Forudsigelser af vor tids afgudsdyrkelse
GUDS ORD, Bibelen, er en lygte for vor fod, et lys på vor sti. (Sl. 119:105) Efterhånden som tiden går, vokser dette lys i overensstemmelse med Guds løfte: „Retfærdiges sti er som strålende lys, der vokser i glans til højlys dag.“ Det er kun, hvad vi kan vente, for, som apostelen Paulus forsikrer os, „alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, Skrifterne giver, kan bevare vort håb“. — Ordsp. 4:18; Rom. 15:4.
Blandt det, der forhen er skrevet til gavn for os, er de profetiske forbilleder i form af begivenheder, der fandt sted i den bibelske tid, og som peger frem til vor tid. For eksempel sagde Jesus, at ligesom det var i Noas og Lots dage, således ville det også være ved hans anden nærværelse. (Matt. 24:3, 37-39; Luk. 17:26-30) Ødelæggelsen af oldtidens Babylon var en forudsigelse af tilintetgørelsen af en mægtig, undertrykkende organisation i vor tid, også kaldet Babylon. (Jer. 51:6-10; Åb. 18:4) Og vi finder også en parallel mellem Guds frafaldne folk, Israel, og kristenheden, der ligeledes er faldet fra Jehova.
På grund af Israels nations utroskab besluttede Jehova Gud at gøre ende på nationens suverænitet og ødelægge landet i halvfjerds år. Inden Jehova eksekverede dommen, sendte han imidlertid profeter, som dadlede dem for deres ondskab og advarede om den forestående katastrofe, ligesom han sendte Noa for at advare menneskene før Vandfloden, og ligesom Moses advarede farao om plagerne. En af de profeter, der således blev sendt til Israel med et budskab om nationens skyld og undergang, var Ezekiel. Han var en af de israelitter, der blev taget til fange sammen med kong Jojakin i året 618 f. Kr. (2 Kong. 24:10-16) I dette fangenskabs femte år bemyndigede Jehova Ezekiel til at optræde som sin talsmand:
„Menneskesøn! Jeg sætter dig til vægter for Israels hus; hører du et ord af min mund, skal du advare dem fra mig. Når jeg siger til den gudløse: Du skal visselig dø! og du ikke advarer ham eller for at bevare hans liv taler til ham om at omvende sig fra sin gudløse vej, så skal samme gudløse dø for sin misgerning, men hans blod vil jeg kræve af din hånd. Advarer du derimod den gudløse, og han ikke omvender sig fra sin gudløshed, så skal samme gudløse dø for sin misgerning, men du har reddet din sjæl.“ — Ez. 3:17-19.
Efter at Ezekiel således havde tjent som Guds vægter i et år og to måneder, blev et strålende himmelsk sendebud en dag sendt til ham: „Og se, der var noget ligesom en mand; fra hans hofter og nedefter var der ild, og fra hofterne og opefter så det ud som strålende lys, som funklende malm.“ Denne himmelske tjener førte i et syn Ezekiel til Jerusalem (han opholdt sig i Babylon på det tidspunkt), og på en inspektionstur viste engelen ham hvilke afskyelige handlinger, hans landsmænd udførte, dem, som påstod at dyrke den eneste sande Gud, Jehova. — Ez. 8:1-3.
Nidkærhedsbilledet
Det første, Ezekiel så, var „nidkærhedsbilledet“, der stod „norden for alterporten“, „ved indgangen“ til den indre forgård, og det blev tilbedt i stedet for Jehova Gud. Det var skabt af mennesker og blev genstand for den tilbedelse, der med rette tilkom Jehova, og derfor vakte det hans nidkærhed og harme, som han forud havde advaret om, hvilket er grunden til, at det fik det passende navn „nidkærhedsbilledet“. — 2 Mos. 20:4-6; Ez. 8:4-6.
Det var Satan, der stod bag dette afgudsbillede, Ezekiel her så, og det stod for eller repræsenterede Satan som selve personificeringen af jalousi og misundelse. Han var jaloux og misundelig på grund af den tilbedelse, det første menneskepar ydede Jehova Gud, og derfor søgte han at ødelægge forholdet mellem dem og deres skaber ved hjælp af bagtalelse. (1 Mos. 3:1-5) Hans begær efter tilbedelse kommer til udtryk ved, at han tilbad Jesus alle verdens riger, hvis han blot ville tilbede Satan een gang. (Matt. 4:9, 10) Og hvis han ikke kan få andre skabninger til at tilbede sig, sager han i det mindste at vende dem bort fra tilbedelsen af sin rival, Jehova Gud.
For at efterligne den Højeste planlagde Satan Djævelen at underlægge sig det forbilledlige teokrati, Israel, hvis hovedstad var Jerusalem. Da det lykkedes ham at bringe denne nation til fald, følte han, at han havde virkeliggjort de ambitioner, han havde næret i sit hjerte: „Jeg stormer himmelen, rejser min trone deroppe over Guds stjerner, tager sæde på stævnets bjerg i yderste nord, stiger op over skyernes højder, den Højeste lig.“ — Es. 14:13, 14.
