Når Kristus kommer i Rigets herlighed

MANGE mennesker i verden er meget interesseret i det tidspunkt da Jesus Kristus kommer i Rigets herlighed. Gudfrygtige mennesker har i århundreder set frem til denne begivenhed. Jesus selv skabte forventning om sin genkomst ved at sige til fire af sine disciple der var sammen med ham på Oliebjerget:

„Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham, da skal han sætte sig på sin herligheds trone. Og alle folkeslag skal samles foran ham, og han skal skille dem fra hverandre, ligesom hyrden skiller fårene fra bukkene.“ — Matt. 25:31, 32.

Er der nogen måde hvorpå man kan afgøre tidspunktet for denne betydningsfulde begivenhed? Eftersom der siges at Jesus skulle komme med sine engle, der er usynlige, er det indlysende at Jesus ved sin genkomst ikke kan ses med det menneskelige øje. Findes der da fyldestgørende vidnesbyrd i Bibelen der fastsætter det tidspunkt da Jesus kommer usynligt i Rigets herlighed? Lad os engang se.

„Nationernes fastsatte tider“

Førnævnte gruppe på fire disciple havde på Oliebjerget spurgt Jesus om hvornår det prægtige jødiske tempel skulle ødelægges og om hvad der var tegnet på hans genkomst eller anden nærværelse, og „verdens ende“ eller afslutningen på tingenes ordning, også kaldet „endens tid“. (Matt. 24:1-3; Luk. 21:5-7; Dan. 12:4) Efter at Jesus ret udførligt havde besvaret disse spørgsmål og mens han talte om den ødelæggelse der ville ramme Jerusalem, sagde han: „De [jøderne] skal falde for sværdets æg og føres fangne til alle nationerne, og Jerusalem skal nedtrampes af nationerne, indtil nationernes fastsatte tider er udløbet.“ — Luk. 21:24, NW.

Den tidsperiode der hentydes til med udtrykket „nationernes fastsatte tider“ er af stor betydning, for Jesus knytter den nøje sammen med drøftelsen af sin anden nærværelse, sin nærværelse i Rigets herlighed. Kan man fastsætte denne tidsperiode, kan man også fastsætte tidspunktet for Jesu komme i herlighed. Det er derfor et emne der fortjener et grundigt studium.

Betydningen af det græske ord „tider“

Ordet „tider“ der her bruges i Lukas 21:24 er oversat fra det græske ord kairos (flertal kairoi), der ifølge en græsk autoritet betyder „en fastsat eller bestemt periode, en tid, somme tider en belejlig eller gunstig tid“.a Kairos anvendes således i Bibelen i udtrykkene „høstens tid“, „frugttiden“ og „figentid“. — Matt. 13:30; 21:34; Mark. 11:13.

Interessant er det at kairos også bruges om kommende tider eller begivenheder inden for Guds ordning eller ’tidsplan’, især i forbindelse med Kristi anden nærværelse og hans rige. Apostelen Paulus taler for eksempel om den „hellige hemmelighed“ som Gud har åbenbaret „om en forvaltning ved de fastsatte tiders [kairon] udløb, nemlig, at samle alt igen i Kristus“. — Ef. 1:9, 10, NW; se også Apostlenes Gerninger 1:7 og 3:19, 20.

I betragtning af denne betydning af ordet „tider“ (kairoi) som det bruges i Bibelen, kan det med rette forventes at udtrykket „nationernes fastsatte tider“ ikke hentyder til noget vagt eller ubestemt. Det må hentyde til en „fastsat eller bestemt periode“, en periode der har en bestemt begyndelse og en bestemt afslutning.

Men hvornår begynder „nationernes fastsatte tider“? Hvornår udløber de? Og hvad sker der når denne fastsatte tidsperiode udløber? Svarene på disse spørgsmål må nødvendigvis være forbundet med Jesu udtalelse om at Jerusalem skulle nedtrampes indtil „nationernes fastsatte tider“ udløb.

