Jehova, profetiens fuldbyrder

 1. I hvilken udstrækning har mennesker formået at forudsige fremtiden, og hvilke følger har det undertiden fået for dem der fulgte sådanne profetier?

MENNESKER har prøvet at tolke historiens gang og forudsige fremtiden. Profetier er blevet fremsat, men kun i grove træk. Ingen har vist sig at være pålidelige og nøjagtige, og i mange tilfælde har følgerne været katastrofale for dem der har sat deres lid til sådanne profetier.

 2. (a) Hvem alene kan profetere sandt og hvorfor? (b) Af hvilken grund fremsætter Jehova profetier, og hvordan sørger han for deres opfyldelse?

² Kun Jehova kan fremsætte sand profeti, for han har ikke blot et fuldkomment kendskab til det menneskelige sind og alle de faktorer, levende som livløse, der indvirker på begivenhedernes gang, men han ejer også til fuldkommenhed evnen og magten til at indvirke på disse faktorer for at opfylde sine profetier. Jehova fremsætter profetier for at hans tjenere kan kende hans hensigter. Derefter bringer han sit ord til udførelse ved hjælp af sin mægtige organisation af usynlige engle og sin uimodståelige hellige ånd eller virkekraft. Således sørger han for at hans profetier opfyldes. Han udfører sine hensigter og krænker ikke på noget tidspunkt sine retfærdige principper for at kunne gøre det.

Dommen fuldbyrdes over Jerusalem

 3. (a) Af hvilke grunde forudsagde Jehova Jerusalems og Judas ødelæggelse? (b) Hvordan fór babylonierne frem i Jerusalem? (c) Hvad gjorde de med tempelredskaberne? Bortførte de pagtens ark?

³ Som en advarsel til Jerusalem dengang og til gavn for os i dag forudsagde Jehova ved sine profeter i enkeltheder Jerusalems og Judas ødelæggelse. Da tiden var inde brugte han en verdenshersker som sit redskab til at opfylde profetien. I tidligere artikler i denne serie har vi vist hvorfor Jehova fældede denne dom og hvordan dens eksekvering tog sin begyndelse med Jerusalems belejring. Endelig, på den niende dag i den fjerde måned, i kong Zedekias af Judas ellevte regeringsår rykkede babylonierne ind i byen. På den tiende dag i den femte måned, ab (2.-3. august 607 f.v.t.), ødelagde de templet, kongens palads og byens mure. Jeremias, der var øjenvidne hertil, fortæller at babylonierne sønderslog kobbersøjlerne i templet og det vældige vandbassin, „kobberhavet“. Alle kobber-, sølv- og guldredskaberne røvede de. Pagtens ark, som var beklædt med guld og indeholdt de to stentavler med de ti bud, var øjensynlig allerede forsvundet og faldt ikke i fjendens hænder. — Jer. 52:12-14, 17-23.

 4. Hvordan fuldbyrdede Jehova sin dom, som forudsagt i Ezekiel 9:6-8?

⁴ Gud eksekverede også, som forudsagt i Ezekiel 9:6-8, sin dom over det utro præsteskab, som havde besmittet templet. „Øversten for livvagten tog ypperstepræsten Seraja, andenpræsten Zefanja og de tre dørvogtere; og fra byen tog han en hofmand, der havde opsyn med krigsfolket, og syv mænd, der hørte til kongens nærmeste omgivelser, og som endnu fandtes i byen, desuden hærførerens skriver, der udskrev folket fra landet til krigstjeneste, og dertil tresindstyve mænd af folket fra landet, der fandtes i byen . . . og Babels konge lod dem dræbe i Ribla i Hamats land. Så førtes Juda i landflygtighed fra sit land.“ — Jer. 52:24-27.

 5. Hvad gjorde babylonierne med „[Jehovas] salvede“, og hvad følte de der nærede respekt for Davids slægtslinje?

⁵ Domsfuldbyrderne var grusomme. Nogle af de jødiske fyrster blev hængt op ved hænderne. Kvinderne blev voldtaget i selve Zion. Kong Zedekias’ sønner dræbte de for øjnene af deres fader, og ham selv førte de til Babylon, hvor han døde. De som havde respekt for Davids kongelige slægtslinje følte det som var de selv blevet kvalt: „Vor livsånde, [Jehovas] salvede, blev fanget i deres grave, han, i hvis skygge vi tænkte at leve blandt folkene.“ — Klages. 4:20.