I sin higen efter at blive Jehovas ligemand har Satan i disse sidste dage oprejst en erstatning for Guds rige, og denne efterligning vækker Jehovas, den sande guds, retfærdige harme og nidkærhed. Jesus identificerer dette billede for os i sin store profeti om sin anden nærværelse, som ifølge Bibelens profetier begyndte i året 1914. Heri taler han om „ødelæggelsens vederstyggelighed, hvorom der er talt ved profeten Daniel“, og den skulle „stå på, hellig grund“. — Matt. 24:15, 16.
Denne erstatning, et produkt af Satans misundelse, som er vederstyggelig i Guds øjne, som vækker hans harme og nidkærhed, som ødelægger folks tro på Guds rige, og som til sidst vil forårsage deres tilintetgørelse, er intet andet end moderne menneskers plan, en sammenslutning af verdens nationer, der først viste sig som Folkeforbundet og derefter som de Forenede Nationers organisation. Hvor vederstyggelig må den ikke have taget sig ud i Jehovas øjne, og hvor må det have fyldt ham med nidkærhed og harme at se mennesker kassere hans rige og hylde deres hjemmelavede redskab som „menneskehedens eneste håb“, „det eneste lys, der findes“ og „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“!
Disse præsteskabets påstande har fået folket til at se hen til menneskelige planer og foretagender og tabe Guds hjælpemiddel mod deres trængsler af syne. Ved at lovprise, tjene og give deres loyalitet til menneskeværk er de blevet skyldige i afgudsdyrkelse, idet de tilbeder det, de har skabt med deres egne hænder. Og disse præster påstår at følge Kristus Jesus, der nægtede at have noget at gøre med denne verdens riger! — Es. 2:8.
Modernister og fundamentalister
Det himmelske sendebud bød derefter Ezekiel grave et hul igennem væggen til forgården, og da profeten gjorde det, stødte han på en indgang. Han gik ind ad den, og nu så han til sin forbavselse „alskens væmmelige billeder af kryb og kvæg og alle Israels hus’s afgudsbilleder indridset rundt om på væggen. Og halvfjerdsindstyve af Israels hus’s ældste . . . stod foran dem, hver med sit røgelsekar i hånden, mens røgelseskyens duft steg op“. (Ez. 8:10, 11) Her var mennesker, der påstod at tilbede Jehova Gud og samtidig vanhelligede templets vægge med billeder af urene dyr og afguder, som de brændte røgelse for. Hvilket sidestykke finder dette i vor tid?
Skønt præsterne i kristenheden påstår at forkynde Guds ord, skønt de er ordinerede, bærer titler og bliver betalt for at prædike Bibelens lære, er sandheden dog den, at største delen af dem lærer evolutionsteori, at mennesket er blodbeslægtet med de lavere dyr, hvilket er i direkte modstrid med Guds ord. De fornægter en særlig skabelse, at Gud dannede alle skabninger efter deres arter, og det skønt både geologiske fakta og arvelighedsloven støtter Bibelen i dette spørgsmål.
For at blive anset for at være klogere end Bibelen og for at vinde den såkaldte moderne, videnskabelige, hjernetilbedende verdens godkendelse taler de nedsættende om Bibelens skabelsesberetning og siger, at Moses kun gør rede for sin tids primitive, uvidenskabelige opfattelse i de første to kapitler i 1 Mosebog, og at Gud intet havde at gøre med det, Moses der skrev. Disse afgudsdyrkere overser, at Jesus selv citerer fra 1 Mosebogs første kapitel, hvilket han ikke ville have gjort, hvis han ikke havde betragtet bogen som inspireret. (Matt. 19:4-6) I deres religiøse templer fremstiller disse nutidens ældste altså forholdet således for deres sognebørn, at mennesket skylder de lavere dyr alt, hvad det har, nemlig på grund af evolution, og ikke Skaberen, Jehova Gud, og derved gør de sig skyldige i en form for afgudsdyrkelse.
Engelen fortalte Ezekiel, at han ville få endnu større vederstyggeligheder at se, og den førte ham til „indgangen til Jehovas hus’s nordport, og se, der sad kvinder og græd over Tammuz“. (Ez. 8:14) Tammuz var en babylonisk gud, en af de dæmonguder, Djævelen havde oprejst i sine anstrengelser for at vende alle bort fra tilbedelsen af den eneste sande Gud, Jehova.
Finder vi en grædende kvindeskare blandt dem, der påstår at være kristne, nutidens modstykke til israelitterne på Ezekiels tid? Ja, det gør vi. Der er mange nidkære kirkefolk, særlig fundamentalister, som gør forsøg på at blande Gud ind i handel og religion, men må begræde deres religiøse organisationers aftagende magt og indflydelse. Nogle af disse mennesker opfordrer til en ændring af de Forenede Staters konstitution, idet de mener, at Kristus Jesus bør anerkendes som nationens åndelige konge; andre ville være tilfredse, hvis blot Guds navn forekom i dokumentet, som om noget sådant ville gøre nationen til Guds rige. De påstår at tjene Gud, men i virkeligheden sætter de deres religiøse organisationer først.
