Spørgsmål fra læserne
● Hvert år modtager Selskabet en række forespørgsler vedrørende Herrens aftensmåltid. Som svar på disse fremsættes følgende:
Højtideligheden til minde om Herrens død er på samme tid glædelig og alvorlig. Den fortjener at alle enkeltheder i forbindelse hermed overholdes trofast, ikke mindst fra tilsynsmændenes side, ganske som vi kan være vis på at Jesus meget omhyggeligt efterkom alle påskens krav.
Brødet som anvendes skal være usyret brød, hvilket er et billede på at Jesus var uden synd. Hans legeme var fuldkomment og uden mangler, og intet behøvede derfor at føjes til. Derfor må man ikke tilsætte sådanne ting som salt eller fedtstof når man bager usyret brød. Kommer man et eller andet i for at give brødet en bedre smag, vil det heller ikke kunne gøre det ud for „trængselsbrød“. — 5 Mos. 16:3; 1 Kor. 5:6-8.
Om man kan benytte jødiske matzos afhænger af om de opfylder ovennævnte krav, hvilket kommer an på hvordan de er tillavet. Man kan blive nødt til selv at bage det usyrede brød, hvad man hvert år gør på betelhjemmet i Brooklyn. Dér bruger man følgende opskrift: En kop mel (usigtet hvedemel) til to en kvart kop vand. Røres godt i en skål og hældes derpå ud på en varm men ikke for hed stegepande og vendes, ganske som når man bager pandekager. Når blandingen er blevet fast, lægges den over på en bageplade og bages i ovn ved 160 grader indtil brødet er sprødt.
Vinen skal, for det første, være naturligt gæret druesaft. Der er ingen tvivl om at Jesus benyttede vin og ikke bare druesaft. Druesaft kan ikke sprænge gamle lædersække. Den omstændighed at Jesu fjender beskyldte ham for at være en „dranker“ finder kun sin forklaring i at han ikke nærede betænkeligheder ved at drikke vin. Dertil kommer at druesaften umuligt kunne henstå ugæret fra høsten om efteråret indtil foråret, påsketiden, da Jesus indstiftede højtiden til minde om sin død. Vidnesbyrd i den jødiske historie bekræfter at man brugte vin ved påskefesten. — Matt. 9:17; 11:19.
For det andet: vinen må være rød. Kun rød vin vil være et passende symbol på blod; det skal være „drueblod“. (5 Mos. 32:14) Jesu blod var fyldestgørende og fuldt tilstrækkeligt i sig selv og behøvede ingen tilføjelse. Sådan må det også forholde sig med den „vintræets frugt“ som skal skildre det. Vinen som bruges ved højtiden skal derfor være usødet. De fleste jødiske påskevine er imidlertid stærkt sødede og egner sig derfor ikke. Desuden må vinen ikke være blandet med noget andet som gør den stærkere. Det vil sige: der må ikke være tilsat vinsprit for at øge alkoholindholdet, hvad der er tilfældet for portvins vedkommende. Vinen må heller ikke være tilsat urter eller krydderier, sådan som vermouth og vine i lighed med Dubonnet er det. Hjemmelavet, usødet rødvin, det vil sige naturligt gæret druesaft, er brugbar, og ligeså rød Chianti, rød Bourgogne og rød Bordeauxvin, for at nævne nogle af de mere almindelige røde bordvine.
Symbolerne skal stå rede, og de bydes rundt til hver enkelt af de tilstedeværende, også selv om det kan synes givet at ingen bekender sig til resten. Hver enkelt skal, ifølge Guds handlemåde med ham, tilkendegive sin faste overbevisning om hvad det er for et håb, himmelsk eller jordisk, Gud har skænket ham, og det gør han ved at nyde eller ikke nyde symbolerne når de rækkes ham. De som bekender sig til resten skal altså ikke sidde adskilt fra de øvrige, og symbolerne skal ikke bare bydes medlemmerne af resten. En bøn om Guds velsignelse bedes først over brødet, som derpå bydes rundt; dernæst bedes over vinen, og så bæres den rundt. Bægeret skal være et stort fællesbæger; i en større forsamling kan der anvendes flere. Vægring imod at drikke af et fællesbæger med den begrundelse at det er sundhedsfarligt, vil ikke komme i betragtning, for bægre eller glas hvoraf kun én drikker kan ikke give et billede af den fælles delagtighed i Kristi blod; akkurat som billedet med det ene brød spoleres hvis man bruger oblater, små runde, tynde skiver af usyret hvedebrød, som blandt andet anvendes ved messen i den katolske kirke. Det bør ligeledes bemærkes at der ikke er nogen grund til at symbolerne står tildækkede indtil det øjeblik de skal bydes rundt. Det vil smage af mysticisme og af ceremonivæsen, hvilket bør undgås. — Rom. 8:16, 17, 24, 25; 1 Kor. 10:15-17.
