Sæt et mærke
BLANDT de mange profetiske billeder, der kaster lys over det arbejde, Jehova, nu lader udføre på jorden, er det, vi finder i profeten Ezekiels niende kapitel. Ezekiel fortæller her om sit syn af seks mænd med stridshamre eller mordvåben i hænderne, som på Jehovas engels befaling nærmede sig Jerusalems tempel fra nord, og som var ledsaget af en mand i et linned klædebon med et skrivetøj ved siden. Denne mand fik befaling til at gå gennem Jerusalem og sætte et mærke på deres pander, som sukkede og jamrede over de vederstyggeligheder, der blev begået i landet. Så fik de seks mænd ordre til at gå bagefter ham og hugge alle dem ned, som ikke var blevet mærket af ham, og de måtte ikke skåne hverken mænd, kvinder eller børn. — Ez. 9:1-8.
Eftersom denne profeti hører med til det, der er skrevet i fortiden til vor belæring, må den have betydning for os. (1 Kor. 10:11; Rom. 15:4) I hvilken henseende? Hvad er det, der fremstilles ved byen Jerusalem? Ved de seks mænd med stridshamrene? Hvorfor seks? Hvorfor kom de fra nord? Hvem er manden i det linnede klædebon et billede på? Hvorfor var han klædt i linned? Og hvad symboliserer hans mærkningsarbejde? Hvem er de, der nu i tiden sukker og jamrer? Over hvilke vederstyggeligheder? Hvad vises der ved, at alle de, der ikke bærer mærket, bliver udryddet? Og hvorfor blev ikke alene mænd og kvinder, men også børn dræbt?
På den tid, da Ezekiel skrev sin profeti, var Jerusalem blevet utro. Esajas’ udbrud: „At den skulle ende som skøge, den trofaste by!“ havde endnu mere berettigelse på det tidspunkt, end da Esajas udtalte ordene over hundrede år tidligere. (Es. 1:21) Jerusalem påstod at være indviet til den eneste sande Gud, Jehova. Byen havde Jehovas tempel, hans præsteskab og kongehus samt hans ord, der bestod af Loven, Profeterne og Salmerne. Som det fremgår af det foregående kapitel hos Ezekiel (8), blev der til trods herfor praktiseret al slags ondskab i landet, og tilbedelsen af Jehova blev tilsidesat til fordel for tilbedelse af solen, mennesker og de lavere dyr, for slet ikke at nævne undertrykkelsen af de fattige og den udbredte umoralitet.
Det er nøjagtig det samme med nutidens kristenhed. Den påstår også at være indviet til Gud, den har mange huse eller templer til tilbedelse, den har Guds ord på over tusinde sprog, og den kalder sig med Guds søns, Kristi, navn, nemlig kristenheden. Men til trods for disse påstande møder vi hjernetilbedelse og dyrkelse af religiøse organisationer, vi ser, at den foretrækker evolutionsteorien fremfor Bibelen og de Forenede Nationer fremfor Guds rige; ligeledes møder vi alle former for undertrykkelse og umoralitet. Det gamle, utro Jerusalem finder i sandhed sit modstykke i nutidens troløse kristenhed.
I synet hørte Ezekiel et himmelsk sendebud råbe med høj røst: „Byens hjemsøgelse nærmer sig, og hver har sit mordvåben i hånden.“ I overensstemmelse hermed så profeten seks mænd komme fra nord, „hver med sin stridshammer i hånden“. (Ez. 9:1, 2) Englen er et passende billede på Kristus Jesus, som har fået al magt og myndighed, mens de „seks mænd“ fremstiller de himmelske hærskarer, han vil bruge, når han eksekverer Guds domme over kristenheden. Ja, de samme, som begyndte at eksekvere Jehovas domme ved at styrte Satan og hans dæmoner ud af himmelen, vil også fuldføre denne opgave. — Åb. 12:1-12.
