Sikkerhed mens en nation går til grunde

 1. Har kristne altid gjort det der var „sikrest“? Forklar nærmere.

DET synes altid sikrest at følge den offentlige mening. Det gælder især i en krisetid, når en nation kæmper for sin beståen. Historien viser at de der har fulgt og forkyndt Guds ord, især i kritiske tider er blevet kaldt „ulykkesprofeter“, menneskehadere. Grunden hertil er at Guds ord fordømmer denne tingenes ordning, erklærer at den er Guds fjende og er hjemfalden til ødelæggelse. Historikeren Tacitus skriver om Neros forfølgelse af de kristne i det første århundrede: „En umådelig mængde blev dømt, ikke så meget for at have påsat branden [Roms brand], som for had mod menneskeslægten.“a

 2. Hvorfor er Jeremias et godt eksempel for Guds ords forkyndere?

² Men hvilken handlemåde er, når det kommer til stykket, den sikreste? Det kan profeten Jeremias’ eksempel fortælle os. I de fyrretyve år han profeterede forkyndte han ikke på noget tidspunkt det som folk gerne ville høre, men det som Gud gav ham befaling til at sige. Han fordømte Jerusalems og dets herskeres gudvanærende handlinger og sagde at undergangen var nær. Selv når det så mørkest ud, forkyndte han. Var det klogt af ham? Havde det ikke været sikrere for ham at tie stille, se tiden an og afvente situationens udvikling?

 3. (a) Hvilken sidste chance fik Zedekias i året 609 f.v.t. til at vise at han ville følge Guds lov, og benyttede han den? (b) Ville landet nu ikke få sine sabbater godtgjort?

³ Afgørelsens time nærmede sig hastigt. Frygten bredte sig. Kong Zedekias’ niende regeringsår var et betydningsfuldt år, delvis et sabbatsår, i hvilket jorden skulle ligge uopdyrket hen. (3 Mos. 25:1-10) Det var Zedekias’ sidste chance til at lade det gudgivne land få den påbudte hvile, men Bibelen beretter intet om at kongen eller præsterne efterkom påbudet. Jehova ville nu selv gennemtvinge at landet fik sine sabbater godtgjort. — 3 Mos. 26:2, 31-35.

 4. (a) Hvilken alvorlig synd begik Zedekias i dette samme år? (b) Hvad ville der nu ske med Zedekias og hans folk, ifølge Ezekiel 17:15-21?

⁴ Judas synder havde allerede bevirket at Gud tillod Babylon at gøre Juda til sin vasalstat. Senere havde kong Nebukadnezar af Babel taget Zedekias i ed i Jehovas navn, men i 609 f.v.t. brød han eden og faldt fra Babels konge. Jehova gav over for sin profet Ezekiel, der befandt sig i Babylon, 800 kilometer fra Jerusalem, udtryk for sin vrede herover idet han sagde:

„Han [Zedekias] faldt fra og sendte sine bud til Ægypten, for at de skulle give ham heste og folk i mængde . . . han lod hånt om eden og brød pagten trods givet håndslag; . . .

Sig derfor: . . . Jeg breder mit net over ham, så han fanges i mit garn, og jeg bringer ham til Babel for der at gå i rette med ham for den troløshed, han viste mig. Alle hans udvalgte folk i alle hans hære skal falde for sværd, og de, der er til rest, spredes for alle vinde.“ — Ez. 17:15-21.

 5. (a) Hvad tog Nebukadnezar sin tilflugt til på vejen til Jerusalem? (b) Hvorfor tillod Jehova ikke at Nebukadnezar ledtes til at angribe Rabba i Ammon?

⁵ Da Zedekias havde brudt sin ed marcherede Nebukadnezar mod Jerusalem. Et sted hvor vejen delte sig gjorde han holdt for ved hjælp af den babyloniske spådomskunst at afgøre om han skulle angribe Jerusalem først eller om han skulle give sig til at belejre en anden by, Rabba i Ammon, som også var faldet fra ham. Ville Jerusalem gå fri? På ingen måde. Jehova havde sagt at Jerusalem som den første skulle drikke af Guds vredesbæger fordi den havde forkastet ham. Jehova styrede derfor babyloniernes varseltagning således at Nebukadnezar tog den vej der førte til Jerusalem. — Ez. 21:14-24.

