„Ske din vilje på jorden“, 11. del

I overensstemmelse med titlen „Guds rige set i glimt“ har kapitel 4 henledt vor opmærksomhed på hvordan kongepræsten Melkisedek af Salem og kongerne David og Salomon af Jerusalem var profetiske forbilleder på Jehovas salvede regent i det kommende Guds rige, Jesus Kristus. Fra begyndelsen var Jehova Gud Israels nations usynlige Konge, men senere lod han folket få synlige konger som sine jordiske repræsentanter på „Jehovas trone“ i Jerusalem. Jehova Gud belønnede kong Davids gudhengivenhed ved at indgå en pagt med ham om riget. Ifølge denne pagt skulle kongedømmet forblive i Davids kongelige slægtslinje indtil Guds kvindes lovede sæd, hvem kongemagten skulle tilhøre for evigt, kom. I 607 f. Kr. blev det jordiske rige styrtet for aldrig at blive genoprettet, fordi mange af Davids efterfølgere på Israels trone var onde. Selv da Jesus i triumftog red ind i Jerusalem blev riget ikke på ny oprettet i denne by. Efter Jesu opstandelse fra de døde og lige før han vendte tilbage til himmelen, spurgte hans disciple ham hvornår riget skulle genoprettes, men han nægtede at fortælle dem det.

24. Hvorfor ventede Kristi disciple ikke på at Guds rige skulle oprettes i Jerusalem, og hvorledes viser Åbenbaringen 12:17 at Satan ikke blev knust under deres fødder ved Jerusalems ødelæggelse?

²⁴ Kristi trofaste disciple blev ikke i Jerusalem for at vente på at Guds rige skulle genoprettes dér for Israel. De vidste at den retmæssige arving til Guds rige nu sad ved Jehovas højre hånd i himmelen. Derfor forlod de Jerusalem og drog ud for at vidne om Kristus. I året 70 (e. Kr.) ødelagde de romerske hære under general Titus Jerusalem og Herodes’ tempel; men i god tid før den frygtelige ødelæggelse flygtede de kristne der endnu var tilbage i Jerusalem fra den dødsdømte by, og undgik således at blive tilintetgjort sammen med den. De gav agt på Jesu formaning i Lukas 21:20-24. Forud herfor havde apostelen Paulus skrevet til den kristne menighed i Rom: „Fredens Gud skal snart knuse Satan under jeres fødder.“ (Rom. 16:20) Guds store modstander blev imidlertid ikke knust under deres fødder da det utro Jerusalem blev ødelagt i året 70 e. Kr. Over femogtyve år senere fik de kristne gennem Åbenbaringen til Johannes om „hvad der skal ske i hast“, advarsel om at den gamle slange ville forfølge Guds „kvinde“ grusomt og føre krig mod hendes åndelige børn på jorden, Herren Jesu Kristi åndelige brødre. — Åb. 12:17.

25. Hvilket spørgsmål stiller vi i dag med hensyn til Slangens hoved som skal knuses og med hensyn til slangeknuserens rige?

²⁵ I Åbenbaringen hørte Johannes de trofaste kristnes sjæle, de kristne som var blevet myrdet for Guds ords skyld og for det vidnearbejdes skyld som de havde udført, råbe: „Hvor længe, Herre, du hellige og sanddru! vil du tøve med at dømme og hævne vort blod på dem, der bor på jorden?“ (Åb. 6:9, 10) Ja, helt op til vor tid spørger vi: Hvornår vil Guds kvindes sæd knuse den onde slanges hoved? Hvor lang tid skulle der gå fra Guds forbilledlige rige blev omstyrtet i 607 f. Kr. til Guds himmelske rige oprettedes ved at det blev givet til slangeknuseren, Guds kvindes sæd, som har retten til det?

26. Hvornår begyndte nedtrampningen af det forbilledlige Guds riges hovedstad, og hvorfra ved vi at denne nedtrampning end ikke var ophørt da Jesus gik her på jorden?