Hvorfor kom de seks mænd nordfra? Fordi norden i Bibelen er et billede på Jehovas bolig. Zion, der omtales som Jehovas bosted, siges at være beliggende „i det højeste nord“. Vi læser, at „hverken fra øst eller vest kommer hjælp, ej heller fra [syd, KJ]. Nej, den, som dømmer, er Gud“; det viser klart, at han bor i nord. Ligeledes læser vi, at Satan Djævelen i sin ærgerrighed ønskede at rejse sin trone „i yderste nord“ for at gøre sig den Højeste lig. (Sl. 48:1-3; 75:6, 7; Es. 14:12-14) At de seks mænd kommer nordfra viser, at de er Guds skarprettere.
Men hvorfor er der kun seks? Er tallet seks ikke et symbol på ufuldstændighed? Jo, og det viser, at de seks mænd ikke er et billede på alle Guds tjenere. Guds tjenere på jorden vil ikke deltage i udryddelsesarbejdet, selv om de hører med til Guds organisation, og derfor kan de ikke være indbefattet i dem, der fremstilles ved de seks mænd med mordvåbnene. Der er dog noget i dette profetiske billede, der peger frem til Guds tjenere på jorden.
Tidligere mente man, at manden i det linnede klædebon med skrivetøjet ved sin lænd var et billede på en person i vor tid. Det ser imidlertid ikke ud til at være en fornuftig tanke, eftersom ikke engang Peter, Paulus eller Johannes var forbilledlig fremstillet i Bibelen til trods for den fremtrædende rolle, de spillede i den første kristne menighed. Noget sådant ville være at tillægge et menneske for stor betydning og smage af mennesketilbedelse. Snarere synes manden med skrivetøjet at være et billede på eller repræsentere hele den enhed, som udgøres af trofaste, salvede kristne, der arbejder sammen for at fuldbyrde Jehovas hensigter her på jorden, og som under guddommelig ledelse virker som den „tro og kloge tjener“. Esajas omtaler ligeledes denne skare mennesker som Guds „tjener“. (Es. 43:10-12; 52:7; 61:1-3; Matt. 24:45-47) Således udgør de seks mænd med mordvåbnene, billedet på Guds usynlige tjenere, og manden i linklædet, der fremstiller Guds salvede tjenere på jorden, i alt syv og er således et passende billede på alle Guds tjenere. Og forholdet imellem dem — seks af den ene slags og kun een af den anden — viser, at de himmelske hærskarer under Kristus Jesus, der vil udføre ødelæggelsesarbejdet, er langt mere talstærke end Guds tjenere på jorden.
Manden med skrivetøjet og hans arbejde
Hvorfor fremstilles disse jordiske tjenere som klædt i linned? Åbenbaringen 19:8 skildrer Guds tjenere som nogle, der er iklædt en skinnende linnedklædning, som „er de helliges retfærdige gerninger“. Det viser os, at deres arbejde er en retfærdig gerning, og at de har Guds godkendelse. Dette ville naturligvis ikke være muligt, hvis ikke det var på grund af deres tro på Kristi blod, idet denne tro renser dem i Guds øjne. — Rom. 5:1, 9; Åb. 7:14.
Manden i det linnede klædebon siges at have „et skrivetøj ved sin lænd“. I gammel tid (og nogle steder i det Mellemste Østen endog i vore dage) gik sådanne mænd, der havde pen og metalblækhus hængende i en rem over skulderen, rundt i byen og tilbød deres tjeneste til dem, der ønskede at få udfærdiget et brev eller et eller andet dokument, men som ikke selv kunne skrive; mangel på uddannelse var dengang lige så almindelig som nu i tiden i nogle af disse lande. Skriveredskaberne er et passende billede på de forskellige midler, der i vor tid bliver brugt for at gøre det gode budskab om Guds rige kendt, idet det vigtigste redskab hertil er det trykte budskab.