Hedenske folk skal regere indtil Silo kommer

 6. Hvilken dom udtalte Jehova nu over Zedekias gennem Ezekiel?

⁶ Nu udtalte Ezekiel i Babylon en betydningsfuld profeti der var henvendt til Zedekias:

„Og du, gudløse hedning, Israels fyrste, hvis time slår, når din misgerning er fuldmoden, så siger den Herre [Jehova]: Bort med hovedbindet, ned med kronen! Som det var, er det ikke mere! Op med det lave, ned med det høje! Grushobe, grushobe, grushobe gør jeg det til. Ve det! Således skal det være, til han kommer, som har retten til det; ham vil jeg give det.“ — Ez. 21:25-27.

 7. (a) Hvad ville eksekveringen af denne dom betyde for Zedekias og Juda rige? (b) Betød det at Jehova havde brudt sin pagt med David og at kongespiret skulle vige fra Juda stamme?

⁷ Jehova havde indgået en pagt med David om at hans efterkommere skulle sidde på „[Jehovas] trone“ til evig tid. (2 Sam. 7:12-16; 1 Krøn. 29:23) Men nu stod dette herredømme, som udøvedes fra Jerusalem, over for sin afslutning. Det havde indtaget den højeste plads blandt alle riger, i kraft af at det repræsenterede Guds rige på jorden. Det havde stået i vejen for de hedenske herskere der tragtede efter verdensherredømmet og forhindret dem i at opnå det. Nu skulle de hedenske riger, der før var blevet betragtet som lavere beliggende, ophøjes, og hedningerne skulle for en tid udøve deres herredømme uden indblanding fra noget miniature-Gudsrige. Det betød dog på ingen måde at Gud havde ændret eller brudt pagten med David om et evigt rige eller at kongespiret skulle vige fra Juda stamme.

 8. Hvordan ville Jehova opretholde sin pagt med David om et evigt rige, selv om det davidiske herredømme der udøvedes fra Jerusalem ophørte?

⁸ Dette gav Gud en forsikring om med ordene: „Således skal det være, til han kommer, som har retten til det; ham vil jeg give det.“ Det betød at det herredømme som udøvedes fra „[Jehovas] trone“ skulle indstilles for en tid og at ingen konge af Davids slægt skulle herske fra denne trone før Silo, hvilket betyder „Han hvis ret det er“ eller „Han hvem det tilhører“, kom og begyndte at herske. Dette ville betyde afslutningen på det tidsrum i hvilket hedningenationerne havde siddet inde med verdensherredømmet.

 9. Hvad holdt Jehova Ezekiel underrettet om i Babylon, og hvordan gjorde han det?

⁹ Ezekiel blev i Babylon af Jehova Gud holdt underrettet om de bevægelser Nebukadnezar foretog som Jehovas domsfuldbyrder. Ezekiel skriver: „[Jehovas] ord kom i det niende år på den tiende dag i den tiende måned til mig således: . . . netop i dag har Babels konge kastet sig over Jerusalem. Og tal i lignelse til den genstridige slægt og sig: . . . så siger den Herre [Jehova]: Ve blodbyen.“ — Ez. 24:1-6.

En falsk forestilling om hvad der er det sikreste

10. Hvordan bevægede Nebukadnezars belejring Zedekias og hans fyrster til at søge Jehovas gunst?

¹⁰ Efter at Zedekias og hans fyrster havde ignoreret Guds befaling til dem gennem Jeremias om at gå ud og overgive sig til Babels konge for derved at frelse byen fra ødelæggelse, søgte de at vinde Jehovas gunst ved at gøre en anden, mindre, handling, som Jehovas lov påbød og som de længe havde forsømt at udføre. Det var loven om at hebraiske trælle skulle frigives efter seks års tjeneste. De sluttede derfor en pagt med folket over et offer og forkyndte frihed for deres hebraiske trælle. — Jer. 34:8-10; 5 Mos. 15:12-18.

11. (a) Hvilke begivenheder viste nu at deres omvendelse ikke var ærligt ment? (b) Hvilket vredes- og domsbudskab fremkaldte deres hykleri?