²⁶ Ved ødelæggelsen i 607 f. Kr. begyndte Guds forbilledlige riges hovedstad at blive nedtrådt, nedtrampet af ikke-jødiske nationer, og kong Nebukadnezar af Babylon var den der indledte nedtrampningen. Jerusalem blev på ny grundlagt i 537 f. Kr. af den trofaste rest der vendte tilbage til deres øde land fra fangenskabet i Babylon. Men de ikke-jødiske nationer fortsatte deres nedtrampning af Jerusalem. Jesus forudsagde at det genrejste Jerusalem skulle ødelægges endnu mens hans apostle levede. De romerske hære i Det mellemste Østen udførte dette ødelæggelsesværk på få måneder i år 70 (e. Kr.). Men Jesus sagde at nedtrampningen skulle fortsætte selv efter den tid. Hvor længe? Hør hans ord: „Der skal komme stor nød over landet og vrede over dette folk, og de skal falde for sværdets æg og føres fangne til alle nationerne, og Jerusalem skal nedtrampes af nationerne indtil nationernes fastsatte tider er udløbet.“ — Luk. 21:23, 24, NW.

27. Hvad repræsenterede det Jerusalem der begyndte at blive nedtrampet i 607 f. Kr., og hvad ville afslutningen på denne nedtrampning til Guds fastsatte tid følgelig betyde?

²⁷ I 607 f. Kr. repræsenterede det Jerusalem som blev tilintetgjort Guds rige, for dér stod Jehovas forbilledlige trone hvorpå Jehovas salvede sad som hans konge. På samme måde repræsenterer det Jerusalem der nedtrampes af verdens nationer Guds rige. Da Jesus var her på jorden udtalte han i sin bjergprædiken følgende ord: „I må aldeles ikke sværge, hverken ved Himmelen, thi den er ’Guds trone’, eller ved jorden, thi den er ’hans fodskammel’, eller ved Jerusalem, thi det er ’den store Konges by’.“ (Matt. 5:34, 35) Afslutningen på nedtrampningen af Jerusalem, når „nationernes fastsatte tider“ var helt til ende, ville følgelig være ensbetydende med genrejsningen af det symbolske Jerusalem, nemlig Guds rige. Det ville være ensbetydende med at Guds rige blev givet til den store arving efter kong David, som sad på Jehovas trone i det gamle Jerusalem. Det ville betyde at hans arving ville begynde at regere fordi han har retten dertil i overensstemmelse med den rigspagt Jehova Gud indgik med kong David om riget.

„Nationernes fastsatte tider“

28. I hvor mange „tider“ skulle Jerusalem nedtrampes, og gennem hvilken drøm får vi dette at vide?

²⁸ Det er derfor af afgørende betydning at kende længden på disse „nationernes fastsatte tider“. Hvor mange tider er der? Hvor lang er hver enkelt tid? I De hellige Skrifter anvendes tallet syv som symbol på åndelig fuldstændighed eller fuldkommenhed. Var hele Guds skabelsesuge ikke på syv dage? I Daniels apokalyptiske bog underretter Gud os om at det antal tider hvori det er fastsat at nationerne skal nedtrampe Jerusalem ligeledes er syv, et fuldstændigt antal. Han gav kong Nebukadnezar en drøm som ingen af Babylons videnskabsmænd, vismænd eller religiøse ledere kunne tyde. Til sidst hidkaldtes Daniel, Jehovas profet. Skrækslagen fortalte kong Nebukadnezar Daniel alle enkeltheder i drømmen og opfordrede ham til ikke at være bange for med rene ord at fortælle sandheden om hvad den betød. Daniel, som kongen havde givet navnet Beltsazzar, sagde:

29. Hvad forklarede Daniel da han begyndte at tyde drømmen?

²⁹ „Herre, måtte drømmen gælde dine fjender og dens udtydning dine avindsmænd! Det træ, du så, og som voksede og blev vældigt, så toppen nåede himmelen og det sås over hele jorden, hvis løv var fagert, og hvis frugter var mange, det, som alle fik næring af, under hvilket markens dyr fandt bo, og i hvis grene himmelens fugle byggede rede, det er dig selv, o konge, som er blevet stor og mægtig, hvis storhed er vokset, så den når himmelen, og hvis herredømme rækker til jordens ende.“ — Dan. 4:19-22.

30. Hvad var kong Nebukadnezar dengang et symbol på, og hvorfor blev han og de andre nationer der senere fulgte, ikke genstand for indblanding fra Guds riges side?

