Hvordan det berører os at vi ikke kender „den dag og time“
1. Hvilken forbindelse er der mellem Guds kærlighed og det at han ikke har åbenbaret hvilken „dag og time“ „den store trængsel“ vil begynde?
JEHOVA GUD havde en hensigt med ikke at åbenbare hvilken „dag, og time“ „den store trængsel“ ville bryde løs over den nuværende tingenes ordning. Denne hensigt er nært forbundet med hans fremtrædende egenskab — kærlighed. (1 Joh. 4:8) Eftersom han er en kærlighedens Gud, ønsker han kun dem som sine tjenere der virkelig elsker ham. (Sl. 119:97; 1 Joh. 5:3) Han ønsker ikke at hans fornuftbegavede skabninger skal krybe sammen foran ham i rædsel, og blot tjene ham fordi de frygter den straf han kunne bringe over dem. Han har altid handlet med menneskene på en sådan måde at han har appelleret til deres kærlighed samtidig med at han har ladet dem vise deres sande hjertetilstand.
2. Hvordan har Jehova vist sin kærlighed mod ufuldkomne mennesker?
2 I sin store ufortjente godhed har Jehova ladet alle, endog de utaknemmelige, få gavn af de kredsløb han har sat i gang i naturen for at gøre livet på jorden muligt. (Apg. 14:16, 17; 17:24, 25) Og i løbet af en periode på seksten hundrede år inspirerede han omkring fyrre mænd til at frembringe en skreven beretning der gør kendt hvilken slags Gud han er og hvad han kræver af dem han vil godkende. (2 Tim. 3:16, 17) Denne beretning, nemlig Bibelen, indeholder sunde retningslinjer som gør det muligt for os at få det bedste ud af livet nu trods problemer og vanskelige forhold. (Sl. 19:8-12) Den gør os også bekendt med den uforlignelige kærlighed Gud viste da han gav sin enestefødte søn for at denne kunne ofre sit liv til gavn for os. Dette åbnede mulighed for at menneskene kunne træde ind i et godkendt forhold til den eneste sande Gud, og det stillede et liv i udsigt uden sygdom, alderdom og død. — Joh. 3:16; Tit. 3:4-7; Åb. 21:3, 4.
3. Hvorfor er det ikke i strid med Jehovas kærlighed at han lader „den store trængsel“ komme?
3 Men hvordan kan det være at en sådan kærlig Gud også vil bringe en trængsel med en frygtelig ødelæggelseskraft over menneskene? Hans kærlighed kræver det i virkeligheden. Det lyder måske mærkeligt for mange i dag. Det lød også mærkeligt for mange israelitter da den hebraiske profet Mika for omkring 2700 år siden bekendtgjorde at Jehova ville bringe en ulykke over Israels ti-stammerige og Judas to-stammerige. Vantro spurgte de: „Er Jehovas ånd blevet utilfreds, eller er dette hans gerninger?“ Jehovas svar lød: „Gør mine ord ikke godt mod den der vandrer retskaffent?“ (Mika 2:7, NW) At han gør godt mod dem der vandrer retskaffent, kræver at han skrider ind over for alle som stædigt nægter at følge retfærdighedens vej og som af den grund er med til at øge den uretfærdighed, undertrykkelse og lovløshed som i dag gør det stadig farligere og ubehageligere at leve på jorden.
4. Hvad ønsker Jehova for alle mennesker?
4 Men før „den dag og time“ kommer da han vil gribe ind over for de onde, appellerer han inderligt til alle om at forlade deres slette veje. (Jævnfør Esajas 55:6, 7; Jeremias 18:7-10.) Han er som en kærlig familiefader der ikke er glad for at skulle straffe sine børn når de er ulydige, men derimod finder glæde i at de gør hvad der er rigtigt. Med hensyn til hvordan Jehova så på den frygtelige ødelæggelse han lod komme over Jerusalem i 607 f.v.t., siger Bibelen: „Ej af hjertet plager og piner han menneskens børn.“ (Klages. 3:33) Han foretrækker at menneskene lever på en måde som ikke alene gør det unødvendigt for ham at skride ind, men også bringer dem personlig lykke og tilfredshed og bidrager til deres medmenneskers sikkerhed og glæde. Apostelen Peter skrev at „han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring“. — 2 Pet. 3:9.