Jerusalem nedtrampes af nationerne

Det er indlysende at Jesus hentyder til den bogstavelige by Jerusalem i sin beskrivelse af den ødelæggelse der skulle ramme byen og som indtraf i år 70. Ved denne lejlighed jævnede de romerske hære byen med jorden og lagde dens prægtige tempel i ruiner. Udtalelsen om „nationernes fastsatte tider“ viser imidlertid at profetien er langt mere vidtrækkende. Det har mange bibelkommentatorer udtalt sig om. Den velkendte bibelkommentar af F. C. Cook siger således om denne del af Jesu udtalelse: „Den tjener til at adskille den strengt eskatologiske del af den store profeti [det vil sige den del der angår Jesu anden nærværelse] fra den del der med rette angår Jerusalems ødelæggelse.“

Da Jesus talte om at „Jerusalem“ skulle nedtrampes indtil „nationernes fastsatte tider er udløbet“, hentydede han derfor ikke blot til at den bogstavelige by Jerusalem skulle nedtrampes, men til noget langt større. Til hvad? Lad os, for at finde ud af det, undersøge hvilken betydning Bibelen tillægger Jerusalem.

Jerusalem var hovedstaden i Israel, om hvis konger af Davids slægtslinje det blev sagt at de sad på „[Jehovas] trone“. (1 Krøn. 29:23) Jerusalem repræsenterede derfor den guddommeligt indsatte regerings sæde eller Guds forbilledlige rige der fungerede gennem Davids hus. Med Zions bjerg var det „den store Konges by“. (Sl. 48:2, 3) Jerusalem kom således til at stå som et udtryk for det davidiske dynastis rige, på samme måde som Washington, London, Paris og Moskva repræsenterer nutidige nationers regeringer og i nyhedscommuniqueerne også omtales som identiske med disse.

Nedtrampningen af dette rige under kong Davids efterkommere begyndte ikke først da romerne i år 70 ødelagde byen Jerusalem. Den begyndte flere hundrede år før, da dette kongehus i 607 f.v.t.b blev omstyrtet af den babyloniske konge, Nebukadnezar, der ødelagde Jerusalem og tog den afsatte konge af Davids slægt, Zedekias, til fange, og landet blev lagt øde. (2 Kong. 25:1-26) Dette stemte med de profetiske ord til Zedekias i Ezekiel 21:25-27: „Bort med hovedbindet, ned med kronen! Som det var, er det ikke mere! . . . Grushobe, grushobe, grushobe gør jeg det til. Ve det! Således skal det være, til han kommer, som har retten til det; ham vil jeg give det.“

De kristne græske Skrifter viser at Kristus Jesus er den der har „retten“ til Davids krone som Zedekias mistede. Herom sagde den engel der forkyndte hans kommende fødsel: „Gud Herren skal give ham Davids, hans faders, trone. Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.“ — Luk. 1:32, 33.

Med kong Zedekias’ afsættelse fra tronen i 607 f.v.t. og Jerusalems og Judas ødelæggelse havde de hedenske nationer nu herredømme over hele jorden. Der skete en afbrydelse af det rige som Davids kongelige slægt herskede over. Det Jerusalem der repræsenterede eller stod for „Davids trone“, som skulle gives til den der havde retten til den, Jesus Kristus, skulle fortsat nedtrampes så længe Guds rige, fungerende gennem Davids hus, befandt sig i en fornedret, uvirksom tilstand under de hedenske nationer.

Da Jesus levede som menneske her på jorden, benyttede han sig ikke af sin ret til at herske i Rigets herlighed. I det første århundrede blev Jerusalem stadig nedtrampet af nationerne. Hvornår skulle Jehova Guds rige ved hans Salvede, Jesus Kristus, da ophøjes og begynde at udøve sin magt? Hvornår skulle Kristus begynde sit herlige styre? Svaret findes i den profetiske Daniels bog i Bibelen, som Jesus henviste til i det mindste to gange da han udtalte profetien om sin nærværelse i Rigets herlighed. — Sammenlign Mattæus 24:15, 21 med Daniel 11:31; 12:1.

Synet af det symbolske træ

I Daniels bog finder vi en beskrivelse af de hedenske nationers herredømme over jorden i de „fastsatte tider“. Beskrivelsen bygger på et syn som Gud gav den babyloniske konge Nebukadnezar.