Pagten med David står stadig ved magt

 6. Hvordan bevaredes den kongelige slægtslinje under fangenskabet i Babylon?

⁶ Selv om Jehova fuldbyrdede sin dom nøjagtig som forudsagt glemte han ikke pagten med David. Han sørgede for at et medlem af kongehuset, gennem hvem den lovede Silo kunne komme, blev bevaret i live. Det var Zedekias’ nevø Jojakin (Jekonja), som var blevet ført i fangenskab i 617 f.v.t. Jojakin fik sønner i Babylon, nemlig Sjealtiel, Malkiram, Pedaja, Sjen’azzar, Jekamja, Hosjama og Nedabja. Af disse blev Sjealtiel regnet for at være fader til Zerubbabel, der blev statholder i Juda da dette kom under persisk styre, og under hvis ledelse templet blev genopbygget i Jerusalem. — 1 Krøn. 3:15-19; Ezra 3:2, 8; Matt. 1:12; Luk. 3:27.

 7. Hvordan bevaredes på lignende måde den aronitiske slægtslinje?

⁷ På lignende måde sørgede Jehova for, da ypperstepræsten Seraja blev dræbt, at hans søn Jozadak blev skånet og ført i landflygtighed til Babylon. (1 Krøn. 6:14, 15) Han fik en søn som blev kaldt Jesua (eller Josua; LXX, Jesus). Det var den Jesua der arbejdede sammen med Zerubbabel da templet blev genopbygget i Jerusalem. Således fortsatte både Davids kongelige slægtslinje og ypperstepræsternes aronitiske slægtslinje ubrudt indtil Jesus Kristus fremstod. — Ezra 3:2; Neh. 12:26; Hag. 1:1; Zak. 3:1; Luk. 3:1, 2.

 8. Kom landet til at ligge øde hen umiddelbart efter Jerusalems fald?

⁸ Øversten for livvagten, Nebuzar’adan, lod nogle af de fattigste folk fra landet blive tilbage som vingårdsmænd og agerdyrkere og satte Gedalja, Sjafans søn Ahikams søn, over dem. (2 Kong. 25:12, 22) Men Jehova havde sagt at han ville gøre Jerusalem til en „stenhob“, til „sjakalers bolig“, og Judas byer til „ørk, hvor ingen bor“. (Jer. 9:11; 4:7; 6:8; 26:9; 32:43; 33:10, 12; Zak. 7:5, 14) Hvordan ville han opfylde denne profeti?

 9. (a) Hvordan blev Jeremias vidne til at den profeti Jehova havde udtalt ved ham om Judas øde tilstand gik i opfyldelse? (b) Hvad skete der med statholderen Gedalja, og hvordan reagerede folket på det råd de fik fra Jehova gennem Jeremias? (c) Hvor flygtede resten af folket hen, og lykkedes det dem at undslippe Jehovas domme her?

⁹ Jeremias, som havde fået lov til at blive boende i landet, fortæller at Jisjmael, Elisjamas søn Netanjas søn, som var af kongelig æt, kom med en gruppe mænd og snigmyrdede Gedalja, hvorefter han flygtede fra Juda til Ammon. Anførerne for den resterende del af folket anmodede nu Jeremias om at bede Jehova om vejledning for hvad de skulle gøre, og de fik det råd at de skulle blive i Judas land som kong Nebukadnezars tjenere. Men de afslog at følge dette råd og drog til Ægypten og tog også Jeremias og hans sekretær Baruk med sig. I Ægypten slog de sig ned i Takpankes, Migdol, Nof (Memfis) og Patros. (Jer. 41:1 til 44:1) Men de skulle ikke undslippe Jehovas dom. Han fortalte dem at han også ville overgive ægypterkongen Farao Hofra i dennes fjenders hånd. — Jer. 44:2-30; sammenlign hermed Ezekiel 29:17-20; 30:22-26.

Vilde dyr landets eneste beboere i halvfjerds år

10. (a) Hvor blev Jehovas lov om en sabbatshvile for jorden nu opfyldt? (b) Hvorfor er tidspunktet for profetiens opfyldelse bemærkelsesværdigt? (c) Hvordan vidner beretningen i 2 Krønikebog, kapitel 36, om Jehovas evne til at opfylde sit ord?