5. (a) Hvad får det at Jehova ikke har åbenbaret „den dag og time“, mennesker til at lægge for dagen? (b) Hvordan kan det at „den dag og time“ ikke er gjort kendt hjælpe oprigtige mennesker til at finde frem til de sande kristne?
5 At Jehova Gud ikke har gjort kendt hvilken „dag og time“ han vil sende sin søn for at fuldbyrde dommen over den onde tingenes ordning på jorden, har været med til at afsløre hvad der bor i folks hjerte. De der ikke virkelig elsker deres Skaber og erkender værdien af at have et godt forhold til ham, vil jage efter det deres hjerte hænger ved — materielle ejendele i overflod, popularitet i verden, en tilværelse der drejer sig om selvet. De er måske tilbøjelige til at mene at eftersom Gud ikke har fortalt hvilken „dag og time“ det vil ske, vil det sandsynligvis ikke ske i vor tid. At Gud ikke har gjort ’dagen og timen’ kendt, har samtidig været til gavn for dem der ønsker at gøre hans vilje. Hvordan? Jo, den måde Jehova Gud har handlet på, udelukker muligheden for store opvisninger af hyklerisk fromhed umiddelbart før hans „dag og time“ blandt nogle som blot giver sig ud for at være hans tjenere. Oprigtige mennesker bliver således ikke i tvivl om hvem der udgør Guds indviede folk. De kan klart se forskellen mellem dem der ignorerer ’dagen og timen’ for Guds dom og dem der ikke gør det.
Det er farligt at ignorere „den dag og time“
6. Hvilken holdning, omtalt i Andet Petersbrev 3:3-7, lægger mange i dag for dagen?
6 Når man fremholder de bibelske vidnesbyrd om at „den store trængsel“ er nær, er mange tilbøjelige til at bagatellisere dem og gøre nar af dem. Deres handlinger svarer til Bibelens beskrivelse: „I de sidste dage vil der komme folk som latterliggør med latterliggørelse og som vandrer efter deres egne ønsker og siger: ’Hvor er denne hans lovede nærværelse? Fra den dag vore forfædre sov ind i døden, er alt jo forblevet ganske som det var fra skabelsens begyndelse.’“ Tidligere eksekveringer af Guds domme, som for eksempel vandfloden på Noas tid, betyder intet for dem. De ønsker simpelt hen ikke at tro at Gud en dag vil udslette de onde, sådan som han gjorde i fortiden. De vil ikke ændre deres livsform, men vil fortsat følge deres egne selviske ønsker. (2 Pet. 3:3-7) Hvis de fastholder denne holdning og bliver indhentet af Guds „dag og time“, vil de på ingen måde undgå ulykken.
7. Hvordan kan endog nogle som er tilknyttet den kristne menighed blive grebet af ligegyldighed med hensyn til „den dag og time“ da dommen eksekveres?
7 Selv de der er tilknyttet den sande kristne menighed kan blive grebet af en vis ligegyldighed med hensyn til den kommende „dag og time“ da Jehova vil eksekvere sin dom. Lad os tage et eksempel. Der er måske en som udmærket ved hvad Bibelen siger om „den store trængsel“. Han har måske hørt om det i årevis, måske endda fra indviede kristne forældre. Men fordi han ikke ser noget drastisk ske, begynder han i tankerne at udskyde Guds kommende „dag og time“ til en fjern fremtid. Han kan måske godt lide det opbyggende samvær med menighedens medlemmer, men han er ikke selv af hele sin sjæl med i det forkyndelses- og undervisningsarbejde som Kristus pålagde sine disciple at udføre. Verden og det den har at tilbyde af materielle „fordele“ virker måske mere og mere tillokkende på ham. Inden længe begynder han at jage efter materialistiske interesser, eller han holder op med at gøre noget for at aflægge de vaner og handlinger der hindrer ham i at opnå et godkendt forhold til Jehova Gud. Han tænker måske endda at ’når der virkelig begynder at ske noget’ vil han foretage de fornødne forandringer i sit liv. For øjeblikket er han ikke rede. Et sådant menneske erkender ikke at Guds krav er berettigede, og vedkommende befinder sig i alvorlig fare.