Manden med skrivetøjet fik denne ordre: „Gå midt igennem byen, igennem Jerusalem, og sæt et mærke på de mænds pander, der sukker og jamrer over alle de vederstyggeligheder, som øves i dets midte.“ (Ez. 9:4) Ser vi nogen i kristenheden, der sukker og jamrer på grund af de vederstyggeligheder, der øves, korruptionen, forbrydelser blandt unge og voksne, den udbredte umoralitet og mangel på ærlighed? Det gør vi. Alle retsindige mennesker, alle, der elsker retfærdighed, kan ikke andet end sørge på grund af disse forhold, indtil de bliver klar over, hvorfor Gud tillader, at det er sådan, og hvad det vil ende med.
Særlig siden 1918 har manden i linklædet forkyndt et trøstens budskab for dem, der sukker og jamrer. I det år blev det gode budskab „Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø“ for første gang forkyndt i form af offentlige foredrag, og senere blev det trykt i bogform. På den tid var der kun nogle få tusinde, der deltog i dette forkynderarbejde; men tallet på dem er vokset, så der nu er omkring en halv million, der hjælper med at sætte et mærke i retsindige menneskers pander.
Hvad menes der med eller fremstilles ved, at de således bliver mærket i panden? For det første, panden er sædet for forstanden, og Jehovas vidners forkyndelse indprenter sandheden i folks sind, og den sætter sit mærke på retsindige mennesker. Men endnu mere betydningsfuldt er det, at ved at tage imod denne kundskab og gøre den til sin egen og ved at indvi sig til at gøre Guds vilje, identificerer man sig som Jehova Guds og Kristi Jesu træl, på samme måde som trællene i fortidens Israel bar et mærke, som alle kunne se. — 2 Mos. 21:6; 5 Mos. 15:17.
Det er disse mennesker, Bibelen henvender sig til i Zefanias 2:1-3: „Saml jer, saml jer, I folk, som ej kender skam, før I endnu er blevet som flyvende avner, før Jehovas glødende harme kommer over jer, før Jehovas vredes dag kommer over jer. Søg Jehova, alle I ydmyge i landet, som holder hans bud, søg retfærd, søg ydmyghed! Måske kan I skjule jer på Jehovas vredes dag.“ De, der retter sig efter denne formaning, får et mærke på deres pande, hvilket er en forsikring om, at de vil blive skånet.
Betyder det, at alle, der nu får dette mærke, er sikre på at overleve den dag, da Jehova udøser sin vrede over den nuværende onde tingenes ordning? Ja, med undtagelse af nogle, som måske dør en naturlig død inden den tid, eller som rent fysisk ikke er i stand til at stå de omvæltninger igennem, som følger med det ondes tilintetgørelse, og derfor dør under Harmagedonslaget. Disse dræbes ikke af Jehovas skarprettere, og derfor vil de få en opstandelse, som uden tvivl vil finde sted på et tidligt tidspunkt i den nye verden.
Efter at manden i linklædet var gået, fik de seks mænd med våbnene følgende befaling: „Gå efter ham ud gennem byen og hug ned! Vis ingen medynk eller skånsel! Oldinge og ynglinge, jomfruer, børn og kvinder skal I hugge ned og udrydde; men ingen af dem, der bærer mærket, må I røre! Begynd ved min helligdom!“ (Ez. 9:5, 6) Dette udryddelsesarbejde vil finde sted i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ på „det sted, der på hebraisk kaldes Harmagedon“. (Åb. 16:14, 16) Ødelæggelsen vil blive verdensomfattende, som Jeremias forudsagde i sit fem og tyvende kapitel, vers tre og tredive.
Men hvorfor bliver også små børn ofre for Jehovas skarpretteres vrede? Fordi Bibelen viser, at børn, der ikke har nået en alder, hvor de selv kan bære deres ansvar, vil dele skæbne med deres forældre. Gud skånede ikke de små børn, da han sendte Vandfloden over jorden; de gik til grunde sammen med deres forældre. Det samme fandt sted i Sodoma og Gomorra og ved ødelæggelsen af den jødiske nation i året 70 e. Kr. Imidlertid gælder princippet også i modsat retning. Bibelen forsikrer os om, at forældres trofasthed sikrer deres små børn beskyttelse.
