Deltag nidkært i forkyndelsen
STUDERER vi Ezekiels, Jeremias’, Jehus og Jesu liv nødsages vi til at drage den slutning at de var mænd som var usædvanlig nidkære for Jehova. Hver især fik de en tjeneste betroet, og de lod ikke noget som helst hindre dem i at udføre den.
Ezekiel, for eksempel, blev sendt til israelitterne som havde „stive ansigter og hårde hjerter“. Det var hans hverv at gentage de ord som Jehova havde udtalt, „hvad enten de hører eller ej“. Den opgave var ikke let, men ikke desto mindre fuldførte Ezekiel den med eksemplarisk nidkærhed. Mens Jeremias forkyndte var han, som han selv udtrykte det, „dagen lang til skændsel og spot“. Alligevel forkyndte han ufortrødent videre. Han blev ikke tavs. Åbent og frimodigt forkyndte han Jehovas domme. Jehu var en handlingens mand. Han for af sted i sin vogn, skyndte sig for at fuldføre sit hverv, at optræde som skarpretter. Undervejs opfordrede han andre til at være vidne til hans nidkærhed for Jehova. Og om Jesus Kristus står der skrevet: „Nidkærhed for dit hus har fortæret mig.“ Disse mænd lagde den rette nidkærhed i tjenesten for Jehova for dagen og står som eksempler til efterfølgelse. — Ez. 2:4, 5; Jer. 20:7-9; 2 Kong. 10:1-19; Sl. 69:10.
Ordet „nidkær“ betyder egentlig at være opfyldt af varme følelser, en brændende iver, og den nidkære og oprigtige tjener for Gud skildres derfor i Bibelen som fyldt af en brændende og ildfuld begejstring for Jehovas tjeneste. De utro siges derimod at være lunkne. Det er denne brændende nidkærhed som har bevæget mennesker til at udbrede kristendommens gode nyhed til jordens grænser. Det bevidner dr. Goodspeed med ordene: „Der var mænd i kirkens barndom der havde øjnene vidt åbne for den rolle udgivelsen af skrifter spillede i den græsk-romerske verden, og som, i deres iver efter at sprede det kristne budskab i den daværende verden, greb til alle de publikationsmetoder der fandtes.“
Den kristne forkyndelse i vore dage fortjener en lige så energisk og nidkær indsats. Og indviede kristne går, for størstedelens vedkommende, nidkært op i det arbejde som tiden kræver udført. Charles S. Braden skriver i sin bog These Also Believe [Også disse tror]: „Det kan i sandhed siges at ingen enkelt religiøs gruppe i verden har lagt større iver og udholdenhed for dagen i et forsøg på at udbrede den gode nyhed om Riget end Jehovas vidner.“ Hver enkelt tager nemlig nidkært del i forkyndelsen, som udtrykker mere end blot et „Jeg tror“.
Skal den kristne nidkært deltage i forkyndelsen må han give til kende at han hører til Jehovas organisation. Det gør han ved aktivt at komme sammen med menigheden. Ikke bare ved lejlighedsvis at overvære møderne, men ved regelmæssigt at deltage i dem. Det er hvad apostelen Paulus betonede: „Lad os holde fast ved den offentlige bekendelse af vort håb uden at vakle, for trofast er han der gav løftet. Og lad os give agt på hverandre så vi opflammer hverandre til kærlighed og rette gerninger, og lad os ikke forsømme at komme sammen, som nogle har for skik, men opmuntre hverandre, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.“ Paulus opfordrer os til regelmæssigt at komme sammen og opflamme hinanden til kærlighed og rette gerninger, så vi aktivt kan deltage i forkyndelsen. — Hebr. 10:23-25, NW.
Der forlanges dog mere af en nidkær tjeneste, hvilket apostelen kommer ind på i følgende ord: „Med hjertet udøver man tro til retfærdighed, men med munden bekender man offentligt til frelse.“. Paulus gør det her af med den idé at man kan opnå frelse ved blot at tro uden at give udtryk for sin tro. Man skal forkynde den gode nyhed om Kristus ikke alene over for mennesker der tror, men også over for mennesker som ikke tror. Den kristnes tro må formå ham til at forkynde sandhederne om Guds rige fra hus til hus, ganske som troen fik de første kristne til at besøge folk fra dør til dør. (Rom. 10:10; Ap. G. 5:42; 20:20, NW) Paulus erklærede at han måtte forkynde. „Ve mig, om jeg ikke forkynder det [evangeliet]!“ — 1 Kor. 9:16.