8. Hvordan kan overdreven nydelse af mad og drikke berøre ens indstilling til „den store trængsel“?
8 Mange er ikke fuldt opmærksomme på „den store trængsels“ komme fordi de lader deres sanser sløve af umådehold. Jesus Kristus advarede sine disciple mod denne fare idet han sagde: „Vær opmærksomme på jer selv, så jeres hjerter aldrig bliver tynget af frådseri og drikkeri og det daglige livs bekymringer, og den dag pludselig, i et øjeblik, er over jer som en snare.“ (Luk. 21:34, 35) Overdreven nydelse af mad og drikke vil tydeligvis sløve sanserne og ’tynge’ hjertet med skyldfølelse. Samtidig vil et sådant umådehold gøre det af med gode tilskyndelser. — Ordsp. 20:1; se også Esajas 28:7.
9. Hvordan kan unødig bekymring for det daglige udkomme være en fare?
9 Unødig bekymring for det daglige udkomme kan også overbebyrde hjertet. Hvis nogen taber den trøstende forsikring af syne at Jehova Gud vil sørge for sit folk, vil den pågældende snart af sit hjerte føle sig tilskyndet til at gøre alt hvad han kan for at sikre sin fremtid økonomisk. (Hebr. 13:5, 6) Efterhånden vil de åndelige interesser blive skubbet i baggrunden, og den pågældende vil gå åndeligt fallit og miste sin godkendte stilling ind for Jehova Gud. — 1 Tim. 6:9, 10.
Lev i overensstemmelse med tro
10. Hvordan bør vi søge at leve hver dag, og hvorfor?
10 Det er langt bedre at leve hver dag i erkendelse af at den tid da Jehova vil eksekvere sin dom, med sikkerhed vil komme. Da vil man ikke alene undgå at blive overrasket i en tilstand som Gud ikke kan godkende når hans „dag og time“ kommer, men man vil også opnå større glæde ved livet allerede nu. (1 Tim. 4:8) Sådan er det fordi Guds bud bygger på kærlighed og virker til fremme af det der er godt. (Rom. 13:8-10) Lydighed mod hans bud afholder en fra at følge en handlemåde der kunne skade en, enten legemligt, mentalt eller følelsesmæssigt. — Ordsp. 4:1-15; Præd. 11:9, 10.
11. Hvordan kunne mænd og kvinder i fortiden bygge hele deres tilværelse op om det at gøre Guds vilje, selv om de vidste at afslutningen på den onde ordning ikke ville komme i deres levetid?
11 Længe før det tyvende århundrede var der mennesker som levede på en måde der afspejlede tro på at Gud vil bringe al ondskab til ophør og sørge for at jordens anliggender bliver styret retfærdigt. De vidste at dette ikke ville ske inden for deres levetid. Ikke desto mindre var deres håb om at få del i det Gud havde i tanke for dem når de blev oprejst fra de døde, så stærkt at de byggede hele deres tilværelse op om det at gøre hans vilje. — Jævnfør Hebræerbrevet 11:35-40.