¹¹ Men deres hykleri blev åbenbart da de fik melding om at en ægyptisk hær under Farao (Apries eller Hofra) var draget ud for at komme Juda til undsætning. (Jer. 37:5, 7) Nebukadnezar var tvunget til at tage sig af denne trussel og marcherede bort, hvorved belejringen af Jerusalem hævedes. Jerusalems fyrster følte sig overbevist om at faren var drevet over og viste deres komplette foragt for Gud og for den pagt de havde sluttet med folket. De følte sig så sikre at de brød den pagt hvormed de havde lovet deres trælle frihed og tvang dem til at komme tilbage og være trælle igen. (Jer. 34:11-16) Dette vakte Jehovas harme. For at være tro mod Jehova og mod sit ansvar over for folket, hvis liv var i fare, måtte Jeremias offentligt forkynde Guds dom over de styrende i Jerusalem:

„Da I ikke hørte mig og udråbte frigivelse [og ikke vedblev med at udråbe frigivelse, NW], hver for sin broder og hver for sin næste, vil jeg nu udråbe frigivelse for Eder, lyder det fra [Jehova], så I hjemfalder til sværd, pest og hunger, . . . Og jeg giver de mænd, som har overtrådt min pagt . . ., Judas og Jerusalems fyrster, hofmændene og præsterne og hele landets befolkning, som gik mellem stykkerne af kalven [til bekræftelse af pagten] — dem giver jeg i deres fjenders hånd . . ., og deres lig skal blive himmelens fugle og jordens dyr til æde. Og kong Zedekias af Juda og hans fyrster giver jeg i deres fjenders hånd og i deres hånd, som står dem efter livet.“

12. Hvordan ville Jehova udvirke eksekveringen af denne dom?

¹² Hvordan ville det ske? Jehova forklarede:

„Og Babels konges hær, som drog bort fra Eder, se, den byder jeg, lyder det fra [Jehova], at vende tilbage til denne by, og de skal angribe den og indtage og afbrænde den; og Judas byer lægger jeg øde, så ingen bor der!“ — Jer. 34:17-22.

13. Hvordan knustes Zedekias’ forhåbninger om befrielse i den tid Nebukadnezars hær havde trukket sig tilbage?

¹³ Hvordan gik det Jeremias efter dette? Endnu en tid fik han lov til at færdes frit blandt folket. ’Måske,’ tænkte Zedekias, ’kan jeg vinde Guds godkendelse,’ og derfor sendte han sine repræsentanter til Jeremias for at bede ham gå i forbøn for ham hos Jehova og anmode ham om at ændre sin hensigt. Men Jeremias svarede med et budskab der knuste alle Zedekias’ forhåbninger og som udsatte Jeremias selv for den største fare:

„Se, Faraos hær, som er rykket ud for at hjælpe Eder, skal vende hjem til Ægypten; og kaldæerne skal vende tilbage og angribe denne by, indtage og afbrænde den. . . . Nar ikke Eder selv ved at sige: ’Kaldæerne drager bort fra os for alvor!’ Thi de drager ikke bort. Ja, om I så slog hele kaldæernes hær, der angriber Eder, så der kun blev nogle sårede tilbage, hver i sit telt, så skulle de stå op og afbrænde denne by.“ — Jer. 37:3-10; 44:30.

14. Hvordan blev Jeremias’ forsøg på at forlade Jerusalem mistydet, og hvad skete der herefter med profeten?

¹⁴ Som følge heraf blev Jeremias, da han engang ville besøge sin hjemstavn i Benjamins land, pågrebet af en officer som sagde: „Du vil løbe over til kaldæerne.“ „Det er løgn,“ svarede Jeremias. Men Jeremias blev bragt til fyrsterne, som slog ham, bandt ham og lod ham sætte i fængsel i Jerusalem under meget slette forhold, „i fangehuset i kælderen“. — Jer. 37:11-16.

15. Hvad gjorde babylonierne efter at have slået ægypterne tilbage, og hvad var grunden?

¹⁵ Imidlertid slog de babyloniske styrker, sådan som Jeremias havde sagt, ægypterne tilbage, og Nebukadnezar vendte sig atter mod Jerusalem for at genoptage belejringen. Jerusalem skulle først drikke Jehovas vredesbæger. Senere skulle Ægypten gøre det. — Ez. 30:20, 21.

Gud beskytter og sørger for sin tjener

16. (a) Hvordan besvarede Jeremias Zedekias’ forespørgsler til trods for at han var i fængsel? (b) Hvilket vidnesbyrd har vi om at Gud beskytter og sørger for sine tjenere?

