Vil du undgå skændsel? — Så undgå hovmod!

 1. Hvorfor befinder den frække og hovmodige sig i fare?

DEN frække og hovmodige befinder sig i stor fare. Han nærer visse ideer som tiltaler ham selv og som tjener hans eget formål, og han væbner sig med en indstilling der er uimodtagelig for andre synspunkter. I frækhed og hovmod formaster han sig til at øve dumdristige handlinger der til sidst ender med skændsel, og der er kun lidt man kan gøre når han én gang er begyndt, for hans frækhed gør ham arrogant, uforskammet og uimodtagelig for fornuft.

 2. Giv et eksempel på hovmod over for Gud.

² For eksempel er der dem der siger at der ingen Gud er til. De ville ikke drømme om at sige at et hus ingen bygmester har. Men når man henleder deres opmærksomhed på den langt mere indviklede og komplicerede „natur“, holder de op med at bruge deres fornuft og hævder at der ikke er nogen Skaber, men at alt hvad der findes i naturen, de selv — fornuftbegavede individer der lever i den — indbefattet, er opstået af fornuftløst, dødt stof ved blinde kræfters virke.

 3. Hvem har gjort sig skyldige i den største formastelighed over for Gud?

³ En endnu større formastelighed gør dog de såkaldte gejstlige sig skyldige i når de antager klingende titler, forlanger at andre viser dem ære og gør krav på at være åndelige vejledere for hjorden samtidig med at de går så vidt som til at sætte deres egne ord og overleveringer over Guds ord, Bibelen. — 2 Tess. 2:3, 4.

 4. (a) Hvorfor kan man sige at de der hovmoder sig mod Gud i virkeligheden befinder sig i trældom? (b) Hvilken frækhed gjorde Djævelen sig skyldig i, og hvad gjorde det ham til?

⁴ De ville protestere højlydt hvis man sagde til dem at de var i trældom, oven i købet i trældom under en falsk gud, men det er ikke desto mindre sandt, for Bibelen siger at man er træl af den som man lyder. (Rom. 6:16) Uden selv at vide det stiller de sig til rådighed for Satan Djævelen, som Bibelen kalder „denne verdens gud“. (2 Kor. 4:4) Bibelen beretter hvordan Djævelen frækt hovmodede sig mod Jehova Gud på Jobs tid ved at drage Jehovas suverænitet og hans ret til hans skabningers absolutte hengivenhed i tvivl. Han hævdede hovmodigt at ingen tjente Jehova uselvisk, end ikke den fromme og retsindige Job i landet Uz. Da Jehova fremtvang en afgørelse i sagen kunne Djævelen ikke fremlægge et eneste konkret bevis mod Job, men som støtte for sin formastelige påstand fandt han på at bagtale Job ved at påstå at han var bestukket af Gud og at hans handlinger ikke var dikteret af hans hjerte. For at bevise denne frække påstand gjorde han sig endog til morder, men måtte til sidst lide den tort at stå som en ondsindet løgner. — Job 1:8-22.

Babylon hovmoder sig mod Gud

 5. Hvordan ved vi at Babylon havde den samme ånd som Djævelen?

⁵ Et af de mest slående eksempler på hvor farligt det er at hovmode sig mod Gud er det gamle Babylon, det sted hvorfra den falske religion bredte sig efter Vandfloden på Noas tid. Dette er ikke blot en påstand, for både Bibelen og den verdslige historie, som enhver kan rådføre sig med, beretter om dets vildfarelser og dets formastelige gerninger mod Gud og den ydmygelse der blev resultatet. (En interessant detalje i denne forbindelse er at Djævelen, som berettet i Job 1:17, brugte kaldæerne [babylonierne] som sit redskab da han skulle bevise sin bagtaleriske anklage mod Jehova og hans tjener Job.)

 6. Med hvilke navne har Jehova meget rammende beskrevet Babylons hovmod over for ham?

⁶ I sin profeti mod Babylon i Jeremias’ bog, kapitel 50, kalder Jehova Babylon „Meratajims land“ og dets indbyggere „dem, som bor i Pekod“. „Meratajims land“ betyder „den dobbelte genstridigheds land“, og „dem, som bor i Pekod“ betyder „dem, som bor i hjemsøgelsens eller straffens land“a Med disse navne beskrev Jehova det frække hovmod som Babylon lagde for dagen og den ødelæggelse der ventede det.