12. Hvordan viste Abraham og Sara at de troede på opfyldelsen af Guds løfte?
12 Lad os tage Abrahams og Saras eksempel. De boede i den driftige by Ur. Alligevel brød Abraham på Guds opfordring villigt op fra sin hjemby og tog af sted til et land som han ikke kendte. (1 Mos. 12:1-4) Hans hustru Sara samarbejdede fuldt ud med ham i dette. Da de endelig var nået frem til det land Gud havde ført dem til, slog de sig ikke ned i en eller anden by og indrettede sig et komfortabelt hjem. De og deres trofaste efterkommere fortsatte med at bo i telte. Der var ikke noget som virkelig hindrede dem i at vende tilbage til et mere komfortabelt liv i byen Ur, men alligevel gjorde de det ikke. Hvorfor ikke? Bibelen svarer: „De så [løfterne] opfyldt langt borte og hilste dem velkommen og bekendte offentligt at de var fremmede og midlertidige indbyggere i landet. De der siger sådanne ting giver jo til kende at de ivrigt søger et fædreland. Og hvis de var blevet ved med at huske på det hvorfra de var gået ud, havde de haft lejlighed til at vende tilbage. Men nu rækker de ud efter et bedre, det vil sige et der hører himmelen til.“ — Hebr. 11:13-16.
13, 14. Hvoraf fremgår det at Abraham og Sara gjorde klogt i ikke at lade deres liv forme af unødig bekymring for det materielle?
13 Synes du at Abraham og Sara traf et klogt valg? Deres liv bragte virkelig tilfredshed. (1 Mos. 25:8) Abraham og Sara blev rigt belønnet for den vej de fulgte. Jehova velsignede Abrahams bestræbelser for at sørge for sin husstand, så han aldrig kom til at mangle noget men altid havde rigeligt. (1 Mos. 13:2; 14:14) Abraham stod i et meget nært forhold til Gud; han fik endog den forret at tale med engle og at beværte dem. (1 Mos. 18:1 til 19:1) Både han og hans hustru fik ved et mirakel genvakt deres forplantningsevne, så han kunne få sønnen Isak med sin elskede hustru Sara. Og i hans slægt blev Guds egen søn født som menneske. (1 Mos. 17:17; Hebr. 11:11, 12; Luk. 3:23-34) At Abraham og hans trofaste efterkommere var genstand for Guds omsorg og beskyttelse, beskrives med disse ord i Salme 105:14, 15: „Han [tillod] ingen at volde dem men, men tugted for deres skyld konger: ’Rør ikke mine salvede, gør ikke mine profeter ondt!’“ — 1 Mos. 12:17; 20:3, 7.
14 Havde Abraham ikke efterkommet Guds opfordring til at forlade Ur, ville han være gået glip af storslåede forrettigheder. Han ville ikke have været spor anderledes end enhver anden velstående indbygger i det gamle Ur hvis navn nu for længst er glemt. Men fordi han fulgte opfordringen indfriede Jehova sit løfte om at gøre hans navn stort. (1 Mos. 12:1, 2) Kun få i fortiden opnåede et navn så stort som Abrahams for deres tro. Og Abraham blev kendt som ’Jehovas ven’. (Es. 41:8) Når Guds tid er inde vil Abraham blive oprejst fra de døde, med udsigt til evigt’ liv. Om Abraham og hans gudfrygtige efterkommere siger Hebræerbrevet 11:16: „Derfor skammer Gud sig ikke ved dem, ved at blive påkaldt som deres Gud, for han har gjort en by [det messianske rige] rede til dem.“
15. Ventede de første kristne at Guds retfærdige nye orden ville komme i deres levetid?
15 Den ånd Abraham og Sara lagde for dagen, fandtes også blandt Jesu Kristi sande disciple i det første århundrede. Også de vidste at forventningen om en retfærdig ny orden med nye himle og en ny jord ikke ville blive opfyldt i deres levetid. Under guddommelig inspiration skrev apostelen Paulus til sine medtroende at „Jehovas dag“ ikke ville komme før et frafald fra den sande tro havde taget godt fat. — 2 Tess. 2:1-8; 2 Pet. 3:13.