I synet så Nebukadnezar et vældigt træ som en engel fra himmelen befalede skulle fældes. Træets stub skulle bindes med en kæde af jern og kobber, og sådan skulle den henligge i markens græs indtil „syv tider“ var gået hen over den. Som der blev sagt i profetien: „Hans menneskehjerte skal fratages ham og et dyrehjerte gives ham, og syv tider skal gå hen over ham. . . . for at de levende må sande, at den Højeste er Herre over menneskenes rige og kan give det, til hvem han vil, og ophøje den ringeste blandt menneskene til hersker over det!“ (Læs venligst hele synet i Daniel 4:10-17.)

Synet fik en opfyldelse på Nebukadnezar selv. Han oplevede syv års sindssyge, hvorunder han strejfede omkring som et dyr på marken, og derefter blev han rask igen. (Dan. 4:31-35) Nogle er af den opfattelse at synet kun får en direkte profetisk opfyldelse på ham. De mener at dette syn blot fremholder den evige sandhed om Guds overhøjhed over alle menneskelige og formodede guddommelige magter. Og selv om de anerkender at denne sandhed eller dette princip gælder ud over Nebukadnezars eget tilfælde, tror de ikke at synet har noget at gøre med nogen bestemt tidsperiode eller guddommelig tidsplan.

En undersøgelse af hele Daniels bog viser imidlertid at tidselementet overalt er fremherskende i de syner og profetier bogen indeholder. De verdensmagter og begivenheder der beskrives i bogen, fremstilles ikke som isolerede eller tilfældigt forekommende, med et ubestemmeligt tidselement, men de passer ind i historien og kronologien. — Se Daniel 2:36-45; 7:3-12, 17-26; 8:3-14, 20-25; 9:2, 24-27; 11:2-24; 12:7-13.

Dertil kommer at Daniels bog gang på gang peger frem til den konklusion der danner temaet i dens profetier: Oprettelsen af et universelt og evigt Gudsrige ved hans udvalgte, „Menneskesønnen“. „Se,“ hedder det i en af Daniels profetier, „med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn. . . . og magt og ære og herredom gaves ham, og alle folk, stammer og tungemål skal tjene ham; hans magt er en evig magt, aldrig går den til grunde, hans rige kan ikke forgå.“ Den der her omtales er naturligvis herskeren af Davids slægt, Jesus Kristus, der kommer i Rigets herlighed. — Matt. 25:31; Dan. 7:13, 14; 4:17; 2:44.

Daniels bog adskiller sig også fra de andre bøger i De hebraiske Skrifter ved at den omtaler „endens tid“, da Kristus kommer i sin herlighed. — Dan. 8:19; 10:14; 11:35, 40; 12:4, 9; Matt. 24:3.

I betragtning af det foregående synes det ikke logisk at mene at synet af det symbolske „træ“ og omtalen af de „syv tider“ blot gælder de syv års sindssyge og den følgende helbredelse og genindsættelse på tronen som én babylonisk hersker erfarede. Der er mindst tre stærke grunde til at tro at det omfattende syn og dets fortolkning er medtaget i Daniels bog fordi det viser længden af „nationernes fastsatte tider“ og tidspunktet for oprettelsen af Guds rige ved hans Kristus.

For det første kan man anføre det tidspunkt da synet blev givet. Det var på det kritiske tidspunkt i historien da Gud, universets Suveræn, havde tilladt at selve det rige han havde oprettet blandt sit pagtsfolk, blev omstyrtet. For det andet kan anføres den der fik synet, nemlig selve den hersker der tjente som det guddommelige redskab ved denne omstyrtning, og som derved med Guds tilladelse fik overdraget verdensherredømmet uden indblanding fra noget rige der repræsenterede Jehova Gud. Og for det tredje kan anføres synets gennemgående tema: „For at de levende må sande, at den Højeste er Herre over menneskenes rige og kan give det, til hvem han vil, og ophøje den ringeste blandt menneskene til hersker over det!“ — Dan. 4:17.