Den kristne forkyndelse fra hus til hus må udføres med den eksemplariske begejstring og styrke som karakteriserede Jesus og apostlene. Den skal ikke foregå på en skødesløs, tilfældig eller ligegyldig facon. Den skal bæres af en brændende iver. Den kristnes prædiken skal indgyde tro, hans ord kærlighed, hans nidkærhed overbevisning. Ligesom varme almindeligvis får et materiale til at udvide sig, således må den kristnes brændende iver eller nidkærhed, i ham selv og i andre skabe et ønske om at søge mere og mere kundskab og yde en større og større tjeneste.
En nidkær deltagelse i forkyndelsen fordrer en god portion mental og fysisk styrke. Skal man hele tiden vandre nidkært fremad må ens vitale styrke fornys, og det sker når man indtager sandhederne fra Guds ord, Bibelen. Paulus forsikrer os herom: „Guds ord er levende og udfolder kraft.“ „Er ikke mit ord som ild . . .?“ spørger Jehova. Vor „brændstofforsyning“ vil ikke udtømmes hvis vi daglig studerer og mediterer over Guds ord. Vi vil have „brændstof“ så vi kan være „brændende i ånden“, således som apostelen formaner. — Hebr. 4:12, NW; Jer. 23:29; Rom. 12:11.
Hvis vor nidkærheds ild skal holdes ved lige er det yderst påkrævet at vi gør os klart hvilke tider vi lever i, og at vi ’holder os nær i tanke Jehovas dags nærværelse’. (2 Pet. 3:11, 12, NW) Den klare erkendelse af Harmagedons nærhed skulle få os til at kile på i tjenesten og udrette mere. Vi har ikke råd til at slå os til tåls med at vi har haft nogen andel i forkyndelsen. Vor tjeneste må ydes af et helt hjerte, vor hengivenhed må være udelt og vor kærlighed usvækket og hel. Vi burde gavmildt bruge alt hvad vi har i os. Paulus sagde jo til tessalonikerne: „Da vi således nærede en inderlig hengivenhed for jer, var det os en glæde at give jer ikke alene Guds gode nyhed, men også vore egne sjæle.“ Heller ikke Jesus var karrig med at bruge alt hvad han havde i sig, for han „udtømte sin sjæl til døden“ for sin Faders fårs skyld. — 1 Tess. 2:8, NW; Es. 53:12.
Hvordan står det til med din kærlighed til Jehova og hans får? Er den stadig så varm og brændende som i begyndelsen, eller har du ladet den blive kold? Hvis kærligheden kølnes, går det ud over nidkærheden, hvilket kan føre til en forkynders bratte fald. Menigheden i Efesus blev irettesat fordi den svigtede sin første kærlighed. Skal vi forebygge at en lignende tragedie rammer os, må vi ’stålsætte vort sind til aktivitet og til stadighed bevare den fulde ligevægt’. Det er ensbetydende med at vi ivrigt udnytter den forret det er at komme sammen og opflamme hinanden til kærlighed og rette gerninger. — Åb. 2:4; 1 Pet. 1:13, NW.
En kærlighed der skal bevares usvækket, må desuden give sig udslag i omsorg for Jehovas får. Når vi finder rettænkende mennesker vil vi ikke rutinemæssigt tage os af dem. Vi vil interessere os oprigtigt og ægte for dem, fordi vi er klar over at det er deres evige velfærd det gælder. Ikke mange dage efter at vi har fundet dem vil vi vende tilbage for at befæste sandheden i deres hjerte og sind og få kærligheden til Jehova til at fænge. Det kan vi gøre såfremt vi med begejstring taler om Guds rige og Guds velsignelser. Jehovas ord, der jo er som ild, vil tænde en flamme som får dem til at brænde med Guds ånd. Jo mere vi går op i tjenesten, desto større glæde høster vi og desto sikrere er frelsen.
Desuden må vi ikke lade verdens ligegyldighed udmarve vort mod eller slukke vor nidkærhed. Vi skal heller ikke mene at det er unødvendigt at forkynde fordi der tilsyneladende kun er få mennesker med fårets sindelag i vort distrikt. Lad kærligheden være den drivkraft der bevæger os til at advare og undervise mennesker. Gud som gav løfterne er trofast; fortsæt derfor ufortrødent og nidkært. „Når vi gør det rette, da lad os ikke blive trætte, thi vi skal høste til sin tid, såfremt vi ikke giver tabt.“ — Gal. 6:9.