¹⁰ Efter at denne rest af folket var draget bort i midten af den syvende måned, tisjri eller etanim, hvilket efter den gregorianske kalender vil sige omkring den 1. oktober 607 f.v.t., lå Judas land fuldkommen øde hen uden mennesker og husdyr. Tidspunktet for opfyldelsen af Jehovas profeti er bemærkelsesværdigt eftersom det var på den tiende dag i den syvende måned, etanim, det vil sige på forsoningsdagen, alarmhornet skulle lyde i jubelåret og der skulle udråbes „frigivelse i landet for alle indbyggerne“, hvorefter et sabbatsår begyndte for det gudgivne land. (3 Mos. 25:8-22) Så nøjagtigt begyndte altså en ubrudt række sabbatsår til opvejelse af alle de sabbatsår som de genstridige israelitter ikke havde overholdt. Landet skulle billedligt talt opleve et fuldkomment antal sabbatsår, halvfjerdsindstyve i alt, i hvilke det skulle ligge fuldstændig øde hen uden menneskelige beboere, et område som forbipasserende ville vige langt udenom som var det et hjemsøgt sted. En beretning som er skrevet langt senere og som vidner om Jehovas evne til at opfylde sit ord lyder:

„Han førte kaldæernes konge imod dem, . . . De stak ild på Guds hus, nedrev Jerusalems mur, . . . Dem, sværdet levnede, førte han som fanger til Babel, hvor de blev trælle for ham og hans sønner, indtil Perserriget fik magten, for at [Jehovas] ord gennem Jeremias’ mund kunne opfyldes, indtil landet fik sine sabbater godtgjort; så længe ødelæggelsen varede, hvilede det, til der var gået halvfjerdsindstyve år.“ — 2 Krøn. 36:17-23; sammenlign hermed Daniel 9:1, 2.

11. (a) Hvordan bekræfter Josefus, idet han henviser til Berossos, at hele Judas land lå øde hen i halvfjerds år? (b) Hvad skete der med Judas land til forskel fra det der skete med Samaria efter at assyrerne havde erobret dette land?

¹¹ Den jødiske historiker Flavius Josefus, der levede i det første århundrede efter vor tidsregning, bekræfter den bibelske beretning idet han skriver følgende om Jerusalems ødelæggelse:

Han [den kaldæiske historiker Berossos fra det tredje århundrede f.v.t.] giver os en liste over Noas efterkommere og føjer til denne kronologiske tabel, der strækker sig fra Noa til babyloniernes og kaldæernes konge Nabulassar, en beretning om denne konges bedrifter. Han fortæller os at han [Nabulassar] sendte sin søn Nabukodonosor med en vældig hær til Ægypten og Juda, hvor han, efter at han var blevet informeret om en opstand, underlagde sig folket, satte ild til vort tempel i Jerusalem og førte hele vort folk i fangenskab i Babylon. Herefter lå vor by øde i et tidsrum af halvfjerdsindstyve år, indtil perserkongen Kyros’ dage. — 1. bog, 36. afsnit, af værket To Epaphroditus on the Antiquities of the Jews in Answer to Apion (Til Epafroditus om jødernes oldtidshistorie som svar til Apion).

Og således endte den hebraiske nation; den havde to gange måttet drage hinsides Eufrat, for de ti stammer blev ført bort fra Samaria af assyrerne i kong Hoseas dage, hvorefter de folk af de to stammer der var tilbage efter Jerusalems indtagelse blev ført bort af babyloniernes og kaldæernes konge, Nebukadnezar. Hvad Salmanassar angår førte han israelitterne bort fra deres land og bragte i stedet folk fra Kuta i det indre Persien og Medien dertil. De blev derefter kaldt samaritanere efter det land hvortil de var blevet ført. Men Babylons konge, som førte de to stammer bort, bragte ingen andre folk til landet, hvorved hele Judæa og Jerusalem og templet kom til at ligge øde hen i halvfjerds år. — 10. bog, kapitel 9, sidste paragraf, af Antiquitates Judaicæ (Jødernes oldtidshistorie), efter Wm. Whistons engelske oversættelse.

12. (a) Hvorfor kan Judas halvfjerds års øde tilstand ikke regnes fra 626 f.v.t.? (b) Kan den regnes fra 617 f.v.t.? Begrund svaret.