¹⁶ Kong Zedekias forsøgte endnu en gang at få Jehova til at ændre beslutning, men Jeremias udvandede ikke Jehovas budskab. Han svarede: „Du skal overgives i Babels konges hånd.“ Her ser vi et eksempel på hvordan Jehova Gud beskytter og sørger for sine tjenere. Skønt Jeremias befandt sig midt iblandt sine bitreste fjender blev han, efter at have anmodet Zedekias derom, overflyttet til vagtforgården. „Og der gaves ham daglig et stykke brød fra bagernes gade, indtil brødet slap op i byen.“ — Jer. 37:17-21.

17. Hvilken klage blev nu fremsat over Jeremias, og hvad blev følgen?

¹⁷ Skønt Jeremias var under bevogtning havde han øjensynlig mulighed for at tale med folk, og han gav dem det råd fra Jehova at de skulle gå ud og overgive sig til kaldæerne hvis de ville redde livet, for byen ville falde. Fyrsterne klagede over at Jeremias nedbrød moralen hos de belejrede, og, svag som Zedekias var, overgav han Jeremias i deres hånd. Han ville ikke beskytte Guds profet hvis han derved bragte sig selv i fare. „Så tog de Jeremias og kastede ham i kongesønnen Malkijas cisterne i vagtforgården, idet de hejsede ham ned med reb. Der var ikke vand i cisternen, men dynd, og Jeremias sank i dyndet.“ Dernede kunne han i hvert fald ikke forkynde, tænkte fyrsterne.

18. Hvem benyttede Jehova til at bringe Jeremias hjælp, og hvilken venlig behandling fik Jeremias?

¹⁸ Var der slet ingen der trods de stærke nationale følelser der da herskede i Jerusalem og trods modstanden mod Jeremias og hans forkyndelse mente at det var sikrest at lytte til Jehovas ord og rette sig efter det? Jo, der var én, og denne brugte Gud netop til at redde Jeremias op fra cisternen. Det var ætioperen Ebed-Melek, en af kongens hofmænd, en eunuk. Han havde hørt om den frygtelige situation Jeremias befandt sig i og gik nu til kongen og sagde: „Herre konge, ilde har de gjort ved at lade denne mand dø af hunger, fordi der ikke er mere brød i byen!“ Med kongens tilladelse fik Ebed-Melek fat i tredive mænd og noget reb og fik hejset Jeremias op af cisternen. „Således kom Jeremias atter til at sidde i vagtforgården.“ — Jer. 38:1-13.

19. Hvilket trøstende budskab fik Ebed-Melek fra Jehova fordi han havde hjulpet Jeremias?

¹⁹ Satte Ebed-Melek ikke sit eget liv på spil ved at gøre dette for Jeremias? Jo han gjorde. Men han vidste at Jeremias var Jehovas profet. Ebed-Meleks handling fordømte de styrende i Jerusalem for deres manglende tro på Jehova. Men Jehova glemte ikke Ebed-Melek. Hør hvilke trøsterige ord han talte til ham: „Se, jeg lader mine ord gå i opfyldelse på denne by til ulykke og ikke til lykke, og du skal have dem i tankerne på hin dag. Men på hin dag redder jeg dig, . . . thi jeg vil frelse dig, så du ikke falder for sværdet, og du skal vinde dit liv som bytte, fordi du stolede på mig, lyder det fra [Jehova].“ — Jer. 39:15-18.

20. Hvad førte menneskefrygt til i Zedekias’ tilfælde?

²⁰ Zedekias havde stadig mulighed for at overgive sig til babylonierne, frelse sit hus og forhindre at Jerusalem blev brændt. Han lod endog hemmeligt sende bud til Jeremias og fik forsikring om dette. Men han nærede frygt for mennesker. Han var bange for hvad de der misbilligede en sådan handling ville sige og gøre. Han søgte sikkerhed på det forkerte sted og blev derved fanget i en snare. — Jer. 38:14-28.

21. Hvor længe havde belejringen varet, og hvor forfærdelige var forholdene i byen?

²¹ Da belejringen af Jerusalem varede ved i næsten halvandet år blev tilstandene i byen mere og mere fortvivlede. Der var intet brød at få. (2 Kong. 25:1-3) Mødre spiste deres egne børn. (Klages. 2:19, 20) Ville det nu vise sig om Jeremias havde valgt at gøre det der var sikrest? Ville han overleve belejringen?

Jerusalem falder

22. (a) Hvad søgte Zedekias at gøre da byen ikke kunne holde stand længere? (b) Hvordan opfyldtes Ezekiels profeti om Zedekias?