 7. Hvorfor kan Babylon med rette kaldes „det dobbelte oprørs land“?

⁷ Hvorfor kunne Babylon kaldes „den dobbelte genstridigheds land“ eller „det dobbelte oprørs land“? Babylon var bygget af Nimrod som blev kaldt Merodak efter at han var blevet ophøjet til gud. Dette navn betyder ifølge nogle autoriteter „den store oprører“. Nimrod gjorde oprør mod Jehova, men Babylon gjorde sig skyldig i et dobbelt så stort oprør ved at det med ild og sværd omstyrtede Jehovas folks rige, ødelagde Jehovas tempel, nedhuggede hans folk og førte tusinder i landflygtighed til Sinears land, hvorfra den hebraiske patriark var draget ud på Guds befaling. Og hvor opstemt følte det sig ikke over sin gerning! Det var mere end oprør. Det var dobbelt oprør. Derfor havde det gjort sig fortjent til at blive hjemsøgt og straffet af Gud.

 8. (a) Hvordan gav Babylon sit hovmod over for Jehova til kende? (b) Hvordan kan Babylon siges at være „al jordens hammer“, og hvordan lød Jehovas beslutning mod Babylon?

⁸ Babylon betragtede sig selv som verdens suveræne hersker, og dets gud Merodak skulle nok sørge for at det bevarede denne suveræne stilling. Derfor hovmodede det sig formasteligt mod universets store Suveræn, Jehova, og havde endog den frækhed dumdristigt at angribe Jehovas trone, det vil sige den trone hvorpå kongerne af Davids slægt sad, og topmålet af dets frækhed nåedes da det ødelagde Jehovas tempel. Dets hovmod stod for fald! Guds retfærdige beslutning lød:

„Læg øde, læg band på dem, . . . Krigslarm lyder i landet, alt bryder sammen. Hvor er dog al jordens hammer [Babylon havde knust mange folkeslag] knækket og brudt, hvor er dog Babel blevet til rædsel blandt folkene! Jeg lagde dig snarer, du fangedes, Babel, og mærked det ej; du grebes, og fast blev du holdt, thi du kæmped mod [Jehova].“ — Jer. 50:21-24.

Et overraskende angreb

 9. Hvad kunne Babylons erobring sammenlignes med, og hvorfor kunne det ikke undslippe?

⁹ Det var perserkongen Kyros II der fik befaling til at knække Babylon, og han gjorde det grundigt. Det overraskende moment spillede en vigtig rolle. Et overrumplende angreb satte det vældige Babylons forsvarsværker ud af spillet. Kyros’ soldater mødte praktisk talt ingen modstand da de trængte ind i byen ad Eufratflodens leje og som ved et mirakel fik adgang til byen gennem de ustængte, dårligt bevogtede porte i den indre mur. Det var som om Jehova selv med øvet hånd havde lagt en snare for Babylon og fanget det endnu før det selv vidste hvad der var sket. Babylon var fuldstændig lammet. Hvorfor havde det ikke kunnet undslippe? Det der var sket forekom helt usandsynligt. Men sejren skyldtes ikke Kyros’ hær. Nej, hovmodige Babylon, der var intet du kunne have gjort, for „du kæmped mod [Jehova]“. Derfor måtte dit fald blive stort. Jehova åbenbarer at han selv stod bag dit overraskende sammenbrud:

10. Hvordan lyder Jehovas beskrivelse af Babylons vældige fald?

¹⁰ „[Jehova] lukked op for sit forråd og fremtog sin vredes værktøj [hans krigsvåben, især mederne og perserne]. Thi et værk har Herren, Hærskarers [Jehova], for i kaldæernes land. Træng derind fra ende til anden [fra den fjerneste ende, NW; det strakte sig så langt som til Armenien og Ararats bjerg], luk op for dets lader, dyng det op som neg [dyng dets skatte op udenfor til de plyndrende angribere], og læg band derpå [som noget der var viet til Gud skulle det ødelægges; det måtte ikke længere benyttes af mennesker], lad intet [ingen, NW] levnes [der skulle ingen efterfølgere være], ødelæg alle dets okser [unge tyre, NW; dets fyrstelige ledere], før dem ned til slagtning! Ve dem, deres dag er kommet, hjemsøgelsens tid.“ — Jer. 50:25-27.