¹² Spørgsmålet er nu: Fra hvilket tidspunkt skal de halvfjerds år hvori Jerusalem og Juda lå øde hen, regnes? Ikke fra 626 f.v.t., kong Jojakims tredje regeringsår, for da var jøderne endnu ikke blevet ført i fangenskab i Babylon. Heller ikke fra hans niende regeringsår, 620 f.v.t., fordi Jojakim først da blev vasalkonge under Babylon. I sit ellevte regeringsår, 618 f.v.t., gjorde han oprør mod Nebukadnezar, som da drog imod ham.a Kort før Jojakims ellevte regeringsår ville være udløbet, overgav hans søn og efterfølger Jojakin, som kun regerede i tre, måneder og ti dage, sig til Nebukadnezar, som belejrede byen. Den 1. nisan 617 f.v.t. (om foråret) begyndte Jojakins farbroder Zedekias’ første regeringsår, idet Nebukadnezar havde indsat ham til konge i Jerusalem i stedet for Jojakin. (2 Kong. 24:12-18) Her begyndte de halvfjerds års øde tilstand altså heller ikke, eftersom det var forholdsvis få der ved den lejlighed blev ført i fangenskab, nemlig 3023 jøder med deres hustruer og børn. — Jer. 52:28.

Hvornår de halvfjerds år begyndte og endte

13. (a) Hvorfor kan de halvfjerds år først regnes fra den syvende måned, etanim, i året 607 f.v.t.? (b) Hvis Juda lå øde hen, uden beboere, hvordan kan det der siges i Jeremias 52:30 om nogle jøders senere tilfangetagelse da forklares?

¹³ Da kong Jojakim åbent havde gjort oprør mod Nebukadnezar og da Zedekias senere brød sin ed og løsrev sig fra Nebukadnezar henimod slutningen af sin regeringstid, kan man afgjort ikke sige at det jødiske folk som nation betragtet var kommet i fangenskab i Babylon. De halvfjerds års ubrudte fangenskab i Babylon begyndte derfor ikke før i 607 f.v.t., i etanim måned, da landet lå fuldkommen øde hen efter at dets sidste indbyggere var draget til Ægypten. Da var jøderne som nation betragtet i landflygtighed i Babylon, uden konge i Jerusalem. Denne landflygtighed skulle vare i en ubrudt periode på halvfjerds år. (Dan. 9:1, 2) De syv hundrede og femogfyrre jøder der som nævnt i Jeremias 52:30 senere blev ført i fangenskab, blev ikke ført bort fra Juda, der lå øde hen, men blev taget til fange senere da Nebukadnezar som Jehovas symbolske bæger lod de lande der grænsede op til Judas land drikke den bitre drik at blive besejret med magt. — Jer. 25:17-29.

14. (a) Hvordan kan det fastslås at de halvfjerds års øde tilstand begyndte i 607 f.v.t.? (b) Hvordan sørgede Jehova for at profetien om en halvfjerds års sabbatshvile for landet blev opfyldt?

¹⁴ Hvornår hørte den øde tilstand op? I 537 f.v.t. da perserkongen Kyros gav den jødiske rest fri og den forlod Babylon og atter bosatte sig i Juda. Dette tidspunkt kan fastslås ved hjælp af den verdslige historie. Den periode hvori landet skulle ligge øde hen var begyndt halvfjerds år før, i 607 f.v.t., og Nebukadnezar bragte ingen andre folk til Judas land for at de skulle bosætte sig dér, sådan som assyrerkongen havde gjort i Samaria da han erobrede dette land. Jehova sørgede selv for at hans profeti blev fuldbyrdet og at Juda kom til at ligge fuldstændig øde hen, så det kunne hvile i den forudsagte periode på halvfjerds år. — 2 Krøn. 36:21-23.

15. Hvilke nyheder modtog Ezekiel i sin landflygtigheds ellevte år, og hvilken forandring medførte det i hans profetier?

¹⁵ I Babylon hørte Ezekiel i sin landflygtigheds ellevte år og åbenbart endnu før Nebukadnezars tropper var vendt sejrrige hjem, om Jerusalems ødelæggelse. Han fortæller: „I vor landflygtigheds ellevteb år på den femte dag i den tiende måned kom en flygtning fra Jerusalem til mig med det bud: ’Byen er indtaget!’“ (Ez. 33:21) Fra da af kunne Ezekiel begynde at profetere om landets kommende genoprettelse når de halvfjerds år var udløbet. — Ez. 36:1 til 37:28.

16. (a) Glædede Jehova og Jeremias sig over Jerusalems og Judas ødelæggelse, selv om profetien var gået i opfyldelse? (b) Hvordan viser Klagesangene hvad Jehova og Jeremias følte da Jerusalem var faldet?

