En nation der modstår Gud må falde

 1. Hvordan har mange nationer unødigt mistet deres nationale suverænitet?

INGEN nation giver frivilligt afkald på sin suverænitet. Ingen nation ønsker at forfalde og gå til grunde, langt mindre at falde i en fjendtlig nations ubarmhjertige hånd. Dog er regeringer og nationer på grund af tåbelige ideologier — som for eksempel den der gør staten eller regenten til en gud — eller på grund af religiøse lederes indflydelse blevet ført til at sætte sig op mod Gud og hans rige ved Kristus Jesus og har derved mistet deres suverænitet. Vi har som eksempel Hitlers og Mussolinis regeringer. Sådanne regeringer kan stå for en tid men vil før eller siden gå til grunde fordi de ikke har anerkendt at det egentlige herredømme over verden er i den almægtige Guds hånd. — Dan. 4:34, 35.

 2. (a) Hvordan viser nationer i dag at de er i opposition til Gud? (b) Frembyder Jehovas vidners forkyndelse af Guds rige en fare for herskernes suverænitet?

² Der findes nationer på jorden i dag, nogle endog såkaldt kristne nationer, der modstår Jehova Gud og som inden for deres lands grænser forbyder forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige ved Kristus som den eneste regering der kan bringe en løsning på verdens problemer. De går så vidt som til at arrestere og fængsle Jehovas vidner fordi de besøger folk i deres hjem med Bibelens budskab. Denne forkyndelse er imidlertid ikke imod nationens interesser, for den fremmer freden og styrker moralen. Det er Gud selv der opretter sin regering over jorden. Jehovas vidner forkynder blot denne sandhed. Hvis menneskets Skaber har en himmelsk regering i beredskab til menneskeheden og han selv indfører denne regering, ville nationernes herskere så ikke tjene deres undersåtter bedst ved at anerkende denne regering og fraskrive sig deres suverænitet når tiden for dens overtagelse af ledelsen af jordens forhold indtraf?

 3. Hvordan kan vi høste gavn af at studere den bibelske beretning om det gamle Babylon?

³ Hvorfor sætter nationer sig tåbeligt op mod Gud og afkorter således unødigt deres eksistens? (Sl. 2:1, 2) Endvidere: Hvordan kan de undgå at gøre det? En undersøgelse af grundene til det gamle Babylons fald giver os svaret. I denne artikelserie underkaster vi det gamle Babylon, der som verdensmagt udøvede sit herredømme over en periode på mindre end hundrede år, et nøjere studium for at få den nødvendige baggrund for at forstå hvad Babylons nutidige modstykke, Babylon den Store, er. Dette store Babylon er nævnt i Bibelens sidste bog, Åbenbaringens bog, og vi skal senere komme frem til en drøftelse af dette.

Nationerne har fulgt Babylons eksempel

 4. Hvilken advarsel lyder i dag fra Jehova til nationerne? Til enkeltpersoner?

⁴ Ved alvorligt at undersøge grundene til at Babylon faldt kan nationerne i dag undgå at lide samme sørgelige skæbne som det. Bibelen fortæller at herskerne i dag, i denne domstid, hurtigst muligt må stifte fred med Jehova Guds konge, Jesus Kristus, som nu er indsat på tronen, og at de må undlade at kæmpe mod ham og forkyndelsen af den gode nyhed om Riget hvis de vil forblive i live. Og selv om nationerne som helhed ikke følger den advarsel som Bibelen giver, kan enkeltpersoner skille sig ud fra dem og undgå at følge deres handlemåde og derved redde livet. — Sl. 2:10-12; Åb. 18:4.

 5. (a) Hvordan kom Babylon til fra første færd at stå i opposition til Gud? (b) På hvilken måde har kristenheden besmittet sig selv?

