfor var Gud vred på babylonierne når han dog havde brugt dem til at eksekvere sin dom over Juda? (b) Hvad ville Guds dom medføre for Babylon? (c) Hvilken ordre udsteder Jehova som var han den medo-persiske hærs øverstbefalende?

¹² Hvilken ond og hævngerrig indstilling havde babylonierne ikke da de eksekverede dommen over Juda for dets synd mod Gud! Denne indstilling var i virkeligheden et udtryk for deres had mod Jehova og hans folk. De boltrede sig som velnærede kalve da de ødelagde Jerusalem og dets tempel og tog de kostbare tempelkar og satte dem i den falske gud Marduks tempel i Babylon. De opførte sig som vrinskende hingste der sprudlede af energi. Det var ikke den rette ånd; det var en synd mod Gud. Derfor skulle moderbyen Babylon beskæmmes over sine børn, sine borgere eller indbyggere. Hun ville blive besejret og nedstyrtet fra sin stilling som verdens herskerinde. De stolte forhåbninger hun nærede på grund af sine børn ville blive skuffet. Ja, hun skulle få Guds harme at føle endnu mere, for hun skulle blive den ringeste af folkene idet hun ville blive en vildsom, tør og øde ørken. Så fuldstændig ville ødelæggelsen blive at mennesker der havde set hendes tidligere herlighed ville blive slået med rædsel og forfærdelse. I hovmod ville de spotte og hånfløjte ad det når de drog forbi stedet, som var det hjemsøgt af onde ånder. Det var ikke mederne og perserne der først og fremmest burde have æren for Babylons fald; den tilkom Jehova Gud, som havde truffet beslutningen om dets fald og brugte Medo-Persien som sit redskab. Derfor siger han, som om han var den medo-persiske hærs øverstbefalende:

„Rust Eder mod Babel på alle kanter, alle, som spænder bue; skyd på det, spar ikke på pile, thi mod [Jehova] har det syndet. Jubl over det fra alle kanter: ’Det har udrakt sin hånd, dets støttemure er faldet, dets volde nedbrudt.’ Thi det er [Jehovas] hævn. Hævn Eder på det, gør med det, som det selv har gjort! Udryd af Babel den, der sår, og den, der svinger le i høstens tid! For det hærgende sværd vender enhver hjem til sit folk, enhver flyr til sit land.“ — Jer. 50:14-16.

13. (a) Hvilken stor synd havde Babylon gjort sig skyldig i mod Jehova da det angreb Juda? (b) Forklar betydningen af profetien i Jeremias 50:14, 15.

¹³ Babylon havde gjort sig skyldig i en alvorlig synd mod Jehova. Det havde ødelagt Juda rige og var den første der havde ødelagt Jehovas tempel i Jerusalem. Men det gik endnu videre i sin synd. Det besudlede de hellige kar ved at sætte dem i en hedensk guds tempel og bruge dem ved kong Belsazzars sidste gæstebud. (Dan. 1:1, 2; 5:1-4, 22, 23) Gud tog med rette hævn over det. Profetien viser at Guds eksekutionsstyrker var dygtige til bueskydning, sådan som tilfældet var med mederne og perserne. Enhver modstand fra Babylons side ville være forgæves. Det måtte udrække sin hånd, sin magt, som tegn på at det overgav sig. Skønt de angribende bueskytter trængte ind i byen ad Eufratflodens leje, var det som om de støtter byen hvilede på var faldet og de mure eller volde der beskyttede den var nedbrudt.

14. (a) Hvordan ville Guds ord i Jeremias 50:16 blive opfyldt? (b) Hvad udtaler Jehova dernæst som en trøst til sit folk?

¹⁴ Selv om Babylon var omgivet af et frugtbart land på grund af floderne og kanalerne, ville jorden komme til at ligge øde hen som en ørken. Bønderne ville blive udryddet. Sværdet ville nådeløst ramme Babylon, mens de der var gået i forbund med det og havde understøttet det som den tredje verdensmagt ville vende tilbage til deres eget land og deres eget folk og overlade Babylon til den velfortjente dom der ramte det. De der drev forretning med det ville blive spredt. Men til sit eget folk vender Jehova sig nu med følgende trøstende ord:

„En adsplittet hjord er Israel, løver har spredt det. Først fortærede assyrerkongen det, og nu sidst har kong Nebukadrezar af Babel gnavet dets knogler. Derfor, så siger Hærskarers [Jehova], Israels Gud: Se, jeg hjemsøger Babels konge og hans land, som jeg hjemsøgte assyrerkongen; og jeg fører Israel tilbage til dets græsgang; det skal græsse på Karmel og Basan og mættes i Efraims bjerge og Gilead.“

„I hine dage og til hin tid, lyder det fra [Jehova], skal man søge efter Israels brøde, og den er der ikke, efter Judas synder, og de findes ikke; thi jeg tilgiver dem, jeg lader blive til rest.“ — Jer. 50:17-20.