Af stor betydning er også de symboler der bruges i dette profetiske syn. Træer anvendes også andre steder som symbol på herskende magter, deriblandt Guds forbilledlige rige i Jerusalem. (Se Dommerbogen 9:6-15; Ezekiel 17:1-24; 31:2-18.) En stub der begynder at skyde og en „kvist“ eller et „skud“ bruges flere gange, især i de messianske profetier, som udtryk for en fornyelse af herskermagten i en bestemt gren eller slægt. (Es. 10:33–11:10; Jer. 23:5; Zak. 6:12, 13) Jesus omtalte sig selv som „Davids rodskud og ætling“. — Åb. 22:16.

Synets betydning

Det er tydeligt at det der understreges i synet er Jehova Guds uimodståelige suverænitet over „menneskenes rige“, og dette tjener som en ledetråd til den fulde forståelse af synet.

Træet er i første instans et billede på Nebukadnezar, der på dette tidspunkt i historien var overhovedet for den fremherskende verdensmagt, Babylon. Men før Nebukadnezar erobrede Jerusalem, var Guds forbilledlige rige, som herskede fra denne by, det redskab hvorved Jehova lod sin retmæssige suverænitet over jorden komme til udtryk. Da Jehova tillod at det forbilledlige rige i Jerusalem blev omstyrtet, tillod han dermed at hans eget synlige udtryk for hans suverænitet ved Davids kongeslægt blev fældet. Verdensherredømmet over „menneskenes rige“ overgik nu, uhindret af noget repræsentativt Gudsrige, til de hedenske nationer. — Klages. 1:5; 2:2, 16, 17.

Set på denne baggrund må „træet“, foruden at det i første instans er et billede på Nebukadnezar, repræsentere verdensherredømmet ved Guds rige.

Her gør Gud det imidlertid klart at han ikke for stedse har overgivet verdensherredømmet til de hedenske nationer. Synet viser at Gud holder sig selv i tømme, symboliseret ved kæden eller båndene af jern og kobber rundt om træets stub, og det gør han indtil der er gået „syv tider“. (Dan. 4:16, 23, 25) Derpå ville „den Højeste“, eftersom han er „Herre over menneskenes rige“, give verdensherredømmet til „hvem han vil“, ja til den herliggjorte „menneskesøn“, Jesus Kristus! (Dan. 4:17; 7:13, 14; Matt. 25:31) Den symbolske „stub“, der symboliserede at Gud stadig sad inde med den suveræne ret til at udøve verdensherredømmet over „menneskenes rige“, skulle således atter skyde i hans søns rige. — Sl. 89:28, 36-38.

Men nøjagtig hvornår ville dette ske? Hvornår skulle de symbolske „syv tider“ eller „nationernes fastsatte tider“ udløbe? Hvornår skulle Jerusalem, eller Guds rige ved Davids slægt, symboliseret ved „Jerusalem“, ikke nedtrampes mere? Ja hvornår ville den der har „retten“ til ’Davids trone’ komme i Rigets herlighed? — Ez. 21:27; Luk. 1:32.

Længden af de „syv tider“

I synets opfyldelse på Nebukadnezar selv var de syv tider øjensynlig syv år, i hvilke han indrømmer at han var sindssyg og måtte give afkald på sin trone for at æde græs ligesom dyrene på marken. (Dan. 4:33-36) Det er værd at lægge mærke til at Bibelen beskriver de hedenske nationers udøvelse af verdensherredømmet ved dyr som er i opposition til Guds hellige folk og „fyrsternes fyrste“. (Se Daniel 7:2-8, 12, 17-26; 8:3-12, 20-25; Åbenbaringen 11:7; 13:1-11; 17:7-14.) Med hensyn til ordet „tider“ (fra aramaisk iddan) der bruges i Daniels profeti, viser forskellige ordbøger at det her betyder „år“.c

Bibelen viser at et sådant år er på 360 dage. Bekræftende vidnesbyrd herom findes i Åbenbaringen 12:6, 14, hvor der vises at tre og en halv tid er lig med „et tusinde to hundrede og tresindstyve dage“. (Se også Åbenbaringen 11:2, 3.) Hvis tre og en halv symbolsk „tid“ svarer til 1260 symbolske dage, må to gange tre og en halv tid (eller syv tider) være to gange 1260 dage, det vil sige 2520 dage. Men i den større opfyldelse, i forbindelse med længden af „nationernes fastsatte tider“, er disse ikke bogstavelige dage. Hvad er de da?