Disse alvorlige kirketilhængere hævder, at de tror på Bibelen, men de er ikke interesseret i nogen af dens profetier, der viser, at Guds rige er nær. Sammen med modernisterne og evolutionisterne støtter de denne verdens regeringer som de „øvrigheder“, der omtales i Romerne 13:1-3, som om de vilddyragtige totalitære regeringer og de fordærvede demokratier var oprettet af Gud. I overensstemmelse med billedet finder vi, at det er kvinderne, der støtter disse religiøse organisationer stærkest.
Intellektuel afgudsdyrkelse
Engelen og Ezekiel fortsætter deres inspektion, og profeten, og vi gennem ham, får endnu mere afgudsdyrkelse at se. „Så førte han mig hen til Jehovas hus’s indre forgård, og se, ved indgangen til Jehovas helligdom mellem forhallen og alteret var der omtrent fem og tyve mænd; med ryggen mod Jehovas helligdom og ansigtet mod øst tilbad de solen.“ — Ez. 8:16.
For vor planet er solen kilden til lys og energi. På Ezekiels tid overså de, der tilbad den, at solen blot er et livløst himmellegeme, og at det var Jehova, der fortjente tilbedelse og ære for de velsignelser, solen bringer menneskene. Disse fortidens soltilbedere finder deres modstykke i præsteskabet i nutidens kristenhed og deres sognebørn, som tilbeder den materialistiske, verdslige visdoms, videnskabs og intellektualitets lys og tilskriver disse begreber menneskets oplysning og velsignelser. Således ser vi præster, der forkynder „videnskab“, psykologi, filosofi, kunst og UNESCO, hvilket alt sammen lægger vægt på den verdslige visdom og er meget smigrende for mennesker, men dårskab i Guds øjne. — 1 Kor. 1:18-31.
Som en kommentar til denne situation blev der den 29. august 1925 vedtaget en resolution af de kristne tjenere, der var forsamlet til konvent i Indianapolis, Indiana; resolutionen, der bar titlen „Et håbets budskab“, havde blandt andet følgende at sige: „De mægtige faktorer i verden, videnskab og tænkning, handel og religion . . . giver sig ud for i fællesskab at være verdens strålende sol, hvorfra alt det lys udgår, som kan oplyse og vejlede menneskene. Ofte tager man i handel og politik sin tilflugt til intriger, dobbeltspil og lumske kunstgreb. Inden for videnskabens og tænkningens verden sidder forfængelighed og selvgodhed i højsædet, og religionens mænd både blandt katolikker og protestanter udmærker sig særlig ved deres arrogance, indbildskhed, vanhellighed og ugudelighed. Det er derfor selvindlysende, at de hjælpemidler, de her nævnte elementer kan fremkomme med, hvad enten hver for sig eller i fællesskab, må være ganske kraftløse og ude af stand til at tilfredsstille menneskets længsel.“
Afgudsdyrkelsens frugt og løn
I de sidste år har lovløsheden været i stærk fremgang. Hvem er ansvarlig for denne sørgelige tingenes tilstand? Ifølge Jehovas ord ligger fejlen hos de såkaldte kristne, der har vendt sig til afgudsdyrkelse. „Har Judas hus ikke nok i at øve de vederstyggeligheder her, siden de fylder landet med vold og krænker mig endnu mere?“ — Ez. 8:17.
Når folket lægger mærke til den mangel på tro og overbevisning, den tomhed, hykleriet og begæret efter selvisk vinding, der præger dets religiøse ledere, er det da et under, at de fleste også mister den sidste rest af agtelse for Guds sandheds- og retfærdighedsprincipper, og at de ikke længere frygter Gud? Den afguderiske handling, at sætte de Forenede Nationer i stedet for Guds rige og evolutionsteorien i stedet for den inspirerede skabelsesberetning, at sørge over menneskegjorte organisationer og at tilbede verdens materialistiske lys er ikke at anvende retfærdighedens kraft imod ondskabens synlige og usynlige magter eller imod de syndige tendenser i vore dødelige legemer.
Vil Jehova Gud altid tolerere denne tingenes tilstand? Vil han lade den fortsætte, til verden synker i grus under vægten af sit eget fordærv og således lade „historien gentage sig“? Nej, det vil han ikke. Ligesom han satte en stopper for Israels onde handlemåde i året 607 f. Kr., således vil han sætte en stopper for nutidens afgudsdyrkelse og fordærv, som han har advaret: „Derfor vil jeg også handle med dem i vrede; jeg viser dem ingen medynk eller skånsel, og selv om de højlydt råber mig ind i øret, vil jeg ikke høre dem.“ — Ez. 8:18.