¹⁶ Selv om Jehova havde fuldbyrdet sin profeti, var det da noget som han og hans trofaste profet Jeremias glædede sig over? Nej. Han inspirerede Jeremias til at skrive den bibelske bog der bærer navnet Klagesangene, der begræder Jerusalems sørgelige tilstand:

„Hvor sidder hun ene, den by, så folkerig før — mægtig blandt folkene før, men nu som en enke! Fyrstinden blandt lande er nu sat til at trælle. . . . Hendes avindsmænd er herrer, . . . thi kvide fik hun af [Jehova] for mængden af synder, hendes børn drog bort som fanger for fjendens åsyn. Og bort fra Zions datter drog al hendes pragt.“ — Klages. 1:1-6, 17; 2:13; 5:16-22.

17. (a) Førte dette til at Jehova ønskede at ophæve pagten med David? (b) Hvordan gik det til at Zions avindsmænd blev „herrer“?

¹⁷ Men den sørgelige tilstand som Guds navnfolk befandt sig i på grund af dets synder fik ikke Jehova til på nogen måde at ophæve sin pagt eller fortryde sine hensigter. Det er rigtigt at Zions avindsmænd i 607 f.v.t. var blevet „herrer“. „[Jehovas] trone“ på Zion var blevet omstyrtet. Det forbilledlige Gudsrige var forsvundet. Der fandtes ikke længere noget miniature-Gudsrige på jorden som forhindrede de hedenske eller ikke-jødiske nationer i at erobre verdensherredømmet fuldt ud. Med Guds tilladelse havde de nu frit spillerum.

Guds rige ikke omstyrtet for evigt

18. (a) Hvilken profetisk tidsperiode begyndte i 607 f.v.t.? (b) Hvorfor fortrød Jehova ikke at han havde tilladt at det forbilledlige Gudsrige var blevet omstyrtet? (c) Hvad var spørgsmålet nu?

¹⁸ Hvorfor fortrød Jehova ikke at han havde tilladt dette? Fordi „hedningernes tider“ eller „nationernes fastsatte tider“ (NW), som tog deres begyndelse da Juda var tømt for indbyggere i den syvende måned i året 607 f.v.t., kun skulle vare indtil Silo, han som sad inde med den juridiske ret til det omstyrtede Gudsrige, kom og Gud overdrog kronen, hovedbindet og kongespiret til ham for at han kunne herske midt iblandt sine fjender, hedningerne eller verdens nationer. Men hvornår ville denne Davids søn blive sat på tronen? Evighedens Konge havde fastsat tidspunktet. Han havde forudsagt det og ladet det nedskrive i sit ord. Han ville også lade det ske. I næste nummer af dette blad skal vi nærmere betragte „hedningernes tider“ og se hvor langt et tidsrum de skulle strække sig over. — 1 Mos. 49:10; Luk. 21:24; Ez. 21:25-27; Sl. 110:1-6.

19. (a) Hvordan kom profetierne om den kommende konge til at stå endnu fastere for de første kristne end for de gamle profeter? (b) Hvordan gav apostelen Peter udtryk for sin tillid?

¹⁹ Profeterne Esajas, Jeremias, Ezekiel og Daniel havde set mange af Jehovas profetier gå i opfyldelse, og de nærede fuldstændig tillid til Jehovas evne til at forudsige begivenhedernes gang og fuldbyrde sit ord. For apostlene og de første kristne stod profetierne endnu fastere, for de havde ydermere været vidne til at mange af de profetier der talte om den kommende konge der skulle sidde på Jehovas trone — profetier som i mange tilfælde var blevet udtalt af ovennævnte profeter — var gået i opfyldelse. Peter gav udtryk for sin tillid til profetierne med følgende ord: „Nu står det profetiske ord så meget fastere for os; det gør I vel i at agte på som på et lys, der skinner på et mørkt sted.“ — 2 Pet. 1:19.

20. (a) Hvorfor kan vi nære endnu større tillid til Jehovas profetiske ord? (b) Hvilken sikkerhed har vi for at profetierne vil gå i opfyldelse?

²⁰ Siden apostlenes dage er der gået nitten hundrede år, og for os står det profetiske ord endnu fastere end for det første århundredes kristne, for siden da er endnu flere profetier gået i opfyldelse. Den som har retten til herredømmet vil fratage nationerne deres magt og selv herske til evig tid til velsignelse for alle jordens slægter. Vi må nemlig huske på, som Peter videre sagde: „Ingen profeti i Skriften lader sig tyde egenmægtigt. Thi aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskes vilje, men drevne af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud.“ Han som i sin visdom har fremsat profetien, har også magt til at opfylde den. — 2 Pet. 1:20, 21.

[Fodnoter]