11. Hvornår hørtes lyden af de flygtende, og hvem var det der flygtede?

¹¹ Men hvordan gik det Babylons fanger som havde måttet lide under dets hovmod? Gud siger: „Hør, hvor de flyr og redder sig fra Babels land for at melde i Zion om hævnen fra [Jehova] vor Gud, hævn for hans helligdom.“ (Jer. 50:28) Lyden af flygtende hørtes især da Kyros den Store i sit første regeringsår (i 537 f.v.t.) udstedte et dekret om at alle jøder som ønskede det kunne vende tilbage til Zion og dér genopbygge templet for deres Gud. (Ezra 1:1-4) De forlod derfor Babylon i ro og orden og i en godkendt hensigt, men de var så ivrige, nidkære og lykkelige at det var som om de flygtede fra et fængsel hvor de havde været i trældom og ikke havde kunnet tjene deres Gud i fuldt omfang og på den måde han havde foreskrevet.

12. (a) Hvorfor jublede de „flygtende“ israelitter, og hvilken ydmygelse måtte Merodak opleve? (b) Hvad er lønnen for at hovmode sig mod Jehova ifølge Jeremias 50:29, 30?

¹² Mens Babylon var fornedret kunne Guds tjenere nu juble. Kyros tillod at de fik de hellige redskaber som babylonierne havde bortført fra Jehovas tempel med sig tilbage, og med støtte i kongens dekret lykkedes det dem at genopbygge et nyt tempel på det sted hvor tidligere Salomons tempel havde ligget på Zion. Da de nu atter befandt sig i deres eget land kunne de afsløre Babylons frækhed og hovmod og fortælle om den hævn Jehova havde taget over det fordi det havde vanhelliget hans tempel og dets hellige redskaber. Pinligt nok for Merodak selv var det hans tempel der måtte afgive de stjålne kar fra Jehovas tempel. Jehova fortsætter:

„Kald skytterne sammen mod Babel, enhver, som spænder bue, slå ring omkring det, lad ingen få lov at slippe; gengæld det efter dets gerning; efter alt, hvad det gjorde, skal I gøre mod det; thi frækhed viste det mod [Jehova], Israels Hellige. Derfor falder dets ynglinge på dets torve, alle krigsfolkene omkommer på hin dag.“ — Jer. 50:29, 30.

Gengældelse

13. I hvilken henseende var Jehovas sejr over Babylon en nøjagtig gengældelse?

¹³ Profeten Jeremias sang følgende klagesang over Zion da Babylon havde ødelagt Jerusalem i 607 f.v.t.: „Skal kvinder da æde den livsfrugt, de kælede for, myrdes i Herrens helligdom præst og profet? I gaderne ligger på jorden unge og gamle, mine jomfruer og mine ynglinge faldt for sværdet; på din vredesdag slog du ihjel, hugged ned uden skånsel.“ (Klages. 2:20, 21) Til gengæld herfor nedskød altså de mediske og persiske bueskytter alle de babyloniere som prøvede at undslippe. De trængte ind i byen og dræbte de unge mænd på torvene og nedhuggede skånselsløst krigsfolkene.

14. Hvor vidt var Babylon gået i sit hovmod, i Jehovas øjne, og hvad måtte det lære?

¹⁴ Babylon havde været selve den personificerede frækhed. Jehova siger: „Se, jeg kommer over dig, ’Frækhed’, . . . thi din dag er kommet, hjemsøgelsens tid. Da falder ’Frækhed’ og styrter, og ingen rejser det. Jeg sætter ild på dets byer, og den fortærer alt deromkring.“ (Jer. 50:31, 32) Babylon havde ikke taget ved lære af den ydmygelse som dets mægtigste konge, Nebukadnezar, blev udsat for fra Jehova Guds side dengang han måtte udholde syv års vanvid og — efter sin helbredelse og genindsættelse på tronen — måtte anerkende himmelens konge. Han sagde dengang: „Han kan ydmyge dem, som vandrer i hovmod.“ (Dan. 4:1-37) Nej, det måtte smerteligt erkende sandheden i følgende ordsprog: „Hver hovmodig er [Jehova] en gru,“ og: „Hovmod går forud for fald, overmod forud for snublen.“ (Ordsp. 16:5, 18) Det måtte Nebukadnezars sønnesøn, kong Belsazzar, sande, for han snublede og faldt netop på det tidspunkt da han hovmodede sig mod Jehova ved at besudle de hellige tempelkar ved sit store gæstebud.

15. (a) Hvor stort var Babylons fald? (b) Hvilken ydmygelse måtte Babylon erfare før Gud førte sin sag til ende med det?