³⁰ I første instans havde træet i drømmen direkte tilknytning til den der drømte. Men Nebukadnezar havde fået Jehova Gud den Almægtiges tilladelse til at grundlægge Babylon som en verdensmagt. Babylon efterfulgte den første og den anden verdensmagt, Ægypten og Assyrien. Denne babyloniske verdensmagt krævede at hele verden viste den opmærksomhed og respekt. Nebukadnezar symboliserede følgelig noget der var større end han selv. Han stod som et symbol på verdensherredømmet, som han på den tid udøvede med tilladelse af Gud den Allerhøjeste og i overensstemmelse med Hans hensigter. Jehova Gud havde brugt ham til at fuldbyrde den guddommelige hævn over det utro folk Juda, hvis rige han omstyrtede, hvorved „nationernes fastsatte tider“ tog deres begyndelse, de tider hvori Jerusalem skulle nedtrampes af verdens nationer. Babylon og de øvrige nationer, der skulle efterfølge det i løbet af de „fastsatte tider“, blev i overensstemmelse hermed ikke genstand for indblanding fra Jehova Guds riges side, end ikke på symbolsk måde. Som national magt var Guds forbilledlige rige fjernet.

31. Hvad skulle der ske med det symbolske træ, og hvor lang tid skulle der gå i forbindelse hermed?

³¹ Daniel fortsatte: „Og når kongen så, at en vægter, en hellig, steg ned fra Himmelen og bød: Fæld træet og ødelæg det! Dog skal I lade stubben med rødderne blive i jorden, men bunden med en kæde [et bånd, RS] af jern og kobber i markens græs; af himmelens dug skal han vædes, og med markens dyr skal han dele lod, indtil syv tider er gået hen over ham — så betyder det, o konge. . . .“ — Dan. 4:23, 24.

32. Hvad viste dette i enkleste forstand, og hvorledes forholdt det sig med Babylons regeringsorganisation i den omtalte periode?

³² I enkleste forstand viste dette at Nebukadnezar selv ville blive styrtet fra sin stilling som verdenshersker, men ikke udslettet fuldstændig så han aldrig ville komme til magten igen. Hans ’stub’ skulle forblive i jorden, men båndene om den skulle hindre vækst eller udfoldelse i „syv tider“. Imidlertid var Babylons regeringsorganisation stadig virksom, blot ikke med Nebukadnezar på tronen. Muligvis har hans søn Evil-Merodak stået i spidsen for regeringen og således handlet på hans vegne.

33. Hvilket virkeligt verdensherredømme var det der omstyrtedes, og hvem fik herredømmet?

³³ I videre forstand tilkendegaves der ved det omhuggede træ at verdensherredømmet ved den retmæssige hersker omstyrtedes. Kun Guds rige har retten til verdensherredømmet. Kun Jehovas salvede konge har den gudgivne ret til at herske over hele jorden, sådan som Israels rige havde hersket over hele det forjættede land i de år det var trofast mod Gud. Men dette forbilledlige Guds rige omstyrtedes i 607 f. Kr. og verdenserobreren Nebukadnezar fik herredømmet over hele det forjættede land. Ved denne forandring på den internationale scene blev den lavstammede vinstok, kong Zedekias af Juda, revet op med rode og berøvet sin frugt, idet hans sønner blev dræbt. (Ez. 17:5-10, 20, 21) Guds pagt om riget ville nu gå over til en anden arving.

34. Hvordan lød Daniels tydning derpå med hensyn til kong Nebukadnezar?

³⁴ Daniels tydning fortsatte: „Det er den Højestes råd, som er udgået over min herre kongen: Du skal udstødes af menneskenes samfund og bo blandt markens dyr; urter skal du have til føde som kvæget, og af himmelens dug skal du vædes; og syv tider skal gå hen over dig, til du skønner, at den Højeste er Herre over menneskenes rige og kan give det, til hvem han vil. Men når der blev givet påbud om at levne træets stub med rødderne, så betyder det, at dit rige atter skal blive dit, så snart du skønner, at Himmelen har magten.“ — Dan. 4:24-26.

35. Hvad skulle stadig være sikret kong Nebukadnezar i de syv tider der gik hen over ham, og hvad skulle stadig forblive i kraft under Jerusalems tilsvarende fornedrede tilstand?