15. Hvordan havde assyrerkongen først fortæret Israel, og hvordan var denne konge gået for vidt i sit angreb på Jehovas folk?

¹⁵ Her åbenbaredes Jehovas ubrydelige kærlighed til sit folk. Da assyrerne erobrede ti-stammeriget Israel og førte indbyggerne bort derfra bedrøvede det ham inderligt. Men Israel havde syndet mod Gud. Imidlertid gik Assyrien alt for vidt da det truede den hellige by Zion. På en eneste nat ihjelslog Jehova 185.000 mand af den assyriske hær og hævnede sig senere på Assyrien ved at fuldføre sin beslutning om dets hovedstad Nineves ødelæggelse, hvilket skete i 633 f.v.t. (2 Kong. 18:9 til 19:36; Nah. 1:1 til 3:19) På det tidspunkt lod han imidlertid de israelitiske landflygtige blive boende på fremmed territorium.

16. (a) På hvilken måde gnavede Nebukadnezar Israels knogler? (b) Hvorfor gjorde Babylon sig skyldig i en større synd end Assyrien?

¹⁶ Babylon blev derefter Juda riges førende modstander og angriber. Dette lille rige kunne sammenlignes med de knogler der var tilbage af det større og talrigere Israels folk. Kong Nebukadnezar ønskede at få den mest marvfulde del, nemlig det sted hvor kongen sad på „[Jehovas] trone“ og hvor Jehovas tempel lå. Nebukadnezar tilbad den falske gud Marduk, hvis symbol var løven. Og som en løve ødelagde han Jerusalem og dets tempel og knuste det mellem sine tænder som var det fåreknogler, for at nå ind til den søde marv. Ødelæggelsen af Jerusalem og dets tempel var en langt større bedrift og en langt større vanhelligelse end Assyriens ødelæggelse af Israels hedenske hovedstad Samaria og dets tempel for den falske gud Ba’al. Så hvis Assyrien og dets hovedstad havde fået Guds harme at føle, fortjente Babylon at Gud tog en endnu større hævn over det.

17. Hvad betyder det at Karmel, Basan, Efraim og Gilead nævnes i denne profeti?

¹⁷ Da Babylon faldt var vejen banet for at Jehova kunne føre sine får tilbage til deres græsgange i det forjættede land. De steder der nævnes i profetien, nemlig Karmel, Basan og de bjergrige områder Efraim og Gilead, lå i Israels tidligere område, uden for Judas land. At disse steder nævnes betød derfor at alle Israels stammer ville få deres land tilbage og komme til at bo der igen, hvilket også fandt sted i makkabæertiden, da israelitterne atter kom i besiddelse af disse områder.

18. (a) Hvilket tidspunkt gælder ordene „i hine dage og til hin tid“ i Jeremias 50:20? (b) Ville Jehova stadig ihukomme den synd som israelitterne havde begået før de kom i fangenskab?

¹⁸ Således skete det at Jehova til sin fastsatte tid, nemlig efter udløbet af de halvfjerds år, tilgav sit udvalgte folk dets brøde og synd, det vil sige den rest af det som længtes efter at se den sande tilbedelse genoprettet. Han udslettede de optegnelser der var ført over disse synder, og derfor kunne man intet finde at sige mod israelitterne og judæerne selv om man ivrigt søgte efter det. Han førte dem tilbage til Zion og til Judas land som et forenet folk.

19. (a) Hvorfor fortjente Babylons fald og Jehovas folks tilbagevenden til sit land at blive gjort kendt i hele verden? (b) Hvordan er disse begivenheder blevet gjort kendt?

¹⁹ Dette forbløffende bevis på Jehovas kærlighed og barmhjertighed mod sit angrende folk og hans evne til at udfri det og føre det tilbage til dets hjemland fortjente fremfor noget andet at blive gjort kendt i hele verden. Det er blevet gjort kendt for alle eftersom Babylon i dag er nøjagtig det som Jehova sagde det ville blive, et fuldstændig øde område uden en eneste indbygger. Desuden forkynder Jehovas vidner det for millioner af mennesker i 194 lande, ikke blot for at give et eksempel på Jehovas kærlighed mod dem der tilbeder ham, og hans evne til at bevare dem, men også på grund af den betydning som denne store begivenhed i menneskets historie har for os i dag. Fortsættelsen af Jeremias’ profeti vil blive behandlet i næste nummer af dette blad og vil hjælpe os til at få en endnu klarere forståelse af hele dette profetiske billede.

[Fodnote]