Der vil naturligvis gælde undtagelser i de tilfælde hvor medlemmer af resten ikke kan være til stede fordi de er syge eller svagelige. En broder som er kompetent til i korthed at drøfte mindehøjtiden med sådanne brødre og søstre vil bringe en portion af symbolerne til hver af dem, uanset deres alder og fysiske tilstand. Sådanne brødre og søstre skal tælles med både i antallet som nyder symbolerne og i antal tilstedeværende ved højtiden. Udstødte er ikke velkomne. Hvis sådanne kommer til stede og nyder symbolerne skal de ikke tælles med. Det samme gælder nye som endnu ikke er døbt men alligevel tager symbolerne.
Hvordan skal man nu stille sig hvis en broder eller søster der bekender sig til resten er absolut forhindret i at fejre mindehøjtiden og nyde symbolerne på grund af omstændigheder som vedkommende ikke er herre over? I så fald gælder øjensynligt den nåderige og kærlige ordning som Jehova traf for jøder der var ceremonielt urene den 14. nisan: de kunne fejre påsken en måned senere. Det pågældende medlem af resten vil derfor selv fejre mindet om Kristi død den fjortende dag i den følgende måned, ijar måned ifølge den jødiske kalender, netop tredive dage senere. — 4 Mos. 9:9-14.
Hvad der bliver tilbage af symbolerne efter mindehøjtiden kan tages med hjem og nydes på samme måde som al anden mad. Der er ikke noget særlig helligt ved symbolerne når højtiden er forbi. Men brødet og vinen skal så vist ikke spises og drikkes umiddelbart efter Herrens aftensmåltid i rigssalen i en overstadig stemning, hvilket er hændt. „Lad alt ske sømmeligt og med orden“ er en formaning som er særlig aktuel ved mindehøjtiden for Kristi død. — 1 Kor. 14:40.
● Hvad menes der med udtrykket at ’ransage leveren’, som bruges i Ezekiel 21:21?
I Ezekiel 21:21 læser vi om Nebukadnezar: „Thi Babels konge står på vejskellet, hvor de to veje skilles, for at tage varsler; han ryster pilene, rådspørger husguderne, ransager leveren.“ Denne skik, at ransage eller undersøge leveren for at tage varsler, kaldes hepatoskopi og har sin rod i den gamle opfattelse at leveren var center for al vitalitet, aktivitet, følelse og hengivenhed. Den blev uden tvivl tillagt så stor betydning fordi den er så blodrig — en sjettedel af et menneskes blod findes i leveren.
I det gamle Assyrien kaldtes præsterne baru, hvilket betyder „inspektør“, på grund af den fremtrædende rolle hvervet at undersøge eller inspicere leveren spillede i en præsts liv. Da leveren er et meget forskelligartet organ med lapper, gange, vedhæng, vener, bjælker, o.s.v., frembyder den rige muligheder for fortolkninger. Hvis, for eksempel, en bestemt fordybning var ualmindelig lang mente man at det varslede en lang regeringstid for kongen. Hvis det indbyrdes størrelsesforhold mellem visse dele var omvendt af det normale, gik man ud fra at det betød at der skulle ske en omvæltning, muligvis at en tjener skulle komme til at herske over sin herre. Og dersom man fandt et bestemt mærke eller tegn på den højre side, tog man det for et gunstigt varsel, mens det, hvis det sad på den venstre, var ugunstigt. Fortilfælde spillede også en rolle. Dersom man havde iagttaget en bestemt tilstand i leveren, og begivenhederne derefter tog en gunstig vending, troede man at en lignende tilstand i et nyslagtet dyr var et varsel om at kommende tildragelser også ville få et heldigt forløb. Det var oprindelig assyrerne og babylonierne der gav sig af med eller lagde vægt på hepatoskopi; senere vandt det indpas hos grækerne og romerne. I vore dage finder man spor deraf i visse primitive lande i Afrika og Asien.