16. Hvordan så de første kristne på materielle ejendele, og hvordan var dette gavnligt?
16 Levede de første kristne af den grund på en sådan måde at de ignorerede Jehovas „dag og time“? Nej, ikke de der værdsatte deres forhold til Gud som Jesu Kristi disciple. De gav villigt afkald på materielle ejendele for at andre kunne få del i deres åndelige glæder. (Luk. 14:33; Fil. 3:7-9) Efter pinsedagen i år 33 var der for eksempel mange som solgte deres ejendomme og ejendele og stillede penge til rådighed som kunne uddeles til dem der havde brug for det for at kunne blive i Jerusalem og stadig nyde gavn af apostlenes lære. — Apg. 2:41-47; 4:34, 35.
17. Hvorfor havde de kristne i det første århundrede den indstilling at det hastede med forkyndelsen af „den gode nyhed“?
17 De der trofast fulgte Jesus Kristus, tog befalingen om at gøre disciple alvorligt. (Matt. 28:19, 20) På mindre end tredive år lykkedes det dem at udbrede „den gode nyhed“ til vidt adskilte områder i romerriget, og endog ud over romerrigets grænser. (Kol. 1:23) De erkendte at arbejdet hastede. De vidste at folk kunne dø før de nåede at høre om muligheden for udødeligt liv som Jesu Kristi medregenter. Uselvisk sled de for at så mange som muligt kunne få del i dette strålende håb. Desuden ville enden på den jødiske tingenes ordning komme inden for den daværende generations levetid. Jøderne alle vegne måtte gøres opmærksomme på Jesu Kristi profeti om dette, så de kunne give agt på den og undgå ulykken.
18. Hvordan ser Jehovas kristne vidner i dag, som samfund betragtet, på betydningen af både at følge Bibelens vejledning i deres livsførelse og at forkynde „den gode nyhed“ for andre?
18 I dag søger samfundet af Jehovas kristne vidner at gøre det samme. De er overbevist om at den bedste måde at leve på, er at følge Guds ords vejledning. Det sætter en i stand til at glæde sig over livet nu, og giver en et sikkert håb for fremtiden. (1 Tim. 6:17-19) De erkender også betydningen af at gøre folk alle vegne opmærksomme på hvor vigtigt det er at opnå et godkendt forhold til Skaberen før „den store trængsel“ bryder løs. (Jævnfør Ezekiel 33:2-9; Første Korinterbrev 9:16.) Det er grunden til at de villigt gør sig store bestræbelser for at hjælpe deres medmennesker til at opnå nøjagtig kundskab om Guds vilje.
19, 20. (a) Hvad har mange været villige til at gøre for at hjælpe andre til at opnå kundskab om Guds hensigt? (b) Har de nogen grund til at fortryde at de ikke er gået op i andre interesser?
19 For at kunne lære andre om Jehova, og hans storslåede hensigt med menneskeheden, har en hel del opgivet en lovende karriere, givet afkald på en indbringende forretning, solgt materielle ejendele som de følte var unødvendige, eller på anden måde forandret deres forhold. Af samme grund er mange flyttet til andre dele af deres land, eller endog til andre lande. Nogle har valgt at forblive ugifte, og ægtepar har valgt at undvære den glæde at have børn, for at kunne stille sig til rådighed for en tjeneste de ellers ville have haft vanskeligt ved at overkomme.
20 Nogle af disse mænd og kvinder er blevet gamle og deres kræfter er begyndt at svigte. Er de skuffede over at de endnu ikke er blevet udfriet fra den nuværende ugudelige ordning? Fortryder de at de ikke i stedet er gået op i visse andre interesser som ikke i sig selv ville have været forkerte? Føler de at de ofre de har bragt, har været unødvendige? De der i sin tid traf deres beslutning på grundlag af inderlig kærlighed til Jehova Gud og et oprigtigt ønske om at hjælpe andre, har intet at fortryde. De misunder ikke andre, med den tanke at de selv ville have været bedre stillet hvis de havde levet livet anderledes. De ser heller ikke ned på dem der i stedet har valgt at slå sig ned i et bestemt område og dér har sat børn i verden og opdraget dem efter Bibelens principper. De ejer tilfredsheden ved at have gjort hvad de vidste var rigtigt for dem, og de glæder sig over at have bevaret et nært forhold til Jehova Gud.