³⁵ Nebukadnezar måtte stilles til skue på en måde der viste at Gud tager sig af regeringsanliggender på jorden. Mens han således var stillet til skue skulle han dog stadig som vist ved træstubben, være sikret sin stilling som verdenshersker så han kunne genindtræde i den når han, efter at de syv tider var gået hen over ham, atter fik sin fornufts brug. På samme måde skulle Jehovas rige, repræsenteret ved det forbilledlige rige i Jerusalem, fornedres eller omstyrtes i 607 f. Kr. Det skulle da eksistere i denne fornedrede tilstand uden at udføre nogen regeringsfunktioner i en periode på „syv tider“. Dog skulle den pagt Jehova havde indgået med kong David om et evigt rige, i hele dette tidsrum fortsat være bindende for Jehova Gud og vente på at få en fuldstændig opfyldelse i forbindelse med den retmæssige arving.

36. Hvorledes gik drømmens tydning bogstaveligt i opfyldelse på kong Nebukadnezar selv et år senere?

³⁶ Et år efter Daniels drømmetydning pralede Nebukadnezar af sit rige, Babylon, verdensmagten. Da lød der en himmelsk røst: „Det gives dig til kende, kong Nebukadnezar, at dit kongedømme er taget fra dig! Af menneskenes samfund skal du udstødes og bo blandt markens dyr; urter skal du have til føde som kvæget; og syv tider skal gå hen over dig, til du skønner, at den Højeste er Herre over menneskenes rige og kan give det, til hvem han vil!“ Straks mistede den tids mægtigste hersker på jorden forstanden og indbildte sig at han var et dyr, muligvis en okse. „Han blev udstødt af menneskenes samfund og åd græs som kvæget, og hans legeme vædedes af himmelens dug, til hans hår blev langt som ørnefjer og hans negle som fuglekløer.“ Hans pralende omtale af sig selv og hans ophøjelse af Babylon over Guds rige gjorde en irettesættelse påkrævet, og Nebukadnezars falske gud Merodak eller Marduk formåede ikke at hindre at den blev iværksat. Mens de „syv tider“ gik hen over ham levede han i denne tilstand som et umælende markens dyr; men den babyloniske regering der herskede i hans sted fortsatte hans misgerninger og undertrykkelse. — Dan. 4:28-33.

37. Hvorledes har verdslige herskere handlet ligesom Nebukadnezar i de større „syv tider“, og hvordan har deres undersåtter fået det at føle?

³⁷ I lighed hermed har de menneskelige regeringers herskere, der ikke har været med i Guds pagt om riget men som har afløst hinanden under de verdslige politiske systemer i de større „syv tider“ efter Guds forbilledlige riges, Juda riges, ødelæggelse i 607 f. Kr., handlet som den forrykte Nebukadnezar. De har ikke handlet som mennesker der er skabt i Guds billede. De har bragt lidelser, ikke blot over Jehovas vidner, men over alle folk.

38. Hvad berettede Nebukadnezar at der skete med ham efter udløbet af de „syv tider“?

³⁸ Hvad skete ved afslutningen på Nebukadnezars „syv tider“? Han beretter: „Da tiden var omme, løftede jeg, Nebukadnezar, mine øjne til himmelen og fik min forstand igen, og jeg priste den Højeste og lovede og ærede ham, som lever evindelig, hvis herredømme er evigt, og hvis rige står fra slægt til slægt. Alle, som bor på jorden, er for intet at regne; han handler efter sit tykke [med hvem?] med himmelens hær og med dem, som bor på jorden, og ingen kan holde hans hånd tilbage og sige til ham: ’Hvad gør du?’ I samme stund fik jeg min forstand igen; jeg fik også min herlighed og glans igen, mit rige til ære; mine rådsherrer og stormænd søgte mig, jeg blev genindsat i mit rige, og endnu større magt blev mig givet. Nu lover, ophøjer og ærer jeg, Nebukadnezar, Himmelens konge: Alle hans gerninger er sandhed, hans veje retfærd, og han kan ydmyge dem, som vandrer i hovmod.“ (Dan. 4:34-37) Denne erkendelse som Nebukadnezar var kommet til, gjaldt ikke den falske gud Marduk, men Daniels Gud, Jehova.