Af Fjerde Mosebog 14:34 og Ezekiel 4:6 fremgår det at et bestemt antal dage i Bibelen kan anvendes til profetisk at symbolisere det samme antal år. Kun ved at anvende denne regel, „ét år for hver dag“, på de „syv tider“ i denne profeti får synet i Daniels bog, kapitel fire, en betydningsfuld opfyldelse ud over den nu afdøde Nebukadnezars tid, hvilket de her fremlagte vidnesbyrd giver grund til at forvente. De „syv tider“ symboliserer derfor 2520 år.

Det resultat man når til ved at betragte de profetiske „syv tider“ som en periode på 2520 år, udgør måske det stærkeste bevis på at det er sådan profetien skal forstås. Som det er blevet vist begyndte „nationernes fastsatte tider“ med at Jerusalem blev omstyrtet og nedtrampet og Juda lagt øde. Dette skete omkring midten af den syvende jødiske måned, tisjri, eller omkring den 1. oktober år 607 f.v.t. Hvis vi tæller 2520 år frem fra denne dato (idet vi husker at der ikke er noget år „nul“ mellem f.v.t. og e.v.t.), kommer vi til efteråret 1914 som tidspunktet for udløbet af de „syv tider“ hvori hedningerne har hersket med Guds tilladelse.

Hvad det betyder

Dette betyder derfor at „nationernes fastsatte tider“ udløb i 1914. På det tidspunkt ophørte nedtrampningen af Jerusalem. Da begyndte Guds rige atter at udøve sin magt gennem kong Davids slægt. Ja, Jesus Kristus, den der har „retten“ til det, blev da indsat som konge idet han fik ’Davids, sin faders, trone’. — Ez. 21:27; Luk. 1:32.

I modsætning til hvad nogle tror skulle Jesus ikke herske i det jordiske Jerusalem. Han begyndte at herske i „det Jerusalem, som er oventil“. (Gal. 4:26) Det længe ventede messianske rige er en himmelsk regering hvis regeringssæde er i det Bibelen symbolsk kalder „den levende Guds stad, . . . det himmelske Jerusalem“. (Hebr. 12:22) Det var derfor Jesus sagde til de fire disciple der var sammen med ham på Oliebjerget, at han ville komme i sin herlighed sammen med alle sine engle og ville sætte sig på „sin herligheds trone“. — Matt. 25:31.

Vi kan derfor være lykkelige over at vi nu lever ved „afslutningen på tingenes ordning“, i „endens tid“. (Matt. 24:3, NW; Dan. 12:4) De begivenheder der har fundet sted fra og med 1914 bekræfter dette. I 1914 udbrød den første verdenskrig i menneskehedens historie. Det var den første krig i sin art. Den blev ikke blot udkæmpet om herredømmet over Europa, over Afrika eller over Asien, men om herredømmet over hele verden. Når man sammenholder denne krig og de andre iøjnefaldende begivenheder der har fundet sted i tiden efter 1914, med det Jesus beretter om i forbindelse med udløbet af „nationernes fastsatte tider“, ser man tydeligt at hans ord er gået i opfyldelse. Ja, alt det Jesus og hans apostle sagde skulle kendetegne hans anden nærværelse, ses nu overalt! — Luk. 21:7-33; 2 Tim. 3:15; 2 Pet. 3:3, 4; Åb. 11:15-18.

Dette betyder at den retmæssige hersker Jesus Kristus nu er optaget af at adskille menneskene „ligesom hyrden skiller fårene fra bukkene“. Han mærker os enten til at blive bevaret og ’arve det rige, som har været os beredt’, eller til at blive udslettet i Harmagedonslaget, der hastigt nærmer sig. For at vi kan være blandt den store skare af mennesker der reddes gennem Harmagedon må vi nu tage standpunkt på Guds riges side. — Matt. 25:31-46.

[Fodnoter]