Påskøn Jehovas måde at handle på
21. Hvordan bør vi se på det hvis „den store trængsel“ ikke kommer så hurtigt som vi personligt har regnet med?
21 Det er kun naturligt at vi gerne vil udfries så hurtigt som muligt fra verdens voksende problemer, kampen for det daglige udkomme, samt sygdom, alderdom og død. Men hvad nu hvis denne udfrielse ikke kommer så hurtigt som du måske personligt har regnet med? Hvordan vil det berøre dit hjerte? Vil du blive forledt til at glemme betydningen af et ret forhold til Jehova Gud, og se hvilke glæder du stadig kan finde i verden? Hvis du virkelig elsker Jehova vil din tjeneste ikke være begrænset til nogen bestemt dato. Du ved at det den sande kristne ejer, er langt mere værd end noget af det denne verden kan tilbyde. Du er overbevist om at Jehova Gud ikke vil svigte sine løfter men opfylde alt hvad han har lovet sine tjenere. Som der siges i det inspirerede brev til hebræerne: „Gud er ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed I har vist mod hans navn.“ — Hebr. 6:10.
22. Hvis vi virkelig deler Jehovas syn på menneskeheden, hvordan vil vi da betragte den tid der endnu er tilbage før „den store trængsel“?
22 Ud fra det der siges her skal vi på ingen måde drage den slutning at „den store trængsel“ er langt borte, og glide ind i en tankegang som den der præger den gudfremmede verden. Så længe der stadig er nogle som reagerer velvilligt på Guds kærlige indbydelse, bør dette kunne opmuntre os. Det er jo i harmoni med Jehovas ønske om at ingen skal lide undergang men at alle skal nå til en sindsændring. (2 Pet. 3:9) Når vi deler Guds syn på menneskeheden vil vi glæde os over at vejen stadig er åben så flere kan nå at stille sig på Jehovas side og have mulighed for evigt liv. Når vi fortsat ser en tydelig opfyldelse af Jehovas hensigt om at så mange som muligt skal opnå et godkendt forhold til ham, bør det i sandhed styrke vor overbevisning om at „den dag og time“ da han vil eksekvere sin dom vil komme, eftersom dette også er en del af hans uforanderlige hensigt.
23. (a) Hvorfor kan vi være fuldstændig sikre på at Guds løfte om at fjerne den nuværende onde ordning og indføre sin nye orden vil blive opfyldt, og at det vil ske til Guds fastsatte tid? (b) Hvad bør vi, i betragtning af dette, være besluttede på at gøre hver især?
23 Jehovas navn og omdømme, hans trofasthed, giver os en sikker forvisning om at hans løfte om at gøre ende på undertrykkelse, uretfærdighed og smerte iler mod sin opfyldelse. (Sl. 117:2) Fra et menneskeligt standpunkt kunne det, for nogle, se ud som om det tøver med at ske. Men det forholder sig som det blev åbenbaret for den hebraiske profet Habakkuk: „Synet står ved magt, træffer ind til tide, usvigeligt iler det mod målet; tøver det, bi så på det, thi det kommer; det udebliver ikke.“ (Hab. 2:3) Stræber du, i betragtning af dette, efter at bevare et godkendt forhold til Jehova Gud? Er du besluttet på at tjene ham fortsat, uanset hvad fremtiden måtte bringe? Hvis du drives af kærlighed til Gud og næsten, kan du svare bekræftende. Og du kan tillidsfuldt se frem til den belønning Gud vil skænke dig og alle andre som elsker ham inderligt af hjertet.