39. Hvor længe varede de „syv tider“ højest i Nebukadnezars tilfælde, men hvorfor kunne dette ikke være tilfældet i forbindelse med nedtrampningen af Jerusalem?

³⁹ Det siges at Nebukadnezar herskede i treogfyrre år. Derfor kan de vanviddets „syv tider“ der faldt inden for dette tidsrum i hans personlige tilfælde højst have været syv år. I Bibelen står udtrykket en „tid“ visse steder for et bogstaveligt år. (Dan. 7:25; 12:7; Åb. 12:6, 14; 11:2, 3) Men her opførte Nebukadnezar et profetisk drama i hvilket et år skulle symbolisere et meget længere tidsrum. Således må det være, for nedtrampningen af Jerusalem, der repræsenterede Jehovas rige, ophørte ikke samtidig med Nebukadnezars vanvid; og seks hundrede år senere udtalte Jesus Kristus at Jerusalem fortsat skulle nedtrædes eller nedtrampes af nationerne indtil hedningenationernes fastsatte tider var til ende. Hvor længe varer disse „syv tider“ da?

40. (a) Hvor lang er en bogstavelig „tid“ i profetien, målt efter Bibelens månetidsregning? (b) Hvor lang er følgelig en symbolsk „tid“, og hvornår ville nationernes „syv tider“ ende?

⁴⁰ Når der er tale om måneder og år anvender Bibelen månetid som målestok. I Nebukadnezars tilfælde betød en „tid“ et måneår, som man gennemsnitlig regnede til 360 dage. I virkeligheden var et måneår på tolv måneder, elleve dage kortere end et solår. Dette nødvendiggjorde at der til månekalenderen visse år måtte lægges en trettende måned på niogtyve dage for at denne kalender kunne stemme med solkalenderen. En sådan trettende måned blev lagt til syv gange i løbet af en periode på nitten år. Når talen var om længere tidsrum sagde Gud at en dag skulle betyde et helt år. I overensstemmelse hermed skulle et måneår på 360 dage følgelig stå for 360 år, „ét år for hver dag“. (4 Mos. 14:34; Ez. 4:6) En symbolsk „tid“ beløber sig således til 360 år. „Syv tider“ beløber sig, når der tales symbolsk, til 2520 bogstavelige år. De „syv tider“ eller syv år hvori Nebukadnezar var sindssyg var således en forudsigelse om et tidsrum på 2520 år. Da Bibelen nu viser at disse „syv tider“ eller 2520 år begyndte i det tidlige efterår 607 f. Kr. måtte „nationernes fastsatte tider“ nå deres afslutning tidligt på efteråret 1914 e. Kr.

41. (a) På hvilken måde blev træstubben bundet med et dobbelt bånd i Nebukadnezars tilfælde, og hvilken indstilling havde han da han vendte tilbage til tronen? (b) Hvad symboliserede dette med hensyn til pagten om riget?

⁴¹ I alle disse år fra 607 f. Kr. havde Jehova Guds rige ikke virket gennem en salvet efterkommer af kong David i henhold til pagten om riget. Det havde været som et fældet træ; ingen skabninger levede under det eller mellem dets grene. Pagten om riget var som træstubben bundet med en dobbelt kæde, eller et dobbelt bånd, Jehovas betvingende magt, indtil „syv tider“ var gået hen over den. Tilsvarende kunne Nebukadnezar ikke få sin forstand igen så han atter kunne sætte sig på sin trone i det babyloniske rige og beherske verden, før de forudsagte „syv tider“ eller syv år var til ende. Da var det en hersker der anerkendte himmelens konge, Daniels Gud, som vendte tilbage til tronen og genindsattes i riget med herlighed, majestæt og glans og „endnu større magt“. På samme måde kunne heller ikke rigspagten nå sin endelige og fuldstændige opfyldelse før de „syv tider“ på 2520 år var gået hen over den. Så ville tiden være inde til at Gud skulle fjerne sine betvingende bånd. Så ville tiden være inde til at genoprette riget med en efterkommer af den salvede kong David som hersker. Da skulle riget gives til den som i henhold til Jehovas rigspagt havde retten til det.

(Fortsættes)