²² Endelig gennembrød babylonierne i måneden tammuz Jerusalems mur og erobrede Midterporten. Nu var det for sent for kong Zedekias at overgive sig. Han flygtede om natten, men blev indhentet på ørkensletten ved Jeriko i nærheden af Jordanfloden og ført til Nebukadnezar i Ribla i Hamats land. Der lod Babels konge Zedekias’ sønner dræbe for øjnene af deres fader. Ligeledes blev de ypperste i Juda dræbt. Så lod han øjnene stikke ud på Zedekias og førte ham i lænker til Babylon, hvor han døde. (Jer. 39:2-8) Som Ezekiel havde forudsagt kom han til Babylon men så ikke byen. — Ez. 12:12, 13.

23. Hvad skete der med Jeremias ved Jerusalems fald?

²³ For Jeremias’ vedkommende betød Jerusalems fald hans befrielse. Babylonierne havde hørt om ham og behandlede ham venligt. Øversten for den babyloniske livvagt, Nebuzar’adan, lod ham hente ud af vagtforgården. (Jer. 39:13, 14) Imidlertid blev Jeremias ved en fejltagelse ført sammen med de jøder der skulle føres fangne til Babylon, men livvagtsøversten fik øje på ham og sagde til ham: „Se, nu tager jeg i dag lænkerne af dine hænder. Hvis det tykkes dig godt at drage med mig til Babel, så drag med, og jeg vil have øje med dig; men tykkes det dig ilde, så lad være! Se, hele landet står dig åbent; gå, hvor det tykkes dig godt og ret!“ — Jer. 40:1-4.

24. Hvordan behandlede babylonierne Jeremias, og hvor bosatte han sig?

²⁴ Da Jeremias tøvede sagde livvagtsøversten til ham at han skulle gå tilbage og bosætte sig under Gedalja, som Babels konge havde sat over Judas byer, og Jeremias kunne slå sig ned hvor han ville. Så gav han ham mad med til rejsen og en gave og lod ham gå. Jeremias gik derefter til Gedalja i Mizpa, hvor han boede indtil forholdene tog en anden vending, hvilket vi skal komme ind på i det næste nummer af dette blad. — Jer. 40:5, 6.

Vi kan gøre det sikreste

25. Hvor slemt havde det set ud for Jeremias, og hvorfor gik det ham alligevel godt?

²⁵ I Jerusalems mørke time så det altså ud til at Jeremias i den belejrede og udsultede by, tilmed fange i den og i unåde hos de styrende, aldrig ville overleve. Men ved standhaftigt at holde fast ved sin indvielse til Jehova, selv om det betød at han i sin forkyndelse måtte fordømme landets herskere og forudsige Jerusalems ødelæggelse, gjorde han det sikreste han kunne gøre.

26. (a) Hvilken lighed er der mellem Jehovas salvede vidners situation i dag og Jeremias’? (b) Hvem handler i dag som Ebed-Melek, og hvorfor viser Jehova dem sin gunst gennem Kristus?

²⁶ Vi kan lære af Jeremias’ eksempel. Jehovas salvede vidner forkynder at denne tingenes ordning vil gå til grunde fordi den har ladet sig påvirke af falsk, babylonisk religion og har vendt sig bort fra Jehova Gud. De har derved erfaret det som Jesus forudsagde og som vi kan læse i Mattæus 24:9: „I skal blive hadet af alle folk for mit navns skyld.“ Mange bliver nu forfulgt i flere lande og mange sidder i fængsel, men for dem alle tjener Jeremias’ erfaringer som en forsikring om at de ikke vil blive fordømt sammen med denne verden og at de som gruppe betragtet vil overleve denne tingenes ordnings ende. Ebed-Melek, som kom Jeremias til undsætning fordi han anerkendte ham som Jehovas profet, blev skånet ligesom Jeremias. De der i dag stiller sig ved siden af Guds tjenere, har indviet sig til ham og virker for ham, vil modtage Guds gunst og beskyttelse, lige så sikkert som Ebed-Melek, i overensstemmelse med den regel som Jesus Kristus selv udtalte: „Den, som tager imod en profet, fordi han er en profet, skal få en profets løn; . . . Og den, som giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi han er en discipel, sandelig siger jeg eder: han skal ingenlunde gå glip af sin løn.“ — Matt. 10:41, 42.

[Fodnote]