¹⁵ Babylons fald var så stort at det aldrig siden genvandt sin stilling som verdensmagt. Selv om de babyloniske konger Nebukadnezar III og Nebukadnezar IV forsøgte at gøre oprør mod det persiske overherredømme lykkedes det dem ikke at løsrive sig. Hvorfor ikke? Fordi Guds flammende vrede var rettet imod Babylon indtil det var blevet som et „afsvedet bjerg“. (Jer. 51:25) Men før det var fuldstændig afbrændt ville det blive tvunget til at løsne sit greb om Guds folk og at se Zion og dets tempel genopbygget som en del af Guds hævn: „Både med israeliterne og judæerne er der handlet ilde; alle de, der bortførte dem, holder fast på dem, vægrer sig ved at give dem fri. Deres genløser er stærk, Hærskarers [Jehova] er hans navn; han vil føre deres strid og give jorden ro og Babels indbyggere uro.“ — Jer. 50:33, 34.

Hovmod og afgudsdyrkelse fører til vanvid

16. (a) Hvordan optrådte Jehova som sit folks genløser? (b) Hvordan beskrev Jehova den uro der skulle overgå Babel når han førte sin sag imod det?

¹⁶ Babylon glemte at selv om Gud havde „solgt“ sit folk, havde Babylon intet betalt for det. Han havde faktisk ladet jøderne føre i fangenskab på grund af deres synder. (Es. 52:3) Men da han i sin egenskab af al skabningens ejer optrådte som deres genløser gav han virkelig den nation der udfriede dem sin betaling derfor. I bytte for sit eget folk gav Gud Persien et andet folk, nemlig Ægypten, som kom i perserrigets besiddelse under Kyros den Stores søn Kambyses. Hvor smertelig en uro Gud forvoldte Babylon da han førte sin sag mod det og eksekverede sin dom beskrives i det følgende afsnit af profetien:

„Sværd over kaldæerne, . . . og over Babels indbyggere, over dets fyrster og vismænd! Sværd over sandsigerne, så de bliver tåber! Sværd over dets helte, så de taber modet! Sværd over dets heste og vogne og over alt det blandede slæng i dets midte, så de bliver til kvinder! Sværd over dets skatte, så de plyndres! Tørke over dets vande, så de tørres ud! Thi det er et land for gudebilleder, og de gør sig til af dem, de frygter [og på grund af deres skræmmende syner handler de forrykt, NW]. Derfor skal ørkendyr bo der sammen med sjakaler, også strudse skal bo der; aldrig mer skal det bebos, men være ubeboet fra slægt til slægt.“ — Jer. 50:35-39.

17. Hvordan advarede Jehova på forhånd Babylon om hvad dets hovmod ville medføre?

¹⁷ Jehova advarede i virkeligheden babylonierne på forhånd idet han sagde: ’Ja, I hovmodige babyloniere! Pral I bare af Babylons evige storhed. Det er dog tomme ord! Gør jer til af jeres mod, I vældige! Det vil vende sig til rædsel. Jeres heste og vogne vil intet gavne jer. Jeres lejesoldater vil blive svage som kvinder. Jeres skatte bliver røvet. Den udtørrede Eufratflod vil ikke være i stand til at beskytte den hovmodige by. Jeres gudebilleder kan ikke frelse jer, for afgudsdyrkelse giver ikke nogen et sundt sind. Skræmmende syner er alt hvad I får når disse billeder svigter jer i jeres nød, og I drives til vanvid.’

Babylon vil til sidst blive lagt fuldstændig øde

18. (a) Hvor stor en straf ville ramme Babylon fordi det havde formastet sig til at kæmpe mod Gud? (b) Hvilket skræmmende billede maler Jehova af Babylons erobrere?

¹⁸ Da Babylon til afgudsdyrkelsens synd også føjede den synd at formaste sig til at kæmpe mod Jehova, skulle det fortsat hjemsøges indtil ødelæggelsen var fuldstændig og evig: „Som det gik, da Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra og nabobyerne, . . . skal intet menneske bo der, intet menneskebarn dvæle der.“ (Jer. 50:40) Jehova maler et skræmmende billede af Babylons erobrere idet profetien fortsætter:

„Se, der kommer et folk fra nord, et vældigt folk og mange konger bryder op fra det yderste af jorden. De fører bue og spyd, er grumme uden barmhjertighed, deres røst er som havets brusen, de rider på heste, rustede som en mand til strid mod dig, Babels datter!“ — Jer. 50:41, 42.