⁵ Babylon kom fra første færd til at stå i opposition til Gud fordi byens grundlægger, Nimrod, gjorde oprør mod ham. Han drog ud på erobringstogter og blev årsag til megen blodsudgydelse. (1 Mos. 10:8-12) Efter sin død blev han ophøjet til gud. Dyrkelsen af denne falske gud spredtes ud over hele jorden, og i alle de hedenske religioner kan vi finde en dyrkelse af Nimrod under forskellige navne. Endog kristenheden har besmittet sig ved at antage babyloniske lærdomme, som for eksempel læren om menneskesjælens udødelighed, treenighedslæren og tilbedelsen af jomfrumoderen.a

 6. (a) Hvordan benævnede Jehova indbyggerne i Babylon og hvad betyder denne benævnelse? (b) Hvad vil Jehova ifølge Jeremias 51:2 gøre ved Babylon på grund af den modstand det har øvet mod ham?

⁶ Babylon var fyldt med afgudsbilleder og var i bitter opposition til Gud. Gud var på sin side i bitter opposition til det. Han kaldte dets indbyggere for „dem som bor i leb qama’i“, hvilket betyder „dem som bor i mine modstanderes hjerte“, eller, som Leesers jødiske oversættelse af Jeremias 51:1 siger, „dem som bor midt blandt mine modstandere“. Følgelig lovede Gud at han ville sende en ødelæggende stormvindb imod det. Han ville sende sine høstfolk og kastere, Kyros’ hære, imod Babylon og så at sige lade dem kaste dets indbyggere op i luften så vinden kunne fange dem og føre dem bort som avner. (Jer. 51:2, jfr. Mattæus 3:11, 12) Jeremias’ bogs 51. kapitel, som vi nu hovedsagelig vil beskæftige os med, beretter videre om Babylons synder og den dom der fældes over det.

 7. (a) Hvilket forhold (nævnt i Jeremias 51:5) mellem Jehova og hans folk glemte Babylon at tage i betragtning? (b) Hvordan vil det gå Babylon fordi det ikke viste barmhjertighed, og hvad vil det være klogt af nationerne i vor tid at gøre?

⁷ Babylon mente at dets guder var stærke, især guden Merodak (der repræsenterede Nimrod), og at dets hær var uovervindelig. Det mente også at Jehovas folk Israel ikke havde nogen virkelig Gud, ikke nogen ægtemand, til at beskytte sig, og derfor sad forladt som en enke. Men Israels Gud var i høj grad levende og i stand til at vise at han stadig var sit folks Ægtemand og Beskytter. Da Babylon ikke havde gjort sig dette klart havde det ikke haft nogen barmhjertighed med Jehovas folk da det ødelagde Jerusalem og dets tempel i 607 f.v.t. Derfor skulle der heller ikke vises nogen barmhjertighed mod Babylon når Jehova øvede gengæld mod det. (Jer. 51:3-5c; Es. 54:5-7) De nationer der i dag behandler Jehovas folk på jorden som om det ikke havde nogen himmelsk Vogter og Beskytter ville gøre klogt i at mærke sig dette.

 8. (a) Hvor stor en magt havde Babylon haft, og hvilken brøde gjorde det svagt? (b) Hvad fik de fangne israelitter befaling til at gøre, og hvorfor skulle de gøre det, som beskrevet i Jeremias 51:6, 7?

⁸ Nogle herskere vil muligvis i dag blive stærke og mægtige nok til at få hele verden til at rave. De burde erindre sig at Babylon var stærk nok til at gøre alle andre nationer drukne og galne efter at have smagt dets ødelæggende kraft. Det bortførte endog Guds folk som fanger. Babylon troede at det kunne bestå for evigt. Men det var hildet i falske religiøse vildfarelser. Denne brøde gjorde det svagt og blev til sidst skyld i dets undergang. Imidlertid fik de israelitiske fanger befaling til at frigøre sig fra dets brøde, ikke at lade sig indvikle i Babylons falske religion og grådige materialisme og dermed gøre sig til Babylons medskyldige og omkomme sammen med det på ulykkens dag. Guds folk måtte være rede til, så snart Babylon var faldet, hurtigst muligt at flygte ud af byen og vende tilbage til Jerusalem eller Zion og genoprette den sande tilbedelse der. — Jer. 51:6, 7.

Den store Suveræn hævner uretfærdigheder

 9. (a) Hvordan gik det til at det afgudsdyrkende Babylon førte Jehovas folk i fangenskab? (b) Var Babylons fremfærd mod Jerusalem dikteret af dets ønske om at tjene Jehovas hensigter, eller hvad var grunden?

⁹ Måske undrer man sig over at Babylon i det hele taget fik lov at føre Jehovas folk i fangenskab, men årsagen var den store synd som Juda rige havde gjort sig skyldig i. Juda blev advaret flere gange. Det nordlige ti-stammeriges fald i 740 f.v.t. burde have bragt Juda rige til fornuft, men det satte sig op mod Guds overherredømme og styrtede sig ud i et sådant fordærv at Jehova måtte tugte nationen. Det var den tredje verdensmagt Assyrien der havde bragt det nordlige rige til fald. Nu efterfulgte Babylon Assyrien som verdensmagt, og det tillod Gud. Han kunne beskytte sit folk og forhindre at det blev opslugt af denne verdensmagt, men på grund af Judas synder brugte han Babylon som sit strafferedskab. Babylons handlinger var imidlertid udelukkende dikteret af begærlighed, ondskab og grusomhed og af dets selviske higen efter verdensherredømmet. Det hovmodede sig over for Jehova og priste sin gud Merodak mens det hævngerrigt udøste al sin forbitrelse over Jehovas folk. Babylon måtte også til sin tid drikke Jehovas vredesbæger.

10. (a) Hvordan spotter Jehova Babylon på forhånd, som berettet i Jeremias 51:8, 9? (b) Hvordan øvede Jehova, som berettet i Jeremias 51:10, retfærdsgerninger for sit folk, gerninger som det senere kunne fortælle om?

¹⁰ I Jeremias’ bogs 51. kapitel, der indeholder en profeti der blev fremsat i 614 f.v.t., femoghalvfjerds år før Babylons fald, spotter Jehova Babylon ved at opfordre nationerne til at prøve at læge Babylons sår med balsam, men han siger også at det ikke lader sig læge. Hvorfor ikke? Det havde allerede på grund af sin falske gudsdyrkelse gjort sig skyldig i mange onde gerninger, men efter at det havde angrebet Jehovas folk og hans tempel samt vanhelliget tempelkarrene havde dets synder hobet sig op så dets straffedom nu nåede til himmelen. I overensstemmelse med sin guddommelige retfærdighed måtte Jehova nu gøre regnskabet op med det, og det gjorde han ved at øve retfærdsgerningerd som hans folk senere kunne berette om til hans ære og pris. — Jer. 51:8-10.

11. Hvem var det der undfangede tanken om at styrte Babylon og som udstedte befalingen om at hvæsse pilene og fylde skjoldene, og forstod mederne og perserne dette?

¹¹ Babylonierne var umådelig stolte over den bedrift de troede de havde øvet ved at ødelægge Jehovas tempel i Jerusalem. Derfor krævede retfærdigheden at Jehova knuste Babylon. Hertil brugte han et nyt jordisk redskab, nemlig medernes og persernes hær. Ved denne handling overførtes verdensherredømmet faktisk til dem, men selv vidste de ikke at de blev brugt af Jehova. De troede det var en tanke de selv havde undfanget. Lidet anede de at det var fra Jehova befalingen kom om at ’hvæsse pilene’ mod Babylon så de kunne trænge dybere ind, og ’fyldee skjoldene’ ved at lade tusinder af krigere samles bag dem mens de gik frem til angreb. Det var et råd Jehova havde for, en beslutning han havde truffet og givet udtryk for så langt tilbage som i profeten Esajas’ dage, og den skulle bringes til udførelse på babylonierne. Ødelæggelsen af hans tempel måtte hævnes. — Jer. 51:11, 12.

12. (a) Ville Babylon kunne købe sig fri med sine uretmæssigt erhvervede skatte? (b) Hvordan viser Jehova i Jeremias 51:14-18 at hverken Babylon eller dets guder havde nogen chance for at undslippe?

¹² Vildført af dets mange gudebilleder gjorde Babylon sig skyldig i dæmondyrkelse og lignede derfor den som det tilbad, Satan Djævelen. Når det havde undertrykt andre folk var det sket af begær, dets motiv havde været at berige sig selv og udbytte disse folk for selvisk fordels skyld og for at skaffe dets egne guder ære. Ville Gud muligvis lade det slippe på grund af dets storhed og rigdom? Dets skatte betød intet i Guds øjne. Han kunne ikke bestikkes til at tilbageholde sin hævn. Så fast besluttet var han at han svor ved sig selv at ville fylde Babylon med erobrere der var så talrige som græshopper. At Jehova svor ved sig selv betød at han som havde skabt jorden og alt hvad der levede på den, at han som beherskede alle kræfter i universet og kunne frembringe regn, storm og andre naturfænomener, hvilket Babylons guder end ikke i nogen grad formåede, stod fuldt og helt bag dette, Babylons ødelæggelse. Det havde overhovedet ingen chance for at undslippe. — Jer. 51:13-18.

„Et afsvedet bjerg“

13. (a) Hvad mener Jehova med udtalelsen i Jeremias 51:19? (b) Hvordan viser Jehova i Jeremias 51:25 at Babylons ødelæggelse ville blive varigere end Jerusalems?

¹³ Lige fra dets grundlæggelse havde Babylon ingen lod eller del i Jehova og ønskede det heller ikke, ligesom nationerne i dag heller ikke ønsker at have lod og del i tilbedelsen af ham. Babylons grundlægger Nimrod ønskede ikke at have nogen arvelod i ham. (1 Mos. 10:8-10, NW) På grund af Abrahams tro udvalgte Gud ham og hans efterkommere Isak og Jakob og gjorde Jakobs (Israels) folk til sin arvelod for at det kunne lovprise ham og være hans vidner. Han, Jehova, var Israels folks støttestav. Det kunne læne sig til ham. (Jer. 51:19f; 5 Mos. 7:7, 8; 2 Kong. 13:23; Es. 43:1, 10-12, 21) Israels eneste håb om at overleve eller at blive genrejst som en nation afhang af dets loyalitet mod Jehova. Heller ikke denne nation kunne bevare sin stilling da den satte sig op mod Gud. Profetien i Jeremias 51:20-24, der er henvendt til Nebukadnezar, viser at Babylon blot var det redskab Jehova brugte til at ødelægge Jerusalem fordi det havde syndet mod Gud, og som et redskab til at udøve Guds hævn over andre nationer der havde modstået Gud og hadet hans folk. Men på grund af den ondskab Babylon lagde for dagen ved ødelæggelsen af Zion måtte det selv til sin tid falde, og det skulle ikke rejse sig igen. Over for denne tredje verdensmagt udtaler Jehova den beslutning at den skal falde fordi den har sat sig op mod ham. „Se, jeg kommer over dig, du ødelæggende bjerg, lyder det fra [Jehova], du, som ødelægger hele jorden; jeg udrækker hånden imod dig og vælter dig ned fra klipperne og gør dig til et afsvedet [udbrændt, NW; danske overs. af 1871] bjerg.“ (Jer. 51:25) Hvad enten Babylon her sammenlignes med en vulkan ned over hvis sider der strømmer flydende lava, eller med et symbolsk bjerg, en politisk regering, er den almægtige Guds dom her ikke til at tage fejl af.

14. (a) Forklar den symbolske betydning af Jeremias 51:25. (b) Hvem havde Jehova ’viet’ til at foretage de indledende skridt til Babylons ødelæggelse? (e) Hvad ville det til sidst ende med for Babylon, ifølge Jeremias 51:29?

¹⁴ Med hensyn til denne sidste betydning, den symbolske, siger Åbenbaringen 17:9, 10 om de syv bjerge som kvinden sidder sidder på: „De er også syv konger. De fem er allerede faldet, den ene er der, den anden er endnu ikke kommen.“ Det babyloniske rige var et af de fem bjerge, eller en af de fem konger, der var faldet på apostelen Johannes’ tid, men det havde forårsaget større ødelæggelse end de to bjerge der var gået forud for det, Ægypten og Assyrien, de to første verdensmagter i den bibelske historie. Men selv om det knejsede over alle klipperne formåede Jehova alligevel at vælte det, for han „vejer bjerge med bismer [og] i vægtskål høje“ og for ham er folkene „som dråbe på spand“. (Es. 40:12, 15) I 539 f.v.t. nedstyrtede han Babylon fra dets høje stade. Som en atomild ville hans dom brænde sig dybere og dybere ind i dets indre indtil det i sin fornedrede tilstand ikke længere stod så urokkelig fast som et knejsende, dybt rodfæstet bjerg. Det ville være udbrændt og dømt til at hensmuldre. Som det første skridt henimod dets opbrænding befaler Gud Kyros’ hære, som det var skik dengang, at ’vi sig til kamp’. Opfordringen gjaldt også „Ararats, Minnis og Asjkenaz’ riger“, øjensynligt områder som Kyros havde underlagt sig. Fra hele det landområde Kyros herskede over blev de kaldet, „som lådne græshopper“ i antal. Ja, uden selv at vide det var de virkelig blevet Jehovas ’viede’ eller ’helligede’. Det nederlag som Babylon ville lide over disse hære ville kun være begyndelsen til dets tilintetgørelse. Fra da af ville det fortsat gå ned ad bakke for det, indtil det til sidst ville ligge fuldstændig øde hen som en ørken til evig tid. (Jer. 51:26-29) Denne profeti er virkelig gået i opfyldelse, for nu er kun de ruiner som man har gravet frem og afdækket i vor tid tilbage. Det er nu kun en seværdighed for turister og en holdeplads hvor toget kun standser når der er rejsende der skal stige af eller på.

Babylons forfald sætter ind

15. (a) Hvad var resultatet af Babylons syndige fremfærd, som berettet i Jeremias 51:3, 30? (b) Hvordan beskriver The Encyclopedia Americana den svaghed der greb den babyloniske hær?

¹⁵ Babylons onde fremfærd havde medført et almindeligt fordærv og forfald i nationen og en dermed følgende svaghed. Den nat Babylon faldt var mange af krigerne for drukne til at rejse sig og kæmpe og blev dræbt på stedet iført deres brynjer. (Jer. 51:3) Andre blev bange og svage som kvinder og tog flugten. (Jer. 51:30) Babylons indbyggere så et eksempel på krigernes svaghed før Babylon faldt. Vi læser herom i The Encyclopedia Americana:

Nabonid, der var Babylons sidste konge, . . . udkæmpede et slag inden for Babylons synsvidde. Han led et stort nederlag, og mens de fleste af hans tropper søgte i sikkerhed inden for byens stærke mure, flygtede han selv med en lille styrke til Borsippa, en betydningsfuld by sydvest for Babylon, idet han muligvis ved denne manøvre håbede at kunne tvinge Kyros til at dele den persiske hær. Hans stedsøn Belsazzar (Bilshar-uzur), . . . der øjensynligt var hans medregent, ledede forsvaret i Babylon. Efter hovedstadens fald overgav Nabonid sig. Han blev behandlet med mildhed af Kyros og endog udnævnt til statholder over provinsen Carmanien.g

16. Hvordan beskriver profetien i Jeremias 51:31, 32 den fortvivlelse og forvirring som byen, ja selv kongen, ville blive grebet af?

¹⁶ Men det var ikke alene soldaterne der blev svage og i panik ønskede at søge tilflugt bag Babylons mure. Også kong Belsazzar blev rædselslagen, nemlig da han hørte tydningen af skriften på væggen, og hans rædsel vendte sig til fortvivlelse da løberne lidt senere kom ilende fra hver sin ende af byen og meldte at byen var indtaget begge steder, overgangsstederne taget og papyrusbådene brændt så babylonierne ikke kunne flygte. — Jer. 51:31, 32.h

17. (a) Forklar Jeremias 51:33. (b) Hvorfor kunne Nebukadnezar sammenlignes med en stor slange? (c) Hvilken bøn opsendte Zion, og hvordan måtte den besvares? (d) Deltog de fangne israelitter i tærskningen, og hvad viser dette?

¹⁷ Jehova sammenlignede Nebukadnezar med en stor slange som havde „slugt“ hans folk. Han havde været som Babylons drage, sirrusch’en, hans gud Marduks eller Merodaks symbol. Han fyldte sig med alle de lækkerbiskener han havde taget fra det jødiske folk, især de kostbare redskaber fra Jehovas hellige tempel. Han bortrykkede folket fra dets land som var det noget urent der skulle fjernes. Dette bragte blodskyld over Nebukadnezars egen nation, som måtte undgælde for dette ved at blive trampet ned som smuds på gaden, fornedret til den dybeste skændsel, knust ved en symbolsk tærskning og stampet fast som en tærskeplads. Den bøn Zion opsendte måtte besvares. Jehova måtte betale Babylon tilbage med samme mønt. Det ville få den samme behandling som det havde udsat Zion for. Dets indbyggeres blod måtte udgydes for at regnskabet kunne gøres op. Vi lægger imidlertid mærke til at de israelitiske fanger ikke selv deltog i tærskningen, ligesom Guds folk i dag heller ikke deltager i nogen kamp mod nationerne. Det var Kyros’ hære Gud brugte, ligesom han vil bruge de himmelske hære under den større Kyros, Jesus Kristus, til at bringe sin hævn over Babylon den Store og alle dem der forbliver i dens magt. — Jer. 51:33-35.

Hvad det betyder for os

18. (a) Hvordan har Babylon den Store fulgt det gamle Babylons eksempel? (b) I hvilken rækkefølge vil tærskningen komme til at foregå, og hvorfor er denne tærskning uundgåelig?

¹⁸ I vor tid har Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, forført nationerne og vil ifølge profetien i Åbenbaringens bog lede dem frem til at føre krig mod Gud. (Åb. 17:5, 9, 14) Herved nedkalder de blodskyld over sig selv og må derfor tærskes: først det store Babylon, den falske religions vældige verdensimperium, som forudsagt i profetierne i Mikas bog og Åbenbaringens bog; dernæst de politiske nationer, som har ladet sig beherske af Babylon den Store og stillet sig i opposition til Jehovas overherredømme og forkyndelsen af hans herredømme ved hans vidner. Det er et guddommeligt princip at „retfærdighed løfter et folk, men synd er folkenes skændsel“. Et folk der nedkalder en sådan skændsel over sig selv vil før eller siden gå til grunde, for „til Dødsriget [Sheol] skal de gudløse fare, alle folk, der ej kommer Gud i hu“. — Ordsp. 14:34; Sl. 9:18

19. Hvad vil det være klogt af enkeltpersoner at gøre i dag, uanset hvad nationerne gør?

¹⁹ Uanset hvordan nationerne som helhed handler er det muligt for enkeltpersoner at undslippe fra det store Babylon, ligesom jøderne undslap i 537 f.v.t., når de alvorligt overvejer hvad Guds ord siger om Babylon og de handler derefter. De kan frigøre sig fra det, flygte fra det og således undgå at være delagtige i dets synder og blive ramt af dets plager; men de må handle hurtigt. — Åb. 18:4.

[Fodnoter]