af den „for alle folkeslag og stammer og tungemål og folk“, idet de råber med høj røst: „Frygt Gud og giv ham ære; thi nu er hans doms time kommet. Ja, tilbed ham, som har skabt himmelen og jorden og havet og kildevældene.“ (Åb. 14:6, 7) Tiden tillader ikke at vi venter med at træffe vor afgørelse om hvem vi vil tilbede, selv om vi må se i øjnene at vi måske vil møde modstand og blive forfulgt, udskældt og latterliggjort. Vi må føle os stærke i Jehova og være fast besluttede på at gøre hans vilje. Vi må hver især spørge os selv: Sætter jeg min gudsdyrkelse først i livet? Kan vi svare ja hertil, da vil vi kunne sige til hele verden: „Din gud dyrker vi dog ikke, og guldbilledstøtten, som du har ladet opstille, tilbeder vi ikke!“ Hvad sætter os i stand til at sige sådan? Det at vi ikke frygter for „dem, som dræber legemet, men ikke kan dræbe sjælen“, men derimod frygter for „ham, som kan ødelægge både sjæl og legeme i [Gehenna]“.a

De ondes glæde er kortvarig

 1. (a) Hvornår følte Babylon at det havde virkelig grund til at hovere? (b) I hvilken forstand var Nebukadnezar Guds tjener, og betød det at han dyrkede Jehova som Gud? (c) Hvad var Babylons motiv til at ødelægge Jerusalem, og hvor længe skulle det få lov til at nyde sin sejr?

DA Babylon havde styrtet Guds forbilledlige rige i 607 f.v.t. kunne Babylons konge Nebukadnezar hovere. Han følte at han var kommet højt til vejrs. (Es. 14:13) Sandt nok havde Jehova kaldt Nebukadnezar for sin tjener. (Jer. 25:9) Han havde tilladt ham at udøve sin magt og havde brugt ham som sit redskab til at ødelægge det frafaldne og genstridige Juda rige. Men Nebukadnezar havde ikke gjort det fordi han dyrkede Jehova som Gud. Nebukadnezar dyrkede den babyloniske gud Marduk, og Babylon var Guds gamle fjende. Babylons jubel udsprang derfor af dets had til Jehova og hans folk — altså et motiv der havde sin oprindelse hos Djævelen selv. Glæden kunne derfor kun være kortvarig. Den kom ikke til at strække sig over mere end otteogtres år. Jehova vidste på forhånd i hvor langt et tidsrum Babylon skulle hovere over hans folk, for han havde selv fastsat dette tidsrums varighed. — Klages. 1:21; Jer. 29:10.

 2. Hvad kan vi lære af denne og de følgende artikler i denne serie?

² Det er en trøst for os at se hvordan det gik alt sammen. I denne og de følgende artikler skal vi se hvordan Jehova bragte det babyloniske herredømme til ophør, hvorefter det blev de undertryktes tur til at glæde sig.

 3. Hvilken trøst bragte Ezekiel de jødiske landflygtige i året 593 f.v.t?

³ For at forsikre sit folk om at erobrerne kun skulle glæde sig en kort tid benyttede Gud fortsat sin profet Ezekiel. I året 593 f.v.t., det femogtyvende år efter at Ezekiel var ført i landflygtighed i Babylon, fik han et syn af et nyt tempel for Jehova og en tilstødende by som blev kaldt Jehova-shammah, der betyder „[Jehova] er der“. (Ez. 40:1 til 48:35) Nyt håb fyldte derfor de fangne judæeres hjerter ved udsigten til at de atter skulle komme til at tilbede deres Gud Jehova i et nyt tempel i Jerusalem, den by hvorover Jehovas navn var nævnet.

 4. Hvad forudsagdes i Ezekiels sidste profeti om Nebukadnezar, og hvordan gik den i opfyldelse?

⁴ To år efter dette udtalte Ezekiel en sidste profeti om Nebukadnezar som en Jehovas tjener. Gud lod forudsige at han ville belønne Nebukadnezar for det arbejde han havde udført som hans domsfuldbyrder, idet han havde belejret byen Tyrus igennem tolv år og ødelagt den del