19. (a) Hvornår og hvordan gik profetien i Jeremias 50:43 op for Belsazzar i hele sin gru, og hvilken virkning havde det på ham? (b) Hvad sammenlignede Jehova babylonierne og deres erobrer med?

¹⁹ Babylons indbyggere blev tvunget til at se Nabonid og hans hær lide nederlag uden for Babylon, hvorefter Nabonid søgte tilflugt i Borsippa. Hære fra de fjerneste egne langt nord for Babylon kom med det ene formål at indtage byen. Alligevel følte Babylons indbyggere sig sikre i deres stolthed og hovmod. Men med hensyn til kong Belsazzar da blev hans opmærksomhed med et kraftigt middel henledt på dommen over Babylon dengang han festede i sit palads og håndskriften viste sig på væggen og blev tydet af Daniel. (Dan. 5:25-28) Betydningen af profetien som vi læser i Jeremias 50:43 må da være gået op for ham i hele sin gru: „Babels konge hørte rygtet derom, og hans hænder blev slappe, rædsel greb ham, skælven som den fødende kvindes.“ Det var derfor intet under at Belsazzars knæ slog sammen under ham da han opdagede at byen var blevet overrumplet og indtaget og han så sine vældige krigere blive som kvinder og flygte drukne bort. Babylon havde behandlet Jehovas folk grusomt og derfor sammenligner Jehova sin udvalgte erobrer, Kyros, med en jordansk løve idet han siger:

„Som en løve, der fra Jordans stolthed skrider op til den stedsegrønne græsgang, således vil jeg i et nu drive dem bort derfra. Thi hvem er den udvalgte, jeg vil sætte over dem? [Og den udvalgte sætter jeg over det, NW.] Thi hvem er min lige, og hvem kræver mig til regnskab? Hvem er den hyrde, der står sig mod mig? Hør derfor det råd, [Jehova] har for mod Babel, og de tanker, han har tænkt mod kaldæernes land: Visselig skal hjordens ringeste slæbes bort, visselig skal deres græsgang forfærdes over dem. Ved råbet: ’Babel er indtaget!’ skal jorden skælve, og deres skrig skal høres blandt folkene.“ — Jer. 50:44-46.

20. Hvordan opfyldtes profetien i Jeremias 50:44-46?

²⁰ Da Kyros handlede på Jehovas vegne kunne intet hindre ham på hans vej, lige så lidt som det kunne have hindret Jehova. Det var derfor tåbeligt af Babylons indbyggere at tro at de kunne standse den jordanske løve som Jehova havde udvalgt og slå den på flugt. De skulle have lyttet til Jehovas råd: „Visselig skal hjordens lam ødelægges; visselig skal græsgangen bortrives fra dem.“ (Jer. 50:45, LXX, efter Bagsters engelske oversættelse)b Ja, babylonierne var som lam over for den symbolske jordanske løve; de blev slæbt ud og tilintetgjort. Deres hovedstad, der forekom så solid, ville til sidst ligge øde hen som en ørken. Jorden, i særdeleshed kaldæernes land, skælvede da Babylon faldt — det havde fået et sår som aldrig ville læges, hvilket vi skal se i senere artikler i denne serie. Babylons nødskrig hørtes blandt alle de folk som det havde udøvet herredømme over som den tredje verdensmagt — det var følgen af frækt at hovmode sig mod Jehova Gud.

21. (a) Hvad bør Babylons sørgelige og vanærende skæbne tjene som en advarsel om? (b) Hvilken sandhed er hermed blevet prentet dybt i vort sind?

²¹ Dette eksempel skal tjene som en advarsel til alle der hævder at være Guds tjenere. Det skal være en påmindelse til dem om ikke at følge deres vejledere hvis de hovmoder sig mod Gud, eller stole på menneskers ord og overleveringer når de går imod Guds ord eller giver udtryk for tvivl eller manglende tro på det. Det skal også få os til at indse det farlige i at fæste lid til menneskers, det være sig filosoffers, videnskabsmænds eller præsters, praleriske påstande om hvad mennesker vil kunne gøre for at bevare den nuværende onde tingenes ordning, som beherskes af den falske religions vældige verdensimperium, Babylon den Store. Vi erkender sandheden i vismandens ord:

„Kommer hovmod, kommer og skændsel, men med ydmyge følger der visdom.“ — Ordsp. 11:2.

[Fodnoter]