Læg også mærke til, at i lydighed mod befalingen begyndte bødlerne ved Guds helligdom: „Så begyndte de med de ældste, som stod foran templet. Og han sagde til dem: Gør templet urent, fyld forgårdene med dræbte og drag så ud!“ (Ez. 9:6, 7) Dette er i overensstemmelse med Jehovas regel altid først at kræve dem til regnskab, som har det største ansvar, og derfor vil den frafaldne kristenhed blive den første, der rammes af Jehovas vrede. De gudløse elementer i kristenheden vil måske være tilbøjelige til at hovere over de religiøse elementers ødelæggelse, men Gud advarer dem om, at de vil blive de næste: „Thi se, med den by, mit navn nævnes over [nutidens Jerusalem, kristenheden] begynder jeg at handle ilde, og så skulle I gå fri! Nej, I går ikke fri; thi jeg kalder sværdet hid mod alle dem, som bor på jorden, lyder det fra Hærskarers Jehova.“ — Jer. 25:29.
Jehovas tjenere vil få den forret at se dette ødelæggelsesarbejde fra et sikkert tilflugtssted, ligesom Noa og hans familie var i sikkerhed under Vandfloden. Lot og hans døtre så virkningerne af Sodomas og Gomorras ødelæggelse på deres tid. Imidlertid vil det blive et rædselsfuldt syn, ligesom det var for Ezekiel: „Mens de huggede ned, og jeg var ene tilbage, faldt jeg på mit ansigt og råbte: Ak, herre, Jehova, vil du da tilintetgøre alt, hvad der er levnet af Israel, ved at udøse din vrede over Jerusalem?“ — Ez. 9:8.
Ezekiel blev imidlertid forsikret om, at dommen var retfærdig: „Han svarede: Israels og Judas hus’s brøde er såre, såre stor, thi landet er fuldt af blodskyld og byen af retsbrud; thi de siger, at Jehova har forladt byen, og at Jehova intet ser. Derfor viser jeg heller ingen medynk eller skånsel, men gengælder dem deres færd.“ (Ez. 9:9, 10) Hvor træffende beskriver disse ord ikke den stilling, nutidens kristenhed indtager! Ved deres handlinger viser de, at de i deres hjerte siger: „Der er ingen Gud“, eller at Jehova har forladt landet, at han intet ser og intet bryder sig om, at han ikke lægger mærke til, hvad de foretager sig. Heri tager de sørgelig fejl, for intet undgår Jehovas opmærksomhed, for han er den højeste, thi han er retfærdig og almægtig, han har forpligtet sig til at udrydde alle de onde. — Sl. 14:1; Ez. 25:17; Hebr. 4:13.
Synet slutter med, at manden i linklædet kommer tilbage og aflægger rapport: „Jeg har gjort, som du bød.“ (Ez. 9:11) Og på samme måde vil den lille skare af Jehovas tjenere på jorden i dag, der fremstilles ved manden i det linnede klædebon, og som hjælpes af den store skare af mærkede, fortsætte med at udføre mærkningsarbejdet ved at forkynde det gode budskab om Riget indtil deres arbejde er fuldført. Det vil ikke blive nødvendigt at lade stenene råbe, for kendsgerningerne viser, at de udfører det arbejde, Jehova har givet dem. Når Jehovas skarprettere under ledelse af hans øverste hærfører, Kristus Jesus, vender sig imod kristenheden for at tilintetgøre den, vil mærkningsarbejdet være fuldført.
Det betyder ikke, at de så vil holde op med at forkynde. Nej, det ser ud til, at de vil fortsætte med at vidne, efter at Harmagedon er begyndt, for at aflægge et vidnesbyrd imod de gudløse elementer, selv om det på det tidspunkt ikke længere vil være muligt at mærke nogen til liv; denne forkyndelse vil fortsætte indtil „byerne er øde, uden beboere, og husene uden et menneske“, ja, lige indtil hele Satans onde organisation på jorden er fejet bort af Harmagedons stormvejr. — Es. 6:11.