Nabonids krønikes vidnesbyrd
DEN stærkt befæstede by Babylon faldt så pludseligt at det må have vakt forundring i oldtidens verden. Dens besejrer, Kyros den Store, bortledte Eufratflodens vande, der løb gennem byen. Dernæst marcherede hans styrker gennem flodlejet og overrumplede byen gennem de ulåste porte langs kajen. Babylon faldt på én nat og dermed afsluttedes århundreders semitisk overherredømme samtidig med at Jehovas ord ved hans profeter Esajas og Jeremias opfyldtes. — Es. 44:27; 45:1, 2; Jer. 50:38; 51:30-32.
Denne begivenheds datering er af stor interesse for omhyggelige bibellæsere, fordi mange andre begivenheder der omtales i Skriften, kan tidsfæstes ved beregning af det antal år de indtraf før eller efter Babylons fald.
Trods sin kortfattethed indeholder Nabonids krønike (også kaldet „Kyros-Nabonid-krøniken“ eller „Kyros’ annaltavle“) den fuldstændigste kileskriftberetning man har om Babylons fald. Dette brudstykke af en lertavle er cirka fjorten centimeter bredt på det bredeste sted og omtrent lige så langt. På grundlag af skrivestilen har nogle videnskabsmænd draget den slutning at tavlen stammer fra seleukidernes periode (312-65 f.v.t.). Nogle historikere mener dog at inskriptionen er en afskrift af et ældre dokument. Da den for det meste herliggør Kyros og stiller Nabonid i et dårligt lys, har den tanke været fremsat at tavlen er en persisk skrivers værk, og den har endog været benævnt „persisk propaganda“. Alligevel regner man „oplysningerne om omstændighederne“ for pålidelige.
Ifølge Nabonids krønike angreb Kyros de babyloniske styrker ved Opis i måneden tasjritu (tisjri [september-oktober]), og beretningen fortsætter: „På den 14. dag blev Sippar taget uden kamp. Nabonid flygtede. Den 16. dag drog Gobryas (Ugbaru), guvernøren over Gutium, og Kyros’ hær ind i Babylon uden kamp. Derefter blev Nabonid taget til fange i Babylon da han vendte tilbage.“ — Ancient Near Eastern Texts, redigeret af James B. Pritchard, side 306.
Når det siges at Kyros’ hær drog ind i Babylon „uden kamp“ menes der utvivlsomt uden større kamphandlinger, hvilket er i overensstemmelse med Jeremias’ profeti om at „Babels helte opgiver kampen“. — Jer. 51:30.
Men indeholder Nabonids krønike grundlaget for at fastslå hvilket år dette skete? Nej. Denne beretning viser at Babylon faldt for Kyros’ hær på den sekstende dag i tisjri måned (der svarer til den 11.-12. oktober [ifølge den julianske kalender] eller den 5.6. oktober [ifølge den gregorianske kalender] i året 539 f.v.t.), men henvisningen til Nabonids „syttende år“ (som af historikerne beregnes til at være 539 f.v.t.) er indføjet af oversætterne. Eftersom man ikke har fundet nogen kileskrifttavler dateret senere end Nabonids syttende år, har man antaget at Babylon faldt i dette år, og at denne tidsangivelse har stået på den nu beskadigede del af tavlen. (Det er også værd at lægge mærke til at den jødiske historieskriver Josefus [i et citat fra den babyloniske præst Berossos (fra det tredje århundrede f.v.t.)] beretter at Kyros indtog Babylon i Nabonids syttende regeringsår.) — Mod Apion, 1. bog, 20. del.
Andre kileskrifter, deriblandt den ptolemæiske kanon, peger også hen på året 539 f.v.t. som det år Babylon faldt. For eksempel viser sådanne historikere fra oldtiden som Diodorus, Julius Africanus og Eusebios at Kyros’ første regeringsår som konge af Persien svarede til år 1 af den 55. olympiade (560-559 f.v.t.), mens Kyros’ sidste regeringsår beregnes at være år 2 af den 62. olympiade (531-530 f.v.t.). (Et olympiadeår strakte sig fra omkring 1. juli til 30. juni næste år.) Ifølge kileskrifttavlerne herskede Kyros ni år over Babylon, hvilket stemmer overens med den almindeligt anerkendte datering af hans magtovertagelse i Babylon til år 539 f.v.t.
Skønt Nabonids krønike således ikke angiver noget årstal, er det forhåndenværende materiale alligevel tilstrækkeligt til at anerkende året 539 f.v.t. som året for Babylons fald. Denne kendsgerning formindsker naturligvis betydningen af Nabonids krønike for denne begivenheds datering. Dog har denne inskription stadig stor betydning, idet den yder et værdifuldt vidnesbyrd om måden for Babylons fald. Desuden viser den at Nabonid ikke var i Babylon da byen faldt, og det forklarer hvorfor Bibelen ikke nævner ham ved navn. Dog påpeger Skriftens ord indirekte hans eksistens ved at vise at Belsazzar tilbød Daniel at blive den tredje mægtigste i riget, idet Nabonid var den mægtigste og Belsazzar den næstmægtigste efter ham. — Dan. 